De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9488Visninger
AA

22. Kapitel 20


Jeg kan ikke tro det. Vi dræbte ham – jeg var så sikker.”

   Lolas stemme rystede ligeså slemt som hendes hænder. Diana var ikke sikker på, om det skyldtes vrede eller ulykkelighed. Hun havde svært ved at tyde sin venindes stenagtige ansigt for følelser, og mest af alt havde hun svært ved at tyde sine egne.

   De andre havde bestilt burgere, nærmest før de var ankommet. Efterfølgende gik der ti lange minutter, hvor hun sad indeklemt mellem Lola og Logan på sofaen. Luften emmede af spændinger. Hun var mildest talt taknemlig, da maden var blevet sat på bordet, og folk omkring hende havde synes at løsne en smule mere op i leddene.

   Hun var atter blevet synligt anspændt, da Logan havde rømmet sig og nævnt Laurence. Pludselig virkede burgeren på hendes tallerken ikke længere så beroligende.

   Logan sukkede.

   ”Men det er lige præcis det, vi ikke gjorde – dræbte ham. Vi gjorde kun en ende på ham midlertidigt,” sagde han fladt.

   ”Hvordan er det overhovedet muligt?” spurgte Lola. Hendes øjenbryn skrumpede sammen.

   ”Laurence trådte frem af dagbogen, har jeg ret? Der er bare noget som siger mig, at det hele var langt simplere, end det lod til. Jeg har på fornemmelsen, at han bare brugte dagbogen som en dør mellem Den Anden Side og den virkelige verden.”

   Diana tænkte højt: ”Og vi glemte at låse døren, da vi smækkede den i.

   Ved siden af hende lænede Logan sig uroligt frem på sine albuer. Hun gik ud fra, at hendes gæt havde været et pletskud.

   ”Hvis det overhovedet skulle blive muligt for mig at tro på det her, Logan, så må du lægge alle kortene på bordet,” sagde Nic. Hans ansigt var underligt stift. ”Jeg mener, hvordan i alverden gik det her til? Den ene dag tager du din søster med til baseballkampe fri for bekymringer, men den næste fortæller du os at den her fredelige periode de seneste par uger har været bygget på en ren løgn.”

   ”Jeg ville nu ikke kalde det en løgn,” bemærkede Aaron. Logan så på ham og trak et reelt smil på læben.

   ”Tak, Aaron. Nic fik det forkerte ben ud af sengen her til morgen. Eller, det gør han nu faktisk altid.”

   ”Kan du virkelig bebrejde mig?” brød Nic ind. Hans øjne havde snævret sig køligt ind på Logan.

   ”Nic, slap af. Vi skal nok få fundet ud af noget,” sagde Lola og sparkede ham let over skinnebenet under bordet. Trods hendes øjne var udspilede og flakkede omkring, var der en vis sikkerhed at finde i hendes stemme.

   Nic ville ikke give slip på negativiteten.

   ”Hvordan?” spurgte han bittert.

   ”Jeg kan …” begyndte Aaron, før han holdt vejret. Han pressede sig tilbage ind i sofapuderne med et tankefuldt udtryk i ansigtet. ”Nej, det er ligegyldigt.”

   Det så ikke ud til, at det ville gå op for Aaron foreløbig, at alle omkring bordet stirrede intenst på ham. Diana vædede sine læber og lod sine fingre galopere mod sit lår: Hvis nogen skulle have en løsning i bagærmet, måtte det bestemt være Aaron. Var han ikke angiveligt den kloge?

   Logan foldede sine hænder på bordet foran sig, lænede sig lidt fremad med et smil i mundvigen.

   ”Aaron. Jeg har en kniv i min ene hånd og et bæger salt i den anden. Tal.”

   Den anden fyr rykkede en smule på sig i sædet.

   ”Øhm, har I nogensinde set Harry Potter?” sagde han og kløede sig bag øret. Logan hævede et par næsten forbløffede øjenbryn.

   ”Nej, Aaron,” sagde han neutralt. ”Ingen af os har nogensinde set britiske børn lalle rundt med tryllestave og forbande hinanden med rød-grønne lysstråler. Selvfølgelig har vi set Harry Potter, din skvaldpande.”

   ”Nå-nå,” mukkede Aaron og gav sig til at tygge på et par frituredryppende pomfritter. ”Ser I, i Hemmelighedernes Kammer tilintetgører Harry Romeo Gådes dagbog med en basiliskhugtand. Det dræber den del af Voldemort, som var tilknyttet til dagbogen. Så hvis vi brændte Laurences dagbog, genborede den med en kniv – et eller andet, som kunne tilintetgøre den, så …”

   ”Så kunne vi virkelig få ham til at forsvinde,” sagde Lola.

   ”Præcis.” Aarons briller gled ned af næseryggen, da han smilede. I et splitsekund formåede synet at blødne Lolas hårde træk op, og blodet løb til hendes kinder.

   ”Wow, wow, wow.” Nic viftede afværgende sine hænder foran sig. ”Stop en halv. Selv hvis det her var muligt, så har du, min fine ven,” – han pegede en anklagende finger mod Logan – ”stadig ikke givet mig et ordentlig svar på hvorfor, jeg skal tro dig. Lige nu lader den her sag til at være ret skudt i hovedet. Laurence? I live? Det virker ikke ligefrem sandsynligt.”

   Logan trak på skuldrene.

   ”Tjo. Du er min bedste ven,” sagde han.

   ”Unfair move. Jeg kan ikke godtage en sådan grund her, du.”

   Logan rullede med øjnene, før han gav sig til at tale: ”Min ånd skrev endelig noget nyttigt i min dagbog her i går aftes. Han nævnte, at Laurence var tilbage på Den Anden Side. Og så sagde han noget om, at han langt fra var færdig med sine projekter heroppe på det jordiske plan.”

   ”Er det alt?” spurgte Nic langsomt. Han havde svært ved at kontrollere den hånlige undertone i sin stemme, og Diana følte indholdet i sin mave vende sig. Det lignede ikke Nic at være typen, der stillede spørgsmål, og mindst af alt typen, der var kritisk. Det var muligt, at hele balladen med Laurence havde forandret ham mere, end hun havde troet.

   Men måske var det i virkeligheden helt anderledes. Nic var langt fra den eneste, som havde ændret sig – det havde de alle.

   Logan rystede på hovedet af Nics spørgsmål og fortsatte: ”Næ nej. Der er også Kyle. Han havde hjulpet Laurence, og så snart denne forsvinder, bliver han dræbt. Kyle, altså.”

   ”Dræbt?” genlød Lola.

   ”Dræbt. Det er som om ingen af jer har lagt mærke til, at han døde af et sår, han ikke havde påført sig selv. Pludselig var der bare et åbent, rødt kødsår snittet tværs over hans overkrop, og blodet flød. Jeg kan ikke være den eneste, som finder det bare en smule besynderligt.”

   Diana kunne nærmest føle dolken blive stødt i hendes mave og vredet en omgang rundt i hendes indre. Beskrivelserne i Logans ord havde været så livlige, at plasteret på såret var sprunget op på ny.

   Kyle var stadig et sårbart emne. Men det lod ikke til, at Logan lagde mærke til den skade, det gjorde hende, at han bragte det op.

   En hånd fandt hendes under bordet, og hun så op, da hun genkendte fornemmelsen af den som Lolas. Den anden piges brune øjne så indtrængende ind i hendes. Diana trak anstrengt på smilebåndet og mumlede, hun havde det fint.

   Nic rømmede sig ned i en knytnæve.

   ”Du fik mig på den der,” sagde han og kastede et blik på Logan. ”Så lad os sige, at jeg er overbevist. Men, øh … hvordan har I tænkt jer, at vi skal finde den her dagbog? Finde Laurence. Han kan være alle vegne. Og verden er et stort sted.”

   Stilheden sænkede sig noget så pludseligt over flokken. Den herskede så længe og pressede sig så tæt op omkring hendes ører, at Diana næsten mistede evnen til at trække vejret. Hvis ikke de vidste, hvor Laurence var, var deres kræfter ubrugelige. Han ville have krammet på dem.

   Det var da, at Aaron endnu engang reddede dem.

   ”Find jeres dagbøger frem, folkens,” sagde han. ”Så må I hellere håbe på, at de har noget klogt at sige.”

   Diana hev sin dagbog op af tasken på gulvet og smækkede den åben på sit skød. Under bordpladen var det svært at finde lys til at læse, og hun måtte knibe øjnene sammen for at fokusere på ordene. Kun få brudstykker af sætninger kunne opsnappes og kædes sammen til noget, som hun helt reelt kunne forstå sig på.

 

DET STORE, HVIDE HUS BESTÅR

HANS CENTRUM AF

VERDEN, SOM INGEN KAN

 

   ”Jeg tror, jeg har fundet noget.” Diana rømmede sig og læste ordene højt for de andre. Der blev nikket omkring hende.

   Noget bevægede på sig ved siden af hende. Logan. Han greb med blød hud fat om hendes hænder, og hun så flygtigt op på ham. Noget bankede alarmerende mod hendes bryst. Han smuglede dagbogen ud af hendes fingre.

   Logan lod sine øjne glide ned over dagbogens sider. De buskede øjenbryn rykkede sig tættere og tættere sammen, som sekunderne forlod dem.

   Hun følte sig årvågen over, hvor tæt deres arme var på hinanden. Hun kun mærke konturen af hans overarme, da de bevægede på sig varmt mod hendes hud. Hendes krop føltes pludselig som ramt af et hedeslag.

   ”Det er hundrede procent Washington D.C,” sagde en stemme.

   Hun blinkede. Det var Nic, der talte.

   Diana havde regnet den ud på forhånd. Der var kun et hvidt hus, hun kunne komme i tanke om, som samtidig var et verdensmidtpunkt. Hun skulle til at åbne munden for at komme med det næste forslag i planen, da Lola kom hende i forløbet med en rysten af hovedet.

   ”Det er for langt væk og kræver for meget. Både økonomisk og timingmæssigt. Jeg foreslår, at vi lader ham komme til os. Hvis han vil have vores dagbøger, må han selv komme og finde dem.”

   Aaron fleksede sine inteteksisterende muskler.

   ”Denne gang tager jeg hævn. For sidst. Jeg slår ham til brudstykker så små, at selv elektroner vil se på ham som en dværg,” sagde han storgrinende. Der blev med ét stille omkring bordet, og Lola forsøgte forgæves at få ham til at holde sin arm nede.

   ”Nogen gange skal du virkelig lære at holde din mund med alt det nørdede, søde,” sagde hun stille.

   Diana kastede et blik over på Logan, men hans ansigt var udtryksløst vendt væk mod gadevinduet.

 

 

Folk var begyndt at myldre ned af tilskuerrækkerne, da hun brasede gennem svingdørene ind i gymnastiksalen. En livlig cheerleading-pompon var blevet efterladt på gulvet iblandt resterne af popcorn og nachoskrummer. Imens trampede tilskuerne ned fra podierne med en sløv hast og med farverige attituder.

   Kampen måtte være gået godt.

   Spillerne var forsvundet fra banen ud på sidelinjen. Deres rygge var en mængde af rødbrunt, og da gruppen opløste sig, fik hun øje for det velkendte brune baghoved. Dylans ansigt var sveddryppende, og håret klæbede sig fast til hans pande. En fure trådte frem mellem hans øjenbryn, idet han holdt en nøje øjenkontakt med manden overfor ham.

   Det var en fin fyr, Dylan havde involveret sig med. Han var klædt i nålestribet jakkesæt og bar et plasticskilt ud over sin himmelblå skjorte. Noget over hans ranke holdning fortalte, at han havde været igennem lidt af hvert.

   Manden stak Dylan et håndklæde i favnen, og de to udvekslede et par ord mens han tørrede sit ansigt af. Efter et par øjeblikke klappede den fremmede Dylan på skulderen. Han gav et kort smil fra sig, før han vendte sig bort og forsvandt tilbage ind i mængden af tilskuere.

   Diana mærkede nysgerrigheden spidse sig til mod hendes ribben. Hun krydsede over hallens gulv mod Dylan og rørte let ved hans arm. Han snurrede rundt, standsede halvt op i bevægelsen da han så hende.

    ”Er vi sent på den nu?” spurgte han med en vis humoristisk undertone i stemmen. Hun daskede til hans arm.

   ”Jeg er aldrig sent på den.”

   ”Så det er du ikke?”

   ”Nej da. Aldrig. Hvad smiler du sådan for?”

   ”Det er en blanding af at se dig og så at høre, at jeg i april næste år muligvis bliver tilbudt et stipendium. Hvis jeg altså nu kan opretholde min spillestil.”

   Diana tabte underkæben.

   ”Hvad?” udbrød hun. ”Så du siger at ham manden …”

   ”Han kom fra University of San Fransisco. Han er cheftræner for USF Noblemen og mener, at jeg har, hvad der skal til.” Dylan måtte bide sig selv i læben for at nedtone sit smil. Noget i hende synes at smuldre ved synet, og hun slog armene om ham.

   Sjældent havde Diana oplevet at være så oprigtig glad på en anden persons vegne. Hun vidste ikke, hvad der gjorde det; måske var det tanken om lykken, der lyste ud af Dylans øjne – måske var det fordi hun vidste, at det her var hans chance. For uddannelsen, han ikke havde råd til, og at udleve sportsdrømmen.

   Dylans arme gav slip omkring hende. Hun mærkede smilet forme sig på sine læber, da hun lænede sig tilbage.

   ”Jeg vidste ikke engang, USF havde et volleyhold,” sagde hun.

   ”Åh, det har de. Jeg har villet komme ind på det, siden jeg var 13.”

   Diana vippede med hovedet mod den anden ende af gymnastiksalen.

   ”Af sted med dig,” bad hun. ”Find din far og fortæl ham det.”

   Dylan rystede på hovedet, trak hende en anelse tættere på. Han lugtede af varme og sved.

   ”Det kan vente,” sagde han kort for hovedet.

   ”Vel kan det ej.” Diana hævede et sigende øjenbryn og trak ham forbi hende. Han tumlede fremover, men vendte sig flygtigt om for at se sig tilbage.

   ”Klarer du dig?” spurgte han.

   ”Af sted, Dylan.”

   Han smilede skævt tilbage mod hende over skulderen, før han joggede ud mod omklædningsrummene.

 

 

En fredfyldt ro lå over de højloftede træsale. Som high school-elev var det ikke ofte, hun besøgte det offentlige bibliotek, men i dag havde hun valgt det frem for sin egen stue.

   Det var svært at være hjemme for tiden. En skriftlig historieaflevering var blot en god undskyldning for at flygte fra minderne.

   Diana sneg sig ned til de bagerste midtergange, før hun satte sig ned ved et øde bord. Bogreolerne tårnede sig op over hende og lukkede hende inde i en boble af skummel stilhed. Hun rynkede på næsen, før hun skød tanken væk og rettede sin opmærksomhed mod kladdehæftet i sine hænder.

   Hun havde lånt en bog, da hun først var ankommet. Den omhandlede den britiske reformation og tidsperioden, der fulgte, hvilket ikke ligefrem kunne siges at interessere hende yderligere. Rettere sagt, så gabte hun ved bare at læse titlen. BRITISK HISTORIE VOL. 4: BRANDENE OG DATIDENS MODERNISERING.

   Med et suk slog hun bogen åben på kapitlet, hun havde udset sig.

   Hendes øjne fik næsten øjeblikkeligt øje på billedet.

   I margen af tekstspalterne var en gammel illustration blevet skitseret ned på papiret. Dens sort-hvide træk kunne ikke afsløre mange farver, men detaljerne i billedet var slående: En tydeligt sygelig dreng under en sengs lagner og en kvinde med taljelangt hår, der hvilede på knæ ved hans side. Hendes ene hånd lå over barnets pande. Den anden hvilede på en bog i hendes skød.

   Dianas øjne gled så hurtigt over billedteksten, at hun næsten ikke nåede at opfatte ordenes mening: ”Den del af befolkningen, der ikke havde råd til lægehjælp, endte i mange tilfælde med at søge hjælp hos kirken eller i visse tilfælde, det okkulte. Billedet øverst til højre illustrerer et velkendt men samtidig glemt sceneri: En kvinde, der ved hjælp af overnaturlige kræfter skulle have prøvet at helbrede de lidende. Disse kvinder sneg sig rundt i smug for ikke at blive stemplet som hekse og risikere henrettelse.

   Diana kunne ikke rive sig selv ud af sin trance. Bogen i kvindens hånd var utvivlsomt en dagbog. En af dagbøgerne.

   Hun havde aldrig givet det en yderlige tanke, at der kunne have eksisteret Bærere helt tilbage til Europas renæssancetid. Nu gik det op for hende hvor gammel en myte, hun egentlig havde med at gøre. Hvilken fortrolighed der for seks ugers tid siden var blevet lagt i hendes hænder.

   Dianas vejrtrækning satte sig fast i hendes hals, da hun lagde mærke til endnu en detalje på billedet i bogen. Kvinden havde en antydning af en kæde hængende om halsen. Fra den dinglede en medaljon på størrelse med en ferskenkerne og glimtede i sollyset.

   Dianas fingre fik fat om kæden om hendes egen hals. På den hang et vedhæng der lignede det præcist samme, hun kunne tyde ud af de skyggefulde blyantstreger på billedet. Hendes vejrtrækninger synes at blive hurtigere, og hun smækkede forpustet historiebogen i.

   Mørke hinder lagde sig over hendes øjne, da hun klemte dem i med en følelse af stakåndethed. Selv om hun prøvede at skubbe tankerne ud af hovedet, dukkede de hele tiden tilbage op i hendes underbevidsthed.

   Der kunne umuligt være en sammenhæng mellem medaljonen på billedet og den, hendes far havde givet hende som barn, når den ene stammede fra Europa i 1600-tallet.

   Hendes hjerte dunkede.

   Eller kunne der?

 

 

Den aften bankede det på døren. Svagt, fire bank med en let hånd. En kvinde, hvis ansigt hun kunne havde set en enkelt gang før, stod og trippede på hendes dørtrin, da Diana åbnede døren op.

   Mrs. Young var hvid i ansigtet og havde ikke meget til fælles med den kvinde, der havde tilbudt hende aftensmad et par uger forinden. Hendes kinder virkede indsunkne, øjnene var lyserøde og små.

   ”Hej, Diana,” snøftede hun.

   ”Mrs. Young …” Hun var bestyrtet. ”Hvad laver du her?”

   Mrs. Young vædede læberne.

   ”Ved du det ikke?” spurgte hun.

   De næste ord, som nåede Dianas ører, var sikkert at knuse noget i hende indvendigt.

   ”Det er Logan. Han er forsvundet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...