Ørnens Datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Forestil dig at du lever i en skygge. Dit liv er rædsomt, trangen til at leve er der ikke længere, men det er umuligt for dig at gøre ende på dit liv. Sådan føles det for den 17-årige Emily Weagle, der lever et frygteligt liv som adopteret af kongen, pigen i rampelyset og hele klodens midtpunkt. De fleste ville nok give alt for at være så populær og yndig som Emily, men det eneste, Emily ønsker sig som hun ikke kan få ved at knipse med fingrene, er at blive en normal pige. Helst sådan en, der er respekteret, men som ikke bliver overøset med alt det gode. En pige, der kan gå hjem uden en flok følger med hende. Hun kender ikke sin rigtige mor, og har ingen fornemmelse af, hvem hun er. Men hvad hun ikke ved er, at alle føler en sær tiltrækningskraft på hende. For hvem vil ikke gerne blive set af Ørnens Datter?

2Likes
0Kommentarer
146Visninger
AA

2. Dear Dream

Jeg rynkede forvirret panden. Jokede hun med mig? Men nej, hendes ansigt var dybt seriøst. Calla havde en lok af mit gyldne fehår i sin knugede hånd, og hendes blik var skrøbeligt af angst. ,,Du kommer til at lide stor smerte i år. Du kommer til at se sandheden når du kigger ind i andre's løgne. Du kommer til at lide psykisk og fysisk. Hvis du ikke passer på, kan dit liv ende," Sagde hun, og jeg stirrede bare på hende. Calla var kun 15, men hun kunne spå, og ingen tvivlede længere på hendes evner. Derfor gik hun på dette gymnasium, for særelever. Ikke på den dårlige måde, selvfølgelig. Så ville jeg jo ikke være her. Jeg rettede på min jakke og løftede det ene øjenbryn. Endelig brød Calla ud af sin trance, og trak vejret igen. Hun stønnede luften ud igennem sine tænder. ,,Træk vejret, Calla. Kan du huske, hvad du sagde?" Hun vendte sine store, lysebrune øjne mod mig og rystede kraftigt på hovedet. ,,Godt, Calla. Tak fordi du gad hjælpe mig. Jeg sætter stor pris på det," Jeg slap hendes rystende hænder og vendte mig om. Jeg kunne stadig føle hendes brændende, insisterende blik i nakken, da jeg smækkede porten op og gik væk fra skolen.

                                                                              ---

,,Jeg er hjemme," Råbte jeg, smed min taske et tilfældigt sted på gulvet og sparkede min lillesøsters taske til side. Der kom selvfølgelig intet svar, så jeg løb bare op af trappen og smækkede døren til mit værelse da jeg nåede så langt. Jeg satte mig tungt ned på stolen og lod mine fingre glide igennem mit bløde, som altid totalt gennemredede hår. Jeg satte albuerne på bordet og lod mit ravngyldne blik glide rundt i mit enorme værelse. Til højre stod min seng, 100 bred og 200 lang. Perfekt størrelse, nu hvor jeg tænker over det. Jeg lod blikket ramme min dyne, jeg havde altid haft en svaghed for ørne, så selvfølgelig havde min far fået specialsyet et betræk til mig med en kæmpe ørn, jeg selv havde tegnet. Til det hørte det gyldne pudebetræk, der havde samme farve som mine øjne. Jeg kiggede derefter hen mod min kommode, der som sædvanlig rokkede en smule. Caty var nok krøbet ned i den igen. Jeg sukkede, åbnede en af skufferne og bar min kat op i mine arme. ,,Nå, så du leder efter Mell igen? Du fanger ham aldrig," Sagde jeg til katten. Pludselig dukkede et hvidt, sammenpresset kattehoved op under min seng. Caty hvæsede, men gjorde ikke et forsøg på at slippe fri; Hun var jo ikke ond. Mell lagde hovedet på skrå og lagde sig nysgerrigt på mit bord. Jeg slap Caty, og hun fægtede legesygt efter Mell. Jeg bestemte at lade dem gøre deres ting som katte gør, og gik hen og lukkede skuffen igen. Mit blik blev fanget af et af malerierne på mit værelse, mit yndlings. En enkel spiral i gul med grøn baggrund, der endte i to hænder der formede en firkant. Et sælsomt maleri, der altid fik mig til at spekulere over ting. Hvorfor hænder? Hvor en firkant? Det var de mest simple ting, jeg spekulerede over. Større spørgsmål som 'Hvad betyder det?' og 'Hvorfor de farver?' Poppede også af og til op i mit hoved. Dem prøvede jeg at skubbe fra mig. Men nogen gange tænkte jeg faktisk over dem. Det var ikke så tit, men det skete. Men det var ligemeget nu, det var ikke det, jeg ville tænke over nu. Jeg ville faktisk helst ikke tænke. Derfor lænede jeg mig tilbage og kiggede på Mell og Caty's drillende slåskamp, til de med et højlydt 'MEOW!' faldt ned på gulvet og jeg råbte efter min papmor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...