Dangers of Hollywood.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Igang
Hollywood kan været et farligt sted at bo, ikke fordi der er større chance for at blev røvet eller skudt der. Nej fordi det kan være farligt at jagte sine drømme. Farligt at prøve at blive som de kendte, for er det det man vil når det kommer til stykket. Mabel er naiv og vælger at flytte ind i en lejlighed med fire hun ikke kender og ser Hollywood fra både gode og dårlige sider.

6Likes
9Kommentarer
803Visninger
AA

3. Getting home.

Jeg havde skyndet mig inden for på diskoteket da de endelig havde opgivet at få noget af den klamme væske i mig, de havde i forsøget spildt en del over mig men jeg klarede mig. Jeg så rundt i det fylde diskotek, luften var tung, klam og jeg havde mest af alt lyst til at tage hjem.

Jeg sneg mig tværs over dansegulvet og hen til baren hvor bartenderen var fulgt optaget af at betjene nogle pænt fulde piger som var op og ned af ham.

Det vil tage mig en kamp at få en drink på det her tidspunkt, og jeg vil nok heler ikke ende med at være så populær vis jeg nu tvang bartenderen væk fra de fulde piger. Så jeg besluttede mig for at kalde det for en aften og gik straks mod udgangen. Jeg zigzaggede mig ud mellem menneske mængden og holdte mit blik fast mod døren. Jeg måtte give nogle folk en venlig albue i siden men jeg kom til sidst hen til døren og udenfor hvor luften ikke var knap så klam og klistret, jeg tog en dyb indånding og smilte svagt.

Jeg så op og ned af gaden og kunne ikke umildbart spotte en taxa, men der måtte være en et sted? Jeg begyndte at gå lidt ned af gaden mens jeg bare nød den smukke stilhed og den stille summen af menneske snak og musik.  Da opdagede jeg at mine fødder gjorde virkelig ondt. Jeg stirrede på de høje hæle og besluttede mig for at sætte mig ned på kantstenen og tage dem af, de klemte som langt ind i helved og vis ikke det var fordi Meredith havde forslået at jeg kunne låne et par af hendes havde jeg heler aldrig taget sådan høje sko på når jeg vidste at jeg skulle stå op og danse længe.

De sad som boret fast på mine fødder og jeg måtte bruge lang tid på at få dem af, jeg havde allerede fået små vabler på mine hæle og tær og det var ikke det værd, for at være ærlig havde det været den kedeligste aften længe. Vi havde taget hjemme fra ved ti tiden og været ved det første diskotek ca. kl. ti over ti. Vi havde danset, drukket lidt og snakket lidt med nogle klamme typer.

Nu skulle jeg så også bare lige hjem!!

Jeg tog mine stiletter i hænderne og begyndte stille at gå mod vores lejlighed. Jeg kiggede mig ikke for og stødte ind i en som bare skubbede tilbage så jeg vældede bag over, ud på vejen og lige ned i en vandpyt.

”Av for helved?!” Jeg tog mig til mit baghoved og åbnede øjnene, ham jeg var gået ind i stod lænet ind over mig og smilte svagt. ”Hvad smiler du sådan af?” Jeg forsøgte på at kæmpe mig på benene igen og kom da også op at stå til sidst.

”Du burde se dig bedre for.” Han grinte lidt og smilte tilfreds. Det sku da ikke mig der vældede fremmede mennesker ned i vandpytter, men jeg sagde de ikke, han var en af de der typer der bare ikke var værd at spilde tid på.

”Ja ” Sagde jeg bare og gik så ned af gaden igen. Jeg kunne høre hans tunge skridt bag mig. Jeg kiggede mig hurtigt over skuldrene og så at jeg som antaget blev forfulgt af den selvglade fremmede.

”Antonio.” Sagde han i et forsøg på at præsentere sig selv. Jeg gad virkelig ikke snakke med en nar lige nu. Så jeg ignorerede ham, en ting jeg med sikkerhed vidste var at det kunne drive hans selvgalde hoved til vandvid.

”Har du ikke et navn?” Han forsatte med at trænge sig på og jeg forsøgte bare at ignorere det, kun tre gader og så var jeg hjemme. Hans tungeskridt forsatte med at holde sig en meter bag mig og det var jeg godt tilfreds med, det eneste jeg ikke var tilfreds med var at jeg var på vej til at føre ham direkte hjem til min lejlighed.

”Skrid tak” Jeg satte farten lidt op og drejede igen rundt om et hjørne, kun to gader. Han grinte hånende og flugte endnu efter mig.

”Jeg ved du ikke mener det” Jeg vendte mig da om og så ham direkte i øjnene.

”Nu fucker du bare af okay. Jeg er ikke i humør til at snakke med en syg stodder som dig så, skrid tak, det vil være ekstremt værdsat.” Han grinte endnu engang af mit forsøg på at få ham til at miste selvtilliden og lysten. Jeg vendte mig igen og forsatte med at gå i et hurtigt tempo.

”Du kan ikke mene at du ikke ved hvem jeg er vel?” Jeg stoppede og sukkede.

”Nej burde jeg vide hvem du er?” Han sukkede og grinte kort.

”Nej, glem det.” Jeg forsatte med at gå og hans skridt var ikke længere i hælene på mig. Men da jeg tog fat i dørhåndtaget til min lejlighed mærkede jeg en hånd på min skulder og kunne høre at han kæmpede for at få vejret.

”Kan jeg ikke få dit nummer?”  Han smilte igen selvsikkert og jeg skyndte mig ind og smækkede døren efter mig. NEJ, jeg gav ikke mit nummer ud til fremmede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...