Maskeballet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Mackenzie Viaton er flyttet fra en lille provinsby i England til den store by, Seattle helt over i Amerika. Hun starter som junior på den nye skole, og kort efter hendes ankomst melder skolen at de vil afholde et maskebal for alle skolens elever, for at fejre skolens 200 år.
Drengen, hun har udset sig allerede fra første dag, invitere hende med til ballet, men det hele ændre sig da hun møder Senior elven. Hun bliver hurtigt trukket ind i en verden fuld af hemmeligheder.

4Likes
5Kommentarer
360Visninger

2. Kapitel 1.

”Hej!” En pige, med mørkt, nærmest sort hår og en sort skoletaske svunget over den ene skulder, trådte ind ad døren til kontoret med et stort smil på læben og hånden strakt frem mode Mackenzie Viaton, den nye elev.

”Jeg er Lara Bainbridge,” Pigen smilede et smil, som afslørede en perlerække af hvide, perfekte tænder.

Hun var meget køn. Hendes sorte hår faldt ned over hendes skuldre, og hendes brune øjne var omringet af en busk af sorte vipper. Hun var virkelig bleg, og det sorte hår og de brune øjne hjalp ikke på det. Hun måtte være samme alder som hende selv, 17 år.

”Mackenzie Viaton,” svarede Mackenzie hende. Hun tog imod den blege hånd.

”Velkommen til Franklin High!”

Lara lagde hovedet på skrå og så på den spinkle rektor, som bare nikkede til hende. ”Lad mig vise dig rundt,” sagde Lara og uden så meget som et ord fra Mackenzie, trak hun hende ud fra kontoret og ned af de lange gange, mens hun meget præcist forklarede hvor hver en dør førte hen. Lara snakkede meget, fortalte om hver en lille ting på skolen; deres maskot, kantinen, lærerne, hvem der var troublemakers og hvem der ikke var, de søde, de under og selvfølgelig; de lækre drenge.

”Brandon Abott, er en af dem. Han er helt klart den lækreste på hele skolen! Måske med undtagelse af nogle få. Vent til du ser ham!” Lara lød begejstret.

På ingen tid havde hun fortalt om alle skolens elever og hele skolens historie.

Rundvisningen endte ved kantinen, hvilket passede Mackenzie fint, da hendes mave var begyndt at knurre efter mad. Lara skubbede de blå døre op, og trådte ind. Hun forsatte hen mod disken, hvor hun tog en af de mange bakker og begyndte at stable mad og drikke på den. Mackenzie fulgte hendes eksempel: tog en bakke, lagde et æble, en sandwich og en flaskevand på, hvorefter hun betalte for det.

”Du kan sidde sammen med mig,” Lara førte vej hen til et rundt bord og satte sig på en af stolene. Det samme gjord Mackenzie.

Lara blev ved med at kigge over skulderen, hen imod døren som om hun ventede på nogen, hvilket hun nok også gjorde. Mackenzie tog en bid af det røde æble, og tyggede længe på det. Hvem mon hun ventede på? Mere nåede hun ikke at tænke før en lille gruppe bestående af to piger og en dreng kom hen imod dem, hver med en bakke med mad på.

Lara vinkede ivrigt til dem, mens hun med den anden hånd holdt sandwichen, som hun tog en bid af. På den ene side af Lara satte en mørkhåret pige sig. Hendes hår var gigantisk, fuld af mørke små krøller, som hang ned over skuldrene på hende. Hun var mørk i huden, og det fik bare Lara til at fremstå som et spøgelse. Ved siden af Mackenzie selv satte der sig en pige. Det første hun lagde mærke til var de røde læber og det skulderlange, lyslilla hår. Til hende ville det have set forfærdeligt ud, men det klædte pigen. Ved siden af pigen med krøllerne satte en dreng sig. Om han havde sort eller mørkebrunt hår kunne Mackenzie ikke se, men mørkt var det. Hans grønne øjne smilede til hende.

”Det der,” Lara pegede på pigen ved siden af hende ”er Madison, drengen hedder Riley,” hendes finger flyttede sig en tand længere hen så hun pegede på drengen, igen flyttede hun hånden så hun pegede på pigen der sad ved siden af Mackenzie, ”Og det er Mia.”

Pigen, som måtte være Madison smilede stort til hende, og præcist ligesom ved Lara afslørede det en række perfekte hvide tænder. ”Du hedder Mackenzie ikke?”

Inden hun overhovedet nåede at svare forsatte Mia: ”Må vi kalde dig Mack eller hvad med Mackie?”

Mackenzie kunne ikke lade hver med at smile. ”Det må i vel gerne?” Hun vidste ærligtalt ikke hvad hun skulle svare.

Mia hoppede nærmest en halv meter væk, da Mackenzie havde svaret. ”Du er fra England!” Et smil bredte sig over de røde læber og hun hoppede lidt op og ned. ”Hvordan er det der?!” Hun virkede ivrig.

Lara himlede med de brune øjne og lænede sig frem mod Mackenzie, som bare kiggede uforstående på Mia. ”Hun vil gerne bo i London,” Hun smilede og så bare på Mia, som igen havde sat sig på sin stol og nu i stedet var begyndt at brække stykker af en blåbær muffin.

”Jeg boede ikke i London, jeg boede i en lille by mellem Bath og Bristol. Keynsham hedder den,” Mackenzie. Hun havde aldrig boet i London, og faktisk havde kun været der et par gange, og det var kun på skoleudflugter. Hun anede ikke hvordan det var at bo der, kun hvordan det var at bo i Keynsham.

Mia så et øjeblik skuffet ud, og de andre kunne ikke undgå at slippe et grin. Mackenzie smilede bare. Riley smilede til Mackenzie, et smil der var en smule skævt og mumlede et eller andet i stil med ”er hun ikke skør?” Mackenzie smilede blot over ham.

***

Riley slog døren op til historielokalet og holdt den for Mackenzie og Lara. Hun syntes godt om Riley. Han var kær. Lara trak Mackenzie hen så de kunne side sammen, på en af de forreste rækker. Mackenzie havde aldrig gjort det store for at gøre sig bemærket i timerne, faktisk var hun ret sikker på at folk på hendes gamle skole, var pænt ligeglade med hende. Hun lavede ikke ballade, men hun var heller ikke ’teacher’s pet’. Hun havde været meget anonym. Derfor plejede hun at sidde på en af de bagester rækker. Dér kunne hun også gemme sig når læreren spurgte klassen om noget. Men Lara var helt klart en stræber, så selvfølgelig sad de forrest.

Kort efter de var kommet, begyndte eleverne at strømme gennem døren. Høje som lave, én efter én eller i samlet flok. Så kom læreren, hr. Colin. Han var en lille mand, med mere rundt om maven end som så. Hans hår var tyndt og slidt, nok på grund af alle der elever der havde drevet ham til vandvid, og hans tykke, sorte overskæg på overlæben lignede med af alt en pelsede skovsnegl. Han havde en taske på ryggen, som nærmest var større end ham selv. Den lagde han på katederet, for at finde en bog frem. Han lagde en gammel slidt historiebog på Mackenzies bord og et hæfte, hvorefter hans små korte ben førte ham om bag katederet. Han tog et hvidt kridt mellem sine pølsefingre og begyndte at skrive på den grønne tavle, ting som klassen sikkert havde lært, men ikke noget Mackenzie vidste noget om. Hun kiggede rundt i det lille klasselokale, som hun syntes føltes tomt. Der var et par tomme pladser hist og her.

Mens hr. Colin skrev ting på tavlen snakkede folk, hendes blik var rettet mod vinduet, hvor flere regndråber løb om kap. Lige som læreren begyndte at tale, kom en flok drenge kom ind af døren. Ingen af dem så ud til at rent faktisk ville følge med i timen, men de dukkede alligevel op. De udfyldte de sidste tomme pladser. Én af dem fangede hendes opmærksomhed: en høj dreng, med lyst hår som dog havde nogle enkelte brune nuancer blandet i, og selvom hun var et godt stykke for ham, kunne hun tydeligt se han blågrå klare øjne. Han bar en hvid T-shirt, og et par ganske almindelige denim bukser med nogle huller hist og her og selvfølgelig et par hvide sneakers, som nok ikke var så hvide som de havde været. Hun måtte være gået i stå, for først da Lara for tredje gang prikkede til hende vendte hun opmærksomheden mod hende.

”Tør lige dit savl op,” sagde hun en smule lavt og med et drillende smil. Hun puffede venskabeligt til hende. ”Og det, min kære Mackenzie, var så skolens lækreste dreng: Brandon Abott” Hun grinede lidt, ikke et højlydt et, og så efter Brandon. Han var virkelig lækker. En af dem som altid var i de der tøsefilm. En af de der klichér som piger altid falder for.

”Han er virkelig lækker,” mumlede hun, nok mest for at bekræfte hvad Lara lige havde sagt.

Hun så sig over skulderen og søgte efter ham. Hun fandt ham på den bagerste række med fødderne oppe på bordet. Typisk. Var alle lækre drenge sådan? Hun kunne ikke lade hver med at smile. Et smil kom til syne på Brandons læber, da han fik øje på hende. Et af de der charmerende smil, som får pigers hjerter til at smelte

Mackenzie mærkede hvordan hendes kinder blussede op. Hun gemte ansigtet bag sin halvødelagte historiebog, som hr. Colin havde givet hende.

”Dejligt at i bestemte jer for at deltage,” hr. Colin sendte drengene et af de der tro-det-eller-ej-men-i-har-undervisning-blikke. De smilede bare af ham.

Han slog så hænderne sammen og så ud over hele hans klasse som om en konge så ud over sit kongerige ”Nå, men nu hvor vi alle er her syntes jeg at vi, først og fremmest, skal starte med at byde vores nye elev, frøken Viaton, velkommen,” Hr. Colin smilede til Mackenzie. Han gjorde tegn til at hun skulle komme op og stille sig ved siden af ham. Det gjorde hun.

Det føltes som om der gik flere uendeligheder før at han igen begyndte at tale. Det at skulle præsentere sig for en hel klasse, i det helt taget bare for mere end én af gangen gik aldrig godt. Hendes tunge ville slå knuder og hendes håndflader var allerede glatte af sved.

”Mackenzie Viaton flyttede her til Seattle for nogle uger side. Hun boede før i England.” hr. Colin smilede til hende.

Hun nikkede og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Han havde jo lige fortalt det mest vigtige om hende: hendes navn. Da hr. Colin kort efter indså at hun ikke ville sige noget, sukkede han en smule opgivende og nikkede hen imod hendes plads, som tegn på at hun gerne måtte sætte sig igen. Hun smilede taknemligt til ham for ikke at prøve at få hende til at sige mere.

Hun tørrede de svedige hænder i bukserne og kom med et lettet suk. Hun slog op på siden i historiebogen som hr. Colin havde bedt dem om og havde derefter fundet en blyant frem og var begyndt at skrive notater i en hæfte.

Da klokken ringede ud, var hovedparten af eleverne ude før man kunne nå at tælle til fem. Der var nogle få tilbage, såsom Mackenzie, Lara, Riley, Brandon og nogle drenge som hun ikke kendte navnene på. Lara skrev de sidste ting ned i hæftet, hvorefter hun foldede det sammen og pakkede det ned i sin skoletaske. Mackenzie sad på bordet og ventede blot på hende. Riley var gået hen til Brandon og de andre drenge. Hun og betragtede Brandon. Hun kunne ikke se andet end hans ryg – og selv den var flot. Hun rystede blot på hovedet for at få ham ud af hovedet. Det var tåbeligt: hun kendte ikke engang Brandon, dømte ham blot på udseendet. Men på den anden side, hvis hans personlighed bare var halvt så god som hans udseende ville han da være det mest fantastiske menneske på jorden. Hun rettede sit blik med Lara som havde rejst sig op.

”Kommer du eller hvad?” Hun så på Mackenzie og kunne ikke lade hver med at grine over hendes åbenlyse stirren på Brandon.

Mackenzie hoppede ned fra bordet og svang sin blå skoletaske over skulderen, hvorefter hun fulgte efter Lara ud af døren. Hun sendte drengegruppen et sidste blik, før døren lukkede sig bag dem.

*Beklager for grammatiske- og stavefejl, men det er ikke rettet igennem endnu..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...