De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9412Visninger
AA

13. Kapitel 11


Vandet sank ind i Diana og Logans tøj som en gigantisk svamp, der fortsat kun absorberede større mængder. Deres tøj og hår dryppede som et miniaturespringvand, da de nåede sikkert indenfor i Logans entré. Den var overraskende lys og åben.

   Der hørtes skridt i opgangen, og en kvinde dukkede frem i en døråbning på deres venstre hånd. Hendes form var stor og pæreformet, og et polkaprikket forklæde var bundet om hendes liv. Den blege hud over hendes pande rynkede sig, da hun fik øje på det, der foregik på dørmåtten.

   ”Gud, hvor ser I dog ud!” udbrød hun bekymret med øjne, der farede vidt omkring. ”Hvad skete der med den paraply, Logan?”

   Kvinden fik øje på den gennemvædede blomsterbuket i Logans hænder. Det var med armene foldet stramt hen over sit bryst, at hun derefter kastede et dømmende blik på ham. Diana lagde mærke til farven i kvindens øjne, der var en tro kopi af den, man kunne finde i hans.

   Logan trak på skuldrene. ”Jeg nåede aldrig at finde gravstedet. Jeg kan tage derover senere i aften.” Han hældte hovedet en anelse på skrå over mod sin sidemand. ”Mor, det her er Diana.”

   Kvinden brød ud i et smil og greb ivrigt fat om hendes stadig dryppende hånd, så regndråberne fløj omkring dem begge.

   ”Diana. Det er sådan et kønt navn; jeg fortryder altid, jeg navngav min egen datter Rachel.”

   ”Det er en fornøjelse at møde dem, Mrs. Young,” smilede Diana en smule forlegent tilbage.

   ”Kald mig endelig Maria,” sagde Mrs. Young. Hun lænede sig tættere på og dæmpede sin stemme til en hvisken: ”Her i huset er vi ikke så traditionelle.”

   Mrs. Young var i modsætning til sin søn så gæstfri og imødekommende, at det næsten kunne blive en tand for meget. Hun var meget for at tilbyde et måltid mad og påtvinge Diana at låne deres badeværelse, så hun kunne skylle sig over. Diana afslog dog begge tilbud med et høfligt nej tak: Hun skulle bare have varmen og tid til at ringe til sin fætter om et muligt lift.

   Det eneste Mrs. Young kunne få hende overtalt til, før hun vendte tilbage til sine kyllingefileter i køkkenet, var at låne et nyt sæt tøj. Dianas eget ville kunne vrides mere end tre gange op, før de største vandmængder ville være ude.

   ”Jeg ville hjertens gerne låne dig noget af mit eget, men en lille størrelse som dig vil næppe kunne passe noget i min garderobe,” beklagede Mrs. Young sig, idet hun bakkede tilbage ud i køkkendøråbningen. ”Logan, prøv at finde noget, hun vil kunne passe bare nogenlunde – så er du rar, min skat.”

   Først da Mrs. Young var forsvundet, og de var nået op af den knirkende trappeopgang, tillod Logan sig selv at rulle spøgefuldt med øjnene: ”Nogle gange bliver kvindens mildhed bare en tand for sukkersødt.”

   Diana fulgte i Logans fodspor ned af en øvre gang, og de forsvandt ind af en dør i dens ende. 

  Værelset, de befadt sig i, var kvadratisk og højloftet. Langs hele bagvæggen var indsat et vindue, og lyset skinnede igennem dets klare rude trods det tætte regnvejr. Dråberne trommede mod alle flader af værelset, der var et af husets hjørnerum, og larmen virkede til at stige i styrke, så snart man trådte indenfor.

   En duft af grafit hang ved væggene som den normalt kun gjorde det i et kunstatelier.

   Logan trak et par skuffer i en nærliggende kommode ud og søgte dem sløset igennem. Han endte med at trække et par nussede sweatpants og en sort bomulds T-shirt op fra bunden af en skuffe og stikke hende dem i favnen.

   ”Her.” Han lukkede skuffen i bag sig og gik tilbage mod døren.

   Diana vurderede med vantro hans eget tøj, der allerede havde formået at efterlade en sjasket pøl af regnvand foran kommoden.

   ”Skal du ikke have noget?” spurgte hun og tippede sit hoved hen mod garderoben.

   ”Det kan vente,” sagde han. I næste øjeblik havde hans hånd lukket sig om dørgrebet, og han forlod værelset med døren, der smækkede dunkelt i efter ham.

   Diana anså det grålige tøj i hendes hænder. Det virkede til at være flere størrelser for stort, men hun smed alligevel sin våde trøje over hovedet og trak T-shirten ned over sit hoved. Den var for stor, men det gik. Først da hun prøvede at trække i joggingbukserne, opstod problemerne. De sad løst nok omkring hendes hofter, til at de faldt ned, hvis ikke hun selv sørgede for at holde dem oppe.

   ”Tag dig endelig ikke for lang tid,” lød Logans stemme sarkastisk gennem døren.

   Hun sukkede frustreret og fik på en eller anden måde formået at knytte en stram knude med buksernes forfærdeligt korte snørebånd. Forhåbentlig var den stærk nok til at holde.

   Hun trådte forhastet over mod døren. Idet hun hev den åben, flyttede Logan sig ved automatik længere ind, før hun kunne nå at flytte sif. I dørkammen stod de i et øjeblik lammet, for der var ikke plads til dem begge. Et glimt af brune øjne flakkede over hendes ansigt.

   Dianas mund var underligt tør, da hun åbnede munden for at bryde øjeblikket, der var som stillestående i tid.

   ”Er det dine tegninger?”

   Logan løftede hovedet og blinkede. Han så hen mod de stykker kvalitetspapir, hun havde udpeget for ham; de var overalt på rummets vægge, hængt op med tegnestiftsnåle såvel som i snore fra loftet. Han nikkede stille.

   Hun møvede sig forbi ham og fulgte sin mavefornemmelse hen mod et par af de tegninger, der lå i mindre, uorganiserede bunker på hans skrivebord. De satte en tanke i gang i hendes hoved og mindede hende om de skitser, hun havde set ham kreere i skoletimerne. Diana løftede den øverste tegning af bunken op og lod sin hånd følge de grålige nuancer af billedet. Det forestillede en lille pige med en baseballcap, der var flere størrelser for stor til hendes mindre hoved. Hendes smil synes at komme til live igennem papiret.

   ”Du har talent,” sagde Diana. Da hun ikke fik et svar, vendte hun sig tilbage om mod Logan, der stod med hænderne gravet ned i de våde jeans’ lommer. Hans blik var skudsat sikkert i gulvet.

   ”Jeg mener det,” sagde Diana og holdt tegningen op mod ham i lyset fra vinduet. ”Jeg elsker den måde, du kan tegne en streg på, men så alligevel ikke fuldender den helt. Det virker alt sammen så flydende og detaljeret på en gang, når først du kombinerer det. For slet ikke at snakke om motivet. Dine linjer er så skarpe og karakteristiske, at …”

   Det var først, da hun flygtigt lod sine øjne løbe bort fra tegningen, at det gik op for hende, hun havde tabt sig selv i sine analyseringer. Logan så på hende med en panderynken.

   ”Hvad?” spurgte hun.

   ”Du ligner én som ved, hvad hun snakker om.”

   Hun vendte sig om og lod tegningen dale tilbage ned i stakken af tegninger. Hvis hun havde aggeret hurtigt nok, havde han ikke nået at se den rødmen, der langsomt var blusset op i hendes kinder. Diana strøg en tot af sit halvfugtige hår om bag sit øre.

   ”Jeg er vokset op i en kulturel familie. Hver tredje weekend gik ud på at tage på kunstudstillinger eller i fornemme operaer.”

   Ved siden af stakken af tegninger på skrivebordet lå en sort scrapbog under en bunke af skolebøger og sammenrullede papirkugler. Ud af den stak mindre sedler og papirstykker, som Diana kunne have svoret var flere tegninger. Hun samlede den overvejende op og bladrede den åben.

   ”Nej,” lød Logans stemme pludseligt. Han nåede hen til hende på hvad, der lod til at være sekunder og snuppede den ud af hendes hænder. Hans udbrud efterlod hende benovet.

   ”Nej, ikke den,” sagde han stille og formåede at vende ryggen til hende akkurat ligeså hurtigt, som han var styrtet hen mod hende. En muskuløs arm knugede scrapbogen fast ind mod hans side. ”Det er privat.”

   Noget var faldet ud, da han havde hevet scrapbogen fra hende. En mindre tegning svævede som et udflået stilbillede af et minde langsomt ned mod gulvet, hvor det landede lydløst med bagsiden nedad. Diana samlede det op og prøvede at lade som om, hun ikke havde set, hvad Logan havde afbilledet på skitsen.

   Yndefulde, slanke klaverfingre. Hænder.

   Diana sank en klump og opsamlede sit mod.

   ”Logan, du …” Hun rakte ham tegningen, idet han vendte sig om. Hans øjne scannede hende kort, før han tøvende tog imod den.

   ”Tak.

   Diana kunne ikke skubbe spørgsmålet ud af sit hoved: Hvad kunne muligvis være i denne scrapbog, der kunne få Logan til at fare op på en sådan måde? Var det en syret form for dagbog, hvori han kunne skitsere sine dybeste tanker i stedet for at skulle bruge besværet på at sætte ord på alt det, der foregik i hans hoved?

   Når hun tænkte over det, virkede den grundidé for en dagbog mere udnyttelsesværdig end den originale.

   Noget kriblede under hendes hud i dag. En dyb betagelse, der tryglede hende om at spørge ind til ting, så snart hendes øje faldt over noget, der var bare den mindste smule interessant. Derfor kunne hun heller ikke holde sig selv i skindet, da hun så en notesbog af et familiært udseende ligge på Logans sengekant.

   ”Er det din?” Hun samlede notesbogen op og vendte den i sine hænder. Det eneste, der kunne antyde en forskel på hendes egen notesbog og denne, var farven på det slidte læderomslag.

   ”Dagbog? Ja.” Logan rynkede panden en smule, idet han lod sine øjne falde på notesbogen i hendes hænder. ”Men jeg læser aldrig i den mere; Ånden på Den Anden Side keder mig. Hans liv dér er mindre interessant end en pungrottes. Han har intet at sige, der muligvis ville kunne fængsle min interesse.”

   Diana blinkede med øjnene, idet en trampen hørtes op af trappen udenfor. I næste sekund blev Logans dør slået op på vid gab, og en pige styrtede ind på værelset. Det var pigen fra den af Logans tegninger, hun havde set tidligere. Hende med baseballkasketten.

   Diana trak en skuffe i skrivebordet ud bag sig og smed dagbogen deri, før pigen ville begynde at stille spørgsmål.

   Det så ikke ud til, at pigen ville have opfattet dagbogens tilstedeværelse alligevel: Hun var travlt optaget med at overfalde Logan. Hun fik væltet ham ned på hans seng og sat sig på hans mave, før han nåede at indføre et ord. Hun hamrede en knytnæve ned i hans brystkasse, og han gav et dramatisk smertensudbrud fra sig.

   ”Kom nu med ned! Du lovede at spille Mario Kart med mig, før vi skulle spise,” tiggede den mindre pige en anelse panisk. Logan fik to sekunder til at svare, før hun havde lagt sin hånd over hans hals og begyndte at kilde ham.

   Logan reagerede ikke. I stedet lod det til, at han pludselig havde en stor trang til at hoste.

   ”Argh, du kvæler mig!” udbrød han febrilsk og famlede vidt omkring sig. Pigen grinede en latter, der var sød som perlesukker.

   ”Du fortjener det, din løgner!”

   Logan var blevet rød i hovedet af sine falske hosteanfald.

   ”Jeg … dør …” hviskede han kort, før hans øjenlåg blinkende gled ned over hans udvidede pupiller. Den brunhårede pige gav ham et klap på kinden – og vupti, Logan var vågen igen.

   Han løftede pigen af sig og rejste sig op i sengen.

   ”Rachel, hils på Diana.”

   Pigen smilede, idet hun vendte sig om mod hende. Tænderne var mælkehvide, og de største af dem ikke meget større end hendes lillefingernegl.

   ”Hej Diana!” hilste hun med stolthed i stemmen og rankede ryggen. Den blev slap igen, så snart hun så tilbage på Logan. ”Kom! Du lovede mig at spille, og Diana skal også med.”

   Han skruede på knapperne på et fiktivt høreapparat og blinkede perplekst med øjnene.

   ”Undskyld, hvad sagde du? Jeg hørte dig ikke.”

   Rachel så i et forsøg på høflighed tilbage mod hende.

   ”Diana, vil du ikke også gerne med?”

   Hun brød ud i et smil.

   ”Det skal være mig en fornøjelse.”

 

 

Den zappende larm fra tv’et piskede en konkurrerende stemning op mellem Diana og de to medlemmer af familien Young, som indbyrdes kæmpede om hvem, der skulle tage aftenens opvaskningstjans. Rachel var en stivarmet pige og tog hæderligt imod endnu en dominerende udfordring, da Logan væddede med, at hun ikke ville kunne køre hurtigere end ham i den næste junglebane. Det var en fryd for selv Diana at se Logan tabe begge væddemål til sin søster og overvære, hvordan hans selvtillid splintrede foran Rachels øjne.

   ”Stop det der. Jeg var max en meter bag dig, da du kørte sidste løb i mål. Desuden gav de mystiske hjælpebokse dig hele tiden power-boosteren!” udbrød han, mens hans lillesøster dansede rundt i stuen med et hoverende smil om munden, der lyste hele hendes barneansigt op.

   Mrs. Young dukkede op i døråbningen. En vidunderlig duft af krydrede rodfrugter havde påhægtet sig hendes forklæde, men Dianas mave rumlede ikke.

   ”Rach, det er meningen, du skal begynde på dine lektier før maden. Den er på bordet om et kvarter – så få hellere lidt fart på, unge dame!” påpegede Mrs. Young med et hævet øjenbryn, der som på et trylleslag fik den mindre pige til at stoppe op midt i et hoftevrik. Morskaben var ovre.

   Da Rachel var forsvundet med sin mor ud i spisestuen, slukkede Logan for den farverige tv-skærm og satte de pibende animationspilslyde på lydløs. Han smed sin controller fra sig på bordet.

   ”Er du sikker på, du ikke kunne tænke dig noget at spise?” spurgte han.

   ”Nej tak. Det er virkelig helt fint. Jeg klarer mig,” sagde Diana og vædede sine læber. Hun undlod at fortælle ham om den del, hvori hun forklarede at hendes manglende appetit kun kunne skyldes på episoden på kirkegården. Aarons ord var intakte i hendes hukommelse.

   Hun slog sine ben over kors og lod sine fingre tappe i en urolig rytme mod mobiltelefonen i sin hånd.

   ”Jeg burde alligevel se at få ringet til Kyle, før han bliver bekymret,” sagde hun.

   Diana fandt hurtigt plasticposen, hvori hun havde stoppet sit våde tøj ned, og rullede den skrigende blå snor omkring sin finger. Før hun rejste sig og gik tilbage ud mod entréen, fandt hun sig selv i at sidde tilbage på sofaen med en underlig ør fornemmelse snurrende i sine fingertipper.

   ”Logan?” Hans øjne fandt hendes, og hun smilede en anelse. ”Jeg er glad for, du var der. Tak.”

 

 

Så snart Diana satte sig ind i Kyles pladsmanglende Fiat Mini, vidste hun, at noget var galt. Trods ingen ord kom ud af hans mund, var det tydeligt på hans kridhvide knoer omkring rattet, at der var noget, han holdt inde med. Et kriblende ubehag krøb op langs hendes rygrad ved tanken om hvad.

   Bilen skød fremad med en overraskende fart, nærmest før hun havde nået at lukke bildøren i efter sig.

   ”Diana, hvad fand— hvad i alverden har du lavet?” spurgte hendes fætter med et anspændt kæbeparti, idet samme de forlod familien Youngs indkørsel. Hans stemme var roligere end overfladen på en fjeldsø, og så skræmmende kontrolleret at det fik Diana til at synke en mundfuld spyt.

   ”Jeg fik en eftersidning – hvilket for resten kun var på grund af den gratis lektiehjælp, de tilbyder – og glemte at ringe. Bagefter endte jeg op med at tage til kirkegården, og så begyndte det at regne, og Logan …”

   ”Logan Young er ikke nogen, du burde omgås med.” Ordene vejede tungt i Kyles mund, og Diana så ham blive stivere i betrækket for hvert et sekund, der langtrukkent bevægede sig igennem stilheden.

   ”Hvad får dig til at tro, du kan tilllade dig at sige en sådan ting?” spurgte hun åndeløst.

   Kyle hev en forrevet mundfuld luft ind gennem sine tænder og trådte speederen hårdere i bund hen over det næste lyskryds.

   ”Jeg kender hans type. Han er ikke nogen, du vil involveres med. Det vil kun lede til problemer.”

   ”Problemer som hvad?”

   Pause.

   Ulidelig stilhed.

   Kyle tog en skarp drejning omkring det næste gadehjørne.

   ”Det kan jeg ikke fortælle dig,” sagde han bittert.

   Diana gjorde så store øjne, at hun troede, de skulle sprænge ud af hendes hoved. At diskutere med Kyle var som at løbe efter et hurtigtog, der hastigt forlod sin perron, men hun kunne snart ikke længere følge med.

   ”Tror du virkelig, at du bare kan sige sådanne ting om min ven og forvente, at jeg rent faktisk vil gøre noget ved det?” spurgte hun og forhastede til sin egen ubelejlighed sine ord. Kyle vovede at hæve sin stemme yderligere.

   ”Der er ikke noget at gøre ved det! Du må ikke se ham eller nogen andre fra hans dumme slæng fra nu af, hører du? Det, de går rundt og laver, er langt fra ufarligt!”

   Bilen fortsatte videre og kørte med en ræsende fart ned af villavejen, der inden længe ville ende op i deres indkørsel. Det var som om, nogen havde givet hende en mavepuster så hård, at den fik prikker til at danse foran hendes øjne.

   ”Jeg kan ikke tro dig lige nu,” sagde hun stakåndet. Da bilen få sekunder senere stoppede brat op foran den hvide villa, bragede hun ud af bildøren.

   Lyden af skridt, der løb over småsten, fangede hendes opmærksomhed, men hun blev ved med at trave hastigt hen over den grusbelagte plads.

   ”Diana Victoria James, du bliver her, indtil jeg giver dig tilladelse til at gå!” En ru hånd lagde sig om hendes håndled og trak hende tilbage, men hun hev sig fri, før Kyle kunne nå at ophidse sig mere over det faktum, at hun nægtede at acceptere de regler, han insisterede på at fastsætte for hende.

   ”Nej, Kyle,” vrissede hun. Jeg har ikke tænkt mig at blive. Hvad blev der af min glade, støttende fætter, som kun gik op i, hvad der gjorde mig glad? Den eneste jeg ser nu er en kujon, der tror han har retten til at belære en pige, der stort set er ligeså gammel som han selv, om hvad der er rigtigt forkert som en anden voksen.”

   Før det sårede glimt nåede at få overtag i hans grålige øjne, vendte hun sig om for at flygte. Diana tog hurtigt og nær snublende trinnene op mod hoveddøren og skyndte sig indenfor, før han kunne nå at sige mere.

   Hun løb ind i stuen og smed sig overkulds i sofaen. Tv’et tændte hun på høj volumen, mens hun pakkede sig selv ind i uldtæppet, der lå gemt i møblets fodende.

   Diana var to minutter inde i et afsnit af NCIS: MIAMI, før Kyle væltede ind i entréen. Han travede med voldsomme skridt ned af gangen, før han nåede frem til sit værelse. Han sikrede sig at smække døren hårdt i, før han overlod huset til stilhed.

   Diana skruede højere op for tv’et. Hun så ham ikke resten af aftenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...