De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9349Visninger
AA

14. Kapitel 12


Lolas kastanjebrune bølger hoppede i dansende trin frem og tilbage langs hendes ryg, idet hun satte farten op, da hun fik øje på Diana ved indgangen til fysiklokalet. Først da hun stort set var fremme ved det allerede oplåste klasselokale, fik Diana øje på fyren iklædt et par skæve briller, der spankulerede diskret rundt et stykke bag hende.

   Så snart Lola nåede frem til sin endedestination, trak Diana hende hastigt med ind gennem fysiklokalets dør. Imens Lola så forundret til, fik hun dem guidet ned på nogle stole ved et aflangt forsøgsbord.

   ”Skal jeg kommentere på Aaron-situationen?” hostede Diana diskret ind i sin knytnæve.

   Lolas læber blev en tynd streg.

   ”Ellers tak, det er ikke nødvendigt.”

   ”Ignorerer du ham nu?”

   De brune øjne snævrede sig ind på hende.

   ”Diana, jeg har virkelig ikke lyst til at snakke om det. Hvorfor er det, at han altid bliver samtaleemnet? Jeg mener, det er virkelig ikke— Shh, han kommer nu.” Lola daskede til hendes arm som en besked om, at hun skulle opføre sig normalt. Men Diana holdt alligevel sit blik på Aarons baghoved, idet han fortsatte videre forbi deres bord med en tydelig bevidsthed, om at de var til stede.

   Hun begyndte så småt at blive træt af denne situations barnlige undertoner.

   ”Du har øjne i nakken,” sukkede hun og vendte sin krop længere ind mod Lolas.

   ”Det er en medfødt gave. Jeg kan ikke gøre for det,” sagde hun og trak på skuldrene.

   Ved katederet var Mr. Peterson begyndt at organisere dagens forsøgspapirer i nøjagtige, finpræciserede stakker. I det samme hørtes en utålelig metallisk klang fra en stol, der blev skrabet hen over gulvet, da nogen rastløst bevægede sig hen mod deres bord. Nic maste sig ind imellem dem.

   ”Hey,” sagde han og lænede sig frem på sine albuer. Han trommede blødt med hænderne mod bordoverfladen. ”Nå, lad mig så endelig høre hvordan det står til med dagbøgerne i den anden halvdel af outsider-gruppen?”

   Diana gned sin næseryg. Hun havde det for tiden som om, at hun hele tiden sukkede.

   ”Jeg har intet.”

   ”Intet?”

   ”Intet.”

   Nogen havde fundet den skarpeste nål i skuffen og sprunget Nics sæbeboble. Hans ranke holdning faldt langsomt sammen, idet han så i desperation på den mørke pige.

   ”Lola? Nej? Jamen, så er vi kun en smule på røven. Både min og Logans er tomme. Vi kan ikke finde et eneste peg på, hvor den mand kunne være. Og den note, Han sendte os, var dybt seriøs: Næste gang, Han slår til, er det ikke for sjov.”

   ”Og du mener, at et hjerteanfald var ingenting?” spurgte Lola.

   ”Ja! Husk lige på, at fyren rent faktisk endte med at overleve.”

   I næste øjeblik kaldte Mr. Peterson klassen til stilhed, og undervisningen begyndte.

   Et modul virkede oftest som lang tid, men i dag var tilfældet anderledes. Timen synes at tikke hurtigere af sted end nogensinde, og før Diana vidste af det, var klokken lidt i halv ti. Masseeksperimenterne, de i dag forsøgte sig med, ville være overstået om få minutter.

   ”Hey. Se.”

   Nic prikkede hende på den skulder, der vendte længst væk fra deres forsøg. Kolbens selvblandede natriumchlorid stod kogende over en glødende lilla flamme, mens Lola havde travlt med at fingerere med et tilfældigt stykke bøjeligt bly, der plettede svagt af på hendes fingre. Hun kunne stadig ikke holde sig selv fra at grine over, hvor meget det mindede om modellervoks. 

   Diana fastholdt sin opmærksomhed på forsøget og ignorerede Nic så godt, som hun kunne. Hun havde engang hørt, at man aldrig burde lade et fysikforsøg stå simrende alene. Men før hun nåede at observere væsken, der kogte væk til små saltkrystaller på bunden af kolben, hev Nic hårdt fat i hendes arm og tvang hende til at vende sig om mod ham.

   Først da lagde hun mærke til hans pludseligt udspilede pupiller og åndedragende, der forlod hans mund som forrevne strømme af luft.

   ”Kan du mærke det?” spurgte han med rystende stemme. Diana mærkede forundrelsen gribe fat i hende, og hun åbnede munden for at besvare hans spørgsmål.

   Men hun nåede aldrig videre. For i næste øjeblik steg en rysten som fra jordens eget indre op mod hende og fik gulvet under hendes fødder til at bævre. Og rummet omkring hende begyndte at skælve.

   Blyanter trillede ud over bordflader og faldt klirrende til gulvet. Forsøgsvæskerne skvulpede højere op i glassene, end vandet gjorde det i drikkedunkene rundt omkring i lokalet. Diana hørte stolene dirre, bordene dirre. I et splitsekund var hun sikker på, hun hørte skruerne i de forskellige materialer løsne sig fra møblerne og falde mod gulvet.

   Noget splintrede, og resterne af en glaskolbe fløj som brudstukker igennem luften. En elev skreg og tildækkede hulkende sit ansigt med sine hænder.

   Rystelserne blev værre. Dianas knæ blev til gelé, og hendes balanceevne blev snart offer for den næste rystelse. Nic greb fat om hende, før hun nåede at ramme jorden.

   Mr. Petersons røst råbte som et fjernt ekko gennem Dianas underbevidsthed: ”Fjern jer fra forsøgene og kom i sikkerhed! Under døre og borde nu – skynd jer, hurtigt!”

   Alt gik stærkt. Bølgerne af rystelser kom i den tredobbelte fart af det tempo, hun ville have troet muligt.

   Diana slog øjnene i og lukkede den sejlende verden ude. Kvalmen lå hende faretruende på tungen. Hun tog en dyb indånding og mærkede luften nå hele vejen ned til hendes skælvende lunger.

   Da hun igen åndede ud, åbnede hun flimrende sine øjne op og satte i løb. Klassens døråbning var på hendes venstre hånd. Hun kastede sig ind i den uden eftertanke og klamrede sig fat til den ene side af dørkammen. Hjertet bankede så hårdt mod hendes bryst, at hun kunne mærke sit blod pulsere rundt i årerne under sin hud.

   Fysikeleverne fløj til alle sider. Nogle gemte sig under borde, andre kom og pressede sig sammen i den brede døråbning, hvori hun havde placeret sig selv. Frygten skabte de akkurat samme furede linjer i deres ansigter, som de gjorde i hendes eget.

   I takt med at rystelserne stadig blev kraftigere og mere altødelæggende i styrke, rendte et par enkelte elever stadig rundt i lokalet efter ledige pladser under borde. Mr. Peterson forsøgte forgæves at guide dem hen mod de pladser, som alligevel ikke ville være tilgængelige.

   Kolberne sprang, gasbrænderne kørte på fuld skrue, og de rædselsslagne gisp blev overdøvet af jordskælvet, der udfoldede sig foran alles øjne.

   Det var da, at hun så hende. Lola løb vildfarent alene rundt i lokalet. Hun havde ingen plads.

   Dianas øjne fangede ved en tilfældighed Nics grønne under et bord på den anden side af lokalet. Han havde allerede sine øjne på hende, da hun først lagde mærke til ham. De var store, bedende.

   Nic rystede svagt på hovedet. Han formede et ord med sine læber. Nej.

   Men Dianas fødder kriblede og bad hende rastløst om ikke at stå stille. Hun møvede sig ud fra sin plads i den tætbefolkede dørkarm og råbte efter Lola, der i den anden ende af lokalet vendte sig om ved lyden af sit navn. Hendes ansigt bar tydelige skrammer på det glasskår, der havde flænget hende tværs over hendes ene kindben. Blodet piblede i en rød bane ned langs hendes mørke hud. Hun hulkede.

   Diana mistede sit fodfæste, da en skælven, der fik alle fysikinstrumenter og møbler til at hoppe, rystede igennem lokalet. En smerte jog gennem hendes skinneben.

   ”Kom nu! Når jeg ofrer dig en plads, har du bare at tage den!” råbte hun grådkvalt efter den anden pige, der var fastfrosset i sin position.

   Lolas ben skælvede under hendes vægt, da hun først satte i løb. Hun styrtede fremad på fumlende fødder og efterlod lokalet bag sig til sit eget kaos. Hendes blik var kun rettet mod ét punkt: Diana.

   Det var måske derfor, at hun aldrig så glasskabet med fysikredskaberne, før det var for sent.

   Det høje skab blev med den næste skælven tippet forover, og Lola var i midten af faldzonen. Diana mentes senere hen at have skreget hendes navn til hendes hals var rå og hendes øjne tørre for tårer, men det gjorde ingen forskel. Skabet havde mistet sin balance og ville knuse hendes krop under sin vægt.

   Lola standsede brat og så op.

   Nogen kastede hendes krop til siden med et så ihærdigt skub, at hun snublede forover udenfor farezonen. I stedet var det fyren med de sorte krøller og de stålgrå øjne, der tog imod skabets vægt og blev undertrykt. Skabets glaslåger splintrede i det nøjagtige øjeblik, de kolliderede med flisegulvet, og kastede glasskår omkring sig som bladene i en efterårsstorm.

   Aaron Baker lå stille.

   Der hørtes forfærdede udbrud og jamren fra de resterende fysikelever. Nogen hev mobiltelefoner frem for at ringe til alarmcentralen, andre skyndte sig frem mod skabet – Lola som en af de første og med en bleg hånd presset hen over sin mund. Hendes skuldre skælvede.

   Ingen lagde mærke til, at rystelserne var holdt op.

 

 

Diana styrtede på rystende ben ned igennem de tomme, ødelagte korridorer. Sprækker slog dybe streger i flisegulvet, men hun sprang over jordskælvets efterladenskaber før endegyldigt at nå frem til de brede hoveddøre.

   Skolen var et langt større kaos udendørs end inde. En stank af røg og bilgasser hang som store skyer i luften, og mennesker vrimlede i tætte, larmende mængder rundt imellem brandbiler og ambulancer. Hun kunne kun akkurat skimte de skoleelever, der gradvist blev hjulpet med deres mindre skrammer for derefter at blive genforenet med deres forældre.

   Diana stod stille og overværede synet med stive legemer. Mens hun stod fastfrosset i øjeblikket med et hjerte, der langsomt begynde at banke hurtigere, blændede sirenerne hendes syn med skærende blåt.

   Nogen råbte hendes navn, og hun snurrede rundt. Dylan kom i halvløbende ud af skolens hovedgang og tog sin flugtmulighed ud gennem hoveddørene. Hans ansigt glinsede af sved.

   ”Har du tid?” spurgte han og slugte en mundfuld af den bilforurenede luft, der øjeblikkeligt fik ham til at hoste. Diana nåede ikke at komme på et oprigtigt svar, før han tog ordet.

   ”Jeg er ked af, at jeg var sådan en idiot den anden dag. Det var ikke min mening, og jeg kan så absolut ikke tillade mig at sætte folk i en boks for sig, når jeg ikke engang kender dem. Det var min fejl, og jeg skulle ikke have kørt på dig på den måde.”

   Diana vidste ikke, om hun skulle græde eller le. I stedet endte hun med at sige: ”Det er nok den værste timing for en undskyldning, jeg nogensinde er kommet ud for.”

   Ordene blev ikke udvekslet, men de lå og simrede som små elektriske stød i luften imellem dem. En fornemmelse af opdagelse hvilede pludselig et sted i Dylans brune øjne, og han trak hende ind i sine arme, da det gik op for ham, at han var tilgivet. Diana lagde sine arme om ham.

   ”Er du okay?” spurgte han hende påpasseligt. Hun nikkede med en skælven og trådte så et skridt tilbage.

   ”Her, tag min trøje,” sagde han ud af det blå og rystede sin lynlåshættetrøje af sine skuldre. Diana frøs ikke, men tog imod trøjen og pakkede sig selv ind. Dens materiale var blødt og duftede af varme og sved.

   Et glimt af to ambulancemedhjælperes hvide uniformer løb dem forbi. Deres hænder var strammet hårdt omkring båren i deres hænder, hvorpå Aaron Baker lå spændt fast i skinner med lukkede øjne. Hans hoved lå ubevægeligt i en monteret plastichalsstøtte. Diana sank en klump og måtte træde et skridt tilbage, da hun så de dybe flænger, der svang sig tværs over hans ansigt og det meste af hans overkrop som mørkerøde fodspor.

   Lola fulgte med faste skridt efter båren og ambulancehjælperne. Den våde mascara ned af hendes kinder fik hendes opsvulmede poser under øjnene til at stå tydeligt frem. Hun forsøgte sig forgæves i at få oplysninger ud af ambulancehjælperne.

   ”Hvor mange skader snakker vi om? Er det så slemt som det ser ud? Skal han i operation? Vil han klare det?” snøftede hun.

   Ingen svarede. Måske var det derfor, at hun aldrig veg en meter fra deres side. Lola fulgte trippende udenfor efter båren og videre hen mod den nærmeste ambulance.

   Diana spejdede med en ængstelig mavefornemmelse ud over det kaosfyldte skolelandsskab.

   ”Dylan, er din truck i nærheden?” spurgte hun.

   ”Den holder et sted på parkeringspladsen.”

   ”Godt. Vi skal til hospitalet – hurtigt.”

 

 

Det var et udfordrende arbejde at navigere sig igennem hospitalets bygninger. De var alle støbt af den samme kedelige, grå cement og bar identiske hvide fliser på gulve og vægge. Og mens Diana ganske langsomt mærkede panikken bygge sig til en større klump i sit bryst, blev det endeløse kludder af gange blot vanskeligere at finde vej i.

   Menneskerne iført hvide kitler marcherede adstadigt frem mellem patienter og pårørende med garanterende smil om læben. Davis Memorial Hospital virkede ufatteligt roligt i forhold til de begivenheder, der i øjeblikket blev transporteret dem nærmere på bårer med sårede patienter og psykiske jordskælvsmén.

   Først da Dylan spottede et skilt mod skadestuen og fik dem drejet omkring et skarpt hjørne, nåede de frem til venteværelserne. Her var tommere, end nogen kunne have forventet; mens papkrus med gammelt kaffegrums stod forladte ved de forskellige stueborde, kunne ikke mere end halvdelen af siddepladserne være optagede.

   I den anden ende af rummet ledte et par brede skub-op døre ind mod hospitalets akutte afdeling. Foran dem pacede Lola utålmodigt frem og tilbage. Mascaramaleriet under hendes øjne var blevet mørkere.

   Så snart hun så Diana nærme sig, farede hun fremad og kastede sig ind i hendes arme.

   ”Det er min skyld. Det hele er min skyld,” hviskede Lola trykstærkt ind mod hendes skulder og knugede sig tættere til hende. Diana kørte sin hånd i cirkler på den anden piges rystende ryg.

   ”Det var et jordskælv,” forsikrede hun, måske egentlig mere dem begge. ”Der var intet, du kunne have gjort for at forhindre det.”

   Hun løsrev sig selv fra Lola og lod sine øjne flakke søgende hen over hendes våde ansigt. De allerede fremtrædende mørke rander under hendes øjne gav det brune i dem en ulykkelig glans.

   ”Hvor slemt er det?” spurgte Diana varsomt.

   ”Brækket arm … Hud og muskler gennemboret af glassplintrer—” hikstede Lola. Hendes underlæbe bævrede, og hun løftede en sammenkrøllet papirserviet til sine kinder. ”De siger, at han ikke kunne mærke sine ben, lige før han besvimede.”

   Noget lyst flakkede over hendes nethinder. Hun sænkede servietten og holdt spekulerende de store dådyrøjne på Diana; hendes snøft så ud til at udeblive. Lola lænede sig stålsat tættere på hendes øre.

   ”Diana … min dagbog. Jeg kan hjælpe ham.”

   Diana så sig hurtigt omkring – ingen var tæt nok på til at kunne høre et ord. Så rystede hun på hovedet.

   ”Tænk over, hvor du befinder dig,” hviskede hun febrilsk tilbage. ”Vi er i offentligheden – du kan ikke bare bryde ind på hans operationsstue og bruge dens kræfter foran alle de læger.”

   Lolas øjne blev igen fugtige, og Diana fortrød med det samme sit ordvalg. Hun lagde sin hånd på hendes arm og vendte hende med sig tilbage rundt mod Dylan. Han havde sat sig i en af lokalets ventestole, men sprang hurtigt op da hun med den oprevede Lola kom nærmere.

   ”Hvad er der med hende?” spurgte han forsigtigt Diana, mens Lola pudsede sin næse i den brugte papirserviet.

   ”Kort sagt reddede nogen hende fra en pænt livstruende situation under jordskælvet. De ved ikke, hvordan det skal gå redningsmanden.”

   ”Åh.”

   Dylan fik hilst på Lola, der trods sin følelsesmæssige forvirring formåede at få en fornemmelse for hvad, der foregik. Han viste hende et mildt smil og foreslog, at de fandt hende noget at drikke fra automaten længere nede af gangen.

   Mens Dylan sagde et par beroligende ord til hendes veninde på vej ned mod automaten, stoppede Diana op og lod de andre gå videre. I et af de aflukkede skadestuerum mente hun at have fået et glimt af en atletisk skikkelse gennem rudeglasset.

   Hun hev fat i Dylans arm, før han nåede at komme videre. De brune øjne var mere gyldne end brune, da de overrasket så ned på hende.

   ”Køb noget varmt til hende,” bad hun og kastede et blik hen over hans skulder mod Lola. ”Helst ikke noget med for meget koffein i – det forstærker bare hele hendes … tilstand.”

   Han nikkede, og Diana tilføjede et: ”Tak. Jeg skal nok betale dig tilbage senere.”

   Dylan standsede hende.

   ”Bekymr dig ikke om det. Jeg skal nok tage mig af det.” Han vendte sig om for at gå tilbage mod automaten, og hun fangede sig selv i at smile.

   I det skadestuerum, hun mente at have set Logan i, var der bragende lyst. Og ganske rigtigt: Så snart hun trådte ind af døren og lod den glide i bag sig, sad han dér på lægebriksen. En sygeplejerske blokerede det meste af hendes indgangsvinkel til ham – han holdt noget godt fast mod Logans hoved.

   Diana var ikke vant til at se Logan sårbar på en sådan måde. Han så malplaceret ud.

   Sygeplejersken vendte sig om mod hende ved lyden af døren, der klikkede i. I hans hænder lå en vatrundet, der var gennemvædet af rød farve, som havde den været dyppet i maling.

   Først nu fik Diana øje for den lange flænge, der havde slået sig fast som en anden Halloween-tatovering i Logans pande. Den løb endvidere tværs ned gennem ydersiden af hans ene buskede øjenbryn og fortsatte længere ned langs kanten af hans tinding. Blodet plettede det rodede sorte hår på den ene side af hans hoved tilmed mørkere, end det var i forvejen.

   Såret var dybt. Sygeplejersken var ikke nået langt med at rense såret, og fede dråber af blod piblede stadig ned langs Logans blottede hals.

   ”Undskyld, miss,” indskød sygeplejersken, ”men De kan ikke være her lige i øjeblikket. Jeg betjener en patient.”

   ”Det kan jeg se. Og denne patient er min bror,” improviserede hun kort for hovedet. ”Jeg ved, at du har travlt med ham, men giv mig bare fem minutter. Jeg har brug for at tale med ham.”

   Sygeplejersken så mistroisk på hende, men overgav sig uden den mindste lyd dog forholdsvist hurtigt. Han smed vatrundetten i skraldespanden ved værelsesdøren og forlod lokalet.

   Diana så sig over skulderen, før hun trak lægebriksens forhæng for og hev sin dagbog frem af sin taske. Selv om hun aldrig før havde taget sin dagbogs kræfter i brug, var der noget i hende, der vidste, hvad hun skulle gøre; hendes ene hånd greb fat om dagbogen, mens den anden lagde sig på Logans arm.

   En prikkende fornemmelse begyndte langsomt at snurre rundt i hendes fingertipper. Snart efter begyndte en vind at blæse op i lokalet, så briksforhænget klaprede mod alle overflader.

   Logan rystede abrupt hendes hånd af sig og trak sig tilbage. Han så på hende i en foragt, der næsten kunne have virket tågefuld.

   ”Lægerne er ikke dumme. De lægger mærke til sår, der heler sig selv sporløst.”

   Flængen havde mindsket sig en smule, men det var stort set ikke til at få øje på. Snart begyndte blodet atter at vælde frem i den dybe skramme og løbe i baner ned langs hans ansigt. Nogle enkelte dråber satte sig fast som små plamager af mørkerødt i hans øjenbryn.

   Diana skyndte sig at finde en ren vatrundet på lægebordet. Logan overtog den fra hendes greb og holdt den mod sit øjenbryn, før blodet nåede at pible længere ned i hans øje. Han jog forhænget tilbage fra og lod lægebriksen blive blottet for offentligheden.

   Logan trak på skuldrene og lænede sig straks mere afslappet tilbage.

   ”Tja, taget i mit klasselokale gik i stykker. Det regnede med mursten, og jeg blev ramt, før mine reflekser kunne nå at få et ord indført. Smart, ikke?”

   Diana havde stort set stoppet dagbogen tilbage ned i sin taske, da det næsten gav et sæt i Logan og han rykkede pludseligt fremad på briksen. Hans øjne havde lagt sig konsekvent på noget bag hende.

   ”Lyt,” bad han hende i det samme. Diana vendte sig om og blev opmærksom på tv’et, der kørte i hjørnet af værelset med den seneste nyhedsudsendelse flashende over skærmen.

   ”Det er nu en god times tid siden, at et stærkt jordskælv ramte Kensingwood. Jordskælvet menes at have enorme bygningsskader og anslås til at have været 6,5 i styrke på Richterskalaen,” zappede en kvindelig nyhedsreporters stemme. ”Nu er en ny iagttagelse dog blevet taget i betragtning: Bygningsskaderne er tilsyneladende kun tilstedeværende inden for Kensingwood High Schools arealer. Det er også kun fra denne skole, at personer er blevet kvæstede under jordskælvet.

   Vores nyheder lyder således i øjeblikket, at to personer svæver i livsfare og mindst et dusin elever er blevet transporteret til Davis Memorial. Det anslås at mindst et tredobbelt tal af sårede vil ankomme til hospitalet inden for de næste par timer.

   Jimmy, du har et vidne til jordskælvet i nærheden. Hvad har du at fortælle?”

   Nyhedsstudiet flashede over til et nyt billede af en ældre mand. Han rømmede sig og fortalte med sin lettere rystende stemme, at han havde siddet på Frederick’s Diner og spist sin morgenmad, da jordskælvet begyndte.

   ”Jeg mærkede intet. Men jeg sad og så ud på gaden, da det først startede. Skolen er ikke mindre end lige tværs over gadekrydset. Mens jeg så dens tag falde sammen, sad jeg selv i en diner, der ikke viste nogle som helst tegn på usædvanlig bevægelse. Jeg sværger ved Gud på, at jeg nærmest kunne se jorden på skolens græsarealer bevæge sig i bølgeformat.”

   De direkte nyheder vendte tilbage til studiet, hvor nyhedsreporteren begyndte at genfortælle nyheden. Logan og Diana stirrede begge med store øjne på billederne, der hvirvlede over farveskærmen, men det var som om, at hun ikke kunne få dem presset ordentligt ind på sin nethinde.

   Diana var ikke længere sikker på, hvad hun skulle tro. For dette var ikke normalt.

   Kensingwood havde ikke været berørt af et jordskælv.

   Men Kensingwood High havde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...