De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9305Visninger
AA

10. Kapitel 8


Om end det var vigtigt at lære om fortidens fejl, så havde Diana altid haft svært ved at se det nyttige i at kunne sin amerikanske historie. Faget blev ikke ligefrem lettere, når man skulle kunne huske hundredesytten forskellige årstal og vigtige datoer til hvert eneste emne, de gik igennem: En portion gammeldags udenadslære med en knivspids unødvendighed.

   Derfor var det ikke ligefrem morsomt, da hun en sen formiddag blev smidt hovedkulds ud i en prøve om Den Kolde Krig.

   Diana prøvede at se på den lyse side af tingene og fortalte sig selv, at emnet i det mindste ikke omhandlede opdagelsen af Amerika og de første indianerstammer. Det hjalp en smule.

   Siden Lolas frustrerede udbrud tidligere den uge var Diana begyndt at lægge mærke til de små ting, der havde underbygget hendes mistanker mod Aaron: Når han næsten dagligt spurgte Lola til hjælps i historietimerne, var noget med sikkerhed ikke helt, som det burde være.

   Det var dermed også uundgåeligt ikke at lægge mærke til Aaron, da han midt inde i lærerindens forelæsning om Cubakrisen lænede sig over mod Lolas bord og spurgte, om han ikke kunne låne hendes viskelæder.

   Dianas blik lagde sig på penalhuset, der stak ud af hans taske. Det var af et gennemsigtigt plasticmateriale og viste et klart billede på hendes nethinder af et brunt viskelæder, der forestillede planten Mars.

   Tilsyneladende havde Lola også lagt mærke til dette, for da hun sekunder senere bad ham om at lade hende være alene, bakkede Aaron hurtigt væk, som havde han brændt sine fingre.

   Efter timen kunne Diana ikke dy sig for at trække Lola til side. Som de prøvede at møve sig vej gennem gangens trafikprop smilede hun drilsk til den anden pige.

   ”Jeg synes, at det med Aaron er sødt.”

   ”Begynder du nu igen?”

   Idet de pressede gennem mængden i hoveddørene og trådte udenfor, fangede hun et glimt af Lolas himlende øjne.

   ”Jeg har kun nævnt ham én gang før,” sagde Diana.

   ”Én gang er mere end nok.”

   ”Ikke i dette tilfælde.”

   Lola sukkede og satte farten op, da Logan og Nics velkendte skikkelser dukkede op længere forude på græsplænen.

   ”Du har medlidenhed med ham, har du ikke?”

   Diana trak overvejende på skuldrene.

   ”Måske en smule.”

   ”Så kan jeg nemt fortælle dig, at du ikke er den første. Men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg kan lide ham, okay?”

   ”Hvis nu jeg spurgte dig pænt,” sagde Diana og trak skævt på smilebåndet, ”ville du så ikke overveje idéen om at tage ham med til baseball-kampen i morgen?”

   Lola standsede brat op. Hendes hånd greb fat om Dianas trøje og trak hende kraftfuldt et skridt tilbage. På tæt hold så Diana, at hendes øjne var blevet kolde.

   ”Nok er nok, når jeg siger det, Diana,” sagde hun stille. ”Jeg ville foretrække, at du ikke prøver at presse mig til noget, jeg end ikke selv ville kunne drømme om at gøre.”

   Hun løsnede grebet om trøjen, og Diana vaklede mundlam et par skridt tilbage. Lolas hænder var så små og nemme at overse, at hun aldrig havde troet, de havde nogen form for styrke.

   Det var mere end tydeligt, at Lola ikke havde lyst til at komme yderlige ind på emnet, og da de føjede sig til de andre, var emnet allerede blevet midlertidigt bortlagt fra deres hukommelser.

   Diana snuppede en håndfuld blåbær fra Nic, før hun slog sig ned i græsset. Det prikkede under hendes fødder, da hun smed sandalerne, og lod den frie luft forfriske hendes tæer, som hun gravede dem ned i græsset.

   ”Se.” Nic slog en hånd i brystet på Logan for at fange hans opmærksomhed. Han nikkede med hovedet i retning af et par bænke. På en af dem sad en gyldenblond fyr med sit slæng af sportsjakkebeklædte venner. Når folk gik ud af skolens udgange ved siden af bænken udvalgte han sig til tider et tilfældigt offer ud af mængden – og når han spændte ben for dem, så han grinende over på de andre. Deres reaktioner blev som en tro kopi af hans. Store smil og en undertrykt latter.

   ”Jeg kan ikke tro, at han rent faktisk skal gøre andre fortræd, før han kan more sig,” rystede Nic på hovedet.

   Logan så fast hen mod den oversværmede bænk.

   ”Vi snakker om Brandon Welsh, her. Han er en førsteklasses idiot.”

   ”Ved du hvad? Hvis det har var et universitet, ville han ligge i bunden af pyramiden. Men i high school er han åbenbart den sociale toppen af poppen. Det hænger ligesom ikke sammen, at en tudse som ham kan –”

   ”Tudse?” Lola hævede et øjenbryn. ”Virkelig, Nic?”

   Han trak en anelse på skuldrende.

   ”Det er i virkeligheden ikke ham, jeg har ondt af,” sagde han og valgte stødt at ignorere kommentaren. ”Nej, Brandon kan rende mig et vist sted. Der er bare det, at han for fanden har haft specifikke mobbeofre siden den første dag, han betrådte skolens område. Som hende Ulricha, den der schweiziske immigrant, ikke? Eller ham astronomifyren Aaron.”

   Diana kunne ikke dy sig. Hun så i Lolas retning. Men bare hendes øjne var tomme og standhaftige nok til, at hun øjeblikkeligt skød sit blik væk igen.

   ”Nogle gange får jeg bare sådan lyst til at give Brandon en ordentlig røvfuld, ikke?” pointerede Nic. Han brød ud i et overrasket hvin, da Logan kneb i den bare hud på hans overarm.

   ”Sikker?” spurgte den højere fyr med et smil liggende gemt i mundvigen. ”De sølle muskler vil næppe kunne overmande hele fodboldholdet.”

   Nic slog fornærmet hans hånd væk, og allerede kort efter havde Brandons bænk fanget hans opmærksomhed igen.

   ”Det kan godt være, de er lidt nørdede, men det er ingen grund til at kritisere dem så groft. Aarons briller er vist efterhånden mere smadrede end Harry Potters,” gryntede han. ”I stedet for at sidde hjemme hver aften og læse i sine historiske romaner og kigge på stjernebilleder burde han kontakte politiet. Jeg mener, det kan umuligt være godt for hverken hans fysiske eller psykiske helbred med den måde, Brandon har behandlet ham på. Jeg ville ikke bare være flyttet til en anden skole, hvis jeg fik så mange tæsk som ham – jeg ville være flyttet til en anden by.”

   ”Faktisk er jeg mere til science-fiction romaner.”

   Stemmen kom bagfra og som ud af det rene ingenting. Men da de alle snurrede rundt på stedet, så de blot Aaron Baker stå en snes skridt bag dem med et halvspist æble hængende slapt i sin ene hånd. Da han blev det nye midtpunkt for deres opmærksomhed, bandt hans læber sig tæt sammen.

   ”Øh, men krimier er nu også gode.” Han førte en hånd op til sit ansigt og skubbede de skæve briller længere op af næseryggen. Med et nervøst smil prøvede han sig frem: ”Øh, jeg skulle bare lige snakke med Lola. Historie-projekt.”

   Blodet steg hurtigere Lola til ansigtet, end hun sikkert selv var klar over. Diana så hendes knytnæver presse sig sammen, indtil knoerne markerede sig selv på en hvid stribe gennem hendes hud. Hun åbnede munden for at sige noget, men Diana greb fat i hendes arm, før hun nåede at få spyttet flere spydige ord ud af sin mund.

   ”Gør mig en tjeneste,” hviskede Diana i hendes øre, da hun med et skub tvang hende op fra græsset af, ”og prøv for en gangs skyld ikke at være stædig, men åbensindet, ikke?”

   Mens Lola med opgivende skridt traskede et stykke væk med en let smilende Aaron, tillod Diana sig selv at ånde dybt ud. Når først man havde set et af Aarons virkelige smil, var det svært ikke at blive revet med strømmen og forsøge at få ham til det igen. Han var som et stykke ødelagt porcelæn, man ikke kunne holde sig fra at lime sammen igen, stykke for stykke. Man kunne ikke efterlade stumperne på gulvet.

   Under samtalens forløb forholdt Lolas pande sig rynket og hendes øjne sig sammenknebne, og da hun atter vendte tilbage til de andre, havde hun ikke Aaron med sig på slæb.

   ”Nå?” spurgte Nic og Logan næsten i kor. Mens de afventede hendes svar, stirrede Diana dog på dem med en smule mistro. Hun havde troet, hun var en af de få, der kunne se, hvad Aaron virkelig tænkte om Lola.

   Nic stirrede tilbage mod Diana.

   ”Hey, det der med at drenge ikke kan opfatte det, når der er gnister mellem folk? Myte.”

   ”Der er ikke gnister,” rasede Lola med små, knyttede næver. ”Og hvis der endelig skulle være, skulle de være af had.”

   ”Wow, wow – slap af.” Han slog en nervøs latter op og skærmede beskyttende sine hænder frem foran sig. Det vilde udtryk i Lolas øjne voksede. Diana mente hun så hende knytte sine næver endnu hårdere sammen og rykke et par centimeter nærmere Nic, men Logans stemme afbrød hendes trance.

   ”Hvad sagde han?” spurgte han.

   Lola trådte tilbage i sin udgangsposition, med armene krydsede tæt over sit bryst. De brune øjne himlede op.

   ”Han ville have mig med til baseball-kampen i morgen, selvfølgelig.”

   ”Og?”

   ”Det kommer kun til at ske, fordi han efter kampen ikke vil kunne tillade sig selv at invitere mig ud igen – når først jeg afslår ham bliver det umuligt.”

   Diana havde grebet sig selv i at storsmile, men som Lola bevægede sig længere ind i sin sætning, flimrede det langsomt væk fra hendes læber. Hun pressede vægten tilbage på hendes hænder og lod sig selv ryste på hovedet.

   ”Jeg troede ikke det var muligt at blive så glad, for blot at mærke følelsen forsvinde sekundet efter.”

   Stilheden faldt over gruppen. En sky gled over solen og overlod dem til et øjebliks kølig skygge, der lagde deres ansigter i så mørkegrå nuancer, at hun næsten kunne have troet, det var en tidlig vinternat.

   Nic og Logans øjne lagde sig lydløst på Lola. Selv i skyggernes halvmørke kunne Diana se, hvordan utålmodigheden furrede hendes ansigt.

   ”Det kommer ikke til at ske,” insisterede hun, og Nics ansigt lyste op i et kridhvidt smil.

   ”Mhmm. Så siger vi det.”

   ”Hold nu op.”

   Diana klappede forventningsfuldt i sine hænder.

   ”Ej, kom nu! Han er da virkelig pæn.”

   ”Det kan da være ligegyldigt, når han er Aaron Baker. Jeg mener, har I set ham? Han er jordens mest socialt akavede person … og vist nok også den mest nørdede.”

   Diana trak kort på skuldrene.

   ”Nørdet kan da være nuttet.”

   Lola slog ud med armene og lod sig selv falde til jorden med et blødt dunk.

   ”Okay, jeg giver op,” sukkede hun. ”Jeg er venner med en flok børnehavebørn.”

   Hun snuppede Nics plasticboks med blåbær ud af hans hænder. Han langede ud efter den, men hun så hans arm komme tids nok til at holde boksen væk fra ham.

   ”Nej! Det her burde være det mindste, du kan gøre, når jeg endelig har gjort, hvad du har tigget mig om det sidste halve år.” Hun kastede et blåbær i munden, da han mut dumpede tilbage ned på græsset. ”Desuden er det måske de sidste blåbær, jeg nogensinde kommer til at smage. I morgen bliver min dødsdag. Jeg kan ligeså godt nyde dem, mens jeg har dem.”

   Lola trak tilfredst på smilebåndet, da Nic frivilligt lod hende overtage blåbærrene. Diana kvalte et fnis – et skær af blålilla havde limet sig fast til den anden piges fortænder.

   ”Hvad?” lød det spørgende fra hende.

   ”Hvis du virkelig vil skræmme Aaron væk, så tror jeg du burde vise ham dit åh-så-fine smil nu,” sagde Diana. ”Han vil dø af glæde.”

   Nic sneg en hånd ned i Lolas bakke blåbær og gnaskede en håndfuld i sig, før hun nåede at foretrække en mine. Han sank og flashede et overdrevet bredt smil.

   ”Aha.” Han pegede på sit eget nu frugtkødsbedækkede og blåplettede tandsæt. ”Nu ved jeg da, hvad jeg skal huske at spise før mit næste skolefoto.”

   Logan vrikkede kækt sine øjnebrun.

   ”Jeg siger dig, det vil få pigerne til at strømme til.”

   Nic slikkede sig om læberne og snuppede med et afslappet suk endnu et bær: ”Yes – det er helt hundrede.”

 

 

Det var godt og vel halvandet år siden Diana sidst havde været til en Kensingwood High baseballkamp. Følelsen af tilskuernes heppende tilråb, der brusede højt i hendes ører, og luften, der slog usynlige koldbøtter i hendes mave, var svær at huske. Men så snart hun tidligt fredag aften trådte ind gennem stadionets billetluge, oplevede hun det hele igen.

   Minderne blev hurtigt fornyede, da hun med Lola, Nic og Logan bevægede sig langs grusbelægningen ved siden af det enorme grønne areal. Baseballbanen var blevet lagt ud foran fodboldbanen for forårssæsonen. En duft af popcorn og kunstige nachos med dåsecheddar simrede i luften, og det eneste, hendes øjne muligvis kunne opfatte, var de utallige hatte, trøjer og skumgummifingre, der var spredt overalt på tilskuertribunerne. Det var et brølende sensationelt kaos af rødbrune og gullige farver.

   Cheerleaderne var allerede løbet ud til midten af banen, vrikkende med deres hofter og godt i gang med at fremvise deres lange, brune ben. Publikummet brølede i takt med koreografiens rimende hop og spring, og da baseballholdet med bat og store handsker i hånd spænede fra omklædningsrummet og ud på banen, steg det blot i styrke.

   De stadig halvmørke aprilnætter betød, at kampen ville kunne blive spillet i dagslys i højst en time længere. Solen tittede akkurat stadig frem af horisonten og kastede et blødt orange skær af varme over plænen, der fik det til at ligne, at græsset glødede.

   Lola bandede indædt ud gennem sine tænder, da de nåede frem til tribunetrapperne. Hun så frem for sig et sted i mængden.

   ”Ingen vej tilbage nu. Min popcorn-date venter på mig.” Hun vendte sig kort om mod de andre. ”Ses vi på Frederick’s efter kampen?”

   Der blev nikket som svar, og Lola vendte sig modvilligt tilbage mod trappeopgangen, der ville føre hende til Aaron. Han sad malplaceret i midten af en længere sæderække og vinkede hende ihærdigt nærmere. Hun løftede knapt en hånd igen som hilsen, før hun tvang sig selv til at tage trinnene op af trappen et af gangen.

   Logan fandt dem tre resterende pladser i en ellers overfyldt række på et af de midterste plateauer. Med skumfingre og popcorn på slæb måtte de mase sig tæt forbi de forskellige baseballfans’ ben. Diana var nær faldet over en ældre dames ene sko, da hendes skumfinger satte sig fast i sprækken mellem to sæder, hvilket resulterede i et par mindre rare opråb fra hendes endnu ældre mand. Diana var stadig mærket efter oplevelsen, da hun dumpede tungt ned i det ledige sæde ved siden af Logan.

   ”Sæsonens første kampe er de værste,” brokkede Nic sig tværs over Logans skulder. ”Her er så mange mennesker, at jeg får klaustrofobi. Oh, og jeg kan se, at Diana tydeligvis også får det. Alle får klaus.”

   ”Det har du så godt nok også sagt til hver eneste kamp, vi nogensinde har været til,” sagde Logan og greb ud efter en håndfuld popcorn.

   Dianas blik søgte tilbage ud mod baseballbanen. Baseballspillerne stod parat i en teamcirkel ved sidelinjen, mens cheerleaderne var rykket længere med dem ind mod tribunen.

   Det var dér, hun først fik øje på Melissa. Og på en sær måde formåede det ikke at overraske hende spor, at de i et kort øjeblik fik øjenkontakt. Som det var sket før, var hendes tidligere venindens øjne tomme og udtryksløse, før hun igen drejede om på hælen og vendte hende ryggen.

   Det mindede Diana om den dag i skolegangen; kulde, angst og svigt knyttede sig sammen til en fast knude i hendes bryst.

   Pludselig følte hun sig skidt til mode.

   Diana rejste sig brat op. Sædets højlydte svuppen bag hende fik de to drenge til at fare op.

   ”Undskyld. Jeg bliver nødt til at gå.”

   Logan rynkede panden.

   ”Hvad mener du?”

  ”Jeg bliver nødt til at gå.

  ”Sikker?   

   ”Ja. Vi ses bare senere på dineren, ikke?” Hun møvede sig uden et videre ord forbi de andre og videre ned langs den propfyldte række. Først da hun endelig nåede ud til trappen i den anden ende af podiet, kunne hun ånde lettet ud. Det var som om den uoverskuelige mængde af mennesker gjorde det hele værre.

   Diana hoppede tungt på fod ned af trappetrinnene. Åndedragene faldt nemmere ind i hendes lunger nu, skridt for skridt.

   Et.

   To.

   Hun stoppede op på sine tåspidser, da hun nær var snublet ind i en forbigående.

   ”Wow, hvor skal du hen i sådan en fart?”

   Stemmen virkede bekendt. Den genlød som et ekko i hendes underbevidsthed, og da hun så op, fæstnede hendes øjne sig på Dylan Walker. Volleytalentet. Eller ham som fejede hø og hestepærer sammen i rideklubben. Diana var ikke længere sikker på, hvad hun skulle kalde ham.

   ”Hjem, vist,” åndede hun med et fjernt blik ud over baseballbanens klare plæne. ”Bare væk.”

   ”Hey, det er årets første kamp – bliv nu lidt og se hvad der sker.” Han smilede opmuntrende og klappede hende kort på skulderen, så plasticbakken i hans hænder rystede. ”Kom nu, de er allerede begyndt, og min cheddarsovs bliver kold.”

   Hun forholdt sig stille.

   ”Hør, det er altså mere end forståligt, hvis du bliver klaustrofobisk et sted som –”

   ”Hvorfor bliver alle ved med at sige, at jeg er klaustrofobisk?” Hendes læber skiltes i et åbenlyst grin.

   Dylan bevægede sig et par plateauer længere hen, før han drejede op af en trappeopgang, Diana hidtil havde troet var lukket. Den henlå i mørke fra stadionets høje lygtepæle, og ingen mennesker besatte siddepladserne.

   De gik opad, i hvad der føltes som timer. Længere oppe end hun nogensinde havde været. Da de til sidst nåede til vejs ende ved toppen af tribunen, og Dylan standsede op, vendte Diana sig om for at se sig tilbage.

   Hun havde aldrig gættet på, at en udsigt fra de øvre rækker ville vise sig at være så utrolig; den glødende sol over baseballbanens lysende grønne græs, virvaret af skolens farver på tilskuerpladserne, glimtet af bar slette man akkurat lige kunne skimte bag stadionets endevæg.

   Et sted inderst ende fortrød hun nu, at hun ikke havde gjort en større indsats for at hive Kyle ud af sit arbejde på byggepladsen med til kampen.

   ”Her er jo næsten ikke et øje,” bemærkede Diana, idet hun satte sig til rette på den bagerste række. Når hun lagde fødderne over kanten på plasticsædet foran hende, kunne hun sidde næsten så behageligt, som hun kunne i lænestolen hjemme i sin egens stue.

   ”Jeg gætter på, at folk er for dovne til at gå så langt op,” lød det fra Dylan, idet han satte sig ned i det knirkende sæde ved siden af hende. ”Men det er dét værd, synes du ikke?”

   Han stak hende en smule åndsfraværende plasticbakken med nachos: ”Du tager bare.”

   Diana dyppede en af tortillachipsene i den sideliggende ostesovs og hævede den op til den, Dylan havde i hånden. 

   ”Skål.”

   De kastede hver deres nachos i munden og vendte deres opmærksomhed tilbage mod kampen. De var godt og vel et kvarter inde i spilletiden, men ingen af de to hold havde endnu formået at få nogle løbere længere ud end første base.

   ”Jeg har aldrig helt forstået konceptet med baseball,” kommenterede Diana ud af det blå, da en tanke slog ned i hende. Hun gestikulerede kort ned mod banen. ”Fyre med træstammebrede lår der slår rundforvirrede omkring sig med en træpind og kaster sig ned på jorden hvert femte sekund. Det virker egentlig dumt.” Hun trak overvejende på skuldrene. ”Vi burde virkelig få os en anden nationalsport. Det her får os til at ligne vikinger.”

   ”Jeg foreslår cricket,” sagde Dylan.

   ”Se, nu snakker du om noget.”

   ”Cricket er så meget min mestersport. Det ville være meget federe at være på landsholdet i cricket end volley.”

   Diana var nær blevet kvalt på resterne af sine nachos. Hun slog en hånd på brystet og hostede.

   ”Vent – hvad? Er du på landsholdet?”

   ”Tja, der er en god chance for, at det vil ske om et lille års tid, hvis talentspejderne virkelig mener, at de rent faktisk vil have noget at grave ud af mig.” Dylan prøvede at skjule et smil. Imens sad hun åndeløst tilbage over nyheden; det her var stort. At komme på landsholdet betød et stipendium.

   Hun så på ham. I et øjeblik sad hun lammet, før hun kunne få ordene over sine læber.

   ”Seriøst? Wow, Dylan, det er … vildt.”

   Hans læber skiltes som for at forme et par ord, men hun nåede aldrig at høre, hvad han havde at sige. For i samme sekund forandrede noget sig et sted i baggrundslarmen fra baseballkampens brølen.

   Et skrig. Det flåede luften fra hinanden med en skinger genklang af rædsel.

   Diana fór op fra sit sæde. Hvad, hun lige havde hørt, havde ikke ment at være heppende. Hun spejdede vildfarent ud over banen langt under hendes fødder.

   Til at starte med kunne hun ikke se, hvad der havde forandret sig. Men i det øjebliks uopmærksomhed hun havde haft over for hvad, der foregik på banen, var uroen taget til på stadionet: En af skolens baseballspillere lå så stille på jorden, at han kunne have været forvekslet med en statue. Uhyggeligt livløst. De sidste dyborange stråler af dagslyset genskinnede over det gule tryk bag på hans mudder-plettede sportstrøje. 17.

   Det første skrig blev efterfulgt af flere. De skar sig gennem tilskuernes tilråb og fik det til at løbe koldt ned af Dianas ryg.

   Nogen løb tværs over banen. Tre mænd klædt i mørkegrønne jakker og bærende på en båre. Den var som en plet af hvidt i alt mørket.

   Diana vendte sig mod Dylan. 

   ”Hvad sker der?” hviskede hun forfærdet.

   Hans pupiller udvidede sig samtidig med den synlige klump, der formede sig i hans hals.

   ”Aner det ikke.”

   Hun så tilbage mod banen, hvorfra nummer 17 nu blev båret hastigt væk. Mændene med hans båre kastede ordrer omkring sig, som var de i midten af en krigsslagmark. Som gjaldt det liv eller død.

   Kampen var frosset i tid. Ingen turde bevæge sig.

 

 

Sirenerne genlød højere i hendes ører nu, end de havde gjort det, da ambulancen først ankom. Selv om de blinkende blårøde lygter for længst var forsvundet ud over skolens parkeringsplads og videre ned af Kensingwoods hovedgade, sad de stadig fast som et kopieret billede foran hendes øjne. Filmen blev ved med at spille. Og som så mange andre tilskuere kunne hun ikke stoppe den fra at genspille igen og igen.

   Det hele havde virket så forkert. Unaturligt.

   De havde taget nummer 17 med sig hurtigt nok til, at ingen kunne vide sig sikker på, hvad der virkelig var sket. Nogen sagde, at døden kunne tage ham hvert et øjeblik nu. Hjerteanfald, sagde de.

   Hjerteanfald. Det lød så simpelt, så hurtigt en måde at ende dit liv på. Når først dit hjerte stopper med at slå, er det ovre. Der er intet at gøre. Alt bliver sort.

   Hjerteanfald. Hvordan var det muligt, at en stærk og rask 85-kilo baseballspillers hjerte bare kunne slå fra? Det virkede umuligt, og det havde i den grad også været uforudsigeligt. Kampen var efterfølgende blevet fløjtet abrupt af før tid.

   Men man kunne aldrig vide. Folk holdt på hemmeligheder – om end det så gjaldt ens helbreds tilstand.

   Efterhånden var tilskuerne begyndt at daffe af. Stadionet var langsomt blevet tømt, og folk kørt hjem i deres biler med sorte tanker hvilende som mørke regnskyer over deres hoveder. Det havde været en første kamp i sæsonen, man sent ville glemme. En oplevelse man i de næste mange måneder ikke ville kunne viske ud af sin erindring.

   Diana følte sig død for energi, underligt hul indeni. Hun havde set et menneske dø før, men der var alligevel noget rædselsvækkende over det, der var sket for en halv time siden. Måske var det derfor, hun var blevet fastfrosset til muren bag ved stadionet – hun havde brug for et øjebliks ro, nu hvor alt postyret endelig var forsvundet.

   ”Dig.”

   Hun vendte sit ansigt til siden ved den pludselige lyd. Den melodiske stemme var svagt genkendelig, men da hendes øjne lagde sig på de manipulerende isblå øjne, trængte overraskelsen helt ned i hendes mave. Brandon Welsh stod ikke mindre end et par meter væk, og han talte til hende.

   ”Du er hende James, er du ikke? Melissas veninde?” Hans perfekte ansigt lagde sig en anelse på skrå. Håret var uglet fra baseballkasketten, men det lod til at han lige akkurat havde nået at skifte til et par rene jeans, før han forlod omklædningsrummet. Sportstrøjen var stadig beskidt fra græsplænens tørre jord. Hun havde helt glemt, at Brandon også spillede på førsteholdet i baseball.

   Diana nikkede for at besvare hans spørgsmål.

   Alt skete så hurtigt, at hun ikke nåede at opfatte, hvad der skete. Det eneste, hun formåede at samle sine tanker om, var hendes ryg, der pludselig blev presset op af murstensvæggen bag hende, og Brandons fugtige hænder, der klemte fast til om hendes overarme. Hun var fanget under hans solide greb.

   Mens blodtilførslen til hendes arme langsomt gik i stå, omringede en lugt af sved og jord hende.

   ”Vil du så være venlig at fortælle mig, hvad du har gjort?” hvæsede Brandon ud gennem sine tænder.

   ”J-jeg …” Det føltes som om, hun blev kvalt. Selv hvis hun havde kunnet samle sig om at tale højt og selvsikkert, formåede Diana alligevel kun at høre sin egen stemme komme ud som en forfærdet piben: ”Hvad m-mener du?”

   Han løftede hende en smule, før han smækkede hende tilbage ind mod muren. Stenene skar sig smertefuldt ind i hendes baghoved. Det våde i hendes øjne blinkede hun væk, før de nåede at komme videre frem. Hun turde ikke andet.

   ”Du ved godt, hvad jeg snakker om,” sydede Brandon. ”Hvad gjorde du for at skade min bedste ven? Hvilket stof indsprøjtede du ham med?” De blå øjne var så store og fulde af et inderligt raseri, at Diana troede de ville springe ud af hans øjenhuler. ”Kom nu, jeg vil høre dig sige det!”

   Han greb fat om hendes trøje, formede sine hænder til knytnæver. Dianas mund gik i baglås.

   ”Svar mig!”

   Hun mente, at hun smagte jern på sin tunge. Blod. Det piblede ind i hendes mund fra det sted, hun måtte have bidt sig selv i kinden. Hun kvalte en piben og klemte øjnene i, før det første slag ville blive placeret tværs over hendes ansigt.

   Men det ramte aldrig hende. Det ramte Brandons kæbe og fik ham til at vakle sidelæns væk fra muren.

   Grebet om Dianas arme blev pludselig løsnet, og hun kastede sig tilbage mod væggen for at ømme sig på de hvide trykmærker, Brandon havde forsynet hende med. Det var alt, hun kunne koncentrere sig om, for ikke at bryde sammen.

   Lyden af sten, der skred under fødder, nåede hendes ører. Øjeblikket efter gik et glimt af lyst hår, der ramte jorden, hendes øjne forbi.

   Hun så vigende op fra asfalten under sine fødder og fik øje på Logan, der svævede over Brandon som en skygge. Han ænsede hende ikke. Det eneste, han fokuserede på, var at få slagene til at ramme Brandon de steder, der resulterede i mest smerte.

   Dunk. Knæk. Dunk-dunk.

   Da Logan til sidst lænede sig en smule væk fra skikkelsen på asfalten, var hans hår gennemrodet, og hans vejrtrækning forpustet. Brandon tog under ham en hånd til sin næse, hvorfra en stor dosis blod piblede ud fra det ene næsebor og dryppede ned over hans hage. Asfalten ved siden af ham blev langsomt plettet med små dråber af skarlagensrødt. Hans ene øje var halvt lukket i udelukkende fordi, han ikke kunne åbne det helt op.

   Logans øjne brændte.

   ”Jeg vidste, du var en idiot, men jeg troede virkelig, du var bedre end det her. Slå på piger bare fordi du er oprørt? Du er gået til helt nye niveauer, er du ikke?” Han greb fat om Brandons skjorte og løftede ham et stykke op fra asfalten.

   ”Lad mig sige dig noget, Brandon,” hvislede han rasende. ”Du er en fandens hykler.”

   Hans øjenbryn rykkede sig tættere sammen.

   ”Hold dig væk fra Diana. Er du med?”

   Brandon nikkede så småt, at det næsten ikke kunne ses. For god ordens skyld placerede Logan et enkelt blæsende slag til i hans mave, før han smed ham tilbage ned på jorden.

   ”Godt,” spyttede han.

   Logan vendte sig halvt om mod Diana, der stadig stod presset op af muren. Hun havde svært ved at begribe, hvad der lige var sket. Når hun prøvede at trække vejret, skælvede hendes krop under hende.

   Han greb fat om hendes arm, blidt, og pressede hende forsigtigt væk fra stedet, hvor Brandons skikkelse nu lå klynkende på jorden.

   ”Kom,” sagde han hurtigt og førte hende til venstre om stadionets hjørne, tværs over parkeringspladsen. ”De andre venter.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...