De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9348Visninger
AA

11. Kapitel 9


Diana lagde en svedig håndflade mod glasruden og skubbede svingdøren op. Øjeblikket senere svuppede den i bag Logan og hende selv, mens den krydrede duft af friturestegte pomfritter og hjemmelavet tomatketchup, som Frederick’s Diner igennem årene var blevet berømt for, emmede rundt omkring dem i luften.

   Det var svært at spotte Nic og Lola. De havde klemt sig ind i en lille bås længst væk nede af den venstre midtergang. Lola spejdede uden at blinke ud gennem gadevinduet, mens hun tyggede på sine fingernegle. Først da Logan møvede sig ind på pladsen ved siden af den anden pige, og Diana ved siden af Nic, bed hun mærke i, hvad der skete omkring hende.

   ”Hej folkens,” smilede Lola usikkert og sænkede sin hånd fra sin mund. ”Jeg –”

   Hun blev i det samme afbrudt, da en servitrice i et grangrønt forklæde nærmede sig bordet og bad om en bestilling.

   Diana rystede høfligt på hovedet.

   ”Nej tak. Jeg får svært ved at klemme noget ned.”

   ”Et godt måltid er godt nok det eneste, der kan lyde interessant i mine ører i øjeblikket,” sagde Nic og vendte sig med et kækt smil om mod servitricen. ”Jeres hamburger med lidt stærk barbecuesovs på bøffen ville være vidunderligt.”

   ”Det skal du få,” smilede hun og pressede kuglepennen ned mod sin blok for at skrive bestillingen ned. Nic stirrede – måske en anelse for længe.

   Lola undertrykte et gab.

   ”En stor bananmilkshake med en ekstra dosis flødeskum og chokoladesovs ved siden af, tak. Øhm, og også et afkølet stykke brownie, nu du er ved det,” sagde hun.

   Servitricen noterede sig hendes ord, før hun drejede rundt med et lille smil og forsvandt tilbage ned af midtergangen.

   Nic lænede sig en anelse ud af båsen for at kigge efter hende. Han klikkede en enkelt gang med tungen.

   ”Jeg burde komme på Frederick’s noget oftere med dén betjening.” Han kastede et blik på de andre. ”Så jeg hører at den fyr på baseballholdet rent faktisk døde af et hjerteanfald?”

   ”Ingen har set ham, siden de kørte ham hen på hospitalet,” sagde Diana. ”Han er—han kan umuligt være død. Jeg nægter at tro på det, før jeg selv ser beviser.”

   En sortlakeret BMW drejede ud fra skolens parkeringsplads på den anden side af gaden. Gennem cafévinduets rude kunne man nemt skimte de sorte krøller og pilotsolbrillerne, og Diana kunne næsten høre den bløde countrymusik blæse ud over anlægget, før bilen drejede op omkring cafévinduet. Lola dukkede sig panisk ned bag det nærmeste menukort.

   Først da bilen var kørt sikkert videre ned af hovedgaden, rankede hun ryggen. Håret hang i store, brune kaskader omkring hendes hoved. Hun pustede tungt ud.

   ”Hvad?” spurgte hun mistroisk efter et par lange øjeblikkes stilhed. De andre fastholdt deres overraskede blikke på hende.

   ”Siden hvornår er du blevet bange for Aaron?” spurgte Diana.

   ”Jeg er da ikke bange for ham.”

   ”Nej, men før var du frygtløs,” indskød Logan.

   Lola så skiftende frem og tilbage imellem dem. Langsomt så Diana hendes ansigt transformere sig til en tydelig uro.

   ”Jeg flygtede fra ham, da de afbrød kampen,” udbrød hun og lagde sit hoved i sine hænder, ”og nu dræber min samvittighed mig langsomt. Hvorfor er jeg sådan et dårligt menneske?”

   ”Hjerteløst ville være bedre beskrivende.”

   ”Tak, Nic, det hjælper.”

   To hvide tallerkener og et højt glas klirrede hen over bordet, da servitricen i det samme nåede deres bord med Lola og Nics bestillinger. Han sendte pigen et flirtende smil, før hun forsvandt tilbage ud i køkkenet, og han igen kunne tillade sig selv at lade sin opmærksomhed falde på sit måltid.

   ”Guderne være lovet,” sukkede han med julelys i øjnene, før han løftede burgeren og satte tænderne i den sprøde bolle.

 

 

Diana fik det til tider skidt, når hun besøgte rideklubbens omklædningslokaler. De var for overdådige og lignede noget, kun en opstoppet Hollywoodfrue ville kunne have taget forgivet: Marmor og mørke træpaneler, spabade og importerede brusere fra femstjernede luksushoteller i Mexico. Det stod stadig Diana uklart, hvordan den moderne kunst på væggene kunne overleve den høje luftfugtighed, der altid svælgede i omklædningsrummet på grund af saunadampene.

   Lyden af en dør, der gik op, trak hende som af et fingerknips tilbage i nuet. Diana greb fat om håndklædet på træbænken ved sine fødder og kastede det om sin krop, før det kolde pust luft nåede hendes hud. Da hun på forsigtige tåspidser listede hen over de glatte fliser og ud af baderummet, så hun en ældre dame i færd med at trække sin tætsiddende ridepolo over sit hoved.

   Diana smed sit brugte ridetøj ned i sin sportstaske, før hun sprang i det sæt denimshorts og toppen, hun på forhånd havde medbragt. Håret dryppede i fugtige striber ned langs hendes ryg, og hun endte med forjaget at sætte det op med et par spænder, før hun forlod omklædningsrummet med hastige skridt.

   Klubcaféen tilbød tomatsuppe, mens en duft af olieristede croutoner hang ved de himmelblå vægge. Hallen var forholdsvis fyldt med børnefamilierne til de ridepiger, der lige havde færdiggjort deres sene aftentræningstime. Rundt omkring i det åbne rum møblerede de så småt de hvide borde, konverserende og nu og da lavmælt grinende. Diana så en lyshåret pige sidde ved siden af sin søster og forgive at spille skak med salt- og peberkværnene.

   For blot få år siden havde hun siddet i den akkurat samme situation med sin egen søster.

   Diana tvang sit blik væk.

   ”En ingefær-gulerods juice, tak,” rømmede hun sig og trådte op til baren. En ekspeditrice havde været i gang med at tørre den i forvejen blanke stenoverflade af, men på hendes bud rendte hun hurtigt ud i køkkenets baglokaler.

   ”Ingefær-gulerod? Du er noget af en helseekspert.”

   Hun så sig bag om skulderen og fik øje på Dylan Walker, hvis hænder var begravet dybt i de slidte jeans’ lommer. Det overraskende hende ikke synderligt. Håret var gennemblæst af en hidsig vind, og hans medarbejderpolo bar et spor af lysebrune mudderpletter. Han smilede.

   ”Jeg kan lide smagen,” bemærkede hun og så tilbage mod bardisken. ”Den river på sådan en slags behagelig måde.”

   Nogen rumsterede et sted inde i køkkenet med noget, der gav en metallisk efterklang, og øjeblikket senere gik døren op. Ekspeditricen trippede hen mod bardisken med et plasticglas balancerende i sin ene hånd.

   ”Det bliver $3,25,” sagde hun mildt og slog tallene ind på kasseapparatet. Diana betalte. ”De må have en god dag, miss.”

   Hun greb plasticbægeret med den dyborange substans og bevægede sig hen mod hallens brede udgangsdøre. Ud af øjenkrogen så hun ekspeditricen smile forbløffet af næste mand i køen.

   ”Dylan.” Hun blinkede med øjenvipperne.

   ”Hey.” Han kastede et kort blik på en kurv, der stod placeret ved siden af kasseapparatet. ”Går igen nu. Jeg er her bare for de gratis kaffechokolader.”

   Diana var knapt nået ned over rideklubbens hovedtrappe, før hans lange ben indhentede hendes. Han kastede et lille papirindpakket stykke slik hen mod hende.

   ”Du er ikke for sund til chokolade, vel?”

   Hun greb pakken, før den nåede at ramme jorden: ”Aldrig.”

    Dylan sparkede til en sten med snuden af hans ene støvbelagte Vans-sko. Den trillede i hop skævt hen over den tørsprukne jord.

   ”Så hvad skete der egentlig med ham fyren? Ham baseballspilleren. Jeg har ikke hørt noget nyt siden i tirsdags.”

   ”Det skulle vist gå ham bedre,” sagde hun. ”Jeg tror, de sender ham tilbage på fode igen inden for de næste par dage.”

   ”Og hvilken kilde fik du så den specifikke information fra?” spurgte Dylan.

   ”Logan Young.”

   ”Er det ikke ham, der hænger ud med Nic Palmer og hende der Cole?”

   ”Jo.”

   Han blev foruroligende stille.

   ”Hmm.”

   Diana furede panden.

   ”Hvad?”

   ”De er … nej, det kan være ligegyldigt.”

   Hun tillod sig selv at stirre på ham et par øjeblikke længere, før hun tvang sit blik bort fra hans ansigt. Hans ene mundvig sad i et kort sekund tvært ned af, som om nogen havde tapet den fast i den position. Det klædte ham ikke.

   Diana forsøgte med sine tanker langsomt at glatte sin pandes rynker ud. Men de næste ord, der røg ud over hende læber, var så ugennemtænkte og lige på, at de i den grad brød isen, der havde dannet sig omkring hendes hjerne: ”Brandon Welsh var på grænsen til at slå mig.”

   ”Hvad?” udbrød Dylan og stoppede op i sine egne fodspor. Hans krop blev stiv som et bræt, øjnene forvandlede sig til et råt, brunligt dyb af hårdhed.

   Måske var det hendes egen indbildning, der stod bag den tørhed, der kort efter lagde sig som et krasende, uldent tæppe omkring hendes hals. Hun vædede sine læber.

   ”I fredags. Efter fodboldkampen. Noget om, at jeg var skyld i hans vens hjerteanfald.”

   ”Det er jo fuldkommen vanvittigt. Sig mig, er han dum, eller tror han oprigtigt bare, at det er noget han vil kunne slippe af med?”

   Forargelsen stod malet i Dylans ansigt. Den sprang ud mod hende med røde, alarmerende farver og fik hende til at træde et ubevidst skridt tilbage. Diana lagde en hånd over sin mund og vendte sig om.

   ”Åh Gud,” hviskede hun. ”Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg fortæller dig dette her.” Hun snurrede tilbage rundt, før det gik op for hende, at hendes øjne var blevet blanke.

   ”Hvorfor fortæller jeg dig det her? Jeg kender dig ikke!”

   Dylan lagde begge hænder på hendes skuldre og lænede sig frem ad. Hans øjne virkede bedøvende honningbrune på et tættere hold.

   ”Hey, tag det roligt,” sagde han stille.

   Diana mærkede sin vejrtrækning blive regelmæssig. Han smilede. Hun lagde mærke til, hvordan dets varme nåede helt op til hans øjne.

   ”Hvis det er til nogen trøst, er jeg glad for, at du gjorde. Du ved, jeg kender idioten, han går på min årgang. Det ville ikke volde mig nogen form for problemer at give ham en lærestreg.”

   Hendes stive ansigtskramper løsnede sig, og hun greb sig selv i at trække en smule på smilebåndet. I det samme lyste hendes telefon op i hendes lomme med et højlydt pling, der indikerede, at hun havde en ny besked i sin indbakke. Hun hev mobiltelefonen op af lommen og tjekkede: VÆR I PARKEN OM 10 MINUTTER. NIC GÅR NED MED EN DEPRESSION, HVIS IKKE DU SKYNDER DIG.

   Den var fra Logan. Det kunne kun være vigtigt.

   ”Jeg skal gå nu,” mumlede Diana kort, før hun stoppede telefonen tilbage ned i sin lomme og bevægede sig et par skridt længere hen over gruspladsen.

   ”Hjemad allerede?” lød det bag hendes ryg. Hun var tvunget til at vende sig om.

   Dylan kastede en tommelfinger i luften bag sig: ”Jeg har et køretøj, mi’lady. I denne omgang til tjeneste uden nogen omkostninger.”

   ”Jeg vil nødig være til besvær.”

   Han fiskede bilnøgler op af sine bukser, svingede dem rundt om fingeren.

   ”Sig det igen. Nej, jeg vover dig. Jeg tager en sådan kommentar som uhøflig – hvis ikke æreskrænkende. Ved du hvilket humør, jeg så kommer i?”

   ”Nej.”

   ”Super, for det har du heller ikke lyst til at se. Kom.”

   Diana undertrykte et smil og rullede opgivende med øjnene. Få øjeblikke senere fulgte hun efter ham om bag stalden for at finde frem til den gamle truck – før eller senere måtte hun over for sig selv indrømme, at hendes evne til at modstå en hjælpende hånd ikke var så veludviklet, som hun havde håbet.

 

 

Ved lyskrydset ud for Henrix’ Autoshop trådte Dylan bremsen i bund for den røde lyskegle og spurgte om vejledninger. Diana var ingen GPS men formåede dog stadig at remse navnet og nummeret på parkens hovedindgang op. Hvorfra hun kendte til den, vidste hun ikke.

   Det røde lys skiftede til et grønt, og bilen rumsterede med en modstående brummen fremad. Dylans øjenbryn hævede sig en smule.

   ”Byparken?” sagde han. Blikket var fastholdt til vejbanen foran dem.

   ”Ja. Jeg skal ikke hjem. Bare møde et par venner.”

   Han så kort på hende. Noget ved udtrykket i hans ansigt fik hende til at fortsætte: ”Beskeden var fra Logan. Ham og nogle andre venter på mig.”

   Dylan rettede sig op og stirrede tilbage ud gennem forruden. Han lagde begge hænder om rattet, pressede sig længere tilbage ind i sædet. Det var svært ikke at lægge mærke til færten af kulde i hans øjne. Når han åndede, mente Diana næsten at kunne se den i luften foran hans læber.

   Hun så på ham med en tydelig mistroisk undertone.

   Dylan bemærkede det, kløede sig bag øret.

   ”Han virker bare til at være den bestemte type. Ham Logan.”

   Sekunderne tikkede hurtigt væk, og de næste par minutter forsvandt mellem hendes bare hænder. Med et blik fastlåst i sit skød kom det som en overraskelse, da bilen pludselig stoppede brat op og bumpede ind over kanten på et fortov. Ved siden af hende satte Dylan bilen i bakgear. De holdt stille.

   Foran dem tårnede parkens gamle metalport sig op gennem fortovscementen og spirede op mod den efterhånden halvmørke aftenhimmel. Et par stjerner kunne knapt skimtes som en funklende masse bag de tunge, hvide skyer.

   Hendes hånd lagde sig om bildørhåndtaget, men Dylans stemme afbrød hende.

   ”Diana.” Han trommede med fingrene på rattet. Da hun gav slip om dørgrebet og lænede sig tilbage i sædet, savnede hun pludselig den rustne bils evige brummen.

   Hans øjne fandt hendes.

   ”Gør nu ikke noget, du vil fortryde,” sagde han.

   ”Hvad i alverden mener du?” spurgte hun ham åndeløst.

   ”I mødes klokken ti om aftenen ved skumring. Det er da lidt underligt.”

   Diana var uforstående.

   ”Hvad, snakker du om små hygge-skov-fester med alkohol og stofmisbrug nu?” Da han ikke foretrak en mine, slog en gnist i hendes hoved an. ”Dylan, virker jeg virkelig som typen, der kunne finde på at bryde loven?”

   Han øjne bevægede sig over mod hende i et kort sekund. Derefter skød han sit blik hen på radioen imellem dem. Fingrene omkring rattet blev langsomt hvidere.

   ”Det tænkte jeg nok,” sagde hun fast.

   Det var som om, nogen med et ruskede op i ham og hev ham tilbage til omverdenen.

   ”Hey, jeg er ikke ude på noget,” bed han. ”Det ved du. Der er bare det, at det—de er en dårlig indflydelse, og du ved det lige så vel som jeg.”

   Dianas hoved blev ørt af alle de tanker, der brusede frem bag hendes pande. De bandt sig ind i hinanden, blev til én lang lænke af forvirring, der sammenkædede hende med bilsædet. Duften af bilolie, hun forbandt med trucken og som sad fast i sædebetrækket under hende, rev hende pludselig forfærdeligt i næsen.

   ”Du snakker om mine venner,” hviskede hun køligt. ”Jeg ved, hvem jeg har med at gøre.”

   ”Er du sikker? For jeg synes, de virker ret så upålidelige. Og ham Logan er vist nok dristigere end som –”

   ”Hold mund.” Diana havde lyst til at mase sine håndflader hen over sine ører og lukke lydene ude. For en gangs skyld opføre sig som det barn, hun stadig var.

   ”Vær sød at holde mund,” bad hun i stedet og tog sig med et inderligt ubehag sammen. ”Du kender dem ikke.”

   Dylans brune iriser udvidede sig. I mørket så de så mørke ud, at hun nær havde taget dem for at være sorte.

   ”For det gør du? Hvis jeg spurgte dig, hvor mange søskende en af dem havde, ville du så kunne svare mig?”

   Øjenkontakten blev ubekvem, og Diana brød den. Hendes rygsøjle blødnede op og bøjede sig i stilheden. Hun tog en dyb indånding.

   ”Jeg har tænkt mig at gå nu, Dylan.”

   Uden at værdige ham et videre blik fandt hendes fingre dørhåndtaget, og hun fik med en klodset bevægelse i mørket famlet sig frem til sikkerhedsbæltets lås. Hun trådte ud af bilen.

   ”Pas på dig selv –”

   Smækket fra den knagende bildør fratog ham de sidste ord. Diana gøs i sin tynde trøje og trak den tættere om kroppen, før hun målrettet fulgte grusstien ind i parken. Da hun passerede en række grantræer nær den lineære stis midte, fik hendes underbevidsthed hende til at kaste et beskedent blik tilbage over sin skulder. Måske greb hun ud efter forhåbninger i den tomme luft.

   Men Dylan var allerede forsvundet fra den parkeringsplads, hans truck havde optaget for blot et par minutter siden. Længere nede af gaden svor hun at kunne se bagkanten af et mørkeblåt lad tøffe bort, men lygtepælen over hendes hoved lagde blændende plamager af hvidt over hendes øjne.

   Hun blinkede dem væk.

 

 

Lola var én lang strøm af ord. De kom så hurtigt og uovertruffet, at Diana tvivlede på, om hun havde at gøre med den samme pige, som hun havde haft tidligere den eftermiddag. Lola havde fået en febrilsk besked om at komme til parken fra Nic, der nær havde skræmt livet af hende. Hun nåede aldrig at få formidlet dens formulering helt til Diana, før de nåede frem til skovlysningen.

   Intet bål var tændt til aften, og en utydelig hvisken hørtes gennem vinden som ruskede trækronerne. Nic og Logan stod og trippede ved siden af en falden og mosbegroet træstamme.

   Lola marcherede beslutsomt hen mod dem. Hun snuppede et papir ud af Nics hånd. Han havde haft det knuget så hårdt i sin hånd, at hun nær havde revet det midt over.

   ”Er det det her, du har snakket om?” Hun viftede storøjet med papiret foran hans næse. ”Et sølle stykke papir fra din notesbog? Nicholas Palmer, hvis du nogensinde prøver at skræmme mig med sådan en dum SMS igen, flår jeg en meget bestemt legemsdel af dig!”

   ”Lad være med at bruge det navn,” hvæsede han og knipsede til papiret. ”Kig. Åbn det.”

   I et øjeblik stod Lola en anelse forbløffet tilbage ved hans ord. Så foldede hun det næsten gennemsigtige ark papir op og glattede det ud. Diana læste den gotiskinspirerede håndskrift med over hendes skulder: DET, DER SKETE VED FODBOLDKAMPEN, VAR IKKE ET TILFÆLDE. FLERE KONSEKVENSER AF JERES VALG VIL FØLGE, HVIS I TRÆDER ENDNU ET FORKERT SKRIDT UD I MINEFELTET. GIV MIG DAGBØGERNE.

   De sidste tre ord sprang ud mod hende og fik jorden til at snurre under hendes fødder. Åndedrættet stak som nåle i hendes hals.

   ”H-hvad betyder det her?” hørtes Lolas sprøde stemme. Den krængede i kanterne og fik ordene til at genlyde nervøst i Dianas hoved.

   Logan sænkede sit hoved. Han løftede en hånd til sit ansigt for at masere et punkt mellem sine øjenbryn.

   ”Nogen spredte kaos ved fodboldkampen for at få vores opmærksomhed. For at få os til at tænke hurtigere.” Han så op. ”Det betyder, at vi er skyld i den fodboldspillers hjerteanfald.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...