Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
7138Visninger
AA

7. Sometimes...

Melodys synsvinkel:

 

For at sige det lige ud, havde jeg ikke været mig selv siden Dragen havde været på sit lille besøg i min lejlighed. Jeg havde tilbragt dagene med at gå rundt i cirkler i mit soveværelse, mens jeg gentog nogle ord om Louis igen og igen. Jeg havde ikke spist så meget som en krumme og havde slugt alt det vand jeg kunne komme i nærheden af. Når jeg endelig kom udenfor min lejlighed, havde jeg gået rundt og mumlet for mig selv og ignoreret alle, der sagde noget til mig. Man kunne ikke nå ind til mig, min hjerne kørte kun på Louis. Jeg havde virket som en sindssyg person.

Det var ikke fordi jeg ikke tænkte over andre ting, for det gjorde jeg skam også. Det var bare som om at alle de ting ikke fyldte særlig meget i mit hoved. Hver gang noget andet dukkede op, var det som om min hjerne langsomt fortrængte det, så jeg kunne tænke mere over hvad jeg skulle stille op med min opgave.

Dragen var flere gange kommet ned til mig, for at tjekke op på om jeg egentlig gjorde noget ved det. Han havde åbenbart stillet sig tilfreds med min evige mumlen og de cirkler jeg hele tiden gik rundt i. Han havde set hvordan han havde ødelagt min hjerne ved at true mig med sine ord. Jeg hadede mig selv for at han skræmte mig sådan. Bare ved et par enkle ord havde han kontrol over mig og kunne få mig til at gøre hvad som helst for ham.

Også Christopher havde flere gange kigget ind til mig. Ham havde jeg blankt ignoreret og fortsat min gang rundt i soveværelset. Han havde, i modsætning til Dragen, lydt bekymret og spurgt mig gentagende om hvad jeg havde gang i. Men jeg havde holdt blikket på gulvet, uden at sende ham så meget som ét blik. Til sidst var han blevet træt af min stilhed og gik ligeså stille sin vej.

Så status var at jeg havde det forfærdeligt. Jeg ønskede at tænkte på noget andet, men på en eller anden måde havde Dragen igen gjort min hjerne fuldstændig skør, så jeg intet kunne stille op. Jeg følte mig fanget, hjælpeløs. Jeg kunne ikke gøre noget, for tanken om at have fejlet, var brændt ind i min hjerne.

Men efter den første uge var jeg endelig kommet på en plan. Der var sikkert gået lang nok tid til at Louis ikke troede jeg ville forsøge mig igen. Han havde været så dum at vise mig hvor hans lejlighed var, og hvilken tyv ville jeg ikke være hvis jeg ikke vidste hvordan man dirkede en lås op? Jeg havde tænkt mig at vente på at han gik ud af sin lejlighed og så bare gå derind, som om jeg boede der selv.

 

***

 

"Helt ærligt Melody, hvor svært kan det være?" spurgte jeg mig selv, da jeg for tredje gang gik rundt om bygningen. Jeg sukkede for mig selv. "Det bliver et rent helvede, hvis han opdager mig."

Jeg havde kredset rundt om bygningen hvori Louis' lejlighed befandt sig, i godt et kvarter. Jeg ventede hele tiden på et tegn på at han skulle have forladt lejligheden. Sjovt nok var der ingen, der lagde synderlig mærke til at jeg blev ved med at gå rundt om bygningen. Hvilket egentlig var ret underligt, for helt ærligt, jeg var ikke så let at overse.

Efter endnu tre kvarter skete der langt om længe noget. Lige da jeg skulle til at dreje om hjørnet, opdagede jeg at Louis, plus nogle venner, kom gående ud ad døren. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage. Så forsigtig som muligt, lod jeg mit hoved rykke en tak frem, så jeg kunne se om hjørnet hen på Louis. Jeg indprentede hver eneste detalje af hans venner, som jeg satsede på var hans band medlemmer, bortset fra pigen selvfølgelig. Louis' humør var noget højere end det havde været i mit selvskab, han grinede højt og pjattede med sine venner. Det klædte ham at se mindre arrogant ud. Måske ville det også klæde ham hvis jeg gik hen og smadrede hans perfekte, popstjerne ansigt. Nej, nu lod jeg vreden styre mine tanker.

Jeg ventede på at de gik deres vej, så gik jeg endnu en omgang rundt om bygningen, og skyndte mig så ind i den. Jeg tog trapperne op, for ikke at vække opsigt, og på grund af min gode kondi blev jeg knap nok forpustet, også selvom hans lejlighed var en taglejlighed.

Jeg var knapt noget op ad det sidste trin, inden jeg stødte ind i en eller anden. Jeg trådte forskrækket tilbage og så, desværre, op på Hr. Perkins. Han var meget høj og meget stærk. 
"Hey, du er Louis Tomlinsons kusine..." Han tænkte sig lidt om og udbrød så: "Sasha!"
Jeg satte et meget stort, meget falskt på læberne. "Ja! Jeg er glad for at du kom! Du kender Louis, gør du ikke?" spurgte jeg med et smil.
"Jo, vi kender hinanden godt heroppe." Han smilede ligeså stort som mig.
Jeg tænkte mig hurtigt om og huskede at Louis havde præsenteret mig som kusinen 'der havde problemer'. Det kunne man vel godt bruge til noget. Hurtigt som lynet fik jeg sat et grædefærdigt ansigt op og snøftede højt, så han ikke kunne undgå at høre det.
"Jeg kom gående nede på gaden sammen Louis, og pludselig, så var der bare så mange mennesker! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv! Så jeg løb, så hurtigt jeg kunne, tilbage hertil. Jeg har ikke nogen nøgler for dem har Louis! Hvad skal jeg gøre!" udbrød jeg frustreret og brød ud i falske tårer. Perkins så ud til at være meget overrasket over mit hurtige humørskift. Men heldigvis havde Louis klaret sagen for mig, så Perkins ville vel bare tro det var på grund af mine 'problemer'. Han gik helt hen til mig og lagde en hånd på min ryg, sandsynligvis for at berolige mig.
"Bare rolig, jeg har en ekstra nøgle til Louis' lejlighed til nødstilfælde," sagde han beroligende.
"Virkelig," spurgte jeg håbende.
Han nikkede og begyndte at gå hen mod en af dørene til de forskellige lejligheder. Jeg fulgte efter ham og så hvordan han gik ind i lejligheden og kom tilbage med en nøgle. Han rakte mig nøglen med et smil på læben.
"Tusind tak!" jublede jeg overdrevent, tog nøglen. Og løb hen til Louis' lejlighed. Louis havde aldrig troet jeg var så klog. Han havde sat sig selv i denne situation fordi han havde brugt sin store mund for meget. Han havde undervurderet mig.
Jeg satte nøglen i nøglehullet og låsen gik op med et lille klik. Jeg trådte ind i rummet. Jeg tøvede ikke en gang ét enkelt sekund, hurtigt løb jeg ind i de forskellige rum og så efter elektroniske genstande. I en stor stue med gigantiske fladskærme fandt jeg hans rygsæk. Jeg løb over til den og åbnede den.
"Godt gået Mel," mumlede jeg for mig selv, da jeg så indholdet i tasken. Der lå en computer og to mobiler. To? Hvor mange havde han mon? I den anden stue fandt jeg en iPad, jeg hurtigt proppede i rygsækken, og på køkkenbordet i, nå ja, køkkenet fandt jeg nogle kontanter. Fint med mig. 
Jeg fik pakket tingene, løb så ud ad døren og låste den, så alt så ud som før. Jeg lagde nøglen uden for Perkins dør og bankede på. Jeg løb inden han nåede at åbne døren. Så satte jeg kursen mod trappen. 
Lige da jeg havde taget de første skridt ned ad trappen, hørte jeg lyden af en elevatordør der gik op. 
"Tak venner, det havde jeg virkelig brug for!" sagde en stemme.
Jeg frøs til is. Jeg kendte stemmen. Snart ville han gå ind i sin lejlighed og se at hans ting var væk. Jeg satte igang igen, denne gang hurtigere. Da jeg var noget en etage ned, hørte jeg et råb, og jeg vidste med sikkerhed, at de snart ville komme efter mig. Jeg sprang nærmest ned ad trinene og kom overraskende hurtigt ned til nederste etage. Jeg sprang ud ad dørene. Nu skulle jeg bare hjem, så ville opgaven være klaret. 
Dragen ville blive stolt af mig. Jeg ville stadig være hans bedste tyv, intet ville være forandret. Vi ville glemme, at jeg havde fejlet, og alt ville fortsætte som det plejede. Forblændet af de tanker løb jeg direkte ud på en vej og var nær blevet kørt ned af en bil. Føreren i bilen trådte ud. Han stod i skyggen af et træ, så jeg kunne ikke se hans træk tydeligt.
"Hvad fanden har du gang i?" råbte jeg hårdt.
Han trådte ud af skyggerne, og blev tavs. Det var en af Louis' venner. Den der havde mørkest hud, mørke øjne og mørkt hår. Jeg trådte et skridt tilbage, forhåbentlig havde Louis ikke beskrevet mig godt nok.
"Du er ikke en gang forpustet," udbrød han. 
"Hvad?" Jeg var tyv, ikke tankelæser.
"Du har lige løbet cirka en kilometer, og du er ikke en gang forpustet!" blev han ved.
Jeg var ved at forstå, hvad han fablede om, men det kunne jeg selvfølgelig ikke sige.
"Jeg er stadig ikke med," sagde jeg i stedet.
"Jeg ved godt, hvem du er, Melody," svarede han en smule truende.
"Øh..." Jeg rykkede et skridt tilbage.
Han tog en mobil frem og trykkene på den. Lidt efter sagde han: "Louis, jeg har fundet hende."
Jeg blev grebet af frygt, det var tæt på aftensmadstid, og jeg havde aldrig prøvet ikke at være tilbage i Broderskabet efter midnat. Jeg kunne ikke bare stå her og gøre ingenting, jeg måtte væk. Jeg trak langsomt væk fra ham. Jeg vendte mig langsomt om og skulle til at sætte i løb, da jeg mærkede arme om maven på mig. Wow, han var stærkere, end jeg havde troet. 
Jeg løftede foden og knaldede hælen ned i hans tæer. Han gav hurtigt slip på mig og råbte i smerte. Men selvom han havde smerte, tog han igen armene om mig. Denne gang slog jeg albuen hårdt ind mellem hans ribben. Nu gav han helt slip på mig, faktisk faldt han sammen på asfalten. 
Jeg smilede selvtilfreds. "Farvel!" sagde jeg og vinkede til ham. 
Smilet sad fast på mine læber, da jeg så op fra hans krop og lige ind i et par blågrå øjne. Der var et tilfredst glimt i øjnene.
"Pis," mumlede jeg.
Jeg så på resten af ansigtet, der var et flabet smil om munden, tænk han kunne smile, mens hans ven lå nede på jorden og vred sig i smerte. Jeg gik et skridt væk fra ham og opdagede til min store skræk, at jeg var omringet af tre andre drenge. Jeg ville aldrig kunne klare dem allesammen.
"Du troede virkelige, du ville slippe afsted med det. Troede du ikke?" spurgte Louis og gik hen til mig. Jeg kunne ikke længere spille skuespil, han havde fanget mig med rygsækken.
"Tjo, jeg var egentlig ret sikker," svarede jeg i en fuldstændig normal tone, som om vi stod og snakkede om vejret.
"Du narrer ikke mig en gang til," sagde han og førte mig hen til sin bil. "Tænk at du fik hr. Perkins til at give dig nøglen. Det var lavt.“
"Louis, nogle gang må man tænke over sine ord. For nogle gange sætter man sig selv i dårlige situationer, man aldrig burde have været i til at starte med. Vælg alle dine ord med omhu. For nogle gange, lader du et smuthul stå åbent..." sagde jeg. Han holdt bildøren åben for mig, så jeg kunne sætte mig ind. Jeg satte mig ind i bilen og smilede til ham. "Og nogle gange lader du døren stå på klem, så tyven kan komme ind."

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...