De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9344Visninger
AA

25. Kapitel 23


Musikkens rytme fik cheerleaderne til at danse heftigere, og tilskuerne til at råbe højere med på teksterne. Gymnastiksalens gulv skrumpede og rystede under vægten af menneskemængden.

   Sæsonens sidste kamp var altid den bedste at tage til – uanset hvilken sport, der var tale om, var stemningen altid i hus. Folk havde i dag malet deres ansigter røde og gule, og alle havde bordeauxrøde T-shirts på med navnet på skolens volley-hold. Diana havde malet sine negle guld og mørkebrune i dagens anledning.

   Dylan var ekstatisk. Det var første gang i fem år, at førsteholdet var nået til en finale. Presset var på hans skuldre denne gang, og han havde bekymret sig en smule om, at han ville bukke under. Diana havde fortalt ham, at det nok skulle gå.

   Det ville det. De første tredive minutter af kampen var hæsblæsende, for Dylans spil var formidabelt. Diana kunne ikke holde op med at smile.

   Lola, Aaron og Logan havde sat sig sammen med Diana på forreste række. Aaron havde insisteret på, at de skulle komme i god tid, og det havde vist sig, at det i dette tilfælde var det hele værd. Derfor trak Dianas øjenbryn sig uforstående sammen, da Aaron midt i kampen greb fat om Lolas hånd og hev hende med op fra deres sæder.

   ”Vi finder et par sæder øverst oppe,” fnes hun til os og trak utålmodigt i Aarons ærme. ”Der er bedre … udsigt.”

   De skyndte sig op af trapperne og forsvandt længere op af tribunen.

   Udsigt? – nej, Diana vidste, at Aaron og Lola havde noget andet i tankerne. Sikkert at klistre deres ansigter sammen. Hvilket var et øjeblik, hun hverken havde lyst til at forstyrre eller overvære. Stadig kunne hun ikke lade være med at forbande dem begge over, at de ville efterlade hende alene tilbage med Logan.

   Så hun blev siddende og lod ham med et synkende hjerte rykke tættere på. Tættere. Og tættere. Hun kunne nærmest mærke deres lår røre hinanden. Men Diana sad fastfrosset og prøvede blot på ikke at trække vejret for højt.

   Han lænede sig over mod hende, løftede lidt på den ene mundvig.

   ”Nu er det kun os to,” påpegede han med et grin.

   Ordene var flabede og fyldte for meget i Dianas hjerne, og det blev for meget. Hun prøvede at rejse sig op, men Logan holdt hende tilbage. Hans fingre havde låst sig fast om hendes håndled, og hans ansigt så pludselig en del mere alvorligt ud, end det havde gjort for blot få sekunder sider.

   ”Jeg … Lad nu være med at gå. Bliv.”

   De brune øjne var så mørke, at hun knapt kunne kende forskel på pupillen og hinden. Men hvis der var en ting, hun vidste, så var det, at det var blikket i disse øjne, der fik hende til at sætte sig tilbage ned. Diana havde ikke lyst til at indrømme, hvor nemt de havde fået hende til at bukke under.

   Logan smilede en smule og tillod sig selv at lægge en arm langs hendes sædes ryglæn. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde set Logan smile så meget; de seneste dage havde været en tumult af flirtende kommentarer og flere af disse smil, som i grunden egentlig var ret vidunderlige. Han havde pæne, lige tænder. De passede godt sammen med den måde, hans læber skiltes, når han smilede.

   Og der var det igen. Han smilede.

   ”Hey …” Logan lænede sig ind mod hendes øre for at hviske noget ubevidst.

   Men hun nåede aldrig at høre mere; en knyttet næve greb fat om Logans trøje og hev ham brutalt op fra stolen i kraven. Dylan stod med ildkometer i sine øjne og stirrede ind Logans ansigt.

   ”Nu kan det være nok,” spyttede han ud mellem sammenbidte tænder.

   Logan var provokeret. Han fik pludselig højere skuldre.

   Der gik et halvt sekund, hvor de to fyre stod ansigt til ansigt, pande til pande, og skubbede hinanden frem og tilbage som to tyre, kogende af raseri og voldsomhed. Der lød advarende råb overalt omkring dem.

   Dylan blev den første til at uddele et slag. Hans næve knuste mod Logans hals, og selv om den anden fyr trådte et skridt tilbage, ømmede han sig ikke det mindste.

   Logans øjenbryn trak sig sammen, hans mundvige vendte sig en smule nedad, provokerende.

   ”Er det virkelig alt, du har at byde på, loverboy?”

   Og så væltede de ind i hinanden. Hun vidste ikke, hvem der tog det første skridt, og hvem der først brasede mod den anden. Det var en orkan af hvirvlede lemmer og hævede knytnæver, og der hørtes højlydte grynt og støn fra dem begge så ofte, at man ikke ville kunne kende dem fra hinanden. Alt Diana kunne se var to nuancer af brunt hår, den ene mørkere end den anden, og hun bed sig selv så hårdt i kinden, at hun kunne smage blod.

   Dylan var forvandlet til et virvar af blodige skrammer og vrede.

   ”Hvordan kan du have nogen selvrespekt,” – han fik et slag ind på Logans mave – ”når du sådan kan snige dig rundt,” – et slag mere – ”og prøve,” – et slag til – ”at hugge andre folks kærester!”

    Logan gispede uhjælpeligt efter vejret og rasede fremad. Hans ansigt var fordrejet i et syredryppende had, da han greb fat om Dylans torso og kylede ham ned på gulvet. Logan fik overhånd og stødte sin næve mod Dylans ansigt—

   Nogen rev de to fra hinanden. Træner Walker og en mand, hvis navn, hun ikke kendte.

   Først i det øjeblik slåskampen rigtig blev opløst, gik suget igennem Dianas mellemgulv.

   Nogle piger havde det som en drøm at se to fyre kæmpe over sig. Men ikke Diana. Hun var så forfærdet, at hendes krop blev følelsesløs fra top til tå. Hendes bryst gjorde ondt, og hendes fingre rystede ustyrligt.

   Dylan fangede hendes blik. Hans ansigt ændrede sig på et millisekund fra den stenhårde grimasse. Hans træk blev milde. Bekymrede.

   Og mere nåede hun ikke at se. Træner Walker hev Dylan og Logan ud mod gangen.

 

 

Diana havde haft det mindste håb om, at spændingerne imellem Dylan og Logan ville have dæmpet sig, men dette blev opløst i det samme, de to fyre trådte ud af rektors kontor. Deres skuldre var hævede og synes at være bredere, end de plejede. Deres arme var spændt ned langs deres sider, og begge deres nakker var fremoverbøjede – parate til opgør.

   Det var et held, at Diana var den, som stod klar til at holde dem fra hinanden. Logan og Dylans hadefulde attituder forsvandt gradvist væk, da de så hende.

   Hun lagde en hånd på Dylans albue, skubbede ham blidt en anelse ned af gangen.

   ”Bare gå. Jeg kommer.”

   Han så undrende på hende, men vandrede videre hen mod gymnastisksalen uden at stille videre spørgsmål.

   Hun snurrede rundt mod Logan. Mærkerne i hans ansigt var allerede ved at antage en blålig kulør. Han stod med hænderne gravet ned i sine bukselommer og vippede lidt frem og tilbage. Afslappet, tænkte hun. Han føler sig afslappet.

   Diana tvang sig selv til ikke at skubbe ham bagover i frustration.

   ”Hvad i alverden havde du gang i, Logan?” udbrød hun i stedet.

   ”Jeg var ikke den, der ledte efter en slåskamp.” Hans stemme var kølig.

   ”Du ved, hvad jeg mener,” pressede hun på.

   ”Så jeg kan ikke engang få lov til at lægge en arm om dig længere, uden at jeg bliver set på som en trussel?”

   ”Dylan ser dig ikke som en trussel.”

   ”Nej da, tydeligvis ikke.” Logan hævede sine øjenbryn en anelse for kækt. Diana fyldtes endnu engang med en irriterende lyst til at slå ham.

   Hun rystede opgivende på hovedet.

   ”Hør nu, jeg har en kæreste. Det ville aldrig kunne blive til noget imellem os.”

   ”Du så ret så modtagelig ud tidligere.”

   ”Nej.” En bølge af vrede flød igennem hendes årer. Hun fulgte ikke sine egne bevægelser – og nu skubbede hun ham rent faktisk. ”Logan, det er ikke som du tror. Du kan lige så godt prøve at glemme alt om mig.”

   Han greb fat om hendes hænder, før de nåede at skubbe ham igen. Hans hud var brændende hed, og hendes hjerte bankede pludselig så hårdt, at hun ikke kunne kende sine følelser fra hinanden.

   Logans ansigt var blevet en alvorlig grimasse.

   ”Du ved ligeså vel som jeg, at det aldrig ville kunne ske,” sagde han.

   Hans mørke øjne sagde for mange ord, og tankerne røg ud af Dianas hjerne, før hun kunne stoppe dem.

   ”Jeg elsker ham, Logan. Jeg elsker Dylan.”

   Hans greb om hende blev slapt. Det var alt for nemt at træde et skridt tilbage, og da hun løftede sit hoved for at se på hans, ønskede hun i det samme, at hun ikke havde gjort det.

   Logans ansigt var fordrejet i noget, der kunne ligne voldsomme smerter. De mørkebrune øjne var tomme som lange, underjordiske tunneller, og de skinnede blankt ud mod hende.

   Så det var sådan, et knust hjerte så ud.

   Og det var dét. Deres forhold ville aldrig blive det samme.

   Diana havde ikke været klar over, hvor stor klumpen i hendes hals havde formet sig.

   ”Jeg er ked af det,” sagde hun i en grådkvalt stemme, selv om hun vidste, at det blot ville gøre alting værre.

   Gangen foran skolekontoret havde hele tiden været tom, men da hun vendte sig om for at følge den videre tilbage mod gymnastiksalen, føltes den hjemløs.

 

 

Dylan var ikke i et godt humør. Han var i en åbenlys diskussion med træner Walker, da hun nåede ind gennem gymnastiksalens døre og så ham på sidelinjen. Efter et par øjeblikke gav hans tante ham et klap på ryggen og sendte ham med en striks attitude ud mod omklædningsrummene.

   Diana fulgte efter.

   Drengenes omklædningsrum duftede overraskende rent. Det lignede til forveksling pigernes, og Diana ville have troet, at hun have valgt det forkerte omklædningsrum, hvis ikke det havde været for Dylan i den anden ende af rummet. Sportstrøjen klæb sig til hans ryg, og han trak den vredt over sit hoved for at kyle den ind i et åbent skabs mørke. Han støttede sine hænder på hver sin side af skabet og tog et par dybe indåndinger.

   ”Hey.” Diana vovede næsten ikke at forstyrre, men bevægede sig trods sin mavefornemmelse tættere på.

   Dylan vendte sig om ved lyden af hendes stemme.

   ”Kan du ikke dy dig for at se nøgne drenge?” Han trak på smilebåndet. Det manglede den reelle energi, som altid fik smilet til at nå hans øjne.

   Hun grinede en smule alligevel. Håbede, at det ville kunne få ham i et bedre humør. Men der var også en sandhed i Dylans ord; nu da hans trøje lå i skabet, var det svært for hende ikke at blive stakåndet. Selv hvis hun ville tvinge sit blik væk fra den perfekte solbrune hud, og de veltrænede muskler som den dækkede, så kunne hun ikke.

   Det var først efter et par øjeblikke, at hun rigtig kunne fokusere på hans ansigt.

   ”Sæt dig ned,” beordrede hun, da hun fik øje på de blågullige mærker som dansede op langs hans kæbeben. Hun kunne se en klar antydning af en bule ved hans baghoved, og hans læbe var splittet åben i en blodig flænge.

   Diana gik ud mod badeværelserne. Da hun vendte tilbage med en klump fugtigt toiletpapir, havde han sat sig på en af rummets smalle træbænke. Hun satte sig ned over for ham og prøvede ikke at skubbe for meget til hans skulder. Logan havde fået et par af sine slag bedre ind, end hun havde troet.

   ”Det her kommer ikke til at hjælpe meget, men alle skal vel leje sygeplejerske engang imellem, ikke?” sagde hun og duppede blidt det våde papir mod Dylans læbe. Berøringen fik ham til at skære ansigt.

   ”Det var ikke smart at starte en slåskamp. Specielt ikke når du ender med at se sådan her ud,” mumlede hun lavt i et forsøg på at skjule sin bekymring.

   ”Jeg har det fint.” Han gjorde igen et forsøg på at smile, og igen var det let at se igennem dets falskhed. Blodet sprang igen frem på hans læbe, og Diana rykkede tættere på.

   ”Hvad er der galt?” spurgte hun.

   De sad så tæt på hinanden, at hun kunne se de indtørrede perler sved på hans krop, mærke varmen udstråle fra hans hud. Hans øjne flakkede frem og tilbage over hendes ansigt i et par lange øjeblikke. Udtrykket i hans ansigt ændrede sig fra det spilagtige, og hun så det åbne sig op foran hende.

   ”Jeg er ingenting, Diana,” fnøs han. ”Det er det, der er galt. Jeg har intet at tilbyde dig – set bort fra mine katastrofale familieforhold, som for resten også er et helvede. For hvad tænkte jeg overhovedet på til at starte med? Der er andre som ville kunne passe bedre på dig, fortjene dig bedre. Selv Logan. Alle vil kunne overgå mig, når jeg ikke selv er noget værd. Det er virkelig … det er det mest syrede, jeg nogensinde har sagt, men jeg forstår på en underlig måde godt, hvorfor du hellere vil have ham –”

   ”Stop.” Diana viftede en afskedigende hånd frem foran sig. ”For Guds skyld, Dylan, bare stop. Der har aldrig været andre end dig, hører du? Heller ikke Logan. Der ville være så mange ting, jeg ville savne ved dig.” En magnetisk kraft fik hende til at rykke sig endnu tættere på ham, selv om det ikke burde have været muligt.

   ”Vores ture i dit vrag af en bil og din dårlige sangstemme. Dine ringe talenter for madlavning og vores alt for lange samtaler efter dine vagter i rideklubben. Din til tider dårlige humor, og at du altid kan muntre mig op med din positivitet. Uanset hvor mørk, jeg synes, min verden er.

   ”Jeg ville savne dine øjne. Jeg ville savne dine alt for små ører og dit smil. Jeg ville savne dine læber, og jeg ville savne at have duften af dig så tæt på, at den aldrig rigtig går væk.”

   Dylans hærgede ansigt lyste op i et kort smil.

   ”Gud, hvor jeg elsker dig.”

   Hans læber ramte mod hendes, og den metalliske smag af hans blod ramte hendes mund. Og hun var ikke overrasket over, at hun ikke kunne være mere ligeglad. For i dét øjeblik følte hun sig lykkelig, og hun følte sig bekræftet i sin teori.

   Hun elskede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...