De Dødes Dagbøger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Færdig
Da Diana James mister sin familie i en tragisk ulykke, forsvinder hendes verden under hendes fødder. Som 16-årig havde hun aldrig forventet at en begivenhed af en grad så forfærdelig, at man normalt kun ville høre om den i de statsdækkende nyheder, skulle ramme hende.
Måneder senere falder Diana ved et tilfælde over sin søsters gamle dagbog, og hun kan umuligt holde sine fingre fra den. Hurtigt går det dog op for Diana, at hendes søsters dagbog ikke er, hvad hun hidtil har troet: Bogen har overnaturlige kræfter, og det er som om, at døde sjæle skriver i den fra Den Anden Side. En gruppe unge tager kontakt til Diana, og det går hurtigt op for den stadig traumatiserede pige, at verden måske ikke er, hvad den før har set ud til. Ondskaben lurer i mørket - men hvordan skal man kunne overkomme den, når ustyrlige venskaber og uhelbredelig kærlighed samtidig træder ind i billedet?

79Likes
87Kommentarer
9304Visninger
AA

30. Epilog


Det var daggry.

    Det friske pust af luft var alt, Diana havde haft brug for. Det skabte mere plads i hendes hoved, end der havde været i evigheder.

   Klokken var fem, og San Francisco var så småt begyndt at vågne op på ny. Herude fra stengærdet på Alcatraz kunne man se det meste. Byen lå under hendes fødder, og hun kunne være herren over det hele, hvis blot hun havde fantasien.

   Det var et smukt syn.

   Vandet i bugten var et glitterhav, idet den orangerødlige sol rejste sig fra horisonten. Mellem broerne bevægede flodtrafikken sig langsomt frem, mens et lag af morgensolstråler kastede sig over byens glasskyskrabere, og fik dem til at stråle selv på den milelange afstand.

   På metalhegnet foran hende sad Logan. Hans nøgne ryg var vendt mod hende, ud mod byen. Diana bevægede sig tøvende væk fra fængselsbygningens massive døråbning.

   Hans øjne holdt sig kort på hendes ansigt, da hun svang sig over på hans side af hegnet. Hun placerede sine fødder på metalstolpen under dem og prøvede ikke at bevæge for meget på sig.

   ”Jeg kan ikke tro, det endelig er ovre,” sagde hun kort for hovedet.

   Logan trak en anelse sørgmodigt på smilebåndet, men sagde ikke meget. Hans blik holdt sig tankefuldt på San Franciscos høje skyline. Hans øjenbryn trak sig sammen, idet solen tittede længere ind over hans ansigt.

   ”Hey, for resten,” sagde han efter et stykke tid. ”Det var ikke meningen, at du skulle se det med Melissa. Jeg …” Han stirrede blindt ned på sine hænder. ”Undskyld. Det var idiotisk af mig.”

   Diana blinkede overrasket med øjnene.

   ”Hørte jeg dig lige undskylde?”

   ”Regn ikke med at høre det igen,” sagde han.

   ”Logan Young af alle mennesker undskyldte. Det må jeg skrive mig bag øret.”

   Hun missede med øjnene mod daggryets skarpe solstråler – og det fik hende til at tænke. Langsomt gik det op for Diana, hvad der i de seneste par timer var sket. Hvad der var hændt hende. Hvad hun havde gjort.

   Den stadig kolde luft prikkede ubehageligt i hendes hals.

   ”Jeg har dræbt en mand,” sagde hun til sidst. Det gik op for hende, at hun skælvede.

   ”Han var så langt fra at være en mand, som nogen muligvis kan være,” insisterede Logan øjeblikkeligt. Hun kunne høre, at hans tænder var sammenbidte.

    Diana knugede sine hænder tættere omkring metalgelænderet.

   ”Han var stadig et menneske.”

   ”Et menneske har barmhjertighed. Et menneske er aldrig helt igennem og fuldkommen ondt. Et menneske vælger ikke at skade andre og dræbe fire mennesker udelukkende for sjov,” sagde han og lod sit blik glippe over hendes ansigt. ”Han var ikke menneskelig, Diana. Det må du aldrig tro, at han var.”

   Synet af blodstænkene på Logans ansigt bragte billeder tilbage til hende. Det virkede som dage siden, at de havde overtrådt deres egne grænser, og hun havde dræbt Laurence, men samtidig var det som om, at intet havde forandret sig.

   Logan var stadig den samme. Det var derfor, han i det værst tænkelige øjeblik havde valgt at være dumdristig.

   ”Du reddede mit liv,” åndede Diana.

   ”Jeg tænkte ikke. Løb bare, før det var for sent.”

   ”Tak.”

   ”Der var ikke så meget andet at gøre, var der?” Hans øjne søgte hendes.

   Hun sukkede.

   ”Du burde stadig ikke have ofret dig. Du kunne bare have ladet mig om tage kuglen.”

   ”Som om jeg nogensinde ville lade det ske.”

   Diana rystede blot på hovedet og rykkede en smule tættere på ham. Gelænderet lod ikke til at ville kunne bære dem begge, men hun forblev alligevel siddende og lod en finger følge linjerne af det ar, der havde formet sig på hans bryst. Skudsårets ru kanter havde bundet sig sammen og efterladt et lyserødt mærke på hans hud, man kun knapt lagde mærke til.

   Hun måtte lukke sine øjne i for at koncentrere sig. Hun kunne ikke lade sig selv distrahere af at være så fysisk tæt på Logan, når hun havde sat sig for blot at vise venlighed. Hun kunne ikke tillade sit hjerte at banke hurtigere. Ikke når han var … Logan. Bare Logan.

   ”God som ny,” hørte hun ham sige. Hans stemme virkede underligt usikker.

   ”Det ser jeg.” Diana løftede sit hoved op. ”Du …”

   Logans øjne hvilede allerede på hendes.

   Deres ansigter var tættere på hinanden, end hun huskede. I et par korte sekunder mindede hun sig selv om, at hun skulle trække sig tilbage – hurtigt – men så var det, at hun for alvor blev fanget af hans øjne. Hvordan kunne det ikke føltes akavet at se sådan på ham, som hun gjorde? Hvordan kunne det mørke i hans øjne fungere som en kraft, der kun drev hende endnu tættere mod ham?

   Hun følte sig magnetisk. Hendes åndedræt var ikke længere hendes eget.

   ”Diana, du gør mig sindssyg,” hørte hun ham hviske.

   Logans læber var så tæt på hendes, at hun ikke længere kunne fornemme luften imellem dem, og …

   Verden gik i stå. Minutterne holdt vejret, og sekunderne stoppede med at tikke i et hjerteslag.

   De kyssede.

   Hans læber var hverken bløde eller forsigtige, men det føltes alligevel så uhyre rigtigt, at Diana havde slugt en mundfuld luft i sin overraskelse, hvis hun kunne. I stedet forbandt hendes mund sig blot tættere med hans.

   Hun følte varme. Ikke fra solstrålerne, som tegnede smukke mønstre på indersiden af hendes øjenlåg, men nærmere armene, der holdt hende tættere endnu ind mod sig.

   Som hun kyssede Logan, blev hendes greb om verdenen mindre – på den gode måde. Det føltes fantastisk. Specielt da hun mærkede ham smile mod hendes læber.

   Noget slog klik, og det gik op for hende, at hun elskede Dylan.

   Men det var meget godt også muligt, at hun elskede Logan højere.

 

 

Byen lå bag dem nu. Foran dem ventede det ukendte. Men det ville de ikke bekymre sig om i lige præcis det øjeblik.

   Bilen var lun, og et friskt Katy Perry-beat drønede ud over højtalerne. Nic dansede med i sit sæde bag rettet, så bilen svingede, mens Lola og Aaron skrålede højt nok med til at overdøve selve essensen af musikken.

   Det var et lykkeligt billede. Dianas krop føltes let og gylden, som hun lå på bagsædet op af Logans skulder.

  Luften fra de åbne vinduer kastede hendes hår rundt i alle retninger. Logan strøg det væk fra hendes ansigt og kyssede hendes pande. Det lille smil om hans mund fik hende til at tænke, at alt ville forandre sig. Det ville blive voldsomt og turbulent, både rigtigt og forkert. De var på vej mod det bedre – forhåbentlig.

   Hun følte sig fri. Ubekymret. Ubegrænset.

   Og var det egentlig ikke også sådan, at det altid havde været meningen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...