Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6537Visninger
AA

8. One honest answer

Melodys synsvinkel:

 

Jeg sad på sengen, i Louis' gæsteværelse, og pillede ved mit ærme. Det var ikke en videre intelligent bevægelse, men jeg havde ikke andet at tage mig til. Alle vinduerne var blevet lukket og låst, det samme var dørene, så jeg havde ingen chance for at slippe ud, medmindre jeg sprang gennem loftet. 
"Nå, så er du tilbage, hvad?" sagde en lys stemme. 
Jeg så op og trak på skuldrene. "Det er jeg vel," svarede jeg med en stemme fuldstændig blottet for følelser. Pigen, der havde snakket med mig, var vist nok Harrys kæreste. Hun var ret lav, havde brunt hår, og hver gang hun så på mig, var der noget trist gemt i hendes blå øjne.
"Du hedder Melody, gør du ikke?" Hun kneb øjnene sammen og lagde hovedet en anelse på skrå.
"Jeg fortæller dig mit navn, hvis du fortæller mig dit," sagde jeg. 
"Selvfølgelig!" sagde hun og trådte et skridt tættere på. "Mit navn er Kate Adams."
"Fint. Mit navn er Melody..." Jeg stoppede, men mærkede  Kates forlangende blik. "... Black." 
Jeg bed mig hårdt i læben, hvad i alverden var der i vejen med mig? Jeg havde aldrig i mit liv fortalt en uden for Broderskabet mit efternavn. De fleste i Broderskabet kendte ikke en gang mit navn. Men Kate smilede bare triumferende. Okay, hun fik mit efternavn, ikke min livshistorie. 
"Hedder du Black til efternavn? Det er egentlig ret ironisk, fordi dit hår er jo rødt." Hun grinede lidt, men kun kort, da hun så, at jeg hverken smilede eller grinede. 
Stilheden lagde sig over os, så jeg betragtede hende. Hun lignede lidt en af de der slags piger, som alle drømmer om at være, bare lavere og med en underlig, krumbøjet finger. Hun irriterede mig grænseløst, ikke fordi hun var smuk eller hendes personlighed, men fordi hun sad foran mig og smilede, fordi hun ikke var bange for mig. 
"Hvorfor er du ikke bange for mig, eller i det mindste irriteret på mig?" Spørgsmålet fløj ud gennem munden på mig, inden jeg nåede at stoppe det. Hun så først overrasket ud, og derefter begyndte hun at grine. 
"Fordi jeg tror på, jeg kan hjælpe dig," svarede hun, som om det var det mest åbenlyse i hele verden.
Jeg himlede med øjnene. Jeg havde ikke brug for at blive hjulpet.
"Hør her, jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg har selv haft en svær barndom og har en meget hård fortid, så jeg tænkte, at jeg måske kunne hjælpe dig," smilede hun, trak en stol hen overfor mig og satte sig yndefuldt ned. 
"En hård fortid. Ja, det betyder at dine forældre blev skilt, eller også blev du mobbet, eller måske blev din kat kørt over. Jeg forstår fuldt ud, hvis det har været nogle svære ting at komme over, men det er så meget mere, jeg kæmper med.
Kate skar en grimasse og kneb øjnene sammen, jeg havde sandsynligvis haft ret. Det lignede, at hun tænkte tilbage på nogle minder, og hendes hånd skød, i en automatisk bevægelse, op til et sølv hjerte, hun havde til at hænge, i en kæde, om halsen. Det var et meget enkelt smykke, men et meget smukt et. Det så ud til, at der var en lille streg ned gennem hjertet.
"Hvad er det, du har om halsen?" spurgte jeg nysgerrigt.
"Åh. Kom," sagde hun og viftede mig hen til sig. "Det er et hjerte. Når man åbner det..." Mere sagde hun ikke, det behøvede hun heller ikke. Hun åbnede det lille hjerte og viste billedet indeni. På billedet var der en mand og en kvinde og en lille pige, der helt sikkert var Kate. De så alle meget lykkelige ud, og jeg fik en klump i halsen af at tænke på min manglende familie.
"Er det din familie?" spurgte jeg med en underlig, svag stemme, der ikke var min egen.
"Var," rettede hun mig. "Vi er ikke længere en familie." Hun så ned.
"Hvad skete der?"
"For at sige det kort. Skilsmisse, død, vold."
"Hvem døde?" Jeg vidste godt, at jeg burde være stoppet for længst, men min nysgerrighed havde taget over.
"Min mor," svarede hun stille.
"Vold?"
"Papfar," nøjedes hun med at sige.
"Det er jeg ked af," mumlede jeg, og for første gang nogensinde, var jeg faktisk ked af det på en andens vegne.
"Hvad med dig? Siden du er endt her for at stjæle fra Louis, må du også have en anderledes fortid."
Klumpen dannede sig igen i min hals, hun havde fortalt om sig selv, og nu kunne jeg ikke fortælle noget om mig selv. 
"Jeg er ked af det, men det kan jeg desværre ikke fortælle dig."
Hun sukkede højlydt og rejste sig. Hun vendte ryggen til mig og begyndte at gå hen mod døren. Inden hun lukkede den bag sig, vendte hun sig mod mig. "Jeg håber, du er klar over, at du på et eller andet tidspunkt er nødt til at komme ud af det der. Fint, måske har du haft en meget værre fortid, end jeg overhovedet kan forestille mig, men det betyder ikke, at du er højt hævet over os andre. Din sarkastiske stemme kører, hver eneste gang Louis åbner munden, Måske kan han være svær at håndtere lige nu, men han prøver bare at hjælpe dig," sagde hun.
"Min sarkastiske stemme? Spørg dog Louis, hvordan han har behandlet mig! Han behandler mig som et dyr! Så måske svarer jeg ham igen, når han taler til mig, men det har han ærlig talt selv bedt om!" svarede jeg vredt. Tænk hun bare sagde sådan noget uden overhovedet at kende min side af historien.
"Det er ikke ligefrem, fordi du har givet ham en god grund til andet. Du har angrebet både ham og Zayn, desuden har du prøvet at stjæle hans ting, så det er da klart, at han ikke behandler dig som en gæst!" var Kate hurtig til at svare. 
"Det kaldes selvforsvar!" gav jeg igen.
"Det kaldes at skade mennesker!" rettede hun mig. "Tænk over dit liv, for du kan ikke leve sådan for evigt," sagde hun og gik ud ad døren.
Jeg havde lyst til at råbe efter hende, men lod være. Måske fordi hun havde ret. Jeg kunne ikke leve sådan for evigt, men jeg kunne heller ikke flygte fra Broderskabet.

 

Louis' synsvinkel:

 

Kate kom langsomt gående ud fra gæsteværelset. Hun satte kursen direkte ind i min hyggestue og satte sig tungt på en af stolene.

"Hvordan gik det?" spurgte jeg forventningsfuldt.

"Det gik godt..." svarede hun. Jeg tog mig selv i at smile, men så åbnede hun igen munden og fortsatte. "I starten."

"Hvad skete der?" forlangte jeg at vide.

"Det startede okay. Jeg kom ind og spurgte, hvad hun hedder, og hun spurgte mig, hvad jeg hedder," startede Kate ud. Så fortalte hun hele deres samtale igennem, med at Melody gerne ville høre om Kates familie, men ikke ville fortælle om sin egen. Jeg syntes ikke det var i orden, Kate havde en virkelig hård fortid, og hun havde været igennem en hel masse, så kunne Melody da ikke bare tie om sin.

"Og så sagde jeg at hun skulle tænke over hendes liv, for hun kunne ikke leve sådan hele hendes liv," afsluttede Kate opgivende.

Harry var hurtig til at rykke tættere på hende og lagde en arm om hende. Kate smilede taknemligt op til ham. Det gav et lille stik i hjertet ved at se hvor lykkelige de var, det mindede mig om Eleanor. Vi havde en gang været ligeså lykkelige.

"Tak Kate. Tak for at du prøvede," sagde jeg ærligt.

"Det manglede da bare, du var med til at hjælpe mig igennem alt det rod, der en gang var mit liv," svarede hun smilende. "Jeg ville bare ønske, jeg kunne hjælpe hende."

"Det er ikke alle, der kan reddes ud af fortiden, for at begynde en ny fremtid," sagde Harry blidt.

Vi sad lidt i stilhed og tænkte over Harrys ord. Måske kunne Melody ikke reddes, måske var hun, som hun var. Selvom hun gik mig græseløst på nerverne, ville en del af mig også gerne hjælpe hende.

"Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg mine venner.

"Jeg ved det virkelig ikke," sagde Liam.

"Heller ikke mig," nikkede Niall.

"Jeg synes stadig, vi skal prøve at hjælpe hende," sagde Kate.

"I kender min mening om hende," mumlede Zayn vrissent og gned sig ved ribbenene.

Det hjalp ikke ligefrem. Jeg vidste ikke, hvad eg skulle gøre af hende. Hun var irriterende, sarkastisk og flabet, men Kate troede på, at vi kunne hjælpe hende.

"Hvorfor venter vi ikke bare? Ser om vi på et tidspunkt, kan nå ind til hende?" foreslog Harry.

Alle nikkede eller mumlede et 'ja', så det forslag var vel godtaget. Jeg rejste mig op, sagde til de andre, at jeg kom tilbage igen og gik ind på gæsteværelset. Melody sad med et fuldstændig opgivende udtryk i ansigt og så ud i luften. Smerte og noget der lignede frygt, sad i hendes øjne. Hele hendes krop viste en stor håbløshed, så stor at jeg næsten fik ondt af hende.

Da hun opdagede, at jeg var kommet, ændrede hendes ansigt sig drastisk. Det blev hårdt, koldt og ingen følelser viste sig.

"Har du hørt om at banke på?" startede hun, men jeg skar hende af.

"Jeg vil gerne vide, hvorfor du stjal mine ting. Hvorfor lige mig? Og hvorfor kom du tilbage anden gang?" Spørgsmålene fløj ud ad mig, for der var så mange.

"Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig, hvorfor jeg stjal tingene," svarede hun koldt.

Jeg så overrasket på hende. "Du benægter ikke."

"Hvorfor skulle jeg?" Hun trak på skuldrene. "Du fangede mig med tasken."

Så begyndte jeg ellers at stille spørgsmål. Hun svarede ikke på et af dem, enten var hun sarkastisk, eller så ignorerede hun mig, eller også skiftede hun emne. Man kunne ikke få ét ærligt svar ud ad hende.

"Så svar mig dog! Et ærligt svar, bare et!" udbrød jeg højlydt.

"Vil du gerne have et ærligt svar? Så får du et. Et ærligt svar får du, ikke flere, så tænkt dig godt om," sagde hun roligt.

Jeg havde med det samme et svar. Hendes forældre vidste nok ikke noget om det her, men jeg var jo nødt til at være sikker, så derfor spurgte jeg: "Ved dine forældre, at du stjæler?"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...