De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
10109Visninger
AA

17. Kapitel 15


Diana var ikke sikker på, hun trak vejret.

   Ved hendes side lå Lola i en sær positur med en lukket dagbog knuget i sine hænder. Laurences dagbog. Han var død. Borte.

   Logan rejste sig selv op på sine albuer. Askeflagerne påhæftede sig hans hage og høje kindben i natteduggen, og snart tildækkede de det meste af hans ansigt med syglige gråtoner. Logan skar ansigt og møvede sig så hen over asfalten mod Nic. Han daskede ham hårdhjertet på kinderne, indtil hans øjenlåg gled op, og de grønne øjne så misvisende frem for sig i mørket.

   Aaron var det gidsel, de befriede først. Hans tråd af et reb var nær løbet over, da deres chok først var begyndt at dulme, og det gik op for dem, at bylterne af mennesker spændt ud over broen ved deres side ikke var forsvundet med Laurence tilbage ind i dagbogens syb. Aaron sagde ikke et ord, da han blev hevet tilbage over rælingen. Han pressede lydløst sin ryg ind i broens metalrækværk, alt imens hans pupiller langsomt udvidede sig yderligere.

   Rachel snøftede – Diana vidste ikke, om det var af forkølelse eller af gråd. Men Logan løftede hende op, holdt hendes ansigt ind mod sin skulder og greb fastere omkring hende, da hun for alvor begyndte at græde. Han strøg hende over håret, viskede noget i hendes øre. Derefter så Diana ikke meget til dem; hun hørte kun de stille hulk, idet de langsomt døde ud og forsvandt i natten.

   Da Nic fik sin lillesøster halet i sikkerhed tilbage over rælingen, knugede han hende ind til sig og viskede hendes navn ned i hendes hår med rystende skuldre. Michela, Michela.

   Et sug gik igennem Dianas mave, da hun med Lolas hjælp fik skåret Dylans reb over og lænet ham tilbage mod broens ryg. Hun mærkede sin vejrtrækning blive hurtigere ved synet af de mange meter åbent luftrum under hende, men hun modstod trængen til at klemme øjnene i og fik hjulpet Dylan tilbage over rælingen. Hans hænder var lyserøde af kulde og musklerne i dem ømme af at holde fast i den tomme luft. Et synligt ubehag sad på yderkanten af hans tøj. Det var som med en uvasket uldsweater; selv hvis han prøvede at kradse det af, ville fornemmelsen altid blive ved med at gnave. Der sad noget sort indsunket under hans øjne. De havde et dødt udtryk i dem, som en mand hvis liv havde været brugt på slagmarken og nu var et mentalt vrag af krigsbilleder.

   Ingen af dem havde rigtig styr på, hvad de skulle gøre af dem selv. Derfor tog hun ham bare i sine arme og holdt ham lidt der. Hans kulde gik igennem marv og ben, fik hende lyst til at vige bort, men hans duft af natteluft og forvaskede T-shirts drog hende blot tættere på.

   De kunne ikke få dem selv til at tale, og dog kunne Diana i stilheden ikke undvære at værdsætte øjeblikket. Hun kunne have mistet ham. Det havde været så tæt på, og dog kunne hun nu fornemme hans arme om hende ligeså tydeligt, stærkere og samtidig blødere end dagslyset, der bryder natten i solopgang.

   En bil dyttede, og pludselig susede de alle forbi med metalliske klik. Køen var opløst – broen måtte være åbnet. Diana lagde mærke til at stormens vind havde lagt sig, og hun tog med et smil på læben imod luftens lette brise, lænede sig lidt tættere ind mod Dylan.

   ”Vi burde gå,” lød Logans stemme tørt. ”Bilerne holder stadig …”

   De løb.

 

 

Dylan og hende fulgtes med Aaron og Lola hjem i hendes bil. Den var lille og komfortabel, en ældre Ford-model, men det var tydeligvis ikke en mulighed for hende at sidde behageligt. Dianas krop føltes som en lang, spændt planke, der kunne udløses hvert sekund og splintres. Hun pressede sig med ubehag tilbage i det plasticlignende sæde, da de tog en afkørsel ud på motorvejen.

   De havde ikke kørt meget længere end et par kilometer, før Aaron brød den ellers så tankevækkende stilhed i bilen.

   ”Jeg troede virkelig aldrig at magi var virkeligt. Altså, jeg havde altid et lille håb om, at det fandtes et sted derude – gør ethvert Potterhead ikke det? – men jeg havde aldrig i mine vildeste drømme forudset, at det her ville ske. Jeg mener ... det er jo så vildt!” Han sad i forsædet og vendte sig skiftevis om mod Lola bag rattet og hende og Dylan på bagsædet. Det forfærdede blik, der havde været at spotte i hans øjne, da han blev firet tilbage på broen efter sin nærdødsoplevelse, var som forsvundet. Nu genklang optimismen i hans stemme.

   ”Hvor længe har I kendt til det her uden at fortælle mig det? Jeg kan hjælpe jer med at kontrollere jeres kræfter eller hvad det nu er, I går rundt og roder med. Jeg tør væde med at der er en jer, som kan kontrollere elementerne. Er det dig, Diana?”

   Hun mærkede Dylans øjne på sig i skjul, men så knapt tilbage fra det bilvindue, som hun pludselig fandt uhyre interessant at studere. Aaron vendte sig om i sit sæde og scannede hende med blikket. Efter et øjeblik brød han ud i et smil og nikkede for sig selv.

   ”Jeg vidste det. Du har den dér aura over dig. Wow. Hold da helt kæft, mand, det er jo fantastisk.”

   Lolas knoer blev hvide om rattet, da Aaron skiftede emne. Til Laurence. Bilen skød hurtigere fremad.

   ”Han var som en anden skurk fra Batman. Jeg mener, jeg er vel ikke den eneste, der kan se en sammenhæng mellem Jokeren og den blegfis af en fyr, vel?” Aaron hævede et øjenbryn i sin søgen efter bekræftelse. Men han fik ingen. Diana pressede sine læber tættere sammen.

   ”Så I den måde, han bare var usårlig? Det er fuldstændig ligesom i De Forsvundne Sjæle 2!”

   Noget sitrede i luften, og Lola, Dylan og hende selv udbrød alle på en og samme tid: ”Hold mund!”

   Aaron lænede sig slukøret tilbage ind i sit sæde. Hans talestrøm var blevet blokeret af noget ubestemt. Lola trykkede speederen i bund, og mens motorvejslandskabet gled forbi i plamager af glimtende lys og hurtige biler, fik den øredøvende stilhed Dylan til at lade som om, at Diana ikke sad i sædet lige ved siden af hans.

 

 

”Du skal ikke tage dig af det.” Lola standsede op for hovedstrædets røde lyskegle og sukkede. Selv nu da hun var alene med Diana i bilen, var det svært for dem begge at finde en form for ro. Aftenens begivenheder havde været rystende, og mens Aaron tilsyneladende ikke havde haft svært ved at lægge dem bag sig, vidste Diana, at det i deres tilfælde ikke ville forholde sig på samme måde.

   Hun sukkede og lagde sin pande mod bilruden. Selv dens kulde kunne ikke isne billederne ud af hendes hoved.

   ”Du var der ikke,” mumlede hun og prøvede at skrubbe illusionen af Dylans ansigt væk fra sine nethinder. ”Du så ikke blikket i hans øjne.”

   De havde afleveret ham ti minutter før. Lysene i hans hus havde været slukket, og en nærmest synlig kulde var stået ud af de skyggefulde mure. Diana havde ikke engang lagt mærke til lyden af hans sikkerhedsbælte, der klikkede op, før han med ét var ude af bilen og travede op af havegangen. Hun løb efter ham.

   Dylan stod foran hoveddøren til det lille træhus og prøvede sig frem med et klirrende bundt nøgler. Hans brede skuldre skyggede for døråbningen, månelyset kastede et spøjst blåligt lys over hans muskuløse struktur. Hun nåede op til ham i samme øjeblik som døren gik op, og han trådte ind over dørmåtten.

   Diana bevægede sig længere hen mod ham og stoppede op i døråbningen. Han fornemmede hende stå der, og vendte sig om med et par øjne der blev ved med at flakke væk fra hendes ansigt.

   Dørtærskelen duftede selv i den kølige nat af renhed og varme. Duftede af ham.

   ”Dylan …”

   ”Hvad er der?”

   Det prikkede i hendes hals som syleskarpe nåle.

   ”Er du okay?

   Noget forvildede sig igennem hans øjne, og for første gang den aften opfattede hun dem ikke som tomme. Nu var de blot en smule bedrøvede. Dylan rynkede panden, så kort på hende. Så blev hans stemme kold og ordene: ”Ja, Diana. Jeg er helt okay,” forlod hans mund, før han lukkede døren i.

   Diana havde stået der på hans dørtærskel et par lange øjeblikke, før Lola trykkede dythornet i bund bag hende. Hun var kollideret med virkeligheden, vendt sit ansigt bort fra den lukkede egedør og trasket tilbage mod bilen.

   Selv nu var hun stadig overbevist om, at noget var galt. Den stikkende fornemmelse i hendes bryst havde ikke været så bemærkelsesværdig, hvis hun nemt havde kunne glemme, at den overhovedet var der. Men Dylan dukkede hele tiden op i hendes hoved, og han synes ikke at svinde hen.

   ”Hør nu, hvad jeg siger,” sagde Lola og afbrød abrupt hendes noget ensartede tankegang. ”Vi har alle dannet ar efter i aften. Selv dem, der ikke vil indrømme det. Dylan har taget det akkurat lige så hårdt som os andre. Giv ham lidt tid til at komme sig – det er en stor mundfuld at tage på én gang.”

   Diana kom aldrig frem til en grundlæggende holdning omkring Lolas ord, før bilen skred mod småsten og brat stoppede op foran et hvidmalet palæ af et hus. Badet i det sølv måneskin lignede hendes hjem knapt sig selv længere.

   Når hun lod tanken tage fat, gik det op for hende, at det i virkeligheden slet ikke var huset, der havde forandret sig. Det var hende selv.

   Lola rullede sidevinduet ned, da hun havde smækket bildøren i.

   ”Klarer du den?” spurgte hun. Diana nikkede. Den anden pige smilede, og bilen forsvandt med en brummen ned af grusstien tilbage ud mod hovedgaden.

 

 

Tyve minutter gik, før Kyle trådte ind af døren med indkøbsposer stoppet under begge arme. Deres pap knitrede, da han med besvær fik rystet arbejdsskoene af sine fødder og tømt sine lommer på entrébordet. Han ænsede stort set ikke Dianas tilstedeværelse, da han krydsede igennem stuen og ud i køkkenet. Imens han så småt begyndte at læsse sine varer af på køkkendisken, løftede han blikket og rømmede sig. Diana rykkede på sig i sofaen.

   ”Hver gang, jeg ser dig for tiden, ser du slidt ud. Vidste du egentlig, jeg kan se det? Når du har det skidt,” sagde han. ”Det er ikke så svært at spotte, det er ligesom den her helt præcise grimasse, du altid går rundt med.”

  Diana fnøs og stoppede tæppet tættere omkring sig. Der var en mulighed for, at de seneste ugers oplevelser ville forsvinde ud i et tomrum, hvis blot hun gemte sig længere ned under uldmaterialet.

   ”Det irriterer mig. Det hele er præcis, som du sagde,” mumlede hun og håbede et sted inderst inde, at Kyle ikke hørte alt for godt efter. ”Jeg lyttede ikke til dig, og se hvor det førte mig hen.”

   Diana lænede sig tilbage mod sofaens ryglæn, før hun nåede at være vidne til det let overraskede udtryk, der viste sig i hans ansigt.

   ”Hvad snakker du om?” lød hans stemme.

   ”Mine venner. Dem du ikke kan lide.” Hun tøvede et øjeblik i stilheden. ”Kom nu bare, få det ud af systemet. ’Jeg sagde det jo.’”

   ”Det har jeg ikke tænkt mig. Så dum en type er jeg nu alligevel ikke, tror jeg. Er det her noget, du vil snakke om?”

   ”Nej.”

   Kyle så ud til at nikke samtykkende. Efterfølgende hørte Diana knitrende plasticlyde, og smæk, elektroniske bip og mikrobølgeovnsvarme fulgte snart efter. Et par saltduftende minutter senere dumpede Kyle ned i sofaen ved siden af hende og stak en skål dampende popcorn op i hendes ansigt. Varmen stak i hendes øjne.

   ”Hvad ser vi? Nej, lad mig gætte: Er det sci-fi igen?” spurgte han og lænede sig frem mod rækken af dvd-kassetter under stuebordet. Han trak en film med grønlige udskæringer ud af rækken og jonglerede med den foran hendes næse, før han med et smil fik stoppet den ind i tv’et.

   IN TIME havde kørt hen over skærmen i to minutter, før Kyle usikkert klemte hendes arm, da han rakte over hende for at nå popcornene.

   ”Bedre?” spurgte han forsigtigt.

   Diana holdt sine øjne låst fast til tv-skærmen. Hun formåede at løfte sine mundvige en usynlig anelse opad.

   ”Hold dig nu bare til filmen.”

 

 

Det var typisk. Akkurat når hun havde fået lov til at låne Kyles Fiat Mini på deltid, bad en lille lampe på instrumentbrættet hende om at fylde tanken op. Diana måtte dreje af for diesel på vej mod rideklubben.

   Byens tankstation var ikke blevet påvirket af nogen form for urbanisering; den var selvejet med titlen BARNEYS BENZIN og havde aldrig fået opgraderet sine brændstofspumper til de mere moderne slags, som tilbød kunden at betale med det samme på en touch skærm. Stænk af olie lå spredt omkring på pladsen, og den ildelugtende bilvask havde et papskilt med påskriften ”UDE AF DRIFT” hæftet på sin glasport. Diana tankede kun de få nødvendige liter diesel, før hun skyndte sig indenfor med sin kvittering for at betale.

   Tankbutikken gav hende mindre myrekryb end selve stationen. Her blæste airconditionen køligt, medarbejderen bag disken stod for sig selv i et hjørne og filede negle, og de søde sager på indkøbshylderne var smudsede i kanterne. Der var kø op mod kasseapparatet. Diana gjorde mine til at stille sig bag den gamle mand bagerst i rækken af mennesker, men fik i det samme et glimt af kulsort, rodet hår og et par åndsfraværende mørke øjne, idet de stirrede frem for sig på rækkerne af chokolade. Logan havde sin grå hættetrøje lynet halvt op, mens hænderne var stoppet dybt ned i bukselommerne – sikkert for at skjule de blodige rifter, gårsdagens begivenheder havde efterladt ham. Det var lige før, hun havde antaget ham for at se afslappet ud.

   Han fik først øje på hende en snes øjeblikke senere.

   ”Hej,” sagde han.

   ”Hej.”

   ”Tyggegummi? Det er med mint.”

   ”Tak.”

   Han greb fat om en plade kaffechokolade midt på hylden.

   ”80 procent. Er det ikke lidt meget?” spurgte hun ham.

   ”Chokolade er kun acceptabel, når den er bitter.” Logan tog en pakke mælkechokolade ned fra en nabohylde og insisterede på, at hun skulle have lov til at smage forskellen – livet ville aldrig blive det samme igen, sagde han og skiftede pludselig emne: ”Hvor var du sidste fredag? Jeg prøvede at ringe.”

   ”San Fransisco.”

   ”Virkelig?”

   ”Jeg skulle finde en gave til …” Diana stoppede uventet sig selv. Det havde været hendes plan at holde fast i sin løgn, hvis hun nogensinde skulle få brug for den igen, men idet hun stod foran Logan, og hans duft af grafit blandede sig med minttyggegummiet i luften mellem dem, så hun sine muligheder fra et nyt perspektiv. For der var mere end blot en udvej – og sandheden var en af disse. Logan var en af de få hun kunne stole på mere end så mange andre. Han var ikke Kyle. Der var ingen grund til at holde inde med unødvendige hemmeligheder.

   Hun rømmede sig stille: ”Jeg havde fundet spor i min dagbog som ledte mig til China Town. Jeg troede, jeg ville kunne finde Laurence.”

   Logans ansigtsudtryk ændrede sig modsat hendes forventninger ikke det mindste. Han så blot på hende med et skær af mistro.

   ”Er du seriøs?”

   ”Ja.”

   ”Så du fortæller mig, at du fandt spor i din dagbog, som du troede kunne lede dig til Laurence, og tog mutters alene til San Francisco på jagt efter ham, selv om du vidste, hvad han havde kunne gøre ved spøgelserne på Den Anden Side?”

   ”Ja.”

   Hvis ikke Diana havde kendt til deres oprindelige farve, ville hun næsten have taget hans øjne for at være sorte. Logan krydsede sine arme tæt over sit bryst.

   ”Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at denne gruppe skal fungere som én? Vi er en fælles enhed – ikke fire individuelle. Du skal fortælle os ting, de kan være vigtigere, end du måske først antager dem for at være.” Han holdt vejret. ”Du må for Guds skyld ikke gå lige ind i armene på fjenden uden at have diskuteret det med os andre først. Når du gør ting som disse, er det … du er sårbar, når du er alene, forstår du?”

   Logans åbenlyse frustration så ikke ud til at dulme, og mens han stirrede hende frygtløst ind i ansigtet, mærkede Diana sin mund blive tørlagt.

   ”Hvordan kan du tro, at det er okay, du taler til mig på den måde? Ingen af jer bestemmer over mig – du bestemmer ikke over mig. Jeg har ingen herre, og du har ingen ret til at opføre dig som min far,” sagde hun.

   ”Diana, du har ingen far.”

   Det føltes som om, hendes hjerte svedte blod. Det pumpede hårdere og hårdere mod hendes bryst, indtil dets trykken pressede sig for meget på, og hun måtte vende om, før det kvaste hendes brystkasse. Luften satte sig fast i hendes hals, og hun hev efter vejret, idet hun omgående forlod Logan.

   ”Diana!” Hans stemme lød som et dæmpet råb bag hende, og han greb fat om hendes arm, før hun nåede videre ned af gangen stopfyldt med chokolader. Hun lod ham; måske havde han tænkt sig at undskylde. Men det var ikke de ønskede ord, der kort efter forlod hans mund.

   ”Jeg kan bare ikke lide tanken om, at du tog af sted alene.” De brune øjne fangede nådesløst hendes. ”Hvad nu hvis du rent faktisk havde fundet Laurence? Han kunne have dræbt dig.”

   Hun fnøs.

   ”Vær nu ikke åndssvag.”

   ”Åndssvag?” udbrød han forarget. ”Hvem er den åndssvage her, Diana? Du sætter dit liv på spil i en hver given situation, der skulle indeholde bare den mindste smule fare!”

   ”Mit liv kan være ligegyldigt, når—”

   ”Dit liv,” sagde Logan, ”er i mine øjne ikke ligegyldigt. Langt fra.”

   Han rynkede panden og holdt med en opgivende mine chokoladepladerne frem foran sig.

   ”Ved du hvad? Jeg får ikke brug for dem her alligevel.” Han stoppede chokoladerne tilfældigt ind på varehylden, der lå ham nærmest, og skyndte sig derpå forbi hende. Han passerede hende på så tæt hold, at Diana måtte vige tilbage for at undgå hans skulder. Hun så ned i gulvet og trak vejret dybt. Et pust af grafit hang stadig i luften omkring hende.

   Chokoladepladerne tippede faretruende ud over den overhobede stak af slikbarer selv lang tid efter, at Logan var stormet videre ud af tankbutikkens plettede glasdøre.

 

 

Diana stoppede brat op, da hun efter at have parkeret Kyles bil nåede frem til stalden. Hendes hoved var hvirvelstrømme af tanker, og hun blev kun hurtigere trukket længere ned mod bunden. Den brede åbning i træmuren foran hende synes at opsluge alt omkring sig, og hvis hun trådte bare et skridt tættere på, ville den tage hende med sig stykke for stykke.

   Dylan havde vagt i dag.

   Hun bed sig selv i læben og gik indenfor.

   Stalden skinnede som en nyslået mønt. Siden i forgårs var gulvet blevet ryddet for hesteafføring og hø, cementunderlaget blevet vasket, og hestetrugene i de forskellige båse var på ny blevet fyldt med vand. Dylan stod i en bås i staldgangens ende. Hans øjne flakkede kort op, da han hørte hendes skridt, men så derefter tilbage ned mod arbejdet, der optog hans hænder. Han blev ved med at hælde foder ned i hestens trug fra posen over hans skulder, idet Diana nærmede sig.

   ”Avenida er i sin bås,” sagde han stift uden at løfte hovedet.

   ”Jeg kom ikke for dens skyld.”

   ”Hvorfor så?”

   ”Du ved hvorfor.”

   Han løftede blikket og lod foderposen glide ned fra sin skulder.

   ”Jeg vil bare vide, hvad der er galt. Dylan, det er alt, jeg har tænkt mig at bede om,” sagde Diana. Hun mærkede med forhastede hjerteslag hans øjne scanne hende fra top til tå.

   Men der skulle gå et stykke tid, før han talte, og noget i Dianas mave kløede ulideligt i ventetiden. Til at begynde med satte han sig blot i skyggerne ved staldens bagvæg. Han lod en hånd løbe igennem sit hår, men så så øjeblikkeligt op mod hende med lysende øjne.

   ”Der er meget galt. Men det eneste, jeg kunne tænke mig lige nu, er en forklaring. En god en af slagsen.”

   Hun satte sig ned ved siden af ham. Nikkede en smule. Så lod hun tøvende ordene forlade sine læber i en strøm så flydende, at man skulle tro, hun havde fortalt historien mange gange før.

  Hun fortalte om dengang for seks uger siden, da hun først havde fundet sin søsters dagbog. Hvordan hun havde opdaget dens evner, nærmest før Lola, Logan og Nic havde konfronteret hende, og hvordan Laurence havde formet sig som deres fjendebillede. Hvordan det overnaturlige eksisterede.

   Skyggerne undertrykte denne aflukkede del af stalden, men selv i halvmørket kunne Diana gisne sig frem til Dylans stemme. Den virkede solid.

   ”På hvilken måde overnaturlig?” spurgte han.

   Det tog hende et par sekunder at overkomme overraskelsen.

   ”Tror du på mig?” spurgte hun – ærlig talt en smule rundforvirret. Han lo stille.

   ”Overrasker det dig virkelig?”

   Diana smilede i det skjulte. Gløden i hans øjne var gentændt, og noget ved den fik hende til delvist at forholde roen, imens hun fortalte.

   ”De, der skriver i disse slags dagbøger, er spøgelser fra Den Anden Side. Altså, døde mennesker. Og disse dagbøger har egenskaber: Vi kan som ejere af dem kontrollere dem med vores sind og hele andre mennesker fysisk. De er åbenbart så kraftfulde, at andre mennesker ønsker at besidde dem. Det er derfor, jeg i bund og grund hænger ud med Nic, Logan og Lola – de har hver især en dagbog.” Diana vædede sine læber og prøvede ikke at tænke tilbage på hendes tidligere sammenstød med Logan, før hun med bitterhed sagde sine næste ord: ”Sammen er vi stærkere. Sammen kan vi bedre beskytte os selv mod fare.”

   ”Jeg forstår ikke,” sagde Dylan. ”Du fortæller mig det her, som om det er en hemmelighed.”

   ”Det er det skam også.”

   ”Hvorfor i alverden fortæller du mig det så?”

   ”Fordi jeg stoler på dig,” sagde hun. Diana kastede sit hoved tilbage mod bagvæggen. ”Men muligvis også fordi jeg ikke vil miste dig.”

   Hendes hjerterytme forvandlede sig til en uregelmæssig, da hun drejede hovedet og så over på ham. Han sad med nakken en anelse foroverbøjet, og hans markante kæbeparti blev fremhævet en anelse, når han trak vejret. Der var noget over måden, hans arme så ud i skyggebelysning, som fik hende til at stirre.

   ”Det var aldrig meningen, at du skulle blive blandet ind i det. Men så tog tingene en drastisk drejning,” sagde hun.

   Dylan så over på hende.

   ”Men det er overstået nu.”

   Hun lod et åndedrag slippe ud over sine læber: Ja.” Det var som den sidste efterårsbrise. Hun vidste, at sæsonen var overstået. Nu var kun de visne blade tilbage, og det ville blive hendes opgave at feje dem op.

   De var nået til det punkt, hvor stilhed var blevet en ligegyldig faktor, men Diana kunne alligevel ikke dy sig for at bryde den.

   ”Hvordan var det? På broen.” Spørgsmålet havde kløet i hendes hjerne de seneste 24 timer. Men når det fløj over hendes læber, lød det helt forandret.

   ”Jeg troede, jeg skulle dø.” Dylans tonefald lød så neutralt, så fladt, at hendes instinkter gibbede instinktivt i hende. Hendes øjne zoomede ind på hans.

   ”Men det er et overstået kapitel nu. Jeg har ikke tænkt mig at køre rundt i det alt for længe,” sagde han og tippede overvejende hovedet til den ene side. ”Desuden kunne jeg nemt være sluppet fri, hvis jeg selv ville.”

   Hans læber skiltes i et skævt smil, og hun pressede sine læber sammen for ikke at le.

   ”Du gider ikke indrømme, at vi reddede dig, gør du vel?”

   ”Åh, hold mund.” Hans hænder greb fat om hendes liv, trak hende op mod sig, og i næste øjeblik pressede han sin mund mod hendes.

   Først var Diana ikke klar over, hvad der skete. Det føltes som sådan en naturlighed, at hun de første mange sekunder ikke var opmærksom på alle de indtryk, der vrimlede ind omkring hende.

   Men alligevel var hun. Hvert et sekund hans læber bølgede i kontakt med hendes, hvert et øjeblik deres kontur langsomt fik hendes puls til at stige. Hjertet, der bankede mod hendes bryst, var som en eufori, og dets pumpen fik det til at svimle foran hendes øjne. Hun kun mærke de hundrede sanseindtryk i luften foran hende.

   Dylans hænder løftede hende tættere ind mod sig, og hendes hænder faldt om hans hals. Huden der var varm, varm som duften af ham, der synes at fylde alt. Hans hår havde altid virket uglet, men idet hendes fingerspidser gled igennem det, og han trykkede hende tættere ind mod sig, opdagede hun, hvor silkeblødt, det alligevel formåede at forholde sig.

   Heden imellem dem var altomfattende.

   Diana var hverken klog eller heroisk, men i det øjeblik var hun for første gang sikker på, at hun var af betydning.

   Og med ét var det ovre. Dylan lod sine læber forlade hendes, og et smil, der blot fik hendes hjerte til at banke endnu stærkere, lå plantet på hans læber, idet han lænede sig en smule tilbage. Hans næsetip stødte mod hendes øvre næseryg, og den vibrerede kildende, da han talte.

   ”Jeg kan virkelig godt lide, når du gør hvad jeg siger, hvis det er den måde, vi har bestemt os for at gøre det på.”

   Hun fulgte ham et smil efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...