De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9357Visninger
AA

9. Kapitel 7


I kan vælge at fokusere på enten den tværstribede muskel, muskelcellerne eller proteinsyntesen. Det kan godt være, at det kun er opfriskning fra sidste år, men det betyder ikke, at jeg forventer noget mindre af jer – så husk nu endelig at være seriøse omkring jeres arbejde. Ingen wikipedia. Det gælder også dig, Mr. Gonzalez.”

   Alle vendte sig om i deres sæder for at se tilbage mod den solbrune dreng, der som sædvanlig sad presset op mod væggen bagerst i lokalet og vippede skjult på stolen. Han påtog ikke en mine, da deres biologilærers skarpe øjne lagde sig på ham. Diana smilede svagt, før hun så tilbage mod tavlen.

   ”Godt så, af sted med jer. Find jeres grupper!” Den høje lærerinde klappede i hænderne, og folk begyndte rundt omkring ved bordene mindre ihærdigt at samle deres ting sammen. Det var ikke alle, der var ligeså frygtløse som Diego Gonzalez.

   Miss Bürger var trods sit yderst morsomme efternavn aldrig blevet gjort grin af, og ingen havde nogensinde vovet at gøre en sådan ting. Hendes forfædre var immigreret fra Tyskland ved skiftet til det 20. århundrede, men hendes families hidsige gener var bestemt ikke falmet med tiden. Ingen elever havde nogensinde haft lyst til at sætte deres liv på spil.

   Diana nåede ikke meget længere end at rejse sig halvt op fra sit sæde, før hun opfangede en skikkelse klædt i mørke jeans nærme sig hendes bord, og hun lod sig dumpe tilbage ned på stolen og løsnede grebet om sine ting. I farten gled hendes ene skolebog ud over bordet, før den tippede faretruende ud over kanten, men allerede før hun nåede at hive den tilbage mod sig selv, havde en bred hånd grebet fat om bogen.

   Aaron gav hende den tilbage med et lille smil, før han trak en fri stol ud fra nabobordet og satte sig ned over for hende. Diana nikkede mod ham som et stille tak.

   Hun slog sit kladdehæfte åbent og fandt den side i biologibogen, hun sidst havde foldet et æseløre ind ved. Dog slog det hende hurtigt, at Aaron ikke fulgte hendes eksempel: Fyren sad med sine bøger lukkede, mens fingrene trommede i galop mod bordpladen. Bag de skæve briller på hans næseryg så de stålgrå øjne opmærksomhedskrævende ud mod hende. 

   Diana mindes ikke nogensinde at have set en Aaron Baker, som ikke viste en uhjælpsomt stor entusiasme for at udrette et fantastisk stykke skolearbejde. Hun havde arbejdet sammen med ham et par gange før og vidste, hvordan han var med at have med at gøre: Hårdtarbejdende uden en eneste pause.

   Men i dag holdt han sine fingre fra skolebøgerne. Tog ingen mine til at lade hende høre på en af hans taler om de høje forventninger, han havde til hende og deres gruppearbejde, som absolut måtte holde sig i topkvalitet.

   ”Nå.” Aaron vædede sine læber og lænede sig tøvende længere frem i sædet. Deres svagt lyserøde farve ville på de fleste fyre have set for speciel og fremadgående ud, men på ham så det passende ud. Klædte ham.

   ”Jeg, øhm …” mumlede han, men blev afbrudt af sig selv, da en hosten gik igennem hans krop og rystede hans skuldre. Da anfaldet stilnede hen, og han så tilbage op, var øjnene blodskudte og blanke.

   ”Undskyld, noget sad fast.” Han bankede sig selv på brystet. ”Jeg kan se, at du er begyndt at hænge ud med Lola?”

   ”Følger du også efter mig nu?” spurgte Diana.

   ”Jeg følger ikke efter nogen.”

   Det var svært ikke at lade sig selv blive revet med og komme med en spydig kommentar, når hun vidste, at Aaron udmærket vidste, hvad hun snakkede om. Men under overfladen af al hans nørdede akavethed var hun sikker på, der gemte sig en fin fyr, som kun ventede på at klække ud af sin skal.

   Det var en skam, at visse af skolens elever ikke kunne se det.

   Aaron havde endnu ikke åbnet sine bøger. Han havde blot prøvet at føre en simpel samtale, at vise venlighed.

   Men der var en tanke, der havde spiret i Dianas hoved. Og hun var sikker på, at det var en af den slags, man umuligt ville kunne ignorere, før man havde fået svar på den.

   ”Hvor var du i går aftes?”

   Hans buskede øjenbryn rykkede sig tættere sammen.

   ”Øh … hvad er det for noget at spørge om?”

   ”Aaron, bare svar på spørgsmålet.” Dianas stemme var blevet glat og nådesløs, uden at hun selv havde lagt mærke til det.

   Hun kunne ikke lide denne nye version af sit eget jeg.

   Aarons øjne flakkede søgende ud mod rummet, før han lod en hånd glide kløende om bag sit ene øre.

   ”Hjemme. Jeg var hjemme.”

   Det var ikke meget, men det var et alibi. Diana måtte med et suk tvinge sig selv til at indrømme, at Aaron ikke kunne være den, hun kunne mistænke for at have smuglyttet til den samtale, hun havde haft med Lola, Nic og Logan aftenen forinden.

   Måske burde hun bare overbevise sig selv om, at hun var ved at få paranoide tendenser. Ingen havde lyttet til de ord, de havde udvekslet om Manden. I virkeligheden havde hendes hoved nok bare spillet puds med hende.

   ”Hvis du vil have mig undskyldt.” Aarons ene mundvig trak sig krampeagtigt op, før han med rystende hænder skubbede sig ud fra bordet. Han gav besked om, at hun bare kunne gå i gang med projektet. Han skulle bare lige en tur forbi toilettet. Derefter gik Aaron med stive skridt ud af klasselokalet.

   Diana så ham ikke resten af timen.

 

 

Heden bankede ned over den åbne slette og fik sveden til at springe frem langs Dianas tindinger. Vinmarkerne synes at stryge forbi hende langt hurtigere end Avenidas ben kunne bære hende. Den tørre, sprukne jord, der dundrede forbi dem under hestens hove, mindede mest af alt om tørre læber, hvis hud var ved at falde fra hinanden.

   Længere forude trådte en hvid bindingsværksbygning frem af horisonten. Diana lænede sig frem i saddelen og satte farten op.

   Det føltes som måneder siden, hun sidst havde anlagt Kensingwood Rideklub et besøg. Ja, måske var der ligefrem gået længere tid end blot et par måneder. Det var evigheder siden, hun sidst havde befundet sig på en hesteryg.

   Hesten hun red på var ikke engang hendes egen. Den havde været hendes mors.

   Diana prøvede ikke at lade sine tanker strejfe længere over det. I stedet måtte hun bittert synke en klump i sin hals hvert tyvende sekund.

   Hun red forbi klubbens hovedbygning, før hun satte hælene ind i Avenidas sider, og hingsten sagtnede til en behagligere hastighed. I et let travende tempo guidede Diana ham længere mod venstre gennem den løse jord foran hovedbygningens indkørsel.

   Staldene var varmere end et gammelt smedeværksted, og da Diana frigjorde sine fødder fra stigbøjlerne og lod sig glide ned over Avenidas side, slog heden nådesløst imod hende. I det mindste var luftfugtigheden i dag høj nok til at dræbe lidt af varmen.

   Det var blevet sen eftermiddag, men solens stråler så ikke ud til at ville aftage foreløbig. Diana trak sine solbriller af og stoppede dem ned i sin buskelomme, før hun lod sig selv opsluge af staldens skygger.

   En lugt af hestehår og lunkent vand slog omkring hende, da hun med Avenidas tøjler i sine hænder trak ham længere ind langs staldens brede midtergang. Fintudskårede træpaneler stod op af de forskellige båse, mens gulvet til tider bar pletter af spildt vand. Andre steder lå små bunker af halvspist hø … og det, der var tilbage af resterne, når staldens beboere først havde fordøjet dem.

   Diana passerede boks nummer 11 med navneskiltet ALTAIR hængende plir-lige over båsens vandtrug.

   Boks nummer 12.

   Boks nummer 13.

   Hun stoppede brat op. Avenida vrinskede.

   Boksen foran hende – hendes boks – var allerede optaget. Dog ikke af en hest, men af en fyr i en bordeauxrød polotrøje. Han stod med ryggen til hende og rodede med noget, hun ikke kunne se. Det stank.

   ”Hey?” Diana rømmede sig sagte for at prøve at overdøve den nervøse tone i sin stemme. ”Du står i min bås.”

   Fyren vendte sig halvt om ved hendes ord, og hun kunne ikke rigtig skjule sin overraskelse, da hendes øjne faldt over musklerne og det indfiltrede brune hår: Dylan Walker.

   ”Huh. Du er da også alle vegne, er du ikke?”

   Øjeblikket efter fortrød hun ordene, der var fløjet ukontrolleret over hendes læber. Dylan fastholdt uden en mine sit stive blik på hendes ansigt. Hun trak akavet på smilebåndet.

  ”Undskyld. Det kom ud forkert.”

   Til hendes lettelse smilede han kortfattet tilbage.

   ”Til protokollen: Jeg har arbejdet her, siden jeg var 14.”

   Smilet forsvandt atter fra hans læber, og han vendte sig tilbage om mod det, hun havde afbrudt ham fra at færdiggøre: Tildække Avenidas næsten tomme fodertrug med et nyt lag halm. Og Diana mente bestemt at have set et navneskilt af enkelt design være fæstnet til hans bryst øjeblikket før.

   Så Dylan arbejdede her virkelig. Hun måtte indrømme, at det først gik op for hende nu.

   Avenida slog klik med sine hove mod cementunderlaget, og Diana mindede sig selv om, hvad hun havde været i gang med. Hun førte den lysebrune hingst frem mod båsen, og den trippede forbi Dylan, der i samme øjeblik rykkede op mod den modsatte trævæg for at skabe mere plads.

   Hun gav slip på Avenidas tøjer. Han kom med en forvirret hast til at vakle et skridt til siden, og Dylan nåede akkurat at holde sine hænder beskyttende op foran sig, før hesten med al sin vægt bumpede ind i ham. Han var fastlåst i en akavet position tæt op mod trævæggen bag sig.

   ”Åh gud! Er du okay?” Diana greb fat om Avenida og gennede ham væk fra Dylan. Hendes åndedrag blev først normalt, da hun fik øje på ham stå lænet op af væggen uden en skramme. Det overraskede hende noget så gevaldigt, at han ikke var blevet fladmast. Men det overraskede hende mere, at han lo.

   ”Er du helt sikker på, at den hest ikke lige gav dig vejrtrækningsproblemer?” spurgte hun.

   ”Heste har været min hverdag fire gange ugentligt i tre år. De skræmmer mig ikke.”

    Diana hjalp mundstykket og tøjlerne ud af Avenidas mund og hang dem på knagen bag sig. Da hun vendte sig tilbage om for at løsne sadlens bæltestrop fra hestens mave, spottede hun Dylan stå med sadlen i sine arme. Dens vægt så ikke ud til at tynge ham det mindste ned.

   Han trak på skuldrene, da han så Dianas blik. ”Én på din størrelse ville ikke kunne bære den alligevel.”

   ”Kritiserer du min højde?”

   Han skar en overdramatisering af en benægtende grimasse.

   ”Det kunne jeg da ikke drømme om.”

   ”Ha-ha,” sagde hun køligt. Dylan lod blot et smil vise i sin mundvig, før han lod sadlen falde på plads ved en af de hylder, der hang i båsens ende.

   Måske var det meget sagt, men Dylan lod ikke til at forlade båsen foreløbig. Han var tydeligvis seriøs omkring sit arbejde. Diana kløede sig akavet bag øret, vippede lidt frem og tilbage på fodsålerne.

   Hun blev bekræftet i sin teori, da han greb fat om en strigle fra en knage bag sig og gav sig til at stryge den langs hestens bov. Diana langede selv sin arm over Avenidas ryg, men Dylan skubbede en strigle ind i hendes hånd, før hun selv nåede at komme så langt.

   Hendes øjne fulgte sine hænders bevægelser, idet hun lod striglen løbe over hestens korthårede manke. Stilheden imellem de to synes pludselig at blive tydeligere – kun staldhestenes hove og prusten overdøvede lyden af hendes eget åndedræt. Diana sukkede stille, før hun tog sig sammen og løftede blikket.

   ”Så hvordan kan du muligvis have et overskud stort nok til at have to jobs?”

   Dylan holdt sit blik fæstnet på sit arbejde, lod børsten glide i grundigere bevægelser gennem manken. Sollyset nuancerede farven af hans lange øjenvipper til en næsten gennemsigtig kobberbrun.

   ”Skolen betaler ikke. Desuden var det kun et midlertidigt vikararbejde.”

   Diana vidste ikke, hvorfra hun kunne videreføre smalltalken. Måske var den bare gået i stå. I stedet løftede hun sin ene mundvig.

   ”Hvad?” lød Dylans stemme.

   ”Jeg har bare svært ved at se, hvorfor du ville vælge at arbejde et sted som her. Af alle steder vælger du en pokkers rideklub.”

   ”Jeg gad ikke arbejde på McD’s i storcenteret. Alle kommer dér.”

   Hun hævede begge øjenbryn med et skjult smil.

   ”Ja, for alle kan lide kunstige hamburgere.”

   ”Jeg elsker kunstige hamburgere,” berettigede han med begejstring i stemmen. ”Jeg gider bare ikke blive genkendt, når jeg arbejder. Man støder altid på de mennesker, man hellere end gerne vil undgå, når man mindst venter det.”

   Dylans greb om striglen løsnede sig, og hans blik søgte udad. Solens skygger kastede et gråt mørke over hans ansigt, mens hans hånd skødesløst klappede Avenidas side.

   ”Det er en fin hest. Arabisk, ikke?”

   Diana nikkede. Det virkede sært anstrengt.

   ”Det var min mors.”  

   ”Åh.” De brune øjne havde mistet deres varme glød, da de søgte tilbage mod hendes ansigt. ”Undskyld, jeg …”

   Diana tvang et smil frem på sine læber.

  ”Hey, det er fint. Jeg skal lære at leve med tanken før eller siden.”

   Ingen af dem sagde et videre ord, men de delte den samme tanke: Emnet skulle ikke berøres igen.

   Et dæmpet dunk nåede hendes ører, da Dylan smed sin strigle op på hylden ved siden af sadlen. Han børstede sine hænder mod hinanden for at slippe af med resterne af hestehår, idet han vendte sig tilbage om mod hende. Det så ikke ud til at gå op for ham, at han havde overset hårene, der havde klæbet sig fast til hans polo.

   ”Er du sulten?” Dylan samlede en sort plasticspand op fra gulvet og trådte ud af båsen. Han gestikulerede med sin frie hånd bag sig mod udgangen. ”Kom, så vi hugger noget.”

   Diana stirrede.

   ”Hey, tag det roligt,” sagde han. ”Jeg arbejder her, hvis du skulle have glemt det.”

   Trods hendes mave ikke rumlede det mindste, tog hun alligevel et tøvende skridt i Dylans retning. Det var ved at være en god snes timer siden frokost, og hun mente, at Kyle havde aftenarbejde på tømrerværket. Hvis valget skulle stå mellem en frysepizza eller rideklubbens køkken, ville hun foretrække den sidste mulighed.

   De gik ikke ind gennem hovedbygningens indgang. Stengruset knasede højlydt under deres fodsåler, da Dylan ledte dem forbi de hvide bindingsværksvægge og ned af en sti, Diana ikke var sikker på, hun nogensinde havde betrådt i de ni år, hun havde været et medlem af klubben.

   Stien stødte op mod en tilfredsstillende diskret dør. Hun ville have overset den, hvis ikke Dylan havde trukket et bundt klirrende nøgler op af sin buskelomme, stukket en tilfældig i låsen og drejet brat ind af døråbningen.

   De stod i et snævert lokale uden vinduer. Det var svært at se frem for sig, men han lænede sig frem og skubbede sin fod ud ad. En stråle af skarpt hvidt lys trådte frem over gulvfliserne og afslørede en tilsyneladende camoufleret dør, der nu stod vidt åben.

   Dylan havde prøvet det før.

   Det kom bag på Diana, at køkkenet stod tomt. Ingen damp stod op fra panderne og gryderne, der var blevet efterladt for slukkede blus, og der hørtes ingen metallisk støj eller råb over madlavningen.

   Og hvem skulle også have råbt ordrer, når der ingen besætning var? Tjenere såvel som kokke var alle forsvundet, og køkkenet var som blæst for en hver form for arbejdskraft. Duften af nyligt stegte bøffer og krydrede kartoffelbåde hang stadig svagt i luften, da de trådte indenfor, og Dianas sanser sukkede ved den vidunderlige aroma.

   Hvis ikke hun havde været sulten for fem minutter siden, var det sikkert, at hun var blevet det nu.

   Dylan gik ned langs køkkenets ene midtergang. Undervejs løftede han op i pander, så ned i gryder, rodede op i saucekander og kiggede under viskestykker. Til sidst endte han med at gribe fat om en pande på størrelse med en wok og sætte den ind over det nærmeste gassende blus.

   Diana bevægede sig varsomt hen mod komfuret. Hun havde det som om, at et sæt øjne konstant blev fastholdt til hendes nakke og fulgte hver enkelt bevægelse, hun gjorde. En fornemmelse, hun ikke ligefrem ville have kaldt behagelig, formede sig langsomt i hendes mave.

   Først da hun kom tættere på, kunne hun kaste et blik ned i panden og få et indblik i hvad, der stod på menuen: Æggekage. Dens aroma steg allerede op fra komfuret i en hvid damp, og Diana lod sig selv glide op på en tom plet på køkkenbordet.

   ”Så du gør det her ofte?” spurgte hun.

   ”Nærmere hele tiden.”

   Den hvide damp blev grålig, og Diana – der sad en smule for tæt på m-hætten – hostede. Lugten fra den rev hende i næsen af svovl og …

   Hun rømmede sig: ”Øh, Dylan.”

   Han hævede et flabet øjenbryn.

   ”Øh, Diana.”

   ”Du brænder maden på.”

   De brune øjne så mistroende ned på komfuret. Og derefter gik alt stærkt; Dylan tog i en glidende bevægelse panden af blusset og førte den ned i den nærmeste vask. Den begyndte at boble og syre på et niveau, der næsten overgik den lavmælte banden, der i en konstant strøm kom ud af hans mund. Han prøvede at tænde for vandhanen – det resulterede kun i den dobbelte dosis af syren og sprutten.

   ”Lort.”

   ”Flot,” grinede Diana, hvilket fik ham til at sende hende et dræberblik. Kort efter blev hans øjne dog undereligt fjerne i blikket. Han kneb dem en smule sammen, før han endte med at trække sig tilbage fra den ødelagte pande i vasken og hev hende ned fra køkkenbordet. Han fik hende til at dukke sig ned, og de landede på gulvet.

   ”Tid til at gå,” sagde han hurtigt. Diana fulgte hans blik over sin skulder. Hun blev mindre forbløffet, da hun så en snehvid kokkehue titte frem mellem køkkenbordene et par rækker længere nede. Personalepausen måtte være ovre.

   Dylan rodede igennem indholdet af et køleskab, der stod foran dem i grundhøjde. Han trak en viskestykkeombundet bylt og en aflang pakke sølvpapir ud, før han lydløst lod lågen smække tilbage i og mimede hende et kort signal: Rejs dig op.

   Det gjorde hun. Dylan fulgte efter, og da kokkens råb først begyndte at runge igennem køkkenet, var de allerede godt på vej tilbage ud mod bagdøren.

   ”Løb, løb, løb!” lød det, idet Dylans lange skridt pressede hende bagfra til at øge farten. Trods situationen var det tydeligt at høre grinet i hans stemme. Og Diana kunne ikke benægte, at et smil også havde klistret sig fast til hendes læber.

   Hendes ben rystede under hende, da de nåede tilbage ud i staldens udmunding. Vejen fra hovedbygningen til staldende var ikke lang, men det lille adrenalinkick, hun havde fået på vej væk fra kokkens vrede, var stadig ikke helt forbrændt.

   Hun lænede sig op af en træstolpe for at finde et støttende fodfæste.

   ”Er du nu helt sikker på, du gerne må tage mad?”

   ”Jeg måtte engang,” sagde Dylan, der hverken hev efter vejret eller forholdt sig så rastløst som hende.

   ”Men…?”

   ”Men mit udbytte af aftalen blev vist lidt for stort ifølge kokken.”

   ”Som er –”

   Han afbrød hende så hastigt, at han næsten snublede over ordene: ”Jeg tog på en måde nok mad til at brødføde min far og jeg i et par måneder.”

   Diana slog en forpustet latter op. Samtidig viftede Dylan vildt frem for sig med de to pakker mad, han havde nasset fra køkkenets køleskab. Med det udtryk, han bar i sit ansigt, kunne han meget vel være gået for at have været i en dødelig form for misbehag.

   ”Her stinker,” klagede han sig.

   ”Det er en hestestald,” sagde hun.

   ”Præcis. Det er ret ucharmerende. Og hvis der er en ting, jeg må nægte, så er det at spise min mad iblandt tis gennemdrevet hø og hestepærer.”

 

 

Dylans truck var rusten og duftede af bilolie. Den holdt gemt væk bag staldene i en pøl af tørret mudder. Da Diana havde sat sig ind på passagersædet, og de satte af sted, knustes de størknede plamagers overflade under de voldsomme dæk.

   En nøglering med et krokodille vedhæng havde bogstaverne USF indgraveret. Den svingede fra side til side, idet de kørte for fuld fart ud ad den ensporede grusvej væk fra rideklubben. En vej af lysebrunt støv stod op bag dem.

   Dylan tændte for radioen, da de nærmede sig begyndelsen på vindruemarkerne – vinplantagerne. Sangen, der for en dæmpet styrke blæste ud over bilens forældede anlæg, fik omgående et smil frem på hans læber.

   ”I’ll be your platinum, I’ll be your silver …” sang Justin Biebers bløde stemme, og Dylan skruede næsten en halv omgang rundt på anlæggets volumen-knap. Beatet blev det eneste, Dianas sanser kunne opfatte, og hun lod sit hoved rokke i takt til rytmen. Hun afbrød dog hurtigt sig selv, da omkvædet blæste ud over højtalerne.

   Dylan sang højlydt med på teksten. Og det lød som bare fanden.

   ”As long as you lo-lo-lo-lo-love me!” skrålede han – så langt fra de lysere toner, at det var morsomt. Diana havde aldrig forstået, hvordan glas kunne knuses ved høje toner i tegnefilm, men nu følte hun for egne ører, hvordan det virkelig skulle forstås.

   Hun grinede.

   Dylan kastede et kort blik over på hende, før han igen rettede sin opmærksomhed tilbage mod vejen.

   Diana tog en dyb indånding, før hun med al sin luft lod sin stemme synge med på den næste tone. Det var falskt som aldrig før, men hun kunne ikke være mere ligeglad. Det føltes fantastisk.

   Bilens dæk skred til et stop inden den næste sang var ovre. Da Diana kiggede ud, var ikke meget andet end vinplantager og vand til syne i miles omkreds. De var stadig hundredevis af kilometer fra den nærmeste kyststrækning, men dette var ved største sandsynlighed det tætteste, de ville kunne komme på havet: En ferskvandssø, der spredte sig over et kilometerbredt område midt i det tørre landskab.

   Diana besluttede sig for at efterlade sine solbriller i bilen; et træs grene kastede beskyttende skygger hen over den parkerede truck. Mens radioen spillede på en dæmpet lydstyrke kravlede hun om på bilens lad. 

   Det viste sig, at Dylan havde fået fingre i et rosmarinbrød og en uåbnet pakke seranoskinke. De rev brødet over i ujævne skiver, før de hver huggede sig et par skiver skinke og gav sig til at spise. Diana havde været i Italien, da hun var mindre, men havde ingen minder fra rejsen som stod tydeligt frem i hendes hukommelse … hun var rimelig sikker på, at dette var så tæt på Italien, som hun nu kunne komme; solen, vinmarkerne og den delikate mad.

   Da brødet og skinken først havde stoppet deres maver, lå de stille.

   ”Du ved godt, jeg mente det, ikke? Jeg er ked af, min tante smed dig af holdet på den måde,” sagde Dylan.

   Diana kunne akkurat se hans ansigt, hvis hun vendte hovedet en anelse til siden.

   ”Det var ikke kun på grund af hjernerystelsen. Det ved du godt.”

   ”Jeg kan stadig ikke se det fair i det.”

   Han stak en hånd i sin lomme. Hun havde forventet at se en handy smartphone, da han trak genstanden op, men hendes øjne strejfede blot over en tilsyneladende gammel yoyo. Den blå maling var blevet kradset af visse steder efter brug.

   ”Siden jeg kom tilbage, har jeg ikke rigtig været den samme,” sagde hun. ”Det ville alligevel ikke have været det værd. Giver det mening?”

   Endnu engang var samtalen blevet ledt hen på det emne, Diana mindst af alt havde lyst til at snakke om. Hun forstod ikke, hvordan det kunne være, at hun ikke kunne snakke mere end højst nødvendigt med Kyle om husbranden, men at hun ufrivilligt kunne hentyde til den, når det gjaldt Dylan.

   Han fornemmede stilhedens pres akkurat ligesom hende selv. Men i stedet for at bevare den, fugtede han sine læber og begyndte at tale.

   ”Søen – jeg plejede at komme og bade i den hver dag, da jeg mindre.” Dylan placerede yoyoen på sin håndflade og stirrede blankt ud over søens fredfyldte overflade. Han lod yoyoen dreje en enkelt gang rundt om sin finger. ”Jeg ville gå hele vejen barfodet i sandet, indtil jeg næsten brændte huden af dem af på den hede jord.”

   ”Hvorfor tog du ikke bare sko på?”

   ”Det var ikke praktisk i høstmånederne. Druerne, vi har, er specielle; de er uden for den sædvanlige sæson. De er bedst at høste i slutningen i løbet af det sene forår og frem til begyndelsen af august.” Han pegede tværs over søens vandspejling. ”Vinrækkerne derovre, dem ejer min far. Huset bag dem bor vi i for at være tættere på arbejdet.”

   Diana trak vejret ind gennem sine tænder.

   ”Du har meget at se til, har du ikke?”

   ”En del. Men vi klarer os,” sagde han. Dylan kastede yoyoen en omgang til, før han lod den falde til sit bryst. Han flettede sine hænder bag nakken.

   ”Du skal bare lære at sætte pris på de små ting; duften af en nyslået plæne eller nybrygget kaffe, lyden af regn, der falder mod dit vindue. Jeg mener, at hvis man sætter pris på det mindste, kan man overleve helt udmærket med kun sig selv og sine relationer.” Han trak på smilebåndet og bankede i laddet. ”Og sin bil, naturligvis.”

   Diana sank en klump. Hun prøvede at læne sig længere tilbage op mod truck laddet, men metallet skar sig med en ubehagelig prikken ind i hendes nakke. Hun havde lyst til at grine af den poetiske tone, der havde genlydt i Dylans ord. Men på den anden side var det pludselig blevet svært.

   Hun tog alting for givet. Diana havde lyst til at sige det højt. For det gjorde hun, og hun ville have, at alle skulle høre, hvor meget hun fortrød det hele.

   Alligevel var der noget, der holdt hende tilbage.

   Hun havde kun sjældent fortalt sin familie, at hun elskede dem. Først da de var borte, havde hun haft brug for at sige ordene oftere. Og det var en tanke, der skræmte hende.

   Dylan lod ikke til at have meget. Hun havde for mindre end en et par uger siden arvet alt, hendes forældre i deres levetid havde sparet op. Blevet mangemillionær som 16-årig.

   Hun så på Dylan, der lå ved siden af hende med lukkede øjne. Øjenvipperne kastede lange skygger under hans øjne, og kæbepartiets markante struktur stod tydeligt frem under solens stråler. Smilet lå ham som en sød trækning om munden, der næsten nåede helt op til øjnene.

   Det var umuligt for mange at være lykkelige – men ikke alle. Dylan havde et liv, der virkede til at være mindst dobbelt så hårdt som hendes; det gav Diana kvalme, at hun altid have klaget over et liv, der udelukkende bestod af fine selskabsmiddage, løbeture i skoven og skolearbejde.

   Det var på tide, at hendes liv kom i omdrejninger.

   Hvis ikke det allerede havde gjort det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...