Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6541Visninger
AA

5. She's gone

Melodys synsvinkel:

 

Louis' stemme lød lige pludselig meget højt ude fra det smukke køkken. Jeg listede hen til døren, der stod en smule på klem. Man kunne nemt høre hans oprevede stemme, gennem den lille sprække.

"Jeg ved godt, at I skal op i The London Eye, men jeg har virkelig brug for, at du kommer," sagde han bedende til telefonen, altså selvfølgelig den, der var i den anden ende.

Jeg så ned på hans hænder. Han stod og skar tomater, sikkert til de der sandwich'es.

"Jamen, I er nødt til at hjælpe mig, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre med hende," blev han ved. Det tog mig lige et par sekunder, før jeg opfattede at hende, måtte være mig.

"Kan du så ikke tage hende med dig?" Der kom en lille pause. "Mange tak!" Han lagde røret på og vendte sig om. Jeg listede hurtigt væk  fra døren i håb om, at han ikke havde nået at se mig.

Hvad havde jeg tænkt på? Louis var en stor nar, selv overfor sine venner. Tænk at jeg for kun et par minutter siden havde syntes, at der var noget specielt ved ham. Jeg havde syntes om ham. Okay, adr! Jeg ville aldrig falde for et mål, og da slet ikke Louis Tomlinson (også kendt som verdens største idiot).

 

Louis' synsvinkel:

 

"Kan du så ikke bare tage hende med dig?" spurgte jeg irriteret Harry, der var i den anden ende af telefonen.

"Fint, så tager jeg Kate med!" svarede han ligeså irriteret.

"Mange tak!" sagde jeg og lagde røret på. Det var altid Kate, der kom i første række! Engang, den gang hvor ingen af os havde kærester, var det altid bandet først, men sådan var det ikke længere.

Jeg hørte en lyd bag mig og vendte mig automatisk om, for at se om pigen (tyven) havde stjålet noget. Døren ind til hyggestuen stod lidt på klem, og jeg gættede mig hurtigt frem til at pigen havde stået og lyttet med på min samtale med Harry. Typisk! Hvorfor skete der altid sådan noget for mig, min kæreste havde lige slået op med mig, fordi jeg ikke længere var mig selv, og nu havde jeg taget en eller anden pige i at stjæle fra mig!

Jeg gik ind i hyggestuen, hvor pigen sad med et fjernt blik og stirrede håbløst ud i luften. Hvad hed hun mon? Jeg måtte indrømme, at hun så meget godt ud. Hendes røde hår så fantastisk ud, hun havde lange mørke øjenvipper og en smuk figur, men hun var godt nok meget solbrændt og alt for tynd. Selv om jeg hadede, at skulle indrømme det over for mig selv, så var der sket et eller andet mellem os, da jeg viste hende den lille hyggestue, hun havde virket så fascineret, som en lille pige, der ser et fly for første gang, hun havde virket så lille og skrøbelig. I de få sekunder hun havde opført sig sådan, var hun det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Ikke at jeg nogensinde ville sige det til nogen, i hvert fald ikke hende. Hun var ikke min type, hun var alt for sarkastisk og irriterende, og så var der også det faktum, at hun havde prøvet at stjæle min taske.

"Mine venner kommer om en halv time," sagde jeg, hvilket gav et spjæt i hendes krop. Selvom hun var tynd, var hun ret høj, næsten ligeså høj som mig faktisk.

"Fint," mumlede hun irriteret, uden at se på mig.

Hvorfor ignorerede hun mig?

"Jeg sagde, mine venner kommer om en halv time," gentog jeg i et lidt højere tonefald.

Hun vendte sig endelig om mod mig med et meget vredt udtryk. "Og jeg sagde fint!" snerrede hun.

Jeg satte mig ned i en af lænestolene og betragtede hende, prøvede at finde et svaghedstegn i den hårde facade.

"Hvorfor?" spurgte hun og så på mig.

"Hvorfor hvad?"

"Hvorfor kommer dine venner? Kan den store, farlige Louis Tomlinson ikke klare mig alene?" spurgte hun flabet.

Jeg ignorerede spørgsmålet, som jeg havde gjort det ude i elevatoren, og satte mig hen ved siden af hende i den lille sofa.

"Hvad hedder du?" Jeg betragtede hende igen, hun lignede lidt en Emma.

"Cathrine," svarede hun uden tøven.

Jeg ved ikke hvad, der fik mig til at sige det, men alligevel sagde jeg: "Nej, det gør du ikke."

Hun kneb øjnene sammen. "Hvor ved du det fra?" spurgte hun mistroisk.

"En fornemmelse." Jeg trak på skuldrene.

"Fint. Amber."

"Nej."

"Silvia."

"Nej."

"Violet."

"Nej."

Og sådan blev vi ved i et par minutter, hver gang hun sagde et navn, fik jeg en underlig fornemmelse af, at det var løgn. Og jeg fik åbenbart ret hver gang. Hun blev mere og mere frustreret hver gang jeg sagde nej, og hendes stemme steg i styrke for hvert navn.

"Fint!" råbte hun og rejste sig vredt om. "Mit navn er Melody. Okay? Mit navn er Melody!"

"Ligesom en melodi?" Jeg tog hendes vredesudbrød, som et tegn på at hun talte sandt.

"Aner det ikke! Det gætter jeg på!" udbrød hun endnu mere frustreret.

"Ved du det ikke? Har du aldrig spurgt dine forældre?" spurgte jeg undrende, det ville jeg have gjort.

"Nej, det har jeg ikke!" Hendes hårde facade sad stadig på sin plads, men i de grå øjne så jeg smerte.

"Hvorfor ikke?" Jeg rynkede brynene.

Hun sukkede. "Har du ikke et værelse, jeg kan være på, indtil dine venner kommer?" spurgte hun og satte tungt ned i sofaen igen.

"Joooeh," jeg tøvede, "jeg har et gæsteværelse lige nede af gangen..."

"Tak!" Hun sagde ordet, som var det en sygdom. "Hvis dine venner vil 'se mig' kan du bare kalde." Hun vendte sig om, for at gå ud ad døren, men stoppede sig selv. "Åh, og én ting til. Min familie rager ikke dig, mit navn rager ikke dig, og mit liv rager ikke dig!" Dermed trampede hun væk. Jeg sad bare fuldstændig mundlam tilbage. Tænk hun blev så vred, når man nævnte hendes familie. Tja, der kunne man se. Ikke at det betød det fjerneste for mig, hun var jo bare en tyv.

 

***

 

Melodys synsvinkel:

 

Arghh! Hvor skulle Louis bare vide alt?! Sådan en idiot! Han troede virkelig, at han havde magt over mig, sikke et fjols! Jeg drejede en enkelt gang rundt om mig selv, for at se hvilket værelse jeg nu var havnet i. Det var egentlig meget fint med dobbeltsengen i lyst træ, en kommode i samme lyse træ, på kommoden stod en enlig vase med en lyserød blomst, sengens betræk havde en helt almindelig blå farve, og den var redt perfekt, der var en hvid sofa ved siden af kommoden og væggene var hvide. Det var meget fint, det var selvfølgelig bedre end mit værelse, men det var så upersonligt. Der var kynisk rent, og jeg havde kriller i mine fingre for at rode derinde.

Nej, Melody du skal tænke på at komme væk herfra! Jeg gentog ordene igen og igen inde i mit hoved. Det endte alligevel med, at jeg gik hen til den fine vase.

"Sikke en smuk vase," mumlede jeg for mig selv. Jeg lod lige så stille min pegefinger ramme vasen og i en hurtig bevægelse, skubbede jeg den ned på gulvet. "Ups," smilede jeg.

"Hvad sker der derinde?!" råbte Louis.

"Din vase røg på gulvet!" svarede jeg, også råbende, og smilede for mig selv. Han havde rent faktisk fortjent en ødelagt vase, jeg havde sagt til ham, at han skulle lade mig gå, men hvad gjorde han? Han tog mig med. Fjols.

Mit blik blev fanget af vinduet. Et par cremefarvede gardiner hang og skjulte det, men mit blik opfangede alt. Jeg trådte få skridt nærmere, som var det farligt. Jeg for sammen, da jeg hørte en ringklokke. Der er ikke meget tid! skreg mit sind.

Jeg trak hurtigt gardiner væk og åbnede vinduet. Vi var oppe på sjette sal, og selvom det måske ikke lyder af meget, så var det ret meget, når man skulle klatre derud. Mit blik blev fanget af en gesims under vinduet, den var kunstnerisk lavet og meget smuk, desværre havde jeg ikke tid til at beundre værket, da jeg kunne høre stemmer ude i gangen.

Mit blik vandrede til vinduet nedenunder, hvor endnu en gesims hang under. Så var det nu eller aldrig. Jeg sprang ud af vinduet, godt nok havde jeg stadig hænderne på vindueskarmen. Mine fødder fandt gesimsen, og jeg begyndte så småt at klatre ned. Jeg fandt hurtigt den letteste måde at gøre det på og landede overraskende hurtigt på jorden. Så gjorde jeg det, jeg var bedst til.

Jeg løb.

Løb og løb. Jeg løb fra alt det, der gjorde mig usikker og bange, alt det forkerte og farlige. Hjem til der, hvor jeg var tryg. Jeg løb, det var det, jeg var bedst til, og der var aldrig nogen der havde indhentet mig, ingen undtagen Louis.

 

Louis' synsvinkel:

 

"Hej, Louis! Hva' så?" sagde Zayn muntert og trådte ind ad døren. Resten af drengende, det vil sige Harry, Liam og Niall istemte hurtigt. Bag dem allesammen kom Harrys kæreste gående. Kate var et sødt lille væsen, hun var ikke specielt høj, men hendes personlighed var stor, hun havde en forfærdelig fortid, men sammen med Harry, var hun kommet igennem det, de passede virkelig godt sammen.

"Hej Kate," afsluttede jeg, efter at have sagt hej til alle de andre.

"Hej Louis," svarede hun med et lille smil.

Jeg førte dem ind i køkkenet og satte mig ned på en af barstolene. De andre var hurtige til at gøre det samme, der var godt nok ikke helt plads til alle, så Kate endte med at sætte sig på skødet af Harry.

"Helt ærligt venner, vi er glade på jeres vegne, men behøver I gøre det så åbenlyst, at I lige er blevet kærester?" spurgte jeg med et grin, de vidste selvfølgelig godt, at det var for sjov.

"Ja Louis, det gør vi faktisk," svarede Kate og kyssede Harry midt på munden.

"Find dog et værelse," klagede Liam, men også han smilede.

Vi grinede lidt.

"Louis, du har samlet os af en grund, ikk'?" spurgte Niall pludselig.

"Nå ja," mumlede jeg og kom, desværre, til at tænke på Melody. "Hvordan skal jeg forklare det? Jeg var i tivoli i dag, det har jeg vidst fortalt jer, og da jeg skulle op i en forlystelse, satte jeg min taske fra mig, og da jeg kom ned... så var tasken væk. Jeg havde ikke noget specielt i den, men jeg ville jo gerne beholde den. Så var det jeg fik øje på tasken, og jeg begyndte at løbe efter personen. Personen, der viste sig at være en pige, løb rundt om et hjørne og jeg tabte hende af syne. Da jeg kom rundt om bygningen, fik jeg øje på min taske bare på en anden person, eller det troede jeg i hvert fald, hun havde bare skiftet tøj meget hurtigt. Det viste sig at være Melody, pigen der nu sidder inde i mit gæsteværelse og venter. Hun stjal min taske."

"Hvordan har du behandlet hende?" spurgte Kate.

Jeg så overrasket over på hende, det var da et underligt spørgsmål. "Jeg har behandlet hende som en tyv," sagde jeg blot.

"Så du har ikke givet hende en chance? Har du måske tænkt på, at behandle hende som et menneske, for... hun er jo et menneske." Hun sendte mig et gennemborende blik.

"Hvorfor skulle jeg give hende en chance? Hun stjal min taske!" Jeg hævede stemmen.

"Jeg tror, Louis har ret," nikkede Liam.

"Ditto," sagde Niall.

Zayn nikkede.

Jeg elskede når folk gav mig ret, for jeg fortjente at få ret. Kate så på Harry, der trak hjælpeløst på skuldrende.

"I gav mig en chance," mumlede hun næsten uhørligt.

"Men det var jo anderledes, du er jo anderledes," fastslog Harry.

"Du fandt mig liggende ude på gaden i regnen. Mine forældre blev skilt, da jeg var lille, min mor døde, og min papfar slog mig! Jeg var for gudsskyld halvt død, da du fandt mig! I gav mig en chance, burde vi så ikke give hende en chance? Når hun stjal din taske, må hun jo have problemer, og vi er nødt til at hjælpe hende" Kate så på os med hundehvalpe øjne.

Jeg sukkede. "Prøv du at tale med hende."

Hun nikkede og gik sin vej. Vi lyttede alle opmærksomt med, men da vi ikke hørte andet end lyden af en dør, der blev åbnet, så vi spørgende på hinanden. Kate kom gående tilbage med et forpint ansigt.

"Hvad?" spurgte jeg.

"Hun er væk. Vinduet stod åbent. Hun er væk," sagde hun og så på mig.

"Hvad?!" gentog jeg.

 

 

***************************

 

Jeg har valgt at lægge dette kapitel ud så tidligt, fordi jeg har mange planer i weekenden, og I skal derfor ikke regne med at få et kapitel ud der.

I går fik jeg den dårlige nyhed at der er intet på min IPad, der er gået i stykker, der kan reddes, så alle mine noter til denne historie er dermed blevet slettet. Øv!

Nu er Melody så flygtet. Hvordan tror I Louis tager det?

 

P S til jer der ikke ved hvem Kate er, så kan i læse jer frem til det i min første movella Always afraid.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...