iPhone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Novelle. Skrevet i 1. person.
Et glimt i hovedet på en pige, fredag nat.

1Likes
5Kommentarer
228Visninger

1. Iphone

 

Klokken er 01:15. Det ved jeg, fordi jeg tjekker min iPhone for 5. gang indenfor den sidste halve time, og du har stadig ikke svaret. Ikke at jeg siger, at det var en fantastisk idé at skrive til dig, at jeg savnede dig, klokken et om natten. Men du kunne da i det mindste svare. Den sidste måned har vi skrevet samen hele dagen, hver dag, om alt og om ingenting,  om livet, jokes og frække beskeder, så du kunne sgu da for helvede fucking i det mindste svare. Jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg godt ved, at grunden til at du ikke svarer, er fordi du ikke savner mig. Og jeg bliver vred, fordi jeg ikke kan forstå det.

 Jeg forstår ikke at man kan lære et menneske at kende, i hvert fald ikke som du har lært mig at kende, og bare skære dem ud af dit liv, uden at savne dem. Uden at skænke dem en tanke nu og da, og have en følelse af tomrum. Nej nej, vi var ikke kærester,  men skal dét til, før det betyder noget? Jeg hører ikke til her. Jeg hører ikke til, i det her samfund hvor folk bare zapper sig igennem livet, igennem mennesker, uden følelser, uden betydning, uden sjæl, uden lidenskab, uden følelser, uden savn, uden kærlighed, uden følelser. Uden følelser.
Jeg hører ikke til i det her samfund, fordi jeg har masser af følelser. Jeg har følelser EVIGT og altid. Jeg har følelser, når jeg sidder i toget hjem, lørdag nat, i en buzz af billig alkohol, shots og øl, når der sidder tre drenge og diskuterer homoseksualitet højlydt. Der føler jeg for eksempel at de skulle tage at holde deres kæft, så jeg passende kunne sidde og summe i min brandert, for mig selv. Eller når jeg er på vej hjem fra skole, og min iPhone går ud, og jeg dermed ikke kan lytte til spotify. Der føler jeg for eksempel, at jeg hadder apple. Eller når jeg er hjemme og besøge min mor og hendes kæreste, og hun vækker mig klokken 8 om morgenen, der føler jeg tit, at jeg hellere ville sove lidt mere. 
Eller når jeg vågner efter en brandert, der føler jeg, at jeg burde have drukket mindre. 
Eller når jeg står på Nørreport station og ser en pige med sin telefon, med et kæmpe smil, og taster noget på skærmen. Der føler jeg et stik i maven, der giver mig lyst til at græde. Eller når en eller anden fyr, sød, ja ja, beder om mit nummer. Der føler jeg håbløshed, modvilje, og en lille smule vrede. Vrede, fordi hvad fanden skulle det nu gøre godt for.


Gu' fanden må du ikke få mit nummer. Nej tak, det tror jeg ikke. Nej, det er jeg ked af. Det går sgu ikke. 
Og han ville spørge "Hvorfor, har du da en kæreste?" og jeg ville svare "Næææ..." og han ville ikke forstå det. Og det er meget sjovt egentlig. Situationen. Han er pæn, jeg er pæn, vi har talt sammen de sidste par timer her på baren, og har egentlig haft det meget sjovt, så hvorfor skulle vi da ikke udveksle numre? Jo, det skal jeg fortælle dig. Fordi jeg gider ikke. Jeg magter det ikke.  Jeg gider ikke flere sms samtaler hvor jeg fortæller om mig selv, hvor jeg deler ud af min visdom (host), min fantastiske humor, min charme og kækhed. Jeg gider ikke at give nogen chancen for at lære mig at kende. Jeg gider ikke at lære dem at kende. Jeg gider ikke at være casual. Jeg skal ikke fremstille mig selv for nogen, og være til deres bedømmelse om hvor vidt jeg er god nok til dem, til et kys, til et knald, til en date, til måske lidt mere, måske til  meget, fordi det er alt sammen fuldstændigt ligegyldigt. 


Jeg behøver ikke ham, eller nogen som helst anden til at skulle sige til mig, at jeg er god nok. Jeg er fucking god nok, det er sgu da bare JER der er noget galt med, fordi i ikke kan se det. Jeg ved udmærket godt hvad det her handler om. Det er et spil. Alting er et spil. Et spil, som jeg patetisk nok har leget at jeg ikke kender reglerne til. Men det gør jeg jo, det gør vi alle.

Ready, set, go. 

Reglerne er:
1. Du skal have selvtillid.
2. Du skal helst ikke svare på beskeder for hurtigt.
3. Vær interesseret, men ikke for interesseret.
4. Underprioriter ham. Han skal ikke tro, at han er vigtig.
5. Få ham til at føle sig mandig.
6. Lyt, og spørg. 
7. Grin af hans dårlige vittigheder.
8. Ros ham for hans bedrifter.
9. Anerkend hans interesser, og interesser dig.
10. Vær sexet, men ikke skanky.
11. Giv end ikke muligheden for sex, før han er drevet tæt til vanvid.
12. Giv ham lige præcis nok til at vide, at han kommer igen.
13. Fortæl kun lidt om dig selv, bevar mystikken  (Eller som min mor havde sagt "Fortæl intet om dig selv han kan dømme dig på, før han er økonomisk i klemme."  Læs: I har købt lejlighed / bil sammen. Tak mor.)
14. Vis ikke usikkerhed! Mænd kan lugte frygt.
15. Pral aldrig, men vis ofte glimt af dine mange talenter.
16. Vær altid sexet, men yndig.
17. Tal pænt. 
18. Hav ikke brug for ham.
19. Besvar aldrig drunktexts. Du er hævet over den slags.
20. Ekskærester er et forbudt taleemne. Både for dig og for ham - så hvis samtalen drejer sig i den retning, UNDVIG. Tankemønstre der omhandler jer og sex med andre er FORBUDT hvis du vil have et forhold.

OG det er bare dem, jeg kan komme på, bare lige sådan fra hoften. Nogle af punkterne er mere vigtige end andre. Det sjove er, at selvom at jeg udmærket godt kender til alle de her regler, så har det ikke afholdt mig i at bryde dem. Fordi man tror at han er noget særligt, at det ikke betyder noget, fordi han kan jo lide én. Nu har han jo alligevel brugt en god måneds tid på at score én, så må han jo være the real deal. Det går jo nok at vise sine følelser og sine usikkerheder. Men BOM, så falder fælden, og så sidder man bare fast som en ynkelig lille ræveunge, fanget fastlåst, langsomt forblødende, pibende om hjælp, men ingen hjælp kommer. Jeg er dårlig til spil. Se jeg er nemlig meget ærlig. Meget umiddelbar. Jeg kan læses som en åben bog, hvis bare man har tålmodighed til at kæmpe sig igennem formalierne, indholdsfortegnelsen og indledningen. 
Men den her bog er fandeme lukket, fra nu af. Lukket med hængelås, du. Og nøglen hænger lige her om halsen på indehaveren, mig, og du får den fandeme ikke.  IPhonen bliver hevet frem igen, måske havde jeg ikke hørt vibratoren, og min nototifikationsfrie iPhone lyser op i soveværelsemørket.
 Smider et billede fra weekenden, hvor jeg ser godt ud, på instagram. I håb om at du ser det, ser mig og tænker "hold kæft, hvor er hun egentlig lækker, hvad fanden har jeg gang i".

Og nu ligger jeg så her, med min lukkede bog, og min åbne telefon, min ulæst-besked-tomme iPhone, og er fuldstændigt lukket, over for alle andre end dig, fordi du alligevel formåede at gøre alle de rigtige ting, som gjorde at jeg troede, at jeg kunne stole på dig. 
Så for at undgå at det nogensinde skulle kunne ske igen, så laver jeg lige en lille opsummering, eller regl samling for hvad man dengang skulle gøre, for at åbne bogen.

1. Frem for, som de fleste bejlere gør, at forsøge at charme sig ind med komplimenter, og antage at man er så let at man rent faktisk lader sig røre af det, gav du dig tid til at simulere interesse, og spurgte ind til mig - ikke overfladisk, men ting der betød noget for mig.
2. Du viste at du havde lyttet efter, ved at lave referencer til tidligere ting jeg havde sagt.
3. Du lagde rent faktisk mærke til, at jeg havde det svært med komplimenter.
4. Jeg kunne altid regne med at du skrev. Det gjorde det lettere at stole på dig.
5. Du spurgte ind til det, da du kunne mærke at jeg var lukket. 
6. Jeg var aldrig i tvivl, om at du havde lyst til mig, men du respekterede et nej. (Meget vigtigt punkt. Jeg tror mange piger kan overtales hvis de bare bliver teaset lidt, men det har nærmest omvendt effekt på mig. Hvis jeg siger nej, og en fyr så går all in og rager løs, er han bare ude af min dør så hurtigt at han nærmest ikke når at se det, før døren er smækket i hovedet på ham)
Og sidst, men aller vigtigst.
7. Du sagde at jeg kunne stole på dig. Igen. Og igen.  Til jeg troede på det.

Og det er jo bare fordi jeg er sådan en sød og naiv lille pige. Hvis jeg får ting at vide nok gange, så begynder jeg jo at tro på det. Det var dumt af mig. 
Og så sidder man jo her og tænker, hvordan skal man nogensinde kunne regne med, at nogen vil én rigtigt igen, hvis alle de her ting finder sted, som nærmest er opskriften på "god fyr du kan stole på"?
Det kan man nok ikke.  Men samtidig, må jeg jo nok indrømme at du advarede mig. Fordi du gjorde ting, som en RIGTIG god fyr, som rent faktisk vil én, ikke gør. Du bakkede ud. Du kom jo tilbage, men du bakkede. Du var jo ærlig omkring det, så jeg troede ikke at det betød andet end at du bare lige skulle vænne dig til, at nu var der sgu en pige i dit liv, som måske ikke var så ... snorlige, som de andre du måske var vant til.
Du skulle lige vænne dig til det. Set i bakspejlet, var det nok i virkeligheden bare dig, der faktisk VAR en sød fyr, og viste mig, at jeg nok bare i virkeligheden ikke rigtigt KUNNE stole på dig. Sådan her går det, når du faktisk åbner dig lidt. Hvis du bliver ved, går det i samme retning. 
Men jeg læste det forkert. 
Og du fortalte om de piger du har været sammen med. Du var bestemt ikke bleg for at gøre det klart, hvilken begæret stud du er. Det burde jeg nok pænt meget også have læst som en advarsel. Men det læste jeg som, han har fået løbet sine horn af, udmærket!

Og alle de her ting, ved jeg nu. At jeg læste fejl, at fejlen er på mig, men jeg kan bare stadig ikke stoppe følelsen af at jeg har fucket up. At det IKKE var uundgåeligt. At jeg bare skulle have haft lidt selvkontrol. Spillet efter reglerne. Ikke bare smækket bogen åben på side 213, presset din næse ned i den og skyndet "LÆS!". Hvis jeg bare havde holdt igen. Hvis jeg havde spillet kostbar. Hvis bare og hvis bare og hvis bare. Og der er fandeme ikke noget værre i verden, end følelsen af, at måske selv være skyld i sin egen ulykke. Jeg er før blevet beskyldt for, at ødelægge det for mig selv, når noget går godt, simpelthen fordi jeg trives bedst i et miljø hvor jeg kan ynke mig selv. 
Men det passer fandeme ikke! Hvem fanden kan det. Og ja, gu fanden tester jeg mit held, men det er sgu da også bare fordi jeg er vant til det modsatte, det kan være utrolig svært at tro på andet. Så når andet kommer, SÅ TESTER JEG DET, og det er der fandeme ikke noget galt med. Der er intet galt med mig, der er noget galt med samfundet, med jer alle sammen. Alle andre end mig. 

Jeg åbner for facebook app'en og søger på dit navn. Jeg har fjernet dig fra min nyhedsfeed, og blokeret dig på chatten. Så jeg ikke kan se hvad du laver, eller se hvornår du er online. Eller hvornår du ikke er online. Fordi når du ikke er online, så må det være fordi du er sammen med en anden. Kysser med en anden. Rør ved en anden. Har sex med en anden, og bare tanken giver mig kvalme. Så meget jeg har lyst til at ryge en hel pakke cigeratter i tur efter hinanden, og drikke en flaske rødvin alene. Så nu kan jeg ikke se det, og så undgår jeg at tænke det. 
Den sporadiske stalking er dog stadig en hændelse der sker på dagsbasis, dog nu kun én eller to gange om dagen, hvor det før var.. oftere.
Jeg skimmer din tidslinje, klikker ind på dine billeder.. Fanger mig selv i at notere at en bestemt pige har liket de sidste to billeder, du har lagt op. Min mave vender omvendt. 
Jeg ved godt at det er sygt, og jeg ved godt at det er fucked up, jeg ville ønske jeg kunne lade være. Men det sker ikke.
Og der er stadig ingen nye beskeder.

Klokken er 00:45

Jeg har fisket mobilen frem fra ved siden af min hovedpude, og ligger med et stort tomrum i maven. Igen kan jeg ikke sove. Dine arme mangler omkring mig, og der er så koldt i min seng. Jeg savner vores natteskriverier. Jeg kan aldrig sove, når der ikke er nogen der siger jeg skal. “Sov så!” ville du skrive, og så ville jeg smile, og lægge mig til at sove, efter at have skrevet “Jeg ville ønske du var her, og tvang mig til det ;)”

På skærmen står der Martin, og ud over det er den tom. Jeg har slettet alle vores tidligere beskeder, fordi det er for fristende at læse dem alle igennem og pin pointe præcis, hvor det var at det gik galt. Det ville være uundgåeligt at sidde i timevis og analysere hver eneste besked. Det ville være umuligt ikke at læse de søde beskeder, og græde. Så jeg har slettet dem. I tekstfeltet har jeg skrevet “Jeg savner dig”.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...