Beautiful Beast *PAUSE*

Den unge blonde pige Kim Bradley har altid haft et normalt liv i en helt normal verden, lige indtil den dag hendes forældre bliver skilt og hun skal flytte med sin far til en lille by i Canada ved navn Alexandria, hvor hun møder en anden mystisk pige ved navn Lillian. Det varer ikke længe før Kim finder nogle foruroligende mørke hemmeligheder omkring Lillian der kan bringe dem begge i fare... Før hun ved af det er hun rodet ud i en mystisk verden styret af gigantiske ulve og overnaturlige væsner og må kæmpe en kamp sammen med Lillian for at redde både hende og de andre mennesker i byen Alexandria...

---- Vi vil puplicere et kapitel om ugen, men vi har ikke skrevet den helt færdig, så i må leve med at der nok kommer nogen lange pauser imellem nogen af kapitlerne...

7Likes
0Kommentarer
760Visninger
AA

1. Kapitel 1.

"Vi ses på mandag!" Råbte Bailey fra den anden side af vejen. Det var lørdag og Bailey og jeg havde sovet hos hende fra fredag til idag.

"Vi ses!" Råbte jeg igen og vinkede. Bailey og jeg havde været bedstevenner siden børnehaven. Vi var uadskillige. Jeg trak min nøgler op ad tasken og åbnede døren ind til min opgang. Det samme øjeblik jeg trådte ind i opgangen bemærkede jeg at døren til vores legelighed stod åben og nogle proppede flyttekasser stod ude foran døren. Jeg gik hurtigt op ad trappen og kiggede ind igennem døren. Min far stod i døren og satte flere flyttekasser ud på gangen.

"Hvad sker der?" Inderst inde vidste jeg det godt, men håbede inderligt det bare var ting til loppemarket. Min far satte en papkasse på gulvet og kiggede over på mig med triste øjne. 

"Skat..." Sagde han og gik hen imod mig med udbredte arme. 

"Nej!" Sagde jeg højt og skubbede ham væk. "Forklar mig hvad der sker!" Han sukkede og lod sine arme falde ned langs siden. 

"Din mor og jeg har ikke haft det så godt for tiden." Sagde han træt. Sig det er løgn. Netop de ord jeg frygtede at høre. "Så du og jeg skal flytte væk i noget tid." Jeg stirrede på ham mens jeg rystede på hovedet. Hvad med mine venner?... Min skole...? Han rakte hånden ud efter mig, men jeg trådte straks tilbage. 

"Nej." Sagde jeg pludseligt. Han kiggede forvirret på mig. "Jeg vil ikke med!" 

"Jamen skat, din mor har ikke råd til at have dig her hjemme." Jeg rystede på hovedet. Med et skubbede jeg min far til side og stormede ind på mit værelse. Jeg havde forventet at jeg ville kunne smide mig på min seng som jeg plejede at gøre når jeg var ked af det, men gispede i stedet da jeg blev mødt af et tomt rum fyldt med flyttekasser. 

"Hvorfor sagde i ikke noget?!" Skreg jeg gennem lejeligheden. "Det er ikke kun jeres valg!" Tårerne begyndte at falde ned fra min hage. Hulkene løb jeg igen ud af lejeligheden og ud på gaden. Jeg kunne høre min far kalde på mig, men jeg ignorerede ham. Jeg løb ned i den lille park der lå nede for enden af gaden og satte mig på en bænk i skyggen af et træ. Jeg fandt min mobil frem og indtastede Baileys nummer. 

"Hallo?" Hørte jeg Baileys stemme i den anden ende af røret. Jeg åbnede munden, men kunne ikke få et ord ud. Hvad skulle jeg sige? I stedet hulkede jeg mumlende nogle utydelige ord jeg ikke engang selv fattede. 

"Kim? Er du okay?" Spurgte hun lidt efter. Jeg snøftede og tog en dyb indånding.

"Nej." Svarede jeg lavt og snøftede igen.

"Hvorfor? Hvad er der galt?" Hun lød bekymret. 

"Mine forældre skal skilles..." Jeg kunne høre hende gispe i den anden ende af røret.

"Hvad så nu?" Spurte hun efter et minuts stilhed. Jeg sukkede og en tåre løb igen ned ad min kind.

"Mig og min far skal flytte væk." Jeg stoppede og holdte en kort pause inden jeg fortsatte. "Jeg ved ikke hvor hen endnu, men jeg skal formenligt flytte langt væk." Hun sagde intet, men jeg kunne fornemme chokket hun havde fået. Der gik lidt over 5 minutter før hun igen sagde noget. 

"Vi SKAL holde kontakten! Jeg lover at jeg ringer hver eneste dag og vi skal Skype hver aften!" Jeg smilede og grinede let da hun sagde det.

"Helt sikkert!" Svarede jeg smilene. 

"Er du okay?" 

"Ja." Svarede jeg "Jeg må nok hellere tage tilbage til min far igen." 

"Okay, så ses vi snart! Jeg kommer og siger farvel når i tager afsted, det lover jeg!"

"Okay, ses" Svarede jeg og lagde på igen. Jeg rejste mig straks op igen og gik tilbage imod min lejelighed. Jeg kunne se min far var begyndt at sætte nogen flyttekasser ind i hans varevogn ude på gaden. Han vendte hovedet og fik straks øje på mig, gående hen imod ham. 

"Er du okay igen?" Spurgte han da jeg kom hen til ham. Jeg nikkede lydløst og kiggede på ham.

"Hvornår flytter vi?" 

"Vi tager afsted imorgen tidlig." Svarede han. "Tager til Canada." Jeg tænkte det nok. Min far boede selv i Canada indtil han som 20 årig flyttede til Californien hvor jeg blev født. 

"Okay." Svarede jeg hæst og bar en flyttekasse op i varevognen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...