De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9344Visninger
AA

28. Kapitel 26


Laurence stod med sine ben fæstnet sikkert til jorden. Hans fingre flettede sig ind i hinanden foran hans bryst.

   ”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at dette overraskede mig. Men det gør det ikke,” sagde han. Et glimt af irritation flakkede over hans ansigt. ”Smut nu med jer, folkens. Jeg har en dagsorden, der er vigtigere end jer, og I står i min vej.”

   Foran hende spændtes Logans skulder- og halsmuskler til det punkt, hvor de begyndte at blokere hendes synsvinkel. Diana rykkede sig til siden for at kunne få et bedre overblik over situationen. Hun hev en rivende kold mundfuld luft ned i sine lunger, da hun igen fik øje på Laurence. Han bevægede sig med lette skridt hen mod dem. På et tidspunkt fik han øje på saltcirkelen.

   Laurences tænder glinsede i et smil.

   Dianas hoved var så omtåget, at hun følte, hun ikke kunne se. Forventelsen i hende havde sat sig fast. Idet Laurence stirrede nådeløst på deres gruppe med tomme øjne, havde hun det som om, at han ville kunne grave sjælen ud af en krop.

   Laurence trådte over saltlinjen og ind på deres territorium.

   Sølv glitrede gennem luften, idet Nic slyngede en kniv mod brystet på den mindre mand. Den hvirvlede rundt i spiraler i retningen Laurences hjerte, før den med ét standsede op som bremset af en usynlig væg. Kniven svævede i den frie luft. Laurences øjenbryn vrikkede en anelse på sig i let koncentration, før knivsæggen snurrede rundt og susede tilbage mod Nic. Det hele gik så stærkt, at Diana knapt kunne nå at holde sit skrig inde, før kniven havde lagt sig mod Nics hals.

   Laurence kunne umuligt stå mere end en håndfuld meter væk. Hun kunne se rynkerne i hans ansigt, de små skægstubbe omkring hans spidse hage. Hans træk var kolde og så ikke synderligt berørte ud. Diana kunne ud af sin ene øjenkrog se kniven hvile mod Nics adamsæble; den pressede blod frem af en lille flænge. Det piblede ind i stoffet på hans hvide festskjorte.

   ”Hvis ikke I har tænkt jer at forlade stedet, kan I lige så vel forholde jer roligt,” hvislede Laurence ud gennem sammenbidte tænder. ”Et par skrammer eller to vil ikke kunne skade jer sammenlignet med alt det, som jeg nu holder i min magt.”

   Billeder forvildede sig med ét over Dianas nethinder. Minder. De gode såvel som de dårlige. En efterårsdag med teselskaber i den grønne baghave med Hannah, og den dag deres far havde taget dem med ud i den nye bil for kun at skrue højere op for rockmusikken på motorvejen. Den dag i børnehavetiden hvor deres mor havde ladet dem lægge sin makeup på hinandens ansigter og været ligeglade med, at de begge lignede klovne. Det værste overvældede hende som pistolskud; smerten som kun voksede for hver kugle, der gennemborede hendes bryst. Skrigene og skyggerne, som slog op mod et sommerhus’ brændende vægge. En sort røg, som steg op fra en mands krop, såret i hans bryst, som gjorde jorden omkring ham rød.

   Diana blinkede tårerne i sine øjne væk. Noget uforklarligt gjorde, at hun kunne se klarere, end hun nogensinde havde kunnet før. En rød hinde synes at lægge sig over hendes øjne, dunke hendes kranie som øredøvende trommeslag.

   ”Hvorfor skulle du dræbe dem?” Hun skubbede sig forbi Logans skulder. Hun ville have øjenkontakt med den mand, som havde taget alt fra hende. Han fortjente at se, hvilken skade han havde gjort. At han ikke kun havde dræbt dem. At han også havde dræbt hende.

   Laurence forholdt sig stille. Hans position var rank og bredskuldret som en gentlemans.

   ”Før et spøgelse kan genopstå,” sagde han uhyre roligt, ”skal det have taget blodet fra to mennesker. Nogen begyndte at skrive tilbage i min dagbog, og da det gik op for mig, at det var din søster, tog jeg chancen.”

   ”Du har dræbt fire mennesker. Du havde kun brug for to.” Dianas stemme rystede.

   ”Jeg ville være på den sikre side.”

   ”Du er et afskyeligt kryb!”

   ”Jeg tog dem absolut kun, fordi det var nødvendigt. Det samme gælder Kyles ofring.”

   ”Ofring? Hvad snakker du om?”

   ”Jeg besatte ham, dumme pigebarn. Jeg mindes, at nogen en dag skrev tilbage i Hannahs dagbog – din dagbog. Jeg har holdt denne i min kontrol på Den Anden Side for at kunne sikre mit … forsøg. Jeg formoder, at Kyle den dag havde fundet frem til din families dagbog her på jorden og læst i den. Før han vidste af det, havde jeg kontrollen over ham.

   Jeg var din fætters underbevidsthed i to måneder, Diana. Jeg var mere ham, end han var sig selv.”

   Det hele begyndte at give mening for Diana. Kyle havde opført sig så underligt – han havde haft lyst til at skændes, debattere omkring hendes venner og hvem, hun skulle ses med og ikke ses med. Han havde virkelig ikke ønsket andet end at beskytte hende. Han havde villet beskytte hende fra sig selv – fra Laurence.

   Diana havde det som om, hun kunne drukne i en flod af fortrydelser.

   Laurence fortsatte: ”Men han skulle dræbes. Han vidste for meget. Jeg havde ting, jeg skulle … bruge ham til. Hans blod var vigtigere end så mange andres.”

   Hun havde fået nok. Hun styrtede fremad med sin kniv forrest, spidsen rettet direkte mod Laurences hals. Hun ville gøre alt, der skulle til, for at få det halvfornøjede smil til at forsvinde fra hans ansigt.

   Logan rykkede frem mod hende og trak hende tilbage, før hun nåede meget længere. Hans arme låste hendes hænder bag hendes ryg, og hun følte kniven glide ud mellem sine fingre. Den faldt klirrende til gulvet.

   ”Lad mig gå!” rasede hun og spjættede imod med alle kræfter. ”Det er ikke det værd, Logan! Giv så slip! Lad mig såre, lad mig ... hævn—” Hendes stemme mistede brat sin styrke, da det gik op for hende, at hendes dunkende hoved i virkeligheden skyldtes tårer.

   ”Vil I virkelig have en forklaring?” genlød Laurences stemme mod det høje loft. Han sukkede. ”Den tager sin tid, og min tålmodighed er noget så snart opbrugt.”

   ”Ja,” sagde Nic med afsky i sin stemme. ”Jeg vil gerne vide, hvorfor du synes, at det var vigtigere end dit eget liv at ofre fire mennesker til døden.”

   ”Godt så.” Laurences læber formede sig til en smal linje, de blottede for alle følelser.

   ”Jeg blev født i 1640’ernes London. Min familie var velhavende, og jeg begyndte som 23-årig et arbejde i min fars forretning, der på det tidspunkt var en af byens største købmandskæder. En dag trådte en smuk kvinde ind i butikken. Efter at have købt sine varer – et brød og to æbler – faldt hun ned af trappen på vej ud af butikken. Jeg ledsagede hende i at komme på fode igen.

   Vi forelskede os hovedkulds i hinanden på den måde, som kun opleves en enkelt gang i et liv. Et par uger gik, og da jeg friede, sagde hun ja. Hendes navn var Brenda. Hun var det smukkeste menneskelige væsen, jeg nogensinde havde set.

   En dag fandt jeg hende med hovedet begravet i en nusset notesbog, og hun fortalte mig, at det var en dagbog ud over det sædvanlige. Den var overnaturlig. Jeg troede ikke mine egne øjne, men blev ligbleg da jeg så, hvordan folk kunne skrive i den fra andetsteds af.

   Vi forblev dog så lykkelige, som nogen muligvis kan være. Vi ventede en søn.

   Men i 1666 kom Londons storbrand. Den brændte nær hele byen til grunden, og Brendas mor blev svært såret af flammerne. Jeg måtte tvinge hende ud af huset, før det braste sammen. Vi nåede kun akkurat at bære min svigermor med os. Vi faldt ned på vores knæ ved flodkanten, og Brenda trak panisk dagbogen frem fra sin kjoles gemmer. Hun gav sig til at hele sin mor, men jeg vidste, at det var umuligt. Hun var allerede død. Brenda lod dog ikke til at lægge mærke til det – og fortsatte. Jeg kunne se, hvad der ville ske, og prøvede at forhindre hendes fingre i at drage på mere af dagbogens energi. Men det var allerede for sent. Natten havde pustet Brendas flamme ud, før jeg kunne nå at se mig om.

   Jeg vandrede formålsløst rundt i London i flere år. Jeg havde sikret mig dagbogen fra Brenda, før nogen kunne nå at gøre misbrug af den, og jeg prøvede med den i mine hænder flere gange at bringe hende tilbage til live. Først da det var for sent, faldt tanken om, at Brenda aldrig var nået frem til Den Anden Side, mig ind. Folk tog mig med dagbogen i hænderne for trolddom, og de brændte mig på bålet i 1675, før jeg kunne nå at få et ord indført.

   Jeg kom til Den Anden Side, men Brenda var ingen steder at se. Et had til dagbøgerne begyndte at opstå. Snart blev det dog til et større begær efter deres kræfter – med dem ville jeg kunne bringe hende tilbage. Jeg fandt ud af, at der fandtes syv dagbøger i alt – hvis jeg samlede dem alle, ville jeg kunne hente hende tilbage. Hun ville kunne være ved min side igen. Jeg ville gøre alt, der skulle til. Det vil jeg stadig.

   Den Anden Side følte sig underligt skræmt af mig. De lagde sig alle under for min styrke, og min magt blev større. Igennem årerne anskaffede jeg mig de første to dagbøger, som jeg kunne føje sammen med min egen. En var i Indien, en var i Argentina. Jeg opdagede, hvad der skulle til, for at jeg kunne genoplive mig selv og derefter bringe Brenda tilbage: Alle dagbøgerne samlet og livskræfterne fra to ufrivillige mennesker.

   Årtierne gik. Og så opdagede jeg Kensingwood og de hemmeligheder, som byen gemmer på.”

   Laurence var stille et øjeblik. Hans blik var fanget fjernt på et sted bag deres hoveder. Efter et par sekunder blinkede han sig selv ud af sin trance.

   ”Du der,” sagde han og så på Lola. Den hårde sten i hans øje var vendt tilbage. Diana så hende vige en smule tilbage, da Laurence nærmede sig hende med udstrakte hænder.

   ”Giv mig din kniv,” sagde han.

   Lolas ansigtstræk blev faste. Hun rystede på hovedet. Øjeblikket efter forlod et forskrækket hvin hendes læber, da kniven i hendes hånd fløj ud af hendes greb – på sin vej hen mod Laurence skar den en flænge langs yderkanten af hendes underarm.

   Han greb kniven i sin hånd og vendte uden et videre ord ryggen til den syreboblende gruppe teenagere.

   Lolas reaktion på blodet, der dryppede ned langs hendes fingerspidser og ud over stenfliserne, var ikke, som Diana havde troet. Hun havde forventet, at hun ville klage sig eller have fældet en tåre eller to, men denne version af Lola var hårdhærdet og iskold af adrenalin. Hendes øjne stirrede blodskudt frem for sig efter Laurence, som om hendes blik ville kunne skyde missiller gennem hans ryg.

   Aaron rev et længere stykke af sin skjortekant af og bandt strimlen omkring Lolas blodige underarm. Hun mumlede et tak og lænede sig ind mod hans side.

   Laurence havde samlet dagbogen op fra gulvet. Hans lange, knoglede fingre skilte siderne ad fra hinanden, mens underlige ord forlod hans mund. Han var i en messende trance. Han var sårbar.

   Aaron udnyttede øjeblikket, før nogen kunne nå at stoppe ham: Hans hænder greb fat om kniven i hans baglomme og slyngede den mod Laurence. Aarons øjne blev forstørret bag brilleglassene, da kniven brat faldt til jorden et par centimeter bag hans skulderblade.

   ”Det var rastløst og urationelt, men det var da forsøget værd,” mumlede han nervøst og trak på skulderne.

   Laurence vendte sig halvt om mod dem med et irriteret udtryk i sit ansigt. Så formede et uhyggeligt smil sig langsomt i hans ene mundvig.

   En uvirkelig vind skubbede en ufrivillig Aaron fremad. Hans skosåler sled mod gulvet i tilbageholdelse, men det hjalp intet. Et usynligt reb havde fastbundet ham, og nu svang det ham hen mod Laurence og dagbogen i hans hænder.

   Laurence holdt kniven frem mod Aaron.

   De eneste lyde, Diana kunne opfange, var blodet, der pumpede som tornadoer i hendes ører.

   Laurence begyndte igen at messe på sproget, hun umuligt ville kunne forstå. Minutter gik, og de holdt vejret, fordi de ikke turde meget andet. Så strammede Laurence sit greb om kniven og lod dens æg løbe over huden på Aarons håndflade. Aaron skar ansigt, da kniven åbnede hans håndflade i to dele, og blodet sprang frem og plettede hans hud rosenrød.

   Laurence lod blodet fra Aarons hånd falde ned over dagbogens sider. Derefter gentog han proceduren på ham selv. Blodet, der næste gang dryppede ned over papirsiderne, var blæksort.

   En kvalme vældede op på Dianas tunge.

   Lyden af blafrende sider fik dem alle til at vågne op. En pludselig vind rejste sig i den indelukkede gang og blæste i orkanstyrke ned gennem korridoren. På sin vej lod den alt saltet på gulvet omkring dem flyve op i luften. Dianas hår blandede sig med saltkrystallerne, og hun fik svært ved at se for alt det hvide.

   Et skarpt lysglimt blændede hende fuldstændigt.

   Vinden døde med ét. Det himmelske lys dæmpede sig langsomt, og da hun igen kunne skimte frem igennem det aflange lokale, kunne hun se skikkelsen af en ny person træde i karakter.

   Det var en kvinde. Hun var lav, men hendes former skarpe og elegante. Håret, der faldt i bløde bølger ned over hendes skuldre, var gyldenrøde og majestætiske. Hun var yndefuld. Smuk.

   Diana gispede. Hun havde set denne kvinde før. Og det gav derfor ingen mening, at hun kunne stå foran hende i så levende live, som hun gjorde i dette øjeblik: Dette var kvinden, hun havde set på billedet i sin historiebog. Kvinden fra det 15. århundrede, som havde været et Dagbogbærer og båret den selv samme medaljon, som Diana havde hængende om sin egen hals.

   Hun kneb sine øjne sammen. Kvinden havde ingen medaljon hængende i en kæde omkring sin hals. Diana følte sig rundforvirret. Hvordan kunne kvinden være den, hun troede, når ikke hun bar sit halssmykke?

   For første gang nogensinde lod det til, at Laurence ikke vidste, hvad han skulle sige. Hans øjne var våde, da han så på kvinden, greb desperat ud efter hendes hænder.

   Men kvinden havde ikke det samme glimt af kærlighed i sine øjne som hans. Hendes kæbeparti var anspændt, hendes ansigt koldt. Kvinden trådte op til Laurence og lod en hånd smælde hen over hans kind, så lyden af deres sammenstød slog i et ekko op mod de åbne vægge.

   ”Laurence Charleston, hvad har du dog gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...