De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9350Visninger
AA

21. Kapitel 19


Den torsdag aften faldt regnen for første gang i ugevis. Den californiske hedebølge havde i mange dage presset sig ned over Kensingwood, og da dråberne først var begyndt at falde fra det åbne himmelrum, var det kommet som en behagelig overraskelse.

   Den mudrede grusvej under bildækkene fik Dylans truck til at bumpe frem og tilbage, og Diana slog hånden mod handskerummet for støtte. Regnen brusede i store stænger ned over landskabet, som susede forbi bilen, og fugten hang tungt i luften. Hun kunne tegne på vinduerne i det tynde lag dug, der havde lagt sig som hinder over glasset.

   Det var hende et mysterium, hvorfor hun ikke kunne tørre smilet af sine læber. Hun havde så meget mørkt i sit liv – men i det øjeblik lod alt rodet til at være så ligegyldigt, at hun nemt kunne gemme det væk et sted bagerst i hendes hoved.

   Vinduesviskerne knirkede. Dylan skar ansigt og kiggede lidt på dem ud gennem forruden. Regnen trommede så tæt mod glasset, at han måtte knibe sine øjne sammen.

   ”Jeg er rimelig sikker på, de snart knækker af,” påpegede han.

   ”Så ordn det.”

   ”Du ved, jeg er for doven.”

   Diana rystede smilede på hovedet af ham.

   En metallisk lyd rallede gennem bilen, og hun sværgede, at hun havde mærket sædet under sig rykke på sig. Vinmarkerne begyndte efterhånden at rulle langsommere forbi vinduerne. Det gav et lille sæt i Diana, da trucken en anelse pludseligt stoppede op. Hun så over på Dylan; han sad med adskilte læber og måbede en smule.

   Hans fod var stadig på speederen.

   ”Dylan, jeg tror nærmere, det er motoren, du burde fikse.”

   Han hævede øjenbrynene og vippede hovedet lidt fra side til side.

   ”Tja, det var ikke fuldkommen uventet. Øjeblik. Jeg går lige ud og tjekker.”

   Bildøren smækkede i, og Diana fulgte ham med øjnene, som han spurtede om bag bilen. I et par minutter sad hun alene og gravede sine fingernegle ned i bilsædet. Derefter hørte hun et lavmælt bump gennem regnen, og Dylan kom løbende om til hendes bilvindue. Hans hår var klistret fast i våde krøller til hans ansigt.

   Han bankede på ruden og gestikulerede med et håndtegn, at hun skulle rulle ruden ned.

   ”Den er brudt sammen,” sagde han, da de kunne høre hinanden.

   ”Hvad gør vi?”

   Dylan trak på skuldrende.

   ”Vi skubber. Du holder styr på rattet, så tager jeg mig af vægten. Okay?”

   ”Top.”

   Hun fortrød at have sagt ja til jobbet, så snart hun trådte ud af bilen. Vandet ramte ind mod hendes øjne og fik hende til at blinke hurtigere mod den sviende fornemmelse. Regnen var så tæt, at hun ikke kunne se mere end en halv snes meter frem for sig.

   På den anden side havde hun trods alt ikke et andet valg end at prøve at hjælpe.

   Diana løb omkring bilen og slog bildøren åben for at komme frem til rattet. Hun bøjede sit hoved, som om det ville beskytte hende bedre fra at blive våd.

   Det gjorde det ikke.

   Hun kastede et blik tilbage over sin skulder. Hun kunne igennem den heftige regn ænse Dylans skikkelse bag bilen; han så ud til at skubbe mod ladet. Musklerne i hans overarme markerede sig tydeligt, idet de spændtes og pressede til. Diana stirrede.

   Dylan gik snart til en anden strategi. Han lagde sin vægt mod ladet med sin skulder og var nær gledet på det glatte metal.

   ”Kom så min pige, ryk lidt på dig!” stønnede han. Mudderet skvulpede under hans fødder, og der lød et stille klonk. Diana så ned. Hun var rimelig sikker på, at trucken lige var sunket en centimeter eller to længere ned i jordhullet.

   Hun kunne ikke længere holde et grin inde.

   ”Hvad blev der af musklerne fra al den træning, du snakker om?” drillede hun.

   ”Argh!” udbrød Dylan og trådte forpustet et skridt tilbage. Han lagde sine hænder på sine knæ og så spøgefuldt op på hende. ”De er der, miss. Bare rolig.” Et skævt smil gled over hans læber.

   Hvis ikke regnen havde været voldsom før, så blev den det nu. Diana mærkede dråberne tage til i styrke, og hvordan de haglede ned mod den sprukne jordoverflade.

   Dylan så kort op mod himmelen. Så rettede han ryggen og satte i løb fremad.

   ”Efterlad den!” råbte han og lagde en hånd om hendes ryg i forbifarten, skubbede hende med frem ned af vejen. Gruset flød i mudrede vandpøle og gennemblødte hendes sko, idet hun løb igennem dem. Regnen føltes varm mod hendes ansigt.

   Ud af horisonten voksede et øde træhus. Diana genkendte det som Dylans, og hun satte farten op efter hans skikkelse. Den befandt sig et halvt dusin meter længere fremme end hendes, næsten gemt væk af den altomringende regn.

   De løb forbi de første vinranker, videre op ad havegangen og styrtede i ly under halvtaget. Der var en beroligende følelse ved at stå under hustaget og høre regnens voldsomme trommen mod træplader.

   For en gangs skyld lagde Diana mærke til, at hun ikke var den eneste, som gispede efter vejret.

   Før havde Dylans T-shirt været mørkeblå, men nu var den sort. Vandet i trøjen fik den til at klistre sig fast til hans overkrop som elektriske kræfter. Diana håbede, at gråvejret skjulte hendes rødmen.

   Regndråberne trillede ned af hendes egen såvel som Dylans hud, dryppede lidt ned over hendes allerede gennemblødte sko. Et par stykker af dråberne havde samlet sig på hans overlæbe. Hun tørrede dem af med en tommelfinger og grinede en smule.

   ”Jeg ved godt, at folk ikke tør fortælle dig det, men nu gør jeg det alligevel: Din bil er virkelig et skrammel.”

   Hans arme lagde sig om hendes liv og træk hende lidt tættere på. Dianas hjerte galoperede, da en trækning af et smil fandt vej til hans læber og markerede sig ved hans øjne.

   ”Jeg kan ikke gøre for det,” sagde han mildt.

   ”Det kan du vel ikke.” Hun smilede også, da hun stillede sig lidt på tær og pressede sin mund mod hans. Dylans arme synes at omgive hende fuldstændigt, holde hende tættere ind mod sig uden nogen intention om at give slip foreløbigt. Hans læber var varme, præcis som hun huskede dem.

   Diana havde det som om, hun befandt sig på en tivoliforlystelse. Hendes mave slog kolbøtter af noget, hun ikke helt kunne sætte sin finger på, og hun havde det som om, hun aldrig ville blive træt af følelsen.

   Var det sådan, det føltes at være lykkelig?

   Pludselig var deres læber ikke længere forbundne, og Diana blinkede sig selv tilbage til nutiden. Det var et sted, hvor hun ikke kunne holde op med at smile, og hvor Dylans øjne konstant holdt sig på hendes læber.

   Dylan rystede svagt på hovedet.

   ”Okay,” sagde han stille og trak på smilebåndet. ”Tro mig, jeg ville give alt for at stå sådan her hele dagen, men lige nu gælder det om at få varmen. Kom.”

   De fandt deres vej ind gennem hoveddøren. Diana var rimelig sikker på, at hun efterlod en sti af vand efter sig på dørmåtten.

   Skridt hørtes i den smalle gang, der tonede sig frem foran hende. En stemme genlød ned gennem korridoren, som var henlagt i et komplet mørke.

   ”Dylan?” En mand bevægede sig ud gennem skyggerne. Han standsede en smule forbavset op, da han fik øje på hende på sit dørtrin. ”Jamen goddag.”

   Hun rømmede sig nervøst.

   ”Hej, Mr. Walker. Jeg er Diana.”

   Dylans far brød ud i et smil. Han svang viskestykket i sine hænder over sin skulder og trådte frem, så de kunne ryste hænder.

   ”Det er mig en fornøjelse,” sagde han.

   Ved siden af hende stak Dylan sine hænder i lommerne og lænede sig frem på skospidserne.

   ”Er der plads til en mere ved bordet?”

   Mr. Walker var ikke længe om at svare og kaste et blik på hende: ”I den grad. Du skal være velkommen, Diana. Men jeg må advare dig – mit madlavningstalent er minimalt. Menuen i dag står på frysepizzaer.”

   ”Det lyder enormt lækkert.”

   Han gestikulerede mod deres gennemblødte telte af tøj, der dryppede ned på hans lakerede gulvbrædder.

   ”Kan jeg have lov til at spørge, hvordan I kom til at se sådan ud?” spurgte han med et spørgende udtryk i sit ansigt.

   ”Tja, det regner jo,” konstaterede Dylan kort for hovedet.

   ”Øhm, rettere sagt brød hans truck sammen,” sagde Diana. Det fik Mr. Walker til at ryste på hovedet.

   ”Den gamle skrotbunke metal.”

   Dylan tog en hånd til hjertet.

   ”Av,” udbrød han.

   Diana hviskede drilagtigt i hans øre: ”Se, jeg er ikke den eneste.”

   Han hævede et overdramatiseret øjenbryn ned mod hende.

   ”Det er en diskussion, vi tager senere.”

   Øjeblikket efter afbrød Mr. Walkers stemme deres spøgefulde magtkamp. Hun så op for at finde et smil på hans læber, og hun stod lammet tilbage. Dets lighed med Dylans var slående: den samme venlige trækning om munden, den nøjagtig samme kurve om læberne.

   ”Skynd jer nu ind og find noget tørt tøj. Jeg har pizzaer klar om lidt,” sagde han. Mr. Walker forsvandt straks tilbage ned af gangen og ud mod det, der måtte være køkkenet, med viskestykket svingende bag sig. Dylan greb fat om hendes hånd, så snart han var væk.

   ”Jeg håber for dit eget bedste, at du er en størrelse medium/large i mandestørrelser.”

   Diana smilede og fulgte blindt med ham ned af den smalle gang.

   Da hun senere den aften lå gemt væk hjemme under sin egen dyne, var det iklædt en løs hættetrøje med påskriften UNIVERSITY OF SAN FRANSISCO. En duft af varme og vaskemidler hang stadig ved bomuldsstoffet.

   Diana kunne dagen efter ikke huske noget om at være faldet i søvn med et smil på læben og et hjerte, der bankede mod hendes bryst.

 

 

Nic sneg sig forrest frem langs rækkerne af sæder. Han snublede nær over sine egne fødder i hasten, men reddede et fatalt sammenstød fra at ske ved at gribe fat om det nærmeste ryglæn.

   ”Herind!” hviskede han højt og guidede Diana efter sig. Hun fulgte kravlende efter ham ind langs rækken. Det var stadig ikke helt muligt for hende at undertrykke rødmen i hendes kinder.

   ”Vil du ikke nok være sød og fortælle mig,” åndede hun, da Nic endelig udså sig et par sæder, han var tilfreds med, ”hvorfor vi skulle gøre det på den her måde? Det er virkelig akavet.”

   Næppe var de dumpet ned på pladserne, før han forsvandt ude af syne igen. Nic sank så langt ned i sædet, at hans hoved knapt var synligt.

   ”Fordi de har drama i det her modul. Drama betyder Mr. Wilson, og Mr. Wilson betyder djævlen i menneskeform.”

   ”Og det medfølger at vi skulle kravle hele vejen ind i dramasalen på alle fire?” spurgte hun og stirrede på det, der nu var tilbage at se af hans ultra-kortklippede hoved.

   ”Ja.”

   ”Er det okay, hvis jeg griner?”

   ”Nej.”

   Diana rettede ryggen og gjorde sig det tilrette i sædet. Set bort fra eleverne, der rendte rundt oppe på scenen og sagde teatralske, højlydte ting, så kunne hun næsten have forvekslet oplevelsen med at sidde i en stor biograf.

   Hun måtte indrømme, at det ikke var på denne måde, hun havde drømt at udleve månedens første fritime. Fysiklæreren var ikke dukket op inden for de første femten minutter, og sammen med Lola og Nic – for oveni købet også resten af klassen – var hun skredet, før en vikar kunne nå at tage et smut forbi klasselokalet.

   Rettere sagt var det nok kun Nic, hun var skredet med. Lola var næsten øjeblikkeligt smuttet op til biblioteket med en besked om, at hun alligevel manglede at opdatere sin kildeliste til en opgave i verdenshistorie. Diana vidste bedre. Aarons foretrukne sted på skolen var det sted, hvor han kunne tillade sig selv at være mest nørdet, og hvor de havde flest bøger – alias biblioteket.

   ”Ved du hvad, jeg synes snart, at vi bør tage ud af bowle,” bemærkede Nic. Diana hævede sine øjenbryn i overraskelse.

   ”Den kom da godt nok ud af det blå,” sagde hun.

   ”Er det en aftale?”

   ”Sikkert.”

   De rystede hænder på det. Nic smækkede sine ben op på ryglænet foran sig og flettede sine hænder på brystet. Hun troede i et splitsekund, at han tog sig en morfar.

   ”Så hvordan går det med kærligheden?” spurgte han dog pludseligt og vrikkede frækt med øjenbrynene.

   Åh, nej. Rødmen var tilbage.

   ”Øhm, det kunne jeg vel spørge dig om,” mumlede hun.

   ”Nu du siger det, så er der en overdrevet lækker andetårselev. Når jeg har set hende på gangene sværger jeg altid, at hun har set lidt længere tid på mig, end hun burde. Du ved, bare et sekund eller to eller sådan noget.”

   Diana slog en lille latter op og var inderst inde yderst taknemlig for, at han var hoppet på hendes emneskift.

    ”Sådan, Nic. Vis hende frem til mig før skolefesten, så jeg kan godkende hende. Vi kan ikke have, at du dater en golddigger, kan vi vel?”

   ”Det er en deal.”

   De rystede hænder på det igen.

   Nogen råbte Nics navn, og han fór sammen med arme farende vildt omkring.

   ”Argh! Vent, tror du han har set mig?” hviskede han og vendte sig med et panisk udtryk i sit ansigt om mod hende.

   ”Ja, Mr. Palmer, jeg har set dig! Bagerst række, sæde nummer 7,” lød en dyb manderøst nede fra scenen af, og Dianas øjne landede på en lille mand i skotskternet jakkesæt. Han stod med et papir knuget i sin hånd og brummede ind i sit fuldskæg: ”Nicholas Palmer, det er sidste gang, jeg har hørt dig forstyrre i min time! Tag din fine bagdel og få den transporteret herned på scenen med det vånds!”

   Nic var blevet ligbleg. Diana skubbede ham let fremad.

   ”Kom nu. Han myrder dig ikke,” sagde hun. Hans øjne fangede kortvarigt hendes.

   ”Du skal ikke dømme en bog på dens omslag.”

   Det tog Nic et pænt stykke tid at komme ned på scenen. Hun mente at se hans ben ryste, da han manøvrede sig vej gennem mængden af dramaelever op af trappetrinene. Mr. Wilson trådte op til Nic, der som en teenager i voksealderen tårnede sig over den mindre mand. Læreren greb fat om hans skulder, og Nic rokkede forskrækket på sig.

   ”Jeg vil have, at du skal improvisere en scene med Emily, her. Lad os se ... Du er en tidligere rockstjerne, der er endt på gaden som tigger og nu har storhedsvanvid. Emily, du er en velgørenhedsfrivillig på vej på arbejde, da du ser ham ved siden af Aeropostale på gågaden. Ready, set, go.”

   En rødhåret pige, der måtte være hans nævnte skuespilspartner, trådte frem af mængden og ud på den tomme del af scenen. Nic stod stadig fastfrosset til gulvet og måbede, da hun nærmede sig ham.

   Og så skete det, Diana nok havde forventet mindst af alt. Nic trådte i karakter. Som en tidligere rockstjerne med nitterjakke og sort neglelak på sine fingerspidser, der nu var blevet en hæs tigger med lidt af et storhedsvanvid. Hun vidste ikke, hvordan han gjorde det, men Nic fik det hele til at fremstå utrolig virkeligt. Noget ved måden, han talte klart og højt på, virkede godt sat sammen med hans tydelige kropssprog. Og så var der noget ved den måde, han kunne holde masken på, selv når andre grinede af hans hylagtige morsomme adfærd.

   Han var faktisk god.

   Folk klappede, da Nic med et dybt sænket hoved bevægede sig tilbage mod de bagerste rækker i salen. Han smeltede i et med sædet, da han satte sig tilbage ned ved siden af Diana. Hun så misbilligende på ham.

   ”Det var da ikke så slemt! Jeg troede faktisk aldrig, jeg skulle sige det her, men du har et talent.”

   Han stønnede.

   ”Du dræbte mig lige ved at sige det der. På den dårlige måde, hvis du skulle være i tvivl.”

   ”Hvordan kan det være dårligt? Du var virkelig god deroppe.”

   ”Altså, min mor tvang mig til at vælge drama som kreativt fag sidste år. Det var mit livs mareridt. Det er endnu mere piget end ballet.”

   Diana fnes og lænede sig lidt frem i sædet for bedre at kunne se ham.

   ”Nååhr ven, er du bange for at miste din maskulinitet?”

   ”Pmff.” Han lagde en hånd over hendes ansigt for at lukke munden på hende.

   I det samme genlød en klinisk stemme som et ekko ud over skolens højtalere: ”Vi vil gøre opmærksom på, at alle elever efter sidste modul bedes møde op i idrætssalen. Der vil finde en obligatorisk skoleaktivitet sted. Alle, som ikke møder op, vil blive tildelt eftersidninger.

   Nic lagde sit ansigt i sine hænder og indrømmede, at han havde lyst til at brøle sine frustrationer ud. Et umenneskeligt dybt suk gik igennem hans krop.

   ”Du godeste,” sagde han. ”Er det ikke bare den perfekte afslutning på en perfekt fritime?”

 

 

Alle Kensingwood Highs elever samlet på ét sted var altid et overvældende syn. Det var uoverskueligt og føltes som en myreture at bevæge sig igennem. Kun sjældent fandt man nogen, man kendte, og når man gjorde, sad man altid fastklemt imellem en gruppe af fremmede. Fænomenet skete, når hundredevis af mennesker stuvede sammen på skolens udendørsarealer eller som tilfældet var det i dag: I idrætssalen.

   Et enstemmigt suk gik igennem skaren af teenagere, da rektor trådte ud på gulvet og bekendtgjorde, at den næste halve time skulle gå med indlæring – af en vals. Diana havde nemt ved at komme på et par stykker, som hellere end gerne ville have taget imod deres eftersidning end at tage en danselektion sammen med 1200 andre medelever.

   Grunden til, at alle elever skulle lære vals, fik de at vide, var på grund af skoleballet. Festen fandt sted inden længe, og det var vigtigt, at alle havde lært at danse inden da. Det eneste vigtige ved skoleballet var såmænd stadig at være traditionen tro – og det indebar også valsen.

   ”Alle bedes rejse sig op og finde en partner,” kommanderede rektor ind i sin mikrofon. Resultatet var ikke slående: Kun en håndfuld førsteårselever rejste sig op frivilligt. Rektor rømmede sig og tilføjede hurtigt: ”I får fem minutter til at finde en dansepartner – af modsatte køn, skal jeg også huske at påpege. Nå det til tiden, for ellers venter der jer en ekstra danselektion.”

   Der opstod kaos. Folk myldrede med ét ned fra tribunerne og ud på gulvet. Diana følte et snert af panik i sit bryst, da hun blev båret med af strømmen og fandt sig selv stående alene på gulvet. Det gik stærkt, sekunderne tikkede af sted, og nye par blomstrede hele tiden op omkring hende.

   Et par arme gled omkring hendes liv, og trods hun ikke kunne se et ansigt, var hun sikker på, at hun havde fundet frem til Dylan. Fornemmelsen af ham var velkendt, og hans hår kildede silkeblødt mod hendes ansigt, da han lænede sig let fremad.

   ”Ser ud til jeg redder dig lige i tide,” bemærkede han og fik hende til at se sig omkring. Ganske rigtigt fik hun øje på rektor, der i samme øjeblik kastede et blink på sit ur og ud over mikrofonen bad alle om at tie stille.

   Miss Bürger og Mr. Wesley var trådt op på et af tribunens øvre niveauer. Til Dianas store fornøjelse begyndte de at danse med hinanden rundt i cirkler, og hun måtte kæmpe for at holde den boblende latter i hendes bryst inde. Nogen ved siden af hende hostede ind i en knytnæve for at skjule et bredt grin.

   Rektor gestikulerede til en IT-mand i den anden ende af lokalet, at han skulle sætte musik på. Sekunder senere brølede klassisk musik med strygere og fløjte som hovedinstrumenter ud over højtalerne. Rektor klappede i hænderne og gav besked på, at alle skulle rykke tættere sammen og prøve at gentage de trin, de lige havde set de to lærere udføre.

   Diana prøvede at kopiere posituren så godt, som hun kunne, og lagde sin hånd på Dylans skulder. Han så forvirret frem og tilbage, før han placerede sin hånd på hendes liv. De greb fat om hinandens hænder. Den stillestående positur føltes stiv og akavet, og hun ignorerede følelsen ved at grine en smule.

   ”Du ser endnu lavere ud heroppe fra, end du er i virkeligheden,” bemærkede Dylan. Hun gjorde store øjne.

   ”Tak, det havde jeg virkelig brug for at vide.”

   Han lænede sit hoved ned mod hendes, smilende.

   ”Den har sin egen charme.”

   Musikken kommanderede at de begyndte at danse, før Diana nåede at reagere yderligere. Hun trådte et skridt tilbage, men stik imod hendes forventninger fulgte Dylan ikke med – han trådte et skridt tilbage i den modsatte retning af hende.

   ”Åh, undskyld,” mumlede han stille og fulgte hende efter.

   Diana fandt efter et par takter mere ud af, at vals ikke ligefrem var en af Dylans styrker. Det så ud til, at han enten altid var en takt bagud fra hende eller tog et skridt i den forkerte retning. Hun smilede lidt ved tanken om, hvilken hjernegymnastik det måtte være for ham at koordinere sin krop på denne måde.

   Han var nær trådt over hendes skosnuder og trak hende tættere ind til sig for at bibeholde sin balance.

   ”Ups.”

   Diana grinede højlydt af ham.

   ”Shhh,” tyssede han og lagde en finger over hendes læber. Han smilede i det skjulte, og Diana skulle lige til at give ham et payback, da de blev forstyrret.

   Rektors stemme knitrede mekanisk ud over højtalerne: ”Ooog vi gør klar til at skifte partnere! Ved næste stop i koreografien snurrer pigerne videre til drengene, og drengene sikrer sig grundigt, at de bliver indfanget ordentligt uden at miste balancen!”

   Diana så panisk rundt i det stopfyldte rum. Mennesker var at finde alle vegne, og hun havde ingen anelse om, hvad hun var ved at kaste sig selv ud i.

   ”Arghh, jeg er så meget ikke klar til det her!” gav hun fra sig.

   ”Kom nu, du kan sagtens! Bare snur – så skal nogen nok sørge for at gribe dig, før du falder.”

   ”Falder?!”

   ”Ja, du kan jo ligesom støde ind i andre på forbivejen.” Dylans øjne søgte kortvarigt opad. ”Vent, det hørte du mig ikke sige.”

   I næste sekund snurrede han hende rundt, og hun blev sendt videre ud på gulvet med et hoved, der var rundtosset som aldrig før. Verden tippede foran hendes øjne, og hun blev opmærksom på hendes krop, der langsomt begyndte at hælde en anelse længere mod venstre …

   Nogen greb fat om hende, før hun nåede at miste balancen fuldkommen. Gulvet begyndte langsomt at snurre mindre rundt, og hun så op for at finde sig selv i Logans arme.

   ”Goddag,” hilste han blot og løftede en enkelt mundvig i et skævt smil.

   ”Tak for støtten.”

   ”Jeg tror kun, det er for det bedste, at du ikke knalder dit hoved ned i det gymnastikgulv flere gange end nødvendigt. Selv om din pande er hård, har den også følelser.”

   Hun formåede at få en lammer ind på hans arm, før de tog de første skridt. Men hun smilede.

   Musikken tog til i styrke, og de bevægede sig længere ind i mængden af dansende skoleelever. Diana fandt det overraskende nemt at danse med Logan; denne gang var han den, der førte hende. 

   Han lænede sig tættere ind mod hende, sænkede stemmen en anelse.

   ”Såå, øh … jeg tror, at du vil have lyst til at mødes med de andre på dineren, når vi er færdige her.”

   ”Jeg kan ikke,” sagde hun og rystede svagt på hovedet. ”Jeg har den her ting. Det er næstsidste volleykamp i sæsonen, og Dylan skal spille.”

   Hun så et glimt af mørke passere igennem Logans øjne. I det næste øjeblik var det borte, og han rynkede panden.

  ”Det her er ikke noget, du vil gå glip af. Tro mig.”

   Diana følte sig stadig ikke overbevist. Logan bed mærke i hendes stilhed, og det var hans næste ord hvisket ind i hendes øre, der nær fik hende til at snuble og tabe vejret.

   ”Alt er ikke, som vi troede, det var. Han er stadig derude et sted. Laurence.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...