Dagbogs koden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 5 okt. 2013
  • Status: Igang
Amalie bliver hver dag jagtet at forhistoriske mænd, som kun hun kan se. De forfølger hende altid og det eneste sted hun kan søge hen er i højen. Igennem den lille dør, som kun er der når hun bliver forfulgt. De tror alle sammen hun er sindssyg, ingen tvivl om det. Men hvad er det som der er så vigtigt for hende at huske, og hvem er ham den nye bogorm? Og hvad er det for en dagbog?

1Likes
0Kommentarer
237Visninger
AA

2. Kapitel 1

Hun løb hurtigt af sted med hjertet siddende i halsen. Hen af gaden efterfulgt af de mærkelige mænd. Hun var forpustet og undgik at kigge på de folk der var stoppet op midt i deres gøremål for at se hende styrte igennem byen som hun altid gjorde det. Hun så sig kort tilbage over skulderen. Der var de. De mænd som kun hun kunne se, og som hendes psykolog mente hun forestillede sig, men de var jo lige der. Hun ville hellere end gerne af med dem. Deres gammeldags hør tøj og sorte støvler skræmte hende utrolig meget, men det var ikke kun det. Det var også deres arrede ansigter og uglede hår, som stod til alle sider og lignede noget der ikke var blevet vasket i hundred år.

Hun vente igen blikket tilbage mod der hvor hun løb, men for sent. Hun løb direkte ind i den nye dreng. Han skulle vist nok begynde i hendes klasse i morgen. De væltede begge så hun faldt ned over ham. Hun så kort undskyldende på ham. Hans hår var halvlangt af en drengs at være og hang naturligt ned. Hans øjne var stedsegrønne og strålede forskrækket mod hende. Hun så sig kort over skulderen. De var kommet tættere på. ”Undskyld, men jeg bliver virkelig nød til at løbe,” sagde hun forhastet og fik sig hurtigt rejst op igen. Hun så sig lidt om imens hun løb. Der lå bøger spredt ud over det hele. Var der ikke også noget med at hans far ville åbne en boghandel i den gamle køb­mandsbutik?

Hun fortsatte ned af gaden med knald rødt hoved af anstrengelse. Det var ikke fordi hun ikke var i god form. Det bliver man af at skulle flygte fra de mænd hver evig eneste dag, men fordi det var hårdt hele tiden at skulle orientere sig mens hun skulle sørge for at sine forfølgere ikke kom for tæt på. Hendes ben susede vanligt hen over fliserne. Hun løb ind i en lille gyde hvor en høj mur tårnede sig op foran hende. Hurtigt og ganske som hun plagede klatrede hun op af murstensmurens rug overflade. Hun vidste præcis hvor hun skulle sætte fingrene for at kunne komme hurtigst op og det voldte hende ikke større problem end at få 2+2 til at give 4. Da hun endelig nåde op på muren så hun kort tilbage på mændene. De var foruroligende tæt på efter hendes smag. Hun hoppede ganske let ned i haven på den anden side, som for øvrigt var hendes gnavne nabos. Hun landede lige på den anden side af den halvvisne busk han havde plantet op af muren, netop for at hun ikke skulle løbe igennem hans have hver dag. Det havde dog ikke hjulpet spor. Den eneste forskel var at nu lavede hun dybere spor i hans hellige græsplæne. Hun løb let hen over græsset og hoppede elegant over plankeværket der gik hende til hoften. Det var let klaret ved at sætte hænderne solidt ved siden af hinanden og så svinge kroppen over.

Hun styrtede hen til den lille forhøjning midt i hendes have. Hurtigt fald hun på knæ midt i hen­des mors rosenbed. Håbløst hæv hun i den lille, solide, mørke dør, som var placeret i højen. Hun hæv desperat i den til den langsomt gav efter. Hun var ved at tude af glæde og kravlede hurtigt ind og lukkede døren efter sig. I det samme hørte hun de mange trampende føder uden for højen. Høje mandestemmer råbte højt på et sprog hun ikke kendte. Rædselsslagen krøb hun sammen bagerst i den lille hule. Hun var altid bange for at de skulle komme ind, men det kunne de ikke. Det var kun hende der kunne komme der ind. Ikke engang hendes familie kunne komme her ind. Det var hendes sted. Langsomt forsvandt lyden af mændene. Hun trak benene op under sig og kiggede nervøst på døren. Det hvide tegn på indersiden af døren fik hende altid til at tænke der var et eller andet vigtigt hun skulle huske, men hun kunne ikke huske hvad det vigtige var. Det var ikke bare vigtigt som en fødselsdag eller noget i den stil, men noget rigtig vigtigt. Hun sad lidt efter, at alle lydene var fors­vundet, inden hun endelig kravlede ud af højen. I det hun rejste sig op og så tilbage på højen var dø­ren væk igen. Et lille smil spredte sig på hendes læber. Det var den altid når hun ikke blev jagtet af mændene.

Hun så op på det lyserøde hus med det blæksorte, men blanke tag. Hele haven var smukt pyttet med roser i alle farver og udformninger. Alle døre i huset var nymalede, hvide og strålede smukt. Det hele mindede om et dukkehus. Den kridhvide veranda med de mange røde slyngroser kravlende op af, virkede næsten uhyggeligt sødmefyldt. Det var trods alt ikke uden grund det blev kaldt 'Mors dukkehus'. For det var det, det var. Et stort dukkehus bygget til hendes mor.

Hun sukkede dybt og gik hen til verandaen. Lige neden for verandaen så hun ned af sig selv. Hun var for at sige det mildt møg beskidt. Hendes engang hvide snøresko der gik hende til midt på læg­gen var totalt mudrede ind, ikke at hendes stramme jeans med hul i venstre knæ og højre lår så bed­re ud. Knæene var fuldkommen brune og det gik langt ned af læggene og op af lårene. Hendes tæt­siddende T-shirt, der gik hende til lige over naglen og med 'Avril Lavigne' skrevet hen over brystet og Avril Lavignes lille logo af et kranium siddende nede i venstre side, var det rensete på hende. Den var dog heller ikke ren.

Hun blev hurtigt enig med sig selv om at hun ikke ville blive populær hos sin mor når hun kom ind. Hurtigt tog hun en beslutning og gik hen til en lille hvid stige der førte op til verandaen. Den var godt vokset til i roser, men det bed hun i sig. Langsomt og opmærksom på ikke at stikke sig på en torn kravlede hun op af stigen. Let og elegant landede hun på verandaen. Der var to hvide døre og to hvide vinduer. Over dørene hang der hvide skilte med navne på. På det ene skilte stod der 'Tomas' og på det andet stod der 'Amalie'. Tomas var hendes tvillingebror og Amalie var hende selv. Hun tog let i det forgyldte håndtag ind til hendes eget værelse og åbnede døren.

I det samme hun åbnede døren hørte hun den anden dør blive slynget op. Hun sank en enkelt gang og så, så ind i de iskolde, lyseblå øjne hun kendte så ufatteligt godt. Der stod hendes mor i sin fine tætsiddende, blomstrede sommerkjole med puf ærmer. Hendes hænder sad anklagende i sidden og hendes fine lyserøde stiletter var placeret med lidt mellemrum så hun stod solidt. Amalie kunne næsten mærke rummet blive koldere. Hun gøs lidt. ”Er det dine nye bukser?” sagde hun og pegede anklagende på hendes ben. Amalie så nervøst ned af sig selv og nikkede svagt. ”Ja,” næsten hviske­de hun og forberedte sig på det værste. ”Jeg håber sandelig du har en god forklaring på dette min unge dame!” sagde hun uden at råbe, men højt nok til Amalie ikke var tvivl om at naboerne kunne høre det hvis de var udenfor. Hun så bare ned. Hun orkede ikke at fortælle om mændene en gang til. Hun måtte have fortalt om dem mindst en million gange og ikke en gang var der nogen der havde troet på hende. Ikke engang Tomas troede på det hun fortalte.

Hendes mor stampede utålmodigt i jorden, og så strengt på hende og sagde mere afdæmpet: ”Ja for du vil da virkelig ikke have mig til at tro på den latterlige historie om forhistoriske mænd der jæger dig vel?” Amalie orkede ikke at diskutere det igen, så hun holdte bare hovedet rettet ned mod gulvet. Hendes mor trak opgivende på skulderne. ”Skynd dig at skifte til noget præsentabelt,” sagde hun og lød utrolig træt, ”vi skal jo have den nye familie til middag i aften, det havde du ikke glemt vel?” Amalie så hurtigt op. Det havde hun faktisk og det slog hende ligge at hun havde løbet deres dreng ned tidligere. Hendes mor trak opgivende på skulderne og sukkede dybt inden hun gik ud igen og lukkede døren efter sig.

Tomas' hoved dukkede op i døren ude fra verandaen. ”Er der fri bane?” hviskede han og så sig roligt om inden han gik helt ind. Amalie smilede bare irriteret af ham og gik hen til sit skab, som engang havde været helt hvidt, men det havde Amalie lavet om på en dag hun var alene hjemme. Hun havde fået skaffet nogle spraydåser med sort, mørkerød og neon grøn. Hun havde slæbt skabet ud på verandaen og sat noget papir på så det lignede kranier i alle mulige størrelser. Så havde hun sprayet nogle pletter grønne mens nogle andre blevet røde. Over de grønne pletter havde hun sat pa­pirstykker af papir, så der tre steder stod Avril Lavigne, et sted stod der L.O.C, et andet der Tokyo Hotel og et sidste sted stod der The Dreems. På de røde pletter satte hun noget papir formet som hjerter. Derefter havde sprayet hele skabet sort og fjernet papirstykkerne, så der var hvide kranier, røde hjerter og grønne musikere eller grupper spredt ud over hele skabet.

Hun så lidt opgivende ind i skabet. Det var ikke fordi der var meget tøj inde i skabet. Det meste lå spredt ud over hendes mørkerøde gulvtæppe i mange små bunker. Tomas smed sig roligt i hendes seng og så op på hendes mange plakater af Avril Lavigne, som var klistret fast på skråvæggen på alle mulige mærkelige måder. ”Hvad er det enlig du så godt kan lide ved hende?” spurgte han så og så spørgende på Amalie. Hun vente sig langsomt mod sin tungnemme bror og sukkede opgivende. ”For det har du jo slet ikke spurgt om mindst hudrede gange før, vel?” sagde hun sarkastisk og smi­lede drillende. Han satte sig lidt op i hendes seng og betragtede hende. ”Og jeg har stadig ikke fået et fyldestgørende svar,” sagde han med et drillende smil. Hun så falsk overasket på ham: ”Åh.. hvad har du lært et nyt ord! Hvor du dog dygtig lille Tomas.” Han vrængede næse af hende og lagde sig ned i sengen igen. ”I det mindste kan jeg holde mig ren en HEL dag af gangen,” fnyste han.

Amalie stivnede og så vredt på ham. Hendes knyttede næver var placeret i siderne og hendes mørkegrønne øjne lynede mod ham. Han satte sig hurtigt op. En ting var når deres mor var vred, noget helt andet var når Amalie var det. Det virkede altid som om der rent faktisk stod lyn ud fra hende og han begyndte altid at fryse. Det var ikke kun ham der ikke brød sig om når hun var vred. Det var alle. Der skete altid mærkelige ting, når hun blev vred og han skulle ikke nyde noget af den person hun blev hver evig eneste gang. Hendes psykolog var overbevist om at hun led af skizofreni, men det nægtede Tomas at tro på. Det var jo kun når hun var aller vredest. Der var ligesom en usyn­lig grænse og hvis den blev overtrådt kammede hun over, ligesom alt omkring hende.

”Hvad fanden mener du med det?” udbrød hun og så vredt på ham. Han kløede sig lidt i nakken. ”Ikke noget søde,” sagde han blidt, ”det ved du da godt.” Hun så lidt på ham med de lynende øjne inden at al vreden fosvandt som dug for solen. ”Ja, selvfølgelig,” svarede hun roligt og vente sig igen mod sit klædeskab, ”vil du ikke nok hjælpe mig med at finde noget rent tøj jeg kan have på?” Han rejste sig op og staldte sig bag hende. ”Tja... hvorfor ikke? Men det er jo ikke ligefrem jordens nemmeste opgave,” hviskede han og skævede til de mange bunker med møgbeskidt tøj. ”Nej! Det er jeg godt klar over tak!” sagde hun lidt højere end hun behøvede, men det var ikke vredt, bare op­givende. Han så lidt ind i skabet og trak en sort nederdel ud. Amalie tog den hurtigt ud af hånden på ham og overvejede det lidt. ”Den kan godt bruges,” bekendtgjorde hun og nikkede godkendende. Hun hæv en lille orange top, med et billed af en isbjørn på, ud. Hun smilede godkendende og skub­bede Tomas lidt væk. ”Og hvis jeg så bare kan finde de orange sko med kile hæl, ville looket være fuldendt,” sagde hun og smækkede lågerne i og åbnede lågerne ind til sit skoskab. Selve skabet gik fra gulv til loft og var spækket med sko i alle former og farver. De stod på red og række fra top til bund på små hylder der kunne trækkes ud så man også kunne få fat i de inderste par. Hurtigt gen­nemgik hun alle hylderne og fik hurtigt øje på dem aller inderst på nederste hylde. ”Der!” udbrød hun og var hurtigt nede og trække hylden ud og hive dem ud. Tomas rystede bare opgivende på hovedet af hende og gik ud på verandaen igen, for at kunne komme ind på sit eget værelse.

Amalie stod lidt alene inde på sit værelse inden hun tog det beskidte tøj af og smed i den nærme­ste bunke. Hun gik hurtigt hen foran sit gulv til loft spejl og så lidt på sig selv i det. Fra hendes små, kraftige føder op ad de nybarberede, smalle lægge, op langs de små, men muskuløse lår, op til de smukke bredde hofter, som hverken var for bredde eller for smalle, op langs den slanke mave, hen over de pæne bryster, der let kunne være i en d-skål, men som hun puttede ned i en c-skål, helt op til hendes lange, smalle ansigt med de høje kindben og fyldige læber, som igen var indrammet af hen­des korte nøddebrune hår, som var farvet sort inden under og med en neon grøn stribe ned langs den højre side. Hun betragtede sine piercede øre. Det var kun tre i venstre øreflip, tre i højre øreflip og en øverst i højre øre. Det var ikke slemt, men hendes mor var flippet ud, da hun havde opdaget det sidste hul øverst i højre øre. Lidt ligesom hun også var blevet stik tosset, da hun var kommet hjem med en næsepiercing. Det var jo kun en lille en. Ikke noget at flippe ud over. Nej, hendes mor var bestemt ikke glad for hendes piercinger, men hendes far var lidt ligeglad. Det var også ham hun havde haft med hver evig eneste gang. Det var faktisk ham der havde foreslået hende en navlepiercing. Hun lod fingeren glide ned over den mørkerøde sten. Det havde været hans fødselsdagsgave til hende.

Hun vente sig igen mod det tøj hun havde fundet frem. Det tog hende ikke lang tid at få det på. Roligt kørte hun højre hånd fra brystet og hele vejen ned til knæet hvor hun slog den frem for sig som hvis hun havde været i gang med en lidenskabelig dans. Hun rørte forsigtigt ved den sorte, kor­te nederdels bløde stof. Den gik hende til lige over knæene og var mere end behagelig at gå i. Hun fik en ufattelig lyst til at danse når hun havde den på, så hun små dansede hen til sit B&O stereoan­læg. Hun tændte det bare og så kørte den på fulde drøn. Det var en cd Tomas havde brændt ned til hende, og var stort set den eneste af sine tonsvis af cd'er hun hørte. Det var en blanding af alle de største hits lige nu med nogle få sange fra Avril Lavigne, som også lige havde sneget sig med. Han havde givet hende den i fødselsdagsgave og den betød utrolig meget for hende. Lige nu afspillede den '12 dage' med Medina. Amalie hev sin hårbørste ud af sit stativ og brugte den som mikrofon mens hun dansede foran spejlet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...