De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9308Visninger
AA

8. Kapitel 6


Det var i hendes eget hoved en ren naturlighed, at hun den efterfølgende uge ikke så meget til de andre. Diana havde ikke brug for at overhøre flere samtaler, hvor hovedemnet var hendes families død og samspillet, de muligvis havde haft med den dagbog, der nu var hendes eje. Bare tanken om, at det måske var den virkelige forklaring på husbranden tilbage i februar, var svær at vænne sig til.

   Måske var det derfor, Diana igennem den seneste uge havde ydet så stor en indsats på at prøve at ignorere, hvad der skete omkring hende. Skolen var nærmere blevet noget, der bare kom og gik, end noget hun kunne se frem til. Dagene var ligegyldige og hurtigt overståede. Tomme.

   Udover lektierne, der langsomt hobede sig op til over begge hendes ører, havde hun ikke meget at se til. I et håbløst forsøg på at fylde tomrummet ud havde hun pløjet sig igennem sin samling af Stephen King bøger og isoleret sig selv på sit værelse under dynen. Diana skød på, hun havde drukket to kander te og kværnet halvanden plade chokolade dagligt.

   Trods det varme april-klima troede Kyle, hun led af en form for vinterdepression.

   Sandheden var nok, at hun følte sig ensom. Men det var ikke noget, hun havde tænkt sig at indrømme foreløbig.

   Dianas afstand til dagbøgerne og deres verden havde ganske rigtigt eksisteret, men efter godt og vel en lille uges tid, havde det været svært ikke at lade hendes tanker falde tilbage på det, hun havde forladt. Hun havde insisteret på, at hun ville sætte det hele på pause, men når hun ikke kunne finde den rigtige knap, havde det nok været for meget at love.

   Dét at læse i dagbogen var uhyggeligt afhængighedsskabende, og hun var hermed faldet af vandvognen: Det var søndag aften, og Diana sad igen med den nussede notesbog i sine hænder.

   Seks dage havde hun kunne klare sig uden den forbandede tingest. Kun.

   Et dybt suk sænkede hendes skuldre, før hun famlede sig vej til dagbogens første side. Hun kunne ligeså godt lade være med at lade som om, hendes fingre ikke kløede efter at få lov til at slå bogen vidt åben.

 

Det har været stille hernede de seneste par dage. For stille.

Jeg har ikke set meget andet end de samme, gamle ansigter omkring mig. Petersson tror, at noget er galt. Hun bekymrer sig alt for ofte, og det er skam i den grad også bekosteligt, men denne gang fortæller noget mig, at hun har en god grund. I den tid, jeg har befundet mig her, kan jeg ikke huske, her nogensinde har været så inaktivt.

Måske sinker noget hans planer, og jeg kan udskyde tanken om, at han et tidspunkt ude i fremtiden vil tvinge mig til at begå mord. Måske er det

 

   Stop.

   Stop.

   Ordenes blæk tonede ud og drev som ned gennem en usynlig vejrist tilbage ind i siderne. Diana smækkede dagbogen i, lod sine fingre massere sine dunkende tindinger.

   Hun havde nær glemt, hvad Logan havde sagt dén eftermiddag. I sidste ende var det rent faktisk lykkedes hende at fortrænge hans ord, om at noget større kunne have overtaget dagbogens kræfter – misbrugt dem. Det var jo ikke muligt.

   Men beviserne var lige foran hendes øjne. Det havde de hele tiden været.

   Hannah havde i hver eneste af sine dagbogsskifter nævnt en ”ham” flere gange. Ved eftertanke beskrev hendes tekster oftere hans gerninger, end de beskrev hendes egne.

   Og denne mand lod til at være foruroligende kynisk. Det kunne ikke overses.

   Måske havde Logans gæt ikke været et vildfarent skud i skoven. Måske var den person, Hannah konstant blev ved med at nævne, dén der havde taget livet af deres familie.

   Dianas hånd dykkede ned i hendes shorts’ lomme og mærkede de hårde kanter på hendes telefons plastic-etui. Hendes tommelfinger kørte med lynets hast ned gennem kontaktbogen, og hun undertrykte en banden. Det var snart på tide, at hun fik kodet de andres numre ind i sin telefon, hvis hun alligevel ikke havde tænkt sig at lære dem udenad.

   Diana lod sin telefon falde mod madrassen, før hun gled ud af sengen og lod sig falde ned på alle fire. Hun løftede op i sengetæpperne og stirrede blindt ind under sengens snævre luftrum. Støv vældede op i hendes hoved, og hun hostede sig igennem den tørre lugt. Hun sørgede for at knibe sine øjne sammen, før hun langede sin arm ind i mørket.

   Telefonbogen lå gemt væk under en gammel skoæske. Diana måtte falme sig frem til den med en del besvær, før hun endelig fik greb om den og trukket den ud af dybet.

   Bogen var tung og svær at håndtere. Diana måtte læne den op af sin ene arm, før hun kunne få den bladret åben på en tilfældig side. Hendes fingre fulgte utålmodigt telefonnumrene, og hun var i sin hast nær gået forbi YOUNG.

   Hendes fingre rystede, da hun tastede nummeret ind på sin telefons display.

   ”Det er Leila Young,” skrattende det pludselig gennem røret.

   Diana rødmede.

   ”Hej, øhm ... Mrs. Young. Undskyld jeg forstyrrer, men er Logan hjemme?”

   Noget, der lød som et smil, hørtes i hendes stemme: ”Du skal få ham nu.”

   Derefter faldt stilheden trykkende ned over hende. Diana holdt vejret.

   ”Hallo?”

   Hun åndede lettet op. Men allerede før det næste åndedrag havde forladt hendes læber, havde knuden bundet sig stramt i hendes bryst igen.

   ”Noget er gået op for mig. Jeg tror, I vil have lyst til at vide det.”

   ”Diana?”

   ”Ja, det er mig.” Hun stod en lyst til at rulle med øjnene imod. ”Vi bør mødes. Jeg lover dig, at det er det værd.”

   ”Hvem sagde, jeg ikke ville komme?” Logans åndedrag var så tæt mod mikrofonen, at hans stemme slog mekanisk op mod hende som et højt ekko: ”Bålpladsen i skoven om femten minutter. Jeg ringer til de andre.”

 

 

Det tog Diana længere tid end planlagt at nå frem til parken.

   Hun havde haft travlt nok i forvejen, da parken lå i midten af byen, og hun ikke ejede en bil, men hendes egentlige forhindring var først trådt i karakter, da Kyle havde hørt hende fumle rundt ude i entréen.

   ”Hvor tror du, du skal hen?” havde han spurgt med et hævet øjenbryn. ”Jeg er ked af det, men det er søndag aften og klokken er halv elleve.”

   Diana havde grebet fat om læderjakken på knagen, svunget den over sine skuldre og stoppet dagbogen ned i jakkens inderlomme.

   ”Og jeg er ked af det, men jeg bliver altså nødt til at gå.”

   Det grå i hans øjne havde advarende udvidet sig. Kyle havde taget plads foran hoveddøren og blokerede hendes vej med vidt åbne arme.

   ”Hey, du ved, jeg ikke synes alt for godt om den her pokkers autoritetsrolle. Men nogle gange bliver jeg altså nødt til at tage den i brug,” havde han sagt med øjne, der slog gnister. ”Det er sent, og som din værge vil jeg ikke tillade dig at gå ud af den dør så sent på aftenen – og slet ikke aftenen før en hverdag.”

   ”Jeg er en teenager. Vi følger aldrig reglerne alligevel.”

   Diana var dukket under Kyles arm og sneg sig omkring ham, før det nåede at gå op for ham, hvad hun havde gang i. Hun havde gjort sig omhyggelig med at smække døren hårdt i på vejen ud mod indkørselen.

   Nu styrtede hun gennem parkskoven. Træerne stod tæt og gjorde jorden svær at skelne fra luften. De spidse grene rev i hendes tøj og skar i svirp ned over hendes kinder og hals, men hun lod rifterne svie og fortsatte stærkt fremad. Hun havde travlt.

   Logan var den første, hun så, da hun stakåndet snublede ind i skovlysningen. Bag ham et sted kunne hun lige akkurat ane Lola og Nics skikkelser. De dæmpede alle deres stemmer, da de hørte hende, løftede deres hoveder i hendes retning.

   Logan hævede et øjenbryn.

   ”Nå?”

   Diana trådte længere frem og pressede dagbogen op mod hans bryst. Han greb overrumplet fat omkring den.

   ”Du husker vel, hvad du sagde til mig i mandags? Noget om en ukendt kræft, der kunne have overtaget dagbogen, da den stadig var Hannahs? At noget, vi ikke kender til, satte min families sommerhus i flammer dén aften?”

   Diana så straks hans ansigt lægge sig i andre folder.

   ”Selvfølgelig.”

   Hun prikkede kort med en kno mod dagbogens forside: ”Åbn den.”

   Det gjorde han.

   Et sted i tusmørket rømmede nogen sig. Personen trådte længere frem mod dem, og Diana genkendte Nics kortklippede hår. Han placerede en hånd på Logans skulder og pressede sine læber tæt sammen, idet han tittede frem bag hans ryg.

   ”Øhm, jeg undskylder på forhånd for lyseslukkerstemningen, men han kan ligesom ikke rigtig læse i din dagbog, når det er din.”

   ”Hvis jeg fortæller den, at han gerne må, kan han vel godt.”

   Da Nics øjne igen gled ned over dagbogens sider øjeblikket senere, var Hannahs snørklede håndskrift allerede begyndt at træde frem på det gamle papir.

   Hans brede mund skar en anerkendende grimasse.

   ”Der kan man se. Tak.” Nic trak dagbogen fra Logans hænder med et muntert smil og klappede ham en enkelt gang på skulderen. ”Giv mig den. Lad endelig de voksne tage sig af det seriøse.”

   Han trådte forbi Logans høje skikkelse og vendte sig om mod resterne af det bål, de havde haft antændt sidste gang, de havde befundet sig i den lille skovlysning. Dengang, Diana havde fået at vide, hvor farligt, det hun havde at gøre med, i virkeligheden var.

   Nic trak en neongul lighter op af sin lomme og fik på en eller måde antændt et stykke tørt træ fra skovbunden, som han smed oven på kullene. Bålet brød op i små flammer, og lyset skinnede med en hede tilbage op mod hans ansigt og dagbogen i hans hænder.

   I et stykke tid tilfaldt Dianas opmærksomhed kun Nics let buede skuldre. Efter et par minutters stilhed begyndte musklerne i dem at spænde op. Som han stod dér med ryggen til dem og læste de dagbogsskrifter, hun selv havde studeret så mange gange før, vidste Diana, hvad han måtte tænke: At en form for ondskab med sikkerhed lurede på Den Anden Side. Hun kunne ikke være den eneste som havde formet sig forestillinger.

   Hendes øjne fandt søgende Lolas i mørket. De synes at gå i ét med den blæksorte nat.

   ”Der er noget dybt forkert ved det her,” lød Nics stemme pludseligt. Diana kunne nemt høre, at den rolige tone, han prøvede at tage i brug, var påtvunget.

   Han overrakte dagbogen til Logan og Diana med et adamsæble, der hoppede i hans hals: ”Se engang.”

   Det tog ikke Diana mere end et par få sekunder at diagnosere siderne, dagbogen var slået op på, og forstå, hvad Nic havde ment. Dér, hvor hun tidligere på aftenen var stoppet med at læse, stod Hannahs ord nu ikke længere alene. Skæve, hakkede blokbogstaver stod skrevet dristigt hen over hendes søsters fint formulerede sætninger. Den fremmede håndskrift mindede hende om dryppende blod.

   Hun mærkede Logan stivne ved siden af sig.

   ”Hvorfor er det, at jeg altid får tingene at vide til sidst?” hørte hun Lola udbryde. Den hårde tone i hendes stemme understregede hendes frustration. Hun trådte Diana og Logan nærmere og snuppede dagbogen ud af deres greb med en løftet pegefinger. ”Det er racisme, siger jeg jer!”

   Hvis ikke det havde været for situationens alvor, ville Diana have leet. Men det, hun akkurat havde nået at læse, før Lola havde revet dagbogen til sig, tog vejret fra hende. Verden snurrede rundt foran hendes øjne, som havde hun fået en nådeløst hård mavepuster.

   Da Lolas øjne først gled ned over dagbogssiden, blev hendes ansigt askegråt.

   Bålets flammer kastede skygger langs dagbogens papirsider og reflekterede den korte sætning tilbage mod Diana: GIV MIG DAGBØGERNE OG INGEN VIL BLIVE GJORT ONDT. GIV MIG DEM FØR DET ER FOR SENT.

   Et højt knæk fik hende til at fare sammen. Hun snurrede rundt på stedet mod lyden samtidig med de tre andre.

   Et uskarpt glimt af sølv, endnu et knæk. Og lyden af noget, der satte i løb og styrtede væk i modsatte retning.

   Diana vidste ikke, hvem der var hurtigst: Logan eller Nic. De udvekslede blot et kort blik, før de begge sprang fremad. Lyden af deres løbende fodtrin blev snart lavere og lavere, og trækronerne synes snart at have opslugt dem fuldstændigt.

   Da de to fyre igen dukkede op i udkanten af lysningen, hvæsede og hev de efter vejret. Nic havde fået en dyb rift slynget tværs over sit ene kindben.

   ”Det var nok bare et dyr,” åndede Logan. De mandelformede øjne flakkede utålmodigt frem og tilbage mod lysningens bagende.

   Men Diana var langt fra overbevist. Hun fornemmede, at de andre havde den præcist samme tanke kørende rundt i deres hoveder som hende: Nogen havde overhørt deres samtale om den mand, der havde i sinde at udføre et par mindre planer på Den Anden Side.

   Og hvis nogen havde kendskab til, hvad de havde snakket om blot få minutter tidligere, kunne det umuligt være en god ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...