De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9659Visninger
AA

7. Kapitel 5


Kyle kom og hentede hende senere den aften. Sygeplejersken, Diana var blevet tildelt, havde et par problemer med dovenskab og holdt hende dermed en smule længere tid fastlåst til hospitalssengen end nødvendigt. For dette lænede Kyle sig længere ind over receptionsskranken og hviskede noget op i sygeplejerskens ansigt, der effektivt forandrede hendes beslutsomme ansigtsudtryk. Hvid i ansigtet og med et anstrengt kurving af smilebåndet signerede hun de sidste papirer og overlod dem i Dianas hænder.

   De forlod hospitalet i stilhed. Kyles Fiat Mini var modsat dens ydre mælkehvide lak et stort rod af gamle kaffekrus og slidte nøgleringe indvendigt. Diana gættede på, de stammede fra hans tømrerfirma længere nede af hovedgaden.

   Kyle rømmede sig.

   ”Vi mangler æg. Det bliver lige til en kort omvej forbi Raleys, før vi vender næsen hjemad.”

   De drejede ned af en af hovedgadens tilløbsveje og svingede ind på en fri parkeringsplads. De farverige palmer på neonskiltet, der hang op af væggen over glasdørene, summede svagt af insekter. Diana missede med øjnene i det skarpe lys.

   De passerede grøntafdelingen. Diana snuppede i smug en bakke kirsebær, før de bevægede sig videre ned gennem gangene med højt stablede bjerge af tomatsuppe og asparges på dåse. Kyle ledte an ned mod mejeriprodukterne.

   ”Hvordan går det i skolen for tiden?” forsøgte han sig kort.

   Diana følte ikke rigtig for at svare. Det var temmelig uhøfligt, men hun tvivlede på, at det ville være nemt at finde en teenager som frivilligt ville fortælle om deres uddannelsesmæssige vanskeligheder til en person, de kun var bundet til af blod. Det var ikke fordi, at Kyle var en nyuddannet stjerneadvokat, men dog vidste han stadig, hvornår noget var slemt. Han kunne dømme hende. Sætte hende i en boks med mærkatet ”dum og ubetydelig”.

   Det ville Diana hellere end gerne undgå.

   Kyles skuldre bukkede under for stilheden, og musklerne under T-shirtens olieplettede stof anspændtes.

   ”Det er en fyr, er det ikke? Den her stilhed ...” sagde han kort for hovedet, da de nåede frem til kølediskene. Det lød nærmere som en konstatering end et spørgsmål. ”Du ved, du bare skal sige til, hvis jeg skal give den skiderik en omgang, ikke?”

   Hendes fætters brede læber skiltes i et sigende smil. Han bøjede sig ned og skovlede en bakke burhønsæg op fra en af de nedre hylder.

   ”En omgang bank, selvfølgelig,” tilføjede han kortfattet, og Diana løftede et øjenbryn. Han jog skærmende sine hænder op foran sig. ”Hey, jeg ville aldrig give alkohol til en mindreårig.”

   Hun småfnes.

   ”Kyle, der er ikke nogen fyr. Skolen er bare et helvede – det kender du vel alt til.”

   ”Åh ja, high school,” fnøs han. ”Godt det kapitel er overstået. Der er nok drama til at vare en hel livstid.” Han løftede overvejende sin spidse hage. ”Kom med. Jeg har den perfekte terapi.”

   Med æggene presset ind under sin ene arm fulgte Kyle midtergangen en snes skridt videre. Han stoppede op ud for en aflang beholder og stak sin hånd ned i fryserens dyb, før han igen hev den op med en rund boks i sine hænder. Han kastede den gennem luften, og Diana greb fat om den, før den nåede at flyve forbi hendes øre. Hendes hænder frøs fast omkring den halvliter store Ben & Jerry iskube. Hun smilede gennem den følelsesløse fornemmelse i sine fingerspidser, da hun så bogstaverne BAKED ALASKA stå printet hen over illustrationen af den snehvide isbjørn på indpakningens forside.

   Diana kastede et blik over mod Kyle.

   ”Du er i den grad blevet bedre til at følge min tankegang, fætter.”

   ”Ugh,” stønnede han og greb ud efter endnu en bøtte is i frysebeholderen, ”lad være med at kalde mig det, tak.”

   Hun lagde sit hoved en anelse på skrå.

   ”Foretrækker du Ky-Ky?”

   Han skar ansigt.

   ”Hold dig hellere til fætter i stedet.”

   De bevægede sig op mod kassen, der ikke viste mange tegn på kø. En medarbejder i rød uniform var godt fordybet i dagens sidste arbejde af at trække tilbudskiltene fra udenfor ind; en anden ung pige i en tilsvarende uniform var begyndt at feje gulvet foran glasgangene fri for tidligere besøgendes skostøv.

   Kyle fik smidt deres varer op på rullebåndet, og mens kasseekspedienten i den lidt for stramme polo bippede deres varer ind, fandt han sin pung frem fra sin læderjakkes inderlomme.

   ”Det bliver 10 dollars og 24 cent, tak,” lød det, og Kyle trak sit kort igennem kreditkortterminalen. Maskinen afgav et avisende bip.

   ”Prøv igen,” instruerede ekspedienten. ”Den gamle tingest fungerer sjælendt efterhånden.”

   Kyle gav kortet endnu et forsøg, men resultatet var det samme. Hans mundvig trak sig nervøst op i et kort smil, før han lod sine fingre grave ned i sin bukselomme. Han fik hevet knapt syv dollars tilbage op og lagde dem op på disken mellem ham selv og ekspedienten.

   ”Mr., de mangler stadig 3 dollars,” bekendtgjorde medarbejderen, som om han ikke var klar over det i forvejen. Den lysende faktor i Kyles blå øjne skrumpede ganske langsomt ind.

   Diana lagde en hånd på hans arm.

   ”Lad mig …”

   Kyle tog en dyb indånding og trak stift på smilebåndet, idet han fumlede undersøgte sin jakkes lommer.

   ”Øhm, vent lidt. Jeg har også et Express …”

   ”Kyle.”

   Ved lyden af Dianas stemme undslap et suk hans læber, og han pakkede uden et videre ord sin pung tilbage i jakkeinderlommen. Hans ansigt var udtryksløst, da han med faste bevægelser og et sænket hoved daffede ned mod den anden ende af båndet for at tage imod deres varer.

   Diana vendte sig om mod kasseekspedienten. Hendes fingre lå allerede tæt pakket ind omkring plastickortet, der glødede i hendes lomme.

   ”3 dollars, var det?”

 

 

Det føltes som evigheder siden volleykampen, da hun senere den aften endelig nåede ind på sit værelse og smækkede døren i efter sig.

   Virkeligheden var dog en del mere barsk. Før eller siden ville hun blive nødt til at gå den i møde.

   Diana lod sig falde ned på sin seng og nød følelsen af tæpperne som gravede sig ind i hendes rygsøjle. Hendes seng var noget, hun pludselig måtte gribe sig selv i at være ufattelig taknemlig for – alt var bedre end de upersonlige, forvaskede lagner, hun havde været svøbt ind i på byhospitalet.

   Hun stillede sin bøtte is på sengebordet. Og hendes tanker faldt tilbage på dagbogen.

   Kom til mig.

   Trods hendes værelsesvindue var lukket, rasede en blæst gennem rummet og lod hendes hår blive kastet til alle sider. Da den igen dæmpede sig, lå en normalt-udseende notesbog i hendes skød.

   Men den var langt fra normal: Dagbogen.

   Det havde virket. Ved brug af sine tanker havde hun fået den transporteret hen til sig uden at røre en finger. Diana måtte vende sig til suset, der gik igennem hendes mellemgulv, for hver gang dagbogens overnaturlige evner lod sine effekter træde frem i lyset.

   Hun slog dagbogen åben på første side. Snart faldt hun endnu engang ned i dens dyb.

 

Han kaldte mig op til sig i går aftes. Som alle andre ville have gjort det, adlød jeg øjeblikkeligt. Måske er vi alle udødelige, men han kan tage brug af våben, hvis eksistens ingen af os nogensinde ville kunne have forudset. Det eneste, vi er sikre på, er at vi ikke vil være ofre for disse instrumenter og indtræde en uendelighed fyldt med grufulde lidelser.

Der er planer for os alle, var hvad, han fortalte mig. Og det blev straks svært ikke at vise frygt, da han udpegede mig som den, der skal stå i spidsen for dem. Føre klingen, der skal skære uskyldiges hals over. Da jeg nægtede, troede jeg i et kort øjeblik, at mit liv var forbi, og at han ville gøre en ende på dette sorte helvede. Men alt han gjorde, var at grine - hvilket var mere skræmmende, end man skulle tro.

Lyden af hans latter er svær at sætte ord på. Høj, kold. Kuldegysende.

Det står mig klart, at jeg ikke har et valg. Men jeg skal gøre alt som står i min magt for ikke at gøre noget, jeg ved, vil hjemsøge mig til evig tid. Om så jeg skal lide i forsøget, vil jeg ikke lade ham komme til magten.

 

   Dianas åndedrag satte sig fast i hendes hals, mens hendes hoved dundrede og lagde utydelige plamager over hendes øjne. Måske var hjernerystelsen alligevel ikke helt blevet perfektioneret på hospitalet.

   Hendes hoved havde været fordybet i dagbogen, og den skærpede koncentration havde nu fået en kvalme til at svælge i hendes mund. Hun burde have lyttet, da lægerne fortalte hende, at hun i de kommende dage ikke måtte overanstrenge sin koncentration og skulle lade sig selv hvile.

   Dagbogen var ikke hendes verdens omdrejningspunkt.

   Og dog.

   Diana kastede med et suk sit hoved tilbage og greb fat om bøtten med is på natbordet. Idet hun flåede dens plasticemballage af, lod hun dagbogen glide ind under sit hovedpudebetræk.

   Hun scrollede ned gennem listen af sange i sin computers musikbibliotek. Hun åndede først ud, da hun så navnet Bastille flashe forbi sine øjne. Computerens skærmlys var skarpt og oplyste det mørke rum som en sølvfarvet ildflue i mørket.

   Diana stak en ske i den halvbløde is og begyndte at skovle mundfulde af den ind i gabet, indtil smagen af den søde hvide chokolade fyldte hendes døde mund. Musikkens bløde violiner lullede hendes hjerte til ro. Deres lydstyrke synes at vokse, indtil hun ikke længere kunne høre sit eget åndedrag.

   No Angels.

 

 

Mandag morgen. Den virkede for alle andre til at være grå og kedelig trods det egentlige solskin, byen dag på dag blev velsignet med. Mest af alt var det den morgen, de fleste elever på Kensingwood High foretræk ikke fandtes; weekenden var overstået, og de tidlige morgenmoduler virkede langt fra tiltrækkende.

   Diana havde ikke haft et savn til skolen i månedsvis. Men siden havde meget forandret sig.

   En ukendt spændt følelse dunkede rundt under hendes hud, da hun efter en weekend under dynerne på et indelukket værelse endelig så dagens lys. Det var en befrielse igen at kunne betræde skolens blanke linoleumfliser og høre summen af snakkende elever, da hun trådte ind gennem skolens døre og bevægede sig ned mod sit skab.

   Var det muligt, at hun rent faktisk glædede sig til undervisningen?

   Nej.

   Hun havde glemt, at første modul var naturgeografi.

   Det var over de seneste dages tid gået op for Diana, hvor meget hun egentlig burde værdsatte værdierne i et tv eller bare en bog. Begge dele havde været forbudt område, så længe efterladenskaberne fra hendes fald til volleykampen stadig sad fast i hendes hoved. Dermed var hele weekenden blevet brugt på at sidde og stirre køligt ud af vinduet med musik i ørerne. Aldrig før havde hun følt sig så selvafskyende og depressiv.

   Fremover ville det være en god idé at holde sig fra hjernerystelser.

   Diana fik hentet sine naturgeografibøger til dagens første time. Det var hende stadig en smule besværligt at skulle koncentrere sig for lang tid af gangen – forhåbentlig ville hun i det mindste kunne klare sig igennem de to første moduler.

   ”Gå nu,” hørte hun glat stemme udbryde bag sin ryg. Den dæmpede sig til en gravalvorlig hvislen. ”Seriøst, Aaron.”

   Diana kastede et blik ud af øjenkrogen. Hun mente, hun havde genkendt pigens stemme, og blev derfor ikke overrasket, da hun så Lola nogle gode meter længere nede af gangen ved sit skab. Hendes kinder var røde af arrigskab, idet hun med usikre bevægelser langede ud efter noget i sit skab.

   Diana hævede et øjenbryn, da hendes øjne fangede skikkelsen af et par smalle skuldre og et hoved, der var overdækket med sorte krøller. Aaron Bakers. Og han var godt i gang med at indlede en samtale med Lola, hvis ansigt langt fra viste interesse i de ord, der røg ud af munden på ham.

   ”Hør, jeg ville kun høre, om ikke du kunne huske, hvad vi havde for i hi –”

   ”Historie?” Hendes brune øjne voksede i størrelse. ”Vi ved vist begge, at jeg kun tager det fag, fordi jeg skal, og at du tager det, fordi Mrs. Petersson udelukkende giver dig 12-taller.”

   Lolas hænder fik endelig grebet fast om noget i skabets mørke. Tingen, hun trak ud i lyset, var kuglerund og glitrende lilla af små sølvsten, der var limet fast på genstandens overflade. Det lignede mest af alt en feministisk parfume, der var blevet overpustet af en engel med falske diamanter.

   Lola holdt glasflasken frem mod Aaron og viftede skødesløst med en hånd.

   ”Smut. Med mindre du vil have stænk af Britney hængende i dit tøj resten af dagen.”

   Aaron rettede på sin rygsæks skulderrem, før han sænkede sit hoved og gik forbi Lola i en større halvcirkel. Hans hurtige skridt havde båret ham væk ned af gangen inden det næste dusin sekunder nåede at passere.

   Diana smækkede sit eget skab i, før hun trådte Lola nærmere. Hun stirrede stadig tomt ned mod den ende af gangen, Aaron var forsvundet ned af, da Diana prikkede hende på skulderen. Hun snurrede rundt.

   ”Jeg tror vist, der er nogen, der synes godt om dig,” smilede Diana. Hun blev tildelt et dræbende blik.

   ”Hvilken glædelig kommentar, du vender tilbage med,” vrængede hun og sukkede. Efter et par øjeblikke rullede hun med øjnene og slog sin pande mod den åbne skabslåge gentagne gange. ”Jeg … kan ikke … klare ham.”

   ”Han virker da rar nok.”

   ”Det er han nok også, men nu står det sådan til, at han har fulgt efter mig på den måde i det seneste halve år. Det er ret belastende, skal du se.”

   Lola prøvede at spraye sig selv med parfumen. Til hendes egen overraskelse kom intet ud, og hendes øjne voksede betydeligt større. Hun smækkede den tomme flaske tilbage ind i skabet, før hun lod et overdramatiseret hulk ryste igennem sin krop.

   ”Jeg har brug for mere, men centeret er så langt væk.” Hun sukkede tungt. ”Livet er hårdt.”

   Lola lukkede sit skab i, og hun vendte sig om for at følge gangene videre hen mod deres forskellige klasselokaler. Diana fulgte efter hende med et lille smil om læben og byens shoppingcenter i bagtankerne: Det lå kun fire gader væk fra skolen.

 

 

Det var aldrig rigtig gået op for Diana, hvem hun sad omkring i skoletimerne. Set bort fra Melissa var den hudløse sandhed, at hun aldrig havde gjort en stor indsats for at lære sine medmennesker at kende, og nu da Melissa tilsyneladende nægtede at tale med hende, så det ikke lyst ud.

   Men hvis der var en ting, der kom bag på hende, var det at Logan åbenbart tog naturgeografi. Diana vidste ikke, hvorfor hun havde valgt faget selv, og havde endnu sværere ved at forstå, hvordan kunne være fascinerede af at lære om plademodeller ned til den mindste detalje.

   Han sad et par rækker foran hende, og det lod til, at det havde været sådan det seneste års tid, uden at hun havde lagt mærke til det. Det var et gæt, men Diana var ret sikker på, at det var et kvalificeret et af slagsen.

   Hvis hun skulle begynde at følge et sent nytårsfortsæt, ville det helt bestemt være at lægge mærke til de mennesker, hun mødte i hverdagen. Det var pinligt, hvordan hun det seneste halvandet år havde ladet sig selv være den indelukkede pige, der strejfede omkring i sin egen verden; hun kendte ikke engang ansigterne på de elever, der var klassificeret som hendes medstuderene.

   Logan var dog ikke mere optaget af undervisningen, end Diana var. Den afslappede positur, han havde på stolen, beviste det. Han sad med hovedet foroverbøjet ned over sit kladdehæfte. Hvis hun kneb øjnene en anelse sammen og lænede sig lidt frem på sine albuer, kunne hun lige akkurat skimte, hvad hans hånd før havde skjult.

   Tegninger. De var i dusinvis kradset ned mellem hans sparsomme noter. Som hans blyant strøg i blide bevægelser ned over papiret, dannede den kun flere snørklede og karakteristiske grå skitser.

   Logan lod sit blik glide kort op mod tavlen, før han lænede sit hoved støttende op mod sin ene hånd. En ligegyldig handling for ham, men en der i lærerens øjne betød, at han stadig viste interesse for undervisningen.

   Tegningerne var mere detaljerede, end Diana først havde antaget; de forestillede forskellige videospilsfigurer og ansigter, hvis træk hun ikke kunne genkende. Her og der var indtegnede graffitibogstaver blevet skrevet som kladdehæftesidens overskrift i lysstærke farver. De var fængende.

   Skitserne i Logans hæfte var alle kreeret på en måde, der gjorde dem underligt unikke. Han havde lidt af et talent.

   ”Miss James.”

   Diana så op. Hendes lærer stod stillestående foran tavlen med et hævet øjenbryn.

   ”Har du tænkt dig at følge med?” spurgte hun.

   Diana hævede en blyant som for at vise, at hun tog noter.

   ”Selvfølgelig.”

 

 

Ved frokosttid ventede Lola uden for hendes klasselokale. Diana mistænkte hende lydløst for at have lært hendes skema udenad.

   Hun havde forventet, at Lola ville sænke sit stemmeleje til en dyster, mørk tone for at fortælle, at de måtte snakke om dagbøgerne, hvis de ville redde verden og sikre den fra undergang, men i stedet smilede den mørkglødede pige og begyndte entusiastisk at snakke om det nyeste afsnit af Pretty Little Liars, hun havde set i går aftes.

    På vejen ind mod kantinen spottede Diana den person, hun nok mest af alt havde ønsket ikke at støde ind i. Melissa gik iblandt en gruppe af yderst trænede cheerleadere med sine bøger fra sidste time i sin favn. Hendes hår var sat op i en høj hestehale og svingede som et pendul frem og tilbage i den frie luft. Diana ville nødig stå i vejen.

   Idet gruppen af piger passerede dem, sendte Melissa et dræbende blik i hendes retning. De isblå øjne stak stadig skarpt i Dianas ansigt, da de var forsvundet omkring det næste hjørne, og hun gøs.

   Lola, der havde lænket sin arm i Dianas, stoppede mistroisk op.

   ”Hvad gik det ud på?”

   Hendes mund blev tør.

   ”Ingenting,” sagde hun kort.

   Lola tvang med en stærk hånd Dianas hoved til at dreje om mod hendes. Et rent smil gled over hendes læber.

   ”Hey, det skal nok gå.”

   I kantinen blev de mødt af Nic og Logan. Det kom bag på Diana, at de havde købt frokost til både Lola og hende. Og Lola hævede skam også et medvidende øjenbryn, da hun lagde mærke til deres gavmilde gerning.

   ”Hvad er det her nu?” spurgte hun. ”Tror I det er giv-folk-gratis-mad-og-bliv-tilgivet-dine-synder-før-dommedagens-ankomst-mandag?”

   Nic trak på skuldrende.

   ”Jeg vil bare udenfor og spise i dag.”

   Lola grinede så højt, at hun måtte hive efter vejret.

   ”Dig? I solen? Den var ny.”

   Nic rullede med øjnene og trådte hen mod dørene til de åbne græsarealer.

   ”Åh, hold op.”

   Udenfor sad knapt så mange elever som indendørs. Man skulle tro at de grønne plæner ville være oversvømmet af solglade teenagere, men ikke et øje var at se i miles omkreds. Folk fra de nordligere stater tænkte sjælendt over, at man før eller siden kunne ende op med hedestik som borger i Californien.

   De satte sig ned under et træs skyggende krone, i læ for solen. Små lyspletter dansede livligt hen over græsset, og de begav sig til at spise.

   Det lod til, at Lola, Nic og Logan var begyndt at stole på hende. Diana kunne ikke selv komme i tanke om hvordan, men noget rigtigt måtte hun have gjort for at vise sin tillid. De virkede så underligt sikre på, at hun ikke ville rende af sted og sladre til omverdenen.

   Nu var det dog ikke fordi, at nogen ville tro hende, hvis hun alligevel skulle beslutte sig for at fortælle sandheden.

   Der havde været en anden. Før Diana var kommet til, var nogen trådt ind i den overnaturlige verden med en ny dagbog under armen, og var så forsvundet tilbage ud af den ligeså pludseligt, som de var kommet. Folk var blevet sårede, og Diana havde på fornemmelsen, at det ikke kun havde været Lola, Logan og Nic.

   Lola havde selv sagt, at de var stærkere sammen. Som en gruppe, som én enhed. Uden et medlem, der allerede var vidende om dagbøgerne, ville de være sårbare og nemme at manipulere i de forkerte retninger.

   Og med en gnist af forfærdelse faldt brikkerne pludselig på plads.

   ”Det var Hannah, var det ikke?”

   Diana så ikke op mod de andre. Hun holdt sine øjne fæstnet sikkert til jorden, mærkede blot hvordan stilheden pressede sig op mod hende.

   ”Den aften, hvor … branden – hun sad alene med dagbogen på sit værelse. Noget ved dens tekster besatte hende. Jeg kunne se det i hendes øjne.”

   Hun kastede et kort blik op fra græsset mellem sine fingre. Og da brød Nic, Logan og Lola alle ud i ord på en og samme tid.

   ”Den ene dag var hun det rene guldalderbillede, den næste faldt alt fra –”

   ”Hun skred så pludseligt –”

   ”Vi kunne ikke –”

   ”Hvis vi havde vidst –”

   ”Stop!” Dianas udråb skar som en kniv gennem luften trods hendes svage stemme. Stilheden sænkede sig over de tre ansigter foran hende, idet deres øjne alle limede sig fast på hende.

   ”Jeg tror ikke, I forstår,” skælvede hun. ”Min søster var modig. Min søster var stærk. Min søster var alt det, som jeg ikke er eller nogensinde kommer til at blive. Jeg elskede hende. Men så fandt hun den pokkers dagbog, og et stykke af hende rev sig løs. Hvis I havde kunne holde fast på hende, hvis I havde advaret hende, havde hun stadig været i live. Mine forældre havde stadig været i live. Takket være jer lærte hun aldrig rigtigt dagbogen at kende, før det var for sent. Alt for sent. Kan I ikke se det? Det hele er jeres skyld.”

   Det var som om, Diana ikke kunne genkende sig selv, da hun rejste sig op. Som om hun så sig selv udefra, da hun styrtede væk fra træet og efterlod alt.

   Hun stoppede ikke med at gå, da hun nåede udkanten af skolen. Tværtimod tiltog hendes skridt blot mere fart. Hun skulle væk fra skolen, væk – bare et eller andet sted.

   ”Diana  hey! Vent nu lidt!”

   Råbet lød bag hende, men selv om hendes instinkter fortalte hende, at hun skulle vende sig om og standse, stod hun dem imod. Ingen ville forstå.

   Ingen havde nogensinde forstået.

   Hun blinkede det våde i sine øjne væk, før det kunne nå at spilde over.

   En svedig hånd greb fat om hendes skulder og tvang hende til at dreje rundt på stedet. Logans skikkelse tårnede sig op foran hendes lave. Hans bryst forholdt sig roligt trods han tydeligvis lige havde løbet.

   ”Gå tilbage til de andre,” bad Diana.

   ”Nej.”

   Logans mørke øjne blev fortsat bredere.

   ”Vi ved alle, at du elskede din søster. Det er tydeligt. Men vi vil umuligt kunne tage skyld i hendes død. Vi havde fortalt Hannah alt, der var at vide om dagbøgerne. Hun kendte til deres energibalancer og vidste, at det var det rene selvmord at overbruge deres kræfter. Så vidt jeg ved, frygtede hun tanken om, at dagbogen en dag ville blive hendes død.”

   Diana var blevet stakåndet: ”Det her giver ingen mening.”

   ”Det var hvad jeg tænkte. Indtil du bragte din søster på banen igen. Hvad nu hvis det slet ikke var dagbogen, der resulterede i hendes død?”

   ”Hvad mener du?”

   ”Hvad nu hvis noget havde besat dagbogen, den aften din søster sad og læste i den? Noget større end det, vi kender til.” Logan sænkede sit blik. De næste ord, der forlod hans læber, fik noget til at prikke uforstående bag Dianas pande: ”Måske var det i virkeligheden en ukendt kræft, der slog din familie ihjel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...