De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9316Visninger
AA

5. Kapitel 3


Skridtene lød taktfast mod de hvide fliser og rungede ud i det halvtomme rum. Det var en af Mr. Wesleys mere genkendelige vaner, og som han i dagens engelsktime marcherede frem og tilbage foran tavlen, var intet forandret. Inden for de næste par år ville der så småt begynde at træde synlige mærker fra hans fodsåler frem på gulvfliserne.

   ”Jay Gatsby ses i denne scene for første gang fra en anden side end den, der kun går op i festerne og det høje humør,” sagde han. Mr. Wesley smed bogen i sine hænder på katederet. Kridtet fra hans håndflader var smittet af på romanens blålige omslag og tværet ud over forsiden, så de eneste bogstaver der nu var til syne udover titlen, var COTT FITZGERALD. ”Han er yderst overraskende blevet en skræmt mand. Rystet så slemt, at denne ellers så viljestærke og selvsikre mand pludselig virker sårbar …”

   Diana var stadig ikke vågnet. Lærerens ord tonede langsomt ud i ingenting, og hendes øjenlåg synes at blive tungere og tungere over hendes øjne. Halvdelens af nattens timer havde hun brugt på at få tankemylderet i sit hoved til at forsvinde og ventet på at søvnen skulle omfavne hende. Hun var ret sikker på, at lagnet var blevet krøllet halvvejs af hendes seng, da hun tidligere den morgen havde forladt den.

   Klokken kimede højt over hendes ører. Mr. Wesley virrede med hovedet, da eleverne med en summen rejste sig op fra deres borde og susede ud af klasselokalet. Diana dominerede troppens front; frokostpausens frihed ventede hende forude. Men noget forhindrede hende i at forlade rummet.

   ”Miss James.”

   Da hun vendte sig om i døråbningen, stod hendes engelsklærer lænet op af katedret med et ansigt, hvis udtryk hun kun sjælendt havde set. Hun smilede anstrengt og ignorerede fornemmelsen af klumpen, der langsomt formede sig i hendes hals.

   ”Her er prøven, vi tog i sidste uge. Gennemrettet og bedømt,” sagde Mr. Wesley og rakte et par foldede A4-ark mod hende med strakt arm. Et stift smil lå ham om læben. ”Diana, jeg ved, at du har meget kørende om dit hoved for tiden, men det er ingen undskyldning. Bliv ved med at pløje karakterer som denne ned, og du ender med at blive tvunget til at gå skoleåret om.”

   Diana kastede et blik ned over papirenes forside og tallet, hvorom en blodrød sprittus havde omringet hendes resultat. 02 med pil ned af. To fejl fra at dumpe.

   ”Jeg vil dig kun dit bedste.” De gamle smilerynker omkring hans øjne blev tydeligere i det lyse formiddagsvejr, der skinnede ind gennem klasselokalets vinduer. ”Giv den nu lidt gas og prøv at samle dig om lektierne og undervisningen noget mere – der vil være synlige fremskridt, så meget kan jeg love dig.”

   Diana fingererede ved prøvepapirenes kanter, og de krøllede under hendes fingerspidser. Hun vidste udmærket, at hun var en skuffelse.

   ”Det er virkelig ikke min mening at …” Hun mumlede.

   ”Jeg ved det.” Mr. Wesley vedholdte den optimistiske attitude, som han talte. Hun måtte være længere nede i kulkælderen, end hun før havde troet.

   ”Du har ikke været til volley i det seneste stykke tid, har du?”

   ”Nej.”

   ”De træner i eftermiddag efter skole. Jeg ville forslå dig at give det et forsøg. Du ved ikke nødvendigvis, hvad det vil kunne give dig at starte på ny.”

   Usynlige ord bølgede imellem dem, og Diana vendte sig tilbage om mod døren, da hun fornemmede den korte samtale nå sin vejs ende. Med engelskprøven knuget ind mod sit bryst forlod hun lokalet med lydløse skridt. Hun holdt en indædt banden inde, da hendes øjne ved et tilfælde faldt over en fejtype i prøven. Hun vidste, hun skulle have valgt svar c.

 

 

Tanken om, at det ville være forholdsvis nemt at blive forvekslet med et cirkustelt, strejfede Diana, da hun senere den eftermiddag skubbede døren fra pigernes omklædningsrum op med sin ene skulder. Uniformen, hun før havde båret, havde været sporløst forsvundet, da hun havde tittet indenfor i sit sportsskab. Det eneste, der nu lå tilbage i den aflange metalbeholder, var gamle pakker af tørt minttyggegummi og en uhygiejnisk børste fyldt med hår, hun ikke helt mindes at have taget i brug.

   Nu stod hun i en uniform, der ganske vist var en tro kopi af hendes egen, men dog var et par størrelser for stor. Hvert tiende sekund rakte hendes hånd automatisk om bag hende mod shortsenes elastikbånd for at sikre sig, at de ikke faldt hende ned om anklerne, og en kvalm lugt af sved hang i den kortærmede trøjes uvaskede stof. Diana rynkede på næsen og bad til, at andre ville ignorere stanken.

   Gymnastiksalen var glimt af rødbrune og gullige farver, da hun nåede ud på det glatte trægulv. Sammen dannede holdets farverige uniformer én unison og samlede et fællesskab, hun kun sjældent havde set lige til. Diana smilede. Måske havde Mr. Wesley virkelig vidst, hvad han snakkede om, da han havde kastet hende tilbage ind i træningsrutinen. Volley havde før virket som en befriende faktor i hendes hverdag, og i dag ville ikke blive spor anderledes. At befinde sig i salen var som at træde tilbage ind i det aktive skoleliv på ny. På alt og samme tid forfriskende og oplivende.

   Et par piger skubbede sig forbi hende i døråbningen, og hun rystede sig selv ud af sine egne tanker, før hun skyndte sig videre. Volleynettet var sat op tværs over gymnastiksalens gulv, og hun blev nær fanget i dets edderkoppelignende net, da hun dukkede under det og fandt vej til den anden side. Her havde en mindre forsamling af piger i stramt sportstøj stimlet sig sammen. De høje hestehaler svingede, idet snakken flød omkring dem, og grinene blev gradvist højere, da en pige med glimtende øjne fortalte en joke. Selv om førsteholdet kun bestod af 11 piger, kunne Diana alligevel vurdere, at mindst 23 personer var til stede i salen. Onsdagstræningen måtte være blevet slået sammen med andetholdet i den tid, hun havde været væk.

   Hun kastede et blik mod digitaluret, der lyste neonrødt op mod væggen i den anden ende af salen. 15:34. De skulle være begyndt for snart fem minutter siden.

   I det samme skar lyden af en dør, der smækkede i, gennem luften. Hvad end, der på nuværende tidpunkt var begyndt at bevæge sig hen mod flokken af træningsklare piger, havde formået at få en stilhed til at sænke sig over den livlige gruppe.

   En fyr trådte frem mellem den lille forsamling af teenagepiger. Over de let muskuløse skuldre hvilede to net med et hvidt indhold, og da han lod dem falde til jorden, rumlede volleyboldene mod træplankerne. Han så op. Folk begyndte at hviske, som om ingen ville lægge mærke til deres hæse stemmers snak.

   ”Hør efter, folkens!” Det var ikke et råb, men tonen i fyrens stemme var ihærdig nok til, at de få, der havde talt en anelse for højt, øjeblikkeligt lukkede munden. ”Træner Walker har et vigtig ærinde i Sacramento og måtte forlade skolen tidligere end planlagt. Hun vil ikke nå at komme tilbage, før træningen er overstået.”

   En nervepirrende, svidende stilhed faldt over den i forvejen næsten lydløse sal. En pige fra Dianas årgang ved navn Patricia blev den første til at stille det spørgsmål, alle på forskellig vis funderede over.

   ”Hvem fanden er du så?”

   ”Dylan Walker, hendes vikar.” Han svarede kort og fast.

   Diana lod sig selv overveje, om denne Dylan på nogen måde var forbundet med den Margaret Walker, der genkendeligt var hendes træner. Efternavnet var ganske rigtigt ens, men der var ikke meget, der udseendemæssigt kunne kæde hende sammen med fyren i de forvaskede jeans foran hende. Den let krogede næsetip var den eneste ting, Diana kunne sætte en finger på, som kunne antyde at de to mennesker var i samme familie. Margaret havde aldrig fortalt, at hun havde en søn.

   Der hørtes et fnys fra Patricias side af.

   ”Hvis de skulle give os en sølle vikar, kunne de ligeså godt have aflyst træningen.”

   Diana ønskede, hendes holdkammerat havde holdt sine ord indenbords. Pigen havde aldrig været god til at holde bånd på sine tanker, og oftest endte de med at blive hørt, når folk mindst havde brug for det. Dylan løftede hovedet og så på hende uden en blinken.

   ”Det er præcis den indstilling, vi skal undgå at blive for gode venner med. Hvis vi ikke træner, kommer vi aldrig videre og bliver dovne.” Hans blik gled kort over gruppen af piger i sportsuniformer, før han udstedte den første ordre: ”Start med at løbe otte opvarmningsrunder langs salens yderkant. Og du,” – han pegede på en standhaftig Patricia – ”tager tre ekstra på holdets regning.”

   Diana kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da hun satte i løb langs tilskuerrækkerne. Et par lærestreger eller to måtte presses ind i den piges hjerne, før hun ville lære at kontrollere, hvad der kom ud af hendes mund.

 

 

Det var sjældent, at tingene gik efter éns hoved. Diana kunne først rigtig forstå sig på udtrykket, da hun halvanden time senere satte sig ned på kanten af tilskuerpodiets cementbelægning med et hjerte pumpende hårdt mod sit bryst. Hendes ben var slatne og brusede af en ør fornemmelse, der langsomt spredte sig til hendes overkrop. Sveden drev ned af hendes ryg, men hun prøvede så godt som muligt at overse den, for at mavesækken ikke skulle vende sig om i hendes mave.

   Diana tog et par slurke vand. Stadig intet hjalp.

   Træningen havde ikke været forfærdelig, fordi hendes krop var blevet én stor lidelse af en slap kludedukke at slæbe rundt på. Nej, det var fordi hendes krop ikke havde haft lysten til at være bare den mindste smule funktionel. Måske havde hun rendt rundt på banen og forbrændt hundredevis af kalorier, men volleybolden endte på en eller anden måde altid op med at hamre lige forbi hende, så hendes hold mistede den til modstanderen. Sådan var det blevet ved: Point efter point var de haglet af sted i den modsatte retning af den vej, de skulle. Og Diana havde været skyld i alle af holdets tab.

   Bolden havde synes at suse forbi hende med en fart så høj, at hendes sanser kun havde opfattet den som et pust af luft mod hendes øre. Hun havde febrilsk prøvet at overbevise sig selv om, at søvnmangel mindskede hendes evner, men når bolden nærmest havde undveget hendes hænder og holdkammeraters pessimistiske tilråb havde været sigtet mod hende, havde det været svært at lade sive ind. Selv ikke når hun gjorde sit bedste, var det godt nok.

   To piger passerede hende. Diana opsnappede et par ord af samtalen i forbifarten mod omklædningsrummene.

   ”…førstespiller på Vikings’.”

   ”Ja, han skulle være mindre fantastisk.”

   ”Vi burde se en kamp, når vi …”

   Hun nåede aldrig at afkode mere, før de var væk. Diana lod et langtrukket suk forlade sine læber, før hun greb fat om sin vandflaske og gav mine til at rejse sig.

   I det samme lagde en hånds slanke fingre sig på hendes skulder. Patricias høje skikkelse tårnede sig over hendes lille og blokerede hendes vej. Et koldt smil gled over den anden piges læber.

   ”Dina, kan du –”

   ”Diana. Jeg hedder Diana.”

   ”Diana, så.” Patricia gryntede. Hun lænede sig frem mod hende med et par øjne, hvis indre brændte kraftigere end skærsilden.

   ”Tag dig sammen, okay? Hvis du stinker så meget, som du gjorde i dag, får du ikke lov til at træde bare ét skridt ud på banen til kampen på fredag. Det skal jeg hjertens gerne selv sikre mig, hører du?”

   ”Øhm, jeg ...” Diana nikkede med en pludselig tør hals. ”J-ja. Forstået, Patricia.”

   Det falske smil forsvandt fra hendes holdkammerats læber, og hun vendte sig om for at gå. Idet Diana så hende marchere væk ned at det gymnastikgulvet, tilbageholdt hun en skælven. Hun var klar over, at hun aldrig havde været multisocial eller bare i nærheden af at være ligeså sympatisk som sin søster, men i den seneste tid var situationen blevet forværret. En afstand var ved at skabe sig imellem hende og Melissa, og samtidig var det blevet en daglig kamp for hende at opretholde gode forbindelser til piger som Patricia.

   En ny skygge tonede sig op foran hende, men denne gang virkede den knapt så skræmmende, da den satte sig ned ved siden af hende. Diana fik sig selv til at se op, og hun blev mødt af et par varmglødede brune øjne. De tilhørte Dylan Walker.

   ”Hey, øhm …” prøvede han sig frem. ”Alle har deres dårligere perioder. Du skal nok komme i form til kampen på fredag. Bare tag det roligt.” Han klappede hende akavet på skulderen, som om han ikke helt var vant til at indtage rollen som træner. Det var han nok heller ikke.

   Diana smilede svagt som tak for opbakningen, men lod sig ikke overtale. Hun kunne umuligt forholde sig i ro, når sporten volleyball for blot få timer siden havde været paradiset selv. Nu mindede den mere et glansbillede, hvis lykkelige stunder hun om end aldrig ville kunne genopnå.

 

 

Diana skyllede den sidste skarpe smag af tandpasta væk fra sin mund med en mundfuld isvand. Hun lagde tandbørsten fra sig, så blindt frem for sig. Hendes ansigts spejlbillede så træt ud; de mørke rander under øjnene og det håbløse ansigtsudtryk fik udmattelsen til at fremstå endnu tydeligere, end hun syntes om. Hun var usikker på, om det var volleytrænings efterladenskaber, der fortsat sad fast i hendes krop, eller om det var noget helt andet. Det eneste, Diana var klar over, var at hendes gab voksede sig større og større for hvert øjeblik, der gik, indtil de skabte tårer i hende øjne. Hun var parat til at degne om i sin seng og bare lade sig omfavne af sengetøjet. Sove i ti timer; hvis blot det hele stadig stod så nemt til.

   Siden dén aften i slutningen af februar havde Diana knapt kunne lukke et øje, når hun om natten lå i sin seng og havde om noget mest brug for, at søvnen kom til hende. Mareridtene skyllede ind over hende som tidevandet, og der var intet, der stod i hendes magt, hun kunne gøre for at stoppe dem. Naturen havde sin gang, og selv om denne kunne være forfærdelig, var det en urokkelig realitet. Billeder af brændende ejendomme og hjerteskærende skrig, der flængede gennem natten og ituslog hendes trommehinder, flakkede over hendes hukommelse. Når først søvnen vuggede hende i sine arme, var hun knuget i dens kløer i timevis.    

   Diana sank besværet en klump og så ned i toiletbordets kalkhvide marmoroverflade. Som en svag antydning – nærmest intet mere en illusion – opfangede hun i spejlet to personer stå bag hende.

   Hun skreg. Men da hun vendte sig om, var det eneste, hun så, badeværelsets grå stenvæg og de dråber af fugtigt vand, der drev langsomt ned langs dens side. Ingen lurede bag hende; hun havde set syner.

   Blot syner. Der stod ingen høj mand eller blond kvinde bag hende. Refleksionerne af hendes to familiemedlemmer i spejlet havde været noget, hun bildte sig selv ind. Noget, hendes hjerne havde vist hende, da de i et øjeblik sammen havde delt et særligt sårbart øjeblik.

   Diana sukkede og vendte sig tilbage mod spejlet med en udstrakt hånd mod makeupfjerneservietterne. Men den nåede ikke mere end få centimeter videre, før den veg tilbage og faldt dækkende over hendes mund. Og denne gang nåede skriget aldrig at forlade hendes læber. Hun forholdt blot sine øjne vildledt på hendes forældres skikkelser, der svævede i den fri luft bag hendes ryg.

   Genspejlingerne af Serenas chokoladebrune øjne viste tårerne, der strømmede frem fra sluserne, idet hun hævede en hånd og rakte den frem mod hende. Warren prøvede at smile, men resultatet var ikke, hvad man ville kalde vellykket. I stedet låste de havblå øjne sig fast til hendes. Øjeblikkets øjenkontakt fik impulserne til at flyve rundt i Dianas krop, stærkere end radioaktive atomer. Hun rakte over sin skulder for at modtage sin mors fremstrakte hånd, men hendes fingre greb fat i luften, som den var. Tom.

   Hun blinkede med en undertrykt skælven. Og da hun igen slog øjnene op en hundrededel af et sekund senere, var hendes forældres skikkelser i spejlet borte.

   Diana lod sine hænder knuge omkring toiletbordets marmorplade indtil hendes knoer blev knoglehvide. De havde aldrig været tilstede. Hun lod tanken sætte sig fast.

   Efter at have kastet flere håndfulde vand i sit ansigt, trådte hun ud af badeværelset og lukkede for en sikkerheds skyld døren bag sig. De sidste minutter af aftenen skulle ikke bruges i nærheden af spejle, der gav hende små hjertestop og nær fik tårer til på ny at springe frem i hendes øjne.

   For enden af gangen var den glatpolerede egedør presset ind i korridorens hjørne. Som med Hannahs værelse havde Diana ikke vovet sig i nærheden af dét område af gangen, siden branden nådesløst havde taget alt fra hende og revet hendes liv i småstykker, men nu bar hendes fødder hende atter ned mod det ukendte. Endelig stående op af den mørke dør tog hun en dyb indånding, før hun pressede dørgrebet ned og gled indenfor.

   Soveværelset lignede sig selv på alle måder. Diana var ikke klar over, at hun havde haft forventninger, om at værelsets vægge ville være forfaldne, og loftet krakeleret og fugtigt fra nattefrosten; måske havde det haft noget at gøre med det faktum, at når hendes forældre rådnede op i jorden, ville deres ejendele gøre lige så det samme. Men da hun så værelset i perfekt stand, stående præcist som den dag, de sidst havde forladt det, blev hun taget tilbage i tiden. Fotografier, møbler, bogreoler og andre bittesmå detaljer, øjet måtte fokusere nøje for at finde, var akkurat, som hun huskede det.

   I et øjeblik var det som, at ulykken aldrig havde fundet sted. Og verden var et godt sted.

   I midten af rummet stod dobbeltsengen, hvis puder hun så mange gange havde bygget tæppefort i. Diana satte sig på dens kant og lod sin hånd løbe over det fnuldrede sengetæppe. Betrækket føltes stadig ru under hendes fingerspidser.

   Idet hendes blik faldt på hovedpudernes karamelbrune betræk, var hun pludselig ti år gammel igen. Tiden stod stille, og hun blev kastet tilbage ind i et minde af fortiden.

 

Warren indtrådte soveværelsets gulvtæppe med en enorm skål popcorn i sine arme. Den salte duft smøg sig ind i hendes næsebor, og hun sukkede i længsel. Hendes far hoppede op i sengen, og hun kastede sig over popcornene som et andet vilddyr.

   ”Tag det nu roligt,” grinede han og rodede op i hendes hår, ”du skulle nødig kaste det hele op igen.”

   Hun adlød tamt sin fars ordre og begyndte at tygge langsommere på den store mundfuld. Warren lagde sig til rette på puderne, hvor de overskuddene popcorn allerede flød i store mængder. Hendes små hænder kunne ikke gribe fat om mange af gangen, og det var nemt at spilde, når madrassen skvulpede under hende.

   ”Hvor meget gik jeg glip af?” spurgte hendes far entusiastisk og smed et par popcorn ind i gabet.

   ”Ikke meget. De er lige kørt ud i søen,” svarede Diana langsomt. Hendes opmærksomhed var fuldt rettet mod den ældre James Bond film, der kørte på tv-skærmen foran dem. Videoens opløsning var god.

   Undervejs fik hun en idé. En glimrende idé.

   Diana gravede sin hånd ned i popcornskålen og tog en ordentlig håndfuld af lækkerierne. Med et drilsk smil på læben tog hun et par stykker af dem og tyrede dem hen mod sin far. Først var hans reaktion overrasket, men derefter fejede han en håndfuld popcorn op af skålen, parat til at give gengæld. Snart føg popcornene om deres ører og dækkede værelsets gulv som store, fedtede snefnug.

   Et par skridt kom løbende ind i rummet.

   ”Hvad laver I?” spurgte Hannah, da hun med store øjne overværede popcorn-kampen fra døråbningen.

   Ingen svarede. Warren strakte en hånd frem og vinkede hende over mod dem. Hannah så på Diana, og som sekunderne passerede blev hendes hvide smil blot bredere og bredere. Hun hoppede op i sengen og smed det nulrede, grå tæppe over dem for at tage sin del i popcorn-kampen.

 

   Diana gravede sin hånd ned i det tæppet ved sin side. Hun mærkede tårerne presse sig på mod sine øjenlåg, men hun tryglede dem om at forblive tilbage. Hun huskede, hvad Kyle havde sagt til hende, før hun havde forladt ham den morgen ved lyden af skolebussens dyt: Vi når aldrig en fremtid, hvis vi for evigt sidder fast i fortiden.

   Et dunkelt smæk hørtes fra entréen. Det sendte et galoperende ekko af lyde op gennem trappeopgangen.

   ”Diana?” blev der kaldt efter hende. Hun tog sin tid med et par lange åndedrag, før hun rejste sig op og bevægede sig nedenunder.

   Kyle var travlt optaget med at låse hoveddøren af for natten, da hun nåede ned af de sidste trappetrin og fik et frit syn for den begyndende underetage.

   ”Hej,” åndede hun. Hendes fætter vendte sig om med et smil spredt ud over de tynde læber.

   ”Hey, du! Jeg har gode ny –” Smilet fordampede. Hans mørke øjenbryn trak sig sammen i den bekymrede rynke, hun ikke syntes om. Så trådte han over mod hende og trak hende med en stadig ængstelig grimasse ind til sig i et varmt knus.

   Og for første gang i lang tid føltes det ikke uvant og sært. Det føltes rart. Nødvendigt.

   ”Hvad er der galt?” Kyle gav slip på hende med et næsten uhørligt suk.

   Diana trak et falskt smil på læben. 

   ”Jeg har det fint,” sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...