De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9414Visninger
AA

2. Prolog


Et svagt råb gjaldede op igennem trappeopgangens smalle vægge.

   ”Diana!” kaldte det efter pigen, der med sit blonde hår i store kaskader gemte sit hoved bag computerskærmen, der efterhånden havde været tændt i alt for mange timer. ”Vi skal af sted! Har du tænkt dig at blive i din hule hele dagen, eller kommer du?”

   Hun tvang sit blik væk fra YouTube-musikvideoen, der spillede foran hendes øjne, før hun med et dæmpet suk lod computerskærmen smække i. Den elektroniske Bastille-musik stoppede så brat, at hun måtte blinke en ekstra gang med øjnene for at lukke harmonierne helt ude. Diana gav i et mindre irriteret råb sin søster besked om, at hun var på vej.

   Hun skyndte sig ud af værelset med de gyselige påskegule vægge og smækkede forhastet egedøren i bag sig. Da et dæmpet bump lød igennem træet og nåede hendes ører, kunne hun ikke holde en indædt banden inde. Hendes efterhånden slidte volleyball måtte være faldet ned af sin hylde – igen. Hun skød irriteret tanken fra sig og bevægede sig med en halvtræt panderynken videre ned af trappen. Trinene var lige ude foran hendes dør og så glatpoleret, at hun nær var snublet ned af dem i sin hast.

   Udenfor den villaens døre var en sportsvogn med en del år på bagen parkeret. De store, gamle forlygter glimtede hende i møde, idet hun joggede de sidste skridt hen mod bilen og svang den ene af bagsædets bildøre åbne. Her dumpede hun ned ved siden af pigen, der i manges mening var som snydt ud af næsen på hende selv – hvilket i virkeligheden måske var helt omvendt.

   Det var med sikkerhed forståeligt, hvorfor folk tænkte dét om de to søstre, som de gjorde: Begge havde et langt, skinnede blondt hår, der ifølge mange var værdigt L’Oréal-reklamer, og deres figurer var forholdsvis tynde og spinkle. Dog var der også en del forskelle, som man nemt ville kunne udpege imellem dem, men folk til dels overså; Dianas øjne var så klare og venlige som deres fars, hvorimod hendes storesøster var blevet velsignet med et par store, chokoladebrune par af slagsen. Hannah havde tilmed også arvet sin mors modelhøjde og smalle ansigt, hvilket var noget, hun længe havde vidst præcist hvordan, man skulle føre retmæssigt frem. Et par blink med de lange øjenvipper og et kast med Barbie-håret havde hidtil fået hende langt i livet.

   Et dunkelt smæk blev efterfulgt af en raslen, da en kvinde gled ind på passagerforsædet. Hun kastede et bundt messingnøgler i skødet på manden bag rattet.

   ”Huset er låst af. Lad os køre.” Hun trak vintagejakken tættere omkring sin spinkle krop og pustede tungt ud. ”Og hellere stærkt. De melder uvejr.”

   ”Serena,” lo manden med et svagt smil på læben, ”der er forskel på, hvad du betragter som uvejr, og hvad jeg betragter som uvejr.”

   Han drejede bilnøglen om i tindingen, og den gamle klassiker skød fremad ud af den cirkulære, grusbelagte indkørsel. Snart lå det hvide hus dem i bakspejlet, og Diana kastede et flygtigt blik tilbage. De askegrå skyer, der langsomt flød over himmelen, fik villaen til at gå i ét med det vinterfarvede landskab som et kedeligt stilbillede af et forfaldent palæ, hvis stortid for længst var ovre.

   Kensingwoods hovedgade trådte livligt i karakter, som de fulgte den ud mod motorvejsafkørslen. Pigernes mor rykkede uroligt på sig i sædet.

   ”Der er altså et værre uvejr på vej denne gang, Warren. Jeg påpeger blot, at jeg ikke har lyst til at sidde i bilkø hele aftenen med en tordenstorm rasende lige over vores hoveder.”

   Diana fik et glimt af Kensingwood Highs høje, rustikke bygninger, da de i høj fart ræsede videre ud af byen med retning mod Nordcaliforniens sommerhuskvarterer. Hun sank en klump ved synet og prøvede at ignorere de tanker, der ved ren rutine begyndte at skubbe sig ind i hendes hoved.

   Nyd de næste par dage, så godt som du kan, hviskede en svag stemme i hendes øre. Du får lov til at vende tilbage til mareridtet, så snart weekenden er overstået.

 

 

Det første skarpe lysglimt flækkede himmelen i to i akkurat samme øjeblik, som den gamle Porsche fik trukket sin håndbremse og slukket sin brummende motor.

   Allerede før Diana havde fået klikket sig selv ud af sin sikkerhedssele, var pladsen ved siden af hende tom og bildøren smækket hårdt i. Et glimt af bølgende lyst hår i vinden var alt, hendes sanser nåede at opfatte, før Hannah var forsvundet indenfor i det enkle træhus.

   Hverken Diana eller hendes forældre dvælede længe over, at hun havde så travlt; Hannah havde fra barnsben af været en selvstændig pige, der var bevidst om, hvad hun gjorde. Diana kunne mindedes en diskussion, hun engang havde overhørt, da hun var mindre: Hendes søster havde ønsket at farve sit hår den samme candyflosslyserøde farve som hendes yndlings My Little Pony – allerede et par få timer senere var hun vendt hjem igen fra frisøren med et stort smil klistret på hendes læber. Siden havde hendes farvestrålende hår spredt sig hyppigt til resten af børnehaveklassens piger som en epidemi af tyggegummifarvede hårstile.

   Det var sikkert, at Hannah denne gang også havde en god grund til at isolere sig selv over weekenden. Diana vidste, at hun var i gang med at skrive en vigtig opgave i europæisk historie. Til sommer ville karakteren, hun fik på den, blive sat på hendes eksamensbevis, når hun dimitterede Kensingwood High School.

   Diana greb sin rejsetaske og steg ud af bilen. Som så mange gange før gled et lille smil over hendes læber, da hun trådte det minimale sommerhus nærmere. Placeret midt i en bred skovlysning faldt solens sidste stråler idyllisk ned over træhyttens nedfilede, brede brædder, og fik det til at ligne et perfekt billede af en eventyrlig bjerghytte.

   Så mange af Dianas lykkeligste barndomsminder kunne forbindes til dette sted, at hun aldrig ville kunne sige et ord slemt om det. Det var svært at være kritisk; hun elskede roen ved stedet. Her kunne hun tage en pause for omverdenen – bare i et par få døgn.

   Hun fulgte i sin søsters fodspor ind af hoveddøren. Duften af varmt træ og rengøringsmiddel omfavnede hende i det samme, hun trådte længere ind i huset. En smal gang foldede sig ud foran hende, og hun fumlede sig igennem halvmørket efter dørgrebet til sin søsters værelse. Hendes fingre gled over noget koldt og glat, og hun trykkede dørhåndtaget ned.

   Diana havde ikke forventet at se noget ud af det sædvanlige, da døren til soveværelset gik op og afslørede Hannahs plakattildækkede vægge. Hun havde kun kort overvejet idéen om, at Hannah rent faktisk var påbegyndt arbejdet på den vigtige skoleopgave, hun havde brokket sig over i ugevis, men ingen hurtige tastaturklik lød, og ligeså var heller ingen bøger spredt ud over skrivebordet.

   Hannahs slanke skikkelse sad begravet under sin sengs lagner; hendes opmærksomhed var så magnetisk tiltrukket af noget, der lå i hendes skød, at hun end ikke havde opdaget Dianas indtræden i rummet. Ved nærmere betragtelse af hvad, der lå i hendes hænder, trådte en notesbog i karakter foran hendes øjne. Den var i et ældre, sort lædermateriale og ikke meget større end en lommekalender. Hendes søster knugede notesbogen til sig så intenst, at hendes knoer var blevet knoglehvide. I et øjeblik troede Diana næsten, at styrken i hendes greb ville flå de fine, gullige sider i stykker. Siderne, der var fuldkommen tomme for ord, men alligevel formåede at opretholde hendes søsters interesse, som gjaldt det hendes eget liv.

   ”Hannah?” Diana bankede på døren. Hendes søster fór op med et gisp. En solbrun hånd var lagt over hendes hjerte, da hun med vilde øjne så op mod hende med et blik, der kunne gløde igennem en metertyk blyplade.

   ”Du forskrækkede mig,” konstaterede hun åndeløst og smækkede notesbogen i. Hun stoppede den ind under sin hovedpudes silkebetræk. ”Hvad vil du?”

   ”Bare høre om du var okay.” Diana lagde hovedet en anelse på skrå, idet hun betragtede sin søsters hovedpude. Hjørnet af notesbogens sider var stadig synlige. ”Hvad var det, du sad med?”

   Hannah fulgte hendes blik mod hovedpuden. Da hun nåede til notesbogens udstikkende sider under puden, skubbede hun dem i en hurtig bevægelse længere ind under betrækket.

   Selv havde Diana ikke skrevet dagbog i mange år, men tanken om, at hendes søster måske kunne være begyndt igen, strejfede hende. Hannah havde mere om hovedet end så mange andre. Hvis ikke hun havde lyst til at tale om sine problemer, var dagbogen muligvis en lysere form for udvej.

   ”Ingenting.” Hendes søster så op på hende med et lille smil. Hun var en af de personer, hvis smil ikke blot lyste rummet op, men også personen, de var rettet mod. Ubevidst faldt Dianas anspændte skuldre ned og blev rolige. ”Intet, du skal bekymre dig om, i det mindste.”

 

 

Hendes mor stod i køkkenet med indkøbsvarer til op over begge ører, da Diana trådte ud i køkkenet. Bordoverfladerne var pinligt rene fra sidste gang, de havde forladt sommerhuset – og Serena var sikker på at have haft en finger med i spillet.

   ”Skat, vi mangler –”

   ”Mælk?” Diana smilede, idet hendes mor vendte kinden til gryden på komfuret, og de brune øjne mødte hendes. Allerede før hun havde fået beskeden, var hun på vej ud i entréen efter sin jakke.

   ”Jeg skal nok smutte hen efter noget,” sagde hun.

   Serena fulgte efter hende med pengepungen stukket under armen. Hun trak en fem-dollarseddel op af dens gemmer og stak den i Dianas jakkelomme, før hun gav hende et kort kys på kinden. Et flygtigt glimt af bekymring flakkede over de skinnende regnbuehinder, da et brølende tordenskral hørtes gennem skovhyttens tykke vægge.

   ”Lov mig,” sagde hun og trak jakkens hætte over hendes hoved, ”at du passer på derude, ikke?”

   ”Mor,” stønnede Diana opgivende med et lille smil, før hun forsvandt ud af døren, ”jeg passer altid på. Det ved du.”

   Verden udenfor husets beskyttende vægge var et helvede. Hendes hår, der havde været beskyttet af hætten, var efter få sekunder i den nådesløse vind blevet flået ud af dets skjul og filtret sammen til én stor fuglerede. Det var som om, hun var blevet døv; vindens hylen var endeløs, og utallige lysglimt flakkede over himmelen foran hendes blik.

   Hun forlod skovlysningen i raske skridt.

   Lyset var blændende, da hun fra det beskidte motorvejsfortov i tusmørket trådte indenfor på tankstationen. Stedet var nusset og småt, og hun så ikke længere end nødvendigt på de smudsede fliser, da hun hurtigt fandt frem til mejeriprodukterne og greb to liter mælk. Hun stoppede flaskerne under sin arm og fik transporteret dem op til kassen. Mens butiksassistenten sløvt scannede varerne ind, fik hun fumlende hevet pengene op af jakkelommens dyb og smækket seddelen op på disken.

   I en brøkdel af et sekund passerede et hvidt lysglimt gennem rummet. Blændet af dets skarphed tog det Diana et par heftige blink, før hendes øjne igen kunne fokusere på sine omgivelser. Blot øjeblikke senere hylede en sirene ned af gaden, og med et svirp af hovedet nåede hun akkurat at se tre brandbiler drøne forbi tankstationens glasruder.

   ”Et lyn er nok slået ned et sted,” bemærkede den kedeligt udseende kasseekspedient med et suk. ”Folk er sjældent påpasselige i sådan et stormvejr. De ignorerer altid det åbenlyse.” Ekspedienten rullede med øjnene, tastede noget ind på kasseapparatet og skubbede et par mønter hen over disken med et gab. ”2,10 i byttepenge. Hav en god aften.”

   Med mælken stoppet under armen skyndte Diana sig ud af tankstationens glasdøre og videre ned af gaden. Mørket omringede hende som en kappe af ubehageligheder, og hun gøs. Hendes skridt blev så hurtige, at hun til sidst fløj fremad i løb over fortovet.

   Endelig nåede hun udmundingen af skoven. Og veg tilbage i smerte, da hun tabte mælkeflaskerne, og de knustes som syleskarpe glasskår ved hendes fødder.

   En forfærdelig stank af svovl hang i luften. Som den flåede hendes næse fra hinanden, trådte hun med en skælven længere ind i lysningen og måtte undertrykke en altoverdøvende kvalme, da synet foran hendes øjne blev til en realitet.

   Det lille sommerhus’ træplanker blev ædt op af store, gullige flammer, idet de slikkede sig op af dets vægge. Hvis ikke ilden ville blive husets tilintetgørelse, ville det blive røgen, der steg i fede kaskader op fra alle hjørner og sprækker. Som sprunget ud af det rene ingenting var det, hun så på med forfærdelse, som en illusion af et djævelsk mareridt.

   Et grufuldt skrig skar igennem nattemørket. Diana stivnede.

   Hannah.

   Hun styrtede fremad. Forbi brandbilernes blinkende blå udrykningssirener, forbi brandmændenes febrilske tilråb. Mod havedøren. Alt passerede ufatteligt langsomt forbi hende, og hendes krop føltes så tung, så tung. Et vindpust løftede en bunke aske ind i hendes ansigt, og hun blinkede sig med en hosten igennem den sviende smerte i sine øjne. Flammernes varme fik svedperlerne til at drive ned af hendes ansigt. Dørhåndgrebet nærmede sig et sted gemt i røgen, og hun slog en hånd for munden, før hun lod sig forsvinde ind i den tykke masse—

   Et par umuligt stærke arme væltede hende bagover. Hendes balance blev beskadeliggjort, og hun faldt hårdt til jorden. Det var overvældende svært at holde sine øjne åbne, og da Diana med en anstrengelse fik åbnet dem på klem, skelnede hun en mand i en uniform så mørk, at den gik i ét med mørket. Hans ansigt var sortbrændt.

   ”Du kan ikke gå derind, hører du?” råbte han gennem flammernes knitren. Hans øjne fangede hendes. De var overraskende rolige, og Diana fik lyst til at sparke ham af sig bare for det.

   Hun hulkede. Hvordan kunne han være rolig? Hendes familie skreg, og flammerne var altomgivende, og Diana ville bare dække sine ører og materialisere væk.

   ”Vi skal nok få dem ud!” Brandmanden råbte højere nu. ”Jeg giver dig mit ord; til gengæld må du give mig dit på, at du ikke vover dig i nærheden af branden, okay?”

   Hun tvang sig selv til at nikke. Brandmanden forsvandt akkurat lige så pludseligt, som han var kommet, og Diana faldt slapt sammen på jorden. Hendes hals havde snøret sig tæt sammen. Luften ville ikke komme til hendes lunger, og hun skreg, som tårerne vældede op i hendes øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...