|One Direction|Am I Lost (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Engang fandtes det stærke venskab mellem Louis Tomlinson og Harry Styles. Men som deres berømthed steg, skabte det problemer mellem dem. Rygter opstod, og de kunne ikke længere vise deres venskab offentligt. Modest! skilte drengene ad, og deres venskab blev lagt på kølig is. Louis begynder at forandre sig voldsomt, og ender i en tilstand, som han ikke længere selv har kontrol over. En joint bliver hurtigt til flere, og et skridt væk fra Harry og drengene bliver også hurtigt til flere. Hilary Jones er en 19 årig pige, som til daglig studere på universitet. Hele hendes fremtid er planlagt, og med sine høje karakterer er det intet problem for hende, at at skabe sig en stor fremtid. På en kaotisk bytur bliver både Hilary og Louis' liv forandret, og alting syntes at tage en uventet drejning. Vil Hilary være i stand til at hjælpe Louis tilbage til sit gamle jeg? Og vil Louis ødelægge Hilarys lyse fremtid? *Louis og Eleanor har ikke været kærester*

6Likes
1Kommentarer
445Visninger

2. 1.

Hilarys point of view

"Kom nu Hilary, det bliver sjovt!" Jeg trak svagt på skulderen. Jeg havde ikke den vildeste lyst til at tage med i byen. Jeg havde en eksamen på tirsdag, og jeg ville gerne være 100 % forberedt. "Jeg ved ikke, jeg har bare ikke lyst." Mumlede jeg, men jeg vidste, at det ikke nyttede. Trazy og Brooke var opsat på, at jeg skulle med i byen i aften. 

"Men du har jo klædt om og sminket dig?" Trazy løftede dramatisk det ene øjenbryn, og jeg sukkede. Jeg kunne godt høre, hvor dumt det selv lød. "Ja ...." - "Kom nu, det bliver vildt fedt! Vi skal ud og score!" Hvinede Brooke, og tog sin lille sorte skuldertaske, og jeg rejste mig fra hendes seng, og kiggede mig i det store spejl, hvor jeg kunne betragte mig selv i fuld figur. 

Jeg havde valgt, en enkelt lys lyserød kjole, som gik mig til lidt ned over mine lår, uden at være for lårkort. Til havde jeg et par cremefarvet stilletter, som matchede den lyse farve på kjolen. Som prikken over i'et, havde jeg en kort cowboyjakke på, som så rigtig sød ud til. Mit hår var opsat i en stor rodet knold, mest fordi at jeg ikke orkede at gøre noget stort ud af mig selv i aften. 

"Du ser godt ud søde!" Trazy dukkede op i mit spejlbillede, og jeg vendte mig om mod hende, og sendte hende et beskedent smil. "Det er ikke for meget?" Mumlede jeg skeptisk, og rettede lidt på knold. Jeg var ikke stolt af det, men jeg var det, som mange mennesker betegnede som perfektionist. "Overhovedet ikke!" Hun puffede let til mig, og grin grinede svagt, og åndede tungt ud. 

"Er i klar piger, min bror kører os nu!" Lød det fra Brooke, som allerede havde forladt sit værelse, og Trazy og jeg fulgte hurtigt trop. Med lidt besvær kom vi ned af trapperne i vores stilletter, og ned i entréen, hvor Brooke og hendes bror Nick stod og ventede på os. Trazy smuttede hurtigt foran mig, og hende og Brooke forsvandt hurtigt ud i bilen, som holdt lige ude foran døren. Jeg kunne mærke Nick's blik hvile på mig. 

"Du ser godt ud i aften" han hviskede det nærmest, og jeg kiggede op på ham med et lille skævt smil, mens jeg kunne mærke varmen i mine kinder. "Tak" jeg tog min taske, som befandt sig ude i gangen, hvor vi stod, og jeg smuttede hurtigt forbi ham, og ud til bilen. Brooke og Trazy havde selvfølgelig placeret sig på bagsædet, så jeg blev nødt til at sætte mig foran. "Burde du ikke sidde heroppe ved din bror?" Jeg vendte mig om mod dem, og de fnisede diskret.

"Jo, men jeg skulle lige snakke med Trazy om noget." Brooke var nok den person i hele verden, som var den værste løgner. Hun smilede over hele ansigtet, og det var så tydeligt, at se på hende, at hun løj. Jeg himlede med øjnene, og lod et lille grin undslippe mine læber, inden jeg satte mig ordentlig på forsædet. Døren til førersædet gik op, og Nick satte sig ind bag rattet. Hans blik faldt igen på mig, inden han sendte mig et skævt smil. 

Jeg havde ikke noget imod Nick som sådan. Jeg var 19, og han var 29. Nå ja, og han var radio og tv vært i London - hvor vi sjovt nok befandt os. Da jeg var yngre, havde jeg et crush på ham, men nu hvor jeg er blevet ældre, er jeg heldigvis blevet klogere. "Hvor skal i hen tøser?" Jeg blevet revet ud af min egen lille verden, og glippede nogle få gange med øjnene. 

"Studio Valbonne" kom det fra Brooke, som sad lige bag mig i bilen. Bilen bakkede ud af indkørslen, og ud på vejen. "Er i ikke lidt for unge til det?" Grinede Nick svagt, og det lød et snobbet fnys fra Brooke. "Er du ikke lidt for gammel til det?" Slask. Der fik han den smidt lige tilbage i fjæset. Jeg bed mig i læben for at holde mit grin inde, men Trazy flækkede bare. "Av!" Grinede han, og drejede til højre ved det lyskryds, som vi lige havde holdt i.   

 

"Ring, hvis der er noget!" Smilede han, da han holdt bilen ind til siden ude foran klubben. Jeg var den første til at haste ud af bilen. Jeg brød mig ikke som sådan om Nick. Han var flink og alt det der, men jeg følte at han kiggede for meget på mig, og det gav mig en ubehagelig følelse i kroppen. 

Brooke steg ud af bilen efter, at hun sikkert havde sagt noget til Nick. "Kom giiiirls!" Smilede hun, og med store smil gik vi ind af indgangen til Studio Valbonne. "Skal vi ikke sætte os op i baren?" Spurgte jeg som det første, og Brooke og Trazy erklærede sig hurtigt enige med mig. Der var allerede ret mange mennesker herinde, og musikken spillede højt. Jeg kunne mærke basen i gennem gulvet, mens vi gik op mod baren. "Hvad skal du have Hil?" Råbte Trazy til mig i håb om at overdøve den høje musik. "Det samme som dig" jeg lænede mig ind mod hendes øre, mens jeg råbte det til hende. 

Kort efter rakte hun mig en drink, som jeg hurtigt tog i mod. Normalt ville jeg slet ikke drikke overhovedet, men når jeg var veninder med piger som Trazy og Brooke, så havde jeg intet valg. Vi fandt hurtigt et ledigt bord længere nede omkring dansegulvet, sikkert fordi der allerede sad nogle fyre dernede. "Kom vi sætter os hos dem." Fastslog Brooke, og jeg fulgte bare trop. Egentlig havde jeg ikke lyst til at sidde sammen med nogle vildt fremmede fyre, men det lige nu var det bedre end at sidde alene. 

Jeg kom til at sidde ved siden af en middelhøj fyr, med de sødeste smilehuller. "Jeg er Julian" han rakte sin hånd ud mod mig, og jeg trykkede blidt hans hånd, mens jeg sendte ham et genert smil. "Hilary." Præsenterede jeg mig selv, og tog en slurk af min drink. 

"Så hvor gammel er du?" Spurgte Julian tøvende, nok mest for at starte en samtale. "Jeg er lige fyldt 19. Hvad med dig?" Spurgte jeg ham venligt, og kiggede hurtigt over på Trazy, som sad mellem  to andre fyre. Hun kiggede ikke tilbage på mig, men det havde jeg heller ikke forventet, at hun ville gøre. 

"Jeg er 23" jeg var igang med at tage en tår af min drink igen, da han sagde det. Jeg spærrede mine øjne op, og kiggede ret akavet på ham, inden jeg slugte det alkohol, som jeg havde i munden. "Seriøst?" Han grinede kort ved mit spørgsmål, og tog selv en ordentlig tår af sin fadøl. "Ja, det havde du måske ikke forventet?" Jeg rystede på hovedet, og gemte lidt mit ansigt, da jeg kunne mærke, at jeg begyndte at rødme. Jeg havde den værste tendens til at rødme, når jeg snakkede med andre fyre. Eller bare fyre generelt. Det var så pinligt.

 

 

Som vi kom længere hen på aftenen, fik jeg drukket flere og flere drinks. Jeg hyggede mig faktisk i Julians selskab. Jeg fortalte ham, at jeg studerede på universitet, og at dette var mit sidste år. Han fortalte mig, at han var næsten færdiguddannet pilot, og selvfølgelig gav det ham lidt flere plus point hos mig. Jeg kunne virkelig godt lide, at se ham lytte opmærksomt på det, som jeg fortalte - det gad fyrene som regel ikke. Jeg var ikke den type pige, som bare gik ud og fyrede den af på dansegulvet, det var jeg for genert til, men det var Trazy og Brooke ikke. De stod allerede ude på dansegulvet sammen med to fyre. 

"Du danser ikke?" Kom det fra Julian, og jeg kiggede ned i bordet med et lille smil. "Nej" - "Hvorfor ikke?" Spurgte han overrasket, og bundede resten af sin øl. "Jeg kan ikke danse" fastslog jeg, og pillede lidt ved mit glas, inden mit blik igen faldt på Trazy og Brooke, som dansede ude i den store menneskemængde. 

"Det tror jeg ikke på." Fastslog han, og kunne mærke, at varmen i mine kinder for alvor steg, og det føltes som om, at der var hundrede grader herinde. "Jeg går ud og trækker noget luft" sagde jeg brat, og rejste mig fra vores bord. Mine ben føltes pludseligt svage og ustabile, og det hele snurrede rundt. Jeg måtte virkelig anstrenge mig for at gå lige, og ikke snuble. 

Idet jeg gik forbi baren, faldt mit blik på en flok fyre, som stod samlet om én fyr. Fyren i midten sad med et tomt glas i den ene hånd. Han så ret nedtrykt ud, men samtidig ret pissed. Mine skridt blev langsommere, og hans blik mødte mit. På en måde virkede han meget velkendt, men jeg havde fået for meget at drikke til, at jeg kunne tænke mere over det. 

Jeg kunne ikke stå her, og stirre på ham, så jeg fortsatte ud mod bagindengangen, hvor der forhåbentlig ville være lidt ro. Jeg skubbede til døren, og den halv varme sommerluft ramte mit ansigt. Der var ingen mennesker at se herude, så jeg lukkede døren efter mig, mens jeg stod lidt for mig selv. Mine tanker begyndte straks at slå sig løs, og det første jeg tænkte på var Nick. Nick Grimshaw, Brookes storebror.

Hvorfor kiggede han sådan på mig? Hvorfor komplimenterede han mig!? Jeg kunne være hans lillesøster, men nu var jeg jo hans lillesøsters veninde. Jeg havde aldrig i livet tænkt på Nick på den måde, som jeg gjorde nu, og det skræmte mig. Alkoholen fik mine tanker til at stikke af, og jeg blev bange, når jeg ikke selv havde kontrol over mine tanker. 

"Er du okay?" En stemme rev mig brat ud af mine tanker, og jeg vendte mig forskrækket om, og fik øje på Julian, som forsigtigt lukkede døren efter sig, inden han gik henimod mig. "Ja, det er bare ret varmt derinde." Skyndte jeg mig at sige, som om at der ikke var noget galt. Sandheden var nok bare, at jeg var svagdrikker, men det havde jeg altid været. 

"Ja. Det var ærgeligt, at du forsvandt så hurtigt."Han lød ret skuffet, og jeg sendte ham et spørgende blik. "Hvorfor?" Han trådte et skridt tættere på mig, men jeg blev bare stående. Jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Skulle jeg bare vente og se, hvad der skete, eller skulle jeg tage afstand. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Tak alkohol. 

"Jeg ville gerne have budt dig op til dans" Smilede han skævt, og tog blidt min hånd, som hang langs min side. Jeg så ned i jorden, mens jeg prøvede at skjule mit smil. "Jeg kan jo ikke danse" grinede jeg svagt, mens han stille lagde sin hånd lidt over min hofte. "Jeg vil se det, før jeg tror dig." Mumlede han med sin dybe stemme, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at banke mod mit bryst. 

"Nej, jeg kan ikke" blev jeg ved med at sige, idet jeg ville trække mig væk fra ham, og det lykkes mig også, men hurtigt greb han min hånd, og trak mig ind til sig igen. "Bliv nu her søde." Hans stemme forandrede sig, og han pressede mig tættere ind til sig, og jeg kunne hurtigt mærke, hvordan strammede sit greb om mig. 

"Vil du ikke nok slippe mig?" Bad jeg, mens jeg forgæves prøvede at komme fri fra hans greb om mig. "Skal vi ikke danse?" Jeg kunne lugte den kraftige ånde af øl, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han var mere berusset end jeg var. "Slip mig!" Hvinede jeg, og jeg kunne mærke, hvordan tårene skød op i mine øjne, da jeg følte mig helt hjælpløs. 

"Slip hende." En ukendt stemme lød bag mig, og jeg stivnede, og det samme gjorde Julian. "Bland dig uden om." Vrissede han irriteret, og strammede sit greb omkring min hånd, og overarm. "Det gør ondt!" Beklagede jeg mig, og kunne mærke mine ben knække svagt sammen under mig. "Slip hende!" Den ukendte stemme blev højere, og mere alvorlig. "Hvorfor blander du dig?" Kom det spydigt fra Julian, som yderligere strammede sit greb omkring mine arme. Jeg kunne hurtigt mærke, hvordan smerten fortog sig, og mine fingrespidser begyndte at snurre, og blive følelsesløse. 

Jeg gav et klynk fra mig, og kiggede bedende op på Julian, i håb om at han ville slippe mig af medlidenhed, men der var intet at hente. "Hvis du ikke slipper hende omgående, så .." - "Så hvad?" Grinede Julian hånligt, og en tårer faldt ned af min kind. Jeg var skrækslagen, og at jeg knap nok kunne mærke mine arme skræmte mig yderligere. 

Jeg kunne høre et par fodskridt, og pludseligt kunne jeg mærke min krop falde til jorden, og grebet om mine arme forsvandt. Jeg mærkede en svinende smerte i mine knæ, og jeg kneb mine øjne hårdt sammen. 

I stedet for at rejse mig op og stikke af blev jeg liggende. Jeg var skrækslagen, jeg kunne ikke få min krop til at reagere på de signaler, som jeg sendte til den. Jeg hørte noget falde til jorden, og jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og jeg så Julians krop ligge nogle meter fra mig. 

"Er du okay?" Et par blide og forsigtige hænder hjalp mig op på mine ben, og jeg kiggede op på en ung fyrs ansigt. Til min overraskelse, var det fyren, som jeg fik øjenkontakt med, da jeg gik forbi baren. Han reddede mig. Jeg nikkede forsigtigt, og hev efter vejret, men mest fordi jeg var i chok efter den voldsomme hændelse. 

Han så mig i øjnene, men afbrød øjenkontakten. "Er du sikker, du er helt bleg." Jeg følte mig heller ikke tilpas lige nu. Jeg var ret svimmel, og hele min krop gjorde ondt. Jeg undlod at svare ham, men kiggede blot ned i jorden. Et dybt suk forlod hans bryst, og jeg følte mig hurtigt til besvær. "Er du her alene?" Jeg rystede stille på hovedet, inden jeg kiggede op på ham. Hans brune hår var strittede, men på en stilfuld måde. 

"Hvem er du her med?" Spurgte han roligt, men jeg kunne høre på hans stemme, at han var småirriteret, og det hjalp ikke ydereligere på min utilpashed. "Mine veninder Trazy og Brooke." Mumlede jeg, men jeg var ret sikker på, at han fik fat i det, for han hev sin telefon op fra sin lomme, og  tog den op til sit øre. 

"Det er mig. Ja, jeg er her stadig. I skal gøre mig en tjeneste." Han lød ret pissed på personen, som han snakkede i telefon med, men han prøvede at skjule det. "Find to piger ved navn Trazy og Brooke. Fortæl dem, at jeg følger deres veninde hjem. Hun har det ret skidt." Han lagde hurtigt sin telefon tilbage i sin lomme, og rettede sin opmærksomhed mod mig igen. 

"Lad mig i det mindste følge dig hjem" sukkede han lidt opgivende, men jeg kunne se på ham, at han virkelig prøvede at være rolig. Af en redningsmand at være, så var han ikke særlig opmuntrende eller positiv, men han prøvede. "Fint." Svarede jeg ham en smule koldt. Det irriterede mig inderligt, at han var sådan, men jeg kunne ikke gå hjem selv. Der var for langt herfra. "Følg med." Sagde han, og lagde blidt sin arm omkring min skulder. Af at han opførte sig, som han nu gjorde, så havde han en blid og rolig hånd. Det hang overhovedet ikke sammen. 

Han førte mi hen til en stor sort Range Rover, som holdt parkereret rimlig tæt på klubben. Hurtigt låse han bilen op, og åbnede bildøren til forsædet for mig. Jeg satte mig ind, og han begyndte at fumle med sikkerhedsselen. "Jeg kan altså godt selv!" Mumlede jeg småirriteret, og han fjernede sig hurtigt fra mig, så jeg kunne spænde mig selv fast. 

Døren til førersædet gik op, og han satte sig ind. Hurtigt fik han startet bilens motor, og kørte væk fra parkeringspladsen. "Hvor bor du?" Spurgte han, da han vi holdte i et lyskryds. "Bare drej til højre her." Svarede jeg ham, og han trykkede hårdt på speederen, da lyskurven lyste grøn, og jeg blev presset tilbage i sædet. Jeg kunne mærke, mens vi kørte ligeud, at han slingrede stærkt til højre, hvilket gjorde mig meget utryg. 

"Du har drukket." Mumlede jeg, og jeg kunne se ud af øjenkrogen, at han kiggede på mig. "Ja, men ikke så meget, som ham idioten." Det var en tydelig henvisning til Julian, som nok stadig bevidstløs ude i baggården. "Dog ikke" rystede jeg på hovedet, og åndede tungt ud. "Han var ikke din kæreste, vel?" Hans stemme blev en smule usikker, og jeg fnøs ved hans spørgsmål. "Nej" - "Det forventede jeg heller ikke." Sammentykkede han med et lille smil, mens hans kørsel blev en smule mere stabilt. "Drej til venstre her, og fortsæt ligeud." Navigerede jeg ham hurtigt, og han gjorde, som jeg sagde. 

Utriligt nok havde vi en hyggelig snak hjem. Han spurgte ind til, hvem jeg var, og jeg fortalte ham, at jeg gik på universitet her i London. Som tiden gik endte vi foran mit hus, eller dvs. min mors hus. Hun var nok ikke hjemme, hun havde altid travlt med hendes forretning. Hun var festarrangør, så hun havde altid en masse ting at se til. "Tak for..." Jeg stod tøvende ved siden af den åbne bildør, mens jeg så ned i jorden. "Det skal du ikke takke for. Han var en idiot, han havde fortjent det." Han sendte mig et skævt, men venligt smil, og jeg kiggede op på ham. "Jeg er Louis, forresten." Sagde han efter lidt tavshed. Selvfølgelig, nu kunne jeg genkende ham, og det gjorde bare det hele en smule mere akavet. 

"Hilary." Jeg rakte min hånd ud i mod ham, og han trykte den blidt, inden han slap den igen. "Jeg må hellere.." Jeg lukkede tøvende bildøren, og han udbrød et lille grin. "Ja, vi ses.." Jeg gik op ad indgangen til mit hus, men jeg kunne ikke høre hans bil køre væk, så han holdt der stadig. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, hvor jeg kunne se ham køre væk i bilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...