De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9361Visninger
AA

24. Kapitel 22


Da ordet om Logans hjemkomst nåede Lola, Nic og Aaron, var klokken syv om morgenen. Diana fik et opkald fra Lola snart efter. Hendes stemme formåede at lyde munter selv over telefonens skratten, og Diana kunne høre smilet i hendes stemme, da hun gav sig til at tale om deres genforening.

   Diana havde svært ved at forstå, hvordan de andre kunne tage det så nemt. Logan var hjemme og i god behold, men de synes at glemme, hvad han havde gjort: Forladt dem da de havde mest brug for ham. Var det noget, man bare kunne glemme så hurtigt?

   Lola var den værste af de tre. Dog var Nic og Aaron ikke meget anderledes; et klap på Logans skulder, og så skulle det hele nok ordne sig.

   Det var ikke fordi, Diana ikke forstod dem – for selvfølgelig var hun glad for, at Logan var i live. Hun var bare overrasket over, hvor kort tid de havde været om at tilgive ham. Hun havde selv troet, at hun var nået til det punkt: Tilgivelsen.

   Men så var Logan troppet op på hendes dørtrin, og han havde fået turbulenser til at kaste rundt med det fly, som de begge var tvunget til at sidde fastspændt i.

   Derfor formede der sig også denne underlige form for hinde omkring Dianas hjerne, da hun næste morgen fik øje på Logan iblandt mængden af skoleelever på vej til time. Hun kunne ikke tænke klart, hun kunne ikke rigtig undgå en konfrontation.

   De havde – han havde – kysset hende.

   Hun fulgte ham med øjnene. Han gik ved siden af Aaron, smilede til ham for at indikere interesse, da han begyndte at fortælle noget om opløsningen på hans nye kameralinse. Aaron begyndte at vifte med armene, og Logan så …  

   Åh, nej. Han havde spottet hende.

   Diana dukkede sig så godt som muligt ind bag sin skabslåge og gav sig til at rette på sine i forvejen perfekt stablede bøger. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun bad til, at hendes sidemand ved naboskabet ikke lagde mærke til noget besynderligt.

   Vær sød at gå videre, vær sød at gå videre, vær sød—

   ”Hvor sjovt at se dig her.”

   Diana så op og mødte Logans øjne. Hans ene mundvig løftede på sig.

   ”Kommer du her ofte?” spurgte han.

   Diana glemte at trække vejret. Den Logan hun stod over for nu, var ikke den samme, som hun havde lært at kende over de seneste mange uger. Denne version var flirtende og selvsikker på en helt anden måde, end den hun var vant til. Hvad var sket siden i går, som … Åh.

   Havde kysset forandret ham?

  Han måtte have misforstået.

   Diana rev sit blik væk fra Logan. Hun stirrede blindt ind i sit skab og gav sig igen til at rode med diverse notesbøger for at undgå at se på ham.

   ”Hvad er der med den kæphøje attitude?” spurgte hun koldt. Hun fik intet svar. Til gengæld fornemmede hun hans øjne scanne hendes krop.

   ”Jeg synes, du skal tage med mig til skoleballet.”

   Diana hostede.

   ”Øhm, jeg …” Hun skubbede skabslågen i, og hun var tvunget til at lade sine øjne flakke hen over hans ansigt. ”Logan, jeg har allerede en date.”

   Det overraskede ham ikke. Hun kunne ikke lade være med at undre sig over det spøgefulde smil, der trådte frem på hans læber.

   ”Åh. Og ved denne fyr det så endnu?”

   Diana blinkede lammet med øjnene.

   ”Det t-tror jeg, han gør,” fik hun endelig fremstammet.

   Logans smil voksede sig en smule større. Og så sagde han to ord, som efterlod Diana falmende i blinde efter mening.

   ”Game on.”

   Han var forsvundet, før hun nåede at opfatte mere. Diana havde det som om, at nogen havde slået kontakten for hendes hjerneaktivitet fra.

   Hun var tom. For varme, for tanker, for følelser … Alt.

   En fyr med slående grønne øjne og en rygsæk svunget over skulderen nærmede sig hende. Diana blinkede sig selv tilbage til omverdenen. Hendes øjne fokuserede på Nic, idet han standsede op foran hende.

   ”Var det Logan?” spurgte han fladt og rettede lidt på taskens stropper. Da hun ikke svarede, rynkede han panden og vinkede en hånd foran hendes ansigt.

   ”Hey, er du okay?”

   Men Diana kunne ikke bringe sig selv til at sige et eneste ord.

   ”Han kyssede dig, gjorde han ikke?” Nics stemme lød oprigtigt rasende, og det gibbede i Diana over hans pludselige humørskifte. Hun prøvede at finde på noget fornuftigt at sige, men Nic kom hende i forkøbet. Han kørte en hånd gennem sit minnimeterkorte hår.

   ”Fandens.” Hans pupiller udvidede sig. ”Jeg sagde til ham, at han ikke skulle tage nogen chancer. Men drengen lytter fandme aldrig, og se nu—”

   ”Wow-wow-wow.” Pludselig røg ordene igen ud af Dianas mund, og hun fandt sig selv tættere på Nic end før. Hun hviskede. ”Siger du, at det her er noget, du har vidst længe? At han ...”

   ”Jeg har vidst det i ugevis. Jeg tror også, at Lola var begyndt at få færten af noget.”

   ”Men …”

   ”Han er ikke altid god til det med ord. Men jeg tror, at det her er så stort, at det kan få ham til at tale.” Nic holdt pludseligt inde, som om han havde sagt for meget. Hans øjne scannede kort hendes ansigt, før han med en tøven åbnede munden igen.

   ”Jeg mener bare, at det her – dig … jeg tror ikke, at det er en lille, ubetydelig ting for ham. Jeg tror nærmere, at han ville dø for dig, hvis han stod i øjeblikket. Altså – jeg mener, det ville vi alle. Men Logan … jeg fornemmer lidt, at han tager det løfte seriøst på en anden måde, end vi andre gør.”

   Diana slog sit blik i jorden. Prøvede ikke at tænke for meget. Hun var ikke sikker på, hun havde lyst til at reflektere over hans ord, hvis det førte til, at noget i hendes bryst stak værre, end hvad det gjorde lige nu.

   Mest af alt havde hun bare lyst til at komme ud af skolen og over i centeret—

   Åh, Gud. Hun mærkede panikken i sit ansigt og så op.

   ”Nic. Dylan.”

   ”Hvad er det med ham, som …” Det tog Nic et øjeblik, før det gik op for ham, hvad hun mente. Men da det skete, sukkede han tungt og slog sin pande ind mod det nærmeste skoleskab. ”Åh, lort. Du bliver nødt til at fortælle ham det.”

   ”Men jeg …”

   ”Nej, ikke ’men’. Fortæl ham det. Bare lov mig, at du ikke tager dig af Logan, okay? Han er … Logan. Og du er Diana. Det skal nok gå, I finder ud af det på en eller anden måde.”

   Han vendte sig om, så rygsækken over hans skuldre nær havde smækket hende tværs over fjæset. Diana mente at have hørt ham bande Logans navn i farten.

   Nic greb fat om hendes arm, og hun blev tvunget til at følge med ham ned af gangen, før hun havde tid til at tænke mere over hans ord.

   ”Kom,” sagde han ved siden af hende. ”Så følger du mig til den dramatime, min mor nu tvinger mig til at tage igen, efter Mr. Watson ringede til hende og praktisk talt tiggede hende om at skrive mig tilbage op på faget. Jeg tror ikke helt, den gamle mand vil indrømme, at han brug for mig. Jeg mener, jeg ved, at jeg praktisk talt er Leonardo DiCaprio når det gælder skuespil, men det betyder i Guds navn ikke, at jeg skal øve mig på det …”

   Mens Nics talestrøm fortsatte, forholdt Diana sig stille.

   Dylan vidste ikke, at Logan havde kysset hende. Og denne sidstnævnte havde fået en pludselig kampgejst. En kampgejst, som hun var rimelig sikker på, gjaldt hende.

   Hun var i problemer.

 

 

Diana var i seriøse problemer.

   Hun havde nær skabt en scene i shoppingcenteret efter skole. Der var også en større sandsynlighed for, at hun havde skabt et nyt nemesis-par ved at fortælle Dylan om Logan. Hun havde det som om, at hendes kærlighedsliv var én stor og kaotisk teenagedramaserie.

   Diana havde prøvet at sætte øjeblikket lavt på sin prioriteringsliste, men hun kunne ikke udskyde det længere, da hun sammen med Dylan trådte ud af Hollister-butikken. Hun fortalte ham, hvad der var sket, så hurtigt, at hun ikke var sikker på, han havde nået at opfatte ordene.

   ”Idioten kyssede dig?” udbrød han.

   Okay. Han havde tydeligvis opfattet dem. Og nu var han ophidset; Dylan talte for det meste kun grimt, hvis hans følelser stak af fra ham.

   ”Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket. Han har altid været lidt af en rusten type,” fnøs han.

   ”Rusten? Jeg troede, at du var begyndte at acceptere ham.”

   ”Nogle gange siger jeg ting kun for at gøre dig glad, Diana.”

   Hun åbnede munden for at sige noget, men kunne ikke samle sine tanker om ordene. Hun lukkede den igen.

   ”Ved du hvad? Jeg er ligeglad med, om han var med til at redde mit liv. Nu går jeg ud for at finde fyren, og så giver jeg ham den største lærestreg, han længe har fået,” sagde Dylan hæst og rynkede på næsen. Der var ikke direkte mord i hans øjne, men det var dog det tætteste, Diana nogensinde havde oplevet et udtryk kunne være på at passe på beskrivelsen.

   Dylan tog et par skridt til siden. Hun hev fat i hans arm, før han nåede for langt.

   ”Dylan. Stop et øjeblik.” Hendes stemme var mild, og han blødnede en smule op ved hendes berøring. ”Jeg kunne ikke være mere ligeglad med Logan. Han er min ven – men en af slagsen som jeg i øjeblikket ikke kunne se mig selv være mere vred på. Han er af ingen betydning.”

   Dylan så bare ned på hende. Hun stillede sig på tåspidser og kyssede ham på kinden.

   ”Du skal ikke bekymre dig. Han er ingenting sammenlignet med dig,” sagde hun stille ind i hans øre. Han gryntede og trådte et lille skridt tilbage.

   ”Okay. Vi siger, at jeg tror dig. For det gør jeg. Men det betyder ikke, at jeg vil holde op med at se på ham som et utroværdigt fjols.” Han kompenserede for sit vredesudbrud med et kys på Dianas pande, og hun smilede så svagt, at det næsten var usynligt. Hun lagde sine arme om ham. Mens hun knugede sig til hans torso blev hun ved med at hviske, at det ville gå helt fint. At Logan var en idiot, og at han ikke fortjente meget andet end hendes ignorance.

   I sine tanker måtte Diana samtidig prøve at overbevise sig selv om, at ordene, hun sagde, var sande.

 

 

Når Lola Cole inviterede til en filmaften, var det egentlig ikke en invitation. Under det evige smil gemte der sig en attitude, der sagde ”vælger-du-ikke-at-komme-er-du-nådesløst-og-et-hundrede-procent-dødsdømt.” Diana havde ikke lyst til at komme hende i vejen og accepterede derfor invitationen til den ”festlige begivenhed”. Hun prøvede så godt som muligt at ignorere resten af gæstelisten. Specielt det navn som begyndte med L og sluttede på ogan Young.

   Det var Lolas hensigt at få en hyggelig aften med nørdede film og popcorn-kampe på dagsordenen. Selv om hendes forældre ikke ville være hjemme det meste af aftenen, var den eneste regel i hendes hus stadig, at ingen måtte lede samtalen hen på dagbøgerne og alt, de havde med at gøre. Så snart de trådte ind over dørtærskelen blev de bedst om at udlevere deres dagbøger, og Lola låste dem med et lettelsens suk inde i familiens pengeskab.

   Lola mente, at de havde brug for en kort pause fra dagbøgerne og alt det overnaturlige. De havde været igennem så meget, at de for bare en aften godt kunne tillade sig selv at leve et normalt liv. En smule normalitet var vel kun godt, sagde hun.

   En himmelsk strøm af popcorn-dufte spredte sig langsomt fra køkkenet. Imens viftede Aaron en smaragdgrøn DVD foran alles næser.

   ”Den har altså virkelig det hele: Superhelte, rumvæsner, jægerfly og babes.”

   Diana snuppede filmkassetten fra ham og måbede, da hun så forsiden. Ja, ja, ja!

   ”Green Lantern,” sagde hun og pegede insisterende en finger ned på titlen.

   ”Green Lantern?” sagde Aaron og lod sit blik glide rundt på de andre i rummet. De blinkede forvirret med øjnene.

   Diana tog det som et tegn og smed triumferende sine arme i vejret: ”Green Lantern!”

   Aaron smækkede sin håndflade mod Dianas, og de satte DVD’en i afspilleren under tv’et. Lola marcherede ind bag dem med to skåle balancerende i sine hænder, og hun dumpede ned i sofaen ved siden af Aaron. De kastede sig med det samme over popcornene.

   Sofaen var allerede fyldt efter de to havde sat sig, og Diana så, at Nic havde indtaget sækkepuden i hjørnet af stuen. Hendes øjne faldt på det pelsede gulvtæppe foran sofaen, og hun fandt med en klump i halsen en tom plads ved siden af Logan. Hvor perfekt – helt igennem perfekt.

   Hendes brug af sarkasme var muligvis begyndt at tage overhånd.

   Logan prøvede ikke at se op på hende, men hun kunne fornemme hans øjne flakke bare en smule.

   Diana indtog pladsen ved siden af ham på gulvtæppet. Hun gjorde sig umage med at holde sin afstand på et niveau så stort, at deres arme ikke ville kunne berøre hinanden.

   Filmen begyndte at køre hen over skærmen. Dianas ryglæn, som egentlig var kanten af sofaen, pressede sig skarpt ind i hendes ryg. Hun bevægede lidt på sig for at få den ubehagelige fornemmelse til at forsvinde.

   Logan greb fat om en af sofapuderne. Hans hånd pressede hende lidt forover, før han igen fik hende til at læne sig tilbage på puden.

   ”Bedre?” Hans stemme var knapt en hvisken. Lyden af den var lige ud for hendes øre.

   Hun svarede ikke. Hun var travlt nok optaget af at få kuldegysningerne på sine arme til at forsvinde.

   Tv-skærmen var hele tiden fyldt med livlige farver fra flyeksplosioner og rumstationer, men det var svært for Diana at holde fokus. Der var knitrende popcornlyde fra overalt omkring hende, og Logans åndedrag synes at være alt, hun kunne høre. Lyden af ham, der trak vejret, overdøvede alt andet, og Diana fandt det yderst frustrerende.

   Hvorfor kunne han ikke bare trække vejret noget lavere?

 

 

Morgenen efter slog noget blødt og alligevel hårdt imod Dianas hoved. Hun spjættede i sengen og gispede efter vejret, da hun satte sig op under dynen. Det tog hende et par sekunder, før hendes søvnige øjne kunne fokusere klarere på skikkelsen foran hende.

   Lola stod med krydsede arme og en pude i den ene hånd. Hendes fod tappede utålmodigt mod gulvet.

   ”Jeg kan ikke tro, at du stadig kan sove. Klokken er 11.”

   ”Hmpf. Sikken rar måde at vække mig på. Må jeg ikke lige lægge mig ned og …” Hun gabte.

   ”Diana?”

   ”Ja?”

   ”Der er hjemmelavet omelet og friskstegt bacon nedenunder.”

   Diana var ude af sengen og nedenunder på et halvt minut. Når hun lagde en hånd på sin mave, var hun rimelig sikker på, at hun kunne mærke den bølge under sin håndflade.

   Lola smækkede omelet og bacon op på en tallerken. Duften fik Dianas øjne til at bugne ud, og hun greb til kniv og gaffel så snart, Lola skubbede tallerkenen op mod hendes bryst. Til gengæld var hun forholdsvis sikker på, at maden interesserede hende som den eneste; Lola sad vemodigt over for hende ved spisebordet og stak til sin omelet.

   ”Diana, øh…” prøvede hun sig frem. I et øjeblik fandt de brune øjne hendes, og de stirrede underligt akavet på hinanden. Lolas gaffel klingede metallisk mod porcelænstallerkenen, da hun kastede den fra sig.

   ”Hvad er det med dig og Logan lige nu?” befalede hun.

   Diana vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes håndflader endte med at blive svedige, og hun stirrede en anelse uforstående på den anden pige.

   Stilhed.

   Lola krydsede armene over brystet og hævede et sigende øjenbryn.

   Stilhed.

   Diana følte sig fanget og lod også sit bestik falde klingende ned mod tallerkenen.

   ”Han kyssede mig, og nu er det hele underligt.”

   Lola rystede blot let på hovedet. Diana kunne ikke lade være med at mistænke Nic for allerede at have taget denne selv samme samtale med hende.

   ”Slemme, slemme dreng,” sukkede hun. ”Han ved bedre end alle andre, at du allerede er optaget.”

   ”Jeg forstår det virkelig ikke, Lola.”

   En lille stemme hviskede i Dianas hoved: Hvorfor? Hvorfor mig?

   Den del udelod hun.

   Lola kløede sig tankefuldt i nakken. Hendes læber skiltes, og hun åbnede kort munden … men så flængede en underlig lyd sig op gennem hendes hals, og hun snørede læberne sammen. Hendes øjenbryn rykkede sig tættere sammen, som om der var mere, hun ville have sagt.

   ”Men det kommer ikke til at ske. Jeg har Dylan. Jeg … jeg kan rigtig, rigtig godt lide Dylan,” sagde Diana. Ordene kom pludselig løbende ud af det blå, og hun måtte væde sine læber. ”Der kommer ikke til at ske noget mellem Logan og mig. Det ville være … anarkistisk. Forkert.”

   Lola så kort på hende.

   ”Jeg har det som om, at jeg ikke er den eneste, du prøver at overbevise her, Diana.”

   Før hun kunne nå at rive sit blik væk fra Lolas, lød en telefons ringetone som et ekko ned gennem trappeopgangen. Det var Dianas; hun skyndte sig at sluge sine sidste mundfulde omelet og snublede derefter op af trappen.

   Hun nåede telefonen på det måske sidste ring, før telefonsvareren tog over.

   Dylan: ”Er du frisk på havearbejde?”

   Diana svarede instinktivt.

   ”Ja.”

   ”Wow. Sagde du rent faktisk lige ja til det?”

   ”Alt for at slippe væk fra Lola.”

   Et skingert råb hørtes gennem den åbne dør.

   ”Det hørte jeg godt, skiderik!”

   Diana gemte sit smil ind i telefonen.

   ”Kan du hente mig om en halv time?”

 

 

Mr. Walker greb forsigtigt fat om den nærmeste klase vindrue.

   ”Nænsomt, træk …”

   ”… så skindet ikke skaller, og saften ikke falder,” sagde Diana og færdiggjorde hans sætning. Den var blevet terpet godt og grundigt inden for den seneste halve time. Det krævede tilsyneladende en mindre uddannelse i vindrueplukning, før man fik lov til at begynde på selve arbejdet.

   ”Du er godt beredt!” Mr. Walker klappede hende på den ene skulder. Han mindede hende til tider en smule om en gammel mand med sit altid smilende ansigt og manererne, der aldrig fejlede.

   Mr. Walker bevægede sig tilbage mod den anden ende af vinmarken. Diana skubbede lidt til træbaljen ved sine fødder og trådte igennem den halvfugtige markjord over mod Dylan. Han sad på hug under en vinplante med et par øjenbryn, der havde rykket sig tættere sammen i perfektion. De druer, der var modne nok, blev med lynets hast smidt ned i baljen under planten.

   ”Gør I det her hvert år?” sagde Diana.

   Dylan fik overbalance og faldt bagover i forskrækkelse. Han rodede rundt i den sandede jord, før han i et par mindre elegante bevægelser fik stablet sig selv på benene. Dylan rettede lidt på sit hår og lod derefter som om, at intet var hændt.

   ”Hvert tredje. Vores vinplukkermaskine holder altid kun to år, og så tilbringer den et år hos mekaniker Rod Winston’s.”

   ”Hvorfor overrasker det mig ikke?”

   Han grinede: ”Fordi han droppede ud af universitetet efter fire måneder og troede, at han havde lært nok til at starte en forretning.”

   Mr. Walker havde fortalt, at de egentlig var lidt for tidligt på den, når det gjaldt høstningen. Og Diana bed i den grad også mærke i, hvor få druer, der rent faktisk var modne, da hun selv gik i gang med arbejdet. Mens de to Walker-mænd ivrigt kunne høste for en hel dag af Dianas arbejde på en enkelt time, så kunne hun kun finde et par modne druer på hver plante.

   Diana bildte sig selv ind, at Dylan så på hende i smug. Der var tidspunkter, hvor de arbejdede side om side, og hun ville fornemme hans blik på hendes ansigt, hendes ryg, hendes hænder, hendes ben. Følelsen varmede hendes legemer op, men fik effektiviteten i hendes arbejde til at falde.

   Da hun efter et par times arbejde i solen på ny havde nærmet sig Dylan, fornemmede hun det igen. Hans øjne på hende. Deres kroppe stod tæt nok til, at deres hænder sled op af hinanden, når de rakte ind efter den samme klase af druer.

   Diana var måske gået efter Dylans drueklase mere end en gang med vilje.

   Han stirrede igen.

   ”Hvad er der?” spurgte hun og trak sig selv væk fra vinplanterne. Dylan vendte sig om mod hende, blinkede hårdt med øjnene. Så rystede han lidt på hovedet og brød ud i et smil.

   ”Ingenting,” mumlede han for sig selv og vendte tilbage til vindruerne.

 

 

Der lå noget firkantet på Dianas dørtrin.

   Hun var nær snublet over det, da hun var løbet op af trappetrinnene mod hoveddøren. Først da hendes øjne lagde mærke til detaljerne, gik det op for hende, hvad det i virkeligheden var. Ikke en pakke leveret fra posthuset eller en tallerken med blåbær muffins fra den ældre dame i nabohuset, men en notesbog. En helt almindelig notesbog, der ikke viste det mindste tegn på at have overnaturlige elementer i sig.

   Hun havde set den før. Det glatte, mørke materiale, de tykke papirsider i ekstraordinær kvalitet … og så genkendte hun den ensartede håndskift, der prydede en gul Post-It note på forsiden.

 

DER VAR ENGANG FOR SEKS UGER SIDEN, HVOR DU VILLE SE MINE TEGNINGER

 

   Hun huskede også den dag. Årets første regn, kirkegården og Logans kunstneriske værelse. Var det virkelig allerede så længe siden?

   Diana tog en dyb indånding, åbnede bogen op og fik da et chok. Den første tegning forestillede hverken et landskab eller en dyster nattehimmel, og den forestillede heller ikke Rachel. Det, hun så ned på, var en tydelig skitse af hendes eget ansigt.

   Og Gud, hvor havde han tegnet den smukt. Fejlfrit – hendes ansigt var fuldkommen uden fejl. Hvor var urenhederne? Hvor var kurvingen af det lidt for spidse hageparti, og hvor var den alt for smalle næseryg?

  Datoen stod indskrevet i hjørnet. Den 7. april.

  Hun havde først lige fundet ud af, at Logan var betaget af hende. Men denne tegning var dateret lige efter, hun først havde fundet Hannahs dagbog. Dette var før, hun rigtig kendte ham. Dette var før, hun havde kendt Dylan.

   Notesbogen var netop ikke fyldt helt ud med tegninger. Der var kun et par få blanke sider tilbage. Resten af bogens sider var fyldt med skitser af Rachel og andre besynderlige ansigter, hun ikke kunne tyde. Men det var kun halvdelen af notesbogens motiver.

   Resten var af Diana.

   Hun kunne genkende sit ansigt, sine kropsdele og sine skoleting: En blyant i hendes hånd, det blå hæfte med kruseduller hun skrev noter i til historie. Dianas fingre begyndte at fingerere med medaljonen omkring sin hals, da hun så den afbilledet af Logans lette blyantstrøg. Hun kunne mærke hjertet slå mod sin hud.

   Hun havde set noget, der mindede om den specifikke skitse før. Til kunstudstillingen på skolen, den dag hvor Aaron og Logan var gået i skindet på Brandon. Dér havde Logan haft tegninger af hendes medaljon hængende, men Diana havde stadig været intetanende.

   Hun kunne ikke begribe, hvordan hun kunne have været så stupid og overset det. Hun havde fået så mange tegn, og Logan var så …

   Diana rystede på hovedet og bildte sig selv ind, at vinden hjalp hende med at lukke tegnebogen i. Hun kunne være ligeglad med Logan og hans tegninger. Han havde haft en gnist for hende antændt siden april, men hvad så?

   Hun havde Dylan. Han var hendes gnist.

   Men hvorfor var det så, at hun måtte kvæle en anden og fuldkommen sindsforvirrende ny gnist i sit bryst, hver gang hun tænkte på Logan?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...