I Miss You Lullaby [OneShot]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 26 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg fik lyst til at skrive et one shot, og jeg havde lyst til at skrive en om en hest, da jeg selv rider. | Trine har redet siden hun var helt lille. Hun fik sin hest allerede da hun har otte år, og nu er hun 16. Hun elsker sin hest, Lullaby, overalt på jorden. Det er hendes bedste ven, hendes fritid, hendes liv. Trine bruger alt sin tid på Lullaby. Men en dag, da Trine og Lullaby rider over til et stævne på rideskolen, ikke langt derfra, kommer en lastbil med fuld fart, rundt om hjørnet...

1Likes
2Kommentarer
364Visninger
AA

2. I miss you

Jeg sidder ude på en af markerne i skovbrynet. Det er helt mørkt, og jeg kan se alle stjernerne. Jeg kan stadig huske det. Den dag jeg mistede hende, som jeg brugte hele mit liv på. Jeg skulle have redet stævne på hende den dag. Den højeste klasse jeg nogensinde havde redet. Jeg havde været så spændt, men Lullaby beroligede mig. Hun havde altid gjort mig tryg.

 

Jeg fik øje på lastbilen, lige som vi var redet ud på vejen. Jeg prøvede at skynde på hende over vejen. Hun var ikke en hest man kunne få til at vende om, når hun vidste hvad hun skulle. Godt i de fleste tilfælde. *DYT DYYYT* Lastbilen dyttede, og Lullaby blev utrolig forskrækket. Hun stejlede, og bagefter smed hun mig hen over hovedet på hende. Jeg landede på en eller anden mirakuløs måde, så der ikke skete noget. Jeg var aldrig kommet til skade, når hun havde smidt mig af. Så løb hun ud midt på vejen, hvor lastbilen, som skulle dreje, var. Der stod hun nærmest og dansede. "Kom her! Kooom Lullaby! SHHHH! Rolig!" Jeg prøvede at lokke hende over til mig, ved at gnide mine fingre, som om jeg havde noget lækkert. Hendes øre var lagt helt tilbage, og lastbilen bremsede hårdt, for ikke at ramme hende. Hun hoppede til siden, lige inden den nåede at ramme hende. Hun vendte sig om og sparkede ud efter den. Så løb hun over mod mig.

 

Jeg savner hende så ufattelig meget. Hun var mit liv. Mit ét og alt. Lige siden jeg fik hende. Lige fra den dag, hvor vi kom hjem fra hestehandleren med hende, havde jeg været i stalden 24/7. Næsten da. Selv mine lektier plejede jeg at sidde i stalden og lave. Det gør jeg stadig. I håb om, at hun er der når jeg kommer ud. At det hele bare er en dum tanke eller drøm. Men det er det jo ikke. Og hun er der heller ikke, når jeg kommer derud.

 

Lastbilen begyndte af køre igen. Den drejede til venstre, den samme vej, som vi var redet, og hvor jeg nu sad. Lullaby snusede til mig, og jeg tog fat i tøjlen. Men så speedede lastbilen og igen, og Lullaby løb lige ud foran den. Rev tøjlen ud af min hånd, så jeg lå så lang jeg var, hen over fortov og cykelsti. Denne gang så lastbilen hende ikke. Derfor lukkede jeg øjnene, mens jeg råbte: "LULLABY STOP!" Jeg kunne høre et forfærdeligt hvin fra hende, som for fik mine tårer til at fare op til mine øjne og ud i øjenkrogene. Jeg skreg, da jeg hørte hendes fortsatte hvin. Hun led, jeg kunne høre det. Jeg turde ikke kigge, men jeg gjorde det alligevel.

 

Bare tanken om synet, er til at græde over. Når jeg er ovre i skolen, arbejder jeg altid alene. Mine lærere spørger tit om ikke jeg vil arbejde med nogle af de andre, men det vil jeg ikke. Jeg gider ikke snakke med nogen. De ved godt, hvad der er sket. Det er jeg ret sikker på. Lullaby, hvis bare du var her. Hvis bare du vidste, hvor meget jeg savner dig. Jeg forstår det virkelig ikke. Hun havde aldrig gjort noget lignende før. Hun var altid rolig. Hun var aldrig blevet bange for en bil - eller for den sags skyld, en lastbil - som dyttede, før. Aldrig.

 

Jeg fik øje på lastbilen, som var stoppet. Lullaby lå med noget af bagparten inde under den. Hendes øjne var opspilede, hun vred sig rundt, prøvede at komme fri. Det lignede, at hendes ene forben var bukket. Men den modsatte vej, fremad. "LULLABY!! NEJ!!! HJÆÆLP!" Jeg gik i panik. Råbte efter hjælp, fyldt med gråd i min stemme. Lastbilen bakkede, så jeg kunne se hele Lullaby. Føren, som var en halvgammel mand, skyndte sig ud, og over til mig.

 

Hvis jeg nogensinde ser den mand igen, så flår jeg hovedet af ham, og bærer det hjem til ham, hvor jeg så ødelægger hele hans liv for øjnene af ham. Ej, det gør jeg ikke. Men jeg er så gal på ham. Og ked af det. Han har fået taget sit kørekort. Lullaby hvorfor er du her ikke, så jeg kan leve rigtigt igen? Der er intet liv uden dig. INTET! Jeg kunne lige så godt bare sove dagen lang, det er alligevel ikke det værd at gå i skole, når jeg alligevel ikke gider have en uddannelse længere. Hvad skal jeg med den. Jeg gør bare mine kollegaer i dårligt humør, med mit eget humør.

LULLABY KOM TILBAGE, JEG KAN IKKE UDEN DIG!

 

"Er du okay?" Spurgte den dumme mand, som stod lige for mit udsyn til Lullaby. "Ja, sgu da, jeg vil bare gerne have, at der ikke sker min hest noget!" Svarede jeg vredt. Jeg var rigtig vred og ked af det. "En ung dreng trådte så ud fra førerummet. Omkring 18-20 år. Med brunt kort hår, og brune øjne. Jeg havde set ham før. Så kiggede jeg igen på lastbilen. De skulle ned til supermarkedet med varer gætter jeg på! Sikke en historie de kommer til at fortælle deres chef så. 'Ja, jeg beklager forsinkelsen, men vi kørte lige en hest ned, og nu er den døende. Måske er der noget pels eller blod på lastbilen!' Jeg vidste hun var døende. Den unge dreng afbrød mine tanker. "Skal man bare ringe til Falk med sådan nogle dyr?" Spurgte han og kiggede frem og tilbage mellem mig og manden. Jeg rejste mig op mens manden svarede. "Ja, men lad mig gøre det. Så må vi se hvad de siger." Han gik 5-10 meter væk derfra.

 

Kom nu! Jeg ved der må være en måde! Lullaby, jeg savner dig! Jeg græder hver dag. Når jeg kommer til at tænke på, hvad vi har lavet sammen. Som dengang vi jordede hele vejen hen over marken, til søgen, og du skræmte alle fuglene. Jeg kan huske, at det var uden sadel, så vi kunne svømme. Og jeg havde badetøj på. Og dengang du stjal hele posen med godbider, og spiste dem alle. Og dengang vi lavede voltigering.

 

Jeg kiggede kort på den unge dreng, som havde et navneskilt på, hvor der stod 'Sander'. Så kiggede jeg over mod Lullaby, og begyndte at gå derover. Jeg nåede ikke mere end to skridt, inden Sander tog fat i min skulder og stoppede mig. "Slip," mumlede jeg uden at kigge op. Da han ikke slap, kiggede jeg op på ham. "Du skal ikke gå derhen. Det er en dårlig idé.." "Og hvorfor så det?" Svarede jeg flabet igen. "Det ved jeg ikke... Du bliver måske mere ked af det, eller.." Jeg rev mig ud af grebet, og fik med det samme øje på noget, der lå der, hvor man før ikke havde kunne se, på grund af lastbilen. Det lignede.. En hale? EN HALE? Jeg kiggede over på Lullaby, som lå omkring en meter længere fremme. Hendes hale var revet af! "NEJJ!" Skreg jeg! Jeg skulle til at løbe over til hende, da Sander denne gang tog fat i min arm. Hårdt. "Nej." Sagde han bare.

 

Vi handler aldrig i det supermarked mere. Vi har ikke lyst til at støde ind i nogle af dem. Mine forældre gør måske, når jeg ikke er med, men hvis jeg er med, bliver det ikke der. Jeg hiver noget af græsset op, og smider det, med alt den kraft jeg kan, over mod buskaset.

 

Man kunne høre sirenerne nu. Falk var der snart. 
Lige så snart de kom, fór en dyrlæge over til Lullaby. Og det varede ikke længe, før hun var på vej til dyrehospitalet. Jeg kørte med Falk efter dem. Min mor var også på vej.

 

Det gik så hurtigt over til hospitalet. Jeg kan dårligt huske hvad der skete på vejen, eller derovre.

 

"Trine?" Dyrplejeren, eller hvad det end er det hedder, kom hen til mig i forhallen. Venteværelset. Forhallen, som var ligesom et venteværelse. Jeg kiggede op på hende. "Er hun død?" Spurte jeg lavt. "Nej. Men det varer nok ikke længe. Hun har mistet meget blod ved halerodden, og hendes ben har det heller ikke godt. Der skal et kæmpe mirakel til, før hun overlever. Det beklager jeg. Men vi har gjort alt hvad vi kunne. Og vi vrider alle vores hjerner, for at finde på noget." Jeg nikkede bare, og fik tårer i øjnene igen.

 

Jeg kan huske, hvor glad jeg blev, da dyrlægen ringede tre dage efter, og fortalte, at Lullaby kunne komme hjem. Hun havde brækket benet slemt, men lige så snart det var væk, ville hun være god igen. Det var nok den bedste dag i mit liv.

 

Som dagene gik, blev det bedre. Og det varede ikke mere end tre måneder, før jeg kunne begynde at genoptræne hende.

 

Jeg var lykkelig, den dag jeg kunne sætte mig op på hende igen. Og hun var også selv rigtig glad. Lullaby, jeg vil have det hele til at starte om igen, og aldrig ende.

Da jeg endelig kunne ride hende rigtigt igen, og var færdig med genoptræningen, tog jeg hende med ud på en tur til skovbrynet, hvor jeg sidder lige nu.

 

Lullaby var glad. Hun havde en god dag. Og hun var fuld af energi. Bedre kunne det ikke blive. Det var den bedste ridetur, vi havde haft længe. Men  nogle få dage efter, var vi nødt til at ringe efter dyrlægen.

"Hun er forfangende." Fortalte hun efter lang tids undersøgen. Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Jeg havde lige haft nogle af de bedste dage, jeg nogensinde havde haft med hende. "Og det kommer ikke til at gå væk igen. Og hun vil ikke have godt af bare at stå stille. Hun duer ikke som hyggehest." Vi havde altid haft den samme dyrlæge, så hun kendte Lullaby næsten lige så godt som mig. Og hun havde desværre ret. Lullaby kunne ikke lide, ikke at blive redet. Selvom det lyder mærkeligt. De gange hun havde haft fri i lang tid, som en hel uge, eller to, fordi vi havde været på ferie eller noget, varhun nærmest gået amok i folden og i boksen. Og hun kunne ikke være sammen med andre heste. Og det var ikke fordi hun ikke fik nok opmærksomhed, for der var også engang, hvor jeg havde brækket benet, og var ved hende så meget som jeg kunne. Der havde hun reageret på samme måde. "Betyder det så, at hun skal aflives?" Spurgte jeg, og min stemme knækkede. Jeg fik tårer i øjnene, og lige så snart dyrlægen nikkede, brød jeg ud i gråd.

 

Det og den bedste der nogensinde var sket i mit liv, skulle aflives. Jeg savner hende som en sindssyg. Jeg kan huske, at jeg sad hos hende helt til sidste sekund. Hun lå med hovedet i mit skød, mens hun stille sov ind efter sprøjten. Jeg savner dig. Det gør jeg virkelig. Det bedste og det værste år i mit liv.

Jeg savner dig Lullaby.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...