I'm just not like you think. Or am I? (1D) 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 18 sep. 2013
  • Status: Igang
Darcy er en 18 årig pige som bor i U.S.A. Men på grund af dårlige minder vælger hun at tage til England som au pair. Alt dette gør hun som en ny "start eller "slutning". I ihvertfald håber hun på at alt kommer til at gå godt,og hun overvejer stærkt, at blive boende i England. Hun er heldig eller uheldig at møde selveste One Direction. Hvilket indtryk skaber de? og hvad kan der ske? Er hun som, de andre?
Læs med og se hvordan det hele hænger sammen! og om hun er noget for de skønne drenge, og omvendt
*Der kan forkomme stødende scener, og sprogbrug*
Sorry for det lidt dårlige resumé men håber at i stadig vil læse med. Grunden er at jeg får ideer og skriver ned. Derfor kan jeg ikke afslører hvad der kommer til at ske. Tak for opmærksomheden.
-Louise. <3

4Likes
2Kommentarer
421Visninger
AA

3. Familien venligsen..

Bilen stopper foran et, ret så stort hus. Det må være her, jeg skal bo. And I’m just like WTF!? Det er jo gigantonormisk. Men efter en lang tur i bil, som faktisk ikke var akavet. Glæder jeg mig til at strække benene igen. Jeg åbner døren og træder ud, mens Chris får mine kufferter ud af baggagerummet fra ret så fede bil. Han tager den ene mens jeg selv tager den anden. Vi går ned ad have gangen hen til den store dør, som jeg gætter på fører ind til entreen. Og jeg får sørme ret, igen! Døren går op, og jeg træder ind i en ret så stor entre. Alt er så rent og lyst. Jeg gætter på at størrelsen af huset er meget normal. Jeg syntes bare det er stort, for det var ikke just et palads jeg kom fra i U.S.A. Chris fører mig videre ind i køkkenet, hvor en dame sidder med en iPad liggende foran sig. Hun rejser sig så snart hun ser mig.

”Hej søde, jeg er Talia” siger hun, og smiler venligt. Hvor er det egentlig en venlig familie, måske skulle jeg kalde dem familien venligsen? EJ, okay Darcy tag dig sammen.

”Hej, jeg er så Darcy. Hvis du ikke kunne regne det ud” siger jeg kækt, og blinker med det ene øje.

Hun giver mig et lille klem, og trækker mig med op på det værelse hvor jeg skal bo. Rummet er lyst, med en queensize seng, walk-in-closet, eget badeværelse, og alt muligt andet. Det er virkelig stort.

”Nå men lad mig vise dig, vores børn” siger hun efter jeg har undersøgt hele rummet. Jeg ved hjemme fra at det har et sæt tvillinger. En dreng og en pige. Jordan, og Sophie.  Hvilket faktisk er nogle mega søde navne. Jeg skal jo passe dem når deres forældre er på arbejde, eller skal noget andet. Men de siger at jeg også skal have lov at være ung, og gå til fester og sådanne ting so vi unge nu gør. De siger at de vil tage sig af mig, som var jeg deres eget barn. Hvilket betyder meget for mig. Her er lille mig, og så er der denne her søde familie, som bare vil tage mig ind til dem. Det er utroligt, langt udover det jeg er, vandt til.

”er det okay, at du allerede passer dem i dag, fordi min mand og jeg skal til firmafest, resten af dagen” Talias stemme skærer igennem mine tanker.

”ja, selvfølgelig” svarer jeg og smiler. Måske lidt akavet.

”Du kan bare gå rundt i området, og putte dem ved syv tiden, okay?” Siger hun og kigger afventende på mig. Jeg nikker som svar, og Talia forlader rummet.

Det er underligt at være her, jeg skal lige vende mig til alt det med at finde rundt, og sådan.

Chris og Talia er lige taget af sted, så her sidder jeg med to super søde tvillinger og hygger. Jeg finder deres overtøj frem, for hvorfor ikke gå en tur i parken nu når man har chancen. Jeg vl gerne ud og udforske området lidt, måske her er nogle søde fyre. Jeg trækker barnevognen ud af garagen, og begynder at gå mod den nærmeste park.

 

 

***

Jeg går her i parken, med de to mega ultra bedårende tvillinger. Nu forstår jeg godt hvorfor jeg får et par søde blikke fra drengene. Det er de her to små sødelige basser. Måske jeg skulle låne dem lidt oftere? Hmm.. Jeg kan lide hvordan du tænker Darcy. Ja, jeg kan godt lide at føre en dialog med mig selv, og hvad så? Har du et problem med det? Fordi så skal jeg nok bare lige sige at jeg er, fucker ligeglad med din mening. Jeg passer mit og du passer dit. Slam bam! Mit sprog bliver da vidst lidt grimt, når jeg taler til mig selv. But nobody knows. Så hvad de ikke ved, har de heller ikke ondt af.

Jeg finder en bænk og slår mig ned. Mens jeg sidder her i den idylliske natur, kommer der en fidus hen og sætter sig ved min side. Jeg drejer hoved for at se hvem det er, ikke fordi jeg kender særlig mange. Men så snart jeg ser at personen, som er en dreng kigger på mig, vender jeg hurtigt mit hoved den anden vej igen.

”er det dine?” spørger den fremmede dreng fidus ting ved min side. Jeg kigger forvirret på ham, om de er mine? Sig mig hvor gammel tror han jeg er.

”Ja, altså er det dine børn?” spørger han igen.

”nej, det er nogle jeg passer” svarer jeg og prøver på at fremprovokere et smil, hvilket nok bare ender som en akavet grimasse. Hvilket nok er meget sandsynligt da et smil hurtigt bredder sig over fidusens ansigt.

Jeg rejser mig hurtigt, da jeg ikke føler at jeg behøves at færdiggøre vores samtale, som ikke engang var en rigtig samtale. Pyt skidt, han overlever da bare.  Hvem mon han var? Det er lige meget jeg er ikke interesseret, eller måske lidt.. Men kun virkelig lidt, han var jo ikke grim, eller jeg kiggede ikke så meget men det er også lige meget jeg møder ham forhåbentligvis aldrig mere. Måske tænker du at jeg er næsvis, og ikke kan lide ny mennesker. Men sandheden er at jeg bare har min facade som jeg ikke vil bryde, specielt ikke over for fremmede mennesker jeg møder på gaden, eller i parken eller hvor jeg nu møder dem. På turen hjem filosoferede jeg over dagen. Det bedste var nok mødet med Matthew, bare tanken om den dreng kan få et smile frem på mine læber.  Jeg tager et hurtigt kig ned på uret, til min overraskelse er klokken ved at være seks, det vil sige at jeg skal skynde mig hjem og made de over dejlige tvillinger.

Da jeg træder ind af døren med de to små skynder jeg mig at gøre deres mad klar, efter de har spist putter jeg dem i seng. Jeg sætter mig ned i stuen og giver mig til at skrive med Matthew.

 

_________________________________________________________________________

Så kom det næste kapitel. Undskyld den meeeeega lange ventetid, men inden sommerferien havde jeg travl, og nu da jeg er begyndt i 9. klasse har jeg også en del lektier at se til. Håber i kan bære over med mig. 

// Louise.. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...