De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9314Visninger
AA

27. Kapitel 25


Er du sikker?”

   ”Jeg var på en turistrundvisning her engang. Guiden fortalte noget om underjordiske gange, og jeg husker exceptionelt godt.” Aaron sank en klump og nikkede tilbage over mod Nic. ”Ja, jeg er sikker.”

   De stod foran en metalrist: En af den slags, hvis formål er at føre regnvand ud til havet gennem kloaksystemet. Den eneste måde risten skilte sig ud af mængden på, var den tunnel, der gemte sig under dens mørke i stedet for et afløb. Det var i hvert fald en tunnel, som burde gemme sig et sted dernede, efter Aarons mening.

   Diana bad inderligt til, at han havde ret.

   Bakker af grønt græs tildækkede næsten hullet, og det havde været svært at finde i det tætte nattemørke. En fed tåge havde pakket sig tæt omkring San Francisco. Det var svært at se mere end en armslængde frem for sig, og Diana kunne selv med sammenknebne øjenlåg ikke skimte meget længere ud i bugten end et par meter. Vandet lå ikke langt under hendes fødder nu. Et sted derude i det ukendte gemte klippeøen, der var deres mål, sig.

   Hun havde kun besøgt Alcatraz en enkelt gang før. På en skoleudflugt i 2. klasse, hvor regnvejret i San Francisco nær havde taget livet af hende. På det tidspunkt havde Alcatraz virket som et sikkert sted, hun kunne søge ly i. Denne gang var hun knapt så sikker på, at hun ville få den samme oplevelse.

   Det viste sig at være nemt at åbne metalristen. Den var ikke engang holdt nede af skruer, og Nic svang den nemt op. Den ramlede dunkelt mod græsset. Lola så skeptisk ned på åbningen i jorden.

   ”Hvor dybt er der ned?” spurgte hun med store øjne. Det sorte hul gabte op imod dem.

  Diana tvang sig selv fremad og firede sig selv ned gennem mørket. Logan langede ud efter hendes skulder, men lod den snart falde tilbage ved hans side. Nogen skulle vel være den første.

   Væggene omkring hende var kolde og fugtige, men de blev hendes eneste middel mod at falde ned gennem dybet. Gulvet var stadig ikke at se. Gåsehud løb frem og tilbage over Dianas hud som et tegn på, at ubehaget, hun følte, i den grad ikke var indbildning. På et tidspunkt ramte hendes fødder mod noget hårdt.

   ”Diana?” lød en tøvende stemme oppefra.

   ”Bare kom,” sukkede hun i ét åndedrag, lettet. ”Det er ikke for dybt.”

   Der lød et enkelt sus af luft, før Logan landede bag hende og tumlede forover på sine knæ. Han rettede sig forpustet op.

   ”Nej, da. Det var slet ikke dybt.” Han havde skrabet sin albue, blod dryppede frem fra huden. Dianas fingre veg fremad mod skaden, men på mystisk vis endte de med at krumme tilbage ind mod hende selv i knyttede næver.

   Logan så det ikke. Han råbte op til de sidste tre, at de skulle klatre ned – ikke springe. Så det gjorde de; en for en begyndte deres figurer at træde frem i mørket.

   ”Jeg kan ikke tro, at du rent faktisk havde ret,” sagde Lola med forundring i stemmen og skubbede lidt til Aarons skulder. Hans tænder lyste hvidt op i mørket.

   ”Jeg har altid ret.”

   De begyndte at bevæge sig fremad. Diana var tvunget til at gå forrest, da tunnellen ikke kunne være mere end en person bred. Hun følte sig selv blive stakåndet, men fortsatte videre og lod sine hænder støtte mod de rå vægge. Jorden, de var lavet af, virkede blød, og i et flygtigt øjeblik svimlede verden for hendes øjne ved tanken om, at loftet meget muligt ville smuldre væk over deres hoveder og begrave dem.

   De vandrede i evigheder. Diana vidste ikke hvor længe. Tunnellen svingede og buede, gik op og ned af bakke, og synes at blive smallere og smallere. På et tidspunkt stødte hendes hoved mod loftet. Logans krop fortsatte gennem mørket og bumpede ind i hendes. Hun ville have spjættet ved berøringen, hvis ikke tunnelen satte grænsen.

   Hun mente, at han drejede halsen rundt for at se sig tilbage over sin skulder. Hun havde glemt alt om hans højde; på nuværende tidspunkt måtte hans krop allerede være krummet tæt sammen.

   ”Vent lige, folkens.” Logan vendte sit ansigt tilbage om i retning med hendes, besværet. ”Diana. Du bliver nødt til at fortsætte.”

   De bevægede sig langsomt fremad. Væggene blev smallere og smallere, rundere og rundere. Det var første gang i hendes liv, at hun rigtig følte en klaustrofobisk stemning krybe op af sin rygrad. Trykket af hendes egen vægt vejede hendes krop ned, og hendes fingerspidser rev jord med op fra lergulvet. Selv om hendes øjne havde vænnet sig til mørket, kunne hun stadig ikke se mere end en halv meter frem foran sig. Hendes bare knæ var blevet forrevne. Omkring hende efterlod hun resterne af den festkjole, hvis skønhed engang havde været ægte.

   Luftrummet synes at skrumpe ind, og hun stoppede langsomt op.

   ”Diana.” Stemmen lød ud for hendes øre, betryggende. Hans ånde var varm mod hendes nakke. ”Jeg ved, at du ikke har lyst til at lytte til mig, men … du kan ikke stoppe op, hører du mig? Se hvor langt, vi allerede er kommet.”

   Diana havde ikke haft nogen stedsfornemmelse i den sidste halve time. Men Logan ville ikke forholde sig ikke stille.

   ”Hey. Når vi kommer ud herfra, har vi selv kontrol over situationen. Vi ved noget, som han ikke ved. Og du kan holde det her ud. Det ved jeg. Så tag endnu en dyb indånding, og så fortsætter vi, okay?”

   Diana sank en klump og formåede på umenneskelig vis at løfte sine hænder fra jorden. Vrikke videre langs tunnellens gulv igennem sin udmattelse.

   Minutterne sneglede sig af sted. Og så stødte hun mod noget hårdt. Metal.

   ”Hold tilbage! Jeg har fundet noget!” Hendes stemme var lys og panisk. Hun rykkede et lille stykke bagud, før hun kunne få sin hånd omkring den store luftrist. Så trak hun tilbage og blev ved og ved, indtil den til sidst rev sig løs og raslede til jorden.

   De vrikkede sig igennem åbningen og kunne rejse sig op i et rum, der emmede af tomhed. Mennesker kunne ikke have været her i flere årtier. Væggene var grå, og op af disse stod forældede maskiner fra begyndelsen af det 20. århundrede. I den anden ende af lokalet var en dør. Spindelvæv havde tildækket den.

   Logan skubbede sig forbi hende og frem mod den.

   ”Pas på! Der kan være sikkerhedsforanstaltninger, alarmer …” udbrød Diana højt nok til, at han stoppede op. Han vendte sig langsomt om mod dem.

   ”Nej,” sagde han fast. ”Tror du ikke, at nogen ville have fundet Laurence for længst, hvis de havde fungeret ordentligt? Og desuden: Selv hvis vi hørte alarmer, ville det bare være om at kravle tilbage ud gennem dét hul og forsvinde. Ingen ved, at tunnelen eksisterer.”

   ”Der er da tydeligvis flere, end du regner med. Turistguider, selv Aaron –”

   ”Hey! I to, stop det der, lige nu. Nogen kunne høre os,” hvislede Lola. Hendes krop var rastløs.

   En stilhed faldt over gruppen i et par korte sekunder. Det blev Aaron, der brød den.

   ”Øhm, Diana. Jeg er nørden i den her gruppe. Jeg ved alt,” sagde han og smilede kækt i et forsøg på at lette stemningen. Det så ikke rigtig ud til at fungere.

   Noget gik op for Nic: ”Vi har ikke noget, vi kan forsvare os med.”

   ”Har I brug for våben?” spurgte Aaron en anelse for hurtigt. Nic fik et underligt udtryk i sit ansigt.

   ”Siger du, at du har medbragt en Glock?”

   ”Nej. Men jeg mener, at jeg ved, hvor vi måske en. Eller noget der i det mindste ligner.” Han gik hen til døren i den anden ende af rummet. ”Rummet for konfiskerede sager. De gamle fangers, selvfølgelig. Ikke turisternes.” Han prikkede analyserende til døren, før han skubbede den åben.

   Ingen alarmer lød. Diana kunne ånde lettet op.

   ”Hvordan har du så tænkt dig, at vi skal finde dette våben-tingeling-rum?” spurgte Lola, idet hun fulgte Aaron ud gennem åbningen. Deres stemmer blev svagere og svagere, som de bevægede sig ud i bygningen.

   ”Det er et sted i kælderetagen. Og jeg er ret sikker på, at det er heromkring, vi er ankommet.”

   Lola sukkede højlydt.

    ”Jeg har ikke engang lyst til at vide, hvorfor du ved så pokkers meget om Alcatraz.”

   Aaron fortalte, at han elskede at gå på museer. Som lille havde han flere gange plaget sine forældre om at forudbestille billetter til Alcatraz, så de kunne tage båden ud til øen, når tiden for deres næste besøg i San Francisco kom. Det var måske også derfor, at Alcatraz’ gange og korridorer var som Aarons forhold til sin egen buskelomme – han kunne umuligt fare vild. Rummet for konfiskerede sager var ikke engang låst af, da han fandt frem til det en snes minutter senere.

   ”Det gik da nemt … vent lige lidt. Er det her en sabel?”

   ”Vær nu ikke dum, Aaron. Det er et stikkersværd.”

   ”Jeg har absolut ingen anelse om, hvorfor folk synes, at jeg er en idiot i dag.”

   ”Det er fordi, du er en idiot.”

   ”Hey!” Han slog ud efter Nics arm, men han nåede at undvige i tide.

   De fik fat på et halvt dusin skarpe genstande. Diana var ikke sikker på, de havde brug for nær så mange: Det eneste, Laurence havde, var en kniv. Dog var det en skræmmende en af slagsen, men deres knivsægge ville alligevel være flere end hans. 

  De skulle nok klare sig. Det skulle nok gå.

   Laurence ville dø. Det ville de ikke.

   ”Vi burde finde noget salt,” sagde Aaron.

   ”Hvad i alverden snakker du om?” spurgte Diana.

   ”Har I aldrig nogensinde set spøgelsesdokumentarer?” Aarons fingre gned mod hans tindinger, og han måtte modstå et suk. ”Eller Supernatural? Jeg har set lidt for meget af begge dele. Det er meningen, at det skal holde spøgelserne ude, hvis du lukker dig inde i en cirkel af salt.”

   Diana gjorde mine til at protestere, men lukkede munden igen, før hun nåede at tænke videre over sin beslutning. Aarons idé virkede dum og uvirkelig – men på den anden side havde hun oplevet så meget, som ikke burde være muligt. Hun vidste snart ikke, hvad hun skulle tro. Hvis spøgelser og dagbøger med magiske kræfter fandtes, hvad kunne så ikke lure et sted derude i mørket?

   De fulgtes op af trapperne fra kælderetagen. De dunkle vægge voksede sig mindre, og Diana måtte misse med øjnene, da hendes øjne endelig mødte noget, der kunne ligne en form for lys. Månen. De trådte ud på et fladt niveau af cement. Omkring dem tårnede flere etager af fængselsceller sig op mod det åbne loftsrum. Deres tomhed rystede Dianas indre, og hun mærkede en kuldegysning løbe op langs sine arme. Et par enkelte høje vinduer et ukendt sted i salen ledte nattelyset ind i bygningen.

   Men der var stadig mørkt. Diana kunne ikke se meget. Hun trådte med varsomme skridt fremad og følte de andre bevæge sig op ved siden af hende. Sammen fulgtes de ned af de tårnhøje gange for at lede efter det mindste tegn på usædvanligheder. Det eneste, de skulle finde, var en dagbog.

   Og pludselig var den der. Idet de drejede ned omkring en fængselscelles metaltremmer og ned mod endnu en af de kæmpe gange, lå den der. Sort og af læder og tilsyneladende harmløs. Men det var den ikke. Diana havde oplevet de rædsler, den kunne føre til.

   ”Stil jer bag mig. Aaron, giv mig saltet.” Hårdheden i Logans stemme overraskede hende, og hendes øjne scannede kort hans ansigt. Det var udtryksløst.

   Der var noget over tonen i Logans stemme, som man kun sjældent kunne modstå. Derfor gjorde de også som bedt om uden videre spørgsmål.

   Selv om det gjorde ondt på Diana af at se på ham for længe, kunne hun stadig ikke fraholde sig selv fra at stole på ham. Logans beslutninger var ikke altid de rigtige, når de gjaldt ham selv, men når det gjaldt andre, var det anderledes. Han fandt det naturligt at stå til ansvar. Og måske havde Diana egentlig altid bedst kunne lide det på den måde.

   Nic og Lola spredte en bred linje af salt rundt omkring dem. Det flød ud i en cirkel på det ru stengulv og omkransede deres skikkelser. Diana syntes ikke, at det føltes nær så selvforsikrende, som det muligvis skulle.

   Stilheden var øredøvende. Hun kunne høre ujævne åndedrag omkring sig fra de andre. Hendes eget bryst holdt sig så stille, som det muligvis kunne, da hendes øjne lagde sig på dagbogen nogle gode meter længere fremme. De ventede.

   Der gik et minut. Så gik der syv.

   ”Måske var det dumt. Vi har sikkert ikke tænkt det igennem …” sagde hun tvivlsomt, men hendes stemme synes at tone ud i ingenting. En lyd tog styrken i den væk som ved et trylleslag.

   Dagbogen var med ét smækket op på gulvet. En sort røg steg op af den i vrede spiraler, og som de voksede sig større og større, fyldte de blot mere af rummets atmosfære. De mørke skyer synes at hviske og hvæse på et sprog, hun ikke kunne genkendte. Pludselig slog en af de hulesorte skyer ud mod dem. En mand begyndte at tage form i skyggerne af dem, og som røgen langsomt begyndte at drive væk langs gulvet, trådte hans linjer i karakter. Sorte tunneløjne, der var endnu mørkere end de røgskyer, han stod i kontrast mod. Deres kolde hinder som skinnede i det dunkle lys.

   Laurence.

   Og denne gang kunne Diana se, at han ikke længere var et spøgelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...