De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9305Visninger
AA

19. Kapitel 17


Diana råbte ud gennem sin værelsesdør.

   ”Kyle, ved du, hvor vi har søm?”

   Hylden over hendes seng var overfyldt med bøger og skrammel. Det havde den altid været. Hylden var også hjemsted for hendes volleyball, den gamle, som hun havde valgt at beholde. Det havde været en fejl; nu havde bolden fået hylden til at styrte ned, da hun havde prøvet at placere den der tidligere.

   Hvilken bemærkelsesværdig flot handling, Diana.

   Brudstykkerne af den tidligere hylde lå spredt ud over hendes seng, efterfølgende overrumplet af alt det stads, hun igennem tidens løb havde gemt væk deroppe. For en gangs skyld så det ud til, at hun ville blive nødt til at rydde sit rod op.

   ”Jeg mener, at vi har nogle i skuret,” lød Kyles stemme tilbage op gennem trappeopgangen. ”Tjek selv efter!”

   Diana slog et vindue åbent for at slippe af med støvpartiklerne i luften og gik udenfor. Garagen trådte i karakter foran hende med klare vinduer og mure bygget op i groft træ. Det mindede hende svagt om det sommerhus, hun sidst havde besøgt i februar måned.

  Garageporten gled efter megen slid endelig op, og Diana kunne med en svedig pande løfte hovedet. Hun så direkte ind i et barndomsminde; sidst, hun havde været her, var flere år siden med hendes far. De havde haft til opgave at bygge hende det træhus til baghaven, som hun havde fået i julegave. Dengang havde der været rydeligt. Nu var rummet tætindpakket og oliepletter indikerede de pladser, hvorpå hendes fars antikke sportsvogn engang havde holdt.

   Siden havde hun solgt den. Hver gang, hun havde set den holde urørt i indkørslen, var verden svimlet foran hendes øjne.

   Diana trådte indenfor. Solen glødede varmt i hendes nakke og fik svedperlerne til at springe frem, det var som om den fik hendes krop til at stivne. Rundt omkring hende stod ting gemt væk og stoppet ned i papkasser. Men de var ikke blot ting, for hun genkendte dem med et smil på læben som minder. Hende og Hannahs gamle trehjulede cykler, børnelegetøj- og tøjdyr i alverdens farver, et forslået forsøg på et fuglehus som hun havde prøvet at slå sammen i skolen.

   Hendes barndom synes at være århundreder siden.

   Diana huskede sig selv på, hvad hun var kommet for. Snøftede lidt. Søm. Hvor var sømmene?

   Intet var nemt at finde i rodet. Hun kiggede bag rustne metalhylder, så under og i papkasser, gennemsøgte rummet til dets grundlag. Hun kiggede igen. Også under et ildelugtende tæppe i hjørnet af garagen.

   Noget gemte sig under dets grålige uldmateriale, men det var mere end sikkert, at det ikke var på størrelse med en pakke søm. Det var mere på størrelse med et stort køretøj, noget, der kunne ligne en motorcykel.

   Og det var det også. Den var stålgrå. Hun mente, at hun genkendte dens …

   Diana måtte slå en hånd for munden for ikke at lade en hikstende lyd undslippe sine læber. Verden synes at krænge om til et nyt billede, og solen i hendes ryg føltes snarere som flammer, der slikkede sig skoldende mod hendes hud.

   Hun vidste, hvor hun havde set motorcyklen før. Den dag ved supermarkedet, og den aften på Golden Gate Bridge. Laurence havde haft en hjælpende hånd, som hun altid kun havde set fra ryggen af på en motorcykelsadel. Det var denne selv samme motorcykel, som hun i dette sekund stod og stirrede på med vilde øjne.

   Kyle var den eneste, der havde været i skuret, i al den tid, han havde boet hos hende. Det var sådan, hun huskede det.

   Diana hev efter vejret, og luften stak i hendes lunger. Så styrtede hun ud af den oliestinkende garage. Sømmene havde hun glemt alt om.

   Kyle kunne umuligt have hjulpet Laurence på nogen måde. Han var hendes fætter. Det var ikke muligt. Hvis hun indførte en samtale med ham om dagbøger, ville han som ethvert andet normalt menneske tænkte på de sædvanlige notesbøger, man finder i billige bogforretninger. Han havde ingen anelse om, hvad en dagbog betød i hendes øjne.

   Eller havde han?

   Hun fandt ham i entréen. Han var i gang med at slå knuder på sine snørebånd.

   ”Hvor var du sidste fredag aften?” busede Diana ud, og Kyle så op ved hendes pludselighed.

  ”Jeg var på arbejde. Ligesom alle andre fredage aftener … og som jeg skal nu, forresten. Må jeg komme forbi?” Han rejste sig op og prøvede at møve sig forbi hende, men hun trådte et skridt til siden for at blokere hans vej.

   ”Og hvad sker der for den motorcykel, som lige pludselig holder i vores garage? Jeg sværger, at jeg aldrig har set den før!”

   Hun ledte febrilsk efter noget i hans ansigt, der kunne bevise en form for uskyld, men det forblev fortrukket i den samme stenhårde grimasse.

   ”Diana. Jeg har venner, og fordi jeg er en rar person, så har jeg tilbudt en af disse at lade den holde der, indtil han selv finder et bedre sted. Er du okay med det?” Han hævede et øjenbryn og så ned på hende i venlighed. ”Må jeg nu komme forbi?”

   Hun sagde intet. Kyle tog det som en hentydning, og han bevægede sig forbi hende i døråbningen. Hun var ikke sikker på, at han lagde mærke til hendes anspændte skuldre. Så snart hendes fætter var ude af døren, smuttede hun videre op af trappen.

   I et par korte øjeblikke var hun sikker på, at et par øjne holdt sig laserskarpt fast til hendes baghoved. Blodet pumpede på højtryk rundt i hendes årer, og Diana snurrede rundt. Men entréen under hende var stille. Der var ingen at se.

   Hun havde allerede sin mobiltelefon oppe af sin lomme, da hun nåede ind på sit værelse. Så snart døren smækkede i bag hende, lod hun den glide op til hendes svedige ansigt.

   ”Kom herover,” sagde hun ind i røret. ”Det haster. Jeg tror, jeg har fundet ud af noget forfærdeligt.”

 

 

Diana fandt Logan på sit dørtrin ti minutter senere. Hans øjne scannede hendes ansigt, før han trådte forbi hende i døråbningen.

   ”Så hvad er det, der er galt?” spurgte han hende i et neutralt (og var det irriteret?) toneleje. Hun mærkede et stik af krænkelse, da tanken om, at han slet ikke havde været interesseret, strejfede hende. Hun krøb længere ind i sig selv.

   ”Diana?”

   Hun så op. Han havde gjort sig til rette i stuesofaen og løftet et øjenbryn. Hun var for urolig til at kunne sætte sig ned ved siden af ham.

   ”Ja,” sagde hun.

   ”Ringede du kun for at ringe, eller var den tone af panik i din stemme bare påtaget, så du kunne tvinge mig til at komme herover for at se Star Wars-maraton med dig?”

   ”Ingen af delene,” svarede hun og masserede sine tindinger. De synes at pumpe så hårdt, at de kunne knuse hendes kranium. ”Husker du ikke den motorcykel, jeg havde fortalt om? Den, der tilhørte Laurences medhjælper?”

   Logan trak på skuldrene.

   ”Jo.”

   ”Gæt hvad? Jeg har ikke vidst noget om det, men nu står den tildækket i min garage under et tæppe.”

   Han lænede sig fremad i sædet. Fingrene flettede sig ind i hinanden.

   ”Hvad? Er du sikker?”

   ”Helt hundrede.” Diana fandt sin mund tør.

   ”Så er det Kyle, vi snakker om her?” spurgte Logan hende og løftede hovedet. Hun så det snært kedsommelige udtryk i hans ansigt og tænkte, at han umuligt kunne have nogen form for medfølelse. Han kunne ikke være mere ligeglad. Hvorfor var det, at hun havde ringet til ham til at starte med?

   Og det stak igen.

   Hun rømmede sig hæst for at vågne op.

   ”Der er ingen andre, der har været i den garage de seneste mange måneder. Kun ham.”

   ”Jeg tror ikke, det er Kyle,” sagde Logan.

   Da hun forblev lydløs og bare stod dér og så på ham, rykkede han en smule på sig. Hans øjne blev en smule større, som om det var det mest indlysende, han nogensinde havde sagt.

   ”Hør, har du ikke selv sagt, at han var i supermarkedet den dag, du først fulgte efter motorcyklen? Kyle var til stede og stod foran dig, imens Laurences medhjælper flygtede ud af butikken,” bekendtgjorde han.

   ”Men hvad nu—”

   ”Diana, har du direkte lyst til at tro, at Kyle har været en del af alt det her? At din fætter deltog i det mordforsøg, der godt og vel næsten fik ram på os alle sammen?”

   ”Nej! Selvfølgelig har jeg ikke det!”

   ”Så tag det roligt! Der er for mange modbeviser. Jeg ved godt nok ikke, hvorfor motorcyklen står i din garage, men hvis der er en ting, du kan være sikker på, så er det at dens ejer for længst er over alle bjerge.”

   Noget usynligt blev fjernet fra hendes skuldre, og det synes pludselig at blive nemmere at trække vejret.

   ”Er du sikker?” spurgte hun stille og fangede hans blik.

   Han nikkede.

   Det var i det øjeblik, hun hørte skriget. Højt og smerteskrængende.

  ”Hørte du det?” hviskede Diana. Hendes øjne mødte Logans, og med ét var hun ikke det mindste i tvivl. Det hårrejsende skrig havde ikke været fjernere, end at de begge havde kunne høre det. Tydeligt.

   Hun styrtede ud af stuen med Logan i hælene. Adrenalinen fik hendes hoved til at eksplodere i et virvar af farver og følelser, de underligste fornemmelser.

   ”Hvor …”

   ”Udenfor,” sagde Logan og skubbede hende ud af hoveddøren. Diana spejdede blindt frem for sig i det nådesløse skarpe sollys.

   I det samme hun så ham, ville hun havde ønsket, at hun var blevet inde. Kyle.

   Han stod stiv og bevægelsesløs midt i den runde indkørsel. Gruset under hans fødder synes at have fastfrosset ham, som han stod dér med spektakulært udseende legemer og en let løftet hage. Benene holdt et bredt fodfæste, armene var udspredte.

   Det forfærdelige skrig smældede endnu engang hen over pladsen, og denne gang var det Kyles. Hans ansigt forblev trods skriget udtryksløst og trancelignende. Men øjnene.

   Øjnene var vilde og skræmte.

   Diana kastede sig fremad.

   I det samme skete det muligvis mest besynderlige, hun nogensinde var kommet ud for. Hun standsede tøvende op. Det var som om, et usynligt lag af Kyles hud fordampede op i luften som en sky af kulsorte kemikalier. Den drev op mod himmelen og efterlod en rådnende stank af gasarter og mørke.

   Et øjeblik fandt de lysende blå øjne hendes. Derefter faldt de på den plet af mystisk blod, som langsomt gennemvædede hans T-shirt. Hans øjenlåg blev tunge. Kyle faldt til sine knæ, hvorefter han knuste fremover og landede på sin side i gruset med et knasende bump.

   Det var et af de øjeblikke, hvor Dianas menneskelige instinkter tog over. De trak i hende som et reb gennem hendes navle, hev hende fremover i løb mod Kyle, fik hende til at kaste sig så hastigt ned ved siden af hans skikkelse, at det skabte blodige hudafskrabninger på hendes håndflader. Diana lagde ikke mærke til dem. Det eneste, hun rigtig kunne fokusere på, var hendes fætter, der var ved at forbløde foran hendes øjne.

   Hun lagde ikke mærke til Logan, før han var ved hendes side. Han var askegrå i ansigtet.

   ”Blodet …” stønnede han tyst. Han kørte en hånd hen over sin pande. Den kom af svedig.

   Diana løftede op i Kyles trøje. Det sortnede for hendes øjne, og kvalmen slog hende overkulds, da hun så det dybe mavesår, de dybrøde plamager af menneskekød og blodet, der drev ned langs hans hud. Rødt mod hvidt. Hvidt mod rød.

  Hun kunne mærke sin mave slå bølger af kvalme.

   Logan tog et par dybe indåndinger, lukkede øjnene i. Så hev han sin telefon frem og tastede 112 ind på displayet.

   Hun fokuserede på sin vejrtrækning. Luften var en større tovtrækning at få hevet ned i lungerne. Kyle lå stille nu, bevægede knapt på sig. Den skræmte følelse slog huller i Dianas mave, og hun lagde skælvende en hånd på siden af hans forpinte ansigt. Huden der var glat af koldsved.

   Hendes fætters hånd greb fat om hendes. Pressede fast om den, mens hans øjne langsomt blev tungere. Fjernere og fjernere. Han væddede sine læber.

   ”Laurence …”

   Ordet forlod hæst og med en kraftanstrengelse hans læber. Det gav et sæt i hende, men Kyle holdt hende fast. Han måtte samle sine kræfter om at forme de rigtige ord.

   ”Du må ikke lade ham få, hvad han vil have. Diana … lad ham ikke overkomme dig. Han kan …”

   Kyle blev slap i hendes hænder.

   Hun husker, at hun skreg hans navn. Hun husker at blive ved, selv da hendes hals brændte, og følelserne boblede op fra det nyåbnede ar, hun troet var helet for længst. Hun husker at klynge hans kludedukkelignende krop ind til sig. Og så husker hun også det tidspunkt, at idéen først plantede sig i hendes tanker.

   Diana lod snøftende Kyle tilbage på jorden. Adrenalinen susede gennem hendes nervesystem, og hun kunne have troet, at det blot var en ond drøm, hvis ikke virkeligheden havde befundet sig håndgribeligt foran hendes øjne. Hun vendte sig om mod Logan.

   ”Giv mig min dagbog,” sagde hun hårdt og udstrakte sin hånd.

   Han tøvede.

   ”Giv mig dagbogen, Logan,” hvæsede Diana og mærkede sine øjne udspile. Hans så blot uroligt ind i hendes.

   Logan rakte om bag sig på gruset, der hvor hun havde tabt den, og smed den lille læderindbundne notesbog over mod hende. Hun jog den ind til sig og slog den op på en tilfældig side. De blafrede stærkt frem og tilbage i vinden, og hun placerede sin ene hånd tværs hen over papiret. Den anden lod hun falde på den blodige plet på Kyles T-shirt. Hun ønskede så dybt, at den skulle forsvinde.

   Det gav et sug i Dianas mellemgulv, og hun faldt forover. Dagbogens kræfter trak på hende – det ville enhver kunne mærke med et akkurat ligeså gispende åndedræt som hendes eget – men det føltes anderledes. Sidst hun havde prøvet at hele en skade havde været Logans pandesår den dag på hospitalsstuen efter jordskælvet.

   Dette var mere end en flænge i ansigtet. Men det var Kyle, der lå foran hende med et mavesår – hun havde intet andet valg end at ty til voldsommere midler. Hans øjne virkede så forfærdeligt tomme; hun skulle og måtte gentænde deres glød.

   Diana følte sig træt. Måske skulle hun lukke øjnene? Hun kunne sove. Bare lidt. Noget så træt …

   Nej.

   Hun stønnede og tvang sine øjne åbne. Hun skulle fortsætte, hun skulle—

   Det var som om et elektrisk stød rystede igennem hendes fingerspidser. Hun havde lyst til at rive sig fri, men hun kunne ikke, og den lamme følelse spredte sig snart videre. Langs hendes underarm, hendes albue, skulder, hendes bryst … hjertet. Hun skreg, da en smerte så skarp og excentrisk som ingen anden, hun nogensinde havde følt, rystede igennem hendes krops midtpunkt. Den splittede hendes indre fra hinanden, bid for bid, og Diana pressede sine tænder sammen. Hun kunne ikke føle smerte. Ikke nu. Hun skulle kæmpe videre …

   Hun mærkede sine øjne rulle tilbage i deres øjenhuler.

   Nogen væltede hende bagover, og hun oplevede igen at kunne trække vejret frit. Det var ikke gået op for hende, at noget havde strammet deres næver i et jerngreb omkring hendes lunger.

   Logan sad tættere ved siden af hende, end hun huskede. Han hev efter vejret. Var det et spor af lettelse, hun så i hans øjne?

   Diana kastede et blik ned i sit skød. Dagbogen var væk. Da hun igen så op, fandt hun den liggende mange meter bag Logans ryg. Han havde kastet den væk.

   Hun vendte sig sydende om mod ham.

   ”Hvad har du gjort? Jeg havde den næsten, jeg kunne have …”

   Diana vidste ikke, hvad det var, der pludselig fik hende til at famle i blinde efter de rigtige ord. Måske var det tårerne der pressede sig på bag hendes øjenlåg. Måske var det bare det at se på hans ansigt. Hun brød ud i grød.

   Den gennemrystede hendes skuldre, og hun hulkede, og hver centimeter af hendes krop gjorde ondt, og Logan lagde sine arme om hende. De var varme og beskyttende, og hans skjorte duftede af grafit, og han fortalte hende beroligende ting i hendes øre. Men Diana faldt ikke til ro.

   Det eneste, hun rigtig kunne se foran sig, var Kyles øjne, der blev blanke. Hvordan de vendte sig blindt opad for at stirre op mod det åbne himmelrum. Øjeblikket blev ved med at spole sig selv tilbage og genspille foran hendes øjne. Scenen var tatoveret fast til hendes nethinder.

   Det sidste glimt af liv, hun nogensinde ville se i hans øjne, var passeret væk som trækfugle i efterårsvinden.

   Og denne gang ville de ikke vende tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...