Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6482Visninger
AA

19. Why are you not together?

Melodys synsvinkel:

 

"Har du virkelig ikke set The Holiday? Det er ligesom en af verdens bedste kærligheds film!" Perries chokerede ansigt fik mig til at grine. Hun rakte tunge ad mig.

"Nej," grinede jeg og rystede på hovedet. Perrie rystede på hovedet med en påtaget forfærdet grimasse, hvilket bare fik Kate og mig til at grine endnu højere.

"Det er virkelig en af verdens bedste kærligheds film. Perrie viste mig den, den første gang vi mødte hinanden. Den handler om to forskellige kvinder, den ene bor i England, den anden i USA, så bytter de huse, og så sker der bare en hel masse ting," fortalte Kate begejstret.

"Ja, de møder begge deres livs kærlighed, den er så romantisk," sukkede Perrie.

Jeg smilede og nikkede. Vi sad inde i den store af Louis' stuer (Jeg fattede stadigvæk ikke at han havde to). Store fladskærme hang på væggene og nogle store, behaglige sofaer stod foran. Jeg  havde sat mig godt tilpas i den ene sofa, hvorefter Kate havde sat sig ved siden af mig, og Perrie var begyndt at snakke om filmen. Kate og Perrie virkede så glade og rolige, selvom jeg var en sindssyg tyv. Det gjorde mig glad.

Jeg så på de to piger. De havde begge fundet deres livs kærlighed, de var i hvert fald rigtig glade for deres kærester. Hvornår ville jeg mon finde min? Ville jeg overhovedet finde min? Jeg ville ønske jeg havde et nemmere liv, et hvor eg bare kunne forelske mig i alle dem jeg ville, i stedet for at skulle gå rundt og lede efter mit livs kærlighed. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så havde jeg aldrig haft en kæreste. Der var ikke mange, der blev kærester i selve Broderskabet, og man blev ikke bare forelsket i folk uden for Broderskabet.

"Tror I, at Zayn og Harry er jeres livs kærlighed?" spurgte jeg dem.

De to piger blev øjeblikkeligt stille. Havde jeg mon sagt noget forkert? Det håbede jeg ikke, for jeg kunne faktisk godt lide dem, endda Kate. Jeg havde aldrig haft 'veninder' før, den eneste jeg nogensinde havde haft var Chrisser.

"Det tror jeg. Jeg ved det. Jeg håber det også," sagde Perrie som om hun ikke kunne beslutte sig. "Jeg elsker Zayn overalt på jorden, og vi er jo også forlovede. Jeg tror i hvert fald aldrig, at jeg nogensinde vil have lyst til at gå fra ham. Der er op- og nedture i et forhold, sådan er det bare, det eneste man skal kunne er at være god til at håndtere dem." Hun sendte mig et skævt smil og skulle lige til at sætte filmen i en af de mange dvd-afspillere, men stoppede da Kate åbnede munden.

"Sådan noget ved man vel aldrig, vel? Jeg har bare aldrig mødt en fyr som Harry. Han har hjulpet mig igennem alle svære barndomsminder, så jeg er kommet godt ud på den anden side. Jeg elsker ham højere end jeg nogensinde har elsket noget andet. Så jo, jeg tror at Harry er mit livs kærlighed, men jeg som Perrie sagde, så ved jeg det jo ikke." Kate smilede også til mig. Hun strakte sig lidt og gav min hånd et klem. Hun kunne nok fornemme hvad jeg tænkte.

"Tror I nogensinde jeg finder mit livs kærlighed?" Jeg så fra den ene til den anden. Perrie havde endelig fået sat filmen i, og Kate sad bare tankefuldt i sofaen ved siden af mig.

"Det tror jeg!" erklærede hun højt.

"Selvølgelig gør du det! Helt ærligt Melody, hvor dum kan man være?" Perrie slog sig selv for panden, som om et eller andet lige var gået op for hende. "Det må da være Louis!" sagde hun så.

Jeg rakte tunge af hende og grinede. "Aldrig! Har du ikke set hvordan vi opfører os overfor hinanden? Enten flipper han ud på mig eller også råber jeg af ham," protesterede jeg og lagde to hænder i luften, for nærmest at presse hendes udmelding væk.

"Ej, du har da fuldkommen ret! Hvorfor i alverden er I ikke sammen?" hvinede Kate med et stort smil. "Det ville være den perfekte kærligheds historie! Og så er der bare et eller andet i mellem jer."

Hende og Perrie smilede stort til mig. Jeg rystede grinende på hovedet, aldrig i livet! Jeg havde godt nok aldrig tænkt over at der var noget specielt mellem os, men helt ærligt? Louis og jeg kunne knapt være i samme rum uden af rive hovederne af hinanden.

"Jeg tror, jeg klarer mig," grinede jeg.

"Hvor er du bare negativ," sagde Perrie, men hun grinede også.

"Husk på, at jeg også en gang har været så negativ," indvendte Kate.

"Seriøst?" Jeg så på hende med åben mund. Hun virkede langt fra som den negative type, faktisk havde jeg aldrig mødt et mere positivt menneske, lige med undtagelse af Perrie.

"Det er rigtigt nok, før jeg mødte Harry... Hov vent, nu begynder filmen, jeg fortæller færdig bagefter," mumlede hun, allerede med øjnene klistret ti skærmen, idet filmen startede.

Det var en overraskende god film, der handlede om forelskelse og kærlighed. Jeg kunne sjovt nok godt lide den, selvom jeg altid før havde undgået at gå ind og se kærligheds film, når jeg sneg mig ubemærket ind i biografen. Måske var det fordi jeg rent faktisk havde selvskab i dag, eller måske var det fordi jeg var kommet tættere på kærligheden? Jeg kunne i mit inderste ikke lade være med at overveje hvad Kate og Perrie havde sagt. Måske var Louis speciel, men jeg havde bare ikke lyst til at åbne øjnene ordentligt og se efter. En lille del af mig, var måske stadig bange for hvilke forandringer, der kom med kærligheden.

 

Louis' synsvinkel:

 

"Og hvordan har vi tænkt os at hjælpe Melody ud ad det der?" spurgte Liam som den første. Vi havde mere eller mindre holdt vores mund, siden pigerne var gået ind for at se en film. Ingen af os havde vel nogen anelse om hvad vi egentlig havde tænkt os at gøre med det løfte vi havde givet Melody. Hvordan havde vi tænkt os at få hende ud af de? Mine tanker havde desuden været fanget i de ord Melody havde sagt til mig, før pigerne gik: "Du har ændret dig meget Louis, det klæder dig.

"Jeg ved det virkelig ikke," mumlede Niall og kørte en hånd i gennem håret.

"Hvad ved du om Broderskabet og Melody?" spurgte Harry mig så.

"Jeg ved ikke meget mere end I gør. Hun er vokset op i Broderskabet, hendes forældre døde da hun var et halvt år gammel. Det er vist et eller andet med at der aldrig er nogen, der har fortalt Melody om hvad der skete med hendes forældre, de har vist kun fortalt hende at det var sådan en slags hemmelig mission de var ude på. Det eneste andet hun ved om det er at de var sammen, da de døde. Og så tror hun på kærlighed, fordi hendes forældre døde sammen, og hun vil flygte fra Broderskabet hvis hun møder sit livs kærlighed," fortalte jeg.

"Der var den!" udbrød Zayn pludselig. Vi så alle sammen på ham som om vi havde glemt at han stadig var der. Han havde et smil på læberne og ideen lyste ud af øjnene på ham.

"Hvad var den?" spurgte Niall uforstående.

"Er det ikke åbenlyst? Vi ved hvordan vi får Melody ud af Broderskabet," sagde han, som var han den klogeste i hele verden. Vi andre stirrede stadig uforstående på ham. Han rullede med øjnene. "Louis, hvad har du lige sagt?" spurgte han. Jeg tænkte mig om, da Zayn sukkede. "Er jeg det eneste klogeste menneske i det her rum? Melody har sagt, at hun vil flygte, hvis hun finder sit livs kærlighed. Det er den måde vi får hende ud, hun skal forelske sig. Hun skal finde sit livs kærlighed," uddybede han.

Et lys gik op for mig. Okay, så var jeg med igen, men det virkede bare lidt underligt, hvis drengene og mig bare kunne finde hendes livs kærlighed ude på gaden. Melody skulle være sikker før hun flygtede, så meget vidste jeg da, og det krævede alligevel noget at få Melody til at stole på en person.
"Du har jo ret!" sagde Harry begejstret. Han smilede stort, da det også var gået op for ham, hvad Zayn mente.
"Tænker I det samme som mig?" spurgte Niall og så på alle de andre undtagen mig. Jeg kiggede forvirret på deres ansigter. Der tabte jeg så tråden igen. Hvad var det han tænkte? Og hvorfor gad han ikke se på mig? Jeg var overhovedet ikke med, men det var de andre tilsynladende, for de nikkede.
Da de alle vendte deres blikke mod mig, smilede de alle med et smil, jeg ikke helt kunne læse.
"Ej, kom nu Louis, den er ikke så svær," erklærede Liam og slog ud med armene. Jeg havde stadig ingen ide om, hvad de talte om, så jeg sendte dem bare et spørgende blik.
"Dig, Louis," sukkede Harry så.
"Mig?" spurgte jeg, endnu mere forvirret. Var jeg gået glip af et eller andet?
Jeg så rundt i køkkenet, som om det kunne giv mig et svar. Jeg kunne nemt huske første gang, Melody havde været der. Det var ved at være nogle uger siden, men jeg huskede stadig hendes fascinerede ansigt, da hun så køkkenet. Jeg smilede ved mindet.
"Hey, Louis kom nu lige. Du er Melodys livs kærlighed," sagde Zayn så. Han smilede til mig, idet jeg måbede.
"Nej, drenge! Det kan I ligeså godt glemme! Jeg er ikke Melodys livs kærlighed, hun kan næsten aldrig udstå mig," protesterede jeg. 
"Helt ærligt Louis, vi kan da ikke være de eneste, der har lagt mærke gnisten mellem jer. Hun kan godt udstå dig, og du kan, for den sags skyld, også godt udstå hende. Når I ikke skændes, så er der et eller andet mellem jer. En forbindelse. Det er helt specielt, du burde vide det Louis," fortalte Liam. 
Jeg tænkte mig grundigt om. Havde vi en 'forbindelse'? Var der 'noget specielt' mellem os? Det havde jeg da ikke lagt mærke til. Jo, der var nogle gange, hvor Melody havde været helt speciel overfor mig, hvor jeg var blevet fuldstændig tryllebundet af hende, men...
Nej, det kunne ikke være rigtigt! Jeg burde have lagt mærke til det, hvis jeg var forelsket i Melody.
"Kan du se det?" spurgte Harry efter et stykke tid.
Jeg så på ham med forvirringen malet i mit blik. Jeg var jo stadig forelsket i Eleanor, var jeg ikke? Jeg kunne da ikke være forelsket i Melody.
"Jeg skal på toilettet," mumlede jeg og gik gennem køkkenet og ud ad døren. Jeg gik gennem gangen, med håbet om at noget koldt vand, kunne gøre min hjerne klar igen. Jeg gik forbi døren til den store stue og så at den stod på klem. Pigerne sad derinde og var sikkert ved at sætte en film på. Jeg ignorerede døren til at starte med, da jeg hørte de ord, der kom ud af Melodys mund.
"Tror I nogensinde jeg finder mit livs kærlighed?" Hendes stemme var blevet en smule dæmpet gennem døren, men det var stadig klokkeklart for mig, hvad hun sagde.
"Det tror jeg!" udbrød Kate højt, og man kunne høre at hun smilede. 
Jeg gik lidt tættere på døren, så tæt jeg nu turde. Melodys ord havde fanget mig, og jeg var nødt til at høre slutningen på den samtale, selvom det var forkert at udspionere dem på den måde.
"Selvølgelig gør du det! Helt ærligt Melody, hvor dum kan man være?" Man kunne høre på Perries stemme, at det bare var for sjov. "Det må da være Louis!" sagde hun så. 
Jeg måbede, det havde hun ikke lige sagt. Det samme som drengene lige havde sagt til mig! Det kunne ikke være rigtigt.
Jeg kunne høre Melody grine af hende. "Aldrig! Har du ikke set hvordan vi opfører os overfor hinanden? Enten flipper han ud på mig, eller også råber jeg af ham," protesterede hun, ligesom jeg havde gjort for nogle minutter siden. Alligevel gjorde det en smule ondt, at høre hende sige det. Men det burde det ikke gøre.
"Ej, du har da fuldkommen ret! Hvorfor i alverden er I ikke sammen?" hvinede Kate. "Det ville være den perfekte kærligheds historie! Og så er der bare et eller andet i mellem jer."
Der kom en lang pause, hvor stilheden, var det eneste man kunne høre. Overvejede hun det? Jeg troede næsten at samtalen var slut, men det var da en lidt for brat slutning. Manglede Melody ikke at svare? En lille del af mig ønskede at hun ville overveje det, mens den mest klogeste del af mig, håbede, at hun sagde nej. 
Så lød hendes stemme højt og klar,t idet hun grinende sagde: "Jeg tror, jeg klarer mig."
Mine skuldre sank sammen, da skuffelsen skyldede ind over mig. Hvorfor den gjorde det, vidste jeg ikke, og jeg havde heller ikke lyst til at vide det.
"Hvor er du bare negativ," sagde Perrie, men hun grinede også.
Kate sagde et eller andet, men jeg var holdt op med at høre efter. Jeg anede ikke, hvorfor jeg følte mig så ked af det. Jeg var ikke forelsket i Melody, men hvorfor 
havde jeg så håbet, at hun var det i mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...