Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6926Visninger
AA

14. Sometimes you just need to be safe

Louis' synsvinkel:

 

Helt ærligt! Kunne den pige ikke bare ligge stille i ti minutter? Nej, hun skulle fare op, fordi den der latterlige Drage, ville straffe folk. Det var en enkelt pige, hun betød vel ikke så meget at denne 'Drage', ville begyndte at slå folk ihjel eller skade folk. Jeg havde kun hørt den korte version af hendes liv, så jeg havde ikke hørt det hele. Jeg var kun lige begyndt at forstå hendes verden, og jeg var overhovedet ikke klar over, hvordan Broderskabet fungerede.

Og så var hun løbet ind i en væg, hvor smart var det så? Plus hun havde allerede en gigantisk feber. Hun kom i hvert fald ikke herfra, når hun havde det sådan.

Jeg havde langsomt båret Melody op i sengen igen, efter hendes sammenstød med væggen. Hun var overraskende let i betragtning af hendes højde, men hun var også meget tynd, alt for tynd. Jeg stod og betragtede hende i lidt tid. Hendes krop lå først fuldstændig stille, men så begyndte hun at trække vejret i lange, tunge drag. Når hun ikke råbte og skreg eller kom med sarkastiske kommentarer, når hun lå ved siden af mig og snakkede stille, eller når hun, som nu, sov, var hun faktisk virkelig smuk. Ja, halvdelen af hendes krop var solbrændt, og ja, hun var mere end almindeligt tynd, men hendes røde hår omkransede hendes ansigt på en smuk måde, og hele hendes blide ansigt havde en smuk harmoni. Hun virkede hel fortryllende at se på. Og når hun havde set på mig med sine lysesende grå øjne, der, selvom hun nok ville benægte det, gemte på varme og sorg.

De få gange jeg havde snakket med hende, snakket ordentligt, havde fået mig til at indse, at Melody bare var en pige, der havde manglet kærlighed og trøst hele sit liv. En pige, der bare var blevet født det forkerte sted. Det eneste hun havde brug for, var en familie, kærlighed, trøst og svar.

Jeg kunne aldrig falde for hende, jeg kunne få et godt venskab med hende, men ligefrem at forelske mig i hende. Det troede jeg ikke.

Jeg trak min mobil op ad lommen, og fandt det første nummer, der faldt mig ind, jeg kunne ringe til. Jeg lagde mobilen op til øret og ventede, mens de lange 'duuuut'-toner lød i mit øre.

"Det Harry," sagde Harry.

"Hej, Harry. Det er Louis," svarede jeg.

"Det er jeg godt klar over," sagde Harry med et lille grin. "Nå, hvordan går det så med hende?"

Jeg åbnede munden for at svare, da jeg hørte en pigestemme gennem mobilen.

"Hæng lige på," mumlede Harry. Der lød en smule fumlen med mobilen, så han havde nok placeret den på brystet, for at jeg ikke skulle lytte med, men det var egentlig ikke ret svært at gøre det.

"Hvem taler du med." Kates stemme var kun en anelse dæmpet.

"Louis," svarede Harry, man kunne praktisk talt høre smilet i hans stemme. Han elskede hende virkelig.

"Snakker I om Melody?" spurgte Kates dæmpede stemme en anelse nysgerrigt.

"Det skulle vi til, men du afbrød en lille smule." Harrys forsøg på at lyde irriteret fejlede fuldstændig. Man kunne nemt høre, at han prøvede at lade være med at smile.

"Må jeg lytte med?" bad Kate.

Jeg hørte ikke svaret, da der igen lød lidt fumlen fra den anden side. Så brød Harrys stemme igen frem, denne gang for fuld styrke.

"Okay, så er jeg tilbage. Du er på medhør, Kate hører med," sagde han hurtigt.

"Det er okay. Men som jeg skulle til at sige, så går det både godt og skidt med hende. Hun fortalte mig kort om hendes barndom, og om hvor hun kommer fra, det er jo godt. Men, øh, så lagde hun sig til at sove, og da hun vågnede op, havde hun feber, og senere løb hun ind i en væg..." Jeg kløede mig på armen. Hvad i alverden, havde jeg rodet mig selv ind i?

Man kunne med det samme høre Harrys grin i telefonen, man kunne vel heller ikke bebrejde ham, for det lød ret komisk, at hun var løbet ind i en væg.

"Harry!" udbrød Kate, men selv hun grinede.

"Så besvimede hun igen, for resten så var hun allerede besvimet en gang før det, og nu ligger hun inde på gæsteværelset og sover," forklarede jeg. "Men det jeg egentlig ringede for at spørge om er: Er John, Carrie og Christine taget hjem?"

"Ja, hvorfor?" spurgte Kate, men kunne ikke holde sukket inde. Hendes familieforhold var ikke ligefrem fantastiske, og hun havde stadig ikke, tilgivet sin far for det store svigt.

"Kan I ikke komme over? Jeg har brug for en pige til at snakke med Melody," busede det ud af mig. Jeg så igen på Melody. Hendes slidte skjorte og slidte cowboyshorts var blevet krøllede af at ligge i sengen hele dagen. "Og Kate, kan du ikke tage noget tøj med til hende?"

"Selvfølgelig, vi er der om fem minutter," svarede Harry og lagde på.

Jeg lagde mig ned ved siden af Melody, i sengen. Hun lå uroligt og rørte hele tiden på sig, hun manglede tryghed. Jeg lagde blidt en hånd på hendes arm. Hun stoppede med det samme og rullede sig sammen til en lille kugle. Derefter fandt hendes hånd min, hun sukkede i søvne, mens hun bevægede sig i retning af min hånd. Da hun var noget til min arm, lagde hun hovedet på den og faldt endelig i til ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...