De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9362Visninger
AA

12. Kapitel 10


Men det giver jo ingen jordisk mening!”

   Diana iagttog Lola, der bevægede sig med urolige skridt frem og tilbage i skovlysningen. Armene var foldet stramt over hendes bryst og undlod hende at trække vejret i større portioner end små, heftige åndedræt.

   ”Akkurat som jeg sagde,” sagde Logan. ”Men tænk over det. Vi ved ikke, hvad vi har med at gøre. Denne person som kræver dagbøgerne kan være hvem som helst; han kan besidde en form for kræfter og hjælpemidler, vi end ikke tør drømme om.”

   ”Det lyder nærmere som om, du taler om en gud end et menneske,” bemærkede Diana.

   ”Jeg taler om noget, der om end er værre. Et monster.”

   ”Smør nu ikke for tykt på,” sagde Nic med et suk og henkastede et blik på Logan. Han foregav et lille smil. Det nåede aldrig længere end hans ene mundvig. ”Jeg tror, det er mere sandsynligt, at det er et spøgelse.”

   ”Spøgelse?” genlød Lola. ”Og hvordan havde du tænkt dig, at et spøgelse først og fremmest skulle have passeret sløret mellem Den Anden Side, men oveni købet også påført et hjertestop til en af skolens fodboldspillere? Nic, jeg er ked af at sige det, men den teori lyder rent faktisk mere usandsynlig, end at vi nogensinde kommer til at se dig i træningstøj på atletikbanerne.”

   Nic sendte hende et koldt blik, hvorpå han med et afskedende vift af sin hånd vendte sig om.

   ”Diana, kan jeg se din dagbog?”

   Hun trak den frem af sin taskes inderlomme og overrakte ham den med en let tøven. Nic sendte hende et taknemligt smil, før han slog dagbogen op på en tilfældig side. Han holdt den op foran de andre og tændte for blitzen på sin mobiltelefon, så ordene stod tydeligere frem mod det tykke papir.

   ”Hannah nævner på hver eneste af disse sider,” sagde han og bladrede notesbogen igennem, ”en bestemt person – hvilket vi allerede var klar over. De befinder sig begge på Den Anden Side, og denne ’Ham’ har … tja, kyniske planer. Finder I det ikke bare den mindste smule mistænkeligt?”

   Der var ingen, der kunne besvare hans spørgsmål. Dianas håndflader blev langsomt fugtigere og klæbede hendes fingre sammen, som de hang slapt ned langs hendes side.

   Hun kunne ikke løbe sine instinkter imod og sige, at intet lod til at være galt. Det sad som et brilleglas med den perfekt styrke ned over hendes øjne – det gjaldt bare om at have det rigtige perspektiv.

   Hun tog dagbogen tilbage fra Nic og lynede tasken om sin skulder åben. Rodet i den skramlede rundt.

   ”Vi får brug for hjælp. Som det første foreslår jeg, at vi prøver at kontakte Hannah,” sagde hun.

   Nic prøvede at skjule sit uforstående ansigtsudtryk, men forvirrelsen strålede radioaktivt ud fra ham.

   ”Men …”

   ”Jeg ved udmærket godt, at min søster er død … men det er hendes ånd ikke.” Hun fandt endelig frem til kuglepennen i sin taske og trykkede pennen ud, idet hun trak sin hånd tilbage op af taskerummet. Hun glattede en af de blanke sider i dagbogen ud, før hun sænkede kuglepensspidsen mod papiret—

   ”Diana, stop!”

   En hånd greb fat om hendes og jog kuglepennen ud af hendes greb. Alene chokket havde været nok til at få hende til at give slip, men styrken i Logans tag gjorde arbejdet for hende.

   ”Skriv aldrig – tilbage i dagbogen,” sagde han åndeløst og lænede sig derpå en smule tilbage. Frygten skar stadig de rolige bånd i hans øjne over. ”Det er som at give en ånd dit DNA. Den vil kunne manipulere – dræbe dig fra Den Anden Side nærmest uden at løfte en finger.”

   Dianas blik lagde sig på den tørre skovbunds affaldne grannåle. Iblandt rodet af planter og ukrudt glimtede kuglepennen skarpt i aftenmørket og blændede hendes synfelt. Hun så tilbage op mod Logan.

   ”Hvad vil du så have, vi skal gøre?” spurgte hun – men fik ingen respons. Han holdt sine mørke øjne fastlåst på hendes ansigt, og i et splitsekund tog hendes følelser over. Blodet pumpede i hurtige tryk under hendes tindinger, mens pulsen sortnede yderkanten af hendes synsfelter.

   Diana mistede besindelsen.

   ”Hannah er vores eneste kilde til Ham! Gennem hende kan vi få en tid og et sted at aflevere dagbøgerne på, imens vi stadig har muligheden.” Hun lod koldblodigt sit blik løbe hen over hele gruppen. Ingen af de andre så meget som blinkede. ”Bare fordi vi er for påpasselige og stædige, skal der ikke være flere som kommer til skade!”

   Hendes udbrud efterlod hende tom for ord, mens hendes tre venner stod tilbage og stirrede blindt frem for sig. I dette øjeblik var Diana knapt sikker på, hun kunne kende sig selv.

   Nattelivet krøb op på hende med alt, det havde at tilbyde. Skovens lyde fik pludselig gåsehuden til at træde frem på hendes brune hud som tydelige tegn på uhyggen, der havde spredt sig alt inden for de seneste få minutter.

   Logans figur tonede frem foran hende, da han forsigtigt trådte et skridt frem. Han sænkede hovedet.

   ”Diana, det kommer ikke til at ske.”

   En knude af blandede følelser bandt sig tæt sammen i hendes hals.

   ”Er du overhovedet klar over,” sagde Logan så stille, at hun næsten kunne have hørt det som en hvisken, ”hvad fire dagbøger kombineret kan gøre sammen? Som én enhed kan de have kræfterne til at udrydde en hel nation. Det kunne skabe et folkedrab.”

   ”Hvis der sker flere ulykker, vil blodet være på vores hænder,” sagde hun.

   ”Det vil det også være, hvis hundredetusindvis af mennesker dør.” De mørkebrune øjne så kort ind i hendes. ”Har jeg ret, når jeg siger, at det er noget, du gerne vil undgå?”

   Diana nikkede modvilligt.

   ”Hør, der kan umuligt komme noget positivt ud af at give dagbøgerne til Ham alligevel,” sagde Nic. ”Hvis Han virkelig vil have dem, må Han komme til os.”

   Lola trak et rent smil på læben.

   ”Og når det endelig sker, vil vi være klar,” sagde hun.

 

 

Klokken afbrød Mr. Wesley, og hans talestrøm sluttede abrupt. Hans skridt brød den ovale cirkel foran tavlen, da han stoppede op, smed sit stykke kridt på katedret og bad sine elever om at aflevere deres novelleanalyse på hans bord, før de gik til frikvarter.

   ”Husk at opgaven om Gatsby er for til i overmorgen – ikke fredag!” råbte han, idet støjen fra de mange kladdehæfter og penalhuse, der blev lukket i, opstod.

   Diana krydsede sine fingre, da hun fulgte med gruppen af elever ned gennem klassens midtergang. Hvis hun var heldig, ville Mr. Wesleys øjne stryge over mængden, og hun ville blive overset.

   ”Jeg ser ikke en analyse med dit navn på, miss James,” sagde han dog alligevel, da hun passerede ham.

   Fantastisk.

   Diana trådte til side og lod resten af teenagerne komme forbi. Hendes engelsklærers opmærksom henlå nu kun hende, og hun mærkede sin ængstelighed bygge sig op bid for bid.

   ”Det er fordi, jeg ikke har fået den lavet,” sagde hun og skød for at undvige en videre øjenkontakt med sin lærer blikket ned på sit kladdehæfte. ”Jeg undskylder, Mr. Wesley. Jeg har bare ikke … nej, faktisk har jeg ingen undskyldning, der er værd at bruge penge på. Jeg er ked af det.”

   ”Diana. Jeg kan ikke blive ved med at give dig så lang en snor.”

   Hun så forbavset op, da hun hørte sit fornavn blive taget i brug. Skuffelsen, hun på det seneste havde set alt for ofte i sine læreres ansigter, var ikke til at bære. Hun blev mere skamfuld for hver eneste gang, hun kunne tilføje endnu et til listen.

   Mr. Wesley fortsatte: ”Jeg bliver nødt til at give dig en eftersidning. Der er ikke andet for, hvis vi skal forbedre dig bedst muligt. Der er en måned til årseksaminerne; jeg vil nødig se dig tage denne time igen næste år. Forstår du?”

   Diana sukkede, men tvang sig selv til at nikke. Om end det var ydmygende at skulle tage eftersidninger og lektiehjælp, så havde Mr. Wesley ret.

   Hun havde heller ikke lyst til at skulle gennemleve hele sit tredje år på Kensingwood High en gang mere end nødvendigt.

   ”Jo,” sagde hun. ”Jeg forstår.”

 

 

På slaget fire den eftermiddag skubbede Diana døren til skolebiblioteket op med en mildest talt opgivende attitude. Hendes udgangspunkt til lektiearbejdet sad ikke højt, og akkurat i dag var den værste dag på en uge, hun muligvis kunne være blevet tildelt en eftersidning. Kyle kom for en gangs skyld tidligt hjem fra arbejde, og de havde aftalt at leje den nye Fast and Furious-blockbuster og lave aftensmad sammen. Nu ville planerne højst sandsynligt blive udskudt.

   Hviskende stemmer kunne nemt lures i det åbne bibliotek, og hun fulgte dem til et par borde, der lå skubbet op af en væg i den centrale del af biblioteket. En pige med sort hår og en endnu mørkere eyeliner, der omringede hendes øjne som en pandas, sad placeret ved et af de tre borde. Ved det andet var to bredskuldrede og muskuløse drenge møbleret med deres sportsholdjakker svunget over stoleryglænene. De kiggede indgående på hende, da hun trådte ned af bibliotekets midtergang.

   Diana skyndte sig forbi dem og besatte det sidste ledige bord.

   ”Er det så bare meningen, vi skal sidde her og stirre i de næste 120 minutter?” spurgte goth-pigen ud i det blå. De to drenge trak næsten synkront på skuldrene.

   ”Fantastisk,” bekendtgjorde hun med et sarkastisk smil. ”Den tanke kan jeg lige præcis overskue.”

   Diana holdt sig selv optaget med at fokusere på sine skoleredskaber foran sig: Novellekopien, kladdehæftet og hendes turkise supermarkedsblyant. Hun skulle ikke nyde noget af at blive en del af de andres mere rebelske lektielæsningsgruppe.

   Der lød rungende skridt i bibliotekets hovedindgang. De bevægede sig længere ind mod bibliotekets kerne, og snart drejede de omkring en boghylde nær den lille samling borde og standsede op: Aaron Baker – og en blond pige i en klassisk golfsweater. Det så ud til, at de begge havde desperat brug for et koffeinshot.

   Pigen gabte, og Aaron forsøgte sig med et lille smil.

   ”Øhm, det her er Alicia Moore – fjerdeårselev. Jeg er Aaron Baker, tredjeårselev. Vi er en slags – øh, lektiehjælp, her de næste to timer. Hvis I har brug for hjælp, skal I endelig spørge.”

   Den ene af de to sportsfyre så på sin ven. Han grinede en smule, før han kastede et hånligt blik tilbage mod Aaron.

   ”Der er ingen, der nogensinde får brug for din hjælp, stump.”

   Aaron så ikke ud til at lade sig røre. Han trak blot let på skuldrende og sagde: ”Tja, vend tilbage til mig om to år når jeg går på Berkeley State for kunstlitteratur og med en undergraduate i pressefotografi, og I går på Kensingwood Community og tager en undergraduate i idiotefterladenskaber.”

   Det lammede dem længe nok til, at goth-pigen kunne nå at få slæbt alle sine skolebøger og lektier ud af sin taske med en vis sneglefart. Diana kvalte et grin i sin knytnæve med et host.

   Både hendes novelle og blyant forblev uberørt i de næste mange minutter. Normalt var det svært at koncentrere sig om at lave sine lektier, når man sad hjemme i sofaen, og der var så meget andet bedre, man kunne lave, men nu var det anderledes. Hun blev nødt til at koncentrere sig om at lave sine ting, men når hun kun fokuserede på at blive færdig, gad tankerne ikke komme til hende.

   Diana rakte modvilligt en hånd i vejret. Aaron trådte hende nærmere.

   ”Jeg kan ikke få det til at give mening,” sagde hun og skubbede sin novelle over bordet mod ham.

   Han trak stolen ved siden af hendes ud og satte sig ned.

   ”Okay.” Han trak opmuntrende på smilebåndet. ”Okay. Lad os tage det fra begyndelsen.”

   Hun var glad for, han ikke spurgte videre ind til, hvad hun havde gjort for at sidde, hvor hun sad nu. Det at kunne holde visse ting for sig selv, var alligevel en mere betryggende følelse, end hun lige just havde regnet med.

   ”Jeg skal analysere den her novelle med et specielt fokus på sproget og handlingen, men jeg kan bare ikke se, hvordan man skal fortolke på noget, når det ikke har nogen dybere betydning. Desuden er alle de her sætninger så lange og snørklede, at de ikke giver nogen mening i mit hoved.”

   Under Dianas forklaring havde Aaron nu og da kommet med et ”mhmm” eller nikket bekræftende, men nu greb han fat om hendes blyant og begyndte at strege ting under i hendes tekst, som havde han allerede læst den utallige gange før.

   ”Det meste af tiden gælder det om at associere og perspektivere,” sagde han. ”Tag for eksempel det her med, at du siger, der stort set ikke er nogen kommaer. Sætningerne bliver lange og komplicerede – svære at forstå. Hvordan kan du se det på en anden måde?”

    Diana stirrede med store øjne på papiret. Ordene vrimlede foran hendes øjne.

   ”Jeg aner det ikke.”

   ”Okay, så prøv for eksempel at forestille dig, at der er nogen, der snakker til dig i virkeligheden på denne måde og i det her sprog. Du ved, uden kommaer, uden pauser – bare derud af i en lang smøre. Hvordan ville du opfatte den person?”

   ”Øhm, meget energisk. Én som har meget på hjerte.”

   ”Uden optimisme er mennesket dødt,” sagde Aaron ud af det blå. Hans besynderlige kommentar fik Diana til at blinke en smule perplekst.

   ”Hvad var det?”

   ”Noget en filosof engang skrev. Jeg kan ikke huske hvem; det sad bare fast.”

   Han kastede sit blik tilbage ned på novellen og prikkede til den med blyantspidsen: ”Nå, men i hvert fald: Energisk, siger du? Det kan associeres med optimisme og en innovativ tankegang. Siger det dig ikke en masse om hvilken person, hovedpersonen i novellen er?”

   ”Det er seriøst noget, der kan bruges, det her,” sagde Diana – stadig en smule lammet – og skyndte sig at skrible ned i sit kladdehæfte før hun glemte, hvad de lige havde diskuteret. Kort efter opstod en rynke imellem hendes øjenbryn.

   ”Men handlingen er stadig lidt svær at komme omkring,” sagde hun. ”Hovedpersonen er den her mand, som bliver slået op med af sin kæreste og kører rundt og rundt i sine egne tanker om, hvad han kunne have gjort bedre, indtil han bliver sindssyg. Hvad kan så være tekstens budskab? Og sig nu ikke noget klogt, som jeg ikke vil kunne forstå.”

   ”Du vil aldrig kende til værdien på et øjeblik, før det er blevet til et minde.”

   ”Okay, hvem var dét citat så af?”

   De bleglyserøde læber skiltes i et smil.

   ”Mig selv.”

   Diana kunne ikke undgå at smile over hans akavethed. Aaron var så dyb uden selv at vide det, at det var morsomt. Men på den anden side var der så mange finurlige typer på et enkelt sted som Kensingwood High, at hun slet ikke kunne forestille sig, at Aaron var det mest besynderlige menneske, hun muligvis kun støde på.

 

 

Dagslyset ebbede ud. Mens de orange solstråler rivende tonede over i et let mørke, strammede Diana sit greb om de tre røde roser. En torn fik en enkelt fed bloddråbe til at pible ned langs hendes håndryg.

   Der var ikke et øje i miles omkreds. Kirkegården virkede forladt i forhold til de mange mennesker, der rent faktisk var til stede. Under jordoverfladen hvilede de alle i en evig søvn, og tanken om, at hun en dag selv skulle ligge et sådan sted, fik en bølge af kulde til at sprede sig indeni hende.

   Det nedtrådte græs knaste tørt under hendes vægt, da hun med hastige skridt bevægede sig frem mellem den uendelige mængde af gravsteder. En sølle vind blæste let ind over det åbne kirkegærde og legede lystigt med de få planter, der fik lov til at gro bag kirken. Skyerne på himmelen langt over hende knagede.

   Det var først, da Diana nåede et beskedent familiegravsted, at hun standsede op. Hvis ikke det var fordi, hun havde stået her før, ville hun have overset den anonyme sten.

   Hun havde ikke været her siden begravelsen. Frygten havde været for stor.

   I mellemtiden havde den nye jord camoufleret sig med resten af gravstedets halvvisne, grønne græspletter. Gravstenens lyse marmorplade viste en enkelt skramme eller to efter stormen, der var hærget hen over byen i marts. Det eneste, der ikke havde forandret sig, var påskriften.

 

WARREN CHRISTOPHER JAMES 12.5.1964 - 15.2.2014

SELENA ANDREA JAMES 25.9.1965 - 15.2.2014

 

HANNAH PENELOPE JAMES 2.1.1996 - 15.2.2014

 

I VIL ALTID VÆRE I VORE HJERTER

 

   Diana gled i knæ og rakte blomsterne forover. Mod det hvide marmor stod kontrasten af de røde roser frem som bloddråber mod et fejlfrit stykke papir.

   Hendes tanker vendte tilbage til udgangspunktet. De havde kørt i de samme baner stort set hele eftermiddagen – siden hun havde forladt eftersidningen. Aarons ord nægtede at rive sig løs fra hendes hukommelse, og hun fornemmede med en skælven, at de havde tatoveret sig ind i hendes underbevidsthed.

   Det var i grunden derfor, hun var kommet. Minderne virkede så uoverskuelige, at de kunne flyde lettere gennem hendes fingre end vand. Hun ville ikke kunne skabe flere, og på et tidspunkt ville de forlade hende.

   Du vil aldrig kende til værdien på et øjeblik, før det er blevet til et minde.

   Diana mærkede en svag prikken på sin skulder. Derefter på sit baghoved, og efterfølgende på sin næseryg. Dråberne trillede ned af hendes ansigt og dryppede ned fra hendes bøjede hage.

    Regn.

   Det var måneder siden, byen sidst havde haft et regnskyl. Nu faldt den i tunge dråber – stænger – ned over hendes hoved og pressede hende sammen til en spinkel skikkelse, hun ikke var sikker på, hun længere ville kunne genkende. Vanddråberne føltes hede og bløde mod hendes hud.

   Men regnen var ikke befriende.

   Diana havde det som om, hun skulle kvæles.

   Klumpen i hendes hals udløste sig selv, og hun slog armene om sig selv for at tilbageholde de hulk, hendes krop insisterede på at slippe ud over hendes læber. Regndråberne blandede sig med tårerne, og snart var hun ikke længere sikker på, hvad der var hvad.

   Gravstedet forblev det samme. Diana var den eneste, der havde forandret sig. Hendes læber bævrede med en hvisken: ”Jeg er så ked af det. Det er hele er min skyld.”

   Ingen fortjente en død så tidligt henne i livet. Hendes forældre og søster havde haft så mange sprælske leveår tilbage i sig, som de aldrig ville nå at få indløst. En husbrand havde vredet mulighederne ud af deres hænder, mens de kun kunne se hjælpeløst til.

   Skrigene hjemsøgte hende stadig om natten. Når først mørket faldt på, og hun lukkede øjnene i, var det eneste hun kunne se gullige flammer og brændende træplanker.

   Diana havde ikke gjort nok. Samtidig med det hele fandt sted, havde hun set til på en afstand. Og mens røgen var blevet et endeligt for hendes familie, fulgt deres luftveje ned i lungerne, kvalt deres sidste oxygen … havde hun ikke løftet en finger.

   ”Diana?” lød en nænsom stemme bag hende.

   Hun så sig om. Logan stod et par gravstene længere nede af græsstien med en buket liljer i sin ene hånd. Den anden bar på en paraply.

   ”Hvad laver du her?” hørte hun sig selv spørge i en grødet stemme.

   Han løftede buketten i sin hånd.

   ”Jeg skulle aflevere nye blomster på en gammel onkels grav. Ikke noget specielt.” Logans øjenbryn rykkede sig tættere sammen, da hans øjne gled over hendes ansigt. ”Er du okay?”

   Et par sekunders stilhed passerede mellem dem, før hans blik gled flygtigt over kirkegårdens gravsteder, og han for sig selv sukkede næsten lydløst: ”Nej, selvfølgelig er du ikke det.”

   Diana fornemmede sin krop rejse sig fra den regnfulde og let mudrede jord. Logan stod foran hende med et udtryk af bestemmelse i sine øjne. Hans læber skiltes for at forme ord, men hun havde på fornemmelsen, hvad han havde tænkt sig at sige.

   ”Jeg skal hjem,” sagde hun og kom ham i forkøbet. ”Nu. Kyle –”

   ”Kan vente, hvis du planlægger at tage hjem i den munding. Du bliver syg inden da. Se, jeg bor lige dér.” Han pegede tværs over kirkegården, ud mod gaden. Diana lod sine øjne følge hans finger og fik øje på et lille, beige hus.

   ”Du kan gå, så snart du har fået varmen og ringet til nogen, der kan hente dig.” Logan tøvede, men trak så flabet på smilebåndet. ”Hey, jeg lover dig tilmed, at jeg ikke er en pædofil.”

   ”Det er betryggende,” snøftede hun og prøvede at løfte sine mundvige så godt, som hun kunne. Regnen havde gjort dem kolde og tilfrosset hendes muskler. ”Men jeg kan virkelig ikke…”

   Før hun nåede at færdiggøre sin sætning, var Logans brede ryg allerede flere meter længere fremme på græsstien.

   ”Så er der afgang.” Han vendte sig halvt om og spejdede tilbage mod hende igennem den tætte regn. ”Tving mig ikke til at bære dig af sted.”

   Diana stod og stirrede blindt på ham i et par langtrukne øjeblikke, før hun blinkede sig selv ud af sin trance og med tøvende skridt bevægede sig længere ned af græsstien. Logan videregav sin paraply til hende og trådte til side for hende ud i det våde vejr. Hans lysegrå T-shirt blev hastigt mørkegrå.

   De travede videre ud i regnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...