De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9346Visninger
AA

23. Kapitel 21


En kulde løb konstant over Dianas hud, da hun i de næste dage bevægede sig rundt på skolens område. Det lod ikke til, at der var mange, som havde lagt mærke til Logans pludselige ophør på gangene. Men dem, der havde, kunne ikke undgå at føle sig tomhændede.

   Selv om Logan var en ud af tusind elever på skolen, lod han alligevel til at mangle. Pludselig var fire personer ved frokostbordet for lidt, trafikpropperne på gangene var opløste, og der var for meget plads i klasselokalerne.

   Naturgeografi var nok det værste tidspunkt på dagen. Det tomme sæde et par rækker fremme foran Diana hjemsøgte hende. De 50 minutter trak sig pinefuldt af sted, og hun ville hvert øjeblik falde i staver med øjnene fastlåst til hans stoleryg.

   På en måde savnede hun den uopmærksomhed, Logan havde haft i timerne. Hvordan koncentrationen i stedet ville være draget mod notesbogen under hans hænder. Hvordan blyanten have bevæget sig mod papiret og tegnet detaljefulde skitser i margen af hans noter, hvordan noget mærkværdigt havde rejst sig op af ingenting fra blyantspidsen. Hvordan hans øjenbryn tankefyldt havde rykket sig længere sammen, og hans hånd havde fået krampefulde trækninger.

   For kun få dage siden havde han stadig siddet der på en sådan måde. Nu var han væk.

   Diana vidste dog noget, som politiet ikke gjorde. Hun havde set Logans ansigtsudtryk på dineren, og hun kendte de baner, han tænkte i. Måske var det også derfor, hun var så vred på sig selv: Hun burde have set det komme. Forhindret det før det var sket.

   Logan var taget til Washington D.C. efter Laurence. Diana var sikker.

   Hun kunne stadig se Mrs. Youngs ansigt tydeligt foran sig. På hendes dørtrin og med ulykkeligheden ridset ind i de øjne, der mindede så meget om Logans. Diana havde ikke kunne fortælle hende, hvor hendes søn var, og hun var nær brudt sammen ved at få ordene ud over sine læber.

   Hun huskede også klart det tidspunkt for et par dage siden i supermarkedet, da hun var stødt på Rachel og Mr. Young. Logans lillesøster var løbet hen til hende, da hun havde spottet hende ved mælkeprodukterne, og trukket hende i ærmet.

   ”Diana! Vil du ikke snart komme og besøge os igen? Min bror er ikke hjemme til at spille videospil med mig, jeg savner det.”

   Efterfølgende havde Mr. Young undskyldt og hevet Rachel med sig længere frem mod betalingskasserne.

   Diana havde på fornemmelsen, at Logan ikke havde gennemtænkt sit plan, før han var gået igennem med den. Valget om at tage af sted uden at efterlade et eneste spor eller noget, der kunne minde så meget om en besked, kunne kun ligne ham.

   Hendes bedst kvalificerede gæt var, at han ikke havde lyst til at udsætte andre for smerte. Det var bare aldrig gået op for ham, at det var præcis det, han gjorde, da han efterlod dem.

   Inderst inde fandt hun sig selv i gang med at forbande Logans trang til at tage et lederskab. Han var ingens beskytter, men pressede alligevel på for at tage ansvaret for alle andre. Det var en forfærdelig dum egenskab. Samtidig var det også dumdristigt, når man besad, hvad han gjorde.

   Men selv dagbogen ville ikke kunne skærme ham fra det, han nu havde rodet sig selv ud i. Logan stod over for en enorm og uoverkommelig opgave: At bryde ind i Det Hvide Hus og finde frem til en dagbog, hvis beliggenhed han ikke havde et eneste spor på.

   Det ville aldrig kunne lykkedes.

   Om et par uger ville Logan nok være hjemme igen. Men det ville højst sandsynligt være i en orange springdragt og bag en glasrude, at de næste gang så ham.

   Åh, Logan. Hvis bare drengen havde indviet dem i sine planer, før han bookede flybilletten, der ville resultere i et livsvarende helvede.

 

 

Shortsenes cowboystof klæbede sig fast til Dianas inderlår. Temperaturen tippede op i 30’erne og vinden, der blæste hende lunt over skulderen, føltes som en hedebølge i sig selv. Det var lige blevet juni, to uger var tilbage af skolen.

   Diana prøvede ikke at lægge mærke til varmen. I stedet fokuserede hun på at løfte sine fødder fra den prærielignende jord og finde sin vej længere ned af grusstien. Hun havde fanget et glimt af noget brunt på afstand. Nu viste det sig, at det var de udgravede rester af Dylans truck. Bunker af størknet mudder lå i vilde kaskader rundt om dækkene.

   Diana stoppede kort op og vurderede bilen. Så svang hun sig op på ladet og rykkede sig op mod dets bagvæg. Metallet under hendes hud var glødende varmt, men det mærkede hun næsten ikke.

   Hendes hoved føltes tomt. Det var svært at tænke, og hun kastede i stedet et blik ud over horisonten. Dér var solen ved at sænke sig, den var blodrød og orange på samme tid. I et øjeblik opslugte farverne hende fuldkommen.

   Nogen traskede omkring hjørnet, kiggede lidt på hende. Dylan. Hans ansigt fortrak sig næsten ikke, da han så hende, det var som om, han næsten havde forventet at se hende sidde der.

   Dylan sprang op på ladet og rykkede tættere på, før han dumpede ned ved siden af hende. Hænderne var placeret mod ladet for støtte, fingerspidserne stødte lige akkurat mod hendes lår. Diana slappede af.

   ”Jeg har vandret rundt her i en time uden rigtig at vide, hvor jeg ville hen.” Hendes øjne kunne ikke blinke, og hun hørte sig selv sukke. Dianas hals kunne have været snittet åben med en kniv og syet tilbage sammen, stykke for stykke.

   ”Det hele er et rod,” mumlede hun grådkvalt.

   Dylan havde stadig ikke ytret et ord. Han lagde blot en arm om hendes skuldre og trak hende en anelse tættere ind mod sig. Hun lod sit hoved hvile mod hans hals og bad indvendigt, at samtalen ikke ville udvikle sig yderligere.

   Dylan havde prøvet at tale med hende om Logan en gang før. Det var ikke gået alt for godt.

   Huden ved Dylans hals var varm og blød, og i et øjeblik følte hun sig døsig af duften, som hang ved hans T-shirt. Måske ville det hele gå i sidste ende alligevel.

   Et blødt akustisk musiknummer emmede gennem luften. Det var ikke rigtigt gået op for hende, at Dylan havde lænet sig tilbage ind gennem bilens åbne bagrude og tændt for radioen.

   Han rejste sig op og sprang ned fra ladet. Rakte så en hånd op mod hende.

   ”Kom.”

   ”Hvad skal jeg?”

   ”Vi skal øve vals. Du er god, jeg er dårlig – det bliver en god træningslektion for mig. Kom nu, det får dig i bedre humør.”

   Hun greb fat om hans hånd og lod sig glide ned fra bilens lad. Dylan trak hende ind til sig, som han havde gjort det den dag i gymnastiksalen, og de begyndte at bevæge sig rundt i firkanter i takt til musikken. Hun blev trådt over fødderne, han klagede fra sig, og hun kunne for første gang i de seneste par dage le. Det var en oprigtig latter, en som hun følte kom helt indefra.

   Midt i alt tumulten morede de sig næsten, og hun frøs fast i øjeblikket. Og i det tilsyneladende uendelige tidsrum glemte hun alt det slemme.

 

 

Diana stod i et cirkulært rum. Hun havde hørt om det i nyhederne og tilmed set det på film. Nu føltes det bare meget mere rummeligt, end hun havde troet: Præsidentkontoret.

   Ud af vinduet bag skrivebordet kunne hun se en grøn have og overdådig luksus. Sofaernes pletfri læderbetræk skinnede, mens rummet i sig selv synes at glitre. Men der stod ingen magtindehaver bag skrivebordet. Kun en bredskuldret fyr hvis mørke øjne var limet fast til den lille notesbog i hans hænder.

   Diana var nær snublet over sine egne ben, da hun hastede over mod Logan. Hun smilede, tog en hånd til hans skulder og sagde et par ord. Men han ænsede hende ikke det mindste.

   ”Logan?” sagde hun og snævrede sine øjne ind på ham. Han vendte dagbogen i sine hænder uden en videre mine.

   Det var da, at Diana fik øje på ham. Ved et blik over Logans skulder så hun Laurence nærme sig. Han var præcist den samme. De sorte øjne glimtrede farefuldt, mens øjenbrynene havde sænket sig ned i en grufuld grimasse. Diana ville have fundet udtrykket i hans ansigt komisk, hvis ikke det havde været for den langskæftede kniv i hans hånd.

   Logan blev uvidende om Laurence stående. Diana skreg advarende af ham, men hendes ord var et råb ud i intetheden. Han hørte intet.

  Samtidig sneg Laurence sig blot nærmere. Knivens metal flakkede i lyset, da han hævede den med et krumt smil.

   Diana slog til Logans arm. Han rokkede sig ikke ud af flækken. Hun gav sig til at skubbe hænderne mod hans bryst, ruske hans skuldre – alt der kunne forhindre det fatale fra at ske. Panikken tog over, og hun fandt sig selv i at gispe efter vejret med vidt åbne øjne.

   Hvis der skete ham noget, hvis han døde

   Nogen greb fat om hendes trøje og trak hende bagover. Hun vred sig ud af grebet med en mave, der var tung af forfærdelse, men det eneste, hun så, var brune øjne.

   Hendes søsters nøddebrune øjne. 

  Hannah stod foran hende. Præcist som hun huskede hende med rank holdning og et lille smil om munden. Diana kunne ikke få luft.

   ”Han kan ikke høre dig,” sagde hendes søster. ”Du kan ikke forhindre, hvad der er ved at ske. Du er i en anden verden.”

   ”Hvad mener du?” spurgte hun åndeløst.

   Hannah trak sløvt på smilebåndet og rakte en hånd frem mod hende.

   ”Kom med mig,” sagde hun. ”Så skal jeg vise dig det.

   Der høres et brøl. Diana snurrede rundt akkurat i tide til at se Laurence fare på Logan. Han tabte dagbogen i sine hænder og styrtede til jorden, da Laurence slog ham ud med en albue i baghovedet. Laurence jog kniven nedad.

   Diana skreg – hulkede – og klemte øjnene i.

   Noget hviskede i hendes øre.

   ”Kom med mig.

 

 

Diana vågnede op i sin seng badet i sved. Lagnerne omkring hende var en storm af folder og urolige kropsdele. Hjertet bankede som små pistolskud mod hendes bryst.

   Hendes hænder rystede, da hun bandt sit klamme hår op i en knold på hovedet og smed en hættetrøje over nattrøjen. Søvnen virkede knapt så tiltrækkende, som den havde gjort tidligere.

   Hun kastede et blik på digitaluret. 02:53.

   Diana gned sine øjne for at få billederne til at forsvinde. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde haft et mareridt. Og endnu længere tid var det siden, hun sidst havde kunnet huske et efter at være vågnet op. Diana måtte manipulere sin egen tankegang: Han er ikke død, han er ikke død, han er ikke død …

   Logan er ikke død.

   Hun gik nedenunder og skænkede sig selv et glas mælk. Husets rum virkede underligt tomme og kolde. Diana havde knapt løftet glasset mod sine læber, før hun hørte dørklokken. En frygt spillede stadig et sted i hendes baghoved, hver gang hun hørte lyden. Dårlige minder har det som regel med at sætte sig fast de steder, hvor man husker dem bedst.

   Hun satte glasset fra sig, travede ud mod entréen og åbnede døren på klem.

   Det var ikke gået op for hende, at det regnede. Men nu hørte hun den falde blidt mod hustaget og blidt mod læderjakken. Håret sad i våde totter fra hans ansigt, og øjnene virkede fjerne, men den mørkebrune farve i begge dele var den samme.

   Logan så på hende. Hun så på ham. Og på et tidspunkt klemte hun sig ud gennem døråbningen og slog armene omkring ham. Først stivnede hans krop mod hendes, men efter et par øjeblikke synes han at synke længere ind mod hende.

   Vandet fra Logans jakke drev ind i hendes tøj, men Diana ignorerede fornemmelsen af hendes hud blive kold. Hun troede, at hun aldrig skulle se ham igen, hun troede, at han var kommet slemt til skade, at Laurence havde gjort ham ondt …

   Diana fulgte ikke sine egne handlinger, som hun trådte et skridt tilbage og stak Logan en flad.

   Det gik gradvist op for hende, at det hele havde været en facade. Al den bekymring og savnet havde kun været følelser skabt for at holde det nede, som hun egentlig følte: Vrede. Vrede over hans dristighed, vrede over hans forbistrede trang til at sætte sit liv på spil for andre. Vrede over at han var taget af sted – uden hende.

   Logan tog en hånd til sin kind, ømmede sig lidt, men så ikke synderligt overrasket ud.

   ”Jeg forstår godt, hvorfor du er vred,” indrømmede han.

   Diana kunne mærke sig selv rødgløde. Hendes hånd dunkede stadig dér, hvor den havde fået kontakt med hans kind.

   ”Vred er en underdrivelse,” sagde hun.

   ”Jeg ville ikke udsætte dig … jer for fare.”

   ”Det er bare noget, du siger. Det var egoistisk, Logan, og du ville bare have æren af at have fundet frem til Laurence på egen hånd. Jeg ved jo godt, at du har det bedst i lederrollen. Det fortalte du mig selv, kan du huske det?”

   En antydning af bedrøvelse var at finde i Logans ansigt. Men det lagde hun ikke mærke til. Det var som en evig strøm af ord, hun umuligt kunne holde tilbage.

   ”Du sagde, at jeg var dumdristig, fordi jeg tog til San Fransisco for at lede efter Laurence alene. Men du er ikke meget bedre selv. Og hør, San Francisco er to timer herfra – ikke seks timer væk med fly.”

   Nu var Diana ikke den eneste som turde hidse sig op. Logans øjne slog gnister.

   ”Det var nødvendigt at tage til Washington, fordi vi vidste, at Laurence rent faktisk befandt sig dér. Og jeg blev kun vred på dig dengang, fordi du satte dig selv i fare! Jeg holder af dig, okay? Længere er den ikke! Hvordan kan det være så svært at forstå?”

   Og i det øjebliks stilhed som fulgte, følte Diana sig lammet. Løj han for at prøve at slippe for følgerne af sine handlinger, eller lå der noget helt andet i hans ord? Skulle hun tro ham? Prøve at ignorere sine egne følelser og forsøge at tilgive?

   I det samme afbrød Logan vævningen af hendes tankespind.

   ”Jeg siger ikke, at jeg kan slippe for det her let. Det var jeg godt klar over, jeg ikke ville. Men når du sætter dit liv på spil, Diana, så er det anderledes. Du er ny i det her, og du ved ikke, hvordan det fungerer. Derfor kan du ikke bare gå ud i verden og tro, at du slipper af sted uden en skramme. For det gør du ikke. Det håber jeg, du forstår.”

   Diana tøvede.

   ”Kan du love mig, at du aldrig forlader Kensingwood på den måde igen?” spurgte hun stille.

   Hans øjne mødte hendes.

   ”Aldrig,” sagde han.

   Hun følte musklerne i sine skuldre slappe af og trak igen vejret normalt. Hun vidste udmærket, at hun ikke burde tage Logan for hans ord efter hvad, han havde gjort, men noget sagde hende, at dette var et løfte, han planlagde at holde.

   Det var da, at situationens omstændigheder gik op for hende. Logan stod på hendes dørtrin klokken tre om natten og lod sig gennembløde af regnen efter at have været forsvundet i fire dage. Noget måtte være på hans hjerte, hvis han ikke havde kunnet vente til morgenen efter med at dukke op.

   ”Kan jeg se den?” spurgte Diana uden at kunne skjule sin begejstring. ”Laurences dagbog.”

   Men som Logans blik fæstnede sig på træbrædderne imellem dem, stivnede smilet på hendes læber langsomt.

   ”Vær sød at fortælle mig, at du ikke satte så meget på spil forgæves,” sagde hun i en stemme, der havde dæmpet sig til en hvisken. Diana så febrilsk på Logan, men hans ansigtstræk forblev i de samme skarpe linjer, som de altid havde været.

   Hun kunne ikke tro det. Laurence havde været skyld i så mange menneskers død. Mennesker som hun elskede. Det var ikke til at sige, hvornår han ville slå til igen og tage de få personer, hun stadig holdt af, fra hende. Hvis hun mistede Lola, hvis hun mistede Nic og Dylan eller Logan … Hvad ville hun så stille op med sig selv?

   En klump havde formet sig selv i hendes hals, og hun kæmpede for at holde den og følelserne nede.

   ”Så du siger, at han stadig er derude? At han stadig planlægger at dræbe os og dem vi elsker i én stor, blodig massakre?”

   ”Diana, jeg er ked af det.”

   Fortrydelsen var virkelig i Logans øjne denne gang. Det var en sjældenhed at se. Men trods det faktum, at han havde ladet følelserne vise i et glimt af sårbarhed, så ændrede det ikke på vægten af Dianas hjerte.

   Hun forbandede sig selv for at begynde at græde.

   Logan vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.

   ”Køl ned …” Regnen druknede hans ord. Han prøvede igen: ”Diana, tag det roligt.”

   Hun prøvede at stoppe sig selv, skubbe sig selv tilbage ind gennem hoveddøren for at finde skjul, men hans hænder greb fat om hendes håndled og trak hende tilbage ud på dørtrinnet. Hans ansigt var lige over hendes, og hun kunne ikke undgå at blive en smule skræmt over dets vrede udtryk.

   ”Lyt til mig! Jeg vil ikke lade ham komme tæt på nogen af os, hører du? Jeg vil ikke lade ham gøre dig noget, okay?”

   Diana rystede voldsomt på hovedet, snøftede lidt mere.

   ”Der er jo intet, du kan gøre! Det er for sent, han venter kun på at …”

   Logan bøjede sig nedad og pressede sine læber mod hendes.

   Diana begreb ikke øjeblikket fuldstændigt. Det eneste, der var tilstedeværende, var fornemmelsen af hans våde ansigt så tæt på hendes, at hun fik svært ved at trække vejret. Duften af grafit, der blandede sig med regn og fugtig hud. Vanddråberne på hans læber—

   Nej. Hvad skete der?

   Hvad havde hun gang i?

   Diana skubbede brutalt Logan fra sig. Vantro var at høre i hendes stadig bævrende stemme.

   ”Du burde gå.”

   Logan så på hende længe. Hans ansigtsudtryk var ulæseligt, da han vendte sig om og travede tilbage ud i regnen.

   Nu var kun dråbernes fald mod taget hørligt. Der var intet vådt læder tilbage, de kunne lande på.

   Diana smækkede hoveddøren bag sig og sørgede for, at låsen var sikkert slået for. Hun gispede stakåndet efter vejret. Hvad havde Logan tænkt sig ved at kysse hende?

   Hun havde Dylan. Han havde hende. De var sammen. Med ham følte hun sig det tætteste, hun kunne være på lykkelig.

   Og nu havde Diana lavet rod i den.

   Hun måtte indrømme, at der i et øjeblik – blot et splitsekund – havde eksisteret en form for magnetisk tiltrækning imellem hende og Logan. Et fragment af et øjeblik hvor hun havde nydt fornemmelsen af hans mund mod sin, og hvor hendes hjerte var banket en anelse stærkere.

   Det var så forkert. Ikke rigtigt, som det var med Dylan. Når hun var med Dylan føltes det fantastisk og dejligt og rigtigt.

   Men Logan.

   Diana lagde sit ansigt i sine hænder og sad stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...