Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6477Visninger
AA

10. You can trust me

Louis' synsvinkel:

 

Jeg sad på sengekanten inde på mit værelse. Mit ansigt var begravet i mine hænder, og jeg prøvede forgæves at lade være med at tænke på mine venner. Tænk de bare havde ladet, som om vi var venner. Måske var Melody en irriterende pige, der aldrig kunne sige noget sødt, men hun var i det mindste klog. Hun var god til at lægge mærke til små ting.

Der blev banket på døren, men jeg rørte mig ikke ud af flæggen. Jeg kunne høre en lav knirken, da døren blev åbnet.

"Louis?" blev der spurgt. Det var Liam, der talte.

Jeg ignorerede ham blankt. Vi var jo ikke venner, så hvorfor skulle jeg snakke med ham?

"Louis, kig nu på mig," sagde han.

"Hvem er det nu, der er beordrende?" svarede jeg undvigende.

"Louis." Han sukkede, og jeg så endelig op på ham.

"Hvad?" Jeg satte mit mest ligeglade udtryk op, for at han ikke skulle vide, hvor såret jeg var. Han så meget bekymret ud og trippede nervøst fra side til side. Han var den eneste, der stod inde i rummet, de andre stod bag ham i døråbningen.

"Du ved godt, at vi stadig er venner," sagde han.

"Nej, Liam, jeg kan ikke give dig ret denne her gang, jeg ved ikke, at vi stadig er venner."

"Nogle uger før Eleanor slog op, skete der et eller andet med dig. Du blev lidt mere beordrende, og du blev let irriteret. Efter hun slog op, er det gået lidt ned ad bakke. For det meste opfører du dig ikke sådan overfor os, men overfor Melody... Tja, der kan den Louis godt komme frem. Vi vil aldrig svigte dig lige meget, hvor galt det går," forklarede Liam.

"Det må I undskylde, det har jeg ikke gjort med vilje," sagde jeg overrasket og en smule flov.

De nikkede, stadig nervøse.

"Det er okay, hvis I lover, at vi stadig er bedste venner."

"Det lover vi!" sagde de alle sammen i kor.

Der gik lidt tid før nogen sagde noget. Jeg smilede, men kun halvhjertet. Jeg kommanderede altså rundt med folk. Det havde Liam selv sagt. Det betød at Melody faktisk havde haft ret. Arghh! Tænk at en så irriterende pige kunne være så klog.

"Nå men, Louis jeg er ked af at sige det, men John, Carrie og Christine kommer på besøg, så vi er nødt til at tage afsted," sagde Kate, der pludselig trådte frem. Hendes ene hånd lå i Harrys. Hun smilede kort og trak på skuldrene. "Jeg er ligesom nødt til at indrømme, at vi er en familie, eller næsten en familie."

Jeg nikkede forstående. "Selvfølgelig," svarede jeg hurtigt. Kate havde haft det svært med sin far, fordi han var grunden til at hele Kates liv ramlede sammen, og hvis ikke det havde været for Harry, ville det nok stadig være det.

Kate smilede og sammen med Harry, gik hun ud ad døren. Efter det sagde Zayn noget med, at han skulle være sammen med Perrie og lidt efter lidt gik de alle sammen. De lovede dog alle sammen, at komme tilbage torsdag.

Så sad jeg alene igen. Jeg følte mig stadig såret, Melody havde virkelig ramt nogle ømme punkter. Men der var altså et eller andet ved hende, der ikke gav mening. Hendes forældre havde været, hvad var du hun kaldte det, fraværende. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun var blevet kaldt Melody, og hun lukkede af, næsten hver gang jeg prøvede at spørge indtil hendes familie. Plus, hun var ligeglad med politiet.

"Nå, så fik man noget at tænke over, hvad?" spurgte Melody, der pludselig stod i døråbningen.

Jeg trak afvisende på skuldrene. Desværre fik det hende bare til at gå tættere på.

"Du ser ikke så glad ud. Hvor er dine venner?" Hun satte sig på sengen ved siden af mig.

 

Melodys synsvinkel:

 

Jeg trådte forsigtigt ind i døråbningen til Louis' værelse. Døren stod åben, så man kunne se ind til Louis, der sad på sengen. Hans ansigt var koncentreret, og man kunne nærmest høre tandhjulende knirke.

"Nå, så fik man noget at tænke over, hvad?" spurgte jeg, hvilket fik ham til at se træt over på mig.

Han trak på skuldrene og så meget afvisende ud, men det var ham, der lukkede mig ind i huset, så det var hans egen skyd. Derfor gik jeg ikke min vej, i stedet gik jeg et skridt tættere på.

"Du ser ikke så glad ud. Hvor er dine venner?" Jeg gik hen og satte sig på sengen ved siden af ham. Min stemme var en anelse for sukkersød, men det så ikke ud til, at han bemærkede det.

"De kommer tilbage," mumlede han bare og vendte sig om, så han sad med ryggen til mig.

Jeg sukkede indvendigt, kunne man være lidt mere afvisende?

"Hvor lang tid har du tænkt dig, at blive ved med det der?" Jeg ville ikke være sur, faktisk ville jeg gerne holde mig gode venner med ham. Det var noget bedre end alternativet.

"Hvordan?" spurgte han.

"Sådan som du er nu. Hvis du er så afvisende, hvorfor lader du mig så ikke bare gå. Du er vildt indelukket. Jeg kender din type, jeg ved, hvordan du er. Din kæreste slog op med dig, og derfor er du så beordrende og flabet, du spiller sej for at ingen skal lægge mærke til, hvor såret du er. Du lader, som om du er mere selvsikker, end du egentlig er, og der er ingen, der ligger mærke til det, det er svært at finde, medmindre man leder godt nok efter. Jeg er en menneskekender, jeg kender alle slags mennesker, og jeg har stjålet fra dem alle." Jeg løftede en hånd, da han skulle til at sige et eller andet. "Bliv nu ikke overrasket, du ved jeg stjæler. Jeg ved, du er usikker, det kan jeg se, derfor blev du også ked af, at jeg fornærmede dig. Jeg er ked af det, men jeg er bare ærlig."

"Hvordan ved du, at jeg blev ked af det?" spurgte han uden at kunne skjule sin overraskelse.

"Fordi at du er et menneske, og alle mennesker har følelser. Medmindre de ikke har et hjerte eller følelser. Var det ikke det, du sagde til mig? At jeg ingen følelser har? Bare fordi jeg stjæler, betyder det ikke, at jeg ikke er menneskelig"

"Det tænkte jeg ikke over," mumlede han og så på sine hænder.

"Nej, men det burde du," sagde jeg.

"Jeg ved ikke, hvem du er. Jeg kunne være meget sødere overfor dig, hvis du bare fortalte mig, lidt om hvem du er. Jeg kunne lade dig gå." Han så blidt på mig. "Men du er nødt til at fortælle mig et eller andet. Som for eksempel: Har du søskende?"

"Nej, jeg er enebarn," svarede jeg stille. Det var et, af de største ønsker jeg altid havde haft, det kom lige efter ønsket om at møde mine forældre. Jeg havde altid ønsket mig søskende.

"Hvad er din yndlingsfarve?" spurgte han.

"Jeg har ingen." Jeg pillede lidt ved kanten af min trøje.

Han rykkede lidt tættere på mig. "Kom nu, alle har en yndlingsfarve."

Jeg tog mig selv i at smile. "Tjo, altså jeg har altid kunnet lide den grønne farve, bladene har i foråret. Den er så klar og frisk, den virker god, når alt andet er skidt," smilede jeg.

Nu smilede Louis også, det fik ham til at se meget yngre ud, end når han var sur. Han tænkte en smule, sikkert over sit næste spørgsmål, da han fik store øjne. Jeg fulgte hans blik og så at han kiggede på et smalt armbånd, jeg havde om håndleddet. Det var i blå nuancer, med en enkelt lilla tråd flettet ind. Det havde en gang været min mors armbånd. En fra Broderskabet havde fortalt mig, at min far havde givet det til min mor. Det var det eneste, jeg havde, der havde tilhørt mine forældre.

"Hvem har givet dig det armbånd?" spurgte han nysgerrigt.

Hvorfor? Det var det første ord, der poppede op i mit hoved. Hvorfor havde jeg armbåndet på, når jeg altid plejede at tage det af, når jeg var uden for Broderskabet? Hvorfor havde jeg ladet Louis se det? Hvorfor sad jeg egentlig sammen med Louis lige nu?

Hele mit liv var et spørgsmål, faktisk var hele mit liv et hvorfor. Hvorfor stjal jeg fra fremmede folk, der intet havde gjort mig? Hvorfor var jeg stadig i Broderskabet? Hvorfor havde jeg aldrig prøvet at flygte? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Sådan kunne jeg blive ved. Jeg kunne hverken svare på spørgsmålene dengang eller nu.

"Øhm, det, øh, har..." stammede jeg og mærkede en klump i halsen. "... Det kan jeg ikke fortælle dig. Jeg har allerede sagt, for meget."

"Du kan stole på mig," sagde han blidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...