Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6548Visninger
AA

24. Relax

Louis' synsvinkel:

 

"Jeg vil gerne have dig til at gå til lægen," konstaterede jeg, mens jeg lagde armene over kors og så på Melody, der så utilfredst tilbage på mig. Meget utilfreds.

"Hvor svært kan det være at forstå? Jeg kan ikke gå til lægen, fordi jeg ikke er registreret! Hvis du var verdens bedste tyv, tror du så, du ville være registreret?" gav Melody igen med et meget irriteret blik. Man kunne let høre den vrede undertone, der bad mig om at passe på.

Det valgte jeg så, ikke at gøre. "Det er jo heller ikke fordi, du er verdens bedste tyv, vel?"

Ups, det skulle jeg vidst ikke have sagt. Hendes kinder blussede, og jeg var rimelig sikker på, at det ikke var fordi, hun var flov, nok mere fordi hun var vred.

Et par skrammer var stadig at se i ansigtet på hende, efter hun havde taget turen hen af asfalten den dag med Dean, men ellers var det kun hendes hånd, der havde taget meget skade.

"Nej, det er jeg godt klar over, Louis! Men jeg er vokset op et sted, hvor ingen af os eksisterer, vi er ikke registrerede, så vi eksisterer ikke! Jeg har aldrig gået i skole, og..."

"Har du aldrig gået i skole?!" udbrød jeg overrasket, uden jeg kunne nå at stoppe mig selv. Hun himlede med øjnene af min dumhed.

"Selvfølgelig, har jeg aldrig gået i skole! Hvad regner du med? Jeg har aldrig gået i skole, og jeg har aldrig været til lægen, lige meget hvad! Jeg tager ikke afsted!" råbte hun, satte sig ned på en stol, der stod få meter bag hende, og begravede hovedet i hænderne. Hun trak vejret dybt uden at se op.

Flot Louis, så fik du gjort hende ked af det!

Jeg trådte stille hen til hende. Min hånd landede på hendes skulder og gav den et klem. Det havde ikke været min mening at såre hende, jeg ville jo bare gerne beskytte hende. Det vidste hun selvfølgelig også godt, men hun så anderledes på tingene, og jeg havde stadig ikke fattet, hvad der skulle til for at såre hende.

"Undskyld, det var ikke meningen at gøre dig ked af det," mumlede jeg flovt og så skamfuldt ned i jorden.

"HA!" Melody sprang op fra stolen og pegede triumferende på mig. "Tror du ikke, der skal mere til at gøre mig ked af det?" Hun grinede hoverende og satte sig ned igen. "Helt ærligt Louis, hvor mange gange tror du ikke, jeg har haft lyst til at tage til lægen? Jeg har haft skrammer og sår, men jeg har aldrig været til lægen, og det behøver jeg heller ikke nu! Desuden har jeg jo klaret mig fint, og jeg har i hvert fald ikke taget skade af de manglende besøg hos lægen." Hun smilede stolt, mens hun kastede det røde hår over skulderen.

"Arh, er du nu helt sikker på det?" smilede jeg og blinkede til hende. Hun rullede overdrevendt med øjnene, for derefter at sukke dybt.

Jeg betragtede hende i tavshed. Hendes brystkasse bevægede sig i en rolig rytme, der nærmest lagde mig i trance. Hun sad og så på sine hænder, mens et lille smil spillede om hendes læber. Hendes fantastiske grå øjne blev pludselig rettet mod mig. Det var ikke en kold grå farve, nej, der var en varm glød gemt bag dem. Hun var noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde set.

Tænk jeg havde været så heldig at støde ind i hende. Det havde ændret hele mit liv. Hun havde ændret mig. Hvis ikke jeg havde mødt hende, ville jeg måske stadig var den store idiot (hvis jeg skulle bruge Melodys ord), jeg var, da jeg mødte hende.

"Gentag efter mig: Melody skal ikke til lægen," smilede hun med en sukkersød stemme. Hun lænede sig helt hen til mig, og jeg mærkede, hvordan jeg fik lyst til at kysse hende.

Jeg sukkede falskt. "Melody skal ikke til lægen," gentog jeg så.

Hun smilede stort, lænede sig lidt længere frem, kyssede mig på munden og sprang op fra stolen. Kysset var, efter min mening, alt for kort, og hun vidste det tydeligvis godt.

"Min hånd er begyndt at summe igen, så jeg går lige ind og slapper lidt af."

Hun gav min skulder et klem og gik ind på sit værelse. Den pige var simpelthen noget af det bedste, der nogensinde var sket for mig. Jeg smilede svagt for mig selv og rystede på hovedet. Jeg var simpelthen et forelsket fjols.

Men faren lurede stadig under overfladen. Jeg var bange for at der, endnu en gang, ville komme en fra Broderskabet. Eller hvad nu hvis der skete et eller andet med hendes hånd. Hun sagde, at hun godt kunne klare sig, og jeg vidste hun kunne klare sig, men der kunne stadig ske meget med sådan en hånd. Og hvis der kom nogen fra Broderskabet, så kunne hun ikke forsvare sig, og efter jeg havde overværet hendes kamp med Dean, var jeg rimelig sikker på, at jeg heller ikke kunne slås med nogen af dem. Så hvilken chance havde jeg mon, hvis en af dem dukkede op?

Det gav et sæt i mig, da min telefon ringede. Jeg baksede den hurtigt op ad lommen, og så på navnet på skærmen.

Zayn

Hvad mon han ringede for? Jeg trykkede på besvar.

"Hallo?" mumlede jeg ind i telefonen.

"Hej," svarede Zayn, i den anden ende. "Hvordan går det? Hvordan har dig og Melody det?" spurgte han hurtigt.

"Tjo, det går vel fint. Melody prøver stadig at komme sig over mødet med ham fyren fra Broderskabet, men ellers går det okay." Jeg havde selvfølgelig fortalt drengene om fyren fra Broderskabets opdukken på Melodys og min date. De havde været klar til at smide hvad de havde i hænderne og komme ud til os, og Kate og Perrie havde nærmest insisteret, men jeg havde afslået. Melody ville ikke have energi nok til gæster, selvom hun ellers havde insisteret ligeså meget som Kate og Perrie, men jeg havde endnu en gang sagt nej.

"Hvad med dig?" Han lød en smule bekymret.

"Det er hårdt ikke at kunne gøre noget for hende," mumlede jeg og rykkede mig utilpas rundt på stolen. Det var virkelig hårdt.

"Det kan jeg godt forstå. Perrie er også fuldstændig ude af den, og jeg kunne næsten ikke holde hende væk, da hun fik at vide at Melody var kommet til skade." Man kunne høre Zayns smil, selv igennem telefonen. Også jeg smilede en smule.

"Hvad ringede du egentlig for?"

"Jo, vi begynder jo snart på koncerter igen, så kan vi komme hjem til dig i morgen? Så kan du jo både snakke med os og tage dig af Melody samtidig," foreslog han.

Jeg tænkte lidt over hvad han havde sagt. Jo, det lød egentlig ret godt.

"Det lyder fint," svarede jeg.

"Fint, vi kommer klokken 3."

Vi afsluttede vores samtale ved at sige farvel til hinanden og lagde derefter på. Selvom jeg havde lidt svært ved at forlade Melody alene i lejligheden, var jeg glad for, at vi snart begyndte med koncerterne igen. Alting havde været rimelig underligt på det sidste, og jeg trængte til at få mit normale liv igen. Eller knap så normale liv.

"Louis! Kommer du ikke lige herind?" råbte Melodys trætte stemme ind fra værelset. Hun lød utrolig udmattet.

"Kommer!" råbte jeg tilbage og gik ind på værelset. Melody lå med søvnige øjne i sengen og så op på mig. Hun klappede langsomt ved siden af sig.

"Jeg er træt, Louis. Vil du ikke ligge hos mig?" spurgte hun med en hæs stemme, der bare bekræftede endnu mere at hun var fuldstændig udmattet. Selvom det stadig var midt på dagen, var hun så træt, at hun var ligeglad.

Jeg nikkede. "Selvfølgelig."

Jeg lagde mig ned på sengen, ved siden af hende. Jeg betragtede hende, mens hun rullede sig sammen ved min side, krøb helt hen til mig og flettede sine fingre ind i mine. Hun sukkede fredfyldt. Jeg smilede stille, hun var så smuk.

Jeg var ikke kun faldet for hende på grund af hende udseende, eller sarkastiske og store temperament, det var også hendes skrøbelige side. Den side, der var brudt fuldstændig sammen, da hun fortalte om hendes forældres død. Den side, der havde fået hende til at gå i panik, da hun så, hvad hun havde gjort mod Dean. Og den side, der altid fik hende til at krybe sammen ved siden af mig.

Lidt efter lidt faldt jeg også i søvn.

 

*************************

 

Hejsa folkens!! Jeg er desværre nødt til at sige, at historien slutter om få kapitler. Øv! Jeg har ellers været rigtig glad for at skrive på den, men nu er den jo heller ikke slut endnu.

Jeg kan love at der kommer noget spænding i de sidste kapitler.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...