De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
10067Visninger
AA

6. Kapitel 4


Da Diana fredag formiddag blev fanget af strømmen i skolens hovedgang, førte den hende automatisk videre fra biologilokalet ind mod kantinen. De mange kroppes forskellige dufte smøg sig omkring hende – visse bedre end andre – og hun kunne ikke undgå at lade en gnist af klaustrofobi krybe op ad sin rygrad.

   Igennem de vidt åbne døre trådte hun ind i kantinen, og hun blev skubbet fremad mod madkøen på hendes venstre hånd. Diana greb fat om en bakke og skubbede den langsomt op ad skinnerne hen mod madboderne efter at have snuppet en vand fra en af kølebeholderne.

   ”To salater, tak,” lød det ved siden af hendes øre. Hun vendte sig om allerede før den skarpe fært af sødlige kirsebær nåede hendes næsebor.

   En bakke af tørt udseende salatblade og indsunkne tomater blev placeret på hendes bakke af kantinedamen, og hun kastede med et suk sit blik tilbage mod Melissa. I dag var hendes læber omkranset af en mørkerød læbestift, hvis farve fik fregnerne over hendes perlehvide hud til at træde tydeligere frem i cafeteriets hvide design. Da hun så Dianas skeptiske blik, slog hun ud med hånden.

   ”Åh, kom nu,” bad hun. ”Du ved, jeg hader, at tage en kur alene.”

   ”Siden hvornår er du begyndt at gå op i din vægt?”

   Melissa storsmilede. Hun førte en hånd til tasken, der var svunget omkring hendes skulder, og fik i en smule besværet bevægelse hevet dens lynlås op. Op af taskens trænge rum trak hun en halvmast gennemsigtig plasticpose, og hun holdt den frem mod hende med en entusiasme så stor, at nogen måske ville undre sig over hendes umådeligt store øjne.

   Diana så på indpakningen i vantro. Det var en cheerleaderuniform. Og en splinterny en af slagsen.

   ”Hvad siger du så?” Den blåøjede pige lyste kraftigere end den skinnende sol kun lige ude foran det store lokales vinduer.

   ”Wow.” Hun var tom for ord. ”Tillykke.”

   Melissa hvinede. Flere øjne lagde sig på dem, idet køen rykkede længere fremad.

   ”Det bliver seriøst så fedt at få lov til at prøve det sådan rigtigt senere.” Hun smilede, så de runde kinders let optegnede smilehuller trådte frem. ”Vi skal vist heppe til din volleykamp.”

   Grebet om frokostpladen i hendes hænder løsnede sig, da det gik op for Diana, hvad hun lige havde overhørt hendes veninde sige. Hun havde glemt alt om kampen. Indtil nu.

   Det var ikke fordi at volleyball var en prestigefyldt sport, men folk havde dog stadig forventninger. Et skolehold ville altid have elevernes opbakning – det var sikkert – men Diana var sikker på, at det ville kunne ændre sig drastigt efter eftermiddagens resultater. At klare sig igennem kampen ville blive en udfordring, hvis man havde henblik på onsdagens træningsaktiviteter.

   ”Diana.” Melissas stemme lød som en hvislen ud for hendes øre. En hånd mellem hendes skulderblade pressede hende fremad.

   Det gik hurtigt op for Diana, at hun havde sat en stopper for køen ved betalingskassen. Hun skyndte sig at stikke kantinedamen foran hende et par dollars, omhyggelig med at holde sit hoved nede for ikke at blotte sine blussende kinder for mængden bag hende.

   Efter Melissas betalingsrunde vendte de sig om mod den tæt befolkede kantine. Sjældent havde Diana oplevet den være halvtom, og i dag var ingen undtagelse. Et bord bagerst i lokalet var som altid ubeboet, mens stort set alle andre var summende med elevers snak og fyldte frokostbakker. De gik som de plejede ned mod det sidste frie bord skubbet op mod endevæggen.

   Kort tid efter var Melissas enemands-samtale igen kørende. Men Diana så kun hendes mund bevæge sig, og ordene kom for hendes ører ud lydløse. Noget havde fanget hendes opmærksomhed; et bord på hendes højre hånd. Ét, hun aldrig havde lagt mærke til før. Det var stort i sammenligning med de få personer, der sad bænket omkring det med afslappede albuer lænet mod bordpladen og små smil smurt om munden: Nic, Lola og Logan. Truppen, hvis ord hun ikke havde kunne undgå at gentænke utallige gange og overfortolke meningen af gennem de seneste par dage.

   Diana drejede skarpt til højre. I næste øjeblik fandt hun sig selv i færd med at dumpe ned på det hårde underlag og lade sin frokostplade smække ned mod bordet. Snakken forstummede øjeblikkeligt.

   ”Hvad laver du?”

   Melissa var fulgt efter. Hendes fod tappede fast mod gulvet, og Diana måtte anstrenge sig for ikke at lade et frustreret suk undslippe sine læber. Hendes veninde vidste, hun aldrig havde brudt sig om den nervøse vane.

   Melissas øjne blev store af foruroligelse, da hun ikke så Diana løfte sin plade og vende næsen tilbage mod deres velkendte, gamle bord.

   ”Diana, hvad er der med dig? Jeg kan ikke forstå mig på dig her for tiden … de er jo tabere!” Hun slog ud mod Lola, Nic og Logan. Hendes øjne kunne nemt brænde gennem Dianas kranium, da hun så på hende i et sydende raseri, hvis hidsige følelser hun knapt kunne overskue at lægge bånd på. ”Jeg finder mig ikke i det her. Kom nu med over til vores bord.”

   Og så skete det, Diana aldrig kunne have set komme. Hun nægtede.

   ”Nej tak, Melissa.”

   I et split sekund så hun pigens øjne blive glasagtigt tomme. Drænet for alt liv som af en pistol kugle, der havde piercet hendes hjerte igennem. Men akkurat ligeså hurtigt som følelserne var skyllet gennem de mørkeblå regnbuehinder, blev hendes ansigt blottet for enhver form for følelse, og hun snurrede rundt på hælen. Før Diana nåede at se hende forsvinde ind i mængden af teenagere og borde, var Melissa marcheret væk med frokostbakken og sin grønne salatkur i hånd.

   ”Hvis ikke du havde sagt noget, havde jeg,” lød en stemme.

   Diana lod sin opmærksomhed falde tilbage på bordet, hvis besiddere hun havde glemt alt om. Lolas øjne hvilede på hende, som hun tog en bid af sin sandwich. Diana så på hendes måltid i en appetit, hendes eget knapt ville kunne vække. Med hensyn til de grønne salatblade og bønnespirer, var der ikke meget den kunne hente mod et par tykke skiver kalkunbryst klemt ind under to hvide boller med et strejf af dressing. Himmelsk.

   Diana prøvede ikke at konversere yderligere med Lola. Hun opfattede kun luften omkring hende sitre af de spændinger, alle uden tvivl havde fået at føle i det øjeblik, hun havde besluttet sig for at sætte sig ned ved deres bord.

   Ingen af dem vidste, hvad de havde med at gøre.

   Det var Nic, der brød stilheden, som havde vejet deres skuldre ned med en stenvægt.

   ”Hør, jeg vil nødig virke som om, jeg har mistillid til dig, men jeg bliver nødt til at spørge.” Han lænede sig let frem i sædet. ”Kan vi stole på dig?”

   ”Ja.” Fastheden i hendes stemme var udelukkende basseret på de tanker, hun i de seneste par dage havde gjort sig. ”Hvorfor spørger du?”

   ”Det er før sket, at folk har forladt os efter at have fundet en dagbog. Det er aldrig endt helt godt.”

   Noget ved det dystre udtryk bag Nics forårsgrønne øjne henlagde dem i mørke. Diana sank en klump og tvang sig selv til ikke at lade sig selv dvæle ved sine bekymrede tanker længere end nødvendigt.

   Hun ville ikke udvikle sig til det næste mislykkede forsøg. Det var meget muligt, at hun ikke selv havde valgt at være sammen med disse mennesker, men fremover ville de blive nødt til at stå sammen. Arbejde som én enhed og beskytte, hvad der var deres.

   Nic rømmede sig og kastede et blik ned i bordoverfladen.

   ”Lad os bare sige, at det ikke ville være første gang en ny Dagbogholder skabte problemer.”

   ”Livsfarlige problemer,” indskød Logan.

   ”Livsfarlige problemer,” sammentyggede Nic.

   Diana havde ikke lyst til at blive indviet i hvilke slags problemer, de beskrev. Hvis det var livsfarligt, var det blodigt. Og blodigt var bekosteligt.

   Lolas øjenbryn hævede sig, idet hun rakte en udstrakt hånd frem mod hende.

   ”Har du din dagbog med dig?”

   ”Åh.” Diana fumlede med at få taskesmækken klikket ud af sin lås, før hun hev den læderombundne notesbog frem fra bunden af taskerummet. Med en varsom hånd skubbede hun den frem mod den mørkhårede pige, men hun rystede blot på hovedet med et lille smil om læben.

   ”Du bør altid holde den tæt på dig,” fortalte hun. ”Det er din nu. Det er dit ansvar at beskytte den, og dermed også din egen ulykke, hvis nogen skulle få fingre i den. Du ved, hvad der kan ske, hvis du mister den af syne til en fremmed.”

   Ved Lolas ord genopfriskede Dianas hjerne, og en række af ord genlød i hendes hoved som en påmindelse, hun vidste kunne udgøre forskellen mellem liv og død: Hvis en dagbogs energidepoter først bliver tappet af en fremmed, dør dens oprindelige ejer.

   Det var næsten blevet en fast vending hos folk, at døden var en fredsfyldt rejse mod et bedre sted. I de fleste tilfælde var endestationen dog noget mere brutal; døden ville ankomme så uventet, at man i det sekund, man mærkede sit hjerte slå for sidste gang, ville være overvældet nok til at falde død til jorden af bar overraskelse. Overgangen fra liv til død ville blive smertefuld – Diana vidste det.

   Hendes greb om virkeligheden var blevet løsere og løsere, men der var en ting, hun aldrig ville kunne få sig selv til: At give op, før hun var klar til at lade manden i de skyggesyede klæder høste hendes sjæl for det bedre.

   Hun lagde dagbogen tilbage ned i sin taske og dækkede den grundigt til med et gammelt halstørklæde.

 

 

Som salen langsomt fyldtes op, løftede Diana en smule op i sømmen på sin trøje og lod den blafre ned over hendes mave i luftende bølger. Hendes krop var nyligt opvarmet fra det udendørs atletikstadion, men først nu da mennesker i alle aldre strømmede gennem gymnastiksalens døre begyndte nervøsiteten at røre på sig. Snart ville den gå hende til hovedet i en grad så høj, at sveden ville drive ned af hendes ryg allerede før kampens begyndelse.

   Trods hjemmebanekvaliteten var godt halvdelen af tilskuerrækkerne tildækket af sorte og lilla farvesprængninger fra konkurrentens tilhængere. Skolen var fra et sted oppe i Sacramento, og Diana mindes at Kensingwood High havde vundet en kamp mod dem engang forrige vinter. Dengang havde Diana blot været en førsteårselev og ikke været nært god nok til at blive udtaget til førsteholdet, der skulle spille de reelle kampe, men tanken var alligevel nok til, at hendes hjerte sagtnede farten til et punkt, hvorfra hun selv kunne følge med.

   En fløjtes pift skar gennem luften.

   ”Team!” Træner Walkers pagehår svingede i bølger omkring hendes hoved. ”Lav en cirkel!”

   Diana fik klemt sig ind mellem to af sine holdkammerater og dannede som de udstedte ordrer en fælles formation med træner Walker i kanten ud mod banen. Hun smilede mildt rundt til flokken og rømmede sig for at overdøve den allerede eksisterende jublen fra tilskuerrækkerne.

   Der var få minutter til start.

   ”Skide være med at vi er lidt rustne efter forårsferien – vi tæsker dem alligevel. Jeg kender mine piger, og jeg ved, I har trænet hårdt. I klarer den her nemt, og så er der kun statsmesterskabet at se frem til efter semifinalerne. I år bliver vores år. Enige?”

   De jog alle deres hænder ind i cirklen og skabte et rodet, overlappet rod af hænder med det genudråbte ord: ”Enige!” I næste sekund lod de deres hænder flyve tilbage op gennem luften i et susende brøl.

   ”Go vikings!

   I det samme træner Walker udpegede Diana som en af de seks, der fik lov til at komme på banen i første halvleg, fornemmede hun en velkendt følelse sprede sig helt ud i sine tåspidser. Adrenalinen, der pumpede igennem hendes nervesystem og ud i hendes årer, var som et euforiserende stof, hvis lige ikke kunne findes. Intet kunne rive hende tilbage ud af kampens hede.

   Onsdagstræningen havde været en undtagelse. Det havde blot været en ringe form for opvarmning, og det havde været en af slagsen, hun med sikkerhed kunne forbedre sig på.

   Her var hun. Og hun var klar til at gennemtæve Sacramento så hårdt, at de i årrækker fremover ville frygte at vende tilbage med endnu en kampudfordring.

   Træner Walker puffede blidt Diana ud mod banen, før hun vendte sig om og gik tilbage mod træner- og spillersæderne på første række af cementtribunen. Idet Diana trådte ud på den vidt åbne bane, mærkede hun forskruede blikke zoome ind på hende, men modsat hendes instinkter bevægede hun sig længere ind mod hallens midte.

   I forbifarten fangede hun et flygtigt glimt af Lolas mørke manke af krøller et sted oppe mod de bagerste tilskuerrækker. Sammen med Nic og Logan var de presset tæt sammen mellem de mange mennesker.

   Lola vinkede energisk ned mod hende, da hun spottede Dianas øjne på hende. Derefter rejste hun sig op med et højt kampråb og begyndte at klappe i takt til musikken, der blæste for fuld kraft ud af salens højtalere. Den taktfast rytme spredte sig som en steppebrand til resten af publikum, og blot sekunder senere blev salen gennemrystet af enstemmige klap til One Republics Counting Stars. Lola udstødte en høj lyd, som Diana hverken kunne tyde som en latter eller en hujen. Set bort fra Nic og Logans knapt så entusiastiske ansigter lignede det festlige sceneri noget fra en overvurderet Hollywoodmusical.

   Overfor hende, bag banens optegnede røde yderlinjer, stod Melissa. Eller rettere sagt: Hun dansede. Det var aldrig gået op for Diana, at hun rent faktisk kunne bevæge sin krop i takt til musikken. I sidste ende måtte hendes hårde arbejde alligevel have været respektabelt nok til, at hun havde klaret sig igennem nålehullet til cheerleadingholdet. Som den blonde pige i flyvende bevægelser gled hen over gymnastiksalens gulv i en simpel koreografi, gik noget op for Diana: Melissa havde aldrig hørt til ved hendes side. Diana var som skyggen, der havde indhyllet hende i mørke tåger og forhindret hende i at nå sine mål.

   Måske ville dette engang også gå op for Melissa, og hun ville skønne at med cheerleaderne var det sted, hun oprindeligt skulle have hørt til, da de først begyndte på Kensingwood High.

   Diana tog en dyb indånding og indtog sin plads bagerst på banen. Hun kunne gøre det. Klare mosten og spille en formidabel kamp.

   Selvfølgelig kunne hun det.

   En spids, hård negl prikkede ind i hendes skulders bare hud. Da Diana snurrede rundt, trådte Patricias rødlige hår indenfor hendes synsvinkel.

   ”Husker du, hvad jeg sagde i onsdags? Tag ét forkert træk,” spyttede hun, ”og jeg skal personligt sørge for at få dig smidt ud af denne bane.” Patricia spankulerede videre med stift indstillede skuldre, og Diana lod hende indtage sin plads foran nettet uden en yderlige kommentar. Diana skød sit blik væk.

   ”Bitch,” åndende hun.

   Modstanderholdet var klædt i deres lilla og sorte holduniformer. På nogle sad de løst, på andre sad de strammere, men forskellen var ikke stor; det eneste, der virkelig betød noget, var, at Vikings ville besejre dem. Et par stykker af pigerne på den anden side af nettet havde et udtryk i ansigtet, hvis stenhårde facade ikke var svær at analysere: De tænkte præcis det samme, som Diana gjorde. De ville vinde, og de ville gøre alt, der stod i deres kræfter, for at dette skulle ske. Selv om pigerne bag nettets tråde alle var kraftigere og stærkere bygget end Diana og hendes holdkammerater, var hun alligevel fast besluttet på, at de ikke skulle få deres vilje.

   En dommer trådte ind over banens midte og stak den første server på modstanderholdet en volleybold. Pigen snurrede den med sikkert førte bevægelser rundt i sine hænder. Diana kunne lige knapt tyde et kroget smil forme sig i hendes ene mundvig, da dommeren med sin hæse røst begyndte at opsummere det sædvanlige fairplays regler.

   Dianas omgivelser tonede ud, og hendes øjne fokuserede på et punkt bag dommerens skulder. På holdbænken ved siden af træner Walker sad vikartræneren fra onsdagstræningen. Han løftede opildnende sine tommelfingre op ad, da deres blikke kort fangede hinanden.

   Hvad var det nu han hed? Diana grublede.

   Dylan.

   Fløjten hylede.

   Det første, Diana opfattede, var bolden, der fra modstanderens banehalvdel fløj farefuldt stærkt gennem luften. Den var sigtet så lavt, at den næsten stødte mod den øverste netkant, men den så ikke just ud til at ville sagtne farten. Hun bøjede ned i knæ, lænede sig let frem på tær –

   Og faldt tilbage, da Patricia på et hængende hår nåede frem til bolden på rokeringspladsen foran hende. Hun løftede den tilbage op over nettet med en ynde så dødsbringende, at Sacramento end ikke nåede at se bolden, før den havde smashet ned i midten af deres opstilling. Deres ansigter blegnede.

   Salen brød ud i en øredøvende jubel, men Patricias første sejrsråb formåede at overstråle alle andre.

   De glædelige tilråb brusede i Dianas ører, og hun døsede ud med en krop, hvis legemer var blevet øre. Opvarmningen havde ikke gjort dets arbejde grundigt nok, hvis hende tæer allerede nu var ved at blive indtaget af søvnen.

   ”Diana!

   Hun så op. Men hendes holdkammerats udråb havde været for sent ude. Volleybolden susede gennem luften og ramlede med et rungende dunk mod hendes hoved. Stødet fratog hende enhver form for styrke.

   Diana kollapsede.

   Smerten trådte først frem, da hun havde ligget stille i et par sekunder. Ud af ingenting skar den sig gennem hendes kranium og flåede hendes indre fra hinanden. Hun klemte sine øjne i for ikke at skrige.

   Gulvet under hendes krop var blevet granithårdt, som hendes pludselig tunge krop vejede ned mod dets overflade. Det sidste, hun huskede, før dybet tog hende med sig i faldet, var en stemmes skingre klang om hjælp.

 

 

En lysplet dulmede i mørket. Diana så den knapt som et glimt, men i næste øjeblik synes den at vokse sig større og større, indtil den til sidst udfyldte hele hendes synsfelt og omringede hende totalt. Men hun så stadig intet. Hendes øjenlåg føltes som tunge sten, og det var en kamp at få dem åbnet op under vægten.

   Rummet var lyst og åbent. En glasvæg på hendes venstre hånd gav et blik ud mod en aflang korridor, tømt for enhver mulig livsform. Der stod en stillegroende potteplante, der mest af alt lignede en bakke slidt karsefrø, og knapt formåede at overdøve duften af rengøringsmidler, der hang ved rummets vægge. De svagt lysegrønne stoles opkradsede sæder medbragte en luftig effekt til det ellers ret så kedelige rum, men i Dianas øjne forblev rummet akkurat så gråt, som det havde været øjeblikket før.

   Hun burde have sagt sig selv, at stedet, hun var havnet, var et hospital. Et sølle ét af slagsen, hun måtte indrømme formåede at give hende et kick af deja-vu … hun havde set for mange sæbeoperaer.

   Diana så selvvurderende ned af sin krop. I det mindste var ingen plasticslanger stukket ind under hendes hud; tanken om at være bundet fast til en hospitalsseng i medicinske ledninger skæmte hende en smule.

   Der lød et klik fra døren på hendes venstre hånd, idet den gik op, og en sygeplejerske trådte ind gennem åbningen.

   ”Du er vågen,” observerede hun. Diana ville nikke, men veg tilbage, da en smerte prikkede i hendes baghoved. Hendes ene hånd jog om mod det ømme punkt. I stedet for at ramme mod hendes hår ramte det dog mod en ru overflade, og i et splitsekunds rædsel gispede hun. Var hun blevet opereret?

   Men da hun kort efter lod sine fingre inspicere det bløde punkt ved hendes baghoved, sænkede hendes skuldre sig langsomt. Hun kom frem til, at en bandage blot var blevet bundet stramt omkring en lille del af hendes hoved. Den var ikke bredere end nogle få tommer; hvis ikke Diana havde nærstuderet hendes baghoved, ville hun nemt have kunnet overse den.

   Sygeplejerskens tykke lag lipgloss skinnede under loftlampernes skarpe belysning, da hun brød ud i et smil.

   ”Hvor læ –” Dianas stemme satte sig fast i hendes hals, og hun måtte hoste. ”Hvor længe har jeg været her?”

   ”Et par gode timers tid efterhånden. Siden du kom ind klokken lidt over fire på skadestuen med en mindre hjernerystelse.” Kvindens skuldre pressede sig en anelse tilbage. ”Bare rolig, den er af ingen betydning. Vi kan udskrive dig allerede senere i aften, og derefter vil du kun have brug for en snes dages hvile, før du igen vil være udrustet til at kæmpe dig igennem livets forhindringer.”

   Diana ignorerede det besynderlige ordspil.

   ”Hvad skete der?” Hendes hånd veg tilbage om mod bandagen. ”Var –”

   ”Du blev ramt af en volleyball, og den har da også givet dig lidt af en bule, men det er mere dit styrt efter dens slag, der medgjorde du endte op her. Faldet rystede dig lidt, som du nok har opdaget.”

   Sygeplejersken rømmede sig og nærmede sig sengens fodende. Hun snurrede en udklikket kuglepen ind mellem sine fingre.

   ”Er du træt? Søvnig, altså?”

   Diana rystede på hovedet.

   ”Har du nedsatte synsevner eller en vedvarende svimmelhed?”

   ”Nej.”

   ”Har du hovedpine? Kvalme, måske?”

   Svaret var det samme som de tidligere.

   ”Godt, miss James,” sagde sygeplejersken med antydningen af et smil i sin mundvig. ”Det ser strålende ud, så jeg vil smutte tilbage ud for at udfylde lidt af dit papirarbejde, og vi vil kunne få dig sendt tilbage hjem snarest muligt.”

   Hun forsvandt ud gennem døråbningen, og Diana lod sig falde tilbage ind i stilheden. Hun var hverken udmattet eller svimmel – tværtimod følte hun sig frisk og oplivet som efter en svømmetur.

   Hendes muligheder for aktiviteter på hospitalet var tilsyneladende ret små. Der var intet tv i hendes værelse, og rummet var som en hospitalsafdeling, der lå helt separat for sig selv. De eneste mennesker, Diana kunne spotte i miles omkreds, bar hvide kitler, og gik med bestemte og travle skridt ned af gangen forbi hendes vindue.

   Det var til hendes eget held, at hendes øjne faldt over metalnatbordet ved hendes sengekant. På det lå hendes mobiltelefon ved siden af et højt glas vand. Nogen måtte have sørget for, at den blev transporteret med hende fra skolens omklædningsrum til hospitalet. Uanset hvem der havde brudt ind i hendes skab for at få fat på den, var Diana alligevel taknemlig.

   I et stykke tid sad hun og underholdte sig selv med animationsspil, men de gjorde hende siden frustreret, og hun lagde telefonen fra sig. Hun havde kun en dårlig E-net forbindelse til internettet alligevel. Intet, hun ikke kunne undvære.

   Det bankede på døren.

   Hun smilede for at skjule sin overraskelse, da to uventede personer trådte ind gennem åbningen. De delte den samme hårfarve og runde næsetip, men lignede dog til ingen sammenligning hinanden: Walker-klanen.

   Træner Walker vippede sit smalle hoved en anelse på skrå.

   ”Hvordan går det, stump?”

   ”Jeg er okay.”

   Yderlige ord blev ikke udvekslet imellem dem, da de to besøgende efterfølgende begge forholdt sig dødsens stille. Tomheden mellem dem voksede sig større, og Diana mærkede en ubehagelighed krible op langs sin rygrad. Stilheden mindede hende om den, der fandt sted før naturkatastrofen slog til og smadrede en hver form for fredeligt idyl.

   Træner Walkers øjne veg væk fra hendes ansigt.

   Diana rømmede sig.

   ”Træner, hvis du har noget på hjerte, skal du endelig ikke tøve.”

   ”Javel.” Hendes mundvig fortrak sig halvhjertet op ad. ”Diana, jeg har valgt at sætte dig af holdet. Bare midlertidigt.”

   Noget så pludseligt vendte træner Walker sig om og forlod lokalet. Diana sad efterladt med for mange komplicerede tanker målløs tilbage.

   Volley var nu en begrænset – hvis ikke lukket – afdeling for hende. Derfor kom det også bag på hende, at hun ikke følte sig spor anderledes tilpas end for et par få minutter siden.

   Dylan havde endnu ikke rokket sig ud af flækken. I den smalle døråbning så hans skuldre bredere ud, end hun før havde opfattet dem. En akavet stemning trykkede mod hende, og hun trak vejret dybt i et forsøg på at føre lidt smalltalk af en samtale, indtil han ville vende rundt og følge efter træner Walker.

   ”Jeg hører, du spiller på Vikings’ førstehold.” Diana kløede sig bag øret. ”Din mor må være stolt af dig.”

   ”Alice? Nej, hun er min tante,” fortalte Dylan. Diana hævede et øjenbryn, men sænkede det kort efter igen, da det gik op for hende, hvad hun havde gang i. Hans øjne havde allerede sænket sig tilstrækkeligt langt nok ned, til hun ikke længere kunne tyde et bestemt udtrykt i hans ansigt. ”Nogle gange ville jeg ønske, hun var min mor.”

   Dylan rev sit blik væk fra gulvet.

   ”Jeg er ked af, du fik det at vide på den måde, forresten.” Han trak på skuldrene. ”Du kender hende jo. Når først hun indtager træner-rollen, kan hun være … ufølsom.”

   Diana lænede sig tilbage ind i sengens puder med et par øjenbryn, der sænkede sig gradvist, som hun talte: ”Det er sjovt. Jeg har det forbavsende fint.”

   Og sandheden i hendes ord overvældede hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...