79 A.D.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Færdig
Vulkanen Vesuv i Pompeji, Italien gik i udbrud i år 79 A.D.

Måske er der en hvis sammenhæng mellem lesbisk sex og vulkanudbrud.

3Likes
0Kommentarer
841Visninger

1. 79 A.D.

79 A.D.

 

Byen ligger øde hen, og det sparsomme lys har givet den en grålig, hemmelighedsfuld tone. Den uskyldige rosende farve af middelhavsluft, den har om dagen er væk, og jeg kan kun lade mig opsluge af mørket. Det er mørket, der tiltrækker mig, fordi man i mørke kan tillade sig ting som lyset ikke vil vedkende sig. Alting ændrer sig, når mørket falder på, og skyggeverdenen dominerer og spiller mig puds.

Byen ånder.

 

Mine læber former ord, kærtegn; roen omkring mig er overvældende og anspændt. Der skal ske noget.

De antikke bygninger bærer sine ar fra fortiden med en skyldfølelse mens de smukke mennesker, der har gået i gaderne før mig, de er bare andre. Nu er det min. Det er mine ar nu. Skyen rejser sig.

Klokken er 3.

Jeg efterlader et fugtigt spor i min søgen. Denne søgen er en evigt tilbagevendende leg, for jeg ved, det er der. Jeg ved hvor, jeg ved præcis hvordan. Hvornår.

Kvart over 3.

Varmen er under mig, jeg kan mærke den først mod mit bækken, mit mellemgulv, mit bryst. Ruten er brændemærket på min bevidsthed, og hvis alle byens celler vidste, hvad der var på vej, ville de flygte uden et sekunds varsel.

Jeg har fundet centrum. Dér hvor al liv opstår, hvor alle stammer fra. Det udfolder sig for mig som en sart blomst i mørket, og så snart jeg mærker blot en dråbe af den euforiske essens, der strømmer ud af denne metropolis, begynder skyen at skylle drabeligt langsomt ind over os.

 

15.30

Mit ansigt er dybt begravet og duften har indgraveret et mønster i det, der er meget mere unikt og kompliceret end det, der er aftegnet med desperat, klodset hånd på bygningernes vægge. Askeskyen øger intensiteten, jeg ved, at tiden er knap. Som intensiteten øges, begynder byen at ryste. Ganske stille, men som ringe i vand; altid dynamiske, altid under forandring. Byen lever, den er ikke blot levende, den lever.

Mine læber brænder og min vejrtrækning rimer på byens krampetrækninger. Vindpustene trænger gennem gaderne efterfulgt af spæde, forfriskende lyde, der lokker mig ind og kalder på mere.

 

15:37

Mine øjne svømmer i vand og den tykke parfume, der nu har gennemvædet mit ansigt, fylder mit svælg. Ikke en eneste guddommelig dråbe må gå til spille i denne leg, der snart er slut. En melankoli, der tvinger askeskyen frem over byen lukker mine øjne i.

Rystelserne når gennem hver en krog og fugt og røg trænger igennem enhver forseglet sprække, mine ivrige fingre kan mærke den lava, der om lidt vil drukne byen. Antænde den.

Lyde fra alle sider omringer mig, velværeren og forfærdelsen blander sig i marmorerede snørkler, som min tunge har opfundet. Lavaen flyder, de solide, hidtil uigennemtrængelige stenmure har ikke længere en chance. Jeg åbner øjnene igen og betragter mit værk, mens jordskælvet forårsager uanede rystelser i den døende by.

Krampetrækninger.

 

15:44

Et gisp, et udefinerbart skrig af adrenalin, en chokbølge af varme tager livet af alt levende. Det er ovre, byen er jævnet med jorden og kun en fugtig, klæbrig masse dækker gaderne som destilleret rosenvand. Landskabet omsluttes af et lettelsens suk og stilheden efter stormen gør mig næsten døv.

15:45

Jeg trækker hånden til mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...