Når vinden blæser || - Vreden, fyren og det alt for gode sex.

Som et fortsættelse på min anden novelle: Når vinden blæser
Kan læses her: http://www.movellas.com/da/book/read/201209151758123991

Kate er død og begravet, og vreden og sorgen æder Frederikke op indenfra. Når en flot fyr så kommer og tilbyder en en skulder, hvorfor så sige nej? Frederikke vidste dog ikke, hvordan denne flotte fyrs liv var..

0Likes
0Kommentarer
511Visninger
AA

2. Begravelsen.

      Mine hæle synker ned i jorden, hver gang jeg tager et skridt på stien op til kirken. I nat har himlet grædt. Den åbnede sine skyer og græd ud ved mit vindue. Jeg kunne høre dråberne danse på vinduets klare glas, mens de forsøgte at trøste mig. Der hænger dråber på træernes nåle. Det ligner de græder, og vinden er papiret, der visker dråberne væk. Men når den første dråbe er tørret væk, kommer der en ny. Man stopper ikke bare med et græde så nemt.

     Porten er allerede åben, og præsten står udenfor og giver hånd. Jeg kigger ham direkte ind i øjnene. De taler til mig – blide, omsorgsfulde tanker strømmer ud til mig. Jeg trækker min hånd tilbage og går ind i våbenhuset. Jeg hader stilheden i en kirke. Det er ikke den larmende stilhed, selvfølgelig heller ikke den flirtende – det er den ventende. Den ventende stilhed, der lige så langsomt kvæler en inde fra. Man mister vejret, fordi tankerne ikke bare kører rundt i dit hoved, men overalt i din krop. Din mave begynder at bevæge sig. Dine hår rejser sig. Du bliver tør i munden. Og dine kinder bader i tårerne fra dine øjne. Den ventende stilhed. Dét er muligvis den værste af slagsen.

     Kisten minder om Kate. Den er så fin – så ren og så enkel. Men detaljerne gemmer sig alle steder – små roser, der er hakket ind i siden, fine guld stykker der ligger på låget. Blomsterbuketten er så flot. De er roser – både røde, lyserøde og hvide. Det er formet som et hjerte. Jeg tror, det er mit. Det er mit hjerte, der bliver begravet med Kate. Orglet begynder at spille, og koret synger deres første strofe. Jeg græder ikke mere – mine tårer har gjort min kjole gennemblødt.

     Jeg smed en rose ned til Kate. Det var det sidste stykke af mit hjerte. Det landede i midten af buketten. Jeg tror, Kate smiler. Hun er ikke bange. Hun ved, at hun nok skal klare det. Jeg tror mest, hun er bekymret for mig. Jeg bliver revet løs fra mine tanker, da en fyr kommer hen til mig. Han er høj, let muskuløs og utrolig flot af en fyr at være. Han smiler et genert, skævt smil. Jeg kigger på ham uden at smile, føler mig ikke i humør til det. Han introducerer sig selv som Janik – en af Kates mors venner. Han er ked af det på mine vegne, fortæller han. Han synes, Kate var et fantastisk menneske, og han havde hørt så meget godt om mig fra hende. Jeg står bare og kigger på ham. Han prøver at læse mit ansigt – men der er intet at læse. Jeg er helt neutral og kold. Han bliver forvirret, siger hurtigt farvel og går så mens han kigger sig lidt over skulderen. Han forstår mig ikke, det er der ingen, der gør.

     Jeg har været angrebet af vrede. Følelsen af at kunne smadre alt og alle, der gik forbi en. Følelsen af at ville ødelægge alle personers liv, så de kunne føle den vrede, der hamrer inde i en sjæl. Hænderne der ryster, fordi vreden er som adrenalin for kroppen. Benene, der er fuldstændig rastløse, hver gang du sætter dig ned. Øjnene, der kunne skyde lyn i tusindvis, fordi vreden har overtaget din pupil. Vreden der gør dig menneskelig – og farlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...