De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9356Visninger
AA

4. Kapitel 2


Kensingwood Highs skolebibliotek var et af de biblioteker, der holdt sig fuldkommen til bogen. Det udfyldte til punkt og prikke kravene om stilhed og ro, og hvis nogen endelig skulle finde på at lave et postyr (hvilket i bibliotekarenes øjne var at tabte en kuglepen), så blev de tysset på så aggressivt, at selv Melissas dødsblik ikke kunne hamle op med deres vredesniveau.

   Mellem de mange rækker af bogreoler var der fredfyldt. Det var derfor, Diana den onsdag eftermiddag havde medbragt Hannahs dagbog. Ingen ville så meget som tænke på at forstyrre hende.

   Hun vidste ikke, hvorfor hun ikke bare havde efterladt dagbogen derhjemme. Det havde klart været den nemmeste udvej men samtidig var der også noget mindre uhyggeligt ved at læse dens sider igennem i offentligheden. Det fascinerede hende, hvordan hun kunne være draget mod noget så … ualmindeligt. 

   Hun havde med vilje sat sig bagerst i biblioteket. Ved siden af Hannahs dagbog i skoletasken hvilede en halvslidt skolebog med titlen FYSIK FOR BEGYNDERE – LÆR I DAG! printet i blokbogstaver på forsiden. Diana vidste godt, at det var hendes egen opgave at tage sig sammen, hvis hun ville have bedre karakterer – men i dag var ikke tidspunktet, hun havde overskuddet til at læse bedre op på atomkerners funktioner.

   Hun greb ud efter dagbogen.

   Som dagen før slog hun op på den første side og lod sine fingre glide hen over det tykke, gullige papir. Det var underligt tørt. Snart begyndte bogstaverne og derefter ordene at træde frem.

 

Siden jeg først ankom, har meget forandret sig. Han gør mig ikke længere skør; han piner mig langsomt og smertefuldt.

Folk har fået deres før så fredfyldte ansigter erstattet med et enten skræmt, såret eller fortabt. Når jeg snakker med dem, mærker jeg det samme hos dem, som det, jeg ser: De er alle forladte sjæle.

Dog tvivler jeg på, at en eneste af dem kan være ligeså fortabt som mig. Jeg lider i det sted, som jeg nu står, men ingen lægger yderligere mærke til det. Ingen prøver på at komme mig til hjælp for der er ikke mange som hjælper hinanden dette sted.

Hvis jeg havde chancen, ville jeg gøre en ende på mine lidelser. Men jeg har efterhånden mistet håbet om at falde over et reb eller en kniv i dette kyniske mareridt.

 

   Noget stikkede under Dianas bryst, og det gjorde ondt.

   Hannah havde overvejet at begå selvmord. Hannah, som på ydersiden altid havde været fuld af energi og livsglæde, havde overvejet at begå selvmord.

   Diana kunne mærke panikken i sit åndedrag. Klumpen i hendes hals føltes usynkelig. At læse hendes søsters ord var som at få en syngende lussing, hvis eftereffekt var flere minutter om at aftage.

   Det stod pludselig klart for hende, hvorfor hendes intuition havde bedt hende om ikke at snage mere i Hannahs gamle dagbogsskifter. Det havde været forkert – og se, hvor det nu havde ført hende hen. Hvem vidste, hvad hun senere hen ville kunne komme til at læse?

   Noget inderst inde i hende ønskede, at hun aldrig havde fundet dagbogen. At hun havde styrken til at smide den fra sig og aldrig kaste et blik på den igen.

   Et voldsomt ryk fik dagbogen til at forsvinde ud af Dianas hænder.

   Det gav et sug i hendes mave, da hun lænede sig frem i sædet og så et glimt af det sorte læderbind på gulvet. Dagbogen var blevet flået ud af hendes greb og lå nu på bibliotekets gulvtæppe godt tre meter væk – og hun havde ikke rørt så meget som en finger.

   Diana skælvede.

   Bibliotekarens berømte tyssen slog mod væggene, og hun skuttede sig ved lyden. Da dagbogen var ramlet mod gulvet, havde det ikke været med et lille bump, men snarere et brag. Diana tøvede en anelse nervøst, før hun rejste sig op fra stolen 

   Hun dumpede øjeblikkeligt tilbage ned i sædet, da en skikkelse trådte hen mod dagbogen. Skygger havde lagt sig over det fremmede ansigt, da en fyr hurtigt formåede at samle den op. Han gik over mod hende og smed dagbogen på bordet i en let bevægelse. Den gled hen over bordets glatte overflade mod hende.

   ”En anden gang,” sagde han og så yderst bestemt på hende med de mørkebrune øjne, ”ville jeg være forsigtigere med den her.”

   Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Dog nåede hun aldrig at komme videre; fyren var væk akkurat lige så hurtigt, som han var kommet. Hun så ryggen af hans grå T-shirt forsvinde ind bag en række af bogreoler længere inde i biblioteket.

   Diana tøvede ikke. Hun valgte at stole på sin mavefornemmelse og fulgte efter. Den førte hende ned af bibliotekets midtergang og videre ind bag en række af bøger. De adskilte hende akkurat fra den bogreol, hun havde set fyren forsvinde ind ad.

   En dæmpet stemme hørtes med ét gennem rækken af bøger. Dens ord var stort set umulige at tyde. Diana vrikkede en bog ud af rækken og placerede den lydløst på gulvet. Da hun igen så op, kunne hun igennem kighullet frit observere to mennesker, der stod på den anden side af bogreolen. Den ene var en pige med en flot, mørk glød. Den anden var fyren, der havde leveret hende dagbogen tilbage med den underlige kommentar.

   ”Hvad?” hørte hun pigen sige. Hun var ophidset.

   ”Hør nu på mig.” Fyren dæmpede sin stemme yderligere, da den steg en oktav for høj til bibliotekets standarder. ”Jeg ved, at det her var en af dem.”

   ”Hvordan kan du vide det bare sådan uden videre?”

   ”Den fløj nærmest ud af hendes hænder!”

   Diana klemte en hånd omkring sin mund for ikke at afsløre sit tunge åndedræt; de snakkede om hende. 

   ”Åh.” En rynke trådte frem på pigens pande. ”Men … hvorfor gjorde du så ikke noget?”

   ”Det gjorde jeg også. Jeg gav den til hende.”

   ”Gav den til hende?” Pigen slog ham på siden af hovedet.

   ”Av!” Fyren tog en hånd til stedet, hun havde ramt; et sted lige over hans spidse hage. ”For fanden, Lola.”

   ”Hvad? Logan, du kunne ikke bare lade hende gå!”

   ”Vi sad på et bibliotek fyldt med mennesker. Hvad havde du forventet? Du kan ikke fortælle mig, at du ville have handlet det mindste anderledes. Vi vil få andre muligheder.”

   Hun sukkede.

   ”Fint, men gør nu ikke noget –”

   Diana lænede sig længere frem – og det var en fejl. Hendes hoved stødte mod reolens metalbarriere, og den gav et lille pling fra sig. 

   Lola så sig omkring.

   ”Er her nogen?” spurgte hun. Hendes lysebrune øjne vendte sig mod kighullet, men på daværende tidspunkt var Diana allerede langt væk. Med så stille skridt som muligt bevægede hun sig videre ned af bogrækken og videre ned mod bordet, hun var kommet fra. Hun nåede akkurat at glide tilbage ind på sit stolesæde, før to personer trådte ud i bibliotekets midtergang.

   Lola og Logan.

   De så kort og vedholdende i hendes retning. Så snurrede de rundt og gik. Først da biblioteksdørene smækkede i bag dem, tillod Diana igen sig selv at trække vejret.

   Før havde hun blot troet, at noget var galt med Hannahs dagbog. Nu var hun sikker.

 

 

Melissa havde endnu engang formået at lade Diana i stikken. Det var en normal adfærd for hende ikke at være opmærksom over hvem, hun trådte over tæerne, men denne gang gjorde det uhjælpeligt ondt.

   Melissa ville åbenbart blive drevet til vanvid, hvis ikke hun fik tid til at øve sin cheerleading rutine. Det resulterede i at Diana måtte sidde alene i et hjørne af cafeteriet og stikke sørgmodigt til sin kyllingeburger. Selv om den ikke så just interessant ud, tvang hun alligevel en bid ned.

   Medlidenhed lå stadig i folks blikke, når de passerede hendes frokostbord. Diana havde så absolut ikke lyst til at vide, hvilken tanker, der myldrede gennem deres hoveder. Men det var ikke det eneste.

   Noget besynderligt var gået op for hende: Der var tre personers blikke i gangene, hvis øjne ikke viste tegn på medlidenhed. Snarere virkede de til at være vurderende, og den tanke fik Diana til at føle et større ubehag, end hun ville have troet.

   Måske var det fordi, hun vidste, hvem der holdt øje med hende: Lola, Logan og en fremmed fyr, de tilsyneladende hang ud med. Noget over deres blikke fik hende til at tænke, at de så ikke blot på hende. De overvågede hende.

   Et gys gik igennem Diana, da hun så op fra sin frokostbakke. Den lille gruppes øjne hvilede som de havde gjort det de seneste par dage på hende fra den anden ende af cafeteriet. Hun kunne snart ikke længere huske det sidste øjeblik, hun haft fuldkommen for sig selv. 

   Hun prøvede at ignorere blikkene og tog en bid mere af sin burger for at kvæle sin kvalme.

   Diana stirrede på Hannahs dagbog foran sig på frokostbakken. Huden over hendes hænder kriblede af at se for længe på den. Men idet hendes fingre gled hen over den skindbeklædte forside for at åbne dagbogen på første side, lagde hun mærke til noget, hun ikke havde før: Et lille symbol var skraveret ind i læderets sorte materiale. Det var så småt og utydeligt, at hendes øjne nær havde overset det.

   Dianas hånd gled ved ren automatik op til sølvmedaljonen omkring hendes hals. Hun genkendte denne egyptiske form for hieroglyf. Dette var hun sikker på; hun havde siden hun blot var en lille pige brugt timer på at nærstudere det. På medaljonens ene inderside var indridset det præcis samme symbol, som diskret var blevet indtegnet på dagbogens forside.

   Diana huskede stadig dagen, hun var blevet foræret smykket. Hun havde været på vej ind af Hannahs værelsesdør for at hente et stykke legetøj, da hun havde hørt sin mors stemme og var stoppet brat op i den halvt lukkede døråbning. Igennem det smalle stykke åbne luftrum havde hun set Serena holde et fint perlearmbånd frem mod hendes søster og fæstne det omkring hendes håndled. Hannah havde smilet stort, da hun fik at vide, det var en gave fra mor til datter, og at hun nu måtte huske at passe på smykket. Hun svarede, at hun ville beskytte det med sit liv. 

  De havde været seks og otte år gamle, og Dianas reaktion til synet havde været dramatisk. Da hun få minutter senere kom nedenunder, ville tårerne ikke stoppe med at falde fra hendes kinder. Hun havde været dybt misundelig på hengivenheden, hendes mor havde vist overfor Hannah.

   Warren havde været foruroliget, i det samme han så Diana træde ned af trappen. Efter han hørte hendes historie, tog han forsigtigt fat i hendes hånd og fulgte hende tilbage ovenpå og ind i et rum, hun kun sjældent besøgte: Hendes forældres soveværelse. Her fandt han fra bunden af en skuffe en glitrende sølvmedaljon frem. Diana huskede, hvordan den havde glitret under middagssolens skarpe stråler. Hendes far havde fortalt hende, at medaljonen havde været nedarvet igennem deres familie i generationer og derefter ladet den hænge omkring hendes hals med et smil. Nu var det hendes tur til at bære den. Hun havde set på halssmykket som skønheden selv, og siden da havde hun ikke ladet kæden forlade hendes hals. Den var vokset til at blive en del af hende.

   Derfor sad Diana foruroliget tilbage, da hun opdagede det selv samme symbol som medaljonens ridset ind i forsiden på Hannahs dagbog.

   Klokken ringede ind til time, og hun pakkede dagbogen ned i sin taske. Hun forbød sig selv at tænke yderlige over den sammenhæng, som måtte eksistere mellem halskæden og dagbogen. Måske var det i virkeligheden slet ikke så utroligt, som hun tænkte.

   Cafeteriet var langsomt blevet tømt for teenagere, som de havde forladt lokalet og fundet vej til deres næste time. Diana svang sin taske over en skulder og fulgte i de andre elevers fodspor ud af den allerede næsten tomme kantine.

   Gangen var stort set ryddet for mennesker, da Diana endelig nåede frem til sit skab. Næste modul var samfundsfag, og hun var sent på den – hvilket ikke kunne siges at være noget nyt. Hun drejede på kodelåsen og lod sit skab svinge åbent.

   ”Ved du overhovedet, hvad du har med at gøre?”

   Stemmen fik et lavmælt gisp til at forlade hendes læber. Hun snurrede rundt og så direkte ind i et par øjne så mørke, at hun et øjeblik blev i tvivl, om de i virkeligheden var sorte. Logan. Hans blik var glødende.

   Et øjeblik blev han stående midt i den tomme gang, men derefter fortsatte han forbi hende med faste skridt. Undveg hende. Hans ben var lange, og de bar ham hurtigt fremad. For hurtigt.

   Diana råbte svagt ud efter ham, før hans skikkelse forsvandt fuldstændig omkring hjørnet.

   ”Hvad vil I med mig?”

   Det var nok. Logan standsede langsomt op. I et par lange sekunder stod han tøvende med ryggen til hende, og hun holdt vejret. Akkurat som Diana troede, han ville tage det første skridt videre og gå, så han sig tilbage over skulderen. Hans øjen flakkede en anelse usikkert hen over hendes ansigt.

   ”Mød os ude foran biologilokalet efter sidste modul,” sagde han, før han forsvandt om hjørnet og lod Diana alene tilbage i gangen. En anelse åndsforvirret fik hun hevet sine skolebøger ud af skabet, før hun lod det lukke i med et smæld. Samfundsfag ventede.

 

 

Diana skød op fra sin plads, så snart klokken efter sidste time kimede over hendes ører. Hele dagen havde ledt op til, at hun ville kunne få lov til at give en lærestreg til den lille gruppe venner, hvis spionage langsomt var ved at gøre hende skør og paranoid.

   Noget uvant skubbede hende hurtigt fremad på hendes ben. Ud af klasselokalet, gennem gangene og til sidst op af den brede trappeopgang til første etage. Hun faldt næsten over sine egne ben i travlheden.

   Gangen foran biologilokalet var en stort set tom korridor. Tre skikkelser stod længere nede af gangen og trippede nervøst frem og tilbage: Den ene var kortklippet, den anden bar en mørk glød og den tredje forholdt sig brunøjet. De havde haft hovederne stukket sammen i en lavmælt hvisken, før hun med et røre var trampet op af de sidste trappetrin. Nu vendte de alle hovederne mod hende, afventende og med ulæselige blikke.

   I det samme Diana så dem, sagtnede hun farten. Hun prøvede at trække vejret roligt, men det synes pludselig at være umuligt. Kun et par dage forinden havde de tre ansigter stadig været fremmede for hende. Nu virkede de nærmere som nogen, hun frygtede.

   Hun tørrede sine svedne håndflader af i sine shorts og tvang sig selv til at gå den lille gruppe i møde.

   ”Du kom,” konstaterede Logan.

   ”Jeg kom fordi, at jeg føler mig uinformeret.” Hun lod sit blik scanne gruppen som en helhed. ”I bliver ved med at stirre på mig. Nej, i holder øje med mig, som om noget er grueligt galt. Alle vegne. Er I overhovedet klar over, hvordan det føltes? Det går mig på nerverne, og jeg kan ikke engang –”

   Hun kvalte sine sidste ord. Tre sæt øjne lå på hende, og de stirrede på hende som aldrig før. Diana grublede over, om hendes medelever foran hende mon vidste, at folk havde deres grænser.

   Det blev svært for hende at holde et opstød tilbage: ”Hør, har I seriøst et problem med mig?”

   ”Vi har ikke et problem med dig, Diana.” Det var drengen, hvis navn hun endnu ikke kendte, der talte. Han havde en bred mund, hvis læber alligevel formåede at være smalle, idet han smilede blindt mod hende. ”Overhovedet. Logan så dig bare tabe dagbogen, og da han fortalte os om episoden, blev vi alle mistænksomme.”

   ”Måske ville ’bekymrede’ være et bedre ord,” tilføjede Lola efter et rum tids tydelig overvejelse.

   Diana lod kritisk sit blik glide over dem én for én. Hvordan kunne de vide, at hun havde læst i en dagbog? Udenpå lignede Hannahs dagbog en hver anden form for lommekalender og kunne sjældent forveksles med at være en dagbog. Desuden fandtes der ingen jordisk grund til, at de kunne tillade sig en sådan ting som at være bekymrede – specielt på hendes vegne. Før i dag havde hun aldrig udvekslet ét eneste ord med en af de tre personer, der nu stod foran hende.

   Hun blinkede.

   ”Hvorfor ville I være bekymrede for mig?”

   ”Var der nogen, der skrev i dagbogen, da den fløj ud af dit greb?” spurgte Logan, og hendes øjne fandt i et øjebliks panik hans ansigt. Diana nikkede en anelse usikkert mod ham. Der var snart intet, hun alligevel kunne holde tilbage.

   En glød tændtes i Lolas blanke øjne. Et sigende smil gled over hendes læber, idet hun kastede et blik over på fyren med det kortklippede, brune hår.

   ”Jeg vidste det!” Hun hævede et kæphøjt øjenbryn. ”Hit med de 10 dollars, du.”

   ”Hold nu mund,” mumlede han mut og skubbede hende blidt væk. ”Det er ikke pointen med det hele, er det vel?”

   ”Det kan du vædde med, det er. Nic, du lovede.” Lola skød sin kæbe ud, men han skubbede hende blot længere væk – denne gang med en mindre blid hånd mod hendes ansigt. Hun udstødte en grumpende lyd.

   ”Hvad vidste du?” spurgte Diana den anden pige, da hun fik kæmpet sig fri fra Nics hånd.

   ”Vil du ikke mødes med os i parken i aften?”

   Et øjeblik stod Diana stille og stirrede tilbage på Lola. Der måtte gå yderlige et par lange øjeblikke, før det gik op for hende, at hun rent faktisk havde hørt rigtigt: Endnu et af hendes spørgsmål var blevet besvaret med et nyt, præcis som størstedelen af samtalen indtil videre var blevet ført imellem dem. Hver gang hun havde forlangt et svar, slog de bolden tilbage mod hende med endnu et spørgsmål. Diana tog en dyb indånding og lukkede sine øjne i. De rystende felter omkring hendes blik var langsomt begyndt at forsvinde, da hun igen slog dem op.

   ”Forvent ikke for meget.” Hun rystede på hovedet. En aften i parken med Lola, Logan og Nic ville sikkert ikke være meget anderledes fra den situation, hun i dette øjeblik befandt sig i.

   ”Bare tænk over det, okay?” Nic klappede hendes skulder, idet han trådte forbi hende og bevægede sig ned af den livløse gang med hænderne gravet ned i de forvaskede jeans’ lommer.

   Lola så sigende efter ham. Det fik Logan til at kaste med hovedet i den retning, han var gået.

   ”Bare gå med ham. Jeg kommer om lidt.”

   ”Fantastique.” Lola smilede kort mod Diana, før hendes klikkende skosåler forsvandt efter sin ven ned af korridoren. Først da hun var forsvundet om bag hjørnet en god snes sekunder senere, vendte Logan sig om mod Diana. Han trådte tættere på hende som for at være sikker på, at ingen hørte de ord, han ville udveksle med hende.

   ”Så hvem er det, der har skrevet i din dagbog?”

   Hendes øjenbryn rykkede tættere mod hinanden.

   ”Hvorfor interesserer det dig?”

   I et kort øjeblik fik hun et glimt af en voldsom og ubestemt kamp, som den blev udgydt bag de mørke hinder. Før hun nåede at dvæle mere i hvad, hun havde set, sukkede Logan dybt og lod en hånd falde opgivende ned langs han side.

   ”Hør, jeg må egentlig ikke fortælle dig om dette, og normalt ville jeg heller aldrig drømme om at røbe noget, men det her … er et særtilfælde. Den dagbog, du har, er ikke almindelig. Har du ikke lagt mærke til, at den gør ting, som ikke på nogen måde kan lade sig gøre? Den flyver ud af hænderne på dig, og så snart du åbner den, begynder ord at træde frem på dens sider.” Han så på hende i søgen efter en bekræftelse. ”Har jeg ret?”

   Diana var ikke sikker på, hun ville kunne finde ordets brug tilbage. Hun kunne mærke hendes puls stige og blive varmere mod hendes tindinger. Logan virkede til at vide så meget om hendes dagbog, at hun lod sig selv overveje muligheden om, at han kunne læse hendes tanker. Hendes åndedræt føltes ru mod hendes hals, da hun tog en dyb indånding.

   ”Hvordan vidste du, at min søsters dagbog skrev sig selv?”

   ”Det er ikke noget, jeg kan svare på lige nu.” Logan så sig om. ”I det mindste ikke her.”

   Diana havde svært ved at følge med.

   ”Du taler om det her, som om det er magi.”

   Logans skarpe øjne fangede hendes.

   ”Jeg tror ikke på magi. Jeg tror på det overnaturlige.”

   Hun fik ikke meget tid ladt tilovers til at dvæle ved hans ord, for i næste øjeblik var han allerede på vej ned af gangen efter de to andre. Han vendte sig kort om, før han nåede til vejs ende og drejede om hjørnet: ”Tag til parken i aften! Vi kan fortælle dig alt, når først du er dér. Tro mig.”

   Og han var væk.

   Dianas svar hang stadig tomt og ubesvaret i luften, da hun fandt tilbage til trappen og fulgte dens trin nedenunder.

   ”Jeg kan vel prøve.”

 

 

Trods faktummet, at det var en sen aften i midten af april, var mørket alligevel uigennemtrængeligt. Diana måtte være forsigtig med hvor, hun satte sine fødder, for ikke at tumle forover. I denne lidt ældre del af byparken havde lygtepælenes lyspærer været døde for energi så længe, hun kunne huske. Høje træers kroner vogtede over den mørkbelagte sti, som hun lod sine impulser føre sig længere ind i parken.

   Hun mindes ikke, at nogen havde fortalt hende, hvor de ville mødes. Byparken var hundredevis af meter bred, og hun var langt fra sikker på, at hun ville forholde sig længere end nødvendigt udenfor i den uhyre stille park. Noget forkert hang i luften og fik hårene til at rejse sig på hendes hud.

   En kraftig vind fór med ét  over det åbne landskab og flåede i træernes grene omkring hende. Hendes hår blev vildfarent løftet op omkring hendes ansigt, og et par resterende blade fra efteråret susede rundt omkring hendes ører. Derefter forsvandt vinden ud i ingenting på blot et par få sekunder, og Diana stod hæsblæst tilbage. Stilheden fik en kulde til at trille ned af hendes rygrad.

   En finger prikkede hendes skulder.

   Diana snurrede rundt og slog en hånd for munden for ikke at lade skriget undslippe sine læber.

   ”Lola,” åndede hun. Den mørke skikkelse og det hvide smil trådte frem foran hendes øjne, og hun lod hånden dumpe tilbage langs sin side med en lettelse.

   ”Undskyld! Jeg forskrækkede dig, gjorde jeg ikke?”

   ”Nej da.” Diana grinede nervøst.

   ”Hvor kender du mit navn fra? Jeg tror da vist aldrig, jeg fik præsenteret mig ordentligt.”

   ”Øh –” stammede Diana svagt panisk. Første gang, hun havde hørt navnet, havde været den dag, hun havde spioneret på Logan og Lola i biblioteket. Det var aldrig gået op for hende, at hun måske ville have brug for at have en god undskyldning i baghånden.

   ”Øhm … Melissa Watson nævnte det for mig engang. Det er år siden.”

   ”Melissa Watson?” Lolas øjne bar tegn på medlidenhed, da de så på hende. I løbet af den sidste uges tid havde hun lært at identificere det specifikke glimt i folks pupiller til perfektion. ”Hun er ikke ligefrem den type, jeg forestillede mig, du hang ud med. Nå, men ... har du tænkt dig at komme med?”

   Den mørkhårede pige bevægede sig væk fra det åbne landskab og ind mod det mere afgrænsede. Diana fulgte tæt i hendes fodspor for ikke at fortabe sig selv i mørket.

   De passerede trægrænsen og gik langsomt igennem skoven. Ingen sti var at finde her, og de måtte sno sig mellem de tynde træstammer for at finde vej frem. Hvor måneskinnet før havde oplyst parkens åbne arealer, var alt under trækronerne bælgragede mørkt. Diana snublede et par gange inden for de første halvtreds meter, men snart efter begyndte hendes tiltagende nattesyn at blive et bedre hjælpemiddel.

   Efter hvad der føltes som timer fik Lola drejet dem omkring en større busk og navigeret dem videre ind i en lille lysning. Her knitredre en ilds flammer på et bål og kastede lysere skygger over to velkendte ansigter: Nics og Logans. De trak begge let på smilebåndet, da hun trådte ind i den cirkulære skovrydning.

   Drengene præsenterede dem selv ved navn. Hun lod som om, at hun ikke kendte til dem i forvejen. Ingen sagde noget til at begynde med; så Diana rømmede sig for at bryde den akavede stilhed.

   ”Jeg kom fordi, jeg leder efter svar.”

   ”Svar?” Nics slående grønne øjne fangede hendes.

   ”Ja.” Hun kastede et blik mod Logan. Af alle dem som stod omring bålet, var han muligvis den eneste, der ville forstå, hvad hun mente. ”Svar.”

   ”Den dagbog, du har, er ikke normal,” sagde han og gentog dermed de ord, der havde runget som et ekko igennem hendes hoved igennem de seneste timer, som langsomt var passeret. Hun holdt vejret.

   ”Den er en af Dagbøgerne.”

   Diana mærkede luften sive ud af hendes bryst.

   ”Vent – hvad?”

   ”Det ord, man nemmest kan forbinde den med, er overnaturlig. Dagbøgerne er overnaturlige objekter, fordi de bliver skrevet i fra et andet sted end denne verden. Den Anden Side, for at være mere korrekt.”

   Science fiction-film havde længe været en af Dianas mange udveje, når hun havde brug for en billig købt billet til afslapning. Hun havde dog aldrig troet, at hendes viden fra filmene ville ende op i at blive nyttig; Den Anden Side var et sted, hun havde hørt en del om. Og langt fra alle disse informationer var positivt fortalt. Tænk på de døde i Hades’ Helvede og gang det med tre – så burde du have den elendighed, de døde efter sigende måtte befinde sig i på Den Anden Side.

  Hvad Logan havde fortalt hende gav ingen mening. Der fandtes ingen Anden Side. Det var et fitivt påfund. 

   Men på den anden side var der dagbogen. Hun kunne umuligt benægte, at noget omkring den ikke havde fået alarmknapperne i hendes hoved til at blinke på fuldt drøn. Når Logan fortalte det, gav det hele mening, og den sidste puslespilsplads faldt på plads: Ordene ’overnaturlig kraft fra Helvede’ stod nu som stemplet i flammende rødt blæk på dagbogens forside.

   ”Den Anden Side som i åndernes verden?” spurgte Diana som for at være på den sikre side. Hendes stemme skælvede.

   ”Det kan man godt sige,” sagde Lola overvejende. ”I øjeblikket befinder vi os på de levendes side. Dagbøgernes ’forfattere’ befinder sig på de dødes side.”

   ”Så I fortæller mig, at personen, der skriver i min dagbog, er et dødt menneske?”

   ”Ja. Et dødt menneske som befinder sig på Den Anden Side.”

   ”Men hvordan kan alt det lade sig gøre?”

   ”Det er simpelt nok. Hvis nogen i din familie ejer eller har ejet en af dagbøgerne, vil den på et tidspunkt finde sin vej videre til dig.”

   ”Det lyder kompliceret.”

   ”Det er det ikke, når først man har lært Bøgerne og deres retningslinjer bedre at kende,” sagde Nic. ”Hvem skriver i din dagbog?”

   ”Min søster.”

   Han fnøs.

   ”Det siger du ikke.”

   ”Hvad er der galt med min søster?”

   ”Ingenting.”

   Det tog Diana en indre kamp at rive sit mindre venlige blik væk fra Nic, men efter hvad der føltes som minutter, lykkedes hun endelig. For at ryste de pessimistiske tanker ud af sit hoved tog hun en dyb indånding, før hun lod sig vende tilbage til nuet.

   ”Hvor ved I alt dette fra?”

   ”Er det ikke indlysende? Vi har hver vores egen dagbog,” sagde Lola. Hun trak på skuldrene. ”Vi har været akkurat lige så uvidende om dem som dig.”

   ”Og hvem af jer var den første til at falde over en af disse … disse dagbøger?”

   ”Skyldig.” Til venstre for hende hævede Logan en hånd. Et selvsikkert smil spillede i hans ene mundvig. Måske burde Diana have sagt sig selv, at det ville være ham ud af de tre: Måden, han tidligere den dag havde overbevist hende om, at en aftenudflugt i parken ville være besøget værd, tildelte ham automatisk et lederinstinkt.

   ”Min bedstefar havde taget mig på fisketur sommeren før, jeg begyndte i 9. klasse,” fortalte han. Diana observerede, hvordan smilet langsomt falmede fra hans læber. ”Jeg var ikke helt forberedt på, at han ville dø af et hjertestop foran mine øjne et sted, hvor jeg ikke kunne tilkalde hjælp … men det gjorde han, og der var intet, jeg kunne gøre.”

   Logan blinkede, og hun anede næsten den usynlige snøre, der trak ham ud af fortidens minder og tilbage i nuet. Han rømmede sig, før han fortalte videre: ”Jeg havde på fornemmelsen, at hans død ikke kunne have været naturlig. Nogle måneder senere, da jeg rodede nogle af hans gamle papkasser igennem på loftet, fandt jeg dagbogen. På min egen hånd tog det mig ikke mere end en god håndfuld uger, før jeg vidste, jeg havde at gøre med noget unormalt – noget overnaturligt. Første år på Kensingwood High stødte jeg på Nic og hans dagbog, og siden samlede vi også Lola op.”

   Logans øjne mødte Dianas. De knitrende flammer fra bålet genspejlede sig i deres pupiller, og på en uforklarlig måde vidste hun øjeblikkeligt, hvad han tænkte: Du vil blive den næste.

   ”Er der bare derfor, I hænger ud? Fordi I har en fælles hobby om at læse døde menneskers dagbogsskrifter?” Hun vendte sig stift mod Nic.

   ”Nej,” sagde han. ”Det er mere kompliceret end det. Dagbøgerne binder os sammen på en måde, ingen kan forklare. Det eneste vigtige, der er at vide, er at hvis vi ikke kendte hinanden, ville vi ikke være beskyttede.”

   ”Vi er stærkere på den måde. Sammen,” sagde Lola.

   ”Jeg forstår ikke, hvordan et par simple dagbøger kan være så magtfulde. Og hvorfor ville I nogensinde få brug for at beskytte jer selv?” Diana fugtede sine læber. ”Jeg mener, det er jo bare nogle almindelige dagbøger med nogle udsædvanlige egenskaber, ikke?”

   ”Det vil jeg kalde den største underdrivelse, jeg hørt, siden folk begyndte at sige, at Miley Cyrus kun røg pot til sin 18-års fødselsdag.”

   Nics mundvig løftede sig en anelse.

   ”Det er ikke bare et par dagbøger med frynsegoder,” begrundede han. ”De informerer os, om hvad der sker på Den Anden Side, og de reagerer ud fra Dagbogholderens tanker og vilje.”

   ”Hvad mener du?”

   Lola gispede spændt og brød ud i et: ”Lad mig demonstrere!” Hendes øjenlåg gled i. Diana fulgte måbende en brunligt udseende dagbog, da den med et smæld drønede op af tasken over Lolas skulder og landede fast i hendes udstrakte hånd. Lola åbnede sine øjne med et anerkendende nik.

   ”Jeg behøvede blot at tænke, at jeg gerne ville have min dagbog – og vupti,” sagde hun og vendte dagbogen i sine små hænder, ”her er den.”

   Dianas kæbe var blevet ør og umulig at hæve tilbage på sin retmæssige plads. I stedet kneb hun kort øjnene sammen. Men da den flammebelyste lysning igen kom til syne foran hendes blik, stod Lola stadig med dagbogen, der mirakuløst var svævet direkte op af hendes taske, i sine hænder.

   ”Udover tankestyringen som en bonus,” fortalte hun og lod dagbogen glide tilbage i taskerummets skjul, ”kan dagbøgerne også hele fysiske sår. Dog ikke nogle af dine egne, men den kan hjælpe andre.”

   ”Det er derfor, at ingen kan få fat på dagbøgerne,” sagde Nic. Hans øjne lå på hende, og for første gang i dagevis nagede en grum følelse ikke Dianas mave. Det var ikke længere en ubehagelig stirren, men blot en måde, hvorpå han krævede hendes opmærksomhed. 

   ”De kan blive misbrugt på måder, der kan sætte os alle i fare. For hvis en dagbogs energidepoter først bliver tappet af en fremmed, dør dens oprindelige ejer. Det samme gælder dig selv – jeg ville råde dig til kun at tage brug af bogens kræfter, hvis det er yderst nødvendigt. Ingen her har lyst til at se dig balancere på dødens knivsæg.”

   Logan kastede et udtryksløst blik i hendes retning.

   ”Du må du ikke fortælle nogen om det, du har hørt her til aften. Selvfølgelig er valget i sidste ende dit – det ved vi – men hvis det slipper ud, går det ud over os alle sammen.” Hans ansigt synes at bløde en smule op. ”I værste fald tilmed også dig.”

   Det var uoverkommeligt for Diana at dechifrere en bestemt holdning til de oceaner af viden, der netop var skyllet ind over hende. Der var kun en ting, der stod klart foran hendes blik. Hun havde fået det, hun havde bedt om: Viden om den genstand, der på det mest utænkelige tidspunkt havde valgt at tage sin indtræden i hendes liv. Gradvist hurtigere var det begyndt at gå op for hende, at dagbogen var en lige så stor del af hende selv, som den havde været af Hannah.

   Nu var det hendes tur til at overtage dagbogen og acceptere de følger, der stod nedskrevet i kontrakten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...