De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9419Visninger
AA

16. Kapitel 14


I et par dage holdt Diana sig væk fra dagbogen. Hun var insisterende på, at den kun gjorde hende urationel – og måske også en smule paranoid – men hun måtte på et tidspunkt også indse, at den var hende nødvendig. Måske endda mere end hun ønskede den. Sandheden var blot, at den var hendes røde tråd til hvad, der foregik på Den Anden Side, og selv hvis det ikke hjalp hende med at finde frem til deres fjende, så var det at læse i dagbogen en nødvendighed.

   Tidligt fredag aften var hun alene hjemme og mindre sikker på, hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var her, at dagbogen blev hendes løsning, og hun søgte ly i Hannahs ord. Diana fandt det stadig besynderligt, at en ny dagbogsskrift altid var at finde i bogen, når hun åbnede den op på ny, og i dag var ingen undtagelse: De tykke sider var proppet med åndelige ord, som myldrede uorganiseret igennem hendes hjerne.

 

Jordskælvet gjorde ikke, hvad det skulle. Han kom tilbage i går aftes, stak et par spøgelser med en kniv i ryggen og ville ikke stoppe med at snakke om, han stadig ikke har fået fat i sine dagbøger. Jeg vil ikke kunne sige, at det ikke var et blodigt opgør.

Det var en dagbog, der sendte mig ned i det her helvede, og det er flere af dem, som befinder sig et sted oppe på jordoverfladen og er til livsfare for enhver person, der kender til så meget som deres eksistens. Kan det ikke være nok at leve en almindelig tilstedeværelse uden nogen form for overnaturlig indblanding? Det var ikke meningen, at livet skulle fungere på denne måde, og se nu blot hvor langt vi er kommet – for langt, hvis du spørger mig.

Han er ikke tilfreds. Det er svært at tænke sig frem til, hvad han overhovedet har tænkt sig at bruge dagbøgerne til. De betyder åbenbart så meget for ham, at han nemt vil dræbe for at opnå dem, og nu har han tænkt sig at ty til andre langt mere ”effektive midler”. Hvis det er det, der skal til for at få fat på dagbøgerne, vil han uden at blinke tappe hele Den Anden Sides for kræfter og efterlade os alle til at dø. Jeg er ikke i tvivl så meget som et sekund.

 

   Beskeden lyste kritisk op på siden og satte røde alarmknapper i gang i Dianas hjerne – men hun havde for længst lært sin lektie. Dette var ikke en opgave, der var ment, at hun skulle løse på egen hånd.

   Hendes finger svævede tøvende over nummeret på telefonens display. Så trak hun vejret dybt og trykkede på den grønne opkaldsknap.

   Noget hvidt blev skubbet ind under dørsprækken i entréen. Bevægelsen havde været kraftfuld, og papiret gled i et langt strøg hen over de glatte træplader. Omridset af det kunne ligeså vel have været et brev som et telegram, men det var tydeligt, at dette var ingen af delene. Diana sank nervøst en klump, før hun trådte ud i entréen og samlede papiret op. Kun få sætninger var skriblet ned på det rene hvide: KLOKKEN TI PÅ MIDTEN AF GOLDEN GATE BRIDGE I AFTEN. MØD OP MED DAGBØGERNE OG OVERGIV DEM, HVIS IKKE GIDSLERNE SKAL DØ.

   Hendes krop blev slap, og hun sugede skarpt luft ned i sine lunger. Den synes at stikke og skære i hendes hals som syre.

   ”Diana, er du der? Kan du høre mig?

   Det var Nics stemme. Den kom nedefra, og hun blev opmærksom på, at hendes mobiltelefon lå på gulvet. Hun havde mistet grebet om den. Hun samlede den med et bankende hjerte op og pressede den ind mod sit øre.

   ”Undskyld,” åndede hun. ”Nic, vi har et problem. Han satte jordskælvet i gang for at få os til at reagere, men vi har blot gjort ham vredere ved at ignorere ham. H-han har taget gidsler. Hvis ikke vi dukker op i San Francisco i aften, dræber han dem.” Hun måtte tage en rallende indånding for at fraholde sin stemme at skælve.

   Nic forholdt roen.

   ”Jeg henter de andre. Vi er hos dig om tyve.”

   ”Nej, vent med det!” Hun kørte en hånd gennem sit hår. ”J-jeg har brug for et pusterum, Nic. Det er svært nok at forstå, at vi er skyld i hospitaliseringen af jeg ved ikke hvor mange elever fra skolen, men nu har han også taget gidsler. Det er virkelig ikke … Jeg har bare brug for lidt tid alene, noget tid til at sætte det hele i perspektiv. Bare giv mig et par timer.”

   ”Klart. Men hey, lad nu være med at flippe ud. Det skal nok gå. Du tager dig bare din tid, og så mødes vi inden længe – jeg kan bede Logan om at hente dig, så finder jeg Lola.”

  ”O-okay. Jeg f-forstår bare ikke …”

  ”Diana, lyt til mig,” sagde Nics betonede stemme. ”Det skal nok gå. Vi får dem ud – på en eller anden måde, hører du mig?”

   En summende lyd af en motor, der startede, nåede hendes ører. Ud af øjenkrogen så hun stuevinduet, og hun fumlede med at få hevet skodderne til side. Hun kunne ud gennem glasset akkurat skimte en stålgrå motorcykels bagskærm. Køretøjet ræsede af sted så stærkt, at støvet vældede i store skyer op fra gruset og skjulte ryggen på manden bag rattet. Motorcyklen nåede omkring hjørnet for enden af deres grusvej; i et kort øjebliks klarhed faldt støvskyerne væk, og Diana fik et glimt af mandens mørkhårede baghoved.

    Hun vendte tilbage til Nic i telefonen.

   ”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde hun og lagde på. Mens bippetonen stadig kørte som en død linje ud i ingenting, smed Diana alt hvad hun havde i sine hænder og stormede ud af huset. Der var ingen jordisk chance for, at hun ville kunne hamle op med motorcyklen, men hvis hun løb, ville hun stadig kunne nå at fange et glimt eller to mere.

   Det kunne umuligt have været indbildning, da hun så noten blive skubbet ind af noget fremmedartet under sin dør. Manden på motorcyklen måtte have gjort det; han havde været den eneste anden tilstede på deres private ejendom. Og hvis han havde udført en opgave for det stadig ukendte spøgelse fra Den Anden Side, betød det, at han var en håndlanger. En håndlanger, der havde tyranniseret hende selv og de andre Dagbogbærere, og som ville kunne lede dem til deres fjende.

   Men Diana var langt fra på sporet af manden på motorcyklen. Da hun gispende efter luft nåede rundt om grusstiens hjørne og ud på hovedgaden, var ikke et øje i sigte – i det mindste ikke noget, der kunne virke mistænkeligt for en ganske almindelig lørdag aften. Alt var det idylliske billede af en amerikansk forstad med børnefamilier på aftentur efter is og forretningsmennesker på hjem fra arbejde med kufferter i hånd.

   Vent. Dér.

   En motorcykel holdt diskret gemt væk bag hjørnet om supermarkedet længere nede af gaden. Det var helt bestemt den fra tidligere. Støvet fra grusvejen sad stadig limet fast i tynde lag over det glitrende metal.

   Diana gik uden videre overvejelse ind i supermarkedet. Stedet lugtede svagt af sprøjtemidler, og hun holdt sig tæt op af de høje butikshylder, idet hun listede sig langs dem. Hendes søgen viste sig hurtigt at blive sværere end som så, og hun satte snart farten op og elegancen ned, idet hun ransagede bygningen.

   Hun passerede en gruppe af højstablede nudelpakker. Hendes øjne opfangede et glimt at blæksort hår længere fremme. Det bevægede sig hastigt omkring et hjørne, og Diana satte i løb. Hun styrtede forbi dåserne med tomatsuppe omkring hjørnet og væltede nær en af dem ned i forbifarten.

   Hun bumpede ind i noget hårdt og trådte forskrækket et skridt tilbage, da en varm væske dryppede ned over hendes underarm. Da hun igen spejdede op, var mandens sorthårede baghoved allerede forsvundet ud af supermarkedets glasdøre. Hun mente at høre lyden af en motor som startede et sted i sit baghoved.

   Foran hende stod Kyle med en mørkebrun plet på sin trøje og to kopper kaffer i hænderne.

   ”Fantastisk,” sagde han og ømmede sig med en grimasse. ”Jeg er så sød at købe kaffe til dig på vejen hjem, og så spilder du den ud over os begge, før jeg overhovedet har nået at betale.”

   Diana syntes ikke, han var morsom.

   ”Hey, vær nu ikke så mut,” sagde han. ”Se, der er stadig mindst tre fjerdedele af en kop tilbage.”

   ”Jeg er ikke engang sikker på, at jeg er i humør til kaffe,” sagde hun koldt i et forsøg på at skjule sin frustration. Det var sværere end som så at holde de opblussende følelser under kontrol.

   ”Er der noget galt?” Kyle så forundret på hende. Hun tog den ene kaffe ud af hans hånd og stirrede tomt ud i luften.

   ”Vil du ikke nok bare køre mig ud i rideklubben?”

 

 

Da Diana senere den aften gled ned fra Avenidas sadel efter en lang tur langs søstrejkningerne, ventede en besked i hendes lomme. Logan ville hente hende ved hovedbygningen om fem minutter. Det gav hende akkurat nok tid til at få hesten ledt på plads for natten.

   Det var ikke helt gået op for hende, hvad der var i gang med at ske. Det virkede til at foregå i en helt anden verden, og hun var pigen, der så sin egen krop udføre de heroiske handlinger udefra. For hun havde aldrig selv været heroisk, og sådan ville det heller ikke komme til at se ud i fremtiden.

   Diana var svag og havde den muligvis mindst frygtindgydende kropsbygning, som nogen kunne drømme om. Hun var ikke den skræddersyede rolle til at forhindre massemord og igangsætte redningsauktioner. Hun var ikke den tapre kriger, som ville kunne redde hele kongeriget. Og nu blev det forventet af hende, at hun gjorde.

   Stalden var fuldt booket, og Diana lukkede Avenida ind i den sidste tilbageværende boks, som hun havde gjort det så mange gange før. Set bort fra nabohestenes lette prusten hørtes ikke en lyd, og stilheden synes næsten at være foruroligende. Den pressede sig ind om hende som et undervandstryk, og mens hun løftede rideudstyret af Avenida, rejste hårene på hendes hud sig op i bølger af kuldegysninger. I et øjeblik var hun sikker på, at et par fremmede øjne overvågede hende.

   Diana lukkede Avenida inde i båsen og slog låsen for. Men idet hun vendte sig om, var alt, hun mødte, en stald, hvis tomhed var altomgivende.

   Og måske var det i virkeligheden det, der var problemet.

   Staldgulvet var tildækket af stumper af hø og andre hesteefterladenskaber. Stanken var i normale tider fæl, men i dag var den uudholdelig. Det ville være en underdrivelse at sige, at stedet var i en dårlig stand. 

   Diana fandt sig selv i at grine for sig selv over det sølle arbejde, Dylan i dag havde gjort for stalden. Han måtte have været mere træt, end hun havde fået indforståelse for.

   Dylan.

   Dylan.

   Hun havde ikke set ham hele dagen, og stalden var et levende bevis på, at han muligvis aldrig var nået frem til sin arbejdstid. Hvornår havde hun sidst set ham? Hvornår havde hun sidst talt med ham?

   Diana hev med rystende hænder sin mobiltelefon op af sin baglomme. Hendes synsfelt var underligt sløret, og alt imens hendes fingre kørte i tunge strøg hen over hendes liste af kontakter, opfattede hendes hjerne hele scenen som havde det været en drøm. Hun havde svært ved at huske detaljerne i sine handlinger og vidste blot, at de i sidste ende rundede ud i hendes hånd, der smækkede telefonen op mod hendes øre med Dylans nummer strålende hen over displayet.

   Der gik en biptone.

   Så gik der to. Fire. Syv.

   ”Det er Dylans telefon. Hvis jeg ikke tager min telefon ligger jeg højst sandsynligvis under min dyne og sover. I dette tilfælde ville jeg være taknemlig, hvis du først ringer igen om et par dage – medmindre det gælder gratis pizza, så bedes du komme hjem til mig og vække mig øjeblikkeligt.

   Det var første gang hun hørte hans telefonsvarer, men det stod uden for hendes kræfter at smile. Hendes mundvige var frosset smertefuldt fast, og hendes muskler var paralyserede. Hvis han ikke tog sin mobiltelefon, kunne oddsene umuligt have været ham gode.

   ”Diana?”

   Der hørtes skridt hen over det tilsmudsede gulv, og hun snurrede rundt. Logan var på vej ned gennem midtergangen, hans hår så kulsort at det næsten gik i et med staldens skygger. Først da han kom tættere på, lagde hun mærke til rynken, der havde formet sig imellem hans øjenbryn.

   ”Du er ligbleg,” sagde han. De mørke øjne flakkede hen over hendes ansigt. ”Hvad er der sket?”

   ”Dylan …” Hendes øjne blinkede hurtigere nu, og kun med en kraftanstrengelse formåede hun at holde klumpen i sin hals nede. ”Logan, Han har taget ham.”

   Logans øjne blev mørkere i takt med tårerne, der pressede sig på bag hendes øjenlåg. I et øjeblik stod han blot og så på hende på en sådan måde, og følelserne vældede endnu stærkere op mod overfladen fra hendes mave.

   ”Han er væk,” skælvede Diana og slog ud med armene. Hun kunne ikke græde. Det var ikke i dette øjeblik, hun skulle vælge at være svag. Men pludselig var de der, og dråberne ville ikke stoppe med at falde.

   ”Shh, lad være med det,” sagde Logan stille. Han tog hendes ansigt i sine hænder og tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes kinder.

   ”Vi skal nok finde ham,” forsikrede han hende. ”Få ham hjem i sikker behold. Jeg lover det.”

   Og for første gang i lang tid tvivlede hun ikke på, at hans ord var reelle.

 

 

Det var først en kilometer fra Golden Gate Bridge, at de ramte køen. Biler strakte sig milelangt frem i tætte rækker, og mens urviseren så småt begyndte at hælde længere og længere over mod titallet, holdt køen så musestille, at selv de største lastbiler havde slukket for motorerne. Når Diana spejdede ud gennem nattemørket, kunne hun blindt skimte neonskilte, der viste tydelige budskaber: LUKKET PÅ GRUND AF STÆRK VINDSTYRKE.

   I førersædet ved siden af hende bandede Logan og hamrede sine hænder ned i rattet. Så slukkede han for tændingen, steg ud af bilen og smækkede døren i efter sig. Før Diana kunne nå at spænde sig selv op og følge efter ham, var han allerede nået op til Nics bil et par kolonner længere fremme. Øjeblikke senere dukkede han med Lola op i det klare aftenvejr, og sammen forlod de bilerne.

   Vinden blæste ganske rigtigt mange meter i sekundet, men den halve tornado befandt sig heldigvis i deres ryg, idet de zigzaggende løb ind og ud imellem de uendelige rækker af biler op mod broen. I det tætte mørke lyste Golden Gate Bridge op som et nytårslysshow, og kulden tog blot til for hver meter, de kom tættere på.

   De krydsede over på broen, og Diana kastede i forbifarten et blik efter uret i det lukkede broafgiftskontor. Viseren var to minutter i hel.

   Fodgængerstien var ikke bredere, end der lige kunne være plads til to personer med en smule mellemrum, og idet de kæmpede sig videre fremad, snublede hun næsten over sine egne snørebånd. De vidste ikke engang, hvad de var på udkig efter, men Dianas hjerterytme satte trods usikkerheden op i tempo. Vinden rev i hendes hår og efterlod hendes bare hud følelsesløs, sveden begyndte langsomt at komme krybende op langs hendes rygrad i takt med hendes løbende skridt mod asfalten.

   Og pludselig var de der.

   Logan var den, der først standsede op. Hans lange ben havde båret ham hurtigere frem end de andre, og mens de med nerverne uden på tøjet fortsatte hen mod ham, fik de øje på det, han stirrede på.

   Ud over rælingen på midten af Golden Gate Bridge dinglede fire personer i løse, tynde reb. Deres fødder balancerede vovende på de snævre par centimeter plads, som var at se på den anden side af broens gitter – uendeligt mange meter under dem brusede flodens vand rundt i vilde hvirvelstrømme, og det var i disse, de ville styrte i døden, hvis deres reb skulle blive kappet. Diana undrede sig over, at ingen af dem skreg. Men på den anden side: Broen var lukket, der var ingen mennesker at se i miles afstand, og vinden ville sluge deres skrig, før de kunne nå at blive sendt tilstrækkeligt langt nok ud i luften. Og der var endda en fjerde faktor, som hun med gru kunne lægge mærke til øjeblikket efter: Ikke nok med at deres hænder var bundet hjælpeløst bag deres rygge, var de blevet kniplet med noget, der kunne ligne blodige viskestykker.

   Og ved disse menneskers side stod en mand. Han var hverken høj eller lav, spinkel eller kraftfuldt bygget, men han var hvidere end kalk og løftede lumsk sin ene mundvig, da han så dem nærme sig. I kontrast med hans ligblege hud stod de sorte øjne ud som dybe, kryptiske tunneller.

   Men det var ikke ham, som først tiltrak hendes opmærksomhed. Det var den unge fyr med de brune øjne, som slet ikke længere glimtede. I blandt mængden af gidsler balancerede hans atletiske krop ud over rælingen, men hun vidste, at selv den ikke ville kunne klare det knusende fald ned i flodens dyb. Så det var sandt; manden foran dem var virkelig gået efter Dylan.

   Diana mærkede vreden boble op i sit blod, som var hun på kog. Hvis ikke det havde været for Lolas svedige hånd, der fandt hendes i mørket, var hun gået direkte i totterne på det uhyre, som stod foran hende og kløede sig distræt på ørnenæsen. Han kedede sig.

   I begyndelsen genkendte Diana ingen af de andre gidslers ansigter. Hendes øjne tilvænnede sig dog snart et bedre nattesyn, og hun fandt et par af trækkene i de andres ansigter bekendte: Der var en pige med brunt pagehår og et par udstående, grønne øjne – Nics klassiske karakteristika. Ved siden af hende hang en lille pige med tårer strømmende ned af sit ansigt – Diana fik ondt i hjertet, da hun genkendte hende som Rachel, Logans lillesøster. En niårig. Hun havde svært ved at se den dansende barn i den lille pige, som hang med et frygtindgydende ansigtsudtryk ud over rælingen.

   Længst henne mod dem hang Aaron Baker med brillerne dinglende på sin næsetip.

   Hun mærkede Lolas negle bore sig ind i sin hånd.

   Noget i den i forvejen forfærdede stemning i gruppen synes at forandre sig, og Logan reagerede. Han sprang frem mod sin søster og greb fat om hendes skuldre for at løfte hende tilbage op over rælingen, men i det samme greb en hånd fast i hans trøje og trak ham tilbage.

   Rachel faldt med et dæmpet vræl gennem kniplingsstoffet tilbage på sin plads.

   Manden holdt en vrikkende pegefinger op foran Logan.

   ”Slem dreng. Kender du ikke reglerne?” hvislede han i en rund britisk accent, før han skubbede Logan tilbage mod de andre med en overraskende kraft.

   ”E-er du et spøgelse?” fremstammede Lola med blege læber. Hun stirrede konstant på mandens dybe, sorte rander under hans endnu mørkere øjne.

   ”Selvfølgelig er jeg et spøgelse,” fnøs han. Lola gjorde store øjne og så i ren og skær forvirring over på Logan, hvis trøje manden havde kunne gribe fat i for blot få øjeblikke siden.

   ”Men hvordan kunne du så –”

   ”Det er en lang historie, som jeg virkelig ikke har energien til at fortælle. Man stiger op af en dagbog, man bliver vækket til live … jeg går ud fra, at I vel alle kender til konceptet. Jeg ville meget hellere foretrække, at I bare overgav mig dagbøgerne nu. Så kunne jeg stadig overveje en fredelig løsning på denne konflikt.”

   ”Hvad? Jamen, du sagde, at –”

   ”Lola.” Nic skubbede en anelse til hendes skulder for at få hende til at lukke munden. Han nikkede over mod manden, der stirrede glubskt og utålmodigt hen på dem. ”Lyt til hvad Han har at sige.”

   ”Jeg har et navn, hvis du skulle vide det,” snerrede manden, da han fornemmede brugen af det store bogstav. ”Mine forældre valgte ikke at kalde mig Laurence for ingenting.”

   Diana spolede tiden et par sekunder tilbage. Sprunget ud af en dagbog, havde han fortalt, og nævnt at den havde vækket ham til live. Hvad i alverden talte han om?

   Men så fik hun øje på den lille, mørkegrønne tingest, der lå gemt væk bag Laurence. En dagbog – og én, hun med sikkerhed aldrig havde set før. Den var slået vidt åben, og op af dens tykke papirsider, som ikke blafrede det mindste i stormens vindstød, stod en mindre og næsten usynlig projektion af Laurence oprejst.

   Hun hørte en brummen, lugtede brændstofsos, og så op allerede før det var for sent. Den stålgrå motorcykel var allerede langt længere nede af broen og godt på vej til at forsvinde ind i mængden af biler. Men hun havde set den. Det havde ikke været ren indbildning, da hun havde sagt til sig selv, at Laurence måtte have anskaffet sig en højre hånd.

   Laurence hev en kniv frem fra sin jakkes gemmer. Dianas mund blev tør, da hun opfattede omridset af den i nattemørket. Den var på længde med hendes underarm.

   Nic rankede ryggen, men alle så hvordan hans adamsæble hoppede op og ned. Laurence holdt i sine hænder fire uskyldige liv, og han vil tage dem uden nåde, hvis han skulle finde det nødvendigt.

   Og akkurat som Nic kunne ingen af de andre muligvis skjule deres ubehag over for denne mand: De frygtede ham.

   ”Nå, hvad bliver det til?” genlød Laurence køligt. Knivens takker glimtede i mørket, da han skiftende lod den vende i sine hænder.

   Lola lod sig ikke tvivle på sine instinkter. Hun gispede hysterisk efter mere luft, før hun tog tilløb og styrtede lige fremad – direkte ind gennem Laurences flydende spøgelseskrop. Hun greb ud efter den åbne dagbog bag ham, men han var langt hurtigere end hende og havde allerede flået hende tilbage, før hun nåede et skridt videre. Med et tag i Lolas krave smækkede Laurence hende brutalt op mod broens metalhegn.

   ”Det ville jeg råde dig til ikke at forsøge på igen, pigebarn,” hvislede han. ”Den dagbog kan udrette langt større skade end den slags, den allerede har ført ud i livet. Jeg skal ikke tøve med at lade den gå ud over dig.” Laurence lod hende kaste ned mod asfalten og trådte et skridt tilbage.

   Lola klynkede og vendte sig om på siden. Den nye synsvinkel kastede lys over lange brandmærker langs hendes kinder og hals, tårerne der gjorde hendes øjne blanke. Diana bevægede uroligt på sig og påtog sig en mine for at tjekke op på hende. Logan hev fat i hendes arm for at holde hende tilbage, men hun nægtede og skyndte sig frem.

   Laurence brød ud i et grin, der fik hårene til at rejse sig på Dianas arme, men han lod hende dog nærme sig Lola. Hun smed sig ned på knæ ved siden af sin veninde og greb fat om hendes hånd for at lade hende vide, hun var til stede.

   Laurences sorte øjne snævrede sig ind på Lola. Kulden i dem havde frosset en hver form for følelser væk, og han trak svagt på smilebåndet. Det var det intetsigende smil af en kløgtig mand.

   ”Se, det hænder, at børn ikke kender til deres autoriteter, og i disse tilfælde har man ikke et andet valg end at hjælpe dem med at forstå, hvem der bestemmer. Det er denne måde hvorpå vores verden består. De bedre autoriteter. Dem, der kan lære fra sig.”

   Blodårerne under Nics tindinger pumpede stærkere, idet han vendte sig mod Logan.

   ”Jeg vidste ikke, at englændere var så syge svin.”

   Laurence hørte ham. Hans øjne fæstnede sig på Nic med skyggen af noget, der for første gang kunne vise sig at være en følelse. Hede, varme. Vrede. Forbitring.

   ”Vi ejede en fjerdedel af verden. Vi oprejste jeres land – denne losseplads – fra grunden med de bedste byggesten, som kunne købes. Og hvad er takken? I forpulede amerikanere ved endnu ikke, hvordan I skal opføre jer, mens fedmen vokser, og I tror, I kan slippe af sted med alt – og når det kommer til jer fire, er situationen ikke langt bedre, er den?”

   Det var som om, Laurence balancerede en kugle på sin hage, og for hver bedrevidende centimeter hans kæbeparti løftede sig, strammede Nic sine knytnæver tættere sammen.

   ”Intelligens,” fortsatte han, ”er ikke vaneligt i dette tilfælde, tydeligvis. Så mange mennesker er blevet såret på grund af jeres dumheder – I kunne have forhindret disse i at ske på en så yderst simpel måde, men I valgte altid at overse den. Det krævede kun at overlevere dagbøgerne til mig. I kunne tilmed have reddet den sølle fodboldspillers liv.” Han lagde et ynkeligt humoristisk tryk på ’sølle’ og brød ud i et sygt smil.

   ”Han er stadig i live,” spyttede Nic.

   ”Eller er han?” Laurence hævede en hånd og knipsede. Et sug gik igennem Dianas mave, hun troede vinden ville blæse hende ud over broen, flodens brusen blev højere, og—det hele forsvandt. Alt opførte sig igen normalt. Laurences ansigt kunne have været hårdere end en marmorstatues, da han igen så på Nic og sænkede stemmen: ”Jeg er langt fra så sikker.”

   Det var alt, der skulle til. Nic fór frem mod Laurence og kastede en knyttet næve mod midten af hans ansigt. Dog havde han ikke havde forventet, at hans hånd ville fortsatte direkte videre igennem hans ansigt. Hvad han endnu mindre havde forventet, var Laurences knytnæve som susede opad og med et knas ramte mod hans kæbeparti, før den slog ham ned og sendte ham mod jorden.

   Laurences øjne var et oplyst flammehav af mørke. Han løftede rasende både Lola og Nic op i deres kraver og smed dem tilbage mod Logan. Diana fulgte med hjertet i halsen efter.

   ”Lad os endelig holde fast i det, vi kom for. Giv mig dagbøgerne,” kommanderede Laurence ufølsomt.

   Ingen gav så meget som en lyd fra sig.

   Spøgelset slog armene bredt ud for sig og slog en begejstret latter op.

   ”Åh, jamen dog, det var vel nok forfærdeligt!” Han spadserede let på tå over til rækken af gidsler, mindede dem alle om kniven i sin ene hånd ved at hæve den en smule op i broens lysperler. Så standsede han ud for Aaron.

   Det rykkede i Lola. Hendes læber snørede sig tæt sammen, øjnene blinkede en anelse hurtigere, men hun holdt sig stadig fra at række om i sin baglomme og hente sin dagbog frem. Laurence hævede et øjenbryn, men smilede så stille og placerede kniven over Aarons reb. Der lod han den danse, snurre og vende og påbegyndte et sort hul, der langsomt voksede sig større.

   Diana ville skrige.

   Rebet, der afholdt ham fra at falde i vandet, ville knække. Aaron ville falde i vandet. Vandet falde i Aaron. Afholde fra at falde i vandet. Vandet afholde—

   Rebet gav sig, og Aaron faldt fremover i et pludseligt ryk. Lolas skrig gennemborede hendes ører.

   Men Aaron blev stadig holdt fast. Det var få tråde, der holdt ham oprejst, men han var stadig at se længere ude over rælingen. Det var ikke for sent – endnu. Snart ville rebet bryde, kappes over, og de ville have mistet ham.

   Det skete som ud af én og samme tanke: De fik alle fire hevet deres dagbøger frem og gled dem med skosnuder hen over asfalten. Laurence stoppede midt i sin handling og løftede i en let bevægelse kniven væk fra rebet.

   Diana turde ikke føle nogen form for lettelse. Hendes blik lå splittet imellem Laurence, som han samlede dagbøgerne op, og Aaron, der lå lænet langt længere ud over rælingen med sin vægt end de andre gidsler. Hendes hoved smertede.

   Genopstandelsesdagbogen lyste op bag Laurence, og han vendte sig med dagbøgerne knuget i sit greb om for at gå mod den. Logan pressede sig ud gennem flokken og sprang efter ham. Som Nic røg han direkte igennem krop, knogler og muskler, men denne gang havde han en fordel: Dagbøgerne var ikke en del af Laurences spøgelse. De fandtes i fysisk form.

   Logan væltede foroverkulds med Laurence på sig. Overralskelsesmomentet hade givet ham en fordel, og han havde fået fat i et par af dagbøgerne. Han kastede dem tilbage mod Diana, Lola og Nic, råbte noget til dem som de ikke kunne høre. Resten af hans ord blev druknet, da Laurence satte det første slag tværs over hans kæbe. Logan slog ud efter Laurences, men hans hænder greb fat i ren luft. Han faldt tilbage mod asfalten med et knas.

 

   Laurence fik slagene til at falde hurtigere. Afleverede flere i hvad der mindede om få sekunder.

   Nic smed de to dagbøger hen til Lola og Diana. Hun genkendte sin egens kontur og slog den omgående åben. Siderne var til aften blanke, og idet hun lod sine fingre glide hen over det tykke papir, emmede deres kræfter elektrisk mod hendes hud.

   Nics ansigt var blevet rødt af blodtilførsel.

   ”Lad os sende den britiske kælling tilbage fra hvor, han kom fra,” meddelte han koldt og smøgede sine ærmer op, før han snublede forover hen mod Laurence.

   ”Hvad gør vi?” råbte Diana forpustet til Lola.

   ”Lukker dagbogen!” svarede hun tilbage og placerede sine hænder mellem hendes egen dagbogs sider. Hendes brune øjne flakkede i, og blændende lys sprang ud fra under hendes øjenlåg.

   Der hørtes et dunk. Da Diana så op, fandt hun Nic liggende på jorden med sit ansigt forskrabet mod asfalten. De lysende grønne øjne rullede tilbage i hans kranie, og øjenlågene gled i. Han var slået ud.

   Laurence holdt Logan nede og hev kniven frem fra sine gemakker. Han lod den hvile under Logans hage, takkerne på den fik røde pletter til at springe frem på hans hud. Logans øjne holdt sig uden en blinken fastlåst til Laurences, nådesløse og mørke af had.

   Dagbogen. De måtte finde dagbogen.

   Hun famlede blindt frem for sig i mørket, skrabede sine fingerspidser mod den duggede asfalt, men Laurences dagbog var ingen steder at finde. Diana gispede efter vejret og så forfærdet op. Dagbogen lyste som et svagt lys i alt det sorte op. Men den var langt væk, længere end Laurence og Logan under knivsæggen.

   Der var ingen tid.

   ”Autoriteter. Det hele handler om autoriteter,” sydede Laurence koldblodigt og lod kniven løbe let over Logans hals. Blodet vældede frem i flængen, og han skar ansigt.

   Laurences ansigtsudtryk var mere end nok til at dræbe. Han fortsatte: ”Dum manøvre. Det er på den lyse side, at det vil blive din sidste.”

   Logan stirrede med et brændende had op i hans ansigt, selv da han løftede knivens let blodige skaft og hævede den over midtpunktet af hans trøje.

   Dianas hjerte bankede så hårdt mod hendes bryst, at hun så røde felter omkring sit blik, sveden drev af hendes krop. Hun ville blive sindssyg.

   Laurence jog sine hænder nedad, og objektet i hans hænder sendte et skarpt glimt over hendes nethinder.

   Diana hørte ikke sig selv skrige.

   ”Logan!

   Men kniven gennempiercede aldrig hans bryst. Alt, der ramte mod ham, var et ekstremt vindstød og et pust af bittersød aske, idet den blæste hen over hans sønderbankede hoved. Kniven var forsvundet flimrende ud i den blå luft sammen med Laurence, og alt, der forblev tilbage i hans sted, var en bunke grålige askeflager på den fugtige asfalt.

   Alt blev stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...