Et helt stykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Jaa, om livet. Ungdom. Jeg ville gerne sende et ønske om, at I læser færdig, for der håber jeg den giver mere menning:) Og kom meget glad med respons!! Det gør mig lykkelig!

0Likes
0Kommentarer
210Visninger

1. Et helt stykke

Et helt stykke

Det er koldt. Jeg føler mig barfodet. Jeg er barfodet. Jeg kikker ned på dem, selv min neglelak er forsvundet. Det hele snurrer. Bemærkningerne kommer i stød, flyder sammen. Jeg har ikke længere tøj på. Så sårbar som jeg kan være. De bliver ved.  Jeg slynger mine arme rundt om mig, ikke af blufærdighed, men for at holde stykkerne sammen. ”Ha, hun krammer sig selv!” Jeg kikker op. De har stadig sløjfer i håret. Røde sløjfer. De forstår det ikke. De forstår ikke konsekvensen af deres ord, hvor dybt de skærer. ”Din mor kan ikke engang lide dig mere!” Jeg holder om mit hjerte, min sjæl. Jeg holder sammen på det.  Jeg kan mærke mine forsvarsmekanismer gå ned, deres kommentarer er for hårde. ”Du har grimme øjne!”  Jeg bryder snart sammen, mine knæ dirrer, men så kommer det kommer. Ud af ingenting. Tonerne omfavner mig, et varmt tæppe. Holder mig sammen til det er slut. Får mig igennem som et helt stykke.

Jeg er altid tryg under mit tæppe

Jeg kan kikke på verden

Verden suser forbi uden at røre mig

Din tid kommer

Din tid kommer en dag

Tonerne redder mig. Redder mig fra Dorthe og Pia. Får mig hjem. Jeg får øje på min sløjfe, min brune sløjfe. Vi købte dem, fordi de passede til mine øjne, mine fascinerende øjne. Vi købte den, da vi var venner. Jeg kikker mig i spejlet, min far havde de samme øjne, er jeg i hvert fald blevet fortalt. Det var de øjne min mor forelskede sig i. Jeg tager mine lektier op af tasken. Jeg går ud og henter frokost, jeg elsker chokolade. Jeg prøver at lave mine lektier, jeg prøver virkelig. Jeg kan ingenting, jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg giver mig til at græde. Hvorfor skulle Dorthe og Pia være venner med mig? Jeg er ingenting. Jeg kikker mig i spejlet, henter noget mere chokolade. Nu har jeg kvalme, men jeg elsker chokolade. Jeg stemmer ikke overens med mig selv. Mor kommer snart hjem. Jeg går ud på toilettet, bukker mig, det er blevet en rutine, det gør ikke ondt mere, og så er jeg i det mindste et eller andet.

Jeg har en dårlig smag i munden, da jeg kommer ud. Men så ser jeg den. Den skinner, blankt og guld. Mor har fortalt mig om den. Hun kendte en, der spillede så smukt, jeg gætter på han havde samme øjne som mig. Hun er ensom nu med mig som datter. Hun klager aldrig, men jeg kender hende hendes øjne, jeg kan se det. Hun får ingen hjælp. Jeg bevæger mig hen, jeg skal bare lige se lidt nærmere. Den er kold. Den er smuk, den spejler sig i solen og kaster stråler i rummet. Smukke guld stråler. Jeg tager den op til mine læber, det føltes naturligt, jeg nyder følelsen, og så puster jeg. Pludselig stemmer det hele overens, guldrummet jeg står i, fryden fra min mave, tonerne der strømmer ud i rummet. En kolossal eksplosion af overensstemmelse.  Vi ved alt om hinanden, mine følelser bliver kastet ud i rummet, vi er et stykke. Et helt stykke som aldrig skal skilles. Min tid kommer, min tid kommer en dag. I dag.

Jeg nåede at ligge den fra mig, inden mor kom hjem. ”Hej skat!”. Hun er holdt op med at spørge, hvordan skolen er gået for lang tid siden. For vores begges velbegående, tror jeg. Hun laver hurtigt mad, en masse grønsager. Da vi sidder ved bordet, er hun underligt tavs, ikke at vi plejer at snakke så meget mere, men hendes øjne skal sige noget. Min fornemmelse fik ret igen.

”Jeg synes, du skal gå i klub igen, vi har taklet det hele forkert. Det er ikke godt at gemme sig skat!” Hun ved godt, det er svært og siger det også med omsorg i stemmen, men jeg tøver. ”Jeg synes, du skal i klub i aften ... med din klasse!”. Hun siger det hårdt nu, hun ved godt det er en kæmpe bombe, men også at der er nød til at ske noget. Jeg nikker for at undgå flere konsekvenser af stilheden. Alt min fryd pumpes ud, et hårdt slag. Hendes øjne er fulde af sorg. Det er sikkert over mig og min far, hende hun fødte mig med, hun føler sikkert svigt. Jeg nikker, jeg kan ikke spise mere, for en gangs skyld, har jeg ikke kvalme med vilje. Jeg ligger min kind på det kolde toiletbræt. Jeg vil spille for hende. Tanken giver mig energi, men vil hun synes, det var godt. Jeg spiller bare på mit værelse, så ved hun det.

Hun står i døren. Hvor lang tid har jeg spillet? Hendes øjne fuld af noget godt. Lykke? Stolthed? ”Jeg ventede bare på, du skulle begynde, det er din far, noget af det han efterlod os.” Jeg begynder at græde, jeg har savnet de øjne. Hun får tårer i øjnene, holder om mig. Jeg kan ikke huske sidst hun gjorde det. Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst var en del af mig, og jeg af hende, sorgen fyldte det hele, men nu er vi sammen. ”Den trompet betød meget for ham, han fortalte mig, du ville spille. Han efterlod den til dig, han vidste denne dag ville komme.” Hun ringede og meldte mig til undervisning. Trompetundervisning.

Jeg næsten løber ud af døren, da klokken endelig ringer. Jeg når hen og tager min cykel, før Dorthe og Pia kommer. ”Man har nok fået sløjfe i håret” siger Dorthe og Pia tilføjer hurtigt ”Ha, hvor barnlig har man lov at være.” Jeg er blank, de havde jo selv én på i går. Jeg lukker mig inde. Her er jeg nøgen i skolegården uden sko, så jeg kan flygte. Jeg har lyst til at græde, vise dem hvor ondt det gør. Jeg prøver at komme i tanke om en sang. De griner stadig hånligt, siger dårlige vittigheder om, hvor grim jeg ser ud. Min hjerne panikker, jeg har ikke tid, min trompettime begynder snart. Pludselig holder de brat op. Jeg følger deres øjne hen mod cykel stativet. Der står Martin fra parallelklassen. De har begge to været vilde med ham i over 3 år. ”Vi ses i morgen, ikk’ søde?”  Nu bliver jeg indhyllet i kram. Jeg skrider, jeg gider dem ikke.

Mor kommer og henter mig efter timen. Han, min lærer, siger han gerne vil øve flere gange om ugen med mig. Han siger, jeg er rigtig dygtig og har et talent, som jeg skal passe på. Mig og mor planlægger min karriere hele vejen hjem. Mors øjne skinner, det er nok bare en refleksion af mine, selvom jeg synes, hun var noget høflig over for min lærer, men han var også fantastisk og faktisk, når jeg tænker tilbage, kunne hans øjne godt minde om mine. Vi spiser lækker aftensmad. Mor giver mig lov til at øve lidt, inden jeg skal i klub. Jeg kikker på toiletdøren. Jeg kikker på den i lang tid, men jeg har vel ikke brug for det. Jeg er jo noget nu og jeg kan altid vænne tilbage, men lige nu er jeg noget andet.

Jeg hygger mig med dem fra min klasse. Det er ligesom om de har ændret sig. De vil snakke med mig. Aftnen går hurtigt. Da jeg kommer ud til skuret, er de der. Pia og Dorthe. Det er ligesom om, de forfølger mig, ved hvor jeg er, så de kan såre mig, hvem gider det. Dumme Pia og Dorthe, tænk jeg var venner med dem. ”Nogen er nok begyndt til trompet”. Dorthe spytter det ud, men ikke med foragt i stemmen. ”Ha ha, men du er stadig dum.” ”Dum og grim, dum og grim.” De laver det til en melodi. Jeg bliver utilpas. Lytter til dem. Jeg vil græde. Hvorfor er de stadig sådan? Kan de ikke bare ændre sig, blive større? Jeg begynder at fryse. Vil kaste op, men nu er jeg en anden, minder jeg mig selv på. Jeg kikker ned, der er noget snavs på min sko.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...