De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9310Visninger
AA

26. Kapitel 24


Billedet, der blev kastet tilbage mod hende, forestillede en pige i en af de smukkeste kjoler, hun nogensinde havde set. Dens turkise farve fik hendes gyldenbrune glød til at lyse op, og hendes bølger af gyldent hår til at skinne.

   Diana havde svært ved at tro, at de var en og samme person.

   Det var Lola, der havde valgt kjolen i butikken. Hun synes, at de var for sent ud med indkøbene, men insisterede stadig på, at de fandt den helt perfekte af slagsen; de skulle se så godt ud, at de ville have lyst til at tage den selv samme kjole på til næste års skolefest.

   Diana sukkede, drejede en omgang rundt i sin kjole foran spejlet. Aaron og Dylan var på trapperne, men hun kunne ikke bringe nogen form for begejstring frem. Sidste års skolefest havde vel været fint nok; Hannah havde fundet hende en date, der var to år ældre end Diana, og DJ’en havde haft sine højdepunkter.

   Siden var der sket så meget. Hun havde mistet så mange.

   Inden for den seneste uges tid havde hun også tænkt over, om andre end hendes familiemedlemmer burde have en plads på den liste: Warren, Serena, Hannah, Kyle … Logan (?)

   Han var det største spørgsmålstegn, hun hidtil havde skullet tage stilling til.

   Diana kunne ikke få billedet af Logans ansigt ud af sit hoved. Den dag i gangen, hvor han havde stået tomhændet tilbage med det sårede udtryk i sit ansigt, som på en eller anden måde altid endte med at dukke op i hendes drømme. Så ville hun vågne svedende op i sine lagner og prøve at presse tankerne om ham ud af sin hjerne.

   Hun burde ikke bekymre sig om ham. Det burde ikke siges mere end en gang, men hun var efterhånden begyndt at messe sætningen for sig selv flere gange dagligt. For måske havde de ikke talt til eller set hinanden i en lille uges tid, men hun var sikker på, at han ville klare sig. Det gjorde han altid.

   ”Du tænker på ham igen, gør du ikke?”

   Dianas hoved vippede opad ved lyden af Lolas stemme. Hun stod ved makeup-spejlet i den anden ende af det himmelblå værelse og påførte en glitrende hjertehalskæde.

   ”Jeg dømmer dig ikke,” sagde hun og rettede lidt på smykket. ”Siden sidste torsdag har han opført sig … Jeg ved snart ikke. Hensynsløst.” Lola lod sit blik glide væk fra spejlet og hen mod Diana. Hun smilede svagt.

   En metallisk klokke genlød op gennem trappeopgangen, og Lola trippede mod lyden ud gennem døråbningen. Da hun vendte tilbage, var et straks mere varmende smil klistret på hendes læber.

   ”Kommer du med ned? De er her.”

 

 

Diana havde førhen sat skoleballet i en negativ kasse. Sidste års oplevelse havde været småkedelig og lige akkurat tåleligt – men i år … I år var derimod overvældende fantastisk.

   Der var noget forfærdeligt charmerende over at køre til skoleballet i Dylans rustne truck og lytte til hans CD med gamle Nirvana numre, mens den hede vind strøg ind gennem de nedrullede vinduer. Musikken fra gymnastiksalen kunne høres så snart de trådte indenfor i skolens hovedgang, og allerede da vidste hun, at DJ’en i år også havde forbedret sig til de mere formidable niveauer.

   Dylans hånd forlod aldrig rigtig hendes. Hans varme synes at smitte af på hende, og smilet kunne ikke tørres af hendes læber, når hun så op på ham. I sin udlejede, tilpassede smoking så han noget nær dobbelt så godt ud, som han plejede. Hendes mave vendte sig rundt og gjorde hende en smule svimmel.

   Salen var dekoreret i sølvguirlander og gulvet var tildækket af konfetti. Lokalet så en smule rodet ud – og hvis ikke eleverne allerede havde været i gang på dansegulvet, ville Diana sikkert ikke havde fundet dekorationerne lige så glamourøse.

   Et velkendt ansigt dukkede op mellem alle de ukendte: Nic. Han bar fløjlskjorte og butterfly, og vinkede, da han fik øje på dem. Mens hun gik Nic i møde, forsvandt Dylan lettere pludseligt ind i mængden af teenagere. Hun valgte ikke at dvæle ved det.

   ”Det her er Michela,” sagde Nic. Han storsmilede. Pigen ved hans side var høj, bleg og lidt af en sorthåret skønhed. Hendes kjole flød perfekt omkring hendes former, og Diana kunne næsten se, hvordan Nics hånd konstant hvilede på hendes hofte.

   ”Hun har hovedrollen i skolestykket. Hun har talent, kan jeg sige dig. På mere end et område, endda,” sagde han og blinkede en anelse slesk med det ene øje.

   Nic fortsatte med at plapre løs og prøvede ikke at lægge skjul på, at han selv havde kapret pigen. Mens han snakkede, nikkede Diana med et stramt smil for ikke at afsløre sit grin. Hun havde en mindre god mavefornemmelse om, at han ville have mistet Michela inden aftenen var omme, hvis han blev ved med at give hende den samme opmærksomhed som i dette øjeblik.

   Et par arme gled omkring hendes talje bagfra, idet DJ’en satte en ny rytme på. Dette var det første mindre poppede og gode stykke musik, hun havde hørt ham spille indtil videre. Dianas mund formede et rundt O, da hun genkendte den som ’Of the Night’.

   Dylan sneg hende væk fra Nic og hans date. Hun vendte langsomt sit ansigt op mod hans og så sigende op på ham. Der gik et øjeblik, før han talte.

   ”Det kan godt være, at det er den eneste Bastille-sang, jeg kender, men nu når de spiller den efter min forespørgsel, har du altså ikke et andet valg end at hive mig med ud på det dansegulv.” Han lyste op i et perfekt smil.

   Diana greb hans hånd, og de vadede ud i søen af konfetti til de elektroniske rytmer.

 

 

Et par timer gik hvor det eneste, hun pludselig kunne tænke på, var sin dagbog. Den synes at gløde direkte igennem hendes håndtaske, og hun kunne ikke få billedet af den i sine hænder ud af sit hoved. Diana havde en sær lyst til at sætte sig ned med dagbogen og bare læse. Hendes instinkter fortalte hende, at det var vigtigt. Vigtigere end som så.

   På et tidspunkt forvildede hun sig væk fra Dylan og ud i en af skolens sidegange. Hun kunne ikke finde rundt i sine egne handlinger; det hele skete som i en drøm, og i det øjeblik kunne festen ikke virke længere væk. Musikken genlød i dunkle toner ned gennem de tomme gange.

   Dianas fingre kriblede med dagbogen i sit greb, og hun slog den vidt åben. Den første sætning, der trådte frem foran hendes øjne, så også ud til at være den eneste. Siderne var pinligt blanke.

 

Han vil gøre det i nat. Foran de forladte celler og deres rustne tremmer.

 

   Det skete ud af det blå og så uventet, at hun måtte tage et øjeblik for sig selv og blinke sig selv tilbage til virkeligheden. For pludselig faldt det hele på plads. Brik for brik klikkede alting, alt de havde oplevet, sammen til en større enhed, og hun forstod. Hvordan kunne de ikke have set den mulighed før?

   Et stort, hvidt hus. Det som fandtes i Washington D.C, var ikke det eneste af sin slags. Der var også et i deres nærområde. Forskellen var bare, at dette ”hus” havde beliggenhed på en klippeø i midten af San Francisco Bugten. Det var fængslet Alcatraz. Det havde det hele tiden været, og det indså Diana nu.

   Hun takkede sin sjette sans for at få hende til at tage et ekstra kig i dagbogen og satte så i løb. Skoleballet kunne vente; hun blev nødt til at finde de andre og fortælle dem, hvad hun havde opdaget. Efter i nat ville Laurence igen være på fri fod. Tanken fik blodet til at bruse stærkere i Dianas årer og gjorde hendes åndedræt uregelmæssigt.

   Hun styrtede længere fremad og drejede rundt om hjørnet mod hovedgangen og gymnastiksalen.

   Nogen stod op af skabslågerne. Deres kroppe var klynget til hinanden i et kys så heftigt, at ingen af dem rigtig havde plads til at trække vejret. Pigens hænder havde knyttet sig omkring fyrens jakke, og hun hev ham i en stærk bevægelse tættere på. Hans stærke arme lagde sig om hendes krop. Styrken i dem løftede hende op på hendes tåspidser, og deres legemer synes at smelte sammen.

   Melissa kørte sine fingre op igennem Logans hår, og hans hænder pressede sig fastere rundt omkring hende.

   I det sekund forsvandt det sidste gram af medlidenhed for ham, som Diana måske kunne have haft tilbage i sin krop. Billederne, der havde sneget sig ind i hendes drømme og hjemsøgt hende den sidste uge, blev visket ud uden videre tanker. Dette var ikke den Logan, hun huskede – den sårede. Dette var en Logan som i den grad ikke var ulykkelig.

   Diana hørte ikke rigtig sig selv, da hun rømmede sig.

   ”Laurence er i San Fransisco. Alcatraz, faktisk. Tænkte, at du nok ville vide det.” Iskold, blottet for følelser – sådan bildte hun sig selv ind, at hun lød. Måske var det oven i købet også sandheden.

   Deres hurtige åndedræt holdt brat op. Logan vendte sin kind til Melissas. Hans læber var hævede. Diana forbandede sig selv for at tænke, at det klædte ham.

   Hun kunne ikke følge med den strøm af tanker, der myldrede gennem hendes hoved. En stor lyst til at løbe væk vældede op i hende, men lysten til tårer var større.

   Det var ikke på grund af Logan. Nej. Men Melissa? Af alle personer var hun den, han havde valgt. Hun vidste ikke engang, hvad hun skulle tænke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes krop føltes tung, og hendes fingerspidser snurrede. Diana afskyede Melissa, men Logan hadede hende. Det var den eneste ting, hun i de næste pinefulde sekunder kunne vide sig sikker på, og det formåede kun at forvirre hende mere.

   Diana var glad for, hun ikke havde brug for at tale mere. De skulle ikke have lov til at høre hendes stemme skælve. Se hende svag.

   Hun fornemmede Logans store øjne følge hende, da hun bevægede sig tilbage ind i salen. Der hørtes næsten øjeblikkeligt løbende skridt bag hende. Diana satte farten op og forsvandt i mængden af glitrende kjoler og smokinger, før nogen kunne nå at indhente hende.

   Det var umuligt at få øje på nogen, hun kendte. Og de vigtigste personer var tilsyneladende forsvundet. Diana mente at fange et glimt af Lolas kastanjebrune bølger et sted i nærheden af publikumstribunerne, idet rektoren trådte frem på scenen i den anden ende af salen og prikkede lidt til en mikrofon.

   ”Er den tændt? Tak, Roger.” Han smilede. ”Hvis jeg venligst kan få jeres opmærksomhed i et øjeblik … jeg skal bede alle om at finde deres partnere og komme ud på dansegulvet. Det er den tid, hvor valsen efter traditionen skal danses. Kom så i gang folkens, tjep-tjep!”

   Folk bag Diana begyndte at gene hende og alle andre ind mod hjertet af gymnastiksalen. Hun kunne ikke overskue, hvad der skete. Festklædte teenagere var alle vegne, øjet kunne se, og en svag panikfornemmelse krøb sig op af hendes ryg …

   Dylan var et par meter længere fremme. Hun havde fået øje på ham i de sidste få sekunder, før musikkens første toner begyndte. Stående alene havde han næsten set en anelse fortabt ud.

   ”Hvor har du været?” spurgte han og snurrede rundt, da hun hev i hans ærme. Et smil spredte sig på hans læber.

   De var tvunget til at danse og delte et par øjeblikkes stilhed. Så lænede Diana sig forsigtigt på tåspidser op mod hans øre.

   ”Jeg har fundet ud af noget mere om Laurence. Jeg ved, hvor han er. Vi må af sted snarest muligt. Forhindre ham, før det er for sent,” sagde hun, men kunne knapt nok bringe sig selv til at tale højere end en hvisken. Der var for mange mennesker.

   ”Du taler om det, som om det er liv eller død,” sagde Dylan kort for hovedet. Diana valgte ikke at svare ham. Det så ud til at synke ind; Dylans ansigt var granit, da valsen tvang hende ud af hans arme og videre ud mod gulvet og den næste partner. Mængden snurrede også ham rundt i forvirrende piruetter, og før han nåede at forsvinde fuldstændigt, fremsagde hun febrilsk sine vigtigste ord: ”Lov mig, at du ikke følger efter os.”

   Hun var ikke sikker på, han hørte dem.

   Nic var alt for langt væk for hendes rundtossede hoved, men Diana nåede at stjæle ham fra en anden pige i sidste øjeblik. Hun kastede let forpustet sine arme om hans hals.

   ”Der er afgang fra parkeringspladsen så snart, nummeret her slutter,” erklærede hun. Han vurderede en smule stødt hendes ansigt.

   ”Hvad i alverden taler du om? Forlade et skolebal og en overscoring af en date, som rent faktisk kan holde min akavethed og finurlige personlighed ud? Det er et nej herfra, Diana.”

   ”Det er Laurence. Jeg ved, hvor han befinder sig.”

   ”Ja da, totalt, for vi har ikke gættet forkert på det punkt nok gange endnu.”

   Hun stirrede ham så intenst ind i øjnene, at hendes blik måske havde haft en chance for at brænde sig igennem hans kranie. Hun havde det som om, at hun prøvede at overbevise ham om, at jorden var trekantet.

   ”Nic. Det er Alcatraz. Jeg sværger på mit eget liv.”

   Hans ansigt fik langsomt grå træk, og hun blev forbavset over hvor meget, hans ansigt mindede om det, hun sidst havde set Dylan med. Det var som hugget ud af klippesten.

   ”Jeg finder Aaron og Lola.” Hans stemme var rå og dyb, og musikkens næste takt skilte dem fra hinanden. Et koralblåt skær fra lysshowet havde sænket sig over salen, og Diana drejede rundt om sig selv i blinde. Det næste par arme greb fat om hende. De var faste og kommanderende – Diana genkendte dem med det samme.

   Logan tøvede ikke ind imellem dansetrinnene, men lænede straks sit ansigt tættere mod hendes.

   ”Hvordan fandt du ud af, at det var Alcatraz?”

   Diana fnøs; det burde vel være mere end åbenlyst.

   ”Dagbogen, din idiot,” sagde hun – og bandede indvendigt. Følelserne fra tidligere rev i hende igen, men hun pressede det hele tilbage et sted, hvor Logan ikke ville kunne se dem. Det mørkeblålige lys spillede over hans ansigt og tegnede de fineste mønstre. Hans læber var stadig perfekte efter skoleskabene i gangen …

   Hvordan kunne det være, at hun fik lyst til at slå ham, hver gang han åbnede munden?

   ”Nej. Jeg mente nærmere, hvordan du kan være så sikker,” sagde Logan. Han kastede et blik ned på hende.

   ”Jeg stoler på min søsters ord,” sagde hun.

   Hans øjenbryn rykkede sig tættere sammen. Selvforsvarende.

   ”Det er lidt svært ikke at være kritisk, når den sidste gang, vi stolede på hendes ord, næsten resulterede i min brutale død,” sagde han.

   ”Eller måske skulle du bare for en gangs skyld have valgt ikke at spille helten og holdt dig fra at sætte dit eget sølle liv på spil over andres.” Diana måtte anstrenge sig selv for ikke at råbe.

   Hun kunne ikke fordrage følelsen af vrede, men i det øjeblik var hun ikke engang sikker på, hun kunne sige, at hun fortrød den. Fornemmelsen af den, der boblede igennem hendes indre og brændte alt det gode væk, var ikke rar – men hun havde haft meget af denne syre spærret inde i sig så længe, at det føltes befriende endelig at kunne lade den slippe ud.

   Hun var vred på Laurence. Hun var vred på dagbøgerne, vred på alt de havde bragt med sig og ødelagt på deres vej. Hun var vred på Hannah; hvis hun havde været påpasselig med dagbogen og ikke søgt væk fra Logan, Lola og Nic, da de ville hjælpe hende, ville alt stadig have været normalt. Hun ville stadig have haft sin familie.

   Vreden ville have frit løb – og når det var Logan, der stod over for hende, havde hun så virkelig et valg?

   Musikken var forsvundet, uden at Diana havde lagt mærke til det. Hun stod stadig fastlåst i Logans arme. Et kort øjeblik passerede imellem dem. Så vred hun sig ud af hans greb og flygtede.

   Hun mente at høre ham sukke af frustration på sin vej væk, men det prøvede hun på ikke at bemærke.

   Lola, Nic og Aaron nåede ud gennem gymnastiksalens døre på samme tid, som hun gjorde. Logan fulgte lige efter, og de satte i løb ned af gangen.

   Nogen råbte hendes navn fra et sted bag dem. Hun snurrede rundt, standede kortvarigt op.

   Dylan. Selvfølgelig.

   Hans skjorte var ude af orden, og hans ansigt bad hende uden ord om at komme tættere på.

   ”Hjælp mig lige lidt, her,” sagde han med øjne, der flakkede søgende hen over hendes ansigt. ”Jeg ved slet ikke, hvad I har gang i.”

   ”Det ved jeg heller ikke,” indrømmede hun.

   ”Diana. Du gør det ikke meget bedre.” Han undgik at se på hende, tøvede en smule. ”Jeg så, hvad han kan gøre, følte det på min egen krop. Jeg så hvordan ... Der kan ikke ske dig noget, okay? Det ville jeg hade. Jeg lader dig ikke gå ud gennem de døre, hvis ikke du kan fortælle mig, at det nok skal gå.”

   ”Det vil det. Jeg skal nok klare mig,” løj hun.

   Han trak så svagt på smilebåndet, at det knapt kunne tydes til et smil. Det gjorde ondt at se på.

   ”Jeg elsker dig,” sagde han og kyssede hende kort på munden.

   ”Jeg elsker også dig.”

   Hans læber pressede sig ned mod hendes endnu en gang, blidere, og hun bekæmpede med besvær klumpen i sin hals. Hvis ikke det var et farvel, hvorfor føltes det så så forfærdelig meget som et?

   Så trak hun sig tilbage og forlod ham i den øde gang.

   På vej ud gennem dørene mod parkeringspladsen kunne hun ikke undgå at lægge mærke til den triste tomhed, der lå over Logans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...