De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9934Visninger
AA

18. Kapitel 16


Skumfiduserne er i nederste skuffe til venstre. Jeg skal have mange,” sagde Lola drømmende og snurrede piskeriset rundt i gryden på komfuret. Hendes køkkenforklæde var langsomt blevet tilplettet med brunt, efterhånden som hendes opmærksomhed for substansen i gryden skrumpede ind. På nuværende tidspunkt duftede hele køkkenet af stærkt opvarmede mælkeprodukter og kakaopulver.

   ”Her.” Diana smed plasticposen med miniskumfiduser op på køkkenbordet og kastede en i munden, imens Lola ikke så på.

   ”Hjælp! Kopperne, kopperne!” udbrød den anden pige og klagede sig over den brændte kakao i gryden. Hun fik hurtigt hældt substansen over i to krus. Allerede før de fik sat sig ned ved Lolas køkkenbord, havde hun tømt halvdelen af skumfidusposen. De hobede sig op over hendes kops kant som et hvidt sukkerbjerg, og Diana tog en tår af sin egen kakao for at tildække et bredt grin.

   ”Jeg er for resten sikker på, at der hele tiden er en eller anden fyr, som spiller mut over for mig,” påpegede Diana, hvilket fik Lola til at se op og hæve et flabet øjenbryn.

   ”Dig og Dylan ordnede det da? På en yderst effektiv måde, må jeg tilføje.”

   Hun rystede smilende på hovedet. Hendes fingre fandt nervøst medaljonkæden omkring hendes hals.

   ”Nej, det er ikke ham. Logan er sur på mig.”

   ”Logan er sur på alle.” Lola sænkede hovedet for at slubre sin kakao. ”Det er hans natur. Bare i sidste uge tror jeg, at han råbte af mig to gange. Desuden er han også det mindste, du burde tænke på i øjeblikket. Laurence er død ...” Hun kastede et tankevækkende blik op fra sin drik og blinkede heftigt igennem den varme damp, som den frigav. ”Eller, hans spøgelse er dødt. Så i princippet er han vel dobbeltdød.”

   Den havde Diana ikke hørt før. Hun trak på skuldrene.

   ”Fair nok.”

   ”Altså, der er bare andre vigtigere ting, du burde tænke over lige nu. Skolens afslutningsfest er om mindre en måned. Vi burde finde kjoler.”

   Diana sneg en hånd ind i posen med skumfiduser, men Lola slog den hurtigt væk og løftede en bedrevidende pegefinger op i hendes ansigt.

   ”Nej, nej, nej, min kære ven.”

   ”Men –”

   ”Afslutningsbal inden længe – du har ikke godt af alt det her. Det sætter sig lige på maven, kan jeg godt sige dig.” Hun blev stille i et kort øjeblik. Diana gjorde det samme og stirrede lidt på hendes kakaokop.

   ”Se ikke på mig sådan der, jeg har et højt stofskifte!” udbrød Lola overraskende selvbevidst. Diana grinede højt og kastede en skumfidus fra posen i munden, før den anden pige kunne nå at forhindre hende.

   ”Vel har du ej.”

 

 

Mandag morgen blev skolepligten på Kensingwood High genindført.

   Det var en besynderlig fornemmelse, der svømmede rundt i hendes mave, da hun trådte ind over skolens menneskemyldrende dørtærskel. Det føltes som evigheder siden, hun sidst havde været på stedet, men meget havde forandret sig i den sidste uges tid. Skolen ville aldrig blive den samme efter jordskælvet – det ville være den eneste institution i byen, som ikke ville kunne lægge begivenheden bag sig. Den lokale nyhedsstation havde for længst lagt overskrifterne om jordskælvet, der tilsyneladende kun havde ramte byens lokale high school, i en skuffe for sig bagerst på redaktionen.

   Og Laurence havde været den, der satte hele katastrofen i gang. Hun havde ingen anelse om hvordan, men han på en eller anden måde havde fået det til at gå op, og jordskælvet havde endt op med at være ligeså overnaturligt som et i en hvilken som helst fantasyfilm. Det var en underlig tanke.

   Det var på vej mod første modul, at Aaron kom gående op bag Diana og Lola med gyngende skridt. Han svang en arm over Lolas skuldre og smilede bredt.

   ”Hva’ så, baby? Har du din dagbog med? Jeg vil virkelig gerne se nærmere på den. Se, jeg fik de her sår efter rebene, og de svier virkelig bare fandens. Det kunne være fedt, hvis du kunne bruge den og—”

   ”Shh!” hvislede Lola febrilsk og veg tilbage i tydelig ubehag. ”Blev vi ikke enige om, at det her kun var mellem os?”

   ”Det er kun dig og Diana, jeg snakker med. Det sagde du da var tilladt.”

   ”Ja, men hele skolen kan jo ligesom høre dig, ikke, smarte?”

   ”Åh.” Aarons lyserøde læber blev presset sammen til en tynd linje, og han lænede sig ned for at hviske noget i Lolas ene øre. Hun brød kort efter ud i et grin.

   Ingen af dem vidste på det tidspunkt, hvad deres venskab med Aaron siden ville udvikle sig til – Diana, Lola, Nic og Logan så ham utvivlsomt som nørden, de havde reddet fra døden. Og i bund og grund var det også som denne person, han altid ville fremstå i deres øjne.

   Men Aaron ville uhjælpeligt blive en del af deres vennegruppe, og på et tidspunkt ville det gå op for dem netop hvorfor; alt andet ville være for uansvarligt. Aaron var måske et geni, men han var samtidig også skrøbelig. Han ville krakelere og smuldre under sin fjendes hænder, hvis først de tog initiativet og prøvede at få noget ud af ham.

   Aaron var en god fyr. De synes alle om ham. Han havde sit mod og tog gerne sin del af en diskussion, hvilket måske i virkeligheden var hvad, de havde haft brug for i deres vennekreds. Måske var det også derfor, at denne integration skete så flydende og ubemærket iblandt dem alle, at det kunne have været som den første rigtige varme sommerdag: Den ene dag havde ingen kendt til dens eksistens, men den næste kunne den have været iblandt dem akkurat så længe, som nogen kunne huske.

 

 

Den eftermiddag hev Mr. Wesley Diana til side efter engelsktimen. I et øjeblik følte hun sig sært skræmt; det var uger siden, hun sidst var blevet kaldt ind til en privat samtale med en lærer.

   Mr. Wesley lod dog ikke til at tage det så tungt. Han foldede mappen på sit kateder op og fandt frem til en tykkere bunke papirer, som han lod fiske op.

   ”Bare rolig, du er ikke i problemer denne gang,” sagde han mildt og trak på smilebåndet. ”Se, det stod sådan til, at jeg havde din søster i engelsk. Og i går aftes … tja, jeg fandt ved et tilfælde et par af hendes gamle novelleafleveringer. Jeg tænkte, at du gerne ville have dem.”

   Mr. Wesley holdt plasticfolden med papirerne i ud mod hende og nikkede indikerende ud mod gangen.

   ”Der er flere på skolebladets redaktionskontor. Et par stykker hun ikke nåede at udgive.”

   Diana vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Det eneste, hendes hjerne kunne komme på, da hun lydløst tog imod plasticfolden fra sin lærers hænder, var et enkelt nik.

   Hun søgte ned gennem skolens gange mod skolebladsredaktionen. De havde redaktion i et større, hvidmalet lokale ved siden af biblioteket og var ofte tomt, når redaktionen ikke havde et af deres eftermiddagsmøder. I dag var det ikke meget anderledes, og det eneste tegn på redaktionens produktivitet bestod i de skriggule post-it noter, der var klistret fast til forskellige bordplader og computerskærme. Deres idéer skilte sig ikke ud af mængden: Budgettet til skolefesten var blevet overskredet, baseballholdet tabte sidste udebanekamp, udvekslingseleven fra Portugal havde vundet en pris for bedst skrevne biologirapport i staten.

   Diana så sig omkring efter en medarbejder. Hun blev ikke ligefrem overrasket, da hun så Aarons krøllede manke af hår stikke op bag en computerskærm i den anden ende af lokalet. Han lagde ikke mærke til hendes indtræden i lokalet, før hun nærmest stod bag ham og prikkede ham på skulderen. Han farede sammen.

   ”Åh Gud! Du må aldrig forskrække en person på den måde,” udbrød han åndeløst. ”Jeg kunne have fået et hjerteanfald.”

   ”Goddag til dig også,” sagde hun, idet et smil flækkede hendes læber.

   ”Goddag, du.”

   ”Jeg fik at vide, at Hannah havde et par tekster lagt i kladde her. Er det noget, du ved hvor er?”

   ”Jeg kan kigge i arkiverne for dig, hvis du vil. Vent her.” Aaron forlod sin taburet og skyndte sig over til hvad, hun hidtil havde troet bare var et overflødigt skrivebord. Papirerne stod læsset af på det i store mængder, og hun var rimelig sikker på, at man ikke kunne se en eneste millimeter fri bordplade. Aaron hev en skuffe med raslende indhold ud. Det tog ham flere minutter at få lokaliseret sig frem til noget brugbart.

   Diana stirrede. Han ledte videre.

   Så løftede han triumferende en arm i vejret med noget hvidt i sin hånd.

   ”Øjeblik, jeg tror, jeg har dem her!”

   Da Aaron vendte tilbage, smækkede han en stak papirer lignende dem, hun havde stukket i sin taske få minutter før, ned på bordet.

   ”Jeg ved, jeg burde forholde mig kritisk,” sagde han, ”men mine instinkter siger mig, at det her er noget rigtig godt stof. Titlerne fanger.”

   Kommentaren ramte dybere, end hun havde troet, men den formåede at varme. Hun var ikke længere den eneste, der havde set potentiale i hendes søster – Hannah kunne være blevet til noget stort.

   Aaron lænede sig fremover på sine albuer og vendte tilbage til computerskærmen. Han var inde på et program, hun ikke kendte; et fotografi var placeret i dets midte. Det illustrerede i de smukkeste gullige og orange toner en lille pige og hendes mor, som de sad ude foran Frederick’s Diner og slubrede milkshakes på et solrigt fortov. Datterens knytnæve kunne knapt nå omkring det høje glas, og hendes øjne var fæstnet lykkeligt på substansen og det farverige sugerør. Moderen havde dét specielle kærtegn i sit smil, som man kun så sjældent har muligheden for at spotte.

   Diana vidste ikke hvad, der gjorde det. Det var bare smukt. Direkte i ordets betydning.

   Aaron holdt sine øjne på skærmen og valgte et værktøj i programmets side. Foran hans øjne begyndte billedets opløsning så småt at ændre sig.

   ”Jeg er ved at sætte den sidste hånd på mine billeder til skoleudstillingen senere den her uge. Det er på torsdag,” sagde han.

   Hun spekulerede et øjeblik.

   ”Vil du have, jeg skal komme?”

   Han trak en anelse sørgmodigt på smilebåndet og trykkede på knappen, der fortrød hans sidste handling i programmet. Fotografiet forvandlede sig tilbage til den illustration af lykkelighed, det før havde portrætteret.

   ”Godt du selv kan tænke så langt. Det kan Lola ikke.”

 

 

Rummet var rektangulært og farveløst. I virkeligheden var det et helt almindeligt klasselokale, Diana genkendte det nemt, men i dag var det forandret til det bedre. Her var rent, åndeligt og lys faldt tilpasligt ind i rummet af de åbne vinduer. Hvis ikke hun vidste, at hun befandt sig på Kensingwood High, kunne hun ligeså vel have befundet sig i et af byens finere kunstatelierer.

   Aaron hilste hende velkommen med en varm arm, da hun ankom. Lola stod allerede foran hans fotoserie længere henne i lokalet. Han havde valgt at kalde den ”De små glæder”, fortalte han med et smil på læben. Men Diana havde på fornemmelsen, hvorfor han virkelig kunne formå at opretholde glæden så let.

   Hun havde selv sørget for, at Lola var taget med i aften.

   Fotografisamlingen var tankevækkende. Billederne var ganske rigtigt redigerede, men deres forskellige motiver havde en hårdfin balance imellem sødme og realitet, der var svær ikke at holde af. Nu forstod Diana, hvorfor Aaron altid talte så passioneret om fremtiden og konstant kædede denne sammen med hans fotografering: Hans fritidsinteresse kunne nå et nyt stadie og blive til hans profession.

   Hun havde tidligere set Logan stå indeklemt med et bundt brochurer ved hovedindgangen. Et sted iblandt mængden af udstillingens besøgende havde han dog formået at manøvre sig væk fra sin post og over til hende, Aaron og Lola. Han ønskede Aaron tillykke med et klap på skulderen.

   ”Dig også,” sagde den anden fyr. ”Du er pænt dygtig, faktisk. Nej, fantastisk er vel et bedre ord.”

   Logans læber havde næsten svært ved at skjule på de fuldstændig hvide tænder, da de skiltes i et rent smil.

   Diana kunne ikke dy sig for at fremsige den tanke, der kørte rundt i hendes hoved: ”Jeg troede kun, at man måtte udstille værker her, hvis man tager billedkunst eller fotografering.”

   Hans øjne fangede hendes.

   ”Jeg tager billedkunst.”

   ”Virkelig?”

   ”Ja. Hvorfor spørger du?”

   ”Hmm, jeg ved ikke. Jeg forestillede mig mere bare, at du var typen som skabte kunst i smug. Den der aldrig rigtigt fortalte nogen om det.”

   ”Tja, han viser det nu frem alligevel,” sagde Lola og trak på skuldrene. Logan sendte hende et blik, men hun lod ikke til at lægge mærke til det. Hun var for travlt optaget af Aarons hånd i sin, og Diana kunne se, hvordan fotografierne indrammet foran hende gradvist mistede deres interesse.

   Logan himlede med øjnene og forsvandt tilbage til sine pligter ved hovedindgangen. Diana fulgte ham med øjnene, før hun også forsvandt fra Aarons fotografihjørne og bevægede sig ind imellem klumpen af mennesker.

   Det var sværere at finde frem til Logans udstilling end Aarons. Hun måtte have set det meste af klasselokalets kunstværker igennem, før hun nåede frem til en halv snes karakteristiske tegninger med tilhørende navneskilte. Disse skilte bar ikke Logans præg på mere end tegningens navn og hans eget ordinære efternavn, Young  – og dog var hun ikke i tvivl om, at disse var hans tegninger. Den bestemte tegnestil var klart memoreret i hendes sind. Nænsomme og dog markante linjer, de lette blyantstrøg som sammenlagt udgjorde et større, yndefuldt billede.

   De første tre tegninger i rækken fik Diana til at smile. Den fjerde fik det til at stivne.

   Det var ikke fordi, der var noget specielt over den. Den var simpel og var kaldt en titel så neutral, som et navn om muligt kan være. Young, Hende.

   På det mindre ark tegnepapir var skitseret en ung pige. Hendes ansigt var skjult af et slør af mørke, men vinklen af hendes brystben, hældningen på hendes skuldre, hendes spidse hage … trækkene virkede alle genkendelige. Et sted bagerst i hendes hoved kunne hun svagt genkalde et par slørede billeder, men det var som om, de var druknet i hendes egen hukommelse. Forsvundet ud i et tomrum, hun ikke ville kunne trække dem tilbage fra.

   Og så var der hånden.

   Hånden, der som det åbenlyse fokuspunkt i tegningen fingererede med en medaljonhalskæde omkring en hals.

   Dianas egen gled automatisk op til halssmykket, der hvilede på hendes brystben. Ligheden var slående. Det indridsede, stort set usynlige mønster langs medaljonens yderkant, kædens låsefunktion – det hele var der.

   Hun blev brutalt revet ud af sin trance, da et højt grin slog mod klasseværelsets vægge. Et sted bag hende så hun Brandon Welsh stå med en anden kammerat fra fodboldholdet. Begge var iklædt skolens sportsjakker, hvis bordeauxrøde farver lyste flammerødt op i kontrast med de hvide omgivelser. De var leende og pegede begge fingre af en udstilling.

   Når blot hendes øjne fokuserede en anelse grundigere, så hun nemt dens titel skinne sort mod den hvide væg: DE SMÅ GLÆDER.

   Diana mærkede en kvalme lægge sig i tunge lag over hendes tunge. Det var Aarons udstilling, de havde valgt at rakke ned på. Selvfølgelig var det det.

   Hun var ikke den eneste, der havde lagt mærke til Brandons negative opstød. Aaron havde også, og han stod bag de to fyre med et hvidglødende blik skruet fast til deres brede skuldre. De vendte sig målbevidst om, så snart de fornemmede blikket brænde i deres nakker.

   Brandon tog fotografiet, de havde snasket til, ned fra sit søm.

   ”Tja, det er jo ikke ligefrem alle,” sagde han kæphøjt, ”der kan finde ud af at tage gode billeder. Se hvor rystet det her er, Luke. Og lige der i kanten, der er linsen jo helt sløret.” Han vendte fotoet om mod sin ven og trak en overlegen grimasse på sit ansigt. Den mindede mere om en maske end et ægte ansigtsudtryk.

   ”Er du sikker på, du ikke har brækket dig ud over det her? Det er jo helt gulligt,” hånede Brandon og så med overdramatiserede undertoner uforstående tilbage på Aaron. Men intet havde ændret sig ved den mindre fyr; hans ansigtspositur var den nøjagtigt samme, og blikket måske endda en anelse mindre rasende end før.

   Noget spillede i Brandons øjne. Det ellers så pæne blå i dem formørkedes, og han rynkede frustreret på næsen. Så løftede han fotografiet i sin hånd og smadrede det ned mod flisegulvet. Glasset i rammen splintrede, gled i brudstykker hen over gulvet og blev til støvskyer omkring hans fødder. Et stykke glas eller to havde revet lange flænger tværs over fotografiet og flænset dets tynde papir midt over til strimler. Aaron stirrede.

   Brandon lagde ikke skjul på sin selvtilfredshed og grinede smørret til sin makker.

   Aaron løftede sit blik fra det sønderevne fotografi. Hans ansigt var koldt.

   ”Det var dråben,” sagde han og gik fluks derpå lige i flæsket på den store fodboldfyr.

  Brandon vaklede bagover og stødte med et brag mod udstillingsvæggen. Hans ansigt bar stadig dybe furer af chok, da Aarons knytnæve placerede det første slag, og slåskampen officielt tog en indbyrdes drejning for dem begge. Brandon knurrede og væltede Aaron bagover. Den spinkle fyr havde knyttet sine næver i hans trøje, og de faldt begge til gulvet i et virvar af sprælske legemer og ophidsede råb.

   Brandons håndlanger af en ven fulgte efter sin leders eksempel. Idet han hævede en muskuløs knytnæve, rev et par arme ham dog tilbage og smækkede ham tilbage mod bagvæggen. Logan så ind i fyren ved navn Lukes ansigt med sammenbidte tænder og hvæsede noget, der fik ham til øjeblikkeligt at bryde ud af hans greb og slå ud efter ham. Logan nåede knapt at dukke sig. Så gik han på ham med et spark i maven og et slag over tindingen.

   I mellemtiden kæmpede Aaron for ikke at lade Brandon undertrykke sig. Den større krop holdt hans egen nede, og mens han afleverede slag efter slag i hans modstanders ansigt, blev hans eget blot mere fortrukket af smerte. En tynd stribe af blod løb ud af hans ene næsebor.

    Diana kunne ikke holde det ud. Hun spjættede efter at løbe frem til dem, men en hånd holdt hende tilbage. Lola. Diana så i misbilligelse på hende, men da hun blev indikeret igen at se tilbage på slåskampen, så hun, at den allerede var nået en blindgyde. Foran de fire fyre stod to mænd i besværlige positurer og kæmpede for at holde dem fra hinanden.

   ”Godt så.” Den ene af mændene så fra Aaron til Brandon, fra Brandon til Logan og Luke. ”Det her er en tur på kontoret for jer alle sammen. Jeg er sikker på, at rektor Berkeley vil være mere end glad for at se jer.”

 

 

Dæmpede stemmer havde genlydt svagt gennem døren til skolekontoret længe, før den endelig gik op efter en halv time. Døren slog hårdt mod væggen i gangen, og ud af den stormede Brandon med sin følger i hælene. Bag dem bevægede Logan og Aaron sig ud af døråbningen, og da deres øjne mødtes, var Brandons isblå øjne køligere, end hun nogensinde før havde set dem. Han smilede et smil, før han vendte sig om for at gå. Det kunne ligeså vel have været en seriemorders dødstrussel til sit kommende offer, så vel som det kunne have være hans eget.

   Først da Brandon var forsvundet med Luke ned af gangen, lagde hun mærke til de smil, der havde sneget sig omkring Logan og Aarons mundvige.

   ”Slap I fri?” spurgte hun overrasket.

   ”Næ. Eftersidning i morgen eftermiddag,” sagde Logan og trak let på skuldrene. Hans smil blev større, idet han kastede et blik ud af øjenkrogen på Aaron. ”Jeg synes bare, det er det sjoveste, der er sket længe. Undskyld på forhånd, Aaron, men du er skolens største nørd, og alligevel formåede du at gå imod årgangens nok mest frygtede fyr og anskaffe dig selv en eftersidning. Hørte I det? Aaron Baker har fået en eftersidning. En eftersidning.”

   ”Det troede jeg ærlig talt aldrig ville ske,” sagde Lola.

   ”Det er jeg skam heller ikke glad for, at det gjorde,” sagde Aaron. Logan rystede på hovedet og klappede ham broderligt på skulderen.

   ”Lad være med at lade som om, du ikke er stolt. Vi kan alle sammen se på dig, at du er. Og jeg forstår dig godt – vi var de klareste vindere i historien af slåskampe, ikke?”

   ”Enig. Vi sparkede røv.”

   Diana og Lola rejste sig op af deres stole og slog over i skridtgang, da de med Logan og Aaron fulgtes ud mod skolens hoveddøre.

   Aaron og Lola gik for dem selv længere fremme i den dunkle skolegang. Lysene var blevet slukket, udstillingen var lukket ned – og ligeså var skolen. Solnedgangens dyborange skær fra udendørs kastede lysstråler ind gennem de åbne klasselokalers vinduer.

   ”Har du brug for hjælp?” spurgte Lola og lod sin hånd løbe over Aarons øvre pande. Den havde taget misfarve og viste antydningen af en større bule. Han vinkede hende bort og trak på smilebåndet.

   ”Nej, det er fint. Jeg kan lide det. Det får mig til at se cool ud.”

   Lola slog en latter op og greb hans hånd. De pressede sig tættere ind mod hinanden, da de drejede om det næste hjørne og skyndte sig ud gennem skolens udgang. Solens dulmende lys faldt blændende ind gennem hoveddørene og dannede gyldne pletter foran Dianas øjne.

   Usynlige spændinger formede sig i luften, da det gik op hende, at hun for første gang længe befandt sig alene med Logan. Og dog fandt hun sig selv i at iagttage ham ud af øjenkrogen. Hans adamsæble hoppede.

   ”Du ved, i weekenden på tankstationen … det var kun ment som en advarsel. Det kom ud forkert,” sagde han endelig.

   Den tørre stilhed var brudt, men hun følte sig stadig en smule forlegen over at være i hans nærhed. Det var tydeligt, at han forsøgte at fikse det skår i deres forhold, som havde været ituslået lige siden den pokkers diskussion sidste lørdag. Men hvordan havde han tænkt sig at lime porcelænet sammen, når ikke han havde de rigtige redskaber?

   Alt, det krævede, var to stavelser. Undskyld.

   Diana gad vide, hvorfor han ikke kunne få ordet over sine læber.

   Logan standsede tøvende op, før de nåede op til Lola og Aaron.

   ”Jeg ville gerne benægte det,” sagde han og sukkede. ”Sandheden er nok bare, at jeg er misundelig.” De brune øjne skinnede klarere end sædvanligt i det sene aftensolskin. ”Da du valgte at tage alene efter Laurence, gik det nok ikke op for dig, at du indtog min rolle. Jeg har altid været den, der tog ansvaret i den her gruppe. Den der tog beslutningerne. Nu har jeg på fornemmelsen, det er ved at forandre sig.”

   Han fnøs lavmælt af sig selv og rev sit blik væk fra hendes ansigt for at se nedad. Hans skosnuder bevægede uroligt på sig.

   Diana havde lyst til at fortælle ham, at det ikke havde været hendes mening. Undskylde. Hun vidste, at han var deres leder. Det gjorde de alle -  men måske var det ikke nok. Hun ledte håbløst efter ordene og lagde en hånd på Logans arm.

   Det gav et ryk i ham.

   ”Fart på!” Lola forskrækkede dem begge gevaldigt, da hun skreg fra parkeringspladsen. Hun havde rullet sit bilvindue ned og dyttede nu insisterende på hornet. ”Der er afgang nu, hvis ikke I vil blive hele natten på skolens arealer og dø af kulde!”

   Kulde? De befandt sig i Californien i april.

   Hun ville nok aldrig kunne forstå sig fuldstændig på Lola. Hendes tankegang var simpelthen for spøjs at skulle sætte sig ind i.

   Logan fangede hendes blik. Så fløj de ned over trappetrinnene og hen over parkeringspladsen mod den stadigt utålmodigt tøffende bil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...