De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9662Visninger
AA

29. Kapitel 27


Laurences sorte øjne var store af vantro, som de fulgte Brendas skikkelse bevæge sig væk fra ham og over mod gruppen af teenagere. Hans mund hang let åben, som havde han været målløs; Diana vidste bedre.

   Brendas gyldne bølger hoppede, da hun lænede sit hoved på skrå. Hendes øjne havde fæstnet sig på Dianas ansigt. Brendas hånd bevægede sig forsigtigt fra hendes side og videre op i luften. Hendes fingre strakte sig ud efter medaljonen om Dianas hals, hendes vejrtrækning blev hurtigere—

   Logan brød frem og stoppede kontakten imellem dem. Brendas hånd havde stadig hvilet i luftrummet imellem dem, men sænkede sig nu langsomt, da hun fik øje på den pistol, der var fastholdt i Logans greb. Spidsen af den pegede i en skarp linje direkte mod hendes pande.

   En isende kold bølge løb ned langs Dianas rygsøjle.

   Brenda blinkede et par hurtige gange med øjnene, rykkede lidt uroligt på sig. Hun var såret.

   ”Kuglen bliver affyret, hvis du træder så meget som et skridt nærmere,” sagde Logan. Brenda veg en smule fremad, men stoppede op ved en lyd, der lod til at overdøve alt andet. Kuglen var klikket i hul.

   ”Jeg mener det.” Logans stemme var kold.

   Brenda tvang sig selv til at se forbi hans skulder.

   ”Diana, jeg har ikke meget at sige og intet, der kunne minde om et godt bevis. Men jeg tror nu som aldrig før, at jeg er din forfæder.”

   Diana havde forventet, at hun ikke ville tro Brenda. Men alligevel endte hendes bekendtgørelse med at tage vejret fra hende. Hvordan kunne hun ikke tro hende?

   ”Logan. Sænk pistolen,” sagde hun.

   Han veg ikke en centimeter. Øjnene brændte og stirrede på Brendas ansigt, men hun kunne se, hvordan hans pande var rynket.

   Han vidste ikke engang selv, hvad han skulle tro.

   ”Sænk pistolen, Logan,” gentog Diana. Hun lagde en hånd ovenpå hans. ”Det er okay. Bare sænk pistolen.”

   Det var overraskende nemt. Selv om Logans arme var anspændte og virkede urokkelige, havde hun efter et par øjeblikke fået ham til at sænke skudlinjen tilstrækkeligt. Hun sneg pistolen ud gennem hans fingre og smed den på gulvet bag dem.

   Og det var okay – det var ikke noget, som Diana bare sagde. Hun kunne fornemme det på den aura, Brenda udstrålede. Fordi hun var opstået fra de døde ved hjælp af ofringer og overnaturlige midler, betød det ikke nødvendigvis, at hun var gjort af det samme stof som Laurence.

   ”Hvordan kan du stole på mig så nemt?” spurgte Brenda perplekst.

   Diana berørte halssmykket omkring sin hals. Det fik den anden kvinde til at bryde ud i et svagt smil.

   ”Ja. Det var engang mit,” sagde hun stille.

   Diana så ud af sin ene øjenkrog Logan og Lola bevæge nervøst på sig. Hun nåede aldrig at se det, de så, da Brenda i det samme lænede sig tættere på hendes ansigt.

   ”Stik ham i hjertet,” lød hendes stemme lavt ud for hendes øre. ”Kort og sikkert. Det er den eneste måde.”

   ”Diana! Se bag dig!”

   Hun snurrede rundt på stedet og stirrede døden i øjnene.

   Diana havde ingen anelse om, hvor de andre var blevet af. Det eneste, hun kunne fokusere på, var det sorte metalhul, som pegede i en direkte linje mod hendes hjerte. Logans pistol var endt op i Laurences hænder.

   Hun huskede med frygt i sit sind, at kuglen allerede var klikket i hul. Og Laurences finger hvilede på aftrykkeren.

   I det næste sekund opfattede Dianas hjerne mange ting. En af dem var Laurences ansigt ikke mere end et halvt dusin meter væk fra hendes. Det var koldblodigt og rasende på et og samme tid.

   En anden var hendes liv, som passerede revy foran hendes øjne. Glimt af solnedgange, lykkelige øjeblikke på en hesteryg et sted i horisonten – det hele flakkede frem og tilbage i hendes hukommelse som farverige minder. Der var Dylans brune øjne, som så ind i hendes, hans læber på hendes, hans ord. Der var det liv, hun havde bygget op omkring det overnaturlige: Den aften i skoven ved bålet, hvor hun første gang havde mødt dem. Nics øjne som glimtede, Lolas evige smil, Aarons forsikrende ord. Og Logan. Bare Logan.

   Men hun opfattede mange ting. Og den tredje var, at hendes krop var fuldkommen og stupidt fastfrosset til gulvet af skræk.

   Der lød et totalt og altoverdøvende bang, og noget usynligt men dødbringende materialiserede igennem luften.

   Diana lukkede sine øjne. Klynkede. Sitrede.

   Hun hørte et skrig. Lolas. Men det var ikke hendes veninde, som faldt i knæ på gulvet med en rød plet på brystet, da hun forvirret slog øjnene op. Det var Logan.

   I et øjeblik fangede deres øjne hinandens. Så faldt han sammen forover på gulvet.

   Der lød et raslende sug, idet Nic slog pistolen ud af Laurences hånd, og den gled hen over gulvet. Nic gav ham et knæ i ryggen, vred hans arme væk fra hinanden. Få sekunder senere var Aaron ved hans side for at assistere. I en stor klump af legemer og smertesudbrud begyndte de langsomt at trække Laurence væk.

   Diana faldt ned ved Logans side, før hun selv var klar over det. Han havde kastet sig selv i vejen for hende. Ladet kuglen, der havde været bestemt for hende, bore sig ind i sit eget kød i stedet for hendes. Blot det at se på ham gjorde hende vred. Han var så pokkers hæderlig, at hun fik lyst til at slå sit hoved mod en stenvæg og lade smerten tage over. Logan havde aldrig kendt til de territorier, hvor han måtte sætte grænsen. For ham var livet det bedste, han kunne vælge at sætte på spil.

   Hun havde lyst til at ruske ham, råbe af ham, slå ham, give udtryk for hvor dumdristig han havde været. Men det eneste, hendes krop kunne få hende til at gøre, var at hulke.

   Laurence havde taget så mange af dem, hun holdt af. Han skulle ikke få lov til at tage Logan også. Ikke nu.

   Hans ansigt var askegråt. Huden under hendes fingerspidser var brandende hed, da hun lagde et par insisterende fingre mod hans hals. Var det et minimalt tryk, der blev presset tilbage ud mod hende? Kunne—

   ”Han har stadig en puls!” skreg hun tilbage over sin skulder. Hun vidste ikke, om nogen var tilstede til at høre hende.

   ”Den har ikke ramt ham et farligt sted,” lød en stemme bag hende – Brendas. Hendes røde hår svirpede i luften, da hun kastede sig ned på knæ ved siden af hende. ”Kuglen må have ramt hans bryst, men ikke hans indre organger. Hvis det var sket, havde han været død i det sekund, kuglen ramte plet.”

   Diana kunne mærke panikken tage over. For hvert øjeblik, der gik, blev Logans øjenlåg tungere og tungere. Hun kunne se hans pupiller stirre op mod hendes, hvordan de forgæves prøvede at fokusere.

   ”Lad være – du lukker ikke dine øjne,” bad Diana. Hendes stemme knækkede over.

   Men det gjorde han. Logans øjenlåg gled sløvt i, og alt det, hun holdt af at se i dem, blev revet fra hende i det enkelte sekund.

   Hendes hænder lagde sig om hans ansigt og klemte til, som om det ville kunne få hans øjne til at åbne sig igen.

   ”Vågn op!” Hun ruskede ham nu. Den røde plet voksede sig større og fik hans skjorte til at klæbe sig til hans bryst.

   Hun mente at høre Brendas stemme et sted oppefra. Den lød fjern og skinger, som i en dagdrøm: ”Jeg tog min gamle dagbog fra Laurence. Jeg kan stadig hjælpe ham, hvis du giver mig plads.”

   Diana rokkede sig ikke. Det var forfærdeligt svært at se, og hun lagde knapt mærke til det, da noget vådt dryppede ned over hendes kinder. Logans øjne ville ikke åbne sig. De ville ikke åbne sig.

   Noget rødt dukkede op i hendes synsfelt, og hendes øjne synes at fokusere på et par lysende grønne regnbuehinder.

   ”Diana.” Brendas stemme var skarp. ”Jeg skal nok tage mig af ham.”

   Hun trykkede en skarp genstand ind i hendes håndflade.

   ”Her,” sagde hun. ”Du ved bedst, hvad du bør gøre.”

   Diana så ned på kniven i sin hånd. Brendas instrukser var klare: Et enkelt, omhyggeligt stik gennem hjertet. Et sted bag sig kunne Diana høre et slagsmål, og de svage lyde fra en britisk accent som bandede lyn og tordenvejr.

   Diana rejste sig langsomt op. Med kniven hængende løst langs sin side bevægede hun sig skridt for skridt nærmere Laurence. Følelserne, der boblede op i hendes indre, var nær ubeskrivelige.

   Hun havde det som om, en ild slugte hendes krop bid for bid. Laurence kunne ikke røre hende længere. Han var en fortid, hun ikke længere var bange for at se i øjnene. Alt det, som hun havde mistet grundet hans handlinger, ville endelig komme til retfærdighed.

   Hele hendes hud prikkede med en ulidelig hede blot af at se på ham. Var det virkelig sådan, et nærende og altopslugende had føltes?

   Lola havde tilsluttet sig Aaron og Nic. De holdt Laurence nede, da Diana kom tættere på dem. Hun nikkede, da de så spørgende ned på hendes kniv.

   Det så ud til, at Laurence havde mistet sin evne til at manipulere med luften. Hans pande var tildækket af forvirrede rynker. Et snert af panik glimtede i hans øjne.

   Dianas næve havde ubevidst knyttet sig tæt sammen. Hun hamrede den tværs over Laurences ansigt og måtte komme med et sagte støn af smerte. Laurence smilede en smule uskyldigt foran hende. Det var som om, de talte til hende: Kan du virkelig ikke gøre det bedre?

   Og så gav Diana ham et knæ i hovedet, der fik noget til at sige knæk. Denne gang overskyggede hendes brændende mørke følelser de fysiske smerter, der bankede rundt i hendes krop.

   ”Det var for min familie,” sagde hun med en stemme, hvis dryppen mindende om istapper. Hun stirrede et par lange øjeblikke ind i det neutrale, hvidlige ansigt. En dråbe sort blod dryppede fra Laurences mundvig ned på tåspidsen af hendes høje hæle.

   ”Nu er det din tur,” sagde Diana og jog kniven ind i hans bryst.

   Der gik et par øjeblikke. Laurences øjne forblev åbne og blinkede. Hun begyndte at tvivle, om hun havde ramt hans hjerte. Frygten fik hendes eget til at springe et slag over.

   Men så fik et grynt hende til at se sig tilbage op. Lyden stammede fra Laurences hals. Og huden der var blevet grålig. Farven spredte sig til resten af hans krop samtidig med, at den blot blev mørkere og mørkere. Da den var på grænsen til at være mørkegrå, slog en … flænge ned over hans kind.

   Laurences hud begyndte at sprække. Flængerne voksede sig større, og manden foran dem flækkede fra hinanden. Dianas øjne kunne ikke absorbere det bizarre syn helt korrekt uden at miste vejret.

   Laurence Charleston ramlede mod jorden og knustes stykke for stykke som porcelæn mod fængselsgulvet.

   Diana så åndeløst op fra resterne af det, der engang havde været spøgelset af en mand. Hun blev mødt af et syn, der i et kort øjeblik fik hendes hjerte til at gå i et stå: Logan stående et stykke væk fra dem med åbne øjne og en ganske lille smule farve i ansigtet. Brenda havde en støttende arm lagt om hans skuldre. Diana havde lyst til at omfavne ham, sige noget, men det synes at være umuligt at finde ord.

   Hendes hoved var et rod. Hun satte sig abrupt ned på gulvet for at prøve at skille sine traumatiserede følelser ad fra hinanden.

   ”Hvad gør vi så nu?” hørte hun Nic spørge.

   Lolas øjne søgte fortabt rundt i rummet.

   ”Vi er vel så bekymringsfrie, som en gruppe teenagere med blod på deres hænder nu kan være.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...