Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6478Visninger
AA

22. Not a ordinary date

Melodys synsvinkel:

 

"Det var da en god film. Det er længe siden, jeg har været i biografen, uden at være nødt til at snige mig ind," udbrød jeg muntert og stak armen ind i Louis'. Han smilede til mig, uden at tænke over min baggrund som tyv. Han så så lykkelig ud, at han ikke tænkte over, hvad jeg egentlig lige havde sagt. Jeg trak jakken lidt tættere om mig, da kulden begyndte at bide i min hud.

"Ja, jeg kunne også godt lide den. Romantiske komedier virker lige pludselig meget bedre, når du sidder ved siden af mig," smilede han og trak lidt i min arm, for at få mig tættere på sig.

Jeg lagde kort hovedet på hans skulder. Tanken om at tage tilbage virkede igen som noget langt væk. Jeg havde ikke lyst til at forlade Louis, eller resten af drengene eller mit venskab med Kate og Perrie. Louis havde holdt mig i skarpt øjesyn, siden Christopher var kommet på besøg. Han havde hele tiden haft et øje på mig, lige meget hvad jeg lavede, og da han dagen før havde været til interview, havde han oven i købet låst døren, så jeg ikke kunne komme ud, medmindre jeg skulle til at begive mig ud ad vinduerne, en ting, der krævede lidt for meget til, at jeg havde lyst til at gøre det.

Jeg havde længe overvejet og var til sidst kommet frem til, at jeg godt kunne blive lidt længere, jeg var her jo allerede, så lidt flere dage kunne vel ikke skade. Der havde dog været den ulempe, ved Christophers besøg, at jeg havde været mere end almindeligt paranoid over for alting. Jeg kunne stadig huske hans ord, lige før han var gået: Jeg er ikke den første. Og jeg vidste, at han ikke var den første. Nu ville Broderskabets dårlige side virkelig skinne igennem. Jeg kunne heller ikke lade være med, at se mig en ekstra gang, inden jeg gik ud ad døren i biografen. Man kunne aldrig være for sikker.

Og mit humør svingede uafbrudt. Jeg var sur halvdelen af tiden, og den anden halvdel var jeg provokeret uden grund. Jeg fattede ikke hvorfor Louis overhovedet gad have mig hængende. Han valgte bare at svare mig igen med samme tonefald, eller prøve, at få mig til at falde ned (Den første ting mere sandsynlig end den sidste).

"Nå, er du stadig klar til restauranten?" spurgte han, uden at kunne holde glæden ude af stemmen.

Jeg følte mig helt varm inden i ved tanken om, at al den glæde kun skyldtes mig. Jeg havde aldrig været så lykkelig i hele mit liv. Men lykken varede ikke evigt, jeg havde det som om en skygge holdt øje med mig, og idet jeg så over på den anden side af gaden, fik jeg svaret. Et gennemborende blik mødte mig.

Jeg gispede og al glæden forsvandt som dug for solen. Jeg trak lidt i Louis, for at komme så langt væk fra vejen som muligt.

Han så ud til at mærke mit humørskift, da han sagde: "Hvad skete der lige?"

"Øh, det er lidt svært at forklare lige nu, men bare følg mig," mumlede jeg bare, med blikket rettet stift fremad. Der var alt for få mennesker på denne gade, og vi var nødt til at skjule os blandt andre. Jeg trak min arm ud ad Louis', for derefter at tage hans hånd i min. På den måde var det en del lettere at trække afsted med ham.

"Mel, jeg ville blive utrolig glad, hvis du gad fortælle mig, hvad det egentlig er du laver," konstaterede han irriteret, men jeg kunne ikke tage mig af hans irritation lige nu. Jeg havde andre ting at forholde mig til.

Blikket blev åbenlyst hængende på mig, selvom personen stadig gik på den anden side af vejen. Jeg bandede lavmælt, mens jeg trak afsted med Louis slæbende efter mig. Han blev ved med at sige noget med, at jeg skulle stoppe. Jeg lyttede kun halvt med. Jeg var hele tiden nødt til at holde blikket rettet mod menneskerne, det så småt begyndte at vrimle med. Yes! Nu kunne jeg forsvinde, eller vi kunne. Jeg stoppede kort og så Louis i øjnene.

"Nu gør du som jeg siger. Ingen spørgsmål eller noget andet. Forstået?" Jeg ventede ikke en gang på svar, før jeg fortsatte. "Du blander dig med menneskerne, lad som om du er en helt normal fyr, der er på vej til fest, eller noget i den stil. Du skal ikke så meget som se på mig. Jeg vil ikke have, at du kommer til skade." Jeg så mig over skulderen og opdagede til min store frygt, at min forfølger var ved at krydse vejen.

Louis så mistroisk på mig og overvejede, om det mon var et flugt nummer. Han ville tydeligvis ikke lade mig ude af syne i mindre end ét sekund.

"Louis, vil du ikke nok stole på mig?" spurgte jeg fuldstændig desperat. Hvert sekund jeg brugte på det her, kom min forfølger tættere på. Jeg tog mig selv i at se mig over skulderen igen, noget jeg ikke skulle have gjort, for han var kommet tættere på.

"Du fortæller mig det, når vi kommer hjem," mumlede han, og jeg glemte næsten, at vi blev forfulgt, da han sagde 'hjem', som om jeg rent faktisk boede der permanent med ham.

Jeg rystede på hovedet, slap Louis' hånd og begyndte at blande mig med menneskemængden. Louis stod kort uden at vide, hvad han skulle gøre. Så sendte han et enkelt blik i min retning og gjorde det samme som mig. Jeg lukkede den splinternye jakke, som jeg for øvrigt havde fået af Louis, og trak hætten godt op over hovedet. Selvom jakken var ny, tog jeg ingen chancer og havde allerede fyldt de forskellige lommer med en hel masse Broderskabs-bras, deriblandt et par firkantede briller, uden styrke selvfølgelig. Jeg tog brillerne på og dukkede hovedet.

De få uger jeg ikke havde tilbragt i Broderskabet, betød lige pludselig ingenting. Det var næsten som en normal dag, hvor jeg var ude efter et normalt mål. Jeg kunne stadig tricksene og snart, var jeg igen på hjemmebane. Jeg var tyven igen, og det ville vel ikke blive et problem, at flygte fra min forfølger. Måske var vi begge fra Broderskabet, men jeg vidste, at jeg havde været en af de bedste, og denne forfølger kunne umuligt være bedre end mig. Jeg smilede for mig selv, mens jeg vovede et enkelt blik på Louis. Han lod som om han var en glad dreng, der bare skulle til fest, men jeg kunne se frygten under skuespillet. Han var alvorligt bange for, at der skulle ske mig noget. Hvor sødt!

Koncentrer dig, Melody!

Jeg prøvede at holde frygten nede, for jeg var lige så bange, for at der skulle ske ham noget. Jeg kendte Broderskabet, og jeg var ikke bange for at de skulle gøre mig noget, men Louis... Han fortjente det ikke bare fordi han, ved en totalt tilfældighed, var kommet til at hænge på mig. Jeg kunne ikke lade være og så endnu en gang bagud. Jeg stoppede overrasket, da jeg så, at min forfølger var forsvundet.

Ha! Selvfølgelig kunne jeg vinde.

"1-0 til Black," sagde jeg selvtilfreds til mig selv. Jeg halede ind på Louis og tog fat i hans hånd. Han vendte sig forskrækket om, men opdagede, til noget der lignede sin store lettelse, at det var mig. "Hey, skulle vi ud og spise?"

"Du er nødt til at forklare mig, hvad der lige skete der," svarede han og ignorerede fuldstændig mit spørgsmål. Det irriterede mig en lille smule, for jeg havde jo kun gjort det for ham.
"Jeg er også ved at være sulten. Hvad er det for en restaurant?" spurgte jeg i stedet og så mig lidt om. Jeg tog ham i hånden og smilede uanfægtet, og måske en anelse falsk.
Han hev mig med ind i en gyde mellem to bygninger. Der var en anelse mørkt, men i det mindste kunne vi flygte fra folks snagende blikke. Han vred sin hånd ud ad min og så mig vredt i øjnene. "Jeg vil gerne have, at du svarer mig lige nu! Hvad handlede det der lige om?" hvæsede han, men var nødt til at dæmpe stemmen, for ikke at tiltrække folks blikke. Jeg åbnede munden, da endnu et nyt emne dukkede op i mit hoved, men han skar mig hurtigt af. "Nej, du skal ikke spørge om, hvad jeg gerne vil have at spise på restauranten. Jeg vil gerne have et svar!"
Jeg løb igennem hundredevis af ord, for at finde den rigtige måde at starte sætningen på, men ingen af dem virkede synderligt brugbare. Det endte med at jeg til sidst, bare måtte prøve mig frem: "Øhm... Ser du... Altså du kan vel godt huske, at jeg kommer fra noget, der hedder Broderskabet," startede jeg, men modtog et blik fra Louis, der tydeligt talte sit sprog for, at jeg skulle komme til sagen. Jeg sukkede dybt, hvorfor skulle mit liv også være så kompliceret? Jeg havde lige ødelagt vores ellers så gode aften, hvad kunne på nogen måde være værre?
"Okay, jeg fortalte dig jo, at Dragen ville sende flere ud efter mig. Det var, hvad det var. En forfølger fra Broderskabet, der havde tænkt sig at tage mig med tilbage. På den ene eller den anden måde," forklarede jeg langsomt.
"Nej! Du skal overhovedet ikke sige 'På den ene eller den anden måde'! Det lyder i mine ører som om du siger, at han har tænkt sig at tage dig med tilbage, levende eller død. Det må du altså ikke sige." Han tog sig til brystet, som om jeg virkelig havde skræmt ham.
Jeg vred mine hænder lidt. "Tja... det var på en måde, også det jeg sagde," mumlede jeg for mig selv, desværre så det ud til at han hørte det.
Han åbnede munden, mens et bange udtryk viste sig i hans ansigt. Hans startende protest blev dog afbrudt, idet en anden stemme rungede gennem gyden:
"Troede du virkelig, at du kunne slippe af med mig? Kom nu Melody, jeg troede, at du var bedre end det," sagde den højt. Jeg snurrede rundt, klar til kamp, med hvem det så end var. Personen stod langt inde i gyden. Han stod gemt inde i skyggerne, så man ikke kunne se hans ansigt, men stemmen virkede sært bekendt.
"Hvorfor kommer du ikke herud, så jeg kan se dig? Eller er du da bange?" spurgte jeg med et giftigt smil, der så ud til at skræmme Louis. 
Pis! Louis! Hvordan skulle jeg beskytte ham mod en af mine egne? Hvis der skete ham noget på grund af mig, ville jeg aldrig kunne leve med mig selv. Jeg trådte ind foran ham, for at skærme ham, mens personen fra skyggerne trådte ud. 
Åh gud, jeg var virkelig på spanden! 

 

 

****************************

 

Uhhh! Hem tror I det er? Tror I det er en vi kender eller en fremmed? Og kan I egentlig godt lide Louis og Melody som par? 

I må meget gerne smide en kommentar;)!

Til de af jer, der ikke har set min mumble, så har jeg fået ferie og tager til København i morgen. Jeg ved derfor ikke om jeg kommer til at publicere særlig meget i den kommende uge, men jeg prøver. Der er innternet i den lejlighed vi skal bo i, men jeg ved ikke om mine forældre giver mig lov til at tage en computer med. Jeg krydser fingre!

Håber I kan lide kapitlet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...