Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6938Visninger
AA

17. She still cares about you

Louis' synsvinkel:

 

Mit vækkeur ringede højt og forstyrrede mig fra min ellers så dybe søvn. Jeg satte mig op, og med stadigt lukkede øjne og et stort besvær, fik jeg slukket for den irriterende lyd. Det her var jo bare en morgen som mange andre, så der var ikke noget, jeg tænkte videre over. Måske skulle jeg noget sammen med drengene eller sådan noget.

Jeg rejste mig op og gabte. I mit skab fandt jeg et par grå joggingbukser. Jeg havde ingen energi, så jeg droppede at tage en trøje på. Jeg skulle i hvert fald ikke noget lige foreløbig. Jeg gned mig i panden. Var der et eller andet jeg havde glemt? Et interview måske? Nej, det var ikke et interview, det ville jeg have husket.

Jeg gik langsomt ud ad døren og prøvede at finde det frem fra hukommelsen, som jeg fuldstændig havde glemt alt om. Det var nok ikke noget vigtigt, når jeg bare lige glemte det. Jeg strakte mig og gabte endnu en gang. Hvor var jeg dog udmattet. Selv efter så god en nattesøvn, var jeg stadig enormt træt.

Jeg var noget ud til køkkenet. Det gav et spjæt i mig, da jeg så det røde hår. Jeg lagde en hånd på hjertet.  Mit hjerte bankede hurtigt af forskrækkelse, hun havde givet mig noget af et chok. Så det var det jeg havde glemt. Hvordan kunne jeg overhovedet glemme det?

"Godmorgen," gabte jeg søvnigt og påbegyndte vejen mod køleskabet.

"'Morgen," mumlede hun stille. Hun stod og betragtede et eller andet ved madlavningsøen. Det lignede et blad af en slags, og det måtte hun da godt kigge i.

"Skal du ikke have noget morgenmad?" spurgte jeg, idet jeg åbnede køleskabslågen. Den kolde luft strømmede imod mig, så jeg fik gåsehud. Jeg gned mine arme lidt og så så ind i køleskabet.

"Nej tak," sagde hun blot.

Jeg så undrende på hende. Hendes hoved var stadig sænket ned i bladet. Jeg ville ikke kunne leve uden morgenmad. Hvordan kunne hun bare sige nej tak?

"Det er dagens vigtigste måltid," kommenterede jeg, tog en mælk, lukkede køleskabet og gik hen til et af mine køkkenskabe. Jeg så ud af øjenkrogen, hvordan hun trak på skuldrene.

"Det er specielt, hvis jeg bare får ét måltid om dagen," sagde hun og så endelig på mig. Hendes blik røbede intet, som altid. Jeg havde ingen ide om, hvad hun tænkte.

Jeg åbnede munden, men lukkede den så igen. Hvad skulle jeg svare? Jeg glemte hele tiden, at hun ikke var ligesom mig, at hun kom fra et andet miljø. Hun var anderledes end jeg, og det jeg syntes var en del af hverdagen, kendte hun ikke en gang til. Jeg fik en smule ondt af hende.

"Det er jeg ked af, jeg glemte det lige." Jeg undgik hendes blik og trak en pakke morgenmad ud ad skabet.

"Jeg er nødt til at sige, at du godt nok er langsom på opfatteren," sagde hun med en flabet undertone. Det virkede ikke, som om hun havde taget sig meget af, hvad jeg havde sagt.

"Holder du nogensinde op med det der?"

"Holder op med hvad?" Hun bladerede til en ny side og gjorde store øjne.

Jeg ignorerede hendes åbenlyse trang, til at få mig til at spørge hvad hun kiggede på. Nogle gange kunne hun være sød og skrøbelig, andre gange var hun helt umådeligt irriterende. Hun havde to sider, og de var enormt forskellige.

"Med at var flabet eller sarkastisk?" spurgte jeg og hældte min sukkerholdige morgenmad op i en skål.

"Det er en del af min personlighed, man må bare lære at leve med det," sagde hun, med øjnene klistret til bladet, dog kunne hun ikke skjule et smil, da hun sagde det. Det var smittende, og et lille smil lagde sig også om mine læber.

"Hvordan har du det egentlig?" Jeg tænkte på hendes heftige feber.

"Tjo, jeg har det som om der går et eller andet rundt deroppe og prøver at komme ud." Hun pegede på sit hoved. "Så har jeg ellers en smule kvalme og svimmelhed tilbage i kroppen, men jeg overlever."

Jeg nikkede og stod lidt i mine egne tanker. Flere spørgsmål fløj gennem mit stadigt trætte hoved. Jeg fandt, uden at tænke over det, en skål mere frem til Melody. Så slog et spørgsmål pludselig ned i mig: "Hvad spiser du så, når du får noget at spise?" Det var et vildt underligt spørgsmål, men nogle gange var det det eneste, der faldt mig ind. Underlige spørgsmål.

Hun så igen op på mig. "Du ved sådan nogle billige engangsskåle, hvor der er nudler og krydderi i, så skal man hælde kogende vand over, og så er de spiselige," svarede hun uden tøven.

Jeg måbede. "Seriøst? Men det giver jo slet ingen nærring!"

"Det er bedre end ingenting." Hun trak igen på skuldrene. Hendes blik søgte samtidig mod bladet igen. Intet kunne da være så spændende, som hun gjorde det til. En lille nysgerrig stemme i mit hoved bad mig om at gå hen og se, hvad det var hun så på, men det var hvad hun ville have mig til, det vidste jeg godt. Der var så også den risiko, at det var noget om mig hun sad og kiggede på, og hun skulle nødig få et endnu mere forvrænget blik på mig, end hun allerede havde i forvejen. Jeg gik med tøvende skridt hen mod hende, som var hun et eller andet vildt dyr fra Zoologiskhave. Jeg havde pludselig glemt alt om min morgenmad.

"Jeg har aldrig kunnet se det spændende i de hersens blade, men nu kan jeg godt se det... Wauw, I var virkelig glade for hinanden," sagde hun så.

Jeg standsede brat. Hun talte vel ikke om mig og...?

Hun vendte bladet om, så jeg kunne se det. Der var en stor overskrift, hvorpå der stod:

Årets store brud! Eleanor taler ud.

Jeg stivnede og så på billederne, fra da vi havde været sammen, og derefter et billede, der en gang havde forestillet Eleanor og mig, hvor havde holdt i hånden, men nu var der en siksakket streg igennem. Det beviste noget jeg ikke selv ville indrømme, at det var fuldstændig overstået mellem os. At der intet håb var længere. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige, at Eleanor havde talt ud, men jeg blev øjeblikkeligt bange for, at hun havde røbet vores hemmelighed og sagt at det faktisk var hende, der havde slået op.

Jeg rakte vredt ud efter bladet og rev det dermed ud af Melodys hænder.

"Hey, hvad skulle det til for?" spurgte hun og prøvede at skjule et smil. Tænk at hun morrede sig over mit knuste hjerte.

"Mit kærlighedsliv rager ikke dig!" vrissede jeg.

"Hvis det ikke ragede mig, så ville det nok ikke stå i sådan et blad, vel?" Hun vidste altid hvilke knapper, hun skulle trykke på, for at få mig op i det røde felt. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at falde ned.

"Det står i hundredevis af forskellige blade i hele London," fortsatte hun uanfægtet.

"Hvis du får så lidt penge, som du siger, hvorfor bruger du dem så ikke på ordentligt mad i stedet for et blad?"

Hendes smil blev større. "For det første, så rimede det, du lige sagde..." sagde hun, hvilket fik mig til at himle med øjnene.

"Jeg er så tæt på at ringe til politiet." afbrød jeg. Jeg vidste med to fingre, hvor lidt der skulle til for at jeg ringede efter politiet.

"For det andet, så står det på en hver forside overalt, så man behøver ikke ligefrem at købe bladene for at se, at I har slået op. Eller måske skulle jeg sige: for at se, at  hun har slået op." Endnu en gang fortsatte hun, som om jeg ikke var der.

Jeg mærkede, hvordan alt blodet forsvandt fra mig ansigt. Det kunne ikke være rigtigt. En tung fornemmelse lagde sig i min mave. Nej, hun havde lovet. Det kunne ikke være rigtigt.

"Har hun... har hun sagt, hvem der slog op?" Jeg turde næsten ikke spørge.

"Nej, hun holder stadig for meget af dig til at gøre det. Hvorfor slog hun egentlig op? I var da det perfekte par. Nu kan du så tænke lidt over, hvorfor du står i dit køkken og råber af en tilfældig tyv. Du kender ikke tyven, kun hendes historie.

Hvad skete der den dag Eleanor slog op? Hvorfor prøvede du ikke at redde jeres forhold? I stedet står du nu sammen med mig, som du tydeligvis ikke kan lide. Hvorfor? Tænk dig lidt om, jeg er ikke så værdifuld, som du gør mig til. Jeg er i hvert fald værdiløs, når det kommer til dig," sagde hun i en rolig tone og begyndte at gå ud ad køkkenet. Så vendte hun sig pludselig om. "For resten, så lovede du, at du ville slippe mig fri, når jeg indrømmede, at jeg havde stjålet tasken. Fint, jeg indrømmer, at jeg stjal tasken. Jeg sætter mig ind på værelset og venter på, at du kommer og siger, at jeg må gå."

Det tog et par sekunder at opfatte, hvad hun virkelig havde sagt. Hun var ikke værdiløs for mig. Det havde hun da aldrig været. Først var det mest, fordi hun havde stjålet min taske, men nu ville jeg gerne lære hende at kende. Men hvorfor lod jeg hende ikke bare gå? Det var vel fordi, jeg ikke syntes, at hun skulle tilbage til Broderskabet.

"Melody vent!" råbte jeg efter hende. "Du er da ikke værdiløs!"

Men hun var allerede væk.

 

***

 

Melodys synsvinkel:

 

 

Jeg sad og pillede fraværende ved mit hår. Jeg havde ikke været ude, siden jeg havde været i køkkenet, og der var ikke nogen, der var kommet ind til mig. Måske valgte de bare at ignorere mig og håbe på, at jeg forsvandt på et tidspunkt. I den første halve time havde jeg faktisk forventet, at Louis ville komme ind og sige, at jeg godt måtte gå, men så heldig skulle jeg ikke blive.

Hvorfor var jeg heller ikke blevet hentet af nogen fra Broderskabet. Jeg havde sådan set sat gps til, og jeg var ved at blive godt frustreret over at være i Louis lejlighed, uden at kunne gøre noget. Jeg hadede det faktum, at jeg sad stille. Jeg var simpelthen for utålmodig. Jeg var rastløs og irriteret. Ja, nogle gange var Louis en sød fyr, men hver eneste time jeg var der, fik mig til at indse, at jeg ikke passede ind i den virkelige verden. Det eneste jeg kunne finde ud af, var at irritere Louis.

Det bankede på døren, og jeg så op fra sengens sengetøj. Jeg forventede halvt om halvt, at det var Kate, der prøvede at komme i kontakt med mig. Det var derfor lidt af en overraskelse, da jeg så Louis' hoved.

"Må jeg komme ind," spurgte han med et kort smil.

"Det bestemmer du vel, er det ikke din lejlighed?" mumlede jeg, uden energi til overhovedet at lyde sarkastisk.

Han trådte ind på værelset og satte sig ved siden af mig på sengen. Sengens madras synkede lidt ned ad, så jeg automatisk gled længere ned mod Louis. Det endte med at vi sad fuldstændig klinet op ad hinanden, da der ikke havde været meget mellemrum mellem os lige fra starten. Jeg bandede lavmælt og rykkede mig væk fra ham igen.

"Jeg er ked af det, jeg sagde før, jeg mente det ikke," mumlede han og kørte en hånd igennem håret.

"Men du hørte hvad jeg sagde, og det har du tænkt over. Så nu kommer du vel og siger, at jeg må gå?" sagde jeg håbefuldt.

Hans ansigtsudtryk var en smule forpint, idet han rystede på hovedet. "Nej, jeg kom bare..."

Mere nåede han ikke at sige, før jeg afbrød ham.

"Hvorfor Louis? Hvorfor må jeg ikke bare komme hjem? Jeg skal nok lade være med nogensinde at komme tilbage. Så har jeg fejlet, og jeg bliver muligvis straffet, men så er jeg hjemme, hvor jeg hører til." Jeg havde en bedende tone i min stemme. Jeg havde kun været her i få dage, men det var nok til, at jeg ikke kunne klare det mere.

"Undskyld Melody, men jeg ved, du gemmer på mere end bare tyven. Jeg synes ikke, du skal tilbage til det miljø, for du har tydeligvis ikke godt af det. Og nu siger jeg noget, som jeg ved du ikke vil synes om, men du er meget tynd, og du får ikke ordentligt mad. Det er bare ikke godt," sagde han blidt.

Jeg sukkede. Jeg prøvede ihærdigt, at lade være med at tænke over hvad han havde sagt. Det var sandt, det vidste jeg desværre.

Da jeg ikke sagde noget, fortsatte han: "Jeg kom bare for at sige, at drengene er kommet, og Zayn, ham du tævede, har taget sin kæreste Perrie med. Hende vel du kunne lide, hun er meget positiv." Han smilede, imens han rejste sig op. Jeg rejste mig tøvende op.

"Du ved godt, jeg ikke er god med positive mennesker," sagde jeg.

"Jeg tror, du klarer dig," smilede han.

"Fint, så gør jeg det."

Da jeg stadig ikke, rørte mig, tog han min hånd og begyndte at gå. Jeg så ned på vores hænder. Det var noget jeg aldrig havde prøvet før. Det føltes både rigtigt og forkert.

"Øhm," sagde jeg tøvende med et blik på vores sammenflettede fingre."

"Kom nu, det er ikke så slemt."

 

 

**************

 

Som lovet et kapitel før den 24. Glædelig jul!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...