De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9313Visninger
AA

3. Kapitel 1


En fremmed piges indsunkne øjne stirrede tomt tilbage mod hende. Det var en genspejling af en anden person, én som hun ikke kendte. Noget havde forandret de før så strålende glasgrå pupiller; påvirket dem på en sådan måde, at man nu mere kunne forbinde dem med skyerne på en fugtig regnvejrsdag.

   Det var svært for Diana at se sig selv i den pige, der blev reflekteret i badeværelsesspejlets klare overflade. Håret faldt i de samme, gamle bølger ned over hendes skuldre, mascaraen var lagt i de nøjagtigt samme lag over hendes øjenvipper. Måske havde hun været heftigere med dækstiften under sine øjne, end hun plejede, men i sidste ende havde det ikke hjulpet meget. Antydningerne af de sorte skygger under hendes øjne kunne stadig anes. Hun var blevet så vant til at se på dem, at hun på det seneste havde vænnet sig til at opfatte dem som en del af hende.

   Diana berørte kort sølvvedhænget omkring sin hals, før hun med et suk vendte ryggen til spejlet. For tredje gang den morgen insisterede hun på, at det ville blive den sidste.

   En duft af kaffe hang ved rummets vægge, da Diana trådte ind i køkkenet. Hun blev kort efter bekræftet i sin teori, da hun hørte den sagte brummen fra kaffemaskinens filter ved siden af komfuret. En mands brede, T-shirtbeklædt ryg stod tålmodigt foran maskinen og lyttede til dens langsomme dråber af brændende varm koffein, som de ramte mod kandens glasbund. Hans hænder var lænet støttende op mod bordpladens side, mens fingrene trommede i en taktfast rytme mod overfladen.

   Kaffemaskinens summen stoppede brat. I næste øjeblik blev et hedt krus skubbet hen over bordpladen mod hende. Diana så op og mødte sin fætters lysende øjne. Dybe linjer furede hans solbrune ansigt. Hun ønskede til tider, at hun kunne række ud og glatte dem ud for ham ... men så nemt havde det aldrig været.

   ”Er du sikker på, du er klar til det her?” spurgte han hende. Diana nikkede stift.

   ”Selvfølgelig. Jeg har det fint, Kyle,” sagde hun og tog en slurk af sin kaffe. Eftersmagen var svært bitter. Hun ignorerede den brændende fornemmelse i sin mave.

   ”Det har jeg virkelig. Desuden er min fraværsprocent næsten blevet for høj, og hvis der er én ting, jeg ikke har lyst til, så er det at gå skoleåret om igen.”

   Et velkendt dyt hørtes, og hendes blod frøs til is. Hun havde igennem den seneste tid lært sig selv at forbinde lyden med mørke og ensomhed.

   Det var nu.

   Diana forsvandt ud i entréen og efterlod sin kaffe kold på køkkenbordet. Hun trak den sorte Eastpack over skulderen og justerede lidt på dens remme. I et par korte sekunder tillod hun sig selv at lukke øjnene og tage et par dybe indåndinger. Hun var klar – som hun altid havde været det.

   Da Diana igen slog øjnene op, strømmede lys hende i møde. En høj skikkelse trådte frem i mellemrummet mellem stuen og entréen. Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til det lille smil, hendes fætter opmuntrende prøvede at sende i hendes retning.

   ”Hey, du.” Kyle trådte frem fra skyggerne og trak hende forsigtigt ind i sine arme. Omfavnelsen varede hverken for lang eller kort tid, men blot et par få sekunder for at give et indtryk – hvilket Diana havde det mere end fint med. Hun kunne tælle på to hænder, hvor meget hun havde set til sin fætter, siden hun var begyndt i børnehave. Det var nyt for hende at se ham så ofte. De havde begge stadig problemer med at kommunikere med hinanden på en måde, som ikke skabte alt for mange akavede spændinger mellem dem.

   ”Lov mig at tænke fremad, ikke? Giv tilværelsen noget krydderi,” sagde Kyle, da de havde trukket sig fra hinanden, og Dianas hånd modvilligt havde lagt sig på hoveddørens dørgreb. Med blikket hvilende stift på dørspionen foran sig, nåede hun akkurat at høre hans sidste ord, før hun lod håndtaget glide ned og gik dagen i møde.

   ”Vi når aldrig en fremtid, hvis vi for evigt sidder fast i fortiden.”

 

 

Forårssolen tittede varmt frem mellem de pudrede skyer. Den kastede lys ned over bygningen, der med sine mudderrøde mursten tårnede sig op foran hende. Det var ironisk, hvordan belysningen fik Kensingwood High til at stå frem på en sådan guddommelig måde; det eneste ord, Diana i den seneste tid havde kunnet komme på, når skolen i forskellige sammenhænge var blevet nævnt, var urimelig.

   Hendes andet år i High School var ikke gået helt, som hun havde forventet. Vendt tilbage fra ferien med friske sommerminder var der ikke meget, som muligvis kunne have fanget hendes opmærksomhed – og skolens undervisning var et godt eksempel.

   Og da Dianas karakterer først styrtdykkede, var det som om, hun intet kunne gøre for at rette op på hendes tidligere fejl i månederne efter sommerferien. Hun var for langt bagud, og indlæringsevnen var som forsvundet ud af hendes hjernecenter. Det var blevet dobbelt så nemt at tillade sig selv at være skoletræt, som det havde været året forinden. Hun var gået i stå; stoppet brat op på motorvejen grundet den trafikmelding, hun selv havde været skyld i.

   Folk var allerede begyndt at lægge mærke til hende, da hun havde fundet sig en plads bagerst i skolebussen og presset sig selv op af den beskidte rude. Makkersædet var plettet med en piges gamle menstruationsblod, hvilket dermed havde gjort hende sikker på, at ingen ville prøve at sætte sig ved siden af hende. Byens teenagepassagerer havde dog ikke været diskrete; nu og da ville de have lænet sig ud fra sædet og vendt hovedet mod hende, deres øjne nysgerrige og ubehageligt glasagtige. En dumdristig førsteårselev var nær faldet ud i bussens midtergang, da bussen var kørt over et bump, og han havde mistet balancen.

   Da Diana passerede den store sten med de indgraverede blokbogstaver KENSINGWOOD HIGH SCHOOL, mærkede hun fortsat flere stirrende blikke brænde sig ind i hendes nakke. Det blev værre, jo længere, hun kom ind på skolen. Da hun nåede indenfor de brede hoveddøre og drejede ned mod sit skab, så hun ikke blot folk hviske om hende i gangens kroge – hun hørte dem.

   Se. Der er pigen, hvis familie døde i dén husbrand.

   Med hovedet let sænket fandt hun sit skab længere nede af korridoren og prøvede forsat at undgå stemmernes tyssede samtaler. Da Diana slog sin skabslåge op, vældede en duft af støv og gamle parfumeprøver op mod hende. Hun hostede og greb ud efter de to matematikbøger, der lå gemt under en bunke brugte notesbogssider i bunden af skabet. Efter at have stukket dem under sin ene arm, trak hun et gammelt fotografi op af sin taskes siderum. Det havde ligget der længe nok til at være blevet en anelse nusset i kanterne og have optjent sig selv et par ridser.

   Fotografiet var taget for mange år siden og forestillede hende selv, Hannah og deres forældre foran en stor forlystelse i en park lidt uden for San Fransisco. Sammen med sin søster var hun godt i gang med at fortære en enorm candyfloss, der allerede havde dækket halvdelen af deres ansigter i en fedtet substans, der genskinnede under det kraftige sollys. Bag dem knælede Serena og Warren med store smil om munden og hænderne flettet ind i hinanden. Dianas minder om den dag stod stadig tydeligt frem i hendes hukommelse. Det havde været en af de hidtil bedste, hun kunne huske.

   Hun fæstnede med en smule besvær fotografiet ind mellem skabets små luftriller. Et svagt smil tog form om hendes læber – sådan. Skabet emmede pludselig af noget nyt og lyst, der lettede hendes hjerte på en højst besynderlig måde.

   I det samme flænsede et højt hvin gennem gangen.

   ”Diana!

   Hun vidste, at hun burde have været glad, da hun vendte sig om og mødte synet af pigen, der vinkede optimistisk til hende, men hun kunne ikke få sig selv til at smile. Meget havde forandret sig i de sidste ugers tid, men hun vidste, at hendes venskab med Melissa ikke var en af disse.

   Det havde fungeret på den samme måde, siden de ved et tilfælde havde mødt hinanden deres første skoledag på Kensingwood High, hvor de i en engelsktime var blevet sat sammen som sidemakkere: Diana var den stille type, og når først hendes viljestærke veninde fik ordet, stoppede de ikke med at flyve ud af hendes mund. Diana havde hurtigt vænnet sig til hendes væremåde – siden havde hun tilmed accepteret den.

   Melissa stod foran hende med åbne arme hurtigere, end Dianas øjne kunne nå at opfatte. I næste øjeblik blev hun hevet ind i et tæt og knogleknusende kram. Hun måtte løsne sig selv fri, da den kvalme duft af Melissas kirsebærtyggegummi rev hende i næsen.

   ”Gud, hvor er jeg glad for, du er tilbage!” storsmilede hendes veninde og blinkede, så de mørke øjenvipper et kort øjeblik viste den perfekt optegnede, men alligevel lidt for tykke linje af eyeliner over hendes øjne. Diana havde aldrig forstået, hvordan hun kunne gå med så stor en mængde øjenmakeup uden at slide den op i dagens løb; de californiske temperaturer formåede i de fleste pigers tilfælde at tvære deres makeup ud i løbet af et par få timer i heden.

   Melissa blinkede endnu engang – denne gang tydeligvis i dybere tanker.

   ”Vent, hvor lang tid har du været væk?”

   ”Seks uger.”

   ”Nå, jo – det er da også rigtigt. Jeg har talt dagene til, du ville komme tilbage!” Hun viftede med to bøger, hun hidtil havde haft gemt under armen. De var identiske med hendes, hvilket var svært for Melissa ikke at storsmile over. ”Gæt hvad? Jeg har skrevet mig op til trigonometritimer, imens du var væk. For at vi kunne have lidt mere one-on-one-time, bare os to, du ved?”

   Før Diana kunne nå at få et ord indført, havde hendes veninde hevet hende længere ned af gangen.

   ”Fantastisk,” åndede hun.

   De passerede en række smudsede rødbrune metalskabe, og Diana havde nær mistet grebet omkring sine bøger. Hjertets pumpen mod hendes bryst tonede ned til det punkt, hvor hun knapt kunne høre det.

   Hun stod stivnet og stirrede på resterne af sin søsters liv. Foran Hannahs gamle skoleskab var et messingindrammet billede blevet stillet op, og omkring det lå utallige mindesbeskeder. De havde langsomt hobet sig op og var blevet til større bunker. Lys var placeret rundt omkring på gulvet; nogles flammer stadig livlige, andres nedbrændte. Hun lagde mærke til duften over stedet. Violer. Hannahs yndlingsblomst.

   ”Hvor lang tid har det været her?” Diana anså ikke sin veninde, men hun fornemmede stadig det let anstrengte blik, der gravede sig ind i hendes ene kind. Da hun intet svar hørte, var det svært for hende ikke at vise sin frustration for tydeligt: ”Melissa.

   Det gibbede i den anden pige. Kort efter lagde hendes ansigt sig i blødere folder, og hun rømmede sig hæst: ”Siden folk hørte nyheden. Lidt over fem uger.”

   Melissas blå øjne fangede intenst hendes, og Diana kunne ikke lade være med at fundere over, hvordan de kunne se så mørke og skånsomme ud på samme tid. Melissa var et menneske fri for bekymringer.

   En blid hånd blev lagt på hendes skulder.

   ”Kom. Du behøver ikke se på det her længere end nødvendigt …”

   ”Hvad hvis jeg gerne vil se på det?” Diana drejede hovedet tilbage mod det smukke billede af lys – af minder – foran skoleskabene. Hendes øjne var tørre, selv da de mørke tanker overvældede hende, men hun nægtede fortsat sig selv at blinke.

   Dette var hende bare endnu en påmindelse om, at de var borte. At de aldrig ville vende tilbage. Hun havde utallige gange prøvet at presse disse samme sætninger ind i hendes hoved, men hver gang hun havde troet, de blev der, var de forsvundet ud i den blå luft.

    Dog havde Diana hele tiden vidst, at hun på et tidspunkt ville blive nødt til at acceptere sandheden. Lære at genkende den som sin gamle ven og kunne tage imod den med åbne arme. Hvad, der var sket, var sket, og der var intet, hun kunne gøre, for at ændre på dette. Der fandtes intet menneskeligt middel som ville kunne skrue tiden tilbage.

   Hun tog en dyb indånding og lod sit blik vandre over de gyldne flammer, der synes at fylde hele hendes blik.

   Det var på tide.

 

 

Diana holdt sig tæt til Melissa, som de bevægede sig med strømmen af løsslupne elever udenfor på skolens arealer. Blot få minutter efter klokken som fastsatte sidste moduls ende, havde ringet, var skolens halvandet tusind elever allerede godt på vej ud af skolens gange og klasselokaler med hastige skridt og i dybe samtaler med deres venner.

   Mest af alt følte Diana sig som pigen der umuligt ville kunne passe ind. Blikkene brændte stadig igennem hende fra alle vegne, og hun havde ingen steder at søge i ly for opmærksomheden. Hun havde været vant til at Kensingwood Highs elever kendte Hannahs navn, men at hendes eget nu pludselig befandt sig på alles læber, var som at læse en sætning i en skolebog, hvis fakta man vidste, var forkert.

   Et højlydt skrammel fik hende til at snurre rundt. Op mod husmuren bag hende stod en hårdfør skikkelse med et metallåg smækket ind mellem sine hænder. Tilsyneladende havde han flået det af skraldespanden på hans højre hånd med en styrke så voldsom, at det havde vækket flere elevers opmærksomhed.

   Heraf var også Melissas. Hendes øjne klistrede sig med det samme fast til fyrens blonde baghoved og universitetsjakken over hans skuldre, der i skolens bordeauxrøde og gule farver udstrålede hans placering i hierarkiet på Kensingwood High som et blinkende rødt neonskilt.

   Melissa gispede efter vejret, som hun kun gjorde, når hun så en kjole i storcenteret, hun absolut ikke kunne modstå. Hun greb fat om Dianas håndled og hev hende hurtigt længere tilbage af cementstien.

   ”Hvad laver du?” hviskede Diana febrilsk og rev sin hånd fri, idet de mindre diskret ramlede mod murstensvæggen. Hun havde en svag mistanke om, at Melissa med vilje havde opbragt en anelse postyr for at drage den aggressive fyrs opmærksomhed mod dem.

   ”Åhrr, kom nu!” stønnede Melissa. ”Jeg kan ikke se ham fra så lang en afstand …” Hendes ord tonede langsomt ud, da de fik et flygtigt glimt af fyren med den gyldne surferfrisure. Han så dem ikke, men Melissa viftede alligevel med fingrene i et flirtende vink. Hendes mund stod let åben, som hun stirrede efter fyren, hvis navn alle elever på Kensingwood High kendte bedre end et hvert andet: Brandon Welsh.

   Som fodboldholdets quarterback var Brandon den uofficielle diktator af skolen. Og med sine isblå øjne og en fejlfri, hvid hud lignede han naboens søde søn; hvilket hidtil havde fungeret godt for ham med hensyn til det andet køn. Pigerne faldt på stribe for Brandon – og Diana havde aldrig kunnet forstå hvorfor. Måske var det ikke mere end fordomme, men hun havde svært ved at se, hvordan han ikke kunne være det præcis modsatte af det, pigerne troede, at han var.

   ”Kan du virkelig ikke engang læse engelsk længere?” lød det fra muren af i en hvislen, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Diana.

   Brandons hænder havde grebet fat om et tykt tegneseriehæfte. Det stammede tydeligvis fra Manga-universet, og da han med et ubarmhjertigt smil på læben kylede bogen ned i skraldespandens dyb, hørtes en sagte piben. Diana sank en klump, da hun så den spinkle fyr stå indeklemt op af muren under Brandons muskuløse skikkelse.

   Aaron Baker var et af de nemme ofre. Med usædvanlige interesser og fordybelse i ting, der enten indebar skolearbejde, astronomi eller hans yndlings science-fiction-roman, havde Brandon haft utallige grunde til at vælge lige præcis Aaron som sit største tidsfordriv. Ved hjælp af ydmygende mobning og nedgørelse af andre forholdt han sig på toppen af pyramiden – hvilket var præcis den måde, han ville have, det skulle være.

   Diana havde altid ønsket at forandre det populære ry, Brandon så nemt bar med sig. Men som så mange andre var hun rædselsslagen for, hvad der ville ske, hvis hun endelig skulle få modet til at stille sig i vejen for ham.

   ”Lad os gå,” åndede hun og trak en stadig højt-svævende og lyserød Melissa med sig mod parkeringspladsen. ”Før vi misser bussen.”

   Der gik ikke lang tid, før hendes veninde igen begyndte at plapre om Brandon. Måden, hans hår altid sad så godt på, og måden, hans muskler spillede, når han formåede at forvilde sig selv ud i sin daglige slåskamp.

   ”Jeg er sikker på, at han en dag vil slå øjnene op,” fortalte hun drømmende, ”og se mig. Lige foran ham som drømmepigen, det aldrig helt var gået op for ham, at han havde mødt.”

   ”Melissa, I har aldrig –”

   ”Vi havde en eftersidning sammen i 8. klasse. Vi har mødt hinanden, og det var faktisk meget romantisk. Vi førte hele samtaler kun ved brug af vores øjne.”

   Hun luftede sit blonde hår. Diana huskede, hvordan Melissa får et års tid siden havde farvet det lyst for så vidt muligt at få det til at ligne hendes. Den originale leverpostejsbrune farve sad dog stadig fast i hendes hårs rødder.

   Et glimt af orange flakkede over Dianas øjne, da skolebussen kom ræsende om hjørnet og standsede brat foran dem. Hun tumlede med Melissas arm i sin forover, da en gruppe elever skubbede sig vej ind i bussen.

   ”Jeg har en date med ham Peter senere i dag,” prustede hendes veninde og rettede omgående på sit hår, der var kommet en anelse i uorden. ”Han spiller på fodboldholdet. Jo tættere, jeg kommer på ham, jo tættere kommer jeg på Brandon. Er du med på at hjælpe mig med at blive klar?”

   Diana rystede på hovedet. Mens Melissa blev stående ved bussens slådøre med et dybt foruroliget udtryk i ansigtet, trådte hun op mod buschaufførens sæde og bøjede sig let fremover.

   ”Kan du sætte mig af ved kontorbygningerne i centrum?”

 

 

Stainfield Advokatfirma var modsat de fleste andre arbejdspladser ikke summende med medarbejderes livlige stemmer, som de prøvede at føre en samtale, chefens gode hørelse nok næppe ville bemærke. Stilheden var øredøvende, og Diana mente, at man med nemhed ville kunne høre mønten i hendes jakkelomme falde til jorden, hvis den skulle smutte ud af hendes greb.

   Et par klikkende stilletter dundrede ned af den lyse glasgang, og hun så op på en kvinde i hvid skjorte og højtaljet nederdel. Hun viste sit perfekte tandsæt frem i et stift smil.

   ”Miss James? Mr. Rydell er klar til Dem nu.”

   Diana rejste sig op af den alt for store læderstol og fulgte i kvindens målrettede fodspor ned gennem de sorte flisegange. Kvindens skridt standsede efter et par øjeblikke pludseligt op, og Diana var nær stødt ind i hendes høje skikkelse.

   ”Herinde, miss,” henviste kvinden kort, før hun snurrede rundt og igen marcherede tilbage mod den anden ende af kontoret, hvorfra de var kommet. Nu ladt alene tilbage foran den smalle glasdør lagde Diana hånden på dens håndtag og trådte indenfor.

   Rummet holdt ikke på meget mere end det absolut mest nødvendige: Et par høje metalskabe med aflange skuffer, en bogreol og et par dyre designerstole. I midten af det luftige kontor var placeret et bredt skrivebord, og bag dette sad en mand, hvis midaldrende ansigt hun bestemt havde set før. Han forsøgte at smile, da døren lukkede i med et dunkelt smæk bag hende.

   ”Miss James, hvor dejligt, at De kunne komme! Tag endelig plads.” Han slog ud med hånden mod stolen foran sit skrivebord. Efter en kortvarig tøven satte hun sig til rette. Stolens sæde var overdrevet bredt, og hun følte sig underligt lille på dens puder.

   ”Jeg er sikker på, De ikke ved, hvorfor vi bad dig booke en tid her i dag,” sagde manden og foldede sine hænder på skrivebordskanten, ”men det skal De straks få at vide. Mit navn er Xavier Rydell, og jeg er –”

   Han skuttede sig.

   ”… Var Deres forældres advokat. Jeg kondolencer dybt, miss. Det gør mig ondt.”

   Diana skød et kort blik i jorden. 

   ”Tak, Mr. Rydell. Det ... betyder meget.”

   ”Nå,” sukkede advokaten med et næppe synligt løft af mundvigen. Sekundet efter var det fordampet, og alt der forblev tilbage, var de tomme øjnes medlidenhedsfyldte blik. ”Lad os komme til sagen.”

   Han rømmede sig og hev et dokument frem fra en skrivebordsskuffe. Han lod det dumpe ned på bordet imellem dem. 

   ”Jeg er akkurat lige så meget Deres advokat, som jeg var Deres forældres. Derfor er det også min pligt at informere Dem om deres testamente.” Han skubbede dokumentet hen mod hende, og Dianas øjne spærrede op ved synet af forsidens titel. 

  En følelse, der var stadier over surrealistisk, sparkede hende i maven. Hendes forældre havde været så unge. Hvordan kunne deres arv nu være i hendes hænder? 

   Hun rev sit blik ved fra dokumentet og stirrede i vantro tilbage mod Mr. Rydell.

   ”Jeg forstår ikke … havde de skrevet et testamente?”

   ”Ja. De havde således valgt at skrive et fælles et af slagsen, da de mente, at de delte alting.” Han trak bittert på smilebåndet. ”De kendte dem jo.”

   ”Undskyld, hvis det lyder lidt dumt, mister,” rømmede hun sig nervøst, ”men jeg har lidt svært ved at se, hvad dét har at gøre med mit besøg her i dag.”

   ”De blev bedt om at møde op, fordi vi ville fortælle dig, at alt er tilskrevet Dem.”

   Diana mærkede en usynlige knytnæve slå luften ud af hendes lunger.

   ”Mig?”

   Han trak en kuglepen op af sit nålestribede jakkesæts brystlomme og placerede den oven på dokumentet. Hun lagde mærke til den hvide Mont Blanc-stjerne indgraveret på dens spids.

   ”Hvis blot De skriver under,” sagde Mr. Rydell akkurat lavt nok til, at hun stadig kunne forstå ham. ”Miss James, det er det eneste, De skal gøre, for at alt bliver Deres; Deres forældres ejendomme, bankkonto og Deres fars firma – alt.”

   ”Min fars firma?” spurgte hun stakåndet. En svag smerte dunkede bag hendes pande. ”Men jeg er ikke engang færdig med high school. Hvordan skulle jeg kunne –”

   ”Tag De det blot roligt, miss. Deres fars underchef tager sig af forretningen fra nu af. Vi ved vist begge, at han vil beskytte virksomheden med sit liv.” Han sænkede sit blik mod Dianas ansigt. Mørket i hans øjne udstrålede en svag varme. ”Tag det som en bonus at De altid vil vide, at De kan erhverve Dem dér. Samtidig vil De selvfølgelig også få Deres retmæssige andel af firmaets økonomi tildelt månedligt. Det sørger vi for.”

   En bølge af kulde synes at gennemstrømme hende, da det gik op for hende, hvad hun var ved at kaste sig selv hovedkulds ud i. Når først hun havde taget springet, ville der ingen vej være tilbage: Alt, hendes forældre havde opnået igennem deres leveår, ville blive hendes. Blot tanken om det store ansvar, der automatisk ville følge med i aftalen, fik sorte prikker til at flimre foran hendes øjne.

   Mr. Rydell puffede blidt til testamentet under hendes fingre.

   ”Hvis De vil, miss.”

   Med et suk greb Diana fat om kuglepennen og skriblede med en hurtig ført hånd sit navn ned på den linje, advokaten udpegede. Da hun havde lagt kuglepennen fra sig og lænet sig tilbage i sædet, kunne hun ikke ignorere den øre knude som havde filtret sig sammen i hendes mave.

 

 

Dianas fingre løb nysgerrigt langs bogreolens fiktive titler. Stopfyldt med populære teenageromaner og nyere klassikere, tegnede den et godt billede af den anden verden, hun nød at falde tilbage i, når end hun havde brug for et pusterum for hverdagen. I aften var et af de tidspunkter, hun havde mest brug for ét: Dagen havde været lang og til tider uudholdelig. Det eneste, hun var i humør til, var at lade sit hoved hvile – i stedet for at lægge det i blød for at vride det for endnu mere viden, end det kunne absorbere.

   ”Kyle, har du set min gamle udgave af I Am Number Four?” kaldte hun ud gennem den åbne værelsesdør, da hendes øjne ikke faldt over det efterhånden slidte bogbind. Hun havde læst bogen så mange gange, at dens oprindelige flammerøde farve var falmet til en mørk lyserød.

   Hendes fætters stemme lød et par øjeblikke senere op gennem trappeskakten: ”Nej, desværre.”

   Med et suk rejste Diana sig fra sine knæ for at træde ud i den halvmørke gang. Langsomt trådte hun hen mod den dør, hun ikke mindes at have nærmet sig i ugevis.

   Hannahs værelse var stort og lyst. Den sene solnedgangs skær kastede farvestrålende skygger over værelsets kridhvide vægge. Væggene, som Diana altid havde været misundelige på; deres forældre havde valgt at male hendes værelses vægge forfærdelige påskegule, mens Hannahs var så yndefulde af udseende som en svanes.

   Et par gamle plakater sad stadig klistret fast til de nøgne vægge. Hun huskede, hvordan hendes søster hver aften før sengetid ville have placeret et kærligt kys på billedet af Justin Bieber.

   Men det var bogreolen i det ene værelseshjørne, Diana havde øje for.

   Som hun ganske rigtigt havde tænkt, var I Am Number Four ikke svær at opspore. Hannah havde haft for vane at smugle hendes bøger ind på sit eget værelse – præcis som Diana havde haft for vane at smugle søsterens smykker ind på sit eget. Hun greb fat om bogryggens nedslidte materiale og vrikkede den ud fra sit skjul presset ind mellem de andre titler.

   Noget ramlede mod gulvtæppet i et dæmpet bump. Da Dianas blik en smule overrasket søgte nedad, faldt hendes øjne på en ældre udseende notesbog. Dens omslag var af sort skind, og en smal lædersnor lå fladt og ubundet langs dens side. Hun lagde hovedet på skrå. Det var dog besynderligt, hvor meget den mindede hende om noget, hun havde set før.

   Diana hev efter vejret. Hun havde set den før.

   Det var Hannahs dagbog.

   Sidst hun havde set den, havde været den aften, hvor alt havde forandret sig. Sommerhuset var brændt ned til grunden. Alt skulle være smuldret i flammerne. Hannahs dagbog burde have været tilintetgjort. Men her var den alligevel – uden en eneste synlig skramme og på mystisk vis gemt væk bagerst i hendes søsters bogreol.

   Det var et mysterium for hende, hvorfor hendes fingre pludselig skreg efter at række ud efter dagbogen og udforske den yderlige. Hun vidste udmærket, at det ville være som at se direkte ind i hendes søsters sjæl, men det var pludselig blevet en kamp for hende at forhindre sig selv. I et øjeblik var det som om verden omkring hende tonede ud til slørede plamager, og det eneste tilbage var hendes øjne, der zoomede ind på dagbogen. Diana greb ud efter bogen–

   Hun veg tilbage med et hvin, da den slog åben med et øredøvende smæld. Hendes arme blev slappe, og hendes fingre løsnede åndsfraværende grebet om dagbog i hendes hænder. Den ramlede ned over hendes fødder, og hun bandede ud mellem sammenbidte tænder, da den med en stærk kraft moste hendes bare tær.

   Blodet pumpede hårdt og rødligt mod hendes tindinger, da hun rakte ned mod den nu åbne dagbog. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at en vind havde fanget dens forside og slået den op på en tilfældig side, men det synes at være umuligt. Noget var galt. Hun kunne fornemme det helt ind i sin knoglemarv. Det havde været lige så lidt af et tilfælde, som Gud, der havde befalet Noah at bygge en ark, før syndfloden kom.

   Dagbogens skind føltes blødt men samtidig glat mod hendes hud, og dens nu åbne sider sendte en stærk duft af nyt blæk mod hende. Diana bladrede gennem bogens indhold, men fandt intet andet end blanke sider.

   Som et lyn fra en klar himmel gik det op for hende, at hun havde tænkt for hurtigt. Måske var det slet ikke Hannahs dagbog, hun stod med i sine hænder. Det kunne være en ekstra notesbog, hun havde haft i baghånden, hvis hun engang skulle været løbet tør for sider.

   Diana bladrede frem til den første side for at lukke dagbogen.

   Det var dér, hun så de første ord træde frem. For få øjeblikke siden havde siden været blankere end et spejls overflade – det var hun sikker på, da det ikke var mere end sekunder siden – men nu var langt over halvdelen af papiret fyldt med elegante bogstavers kurver og svingninger. Og for hvert sekund, der gik, dukkede stadig flere op mod det gullige papir. Hun slugte ordene med øjnene.

 

Det er koldt her. Mørket er nærværende, og til tider synes det at være altopslugende. Vilde øjne stirrer efter mig konstant, og de stopper end ikke, når jeg griber dem i deres handlinger. Det må være fordi, jeg er et nyt ansigt hernede. Nyrekrutteret. Det var hvad, han fortalte mig.

Verden er et spøjst sted. Det er akkurat lige så nemt at passe ind her, som det var på Kensingwood High. Og den tanke skrammer mig.

Jeg har det som om, at det hele er et stort puslespil – jeg kan bare ikke finde dets løsning.

 

   Diana kunne høre sit eget hjertes hårde banken mod sit bryst, da den korte tekst langsomt tonede ud, og hun igen stirrede ned på en blank side.

   Siden Hannah først havde lært at stave, havde hun altid holdt af at skrive. Digte, noveller og manuskripter til skolekomedier havde været hendes hobby – især op gennem hendes sidste high school-år. Derfor var det heller ikke svært for Diana at genkende måden, hvorpå hendes søster brugte ord.

   Det var svært for hende at begribe, hvordan en notesbog som denne kunne eksistere. Med Hannahs ord gengivet på papiret det ene øjeblik og forsvundne ud i den blå luft det næste, kunne Diana ikke få sig selv til at rive sit uforstående blik væk fra dagbogens sider. Noget var grueligt galt, og hun kunne umuligt holde sig fra at udforske mysteriet nærmere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...