Teenager - Sue me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Starten på et ungdomslitteraturs projekt.

1Likes
4Kommentarer
303Visninger
AA

2. Et skænderi

Efter Christian forlod mig i biblioteket, gik jeg åbenbart i koma og sad og stirrede ud i den blå luft. Lang tid nok, til jeg kom 15. minutter for sent til den næste time. Og for at gøre alting meget værre, var det matematik. Vores matematiklærer hader mig som pesten, da jeg aldrig følger med i hans timer, og i stedet altid sidder og enten skriver eller tegner. Hadet er gensidigt.

“Der er nok nogen som føler sig vigtigere end andre, siden at hun kan tillade sig at komme for sent!” Bliver jeg mødt med, så snart jeg åbner døren til klasseværelset. Klassen griner tvunget af matematik-Bo’s patetiske joke. Alle bortset fra den sagte knurren som høres nede fra de bagerste rækker. Linnea tror nogen gange at hun er en ulv, nemlig. Hun knurrer og hvæser af folk hun ikke kan lide. Hvem kan andet end at elske den tøs?

Da jeg lader mig falde ned i stolen ved siden af Ole, kiggede han spørgende på mig. Jeg rettede min opmærksomhed på et hul i bordpladen foran mig, og undgik at svare på det usagte spørgsmål

Efter en lang, smertefuld og dødkedelig matematiktime var det spisefrikvarter, og inden de andre havde nået at sige et enkelt spørgende ord til mig - var jeg den der var smuttet ned i biblioteket igen. Min tidligere besøgende kom selvfølgelig aldrig, og jeg fangede mig selv i at sidde og læse den samme side flere gange om, før jeg simpelthen opgav at læse. Den sidste time var engelsk, men jeg måtte se i øjnene at jeg overhovedet ikke kunne koncentrere mig om noget som helst. Hvad fanden gik der af mig. Jeg forlod biblioteket et kvarter inden timen ville starte, gik ind i klasseværelset, hentede mine ting, og gik igen. Uden så meget som at ytre et eneste ord til gruppen, som bare sad og kiggede på mig mens jeg samlede mine ting.
Det lyder mærkeligt at jeg bare kan gå ind til mine venner, tage mine ting uden at sige et ord, og bare gå igen - uden nogen af dem heller siger noget. Men du må forstå, at jeg altid snakker meget med mine venner. Så når jeg ikke snakker, ved de jo selvfølgelig ikke hvad de skal gøre af sig selv.

Jeg overvejede hurtigt hvad fanden jeg egentlig havde tænkt mig at gøre, for jeg kunne ligesom ikke tage hjem. Nå, ja, det ved du ikke. Luna arbejder hjemmefra, det meste af tiden. Hun er sådan en livsstilscoach, så når hun ikke har klienter eller er ude og holde foredrag, så arbejder hun altså hjemmefra - og sådan en dag var det i dag.
Heldigt for mig, har vores lille bande jo vores helt egen “klub”. På vej ud af skolegården - med masser af øjne i nakken - fisker jeg min slidte HTC op af lommen. 5 ulæste beskeder. Shit.

De første to er fra Linnea
(10:05) Linnea:  Hallo, hvor er du? Timen er gået igang. Bo har den grimme skjorte på igen, jeg tror ikke han har andre.
(12:05) Linnea: Sker der, Zombiechick?

To fra Andreas
(09:55) Andreas: Dude, kom lige ind i klassen, Anna har lige siddet og pralet af hendes blowjobfærdigheder, og nu battler Linnea hende i teknikker - det er for sygt det her.
Gud hvor er han upassende.
(12:07)Andreas: Er du okay?

Og en fra Ole...
(12:07) Ole: Du kan sgu da ikke bare gå uden at sige et ord, hvad fanden sker der?

Jeg svarede Andreas først. Alt andet ville ligesom være uhøfligt, eftersom jeg var på vej hjem til ham for at hænge ud i hans kælder. ‘Hey dude. Don’t worry, er ok. Jeg fik det bare lidt dårligt. Luna er hjemme, er det kay at jeg tager i kælderen?’ plottede jeg hurtigt ned på touchskærmen. Linnea ville blive fornærmet over at ikke blive svaret først, men sådan måtte det bare være. Jeg var sikker på at Andreas ville give beskeden videre, og undlod at svare de andre. ‘Fair’ svarede han tilbage få sekunder efter.

Andreas bor ikke særlig langt væk fra skolen, så jeg var hjemme hos ham i løbet af små 5. minutter. Jeg fandt den gemte nøgle under potteplanten til højre for døren til deres garage, som skjulte lemmen til kælderen. Trampede ned af trapperne, smed min taske fra mig, satte min iPod til højtaleren og mærkede afslappelsen ramme mig, som tonerne af Weekends med The Perishers fyldte rummet, og lagde mig i sofaen midt i kælderen. 
Jeg kunne godt lide at være i kælderen, på trods af den uundgåelige smøg-stank der hang i stoffet på den falmende grå sofa, rester af aske der lå spredt over bordet, tomme- og halvtomme øl flasker der stod spredt i rummet. Det var ligesom mit andet hjem, mit hjem med den familie, jeg selv har valgt.
Ikke at der er noget galt med min EGEN familie, det er bare ikke det samme.
Men lad os være realistiske, jeg vidste jo sådan set godt at jeg ikke ville komme til at falde i søvn, især ikke når rummet så sådan her ud. Så efter at have ligget der i omtrent fem minutter, opgav jeg at ignorere mine instinkter og satte mig op med et suk. Og gav mig til at rydde op. Se, netop DERFOR syntes Andreas at det er okay at Therese smutter ned og hænger ud i kælderen alene. For han VED at det er dét der sker HVER gang, Therese bliver lukket alene ind i et rum, der roder. Så går der husholderske i pigebarnet. For helvede.

Efter at have ryddet kælderen for al roden, for så vidt som muligt, havde jeg kogt mig en kop kamillete, og endnu engang smidt mig i sofaen, reenforceret af Alice in Wonderland. Jeg var til dels nervøs for at alle fra gruppen ville tage med Andreas hjem, som vi så tit har gjort efter skole, fordi vi alligevel ikke havde så meget andet at give os til. Dog var det nu 1.g., hvilket selvfølgelig resulterede i vi havde langt flere prøver og snart eksaminer også. Derfor blev der brugt bare en lille tand mere tid på lektier, end hvad vi ellers havde gjort førhen. Selvom man måske ikke umiddelbart ville tro, at forstadens "utilpassede unge" ville være dem, som sad og terpede som små maskiner, så var det faktisk tilfældet. Vi havde helt sikkert nogle af de skarpeste hoveder i klassen. Selvfølgelig var det ikke noget man mærkede særlig meget til.
Jeg burde nok også forklare det her, med de "utilpassede unge" - fordi vi er jo næppe det, man kan kalde "fra uhensigtsmæssige kår" med alkoholiske forældre, der slår, og egentlig er ligeglade. Vi er egentlig bare en masse unger der er opvoksede i middelklassefamilier, nogle med skilsmisser, men generelt set, fra hjem med forældre der har taget videregående uddannelser og sørger for mad på bordet.

Vi kedede os bare ret meget, og er måske også bare lidt for intelligente til at gide at sidde derhjemme og glo Paradise Hotel, som for eksempel sådan nogle som Anna, Maria og Natasja fra klassen ville.
Vi ville hellere sidde hjemme og stene playstation, spille brætspil, høre god musik, fra tid til anden tage til koncert, hygge os med hinanden og drukspil i weekenderne, end vi gad at tage til Hillerød og på Picadilly og drikke os i hegnet hver fredag som alle de andre unger som ikke er gamle nok til at komme ind alle andre steder/dage. Vi gad ikke at fedte os ind med parallelklasserne og med dem fra 3.g. for at være populære og  blive inviteret med til de såkaldte seje fester som er skiftende hos én af drengene hver anden weekend.
Så med utilpasset så mener jeg nødvendigvis ikke at vi rent faktisk var ballademagerne, som navnet ligger op til. Bare at vi ikke gad at være droner og gøre som alle de andre for at være seje. Hvorfor skulle vi, vi havde hinanden.
Heldigt for mig, var dette én af de fåtal af dage hvor gruppen havde valgt at ikke crashe Andreas' kælder. Måske havde de andre lidt lugtet lunten af mit dårlige humør, eller også havde de bare ikke overskud til at deale med eventuelle problemer. Dette gættede jeg, var forklaringen på at de endnu ikke var kommet herhjem da klokken var 15:10.
Jeg tænkte at de nok var smuttet i Lyngby centret eller sådan noget, i stedet for at tage herhjem. Og det passede mig faktisk fint.
Jeg skimmede nyhedsfeed'en på Facebook, men de havde ikke checket ind nogen steder.

Og så gjorde jeg noget, som jeg skammer mig over. Vi har vel alle været der. En svag situation, hvor man gør noget, som man VED, man ikke burde. Noget, som der virkelig ikke kan komme noget som helst godt ud af. Jeg ved sådan set heller ikke hvorfor jeg gjorde det. Men jeg åbnede for menuen på Facebook. Og jeg beklager, men jeg trykkede på søgefeltet. Og jeg er endnu mere ked at fortælle det her, men da markøren blinkede i søgefeltet, skrev jeg, ... gud hvor er det pinligt, det her..  jeg skrev 'Christian'. Lad være med at dømme, okay?
Og det var egentlig også komplet åndssvagt, jeg havde jo ingen som helst anelse om hvad fanden han overhovedet hedder til efternavn, eller hvem hans venner er.
Listen med Christian'er var naturligvis mile-lang. Efter at havde brugt omtrent ti minutter, på at stalke hver deres profiler på facebook måtte jeg simpelthen opgive mit foretagende, og indse hvor patetisk jeg egentlig var.  Var det virkelig så lavt jeg  var sunket? En fyr snakker til mig. På et bibliotek. Og få timer efter sidder jeg selvfølgelig og stalker ham på Facebook. Og det kan jeg IKKE engang finde ud af.
Kan nogen give en pris til Therese? Hun har nemlig lige redefineret udtrykket 'nederen'.
Jeg blev nød til at få lidt selvrespekt og tage mig sammen, det var jo simpelthen for åndssvagt. Jeg  lovede mig selv at jeg aldrig nogensinde ville fortælle om mit svaghedsmoment til nogen. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og kastede min telefon over i lænestolen overfor sofaen.
Netop som den landede med et bump, hørte jeg fodtrin fra trapperne, og af lyden af dømme, gættede jeg på at gruppen alligevel havde endt med enighed om at tage herhjem. Til min overraskelse, var det kun Andreas og Ole. Hvilket var en smule atypisk, da Ole og Andreas nærmest aldrig hænger ud sammen, bare de to. Det er oftere Jacob og Andreas.

"Hey" sagde Andreas hurtigt, inden han kastede sig i sofaen ved siden af mig og smækkede sine (stygt lugtede) sokker op på bordet, kastede en smøg i kæften. Det var så dén kortvarige renhedsduft i kælderen.
Ole satte sig stiltiende i lænestolen overfor os og tændte for tv'et. "Fuck hvor lækkert T, du har ryddet op!" grinede Andreas til mig, og ruskede mig i håret. Jeg smilede tilbage som svar. Jeg kunne godt lide at være sammen med Andreas, der var ikke så meget pis med ham, eller drama. Han vidste jo ligesom godt at der var noget, men det var op til mig at sige det. Han giver plads, ikke? "Lærte i noget spændende i de sidste timer?" bød jeg ind med et smil, og Ole svarede med et ligegyldigt skulderløft, "Ikke så meget nyt som så meget gammelt..." sagde han med et suk. Fedt, vi er cool, tænkte jeg.
 Andreas brugte de næste par timer på at spille et gammelt Tekken-spil på sin playstation, og mig og Ole skiftedes til at spille imod ham. Med råben og hujen. Og med stor skam for drengene, da jeg gav dem voldsomt meget klø. Andreas blev ved med at insistere på at jeg bare var heldig. Jeg insisterede, at det faktisk var fordi jeg havde købt mig spillet og øvet mig i smug, hver eneste nat, de sidste to måneder.
Det var så løgn. Jeg spillede det kun et par aftener om ugen med Jonas.
Og eftersom tiden flyver i godt selskab, glemte vi naturligvis at kigge på klokken.
Pludselig stak Andreas' mor hovedet ned i kælderen, for at råbe: "ANDREAS, SLUK FOR TV'ET, DER ER MAD!!!" som med ét fik os ud af vores playstation-trance.
"Shit, hvad er klokken?" spurgte jeg, og indså at jeg ikke havde min telefon på mig, og pegede på stolen Ole sad i, "Jeg tror du sidder på min telefon.."
Ole rejste sig, og samlede min HTC op, og låste telefonen op. "Klokken er halv syv.." svarede han og så helt forkert ud i hovedet. Som om det var min skyld, eller noget, at han kom for sent hjem.
Andreas forsikrede os om at vi bare kunne blive hængende, men både Ole og Jeg var meget bestemte på at tage hjem. Jeg var, for det første, fordi jeg havde syv ubesvarede opkald fra daddy, så jeg tænkte at det var smart. Vi fulgtes side om side hele vejen hjem, uden at ytre et ord. Jeg var bange for at han ville spørge ind til hvad der skete tidligere på dagen, hvis jeg indledte samtalen. Jeg debatterede stille i mit hoved, om det egentlig ikke ville være pænt smart at starte samtalen alligevel, fordi hvis nu HAN startede samtalen, var det ligesom ham der ville bestemme hvad det skulle handle om, og så ville jeg først være rigtigt på skideren. Mest fordi, at jeg aldrig har kunnet lyve for Ole. Han er bare for sød og ærlig til at lyve for.
Og lige før at jeg skulle lave en enormt sej kommentar om at matematik Bo var sygt nederen i timen i dag, kom han mig i forkøbet. "Er det bare mig, der synes at .. I dag har været lidt mærkelig?" sagde han stille, uden at kigge på mig. "Nej, det er det vel ikke.." svarede jeg, og vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige.
"Det kan godt være, at det bare er mig der overtolker alt, men... Er du jaloux?" spurgte han, og jeg kiggede op på ham. "Øh, hva?" Svarede jeg, og kunne ikke lade være med at smile. "Det er bare fordi, da jeg fortalte dig at jeg havde set Line i weekenden, da vi talte i morges, så blev du helt stille. Så skrider du i alle frikvartererne og ender med at stikke af fra skolen, og svarer ikke på mine beskeder."
"Er du sikker på at du ikke har røget et eller andet?" sprang ud af mig, jeg og måtte næsten kvæle et grin, og fortsatte, "hvorfor i alverden skulle jeg være jaloux på Line?!"
Uforventet stoppede Ole op, og kiggede på mig med øjne, som skød lyn og bed tilbage "Øh, hvor skulle jeg vide det fra!?", hvorefter han lukkede øjnene og gled hånden igennem sit mørke hår, mens han udstødte et højt suk. "Ved du hvad, never mind, vi ses i morgen." Sagde han så, og inden jeg når at sige et ord mere, er han gået fra mig. Og så stod jeg der, midt på Nørregade, forladt og ynkelig, mens jeg råbte af ham "Men vi skal den samme vej!???"
Han stoppede aldrig op.

Da jeg kom hjem måtte jeg lytte til den store opsang, om at jeg altid skal ringe hvis jeg kommer sent hjem, og jeg forklarede at tiden var fløjet fra mig. Far blev hurtigt god igen. Han er rigtig fin, faktisk, far Michael. Jeg har ikke noget imod at få skæld ud, det betyder bare at han ikke er ligeglad. Ligesom for eksempel Linneas forældre. Hun har intet tidspunkt hvor hun skal være hjemme, hendes forældre køber glædeligt alkohol og smøger til hende, hvis hun beder om det. Alt for at ikke behøve at blive konfronteret med hende. Eller hendes virkelige behov. Okay, undskyld, skal nok stoppe med at være dyb.

Jeg varmede resterne af den chili con carne, far havde lavet. Michael er en fantastisk kok. Derefter gik jeg op på værelset, tændte computeren og for spotify, tændte nogle stearinlys, og satte Falling for You med Seabird på. No puns intended. Kiggede ud af vinduet, men der var slukket på Ole's værelse..
Åbnede for Alice, og fordybede mig i eventyrlandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...