Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6987Visninger
AA

6. The Dragon

Melodys synsvinkel:

 

Jeg sparkede hårdt til den blå dør, der sikkert var blevet beregnet som et slags sikkerheds foranstalt, dengang folk boede her, men nu kunne den let sparkes op. Døren så ud til at være rustet og ødelagt, så den slet ikke burde kunne åbnes, men faktisk gled den ubesværet op, når man åbnede den.

Det var altid den blå dør, vi brugte, når vi havde været ude på 'jagt', så det var ren rutine for mig at gå om bag bygningen, finde den blå dør, give den et let spark og lukke den efter mig.

Men af en underlig grund var døren meget tungere den dag. Den var besværlig og tung, og det var som om alle mine muskler, var forsvundet. Måske var det tanken om at have fejlet. Tanken om at stå overfor Dragen og sige, at jeg havde fejlet var skræmmende, især fordi det var første gang. Jeg havde aldrig nogensinde, i hele mit liv, fejlet på en opgave. Jeg var en af de bedste i Broderskabet og en af Dragens yndlings, men det blev jeg ikke ved med at være, det vidste jeg inderst inde.

Hvorfor kunne jeg ikke stjæle den taske? Og hvorfor skulle Louis absolut være så stædig? Nu var jeg nødt til at finde på en undskyldning, for hvorfor jeg ikke havde noget med hjem. Indtil da ville jeg gemme mig på min værelse og vendte på, at Dragen selv opsøgte mig.

Jeg begyndte at gå op gennem de forladte gange. Der var næsten aldrig nogen på de nederste etager, der kom ud fra deres lejligheder, medmindre de skulle ud og skaffe lidt penge, så derfor var der rimelig forladt og stille. Jeg gik gennem de tyste gange og nåede hen til den første trappe. Mine trin lød sagte på det gulvtæppebelagte gulve. Da jeg var kommet op på tredje sal, fik jeg et kæmpe chok, da et blond hoved sprang frem, men jeg kom mig hurtigt, da jeg fandt ud af hvem det var.

"Chrisser!" råbte jeg og vinkede som en gal, selvom han stod med ryggen til mig.

Det blonde hoved vendte sig, så jeg kunne se hans ansigt. Han smilede som sædvanlig ved synet af mig, hvilket bragte de søde smilehuller frem. Chrisser var det bedste man kunne forestille sig. Han havde altid, været som den bror jeg aldrig fik.

"Mel!" råbte han og efterlignede min stemme. "Du ved, jeg hader, når du kalder mig det."

Jeg begyndte at gå hen mod ham. "Det er jo derfor, jeg gør det," svarede jeg i en drillende tone.

"Hvor har du så været henne?" spurgte han, da jeg var kommet hen til ham.

"Ude efter mit mål," sagde jeg rutineret.

"Okay, hvor er din gevinst så?" sagde han og ledte efter en taske eller en pose eller et eller anden, der kunne tilhøre mit mål.

"Der har vi nemlig problemet... Øhm... jeg har ingen gevinst." Jeg mumlede den sidste del så lavt, at ingen i de omkringliggende lejligheder kunne høre det.

"Hvad? Mel, du har jo aldrig fejlet før!" udbrød han chokkeret.

"Shyy!" tyssede jeg. "Det er grunden til at jeg vil have dig til at lade være med at fortælle noget til Dragen inden i morgen, hvor jeg igen tager afsted og forhåbentlig får, hvad jeg vil have."

"Lyve for Dragen?" Han blev bleg.

"Ikke lyve, bare fortie, der er en forskel," sagde jeg og så med bedende øjne på ham. Jeg kendte Chrisser ud og ind, og det havde jeg gjort, siden vi var helt små. Jeg vidste alt om ham, blandt andet at han ikke kunne modstod mine hundehvalpeøjne.

Faktisk var hans rigtige navn Christopher, men den gang jeg var lille, havde jeg aldrig kunnet udtale det ordentlig, så i stedet blev det til Chrisser. Han sagde selv, at han hadede, når jeg kaldte ham det, men jeg vidste, at han elskede det, for så følte han, at han havde familie. Ligesom mig var han enebarn og havde ingen forældre, men hans forældre døde ikke som mine. Begge hans forældre blev en dag opdaget og arresteret, men politistationen lå dengang lige ved siden af havnen, og idet dørene i politibilen blev åbnet, løb de ud og kastede sig i havet. Det havde været forfærdeligt for ham den dag, for ja, vi lærer at hvis vi bliver opdaget, er vi nødt til at gå under jorden eller dø. Man må selv vælge, og desværre valgte Christophers forældre den sidstnævnte.

"Okay, men hvis du afslører mig så..."

"Jeg afslører dig ikke, og det ved du også godt." Jeg sendte ham et koldt blik, idet jeg begyndte at gå op ad trapperne igen. Chrisser fulgte selvfølgelig efter for at få en forklaring, jeg aldrig ville give ham.

"Sååå, hvad skete der?" startede han nysgerrigt. Hvis jeg kendte ham ret, ville en ordstrøm af spørgsmål snart flyve ud ad munden på ham, og det gjorde jeg.

"Det ved du godt, at jeg ikke fortæller dig," svarede jeg blot.

"Mel." Han sukkede. "Du er jo nødt til at fortælle det til Dragen, så du kan jo ligeså godt fortælle det til mig først... Du ved, sådan for at øve dig."

Selvom han var et år ældre en mig, havde han aldrig fået de gode overtalelsesevner, som jeg havde.

"Det kan jeg ikke. Du ved, hvad jeg plejer at sige, jo færre der ved det jo bedre." Jeg smilede en smule undskyldende til ham, han var jo nærmest min bror. Jeg hadede, når jeg skulle sige nej til ham. "Jeg har prøvet at snakke med Dragen før, jeg skal nok klare det." Da jeg gik videre, opdagede jeg, at han ikke længere gik ved siden af mig. Jeg drejede om på hælen for at se hvor han blev af og overraskende nok, stod ham med et vredt og stålsat ansigt og så på mig.

"Melody. Det er første gang, du har fejlet, det tager han ikke let på. Du er nødt til at fortælle mig det, lige meget om du vil det eller ej."

Jeg trådte forskrækket et skridt tilbage ved lyden af hans stemme, plus han havde brugt mit fulde navn, det gjorde han snart sagt aldrig. Jeg havde lyst til at græde, da sandheden gik op for mig. Jeg havde fejlet. Mig. Men jeg kunne ikke græde, det gjorde man bare ikke.

Min stemme rystede kun en anelse, idet jeg sagde: "Jeg er ked af det, Christopher, men jeg kan ikke fortælle dig det. Det kan jeg bare ikke."

Han rystede forvirret på hovedet, da også jeg brugte hans fulde navn. Christopher var ikke hans navn, når han snakkede med mig, og mit var ikke Melody, når jeg snakkede med ham, sådan var det bare.

"Melody, du er nødt til at se i øjnene, at du har fejlet. Alle kan fejle," sagde han blidt.

"Nej!" Jeg råbte næsten. "Nej, jeg kan ikke fejle!"

Jeg så ham en sidste gang i øjnene, lod ham se min smerte, lod ham se mine tårer han aldrig mere ville få et se, før jeg drejede om på hælen og løb min vej.

 

Louis' synsvinkel:

 

 

 

"Hun kan ikke være væk," udbrød jeg og løb ind på værelset, hun for få minutter havde siddet i. Men jo hun var væk. Der var ingen spor efter hende bortset fra den smadrede vase, der lå på gulvet.

Jeg satte mig hårdt ned på den redte seng og hev mig frustreret i håret. De andre kom hurtigt ind efter mig.

"Louis hvad laver du? Det er da lige meget, at hun er væk!" sagde Liam højt.

"Nej, det er ikke! Hun stjal min taske, det skal hun bøde for!" råbte jeg og lod al vreden gå ud over Liam.

"Hun fik jo aldrig fat i den," sagde han prøvende, men hans stemme var allerede faldet et par toner ned.

"Det er princippet!" Jeg sparkede hårdt til sengen.

"Louis! Louis! Stop det der!" råbte Kate pludselig og overdøvede alle drengene der, i et forsøg på at få mig til at falde ned, var gået i gang med at snakke i munden på hinanden. Alles stemmer forstummede, og jeg lod mig dumpe ned på sengen igen.

"Det var bare en pige, der prøvede at stjæle din taske. Hun er ikke mere speciel end alle os andre. Ja, hun prøvede at stjæle din taske, og ja, hun pissede dig helt sikkert af, men hun var bare en pige. Og jeg tror ikke, du ville have været så vred, hvis ikke du lige havde været igennem et hårdt brud med Eleanor. Har jeg ret?" Hendes ord var blide, men hendes øjne var beslutsomme.

Jeg nikkede blot.

"Louis, vi er der altid for dig, hvis du har brug for os. Det ved du da," fortsatte Harry.

"Hvis du får brug for at snakke om det, så kan du jo bare komme til os," sagde Liam.

"Jeg elskede Eleanor," sagde jeg. "Nej, jeg elsker hende. Stadigvæk..."

"Det er svært at komme over sådan noget, men Melody var bare en pige, du stødte ind i. Hun betyder ikke så meget."

"Jeg ved det. Det er bare fordi, at hun vidste, hvordan hun skulle irritere mig, og hun vidste hvilke knapper, hun skulle trykke på for at gøre mig vred. Og... og hun vidste at det var Eleanor, der slog op med mig og ikke omvendt."

"Hvordan?"

Jeg rystede på hovedet og gik ind i den store stue. Hvorfor lige mig?

 

Melodys synsvinkel:

 

"Fortalte du ham, hvad du hedder? Mel, er du blevet sindssyg?" spurgte Crisser og rejste sig op.

Okay, ja, jeg havde fortalte Chrisser det hele, og jeg vidste, at det var forkert, men jeg kunne ikke klare at holde sandheden for mig selv. Jeg vidste, at jeg kunne regne med ham.
"Jeg blev vred. Okay?" svarede jeg irriteret, som om mit svar kunne klare alle de problemer, jeg havde skabt.
"Nej, det er ikke okay! Det er overhovedet ikke en begrundelse. Du fortalte
det ham, Mel, det er noget af det værste, du nogensinde kan gøre som tyv!" Han så anklagende på mig.
"Jeg ved det! Men han gennemskuede mig, og jeg blev vred. Du ved godt, at jeg har et stort temperament, når det kommer til sådan noget." Jeg havde rejst mig fra sengen, for at kunne se ham i øjnene.
"Du aner ikke, hvad du har rodet dig ud i!"
"Jeg er jo ikke ligefrem registreret, hvordan skulle han kunne finde mig?" Okay, det var et ret åbenlyst spørgsmål, men jeg havde ikke rigtigt andet at sige.
"Dit navn er Melody, du har rødt hår! Hvor mange tror du egentlig hedder Melody?"  
Han skulle fandme ikke opføre sig sådan overfor mig. Hans sarkastiske stemme, fik mig vredt til at udbryde: "Hvem tror du, du er? Min far?"
"Måske. Du kunne godt bruge en!" råbte han tilbage. I det samme ordene havde forladt hans mund, skiftede hans ansigt, og jeg vidste, at han ønskede at tage dem tilbage, men det var for sent. 
Jeg sank sammen på sengen og så ned på mine hænder. Hans ord havde revet til noget inde i mig, der allerede var ødelagt, men det gjorde ikke skaden mindre. Mine forældre var mit svage punkt. Og det at han faktisk havde sagt den sætning, gjorde mig usikker på om han egentlig var min ven.
"Nej, Mel, det var ikke sådan ment. Det røg bare ud ad munden på mig. Jeg -jeg ved ikke hvad der skete, det plejer jeg slet ikke at sige," undskyldte han og satte sig ned ved siden af mig.
"Ved du hvad? Sket er sket, nu kan du ikke lave om på det. Men jeg fatter ikke at du nogensinde kan sige sådan noget til mig. Jeg er skuffet over, at du er min ven. Jeg troede, du var bedre end det." Jeg rejste mig igen op, så jeg kunne se ned på ham. "Nu synes jeg, at du skal gå."
"Mel, jeg..." prøvede han, men jeg skar ham af.
"Nej, Christopher, ud. Nu." Jeg pegede på døren.
"Kom nu, Me..."
"Nej. Det hjælper ikke at undskylde. Og det værste er, at du er ligesom mig. Dine forældre er døde, ligesom mine. Og du havde det nok endnu værre end mig, for du havde kendt dine. Men forskellen er, at dine forældre selv valgte døden, de valgte selv at springe i. Mine forældre gjorde det ikke af egen vilje, de ønskede ikke at dø. Så du kan ikke bebrejde dem for ikke at være her," sagde jeg. "Og nu vil jeg gerne have, at du går."
Han så ned i jorden, inden han rømmede sig og sagde: "Okay."
Han sendte mig et sidste trist blik og gik så ud ad døren. Jeg gik hen til vinduet og så ud. Jeg lagde ikke mærke til hvad jeg så, min hjerne registrerede det ikke. Jeg snøftede lavt. Tænk han kunne sige det. Hvorfor havde jeg egentlig fortalt det til ham? Fordi jeg havde brug for at få det ud, jeg havde fejlet, og jeg kunne ikke klare det alene. Det var grunden, men jeg undrede mig alligevel. Jeg burde ikke have fortalt ham det.
"Christopher virker lidt oprevet, er der sket noget?"
Jeg gav et spjæt fra mig ved lyden af stemmen. Jeg havde ikke lyst til at vende mig og møde øjnene, der hørte til. Stemmen var allerede nok til at ødelægge mig indeni, den gjorde tanken om min fejl ulidelig.
"Du har ikke været oppe ved mig med din gevinst," fortsatte stemmen silkeglat, men jeg kunne høre slangen hvæse bag ordene. Han var vred, og det ville jeg stensikkert få at se, så snart jeg vendte mig om og så ind i hans øjne.
"Melody, er der noget du ikke fortæller mig?"
"J- jeg klarede det ikke," hviskede jeg skyldbevist.
"Du klarede det ikke." 
Det var egentlig ikke ment som et spørgsmål, men alligevel hviskede jeg et lille bitte: "Ja."
"Kig på mig."
Jeg tog en dyb indånding og sendte mig selv beroligende tanker, idet jeg vendte mig om og så ham i øjnene. Hans stikkende øjne borede sig ind i mine og fortalte mig, at jeg gjorde alting galt.
"Hvorfor klarede du det ikke?" Dragen så på mig med så meget ligegyldighed, at jeg følte mig som ingenting.
"H-han opdagede mig." Jeg sænkede blikket for ikke at møde hans.
"Han opdagede dig? Sig mig så, hvorfor du ikke bare stak af?"
"Han havde hele tiden en eller anden muskuløs mand til at hjælpe sig. Jeg havde ikke en chance. Jeg sprang ud ad vinduet, så snart jeg fik muligheden for det," forklarede jeg. 
"Aha. Ser du Melody, du er, eller var, den eneste i hele Broderskabet udover mig, der aldrig har fejlet. Du er min bedste tyv. Så hvorfor har jeg nu den her snak med dig?" Han så på mig med et bebrejdende blik der ødelagde mig og sagde til mig, at jeg var forkert.
"Det... det ved jeg ikke."
"Hør her Melody. Jeg kan godt lide dig, så hvis vi nu lader som om at denne dag aldrig har fundet sted, og jeg giver dig en chance til, kan du så garantere, at du får fat i en gevinst?"
Jeg så op med et ryk. "Du mener, at jeg så ikke har fejlet?"
Han nikkede.
"Det kan jeg garantere hundrede procent," svarede jeg hurtigt og håbefuldt.
"Så er det en aftale." Han trådte helt hen til mig. "Du skal ikke spise, før du har fået fat på hans ting. Du skal ikke tænke over andet, end at få fat i hans ting. Du skal ikke snakke med nogen, før du har fået fat i hans ting. Forstået?" 
Derefter stak han mig en syngende lussing. Tårerne vældede op i mine øjne, men jeg blinkede dem hurtigt væk. Hvis der var en ting jeg havde lært, var det at jeg aldrig måtte vise Dragen min svage side.
"Forstået," nikkede jeg og så hvordan han gik sin vej, og dermed efterlod mig til mine egne skyldbevidste tanker.

 

*************************

 

Hejsa folkens!!

Jeg undskylder, at jeg ikke har publiceret i over en uge nu, men jeg har haft en vildt hård uge. Men nu er det heldigvis weekend!

Jeg fik billetter til Where We Are Tour den 17. Yay! Er der nogle er jer der fik?

Mange tak for at I læser med. I må meget gerne smide en kommentar hvis det lyster, det ville gøre mig super glad!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...